Covid-19

De var fortabte. De skulle åbenbart dø højt på et smukt bjerg i Himalaya, kun få kilometer fra Indien…

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

(Corona, kapitel 19)

Forgæves forsøgte Barton at komme op at stå igen. Begge hans ben var følelsesløse. Der gik et stykke tid, før han fik gang i det blodomløb, der havde været spærret, da Tam sad på ham i den lille drone. Besværligt kom han på benene.

Gunnar præsenterede jægersoldaterne, de tre droneførere og tibetaneren Chippa for de fire flygtninge fra lejren. Til gengæld fortalte Lars Bo, hvem John Petit, Tam og Barton var.

Chippa pressede dog på, for at de skulle komme afsted. ”Kineserne så jo desværre dronerne. Vi risikerer at de finder os. Og lige nu er vi fanget i denne dal. Vi skal ud, og helst langt væk, før de kommer. Så langt væk som muligt, før det bliver lyst. Vi kan blive nødt til at bruge lygter, for at se hvor vi går på de sværeste stykker. Men vi bruger dem så lidt som muligt. Intet er lettere end at se lygter i mørket. Medmindre jeg giver jer lov, er det kun min delvist afblændede lygte der bruges.”

Alt var jo forberedt, så de kunne gå med det samme. Lars Bo tog igen sin rygsæk med de uerstattelige forskningsresultater på ryggen.

Den gruppe, Djehrgo en time tidligere havde ført ud af dalen, havde jo bestået af cirka 60 mand.

Chippas gruppe bestod kun af 14 personer. Deres mulighed for at bevæge sig uset i bjergene var meget større. Det havde Chippa også overvejet. Helst skulle alle ud af Tibet, men prioriteten var klart at få Lars Bo og hans forskningsresultater ud. I sammenligning med dette var de andre personer af mindre betydning.

Selv om Chippa var en ældre mand, gik han frem over bjergstierne med en hastighed, som resten af gruppen havde svært ved at følge. Jægersoldaterne og John hjalp de øvrige så godt som de kunne.

Kun få kilometer udenfor dalens indgang lagde Gunnar mærke til, at Chippa førte dem væk fra stien. Han gik op gennem en dal, hvor bunden steg op mod en bjergkam. Der var ingen tegn på, at nogen havde gået der før. Gunnar kæmpede for at klare den stejle opstigning i det voldsomme tempo.

Da det lysnede, havde de gået meget langt. Chippa fandt en klippehule, hvor de kunne skjule sig i.

Han selv var frisk, og sad længe og tænkte over det terræn de skulle igennem de følgende dage. Heldigvis havde han levet hele sit liv på denne egn.

De udmattede mænd sov hele dagen og langt ud på den følgende nat. En efter en vågnede de op.

”Vi har sovet alt for længe,” konstaterede Gunnar.

”Nej Gunnar, det passer fint. På resten af turen er terrænet ikke så let, som det vi kom igennem i dag. I ville ikke kunne gå der uden lys. Og det er for farligt at bruge lygter. Så lad bare de sidste sove. Vi fortsætter først, når lyset er ved at komme.”

I det gryende morgenlys fortsatte de. Chippa førte dem rundt om et gigantisk bjerg. Mange steder klatrede de på kanten af afgrunde.

I 5 dage fortsatte turen. Gunnar ville normalt have været lammet af skræk over den risiko de løb. Men han var så udmattet, at trætheden dækkede over angsten. Han lagde dog mærke til, at Chippa næsten altid var ved Lars Bo, når terrænet blev helt forfærdeligt.

Hver mand slæbte sig afsted. De lette rygsække, med lidt mad og tæpper, føltes utåleligt tunge.

De tre taiwanere tiggede hele tiden om pause. Lars Bo kunne heller ikke klare turen, men han klagede sig ikke. Så gik det trods alt bedre for Gunnar og imponerende nok også for Tam. Kun de hærdede jægersoldater og den erfarne bjergvandrer John kunne klare sig selv i terrænet.

Den 12/3 om formiddagen nåede de endnu et højt bjerg.

”Vi skal rundt om det, og så er vi i Indien. Jeg håber, at kineserne anser dette terræn for umuligt at gå igennem, så vi ikke bliver generet af dem.” Chippa forsøgte at smile.

I det samme nåede de over en lille bjergkam på vej mod kæmpebjerget.

Chippa dukkede sig, og vinkede hidsigt til dem, at de skulle sætte sig ned. Så kiggede han over kammen igen. En lille gruppe soldater stod længere ned, kun få kilometer borte. Og da han kiggede mod Indien, så han, at det vrimlede med soldater.

Han kravlede tilbage, og fortalte de andre, hvad han havde set.

”De svin har simpelthen sat soldater hele vejen langs grænsen. Så kan man jo ikke komme ud.” Gunnar lød bitter. Han syntes, de havde ydet en så fin indsats, at de havde fortjent at nå hjem.

En af jægersoldaterne kravlede hen, og afsøgte terrænet med sin kikkert.

”Jeg kan jo ikke se terrænet bag bjerget. Faktisk er det mit indtryk, at bjerget delvist ligger i Indien. Men det er en uhyggelig velbevogtet grænse. Har du en plan, Chippa?”

”Ikke direkte,” måtte den erfarne tibetaner indrømme. ”Men i hvert fald skal vi forbi de soldater, der er tættest på. Og det kan vi kun gøre, ved at søge højere op på bjerget.”

Trods alle de foregående vanskeligheder, var det første gang, at 15 mandsgruppen skulle ud i egentlig bjergbestigning. Heldigvis havde tibetanerne medbragt lidt reb, klamper og is hakker. Men selv med det udstyr, følte de fleste sig hjælpeløse oppe på bjergvæggen. Kun John trivedes. Her var han hjemme.

Højt oppe på bjerget måtte de forcere en gletcher. Det var livsfarligt at gå på den snedækkede overflade, hvor de ingen mulighed havde for at se skjulte, uendeligt dybe gletcherspalter. Og når de fandt en, var de tvunget til at finde naturlige, men ofte upålidelige, is broer, fordi de ikke havde stiger, som ellers ville være brugt til passagen.

Rystende af angst og overanstrengelse, og med flere deltagere, der led af højdesyge, nåede de helt over på den side, der vendte ind mod Indien. Omhyggeligt studerede de terrænet under dem.

Bjerget så ud til at skråne jævnt ned. Meget stejlt oppe hvor de sad. Lidt mindre stejlt længere nede, hvor de så en masse kinesiske soldater. Gunnar gættede på, at disse gik på selve grænsen. På den indiske side af grænsen var bjergsidens hældning endnu mindre, men bjerget fortsatte langt ind i dette land.

Lars Bo, de fleste af jægersoldaterne og taiwanerne havde det forfærdeligt. Højdesygen havde ramt dem hårdt. Den eneste kur for dem ville være hurtigt at blive bragt ned til en lavere højde.

”Bliver vi her, får de det forfærdeligt. Nogle af dem har allerede vand i lungerne. Vi må ned,” var Gunnars mening.

Chippa så betænkelig ud. ”Nogle af de syge vil ikke klare turen ned, den vej vi kom op. Og den eneste anden vej, er skråningen foran os. Den er sådan set let nok. Kun stykket heroppe er uhyggeligt stejlt. Længere nede er det nærmest en forvokset bakke, som man kan gå på. Men vagterne vil se os, så snart vi bevæger os ud på den glatte, hvide flade. Vi kan ikke redde de syge. Men Lars Bo´s liv kan måske redde milliarder. Ham SKAL vi have ned. Jeg ved blot ikke hvordan”

Når deres bjergfører ikke kunne se nogen mulighed, så det slemt ud. Ingen af dem havde forventet, at grænsen havde været så tæt bevogtet.

”Har du slet ingen forslag?” Gunnars øjne hang ved Chippas læber.

”Ikke rigtigt. Vi kan umuligt bevæge os usete på lige den bjergskråning. Den er berømt i Tibet, netop fordi den er fuldstændig glat. Snedækket og uden ujævne klipper. Den er på samme tid fortryllende smuk og dødsensfarlig. De mange kilometer af ubrudt sne gør, at gigantiske laviner udløses hvert år. Vi kunne måske nå et stykke ned, hvis vi var iført helt hvidt tøj, og hvis vi undgik at udløse laviner. Men før eller siden ville vi blive set. Og i vores nuværende tøj, vil de se os, så snart vi forlader vores nuværende skjul.” Chippa tøvede. ”MÅSKE kan vi få Lars Bo over grænsen, ved at gå tilbage og hente en af de store droner. Men for at det skulle hjælpe, forudsætter det, at kineserne ikke har fundet dalen. Og det er allerede en stor forudsætning. Derefter skal vi føre dronen hen til dette bjerg uden at blive opdaget. Og I oplevede jo selv, hvor mange gange vi måtte skjule os for soldaterne. Endeligt skulle vi så få dronen herop. Vi kan godt forsøge, for jeg ser ingen andre muligheder. Men oddsene er enorme imod os. Det er en umulig opgave.”

Gunnar kiggede på Lars Bo, der lå på sneen. Han havde det tydeligvis forfærdeligt. Forskningslejren havde jo ikke ligget i bjergene, så han havde ikke fået den samme tilvænning til højderne, som Gunnar havde fået. Lars Bo hostede, og klagede over voldsom hovedpine.

”Du kan jo selv se, han har ødemer. Vand i både lunger og i hjernevævet. Jeg tvivler på, han ville kunne overleve, til vi havde hentet en drone.”

I Chippas øjne kunne han se, at han havde tydet tegnene rigtigt.
Historien fortsætter under reklamen

De var fortabte. De skulle åbenbart dø højt på et smukt bjerg i Himalaya, kun få kilometer fra Indien. Gunnar havde tårer i øjnene, da han kiggede ned over den uendelige, skrånende sneflade. Dernede lå Indien og livet. Men de var låst i Kina. Dødsdømte.

Læs næste afsnit

Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER