Corona15

”Der ligger 5 eller 6 lig i stuen. Jeg tror ikke, der er nogen levende derinde. Vi har fundet sygdommen.”

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Kapitel 15

I Danmark vidste man ikke, hvordan det gik i Kina. Gunnar havde valgt at sende sin sidste besked, lige da dronerne var læsset på yakokserne, og disse skulle til at vandre fra Indien ind i Tibet. Han havde godt nok medbragt en telefon, men det var aftalt, at der ikke skulle ringes, medmindre kontakt var et spørgsmål om liv eller død. Risikoen for at kineserne kunne opsnappe en samtale og spore den, var simpelthen for stor. Så ministrene vidste kun, at befrielsesaktionen skulle ske med droner, afsendt fra Tibet, og at aktionen skulle foregå omkring den 1/3. Eventuelt senere, i det tilfælde, at Gunnar ikke fik kontakt med Lars Bo så tidligt som han håbede.

Historien fortsætter under reklamen
sexlegetøj totalsex

På et nyt møde for begge partiers folketingsgrupper, var det blevet aftalt, at al aktivitet skulle styres af en speciel task force, bestående af følgende:

Statsminister Jacob Ellemann
Udenrigsminister Morten Messerschmidt
Forsvarsminister Jens Jørgen Spøtrup
Sundhedsminister Gunnar Jensen når denne kom tilbage til Danmark.
Samt Jan Kongsted, der jo var almindeligt folketingsmedlem
Og Birgitte Hornbæk, regeringens PR. koordinator.

Denne gruppe skulle indsamle alle tilgængelige informationer om eventuelle udbrud af sygdommen rundt om i verden. Og forsøge at overtale flere lande til at lukke deres grænser totalt, især hvis der blev fundet tilfælde af sygdommen udenfor Kina.

Umiddelbart efter at Gunnar var rejst ind i Tibet, for at påbegynde droneaktionen, blev Ellemann ringet op fra Taiwan. Det var landets præsident, der som spurgte om det var muligt at komme i kontakt med Gunnar. Ellemann fortalte, at droneaktionen var påbegyndt, og at Gunnar af sikkerhedshensyn ikke havde medbragt sin normale telefon, og kun kunne nås i yderste nødstilfælde.

”Kan De nøjes med mig?” sluttede Ellemann.

”Det glæder mig, at aktionen er begyndt. Jeg håber, at det vil lykkes dem at få i det mindste nogle af forskerne ud.”

Præsidenten gjorde en lille pause, og fortsatte så: ”Jeg ringede, fordi jeg ville fortælle Gunnar, at sygdommen desværre er brudt ud her på Taiwan. 30 er allerede på hospital, og mange af dem er allerede døde nu. Ud fra Lars Bo´s beskrivelser, må jeg tro, at hundreder eller tusinder nu kan være smittede, bare endnu uden at vise symptomer. Jeg frygter en total katastrofe herude.”

”Har i værnemidler nok?” spurgte Ellemann. ”Og er der noget, vi kan gøre for jer?”

”Vi har masser af værnemidler. Dog duer de ting som ansigtsmasker vist ikke mod denne mutation. Vi lader ingen nærme sig en smittet person uden en total beskyttelsesdragt. Men dem har vi nok også flere af, end noget andet land på kloden. Jeg tror ikke, nogen kan gøre noget for os. Ikke før vaccinen bliver fundet. Vi arbejder selv som gale for at forsøge at finde den. Jeg frygter, at smitten er ude af kontrol, og vil lægge hele byer øde. Jeg er dybt taknemmelig for, at vi har fulgt Gunnars forslag om at opdele Taiwan i 10 regioner, som har været fuldstændigt afskåret fra hinanden. De hidtil fundne tilfælde stammer fra to af disse regioner. Jeg håber inderligt, at de resterende otte regioner undgår sygdommen.”

Kun 2 dage senere kom der beretninger om mange døde i Pakistan. Og i de følgende dage kom der meldinger fra Afrika. Og kort derefter fra Rumænien og Bulgarien.

Den 5/3 meldte New York om et antal smittede.

Task Forcen ringede igen og igen til verdens regeringsledere, med opfordringer til at grænserne skulle lukkes. Men først efter tilfældene i Østeuropa og New York begyndte landene at reagere.

Satellitfotos antydede, at enorme områder i Kina var alvorligt ramt af sygdommen. Også områderne omkring den internationale station. Bekymrede havde gruppen snakket om dette. Det ville gøre flugten endnu farligere, idet flygtningene ikke kun skulle passe på kinesiske soldater og agenter, men også på, ikke at pådrage sig smitte på turen gennem de områder, der var beboede. Først når de eventuelt nåede højt op i bjergene, ville de være relativt sikre i forhold til sygdommen.

Lars Bo, John Petit og de andre vandrede igennem skoven, så hurtigt de kunne. Det var vigtigt, at de kom så langt bort fra lejren, som det var muligt. Allerede i løbet af den dag der var begyndt at gry, måtte de regne med, at kinesiske soldater ville jage dem. Og et døgn senere ville en massiv eftersøgning være i gang.

Efter 6 timers ilmarch var gruppen udmattede, på nær selvfølgeligt den uopslidelige kæmpe, John Petit. De var vel nået 40 kilometer væk fra lejren, og nu begyndte skoven at tynde ud. Fra et højdedrag i udkanten af skoven kiggede de mod nordvest. De var nødt til at bevæge sig i den retning, men nu var der ikke mere skov. Det var åbne marker, spredte gårde og et par små landsbyer. Til alt held kunne de ikke se nogen større by. Helt ude i horisonten kunne Lars bo ane en skygge. Kunne det passe, at han kunne se Himalaya så langt borte?

”Efter kortet er der 80 km over til bjergene. Vi ville kunne gå den distance på 10 eller 11 timers ilmarch. Men jeg tvivler på, at hele gruppen kan holde det tempo.” John opridsede de åbenlyse facts.

”Klokken er 9, og det er fuldstændigt lyst. Vi skal over åbne marker de næste mange kilometer. Selv om der er lidt bakker, kan vi ikke skjule os særligt godt. Og der er ingen tvivl om, at kinesiske styrker er på vej. Vi ville aldrig klare det, hvis vi forsøgte at gå hele den vej.” Det var en af franskmændene, der tørt konstaterede dette.

”Jeg er enig. Vi må sætte alt på et kort.” Uden at sige mere, begyndte Lars Bo at gå ned fra højderyggen. De kom ud af skoven.

”Hvad har du i tankerne?” John Petit ville gerne kende planen.

De var kommet ned på de flade marker, og Lars Bo førte dem frem til et levende hegn. ”Vi følger dette hegn. Jeg kunne se oppe fra bakken, at det er meget langt, og fører hen til en meget isoleret gård. Så længe vi går ved hegnet, er risikoen for at vi bliver set noget mindre.”

John ville gerne have haft mere at vide, men da Lars Bo intet fortalte, trak han på skuldrene. Også han accepterede, at Lars Bo var gruppens enerådende leder.

Efter en længere tur over flade marker og enkelte vandingskanaler, nærmede gruppen sig den lille gård. Lars Bo førte dem over på den anden side af hegnet, så dette var mellem dem og gården. De fortsatte, til der var mindre end 50 meter til bygningerne.

John tog en kikkert frem og kiggede længe. Klokken var 10, og hvis der var nogen på gården, burde de være i sving. Men John kunne ingen se. Der stod en stor pickup på gårdspladsen.

”Jeg kan ikke se nogen. Er det din plan, at vi skal stjæle bilen, Lars?”

”Det var min tanke. Men jeg turde ikke håbe på, at vi kunne være så heldige, at der slet ingen var på gården.” Lars Bo stirrede undrende på den mennesketomme gårdsplads.

”Kom,” hviskede John. ”Lad os ikke miste den fordel, vi tilsyneladende har fået foræret”

Han sneg sig hen mod gårdspladsen. For at komme til bilen, skulle de forbi stuehuset. Han bukkede sig helt ned, for at undgå at nogen kunne se ham fra huset. Men alligevel var han nysgerrig nok til akkurat at kigge ind ad et vindue. Han for sammen.

”Rejs jer bare op. Ingen kan se os alligevel.” John rejste sig op, stor og mægtig. Men han følte sig ikke mægtig. Kun skræmt. Uvilkårligt trådte han nogle skridt væk fra huset.

”Hvad mener du, John?” Lars Bo sad stadigt på hug og forsøgte at skjule sig.

”Der ligger 5 eller 6 lig i stuen. Jeg tror ikke, der er nogen levende derinde. Vi har fundet sygdommen.”

Alle for op, og hoppede ud til John. De kiggede tilbage, og så det uhyggelige syn inde i huset.

”Der ligger også to i det næste rum.”

Flygtningene klumpede sig sammen. Betænkelige kiggede de på bilen.

”De er døde af virussen. Det er der ingen tvivl om. Men hvor længe har de været døde? Og vigtigere: Er der levende virus i bilen?”

”Ja, det kan vi jo umuligt vide,” svarede Lars Bo. Normalt vil man sige, at virus vil kunne leve i to døgn på bilens overflader. Men det er ikke noget, vi er sikre på. Og vi kan umuligt vide, hvornår der sidst har været smittede i bilen.”

”Hvad gør vi?” Tam lød meget bange. Hun havde jo allerede oplevet, hvor frygtelig sygdommen var.

”Vi kan vælge at prøve at gå til bjergene. Men det vil tage hele dagen. Jeg tror ikke på, at vi når det, før kineserne kommer. Eller vi kan tage bilen, og risikere at blive syge.” Indvendigt tænkte Lars Bo videre. Tog de bilen, kunne de nok komme ret tæt på den skjulte dal medens de kørte. Og så nå ind i dalen i løbet af måske 3 eller 4 dage. Efter deres observationer i lejren, kunne de regne med måske at være raske imellem 6 og 12 dage, før sygdommen ødelagde dem. Ergo ville de kunne få notaterne frem til Gunnar, hvis det sæt, han havde lagt i den røde drone, var gået tabt.

”Jeg stemmer for bilen,” lød det far den ene franskmand. ”Men kan vi starte den? Det er sgu ikke som i gamle dage, da de kunne kortslutte to ledninger.”

”Jeg er enig.” Endnu en franskmand ville ikke gå. ”Men vi skal finde nøglen. Ellers kommer vi ingen steder.”

De undersøgte bilen grundigt. Ingen nøgle.

”Den må være i huset. Måske på en hylde. Måske i lommen på et af ligene.” John Petit tænkte logisk.

”Du ved jo selv, hvor smitsom den sygdom er. Kan du huske, da jeg fortalte dig om vores vagter i den by, hvor vi fandt Tam? De var kun udenfor bilerne i kort tid, og rørte ikke ved nogen, hverken døde eller døende. Men alligevel blev de alle smittede.” Lars Bo vidste, de ikke kunne få fat i nøglen. Havde de dog bare taget en af beskyttelsesdragterne med fra laboratoriet.

Alle kiggede på alle.

”Skal vi gå?” Tam ville meget gerne væk fra gården. Væk fra sygdommen.

”Vi klarer den aldrig til fods. Enten tager vi bilen, eller også fanger kineserne os.” En af franskmændene rejste sig op, tog sin rygsæk af. Han fandt en lille dunk med håndsprit, som han havde taget med sig. Han smurte både hænder og ansigt ind i spritten. Forsigtigt satte han flasken med resten af spritten ned på gårdspladsen. ”I får brug for den.”

”Hvad laver du?” råbte Lars Bo forskrækket, da franskmanden hurtigt gik hen mod huset.

Manden svarede ikke, trak vejret dybt, og trak sin bluse op over munden. Så gik han ind.

De andre holdt afstand fra huset, men så gennem vinduerne, at manden kiggede på hylser og reoler. Desværre fandt han intet. Han kiggede på ligene. Ham der lå sammenkrøllet under sofaen, kunne godt have været manden i huset. Med afsky vendte han liget, og rodede i lommerne. Det var en stor lettelse for ham, da han fandt et nøglebundt med det samme. Han trak bundtet ud, og så en bilnøgle, af samme mærke som den pickup. Han gik hen til døren og skyndte sig ud af huset. Men ikke hen til de andre. Han kastede nøglebundtet, så det landede 10 meter fra de andre.

”Sprit nøglerne grundigt af. Så tror jeg ikke, I vil få smitte fra dem.”

”Men hvad med dig?” råbte John desperat.

”Jeg er allerede død. Ingen kan gå ind i et hus med den sygdom uden beskyttelsesdragt og så forvente at overleve. Hold jer langt væk fra mig.”

”Hvad vil du gøre?”
Historien fortsætter under reklamen
sexlegetøj til mænd anal dildo og buttplug
”Jeg vil jo prøve at flygte alligevel. Det kan jeg jo lige så godt. Men selv hvis kineserne ikke får mig, så gør sygdommen. Skynd jer, venner. Det bliver jer, der skal bringe vaccinen tilbage til vores verden.” Uden flere ord begyndte den tapre mand at gå bort fra sine venner.

Læs næste afsnit

Giv feedback:

Giv stjerner: - Skriv en kommentar
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (44har stemt 4,07 af 5)
Loading...

Send kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.