”Hans forskning med vaccinen ser så lovende ud, så den skal han fortsætte. Det kan betyde liv eller død for millioner af mennesker. Eller milliarder.”

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

De følgende dage var frygtelige for Lars Bo og hans tre venner. Til fods gennem højere og højere bjerge. De havde ikke kunnet tage specielt meget mad med, og måtte nøjes med meget små rationer.

I begyndelsen måtte de flere gange krybe i skjul for at undgå at blive set af kinesere. Både civile og soldater. Efter to dages slidsom trekking gennem bjergene, nåede de frem til den langt højere bjergkæde, der hed Shaluli Shan. Her var der næsten ingen stier, og flere steder måtte de ud i terræn, hvor kun Johns evner som bjergbestiger gjorde, at de kunne fortsætte. Men selv der så de to gange patruljer af kinesiske soldater.

”De har virkeligt det store mandskab ude for at søge efter os. Når der er så mange her, hvordan ser det så ikke ud, i de områder, der virker mere logisk for en flugtrute? Mon de andre slipper ud?” Barton lød betænkelig.

Tam, der ellers kun sjældent tale, havde en klar mening. ”Ingen af dem kan slippe ud. Regeringens soldater vil være overalt. Den kinesiske præsident kan ikke tillade, at nogen kommer ud og afslører hans løgne om, hvad der er sket med stationen.”

”Det har du desværre nok ret i, Tam.” Lars Bo var ulykkelig, men han havde hele tiden anset det for meget usandsynligt at de andres flugtforsøg skulle lykkes. ”Der kan dog være en særlig grund til, at der er relativt mange soldater her. Måske har de efterfølgende fået meldinger om, fra hvilken side droneangrebet kom. Jeg tror, de meget gerne vil finde ud af, præcist hvorfra dronerne kom.”

Om aftenen den 5/3 nåede de til den dal, som de fra Gunnar havde fået udpeget.

Lars Bo havde forsøgt at få fat i Gunnar, men under anstrengelserne var hans telefon blevet ødelagt. Både han og de andre havde spekuleret som gale på, hvad der ventede dem i dalen. Det måtte vel være nogle førere, der kunne hjælpe dem videre gennem bjergene. Andet kunne de ikke forestille sig. Da de nærmede sig dalen, var deres rationer sluppet op, så deres største ønsker var, at dem der ventede på dem, havde tilstrækkeligt med mad.

Gennem et snævert pas nåede de ind i bunden af dalen. Stor var deres overraskelse, da de så, at der ingen mennesker var derinde. Men derimod tre store droner.

”Gunnar sagde vist noget om, at vi ville forstå hans plan, når vi kom til dalen.” Lars Bo spekulerede. ”Men jeg ville godt nok gerne snakke med ham nu. Hvad er hans plan? Er der mad og vejledninger i dronerne?”

John tænkte måske klarere. ”Én drone ville sagtens kunne bære mad og planer. Når han sendte tre, må der være en mening med det. Og du sagde jo selv, at han havde sagt, at du kun skulle have to ledsagere under din flugt. Meningen må være, at de droner kan flyve os ud.”

”Jeg har ikke forstand på droner, men der må jo være en grund til, at de er så meget større end dem, der angreb lejren. Jeg tror godt, de kan bære et menneske.” Barton skubbede drillende til den gigantiske John Petit. ”Et NORMALT menneske.”

Lars Bo fandt ud af at åbne den ene drone. Der var ganske rigtigt et sæde i den. ”Ingen mad,” konstaterede han skuffet.
John og Barton åbnede de andre.

”Se her,” næsten råbte Barton. Der ligger en besked her. Han læste den op:

”Hej Lars Bo. Som du vel har regnet ud, er dronerne jeres vej ud af Kina. Når I stiger ind, vil vi automatisk registrere det i vores lejr, og så vil 3 dygtige droneførere flyve jer til det sted, hvor vi venter på jer. Jeg glæder mig til vi mødes igen. Gunnar.”

De fire kiggede på hinanden. Nu var muligheden for at deres flugt skulle lykkes pludselig meget stor. Men med en katastrofal fejl. Der var tre droner. Og de var jo fire.

”Fandens også. Det var derfor, Gunnar så specifikt sagde, at jeg kun måtte have to ledsagere. Hvad gør vi?”

”En af os må blive tilbage. Måske kan en af dronerne så komme tilbage og hente ham bagefter.” Barton så det som den bedste og eneste mulighed.

”Det tror jeg ikke, vi kan satse på.” John så betænkelig ud. ”I har jo selv set, at der er mange soldater i Tibet nu. Jeg tror ikke, de store droner kan flyve helt usete gennem bjergene. Vi skal være heldige, hvis vi klarer flyveturen til det sted, hvor Gunnar venter. Og hvis vi når frem, skal vi videre med det samme, for vi må regne med at have kineserne i hælene. At tro, at en af dronerne kan flyve tilbage efter en af os, er urealistisk.”

”Så må en af os blive tilbage.” Barton så rundt på de andre. ”Skal det afgøres ved lodtrækning?”

”Lars Bo skal ud.” Det var Johns mening. ”Hans forskning med vaccinen ser så lovende ud, så den skal han fortsætte. Det kan betyde liv eller død for millioner af mennesker. Eller milliarder.”

”Lad mig blive tilbage.” Tam talte dæmpet, og de andre kunne se, hvor ked hun var af det. Jeg er kineser, og kan nok finde et sted at være. Glide ind i et samfund, og så håbe på at slippe ud senere. For jeg ønsker ikke at blive i Kina længere. Der er intet for mig her.”

”Vi flyver ud alle fire.” Lars Bo udtalte sig med fasthed i stemmen.

”Men det kan vi jo netop ikke?” John kiggede undrende på sin ven.

”Hvorfor ikke, John?”

”3 Droner og 4 personer. Og dronerne er bygget til at bære en person. Det er da elementært.”

”Hvad vejer du, John?” Lars Bo så smilende på giganten.

”135 kg.”

”Og du regner med, at dronen kan bære dig?”

”Det håber jeg på.” John knep øjnene sammen. ”Jeg har tænkt over det. Måske er jeg for tung.”

Lars bo vendte sig om mod den spinkle Barton. ”Hvad vejer du?”

”Jeg vejede 70 kg. Men efter den bjergvandring uden mad, har jeg sgu tabt mig.”

”Og Tam vejer højest 40 kg. Snarere 35.” Lars Bo smilede. ”Hvis en drone kan bære Hulken, så bærer de sgu let de to fjervægtere. Og selv om pladsen er trang, kan de godt være derinde samtidigt.”

De andre kunne godt høre, at Lars Bo ikke ville modsiges. Forsøget skulle gøres.

”John, prøv at sætte dig ind.” Lars Bo åbnede plastikdøren, og forsøgte at hjælpe kæmpen på plads.
Dronen var ikke bygget til en mand af den størrelse. Det var svært for John at klemme sig derind.

”Mon det går? Den er jo tydeligvis ikke bygget til folk som mig.”

”Vi kan ikke vide det. Men hvis dronen ikke kan bære dig, så letter den vel ikke fra jorden.” Lars Bo mente, at de måtte prøve. Han lukkede døren, da John nogenlunde var kommet på plads.

”Hop ind på sædet, og sæt dig godt til rette. Du skal jo have Tam på skødet under hele turen” Lars Bo ville have Barton hurtigt på plads, i håb om, at dronerne så ville begynde at flyve med det samme.

Barton satte sig til rette. For en så lille mand var der god plads i dronen.

”Prøv om du kan klemme dig ind, Tam.” Lars Bo holdt hendes ene hånd som støtte, medens den lille kvinde forsøgte at klemme sig ind. Pladsen var trang, så det varede lidt, før hun var blevet presset ind. De to i dronen sad forfærdeligt, og de vidste jo ikke, hvor lang flyvetiden var.

Lars Bo tog plads i den sidste drone. Han havde sine notater om vaccineforskningen og sine vævsprøver med. Så lukkede han døren og afventede spændt, om dronerne ville lette.

I deres godt gemte dal havde Gunnar, Chippa og de andre ikke set kinesiske soldater. Men nogle af tibetanerne havde vandret ud i bjergene, hvilket de jo let kunne gøre, idet eventuelle kinesiske soldater jo ville se dem som lokale bjergbønder. Og flere af dem var lokalkendte og kendte de få fastboende i området.

Flere af tibetanerne kunne bagefter rapportere om, at der var soldater i området. Ikke forfærdeligt mange, men enkelte patruljer. To mand gik hele vejen til grænsen mod Indien, og kunne fortælle, at grænsen var meget stærkt bevogtet. De kunne i hvert fald ikke benytte den overgang, de havde brugt, da de drog ind i Tibet.

Den 5/3, lige da det var begyndt at blive mørkt, lød en alarm.

”Der er nogen ved dronerne,” lød det fra en af de taiwanske droneførere.

De måtte vente i spænding i lidt tid, Så kom signalet fra den første drone, at en person var steget ind og havde lukket døren. Kort efter kom tilsvarende signaler fra de to andre droner.

Gunnar jublede. Han havde jo instrueret Lars Bo nøje om kun at tage to ledsagere med på turen. Og når tre steg ind, måtte det betyde, at alle var nået frem. Han havde frygtet for, at flugten var umulig.

De tre udvalgte droneførere satte sig godt til rette ved kontrolpanelerne. Så aktiverede de dronerne.

”Den er meget tungt lastet. Det er næsten ikke til at flyve den.” Den ene dronefører lød meget bekymret.

”Min er også tung, men jeg tror det går,” lød det fra den anden.

”Der er heller ikke en letvægter i min,” kom det fra den tredje. ”Men jeg har ingen problemer.”

”Få dem herhen. Men flyv lavt og skjult. Vi ved, at der er kinesiske patruljer derude. Det er dejligt, at det er ved at være helt mørkt. Giver mørket jeg problemer?” Gunnar talte ivrigt til droneførerne.

”Bare rolig. Vi har nattesyn i dronerne. Billederne på skærmen er selvfølgeligt anderledes end ved dagslys, men egentligt betyder det ikke noget. Vi prøver at flyve virkeligt lavt, selv om det selvfølgeligt også udgør en fare. Men vi skal for alt i verden undgå at kineserne ser de tre droner. De ved jo allerede, at det var droner, der angreb stationen. Og vi må regne med, at de så nogenlunde ved, fra hvilken retning at angrebet kom. Men vi har ikke brug for, at de store droner udpeger vores skjulested.” Taiwaneren tøvede. ”Eller for at de 3 forskere bliver skudt ned.”

Gunnar stirrede skiftevis på de forvirrende billeder på kontrolapparaterne og på de tre dronepiloters arbejde. Særligt den ene kæmpede voldsomt for at manøvre sin drone.

”Det er ikke godt. Hvorfor er den drone så tung? Dronerne skulle let kunne flyve med 100 kg.”

Inde i dronerne sad de fire venner. Lykkelige, men også skræmte. Det var helt uventet, at de kunne blive fløjet, og derved nå frem til Gunnar på et antal timer. De havde jo forventet mange dages hård march gennem de ufremkommelige bjerge. Men dronerne var hele tiden ved at støde ind i løse klipper eller bjergvægge. Det var skræmmende at sidde som passager, uden mulighed for at påvirke flyvningen.

John Petit kunne mærke, at hans drone fløj uroligt. I begyndelsen var den to gange kun centimeter fra klipperne. Derefter fløj den lidt højere end de to andre droner. Han kunne ikke sidde helt oprejst, så efter et par timer var han ved at få krampe i ryggen.

I deres drone havde Tam og Barton det endnu værre. De var fuldstændigt mast sammen. Tam var klemt op mod dronens plexiglaskuppel. Og Bartons ben var følelsesløse. Klemt fast under Tam sad han så ubekvemt, at blodtilførslen til benene var spærret.

Lars Bo havde som den eneste overskud til at studere terrænet. Han bemærkede, at dronen med John fløj meget dårligt. Det var tydeligt, at den var lastet langt over, hvad den var beregnet til, især ved flyvning i denne højde. Lars Bo håbede, at de ikke skulle over højere pas. For skulle de det, tvivlede han meget på, at Johns drone kunne klare stigningen. Han stirrede hele tiden ud til siden, og håbede, at han ingen soldater ville se.

Efter nogen tid mere fik han et chok. Han hørte en skrattende lyd, og pludseligt smadredes pleksiglasset foran ham. Der blev skudt mod dem med automatvåben. I første omgang kunne Lars Bo ikke se, hvor skuddene kom fra. Så fik han øje på nogle små punkter langt borte. Kinesiske soldater. Men de var så langt borte. Der blev stadigt skudt, men ingen skud ramte. Og et øjeblik senere steg dronerne ned bag en bjergkam, og var ude af syne for kineserne.

Lars Bo kiggede sig bekymret omkring. Var dronen alvorligt beskadiget? Han kunne ikke vide det, men den fløj normalt, og han kunne ikke høre nogle uventede lyde. Og heldigvis så det ikke ud til, at de andre droner var ramt.

I deres dal var både taiwanerne, jægersoldaterne og Gunnar vildt ophidsede. Deres droner blev beskudt, og den ene var tydeligvis ramt. Heldigvis kunne droneførerne hurtigt få dem udenfor kinesernes synsvidde.

”Er der sket noget alvorligt?” Gunnar kunne ikke skjule sin bekymring længere.

”De flyver alle tre. Og der lyser ingen advarselslamper. Jeg tror, vi har været heldige.” Lederen af taiwanerne lød optimistisk.

”Jeg ved sgu ikke, om vi er heldige,” Kom det bistert fra en af jægersoldaterne. Nu ved kineserne, at de droner flyver. Måske kan flere patruljer nå at beskyde dem. Og endnu værre, så har de nok en fornemmelse af, hvilken retning dronerne flyver i. De vil undersøge det område vi er i grundigt. Selv om de jo nok også forstærker grænsevagten meget. Den logiske tanke vil nok være, at vi forsøger at flyve forskerne ind i Indien.

”Det er sandt.” Chippa talte dæmpet, men hans stemme var intens. ”Dronerne når frem om en time, og når de kommer, skal vi afsted omgående. De fleste af Tibetanerne er jo allerede taget afsted, og resten skal gå nu. Kun jeg selv og Djehrgo bliver her”

Han vendte sig om, og talte til de mange tibetanere, der havde hjulpet med yakokserne. Gunnar forstod selvfølgeligt ikke det tibetanske sprog, men så snart Chippa tav, skyndte tibetanerne at pakke deres få ejendele, og forlod så dalen.

”Vi lader okserne stå her. De kan let klare sig selv i dette terræn. Så kan mine folk hente dem, når kinesernes patruljer er væk.” Chippa orienterede Gunnar. ”Når dronerne kommer, drager vi omgående afsted. Det er bedst vi ikke er for mange, så vi deler os i to grupper. Jægersoldaterne, de tre i dronerne og du kommer med mig. Taiwanerne følger med Djehrgo.
Desværre bliver hjemturen ikke så bekvem som turen herud. Især ved selve grænseovergangen kommer vi til at krydse på et sted, hvor kineserne vil anse det for umuligt at komme over.”

Gunnar var betænkelig. Han havde syntes, at den smalle sti langs de dybe afgrunde havde været forfærdelig. Og nu omtalte Chippa den tur som ”Bekvem”. Hvordan ville en rute være, som Chippa advarede om?

Chippa og Djehrgo talte sammen. Næsten omgående samlede Djehrgo alle Taiwanerne, med undtagelse af de tre aktive droneførere, og førte dem alle ud af dalen.

”Hvert minut kan være vigtigt. Vi må regne med, at kineserne er på jagt efter os. Nu kommer de i det mindste afsted en time før vi egentligt havde planlagt det. Så tager de tre sidste fra Taiwan hjem sammen med os.”

En time senere fløj dronerne ned i dalen.

Næsten før dronen med den smadrede pleksiglas kuppel var landet, var Gunnar derhenne og flåede døren op. Lykkelig så han, at hans gamle ven Lars Bo var uskadt. Han hjalp ham ud af dronen, og Gunnar ville omfavne Lars Bo.

”Lad være. Vi besøgte en gård, hvor folk var døde af sygdommen. Jeg TROR, vi undgik smitten, men vi kan ikke vide det.”
Gunnar grinede stramt. ”Som jeg opfatter det, er denne mutation så smitsom, at vi alle ville blive smittet under flugten mod Indien, uanset om vi rør jer eller ej.” Han kunne ikke holde sig tilbage, og omfavnede sin ven.

Dronen med John landede lige så klodset, som den havde fløjet. En jægersoldat åbnede døren, og forsøgte at hale manden i dronen ud. Overrasket måtte soldaten sande, at hans kræfter ikke rakte til opgaven, og først da en anden soldat kom til, fik de John op at stå.

”Så forstår jeg bedre, at dronen var så svær at styre.” En lille taiwansk dronepilot stirrede op på det bjerg af en mand, der var kravlet ud.

To andre soldater styrtede hen til den sidste drone. Forbavset så de, at der sad to personer i den. Med en enkelt bevægelse trak den ene soldat den lille Tam ud. Hun sprang op, synligt glad for at være befriet fra den ubekvemme stilling, hvor hun havde været presset op mod kuplen.
Historien fortsætter under reklamen

Den anden soldat trak i Bartons arm. Overrasket mærkede han, at Barton ikke selv hjalp til med udstigningen. Han måtte trække af alle kræfter, før han havde den lille mand ude af dronen. Da Barton stod på sine fødder, slap soldaten grebet i hans arm. Han for frem for at gribe manden, men kom for sent, da franskmandens ben gav efter under ham. Barton styrtede sammen på jorden.

Læs næste afsnit