Corona 20

Soldaterne hørte lavinen og forsøgte at løbe. Men det var alt for sent. Med en ufattelig fart tordnede de enorme snemængder ned mod dem…

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

John ville og kunne ikke affinde sig med den skæbne. Han ville leve. Men det var endnu vigtigere, at forskningsresultaterne nåede ud af Indien. Helst til Danmark.

”Har i telefoner?”

Historien fortsætter under reklamen
DILDO GLIDECREME MASTURBATOR SEXMASKINE

Det bekræftede Gunnar og lederen af Jægersoldaterne at de havde.

”Kan I så ikke ringe til den Indiske regering? Fortælle om vores fortvivlede situation, og bede dem om hjælp? Det er jo kun en meget lille militær operation, de skal udføre. Et par jagerfly, og så en helikopter til at flyve os ned. Det kan betyde frelse for hele den frie verden.”

Gunnar vidste jo, hvor bange den indiske ministerpræsident havde været for at lægge sig ud med Kina. Så han tvivlede på den mulighed. Og der var jo også risikoen for, at samtalen måske kunne opsnappes af fjenden. Men det skulle forsøges. Hurtigt ringede han op.
Gunnar var heldig. Eller måske havde han en prioriteret position i forhold til kontakt med ministerpræsidenten, efter at drone operationen var påbegyndt. Efter kun 20 minutter havde han kontakt.

Hurtigt beskrev Gunnar situationen.

Ministerpræsidenten lyttede høfligt til ham. Da han svarede, lød han som en træt, gammel mand.

”Der er intet, jeg hellere ville end at hjælpe dig. Men det er umuligt. Kineserne ved, at dronerne blev transporteret gennem Indien.

Præsident Quang har direkte truet mig med, at hele Indien vil blive udslettet, hvis vi igen støtter Kinas fjender. Tilmed er sygdommen kommet til Indien. I de nordlige og østlige stater hersker der kaos. Millioner er døde. Men Quang har lovet, at Kina vil sende vaccine hertil, forudsat at jeg samarbejder loyalt med ham fremover. Og de er meget tæt på at udvikle vaccinen.” Ministerpræsidentens stemme var svag og uden betoninger.

”Tror du på kineserne? Jeg tror, du skal hjælpe os, og dermed Lars Bo. HAN er nemlig tæt på at finde vaccinen. Finder kineserne den, vil de udvikle den til dem selv først. Og derefter vil det være deres lydstater der får det næste. Lande, der har forsøgt at stå imod den kinesiske imperialisme, får intet.”

”Du har sikkert ret, Gunnar. Men jeg tør ikke trodse Quang. Han var meget direkte i at beskrive, hvad vi vil blive udsat for, hvis jeg gør det.”

Trods flere overtalelsesforsøg fra Gunnars side, førte samtalen ikke til noget.

Gunnar lagde telefonen i lommen. Han så opgivende på de andre. ”Så ender det hele her.”

Han så ned af den ubrudte sneskråning. ”I det mindste dør vi på et smukt sted.

”Vi kan ikke give op. Havde den præsident dog bare haft lidt nosser, så kunne vi have sendt forskningsresultaterne ned til ham.” John brummede vredt. Han hadede fejhed.

”Vi kan jo lige så lidt få resultaterne ned i Indien, som selv at komme der.” Gunnar så uforstående på den store franskmand.

”Det tror jeg, at vi muligvis kunne. Vi kunne lave en slæde, og sende pakken ned af bjerget.” John trak på skuldrene. ”Jeg ved, at sandsynligheden er, at slæden ville vælte, og ikke nå ned. Men se selv, hvor glat bjergsiden er. Der ville have været en mulighed.”

Gunnar stirrede som forhekset på den gigantiske mand. Han stod stille meget længe, før han gik hen og klappede kæmpen på skulderen.

”Du er genial. Selvfølgeligt gør vi det.”

”Hvorfor kalder du mig genial, Gunnar? Det er jo netop umuligt, når Indien ikke er på vores side. Selv hvis vi fik sendt en slæde med forskningsresultaterne ind i Indien, vil de sgu ikke sende dem til Danmark. Nok snarere til Kina.”

Gunnar grinede til kæmpen. ”Vi sender sgu ikke testresultaterne ned af bjerget på en slæde. Vi sender os selv.”

John stirrede på Gunnar. Derpå ned ad bjerget. Og så på Gunnar igen.

”Kig på bjerget, galning. Bjergsiden er næsten lodret. Har du lyst til at kælke på den? Rent bortset fra, at vi ingen kælke har.”

”Bjergsiden er ulækkert stejl heroppe. Men langt fra lodret. Men den bliver gradvist fladere længere nede. Vi vil blive slynget afsted med en vanvittig fart, men farten vil aftage gradvist. Det vil være muligt at overleve, hvis der ikke er klipper eller andre forhindringer. Og sneskråningen ender flere kilometer inde i Indien. Trods ministerpræsidentens angst for kineserne, tror jeg ikke, at Kinas soldater kan jage os derinde.”

John studerede bjergsiden grundigt. Han elskede højder. Og bjerge. Men nu var han skræmt. Kunne nogen overleve, hvis de gled ned af bjergsiden? De ville glide med vanvittig fart, fuldstændigt uden kontrol over retning og fart. Var der nogen mulighed for at overleve? Han kiggede over på den gamle tibetanske fører.

Chippa stirrede på Gunnar. Han smilede lidt. ”Måske kunne nogle af jer overleve. Det ville blive en vild tur, men hvis man kan overleve at glide ned af en bjergside noget sted i verden, så er det på dette bjerg. Det er jo netop så berømt for ikke at have klippeblokke eller lodrette fald. Og I ville have en vanvittig fart på, når I passerede soldaterne dernede, hvilket vil gøre, at de nok ikke når at skyde jer. Jeg påstår ikke, at jeres chancer er gode. Jeg aner ikke, om I når at standse, før sneen slipper op. Måske kan I overleve. Nogle af jer.”

Gunnar opfattede tibetanerens ord som en støtte til hans plan. ”I hørte selv Chippa. Vi har en chance. Men hvorfor siger du ”I”? Vil du ikke med?”

”Nej tak min ven.” Chippa smilede lidt. ”Jeres chancer er små. Det ved du også selv. Jeg er tibetaner. Jeg skal bare lidt væk fra dette bjerg, så kan ingen forbinde mig med det hele, og jeg kan leve trygt igen. Så trygt som en tibetaner nu kan leve under kinesisk besættelse. Jeg vælger at blive her.”

Gunnar kiggede sig rundt. ”Jeg kan ikke se andre muligheder. Gør vi intet, vil de, der allerede har ødemer, dø i løbet af dagen. Og vi andre vil også få højdesyge. Vi kan kun redde de syge på to måder. Ved at glide ned af bjerget eller ved at overgive os. Og jeg tror ikke vi lever længe, hvis vi overgiver os til kineserne.”

John, Barton. Tam og to af jægersoldaterne var endnu ret upåvirkede af højden. De samledes omkring Gunnar.

”Mener du det alvorligt?”

”Er der ingen anden udvej?”

”Vi har jo ingen kælke.”

”Kan vi træffe sådan en beslutning for de andre? Nogle af dem kan vi jo spørge. Men nogle er så syge, at de ikke vil kunne svare.”

Gunnar så rundt i kredsen.

”Ja, jeg synes vi skal gøre det. Bortset fra os, er der ingen der har kræfter til at klare nedturen den vej vi kom op. Faktisk tvivler jeg på, at jeg selv ville klare den tur. Vi må satse, eller bare vente på døden. Der ER ingen anden udvej. Og jeg synes netop, det er vores ansvar, at tænke for dem, der nu er for syge til at træffe meningsfulde beslutninger.”

De snakkede et stykke tid. Barton og John talte med nogle af de syge, der trods alt var klare i hovedet.

”Okay. Vi gør det. Hellere dø i forsøget, end at sidde her og vente på at dø. Men vi har ingen kælke.” John kiggede ned af bjergsiden. ”Kan
vi glide på sneen uden kælk?”

”Det ville vi kunne heroppe. Hvis du træder ud på sneen, kan du ikke undgå at glide meget langt ned. Men jeg vil hellere have en kælk. Også for at få endnu mere fart på. Jeg ved, det er farten, der eventuelt vil dræbe os til sidst. Men vi har brug for farten til at komme levende forbi kineserne. Og til at komme langt nok ind i Indien.”

Barton nikkede. ”Det giver mening. Men hvordan laver vi kælke? Vi har jo stort set intet heroppe.”

Gunnar smilede stift. ”Rigtigt. Vi har meget lidt. Og vores ”kælke” bliver primitive. Men jeg tror, det bliver bedre end at kure på vores rygge.”

Han tog sin rygsæk af, og lånte en kniv af John. I løbet af kort tid havde han viklet et glat tæppe omkring Rygsækkens stativ, og sikret sig, at det sad godt fast.

De to raske jægersoldater lavede hurtigt alle rygsækkene om til primitive slæder.

”Hvad med de syge? Vil de kunne holde sig på slæderne? Vil de kunne styre dem?”

Gunnar havde tænkt over det problem. ”De fleste vil selv kunne holde fast, tror jeg. To af taiwanerne tror jeg, det vil være bedst at binde fast på slæderne. Med hensyn til at styre, så kan vi sgu ikke gøre meget, medens vi styrter ned af bjergsiden. Først når skråningen bliver lidt mindre stejl, og farten er aftaget lidt, kan vi muligvis selv styre turen lidt.”

Alle var bange. Meget bange. Men beslutningen var taget. Gjorde de det ikke, ville de alligevel dø oppe på bjerget.

De to mest syge personer blev bundet på slæder, og en efter en lagde de sig på kanten af sneen, klar til at køre ned. For ikke at alarmere de kinesiske soldater for tidligt, ville de køre samtidigt.

Gunnar bandt pakken med Lars Bo´s forskningsresultater til slæden, og lagde sig på den. Som den sidste lagde John sig ned. Den primitive slæde forsvandt næsten under hans kæmpekrop.

Lars Bo havde det forfærdeligt med højdesygen, men han drejede hovedet, og kiggede på Gunnar. ”Uanset hvad der sker, er jeg glad for, at vi er sammen igen. Held og lykke, Gunnar. Hvis jeg ikke klarer det, ved jeg, at du kan fuldføre udviklingen af den vaccine.”

Gunnar smilede til den mand, han havde haft som sin allernærmeste ven gennem 20 år. ”Vi klarer den begge to. Og når vi er dernede, vil du meget hurtigt få det meget bedre.”

På Gunnars signal skubbede Chippa de to bundne personers slæder i gang. Og alle andre fulgte efter i en hurtig rækkefølge. John kørte sidst. Han havde ventet for at se, om nogen ikke selv kunne kaste sig ud i den frygteligt skræmmende tur. Men alle kom afsted lige efter hinanden.

De primitive slæder gled let hen over sne og is på den stejle bjergskråning. I løbet af sekunder havde slæderne nået en vanvittig fart. Gunnar følte det, som om han faldt. Det føltes slet ikke som en slædetur. Et øjeblik kneb han øjnene tæt sammen. Det hele var så skræmmende, at han følte sig lammet. Det eneste han kunne, var at klamre sig til den hjemmelavede slæde, og håbe på, at den ikke væltede.

Det, som Gunnar følte som et frit fald, fortsatte og fortsatte. Hvis de ramte en forhindring, ville de blive smadret totalt.

Langt oppe på bjerget så Chippa slæderne suse nedad. De kørte endnu hurtigere end han havde troet. De var allerede halvvejs nede ved soldaterne, der patruljerede på grænsen da to af slæderne væltede. Men både mænd og slæder fortsatte nedad med samme hastighed som de slæder, der endnu ikke var forulykkede. Tilfreds bemærkede Chippa, at ingen af kineserne endnu havde bemærket, at noget nærmede sig ovenfra.

Først da slæderne var 4-5 hundrede meter fra soldaterne, gjorde en af dem anskrig. Men kun han selv nåede at hæve sit våben og sende en byge af kugler mod det chokerende syn. Før de andre kunne reagere, var slæderne omkring dem. De fløjtede lige forbi de lamslåede kinesere, og en enkelt blev tromlet ned af en slæde. Denne soldat styrtede ned ad skråningen med to smadrede underben, og jægersoldaten på slæden havde fået sit hoved smadret.

Så var slæderne inde i Indien, og forsvandt nedad med vanvittig fart.

Chippa hørte en bragen lige under sig. En lyd han kendte alt for godt, og altid frygtede, når han gik i bjergene. Sneen lige nedenfor det sted hvor han stod begyndte at bevæge sig. Løs sne hvirvlede op. Og så begyndte et gigantisk stykke af snefladen at glide nedad. I løbet af sekunder var det blevet til en enorm lavine, der tordnede ned af bjerget.

Soldaterne hørte lavinen og forsøgte at løbe. Men det var alt for sent. Med en ufattelig fart tordnede de enorme snemængder ned mod dem, og sekunder efter lå de begravet under den stenhårde sne. Ensomt blev de kvalt i deres kolde grave.

Mændene på de hjemmelavede slæder fortsatte ned ad bjerget. Nu kørte de på en skråning, der mere lignede en almindelig kælkebakke. Men slæderne havde samlet en fantastisk fart, og tordnede videre. Mange af dem var væltet, men det ændrede ikke meget på farten. Mændene gled bare videre på ryggen.

Gunnar kunne mærke, at hans slæde kørte en smule langsommere. Han pressede fødderne ned i sneen for at prøve at sænke farten. Han havde overlevet den vilde nedkørsel, der næsten var et frit fald ned ad bjergsiden. Nu gjaldt det om at undgå at blive dræbt af eventuelle forhindringer eller af det tilfælde, at snedækket ophørte.

Han kunne mærke, at slæden kørte langsommere, og følte nu, at han begyndte at have kontrol over kørslen. Han bremsede af alle kræfter, både med fødder og hænder, og omsider stoppede slæden. Udmattet og svimmel vendte Gunnar sig om for at kigge efter de andre. Men det var ikke kælke og mennesker, han først så. Det var en tordnende lavine, der hamrede forbi ham mindre end 50 meter til venstre.

Lammet af udmattelse, svimmelhed og chok satte Gunnar sig i sneen og ventede, til lavinen ophørte. Han havde ikke set nogen i det område, lavinen havde dækket. Og det kunne også være ligegyldigt, for han ville umuligt kunne grave igennem de enorme snemængder. I stedet kiggede Gunnar op ad bjerget i sit eget spor og endnu længere væk fra lavinens bane. Lettet så han, at en slæde var stoppet 100 meter højere oppe.

En mand rejste sig vaklende. En ren kæmpe. Ophidset vinkede Gunnar til John Petit. Gunnar havde ikke kræfter til at gå op til ham. John måtte komme derned.

Det samme indså John. De skulle jo alligevel fortsætte nedad, men gerne uden slæder. Men han gik ikke direkte ned til den ventende Gunnar. I stedet udforskede han bjerget, for at se, om nogen var stoppet højere oppe. Han fandt ingen.

De to overlevende hilste på hinanden, og gik omgående i gang med en eftersøgning af andre.

De fandt tre personer. Rystede så de, at to jægersoldater og en af taiwanerne var døde. Var de selv de eneste, der havde klaret turen?

Så hørte de råb, der lød noget længere nede af bjergsiden. I en lille klynge stod 5 skikkelser.

Både John og Gunnar havde næsten opgivet at finde flere overlevende. Havde troet, at de alle var døde, enten af den vilde nedkørsel eller fanget under lavinen. At se 5 levende dernede var en enorm lettelse.

Gunnar ville styrte derned, efter dog først at have taget de dyrebare forskningsresultater med sig. Men John fik ham til at gå roligt. Selv hernede kunne nye laviner udløses. Og desuden ville John afsøge skråningen for andre personer.

De fandt dog ingen, og lidt senere kom de ned til klyngen af mennesker og slæder. Der stod to jægersoldater, en taiwaner, Barton og Tam.
Men allerstørst var Gunnars glæde, da han på sneen bag dem så Lars Bo ligge. Stadigt svag efter højdesygen, men tilsyneladende uskadt af kælketuren. De to venner hilste på hinanden i vild glæde. Ingen af dem havde turdet tro på, at de begge ville overleve.

Gennem to timer søgte de efter flere overlevende. Men de fandt intet. Ingen levende. Ingen døde. Ikke engang en slæde.

Bedrøvet måtte Gunnar give ordren: ”Kom venner. Vi må videre. Vi kan ikke vide, om kineserne vil forfølge os ind i Indien. Og selv om lavinen måske dræbte nogle af dem, kommer der sikkert snart andre.”

De hjalp Lars Bo op at stå. Han havde det tilsyneladende allerede en smule bedre, nu de var kommet ned i en betydeligt lavere højde. Vaklende gik gruppen ned af bjergskråningen. De skulle ikke ret langt, før jorden ikke længere var snedækket.

”Var vi kørt lidt længere, ville vi være dræbt mellem klipperne.” Barton kiggede op mod himlen.

De fortsatte nedad. Gunnar bar de videnskabelige prøver og notater, jægersoldaterne støttede Lars Bo, og John bar sin kniv og sit kort. Det uundværlige reb havde han ikke længere. Det havde de jo brugt til at lave slæderne.

På kortet havde John allerede set, at der skulle ligge en lille landsby der hvor de nåede begyndelsen af en lille flod, dannet af smeltet sne. Og ganske rigtigt kunne de se den mellem nogle forkrøblede træer.

”Der er noget galt. Der er intet liv i byen.” John stirrede derned og forbandede, at han ikke havde fået sin kikkert med ned fra bjerget.
De gik nærmere. Ingen rørte sig på landsbyens jordveje.

Da de kom lidt længere hen, kunne de se forbi husene og ind på landsbyens torv. Mindst 20 lig lå spredt derinde.

”Sygdommen. Lad os komme væk.” En af jægersoldaterne drejede rundt, næsten før han havde afsluttet sætningen. Alle fulgte ham.

”Ministeren sagde, at sygdommen nu hærgede i Indien. Han løj ikke.” Gunnar rynkede panden. ”Det vil blive livsfarligt, hvis vi skal rejse mange dage gennem et pestbefængt land.”

”Hvor skal vi hen,” spurgte Jens, den ene af jægersoldaterne. Han søgte altid løsningerne.

Gunnar tøvede. ”Vi kan vel stadigt håbe på, at der sejler skibe. Så i en havn burde vi kunne komme afsted. Typisk vil luftfarten derimod være lukket under udbruddet af en pandemi.”

”Jeg vil nu meget nødigt fanges på åbent hav på et skib nu. Hvis blot en fra besætningen eller blandt eventuelle andre passagerer har sygdommen, vil alle på skibet dø.” Lars Bo var rask nok til at tænke klart.

”Vi skal flyve hjem. Og vi skal flyve fra en lufthavn i det nordlige Indien, så vi ikke skal vandre gennem et kæmpeland, hvor enhver kan være smittet.” Jerry, den anden overlevende jægersoldat, talte med en ro, der ikke indbød til modsigelser.

John kiggede på sit kort. ”Der er 250 kilometer til Patna, den nærmeste store lufthavn i Indien. Og lige så langt til Katmandu i Nepal. Der er selvfølgeligt byer, der er nærmere, og som har små lufthavne, men kan vi bruge dem?”

”Hvad tænker I på? Under en pandemi flyver der jo typisk ingen fly. Håber I bare? Eller har i planer om at stjæle et fly?” Gunnar kunne ikke se meningen med at søge mod en lufthavn.

”Vi overlever ikke den lange tur ned til kysten, hvis smitten virkeligt har bredt sig i Indien. Derfor er vi nødt til at flyve. I nødstilfælde vil jeg såmænd gerne stjæle et fly, men desværre er ingen af os piloter” Jens løs afklaret. Der ville opstå en mulighed for hjemtransport i den lufthavn.

Gunnar grublede, medens de gik. Så greb han sin telefon. På den sikrede linje fik han omgående fat i statsministeren.

Han fortalte meget kort, at de havde befriet Lars Bo plus endnu en forsker. Og at mange fra ekspeditionen var døde, så de nu kun var 8 personer. At de befandt sig i Indien, men at landets ministerpræsident nu var så skræmt af kineserne, at Gunnar kun i nødstilfælde ville bede om hans hjælp. Endelig fortalte Gunnar, at de ville forsøge at nå lufthavnen i Patna, og at de ville kunne være der i løbet af få timer, hvis de fandt en bil, hvorimod de mindst ville være fem dage om turen, hvis de skulle gå.

Ellemann var begejstret, men idet han fornemmede, at Gunnar med vilje holdt beskederne korte, sikkert af angst for at samtalen skulle blive opsnappet, gjorde han det samme.

”Ønsker du, at vi sender et fly, der kan hente jer ud?”

”Præcis, Jacob.”

”Ring igen, når du ved, hvornår i er i lufthavnen. Jeg forsøger at få et fly til at stå parat til aktionen så tæt på jer, som jeg kan.”

Mere blev der ikke sagt, selv om de to venner gerne ville have udvekslet nyheder.

De næste landsbyer de så, var også uddøde. Sygdommen havde hærget grusomt her. Faktisk så de kun få levende mennesker det første døgn.

”Vi er sultne, og vi bliver snart nødt til at spise. Men vi kan ikke spise mad, som kan indeholde virusset. Jeg ville give næsten alt for en bil.” Jerry var betænkelig ved situationen.

”Jeg ville ikke turde hoppe på en bus, eller lade mig tage op af en bil her, nu hvor vi ved, hvor udbredt sygdommen er. Risikoen ville være for stor.” Lars Bo ville for alt i verden begrænse risikoen for at blive smittet.

Udmattede faldt de i søvn.

Næste morgen gik de videre, Sultne og nedtrykte. De eneste positive ting de kunne nævne var, at kineserne åbenbart ikke havde sendt soldater ind i Indien for at forfølge dem. Og at den danske regering arbejde på at få dem hjem.

Lige før middag var de ved at være for udmattede til at gå videre. De havde på turen haft den glæde, at landsbyerne ikke længere lå døde og forladte. Men befolkningen var skræmte og turde ikke tale med dem.

”De kender til smitten, og undgår enhver kontakt med fremmede,” bemærkede Gunnar.

”Ret fornuftigt,” brummede John.

De havde på det sidste stykke flere gange forsøgt at komme op at køre. Eller at købe en bil. Men ingen ville snakke med dem. Pludseligt råbte Jerry op.

”Bingo.”

”Hvad går der af dig?” spurgte Gunnar.

Jerry pegede på en traktor med vogn, som stod i kanten af marken. Der var ingen landarbejdere ved den.

”En traktor kører forbandet langsomt. Men alligevel mindst fem gange hurtigere end vi kan gå.”

Uden at vente på svar hoppede Jerry over en lille vandingskanal og løb hen til traktoren. Han rodede lidt ved den, og efter to minutter brummede den store motor. Jægersoldaten hoppede op, og kørte traktor og vogn ud på den lille vej. ”Hop op, mine herskaber. Nu skal Jerry her fandeme få jer til Patna, endda før det bliver mørkt.”

Gunnar hoppede op som den første. Han ville være begejstret for ethvert transportmiddel, også denne utraditionelle løsning.

”Den kører sgu 50 km i timen,” oplyste Jerry begejstret.

Gunnar greb telefonen, og igen fik han øjeblikkeligt fat i Jacob Ellemann.

”Vi er i Patna lufthavn om fire timer, hvis intet uforudset sker. Men så hurtigt kan du vel ikke få et fly herned?”

”Selvfølgeligt kan jeg det, Gunnar. Stoler du ikke på mig?”

Gunnar kunne ikke begribe, hvordan statsministeren kunne få et fly derned så hurtigt, men han stolede blindt på mandens udsagn. De skulle bare selv nå frem, så var det op til Ellemann, at der ventede et fly på dem der.

Der blev kigget, da traktoren med folk på vognen nærmede sig storbyen Patna. Heldigvis lå lufthavnen på nordsiden af byen, så de skulle hverken gennem eller rundt om bykernen. Uden at blive stoppet, nåede de lufthavnen. 10 minutter tidligere havde Gunnar ringet og fortalt, at de snart var der.

Synet af den store lufthavn gav et mærkeligt indtryk. Det normalt så travle areal var tomt. Jerry forsøgte at finde en indgang til landingsbanen, men alt var afspærret med hegn. Han parkerede traktoren, og alle hoppede af.

Først havde de troet, at lufthavnen var tom. At der kun var lukkede porte og parkerede fly. Men så fik John øje på et fly, der langsomt bevægede sig rundt inde på startbanerne, meget langt fra dem. Han kunne se, at der stod en del mennesker omkring maskinen. Det så ud, som om de prøvede at standse den.

”Det kan næsten kun være vores fly. Men det ser ikke ud, som om de har fået landings- og starttilladelse. Jeg tror, det haster med at vi kommer ind på landingsbanerne.” Gunnar så sig om. Der var ingen åbne indgange, og hegnet var højt. Gunnar ønskede ikke, at de alle skulle klatre over det.

”Den klarer jeg.” Jerry var i fuldt løb hen til traktoren. Han sprang op på den, og kørte den hen til det hegn, hvor de andre stod. Den bragede ind i en søjle, og lagde et stykke af hegnet delvist ned.

”Kom så. Det der kan vi klatre over.” Gunnar stod ved hegnet, og hjalp de andre op af det skrånende hegn. Snart stod de alle inde på startbanen.

”Hvad gør vi nu?” John kiggede spørgende på Gunnar.

Gunnar viftede vildt med armene, og håbede, at personerne i flyet fik øje på dem, og regnede ud, hvem de var. Men tilsyneladende skete der ikke noget.

Gunnar greb telefonen. Han kunne jo kun ringe til Danmark, og så håbe, at de derfra kunne kontakte flyet. Men i det samme gassede flyet op. Inderne på landingsbanen forsøgte at blokere det, men piloten ville ikke standse. Langsomt, men uden at stoppe, fortsatte flyet, og Inderne måtte springe til side. Så øgedes farten, og flyet taxiede hen mod Gunnars flok. Lige foran dem drejede det rundt, og stod med snuden op ad landingsbanen.

”Hop op. Jeg frygter, at lufthavnsmedarbejderne måske er lidt sure på os.” Stemmen lød fra flyet, i samme øjeblik som en trappe kom frem til flyet og blev forbundet med den åbne dør.

Pludseligt lød der skud helt nede fra den anden ende af landingsbanen, hvor flyet havde holdt. Der var meget langt, og ingen så tegn på kuglerne, men alle styrtede op i flyet. Døren blev smækket i, og piloten gassede voldsomt op. Lige da det begyndte at trille fremad på startbanen, kørte Indiske politibiler ind på anlægget. Med tudende sirener fræsede de ud mod flyet.

”De forsøger at spærre banen. Fart på, ellers spærrer de vejen.”
Historien fortsætter under reklamen

DILDO GLIDECREME MASTURBATOR SEXMASKINE

Piloten stirrede ud ad ruden. Langt forude kørte 4 politibiler ned imod dem. Om et øjeblik ville de ramme dem, og så ville flyet forulykke.

Han rev i styrepinden og krævede at flyets næse kom op. Havde de fart nok? Ellers ville flyet stalle og ende i et brændende inferno.

Læs næste afsnit

Giv feedback:

Giv stjerner: - Skriv en kommentar
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (36har stemt 4,19 af 5)
Loading...

Send kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.