Dronerne skød enhver kineser, der viste sig udenfor. Og barakkerne blev bombet sønder og sammen. Men den store antiluftskytsbase kunne de ikke ødelægge.

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelen

I lejren havde Lars Bo travlt. Han havde besluttet, at han personligt ville fortælle hver eneste mand om den mulighed for flugt, der ville komme kl. 03.00 den 1/3. Han kunne jo have talt med 10, der derefter kunne have talt med 8 personer hver, men Lars Bo frygtede, at vigtig information så ville blive fordrejet, hvilket i værste fald kunne have fatale konsekvenser på flugtnatten eller efterfølgende under flugtforsøgene. Han samlede folk i små grupper, og fortalte dem alt. Det tog meget lang tid. Ikke at fortælle om angrebet og om, hvad de kunne gøre i virvaret den nat. Men alle stillede spørgsmål om, hvordan den efterfølgende flugt skulle foregå.

Dette kunne Lars Bo jo ikke sige noget om. Han sagde kun, at de, under droneangrebet, havde en mulighed for at flygte fra lejren. Hvad de så ville gøre, var op til hver enkelt. Man KUNNE søge mod Vietnam, Thailand eller Indien. Eller søge at gemme sig i naturområder. Eller søge kontakt med store grupper af vesterlændinge i Kinas større byer længere østpå, og så håbe på, at man var i nogen sikkerhed der. Endelig kunne den enkelte jo vælge at blive i lejren, hvis de anså flugt som værende helt urealistisk. Men dette sidste kunne Lars Bo ikke anbefale.

Han gjorde meget ud ad, at gøre det klart for alle, at man ikke kunne regne med, at alle ville slippe ud af Kina. Og at notater og vævsprøver fra deres forskning havde højeste prioritet. Alt skulle kopieres og bæres i kopi i alle flugtgrupper. Dette synspunkt mødte støtte fra alle sider.

Mange spurgte Lars Bo, hvad han selv ville forsøge. Det var svært for ham at lyve overfor sine mange venner og kollegaer, men han fortalte præcis det, Gunnar havde bedt ham om at sige. Nemlig at han, med en meget lille gruppe, ville flygte nordpå, og senere dreje mod nordvest i håb om at finde et øde område i den nordøstlige del af Himalaya. Her ville hans gruppe skjule sig, og afvente, om situationen ændrede sig enten som følge af epidemien eller gennem internationalt pres. Enkelte bad om at komme med ham, men det afviste Lars Bo kategorisk. Han ønskede selv at udvælge sin lille gruppe. Men de fleste anså hans plan for at være tåbelig. Næsten alle ville søge i en bue, ved at tage mod syd og derefter mod vest, for at komme til Indien uden at krydse de høje dele af Himalaya. Enkelte ville søge mod nordøst, og håbe på at blende ind mellem turister.

Før Lars Bo begyndte at fortælle om droneangrebet til andre, havde han opsøgt franskmanden John Petit, der, så vidt Lars Bo vidste, var den eneste mand i lejren med omfattende viden om bjergvandring, bjergbestigning og overlevelse i naturen. Til ham fortalte Lars Bo ærligt, at hvis de kunne nå Shaluli Shan bjergene i Himalaya og en bestemt, meget skjult dal, ville der være mulighed for at de kunne gemme sig. Og for at blive reddet af folk med stort lokalkendskab til bjergene.

John ville gerne have flere med. Han insisterede på i det mindste at få de 3 andre franskmænd med derud, men det måtte Lars Bo afvise. De kunne kun være 3 på turen, og han ville ikke bryde sit løfte til den afdøde kineser, hvis kone Tam stadigt var i lejren. Han følte, han skyldte det par meget, fordi Quan, kort før han døde, havde fortalt Lars Bo alt om, hvordan situationen nu var i Kina. Tam skulle med, og Lars Bo ønskede ikke, at gruppen skulle bestå af mere end 3 personer.

John stod dog fast på sit. Han ville ikke tage af sted uden sine tre landsmænd. Og da Lars Bo udmærket vidste, at han ikke selv kunne klare sig i bjergene uden den dygtige og bjørnestærke franskmands hjælp, måtte han til sidst bøje sig. De ville, til hans bekymring, blive seks mand i deres flugtgruppe. John Petit VILLE han have med.

Denne mands fysik var imponerende. Lidt over 2 meter høj, 130 kg, muskuløs og smidig. John var relativt ung, kun midt i trediverne. I løbet af de sidste to dage, havde Lars Bo fået et indtryk af hvor meget kæmpen vidste om bjergvandringer. Han ville være uundværlig.

Kineserne blev mere og mere desperate, og i takt med dette også mere voldelige og grusomme. Fire mand blev dræbt, før de lod som om de lagde sig til at sove om aftenen den 28/2. Nu var der altså 76 overlevende i lejren. Men 12 var så skadede af kinesisk mishandling, at Lars Bo opfordrede dem til at blive tilbage. De var ikke i en forfatning, hvor de ville kunne klare en farlig og anstrengende flugt. To var bevidstløse, og skulle derfor ikke spørges. Men af de 10 andre, tiggede 9 om at blive taget med. Kun en mand med to brækkede ben og alvorlig hjernerystelse kunne selv indse, at for ham var det umuligt.

”Jeg håber kun, at jeg kan dø under angrebet.” Han havde ingen tro på, at han ville overleve, hvis han var alene tilbage i lejren.
Da Lars Bo hørte mandens triste ord, pegede han tavst på de mange medikamenter. Han ville ikke direkte give manden noget, men som en meget dygtig laboratorieteknikker, ville det ikke være svært for manden at finde midler til at begå selvmord på en sikker og smertefri måde.

Der herskede en stemning af desperat spænding i lejren, forstærket af kinesernes tiltagende brutalitet. Nattet ville blive farlig. Måske ville mange af dem dø. Men hvis de havde haft håb om at overleve i lejren før, så havde de seneste dage ændret dette. De måtte flygte eller dø.

Lars Bo´s lille gruppe havde samlet præcis det udstyr, de ønskede at have med på turen. Selv havde han lagt en kopi af alle forskningsresultaterne ned i den rygsæk, han selv ville bære. Og en anden kopi i en plasticpose. Den ville han anbringe i en rød drone, sådan som Gunnar havde bedt ham om det.

Lige før lejrens påtvungne sovetid, var der blevet hvisket rundt omkring. Folk havde dannet grupper, der havde aftalt, at de skulle flygte sammen. Men alle vidste, at der ville herske kaos, medens de forsøgte at undslippe fra lejren, så ingen kunne være sikre på at komme afsted med sine aftalte makkere. Lars Bo havde dog tænkt sig næsten at klistre sig til John Petit.

I den store, skjulte dal dybt inde i Tibet, havde mændene taget alt udstyret af yakokserne. Dronerne stod parate til at flyve. Det var et imponerende syn. 3 store droner, som Gunnar vidste hver kunne bære et menneske. Og 1200 angrebsdroner, der hver vejede lige under 100 kg, inclusive granater eller ammunition. 60 mand fra Taiwan havde opstillet de 60 styreaggregater. I første omgang ville dronerne flyve i sværme, hvor hver kontrollør styrede en drone, der så blev fulgt af 19 andre. Denne teknik kunne også bruges under et angreb, men så ville skydningen eller bombningen jo blive for tilfældig. Taktikken ville blive, at de fleste droner skulle lande lidt fra lejren, så hver mand kun styrede en eller 2 droner i angrebet. Og når denne drone enten var skudt ned, eller ikke havde flere bomber eller kugler, kunne dronepiloten fortsætte med den næste drone i rækken. Gunnar havde været bekymret for metoden, men taiwanerne beroligede ham med, at de havde deltaget i utallige øvelser, hvor netop denne teknik var blevet anvendt.

I Gunnars telt havde han samlet de 6 jægersoldater samt tibetanernes leder, Chippa.

Taiwanerne havde beregnet, at når dronerne skulle flyve ekstremt lavt, ville der være seks timers flyvetid, før de kom til lejren. Kl. 21 skulle de flyve. De 3 store skulle afsted samtidigt. Deres flyvetid ville nok blive en time mindre, fordi de ikke skulle lige så langt.

Indtil videre havde jægersoldaterne jo ikke haft nogen rolle at spille. De havde lært sig at styre dronerne, og kunne træde til, hvis det blev nødvendigt. Men ellers var der ikke noget at lave for dem. Gunnar syntes dog, det var rart at have landsmænd omkring sig, nu hvor det afgørende øjeblik var kommet. Han svedte. Hans tanker var hos forskerne på den internationale station. Om få timer ville de befinde sig i yderste livsfare. Hvor mange ville komme levende ud af lejren? Og ville nogen nå ud af Kina? Gunnar vidste også, at hans eget liv var i stor fare. De havde været heldige, at få den store karavane uset ind i denne dal. På hjemturen behøvede de ikke yakokserne, og derfor heller ikke tibetanerne bortset fra Chippa. Derfor havde de en god chance for at slippe ind i Indien. Men hvor god? Gunnar var ikke et sekund i tvivl om, at kineserne, efter angrebet på stationen, ville hundrededoble deres patruljer. De skulle være ufatteligt heldige, hvis de skulle slippe levende fra det her.

Kl. 23 lettede de mange droner. Det var et vildt imponerende syn, syntes Gunnar. Og han fornemmede, hvilken enorm militær kraft denne luftstyrke havde.
Dronepiloterne styrede dem ud fra de billeder, som dronernes mange kameraer viste. Ved hjælp af disse kunne de dygtige droneførere flyve dronerne afsted i en højde af kun to meter over overfladen, hvor risikoen for at blive set eller registreret af kinesisk elektronik var ret lille.

Gunnar kiggede langt efter dem. I de følgende fire timer, ville den eneste udvikling være det, man kunne se på de skærme, droneførerne stod ved.

Der var bælgmørkt i barakken. Uret viste 02.30. Gunnar, Tam, John og de tre øvrige franskmænd havde klumpet sig sammen i et hjørne af barakken. Alle var påklædte. Normalt lod kineserne dem sove i fred, og det satsede de på, også var tilfældet denne nat. De kinesiske agenter ville gå fuldstændigt amok, hvis de så, at alle var vågne og fuldt påklædte.

Overalt i barakken lød meget dæmpede hviskende stemmer.

Tam hviskede til Lars Bo: ”Tak fordi du tager mig med. Jeg tror ikke, at de ville lade mig gå. De ville frygte, at jeg fortalte om alt, hvad der er sket her.”
”Det bliver barskt nu om lidt. Hold dig helt tæt på mig. Jeg håber, vi kan komme levende ud, men det bliver farligt.”
Den hviskende samtale fortsatte.

Pludseligt lyste lokalet op. Selv gennem de nedrullede gardiner trængte lyset fra lejrens mange projektører voldsomt igennem. Sekunder senere lød et brag fra den første bombe.

Inde i barakken rystede alting. Bomben havde ramt meget tæt på. Flere bomber. Og lyden af hidsige maskingeværer. Det lød som om, der blev skudt overalt i selve lejren.

Dronerne havde indledt deres angreb ved at gå løs på alle vagtposter inde i det område, forskningsstationen dækkede. I løbet af minutter var alle dræbt, og flere steder var der sprængt huller i indhegningen.

Lars Bo var den første, der vovede at kigge ud af barakken. Der var ingen levende kinesiske vagter at se. Men udenfor indhegningen så han sværme af droner bombe de militære anlæg derude.

”Tag tingene. Om et øjeblik håber jeg, at der vil være fri bane.”

Kasernen for de kinesiske soldater, som var blevet oprettet efter at epidemien var opdaget, lå øst for lejren. Rundt om lejren var vagttårne og antiluftskyts, men ikke lige så mange soldater. Gunnar havde for længe siden besluttet sig til, at hvis det blev muligt, ville han med sin lille gruppe, forsøge at flygte mod vest. Det så ud til at være muligt. Dronerne havde sprængt hegnet mange steder, og også mod vest.

Sværm efter sværm af droner kastede bomber mod de militære anlæg og mod kasernen. Og enhver kineser, der nåede udenfor, blev næsten omgående skudt ned. Det kinesiske antiluftskyts var dog effektivt, og hundredvis af droner blev skudt ned. Men efterhånden var alle disse anlæg ødelagt af bomber, med undtagelse af et særligt beskyttet, stort anlæg lige ved siden af kasernen. Fra dette fortsatte kineserne med at bekæmpe dronerne.

”Kom nu. Jeg tror, kineserne er nedkæmpede, men vi må hellere skynde os væk. Jeg vil tro, at der snart kommer jagerfly. Og måske faldskærmstropper.” Gunnar gik forrest, fulgt af Tam, John Petit og de tre øvrige franskmænd. De var den første gruppe, der viste sig udenfor husene. Ud fra aftale med Gunnar, bar de alle selvlysende orange tørklædet om hovedet, og håbede, at drone styrene så det og undlod at skyde dem ned. De løb hen mod hegnet, og selv om der var meget skrammel at klatre over, var de snart efter ude af lejren. Her fik Lars Bo øje på en rød drone, der stod på jorden.

”Gå videre. Jeg følger efter om et øjeblik.” Gunnar skyndte sig over til den røde drone. Med lidt besvær fik han den åbnet, og lagde posen med kopierne af forskningsresultaterne ind i den, Lige så snart han havde lukket dronen, og var begyndt at løbe efter de andre, så han dronen lette.

Han smilede. ”Uanset hvad der sker med os, når resultaterne ud. Gunnar får dem, og så må han redde verden, hvis jeg ikke får muligheden.”
Lettet satte han farten op for at indhente de andre.

Bag ham fortsatte skydningen. Dronerne skød enhver kineser, der viste sig udenfor. Og barakkerne blev bombet sønder og sammen. Men den store antiluftskytsbase kunne de ikke ødelægge. Så droner i massevis blev ødelagt. Lars Bo så det ikke, men bag ham blev den røde drone, han havde lagt optegnelserne i, smadret til atomer af en antiluftskytsgranat.

John Petit førte gruppen hurtigt vestpå. Væk fra lejren og over mod et skovområde, der lå et par kilometer derfra. Forpustet nåede Lars Bo op til gruppen.

”Så er papirerne sendt afsted med en drone. Så noget godt kommer der ud af vores flugt.” Lars Bo vidste jo ikke bedre.

Han drejede hovedet, og kunne se to grupper bevæge sig væk fra lejren, men begge i en mere sydlig retning, end den de selv havde valgt.

I lejren var der stadigt grupper af forskere, der nu forsøgte at komme ud. Enkelte kinesere var stadigt kampklare, og byger af skud regnede nu ned over de flygtende. Nogle døde indenfor afspærringen, og mange lige udenfor. Kun få af de sidste slap væk. Derimod havde de første grupper, der var flygtet, klaret sig næsten uden tab.

Helt udmattede nåede Lars Bo og hans gruppe skoven. John Petit havde holdt et vanvittigt tempo, og da Tam ikke kunne følge med, havde den gigantiske mand bare grebet hende, og båret hende resten af vejen. Et par hundrede meter inde mellem træerne, følte John at de var i sikkerhed. Han stoppede op, og alle de andre var taknemmelige. De kunne ikke følge Hulken, som de spøgefuldt kaldte John.

Lars Bo hev efter vejret, og ventede, til hans åndedræt var normalt igen. ”Det var den farligste del af flugten, Nu skal vi vest/nordvest, og så hurtigt som det er muligt komme ind i bjergene. Og derefter stik vest, til vi når den kæde, der hedder Shaluli Shan bjergene. Den er meget uvejsom, og i den er der store områder, der er fuldstændigt ubeboede. Når vi først er i det terræn, vil kineserne ikke udgøre nogen større fare for os. Men det vil terrænet så til gengæld gøre. Vi skal nå frem til en bestemt dal, som Gunnar har givet mig de nøjagtige koordinater til. Når vi derhen, vil Gunnar hjælpe os videre. Selv om jeg ikke fatter, hvordan han vil kunne gøre det.”

”Bjergene klarer vi. Det farligste bliver de første 100 km, indtil vi når forbjergene. 100 km gennem beboet område. Det bliver meget svært.” Som bjergbestiger så John ikke ruten gennem bjergene som andet end en spændende udfordring.

Lars Bo flåede det orange tørklæde af. Nu ville det kun afsløre dem, og det havde jo virket efter hensigten. Ingen af dronerne havde skudt mod dem. Fra øst hørte de stadigt skud og eksplosioner. Kineserne var åbenbart ikke fuldstændigt nedkæmpede, konstaterede Lars Bo forundret. Som han havde set det, havde dronerne været totalt overlegne. Men der var åbenbart stillinger, de ikke kunne få gjort kål på.

Droneførerne kæmpede som gale. Begyndelsen på angrebet var gået over al forventning, men nu led de store tab. Drone efter drone blev skudt ned, medens andre simpelthen var tømt for bomber og ammunition. De havde dog enormt mange, der blot stod på jorden og ventede på at blive aktiveret. Igen og igen fløj de nye sværme ind over de militære installationer. Gunnar så til sin glæde, de første grupper af flygtninge undslippe. En af taiwanerne, gjorde Gunnar opmærksom på, at der var lagt papirer i en af de røde droner. Han klappede i hænderne, men så sekunder efter, at den drone blev smadret af kinesiske granater.

Bekymret så Gunnar, at de sidste kinesiske stillinger holdt stand, og at drone efter drone blev ødelagt. Og i glimt så han også, at der lå masser af døde flygtninge på jorden. Gunnar var ved at kaste op.

Taivanerne opgav at smadre den store antiluftskytsstation. I stedet skød de efter de kinesere, der forsøgte at forfølge flygtningene. Kampene blev ved, til der ikke var en drone tilbage, som havde kugler eller bomber. Men på det tidspunkt var taiwanerne ret sikre på, at der ikke var levende kinesiske soldater, ud over dem, der havde overlevet i beskyttelsen af det stærke antiluftskytsanlæg.

”I har gjort et fremragende job. Nu kan I ikke gøre mere. Det er op til forskerne selv at forsøge at undslippe nu.” Gunnar takkede hver enkel taiwaner.

”Hvor mange af vores folk døde i lejren?” Det var en af jægersoldaterne der spurgte.
”Dit gæt er lige så godt som mit,” svarede Gunnar sammenbidt. ”Men jeg frygter, at mindst halvdelen er døde.”

”Og jeg tror du har ret. Det var jo vildt forvirrende at bedømme det ud fra de glimt vi kunne se på dronernes billedskærme. Men ja, jeg tror ikke, at halvdelen nåede ud.” Det var lederen af jægersoldaterne, en kamphærdet veteran, der havde den mening.
Historien fortsætter under reklamen

Følelsesmæssigt udmattede sank alle i lejren sammen. Lige nu kunne de intet gøre. De måtte vente og se, om Lars Bo´s gruppe nåede frem til den lille dal, hvor de tre store droner ventede.

De andre flygtningegruppers skæbne ville de jo intet få at vide om, medmindre disse virkeligt slap ud af Kina. Hvilket ingen rigtigt turde tro på.

Læs næste afsnit