Barton stirrede på vandet, der skød forbi under dem, dækket af hvidt skum. ”Falder vi i, er vi døde”

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

De fem tilbageværende stirrede efter deres ven. Det gjorde ondt dybt inde i hjertet at se ham gå. Men de var videnskabsmænd, og viste hver især, at manden havde ret. Reelt var han en død mand.

Det var John Petit, der først fik kontrol over sig selv. Han tog håndspritten og vaskede sine hænder grundigt, før han gik hen til nøglen, som han vaskede endnu grundigere. Da han ikke mente, det kunne gøres bedre, gik han tilbage til bilen. Heldigvis passede nøglen, og motoren startede med det samme.

”Det var en god oplysning vi fik. Det om at de smittede havde været døde så længe. Så må vi gå ud fra, at al virus i bilen er ødelagt. Jeg ville gerne desinficere bilen, men vi har kun nogle få dråber håndsprit, så det kan vi ikke. Kom nu, vi skal væk med det samme. For hvert minut stiger risikoen for, at kinesiske soldater afspærrer vejene.” John blev siddende bag rattet, og lod de andre sætte sig ind. Lars Bo tog ”shotgun” pladsen, hvorfra han med et kort ville dirigere Johns kørsel.

”I en bil er det jo ingen sag. Om en time er vi oppe i forbjergene. Jeg kan jo ikke udtale mig om, hvor lang tid en køretur på de afmærkede bjergveje vil tage, men jeg gætter på, at efter to timer må vi efterlade bilen og fortsætte til fods.” Lars Bo var begyndt at tro på, at deres flugt skulle lykkes.

John startede bilen, og kørte hurtigt op ad jordvejen. Når de kom ud på veje, hvor de kunne møde andre, ville han køre almindeligt, for at undgå at påkalde sig opmærksomhed. Men lige nu trykkede han hårdt på speederen. Han frygtede, at kineserne i dette øjeblik var ved at opsætte vejspærringer, og det fortalte han de andre.

”Du har helt sikkert ret, John. Men vi har nogle fordele. Vores flugtrute er ulogisk. De fleste ville tage en meget sydligere rute. Så måske koncentrerer kineserne sig mindre om dette område. Og vi har et detaljeret kort. Jeg har kigget meget på ruten, og vi kan køre på meget små veje, lige til vi nærmer os bjergene. Lige der er der en ret stor flod. Den kan vi kun krydse ved at tage en bro, hvilket betyder, at vi der skal køre på en af de større veje.”

”Føj for fanden,” kom det fra en af de andre franskmænd. ”Det vil være den slags punkter, kineserne opsætter vagter på allerførst.”
Lars Bo havde haft den samme tanke. Men uanset hvor meget han nærstuderede kortet, kunne han ikke se nogen måde, de kunne komme til deres mål i de høje bjerge, uden at krydse denne flod. Der var en times kørsel til den bro, han havde valgt. Kunne de nå at komme over, før de kinesiske soldater nåede frem? De havde sådan set ikke andre muligheder.

Knapt en time senere nærmede de sig broen. På dette sted løb floden i en dyb dal. De kom fra nogle høje bakker på østsiden, og lige på den anden side af floden hævede de første bjerge sig.

Pludseligt stoppede John bilen.

”Hvad sker der?”

John svarede ikke, men steg ud, og tog sin kikkert frem. Dybt under dem, havde han set floden. Han kiggede langt mod venstre, idet han fulgte vejen med øjnene. Helt derude var broen. Der kunne ikke være tvivl om, at det var den bro, deres vej førte ned til.

”Der er kinesiske soldater nede ved broen. Rigtigt mange. Var vi kørt derned, ville vi have været døde nu.”

Alle var forfærdede, Deres flugt var gået så godt. Og nu virkede det umuligt.

”Vi SKAL over den flod. Der findes ingen andre måder, hvorpå vi kan komme til det sted i bjergene, som Gunnar har udpeget.” Lars Bo stirrede på kortet. ” Der er en bro 30 km længere nordpå. Men jeg er sikker på, at den også er bevogtet nu.”

”Det kan du roligt regne med,” brummede en af franskmændene opgivende.

”Kan vi køre direkte gennem vejspærringen?” Forslaget kom fra den anden franskmand.

John Petit grinede bittert. ”Vi kan da prøve, hvis du tror, bilen klarer at køre forbi 20 kinesere med automatvåben plus to maskinkanoner.”

De tre franskmænd diskuterede, men ingen af dem havde reelt nogen ideer. Tam sagde intet, men stirrede bare på Lars Bo. Og Lars Bo stirrede på kortet. Han vidste, hvad han ville. Men ikke hvor.

”John, kom og kig, og fortæl mig, hvad du synes.”

Lars Bo foldede kortet således, at deres holdeplads og et stykke af floden kunne ses.

”Vi skal over floden. Og vi skal gøre det tilstrækkeligt langt fra både denne bro og den længere nordpå til, at det sted vi vælger ikke kan ses fra nogen af broerne. Det giver os reelt 20 km flod at kigge på. Hvor vil du mene, vi lettest kan krydse den, hvis du også skal tage hensyn til, at vi skal kunne komme ned til floden?”

John stirrede på kortet.

”Det er forbandet. Det er et fint kort. Meget bedre, end hvad vi kunne forvente at have i dette område. Men de små detaljer vedrørende floden og omgivelserne, der kunne være afgørende for, hvor vi skulle forsøge at krydse kan trods alt ikke ses på det. Vi har brug for et meget mere detaljeret kort.”

”Kan vi ikke smide bilen her?” Lars Bo pegede på et sted 5 kilometer nordligere. Og derfra gå ned til floden. Og så gå langs floden, indtil vi finder et brugbart sted.”

”Desværre ikke, Lars Bo. Hvis du kigger rigtigt på højdekurverne, kan du se, at der er mange steder, hvor flodens kanter er lodrette klippeskrænter. Dette er ikke en flod man bare går en tur langs. Og jeg har også en mistanke om, at den er umulig at svømme over. Jeg tror vi skal forvente en masse ”White Water” når vi når derned. På de få strækninger, hvor bredderne er flade og behagelige, ligger der mange gårde og landsbyer helt ned til vandet. Og dem kan vi heller ikke passere.”

”Hvad med Pan Industries program? Det der fortrængte Google Map?”

Det var kun Lars Bo der havde en telefon med. Men det var den helt specielle, der kun kunne bruges til at ringe til Gunnar. Den var til ingen nytte.

”Her er der et område, der er over 5 kilometer bredt. Hvor der tilsyneladende ikke bor nogen. Er det ikke der, vi skal prøve?” Lars Bo pegede på et område, omkring midt mellem de to broer.

John havde studeret hele flodens løb mellem de to broer, men kiggede alligevel igen.

”Du har ret i, at vi på den strækning har chancen for at komme over, uden at blive set. Men terrænet er frygteligt. Høje klipper og små vandfald. Jeg ved virkeligt ikke, om vi kan klare det.” John rynkede panden. Med erfarne bjergvandrere ville han have set det som en udfordring. Men ikke med folk, der var helt uerfarne og tilmed i dårlig form. Oddsene var imod dem.

”Vi stoler på dig, John. Vi bliver nødt til at prøve, og når vi har set på området, får du lov til at bestemme, hvor vi skal prøve.” Lars Bo havde fået det indtryk, at der var meget lidt, den gigantiske mand ikke kunne klare.

De to franskmænd viste deres landsmand den samme tillid. Tam sagde som sædvanligt ikke noget.

John kastede et sidste blik på kortet, og beordrede så folk tilbage til bilen.

De kørte under 10 kilometer, før John kørte bilen ind i en meget lille lund, hvor den ikke kunne ses fra vejen. Alle steg ud med hver med sin rygsæk.

De begyndte at gå ned mod floden. Det første stykke var der enkelte marker, men inden længe blev terrænet ujævnt og fuldt af klipper. Det var svært at gå i, men ingen beklagede sig, for mellem klipperne var de så godt skjulte, så kineserne ikke ville se dem, undtagen ved et fantastisk uheld.

Terrænet var så svært, at der gik en time, før de nærmede sig floden.

”Puha. Det er en rigtig flod. Mon ikke der er 50 meter over til den anden bred? Jeg havde håbet, at der måske kunne være en naturlig bro over i form af nedstyrtede klipper eller en træstamme. Men det er der jo ikke over så bred en flod. Og vandet pisker af sted.” Den ene franskmand, ham der hed Pierre, lød fuldstændigt opgivende.

”Det øde stykke ligger nord for os. Så vi skal holde floden på vores venstre side.” John havde med det samme set, at floden var endnu værre end han havde forventet. Fra det sted de stod 20 meter over floden, og med en væg af lodrette klipper ned til vandet, ville det i hvert fald være umuligt at krydse floden. De måtte finde et sted, der var bedre.

At følge floden var ikke let. De stejle klipper tvang dem til at klatre og kravle. Og flere steder måtte de gå i store buer, fordi terrænet langs floden var totalt umuligt at passere. I løbet af 4 timer var de kun kommet 4 kilometer op langs floden. Men nu nærmede de sig de områder, hvor John på kortet havde set, at terrænet blev fladere. Men hvor der også var tæt bebygget og jorden var intenst opdyrket.

Skulle de satse på det beboede stykke? Floden var bredere der, men det betød også, at den vilde strøm ville være lidt roligere. John spekulerede som en gal, mens han sad alene. Han var selv en fremragende svømmer, og ville nok meget let kunne svømme over floden, også selv om strømmen stadigt var kraftig. Hvordan fik han de andre over? Og kineserne? På kortet så det så tæt bebygget ud, at de kun ville have en chance ved at krydse floden i ly af natten. Udsigten var ikke fristende, især fordi området på den anden side af floden dernede var endnu tættere beboet.

John grinede irriteret for sig selv. Det han tænkte på, ville være muligt, såfremt sygdommen havde dræbt alle dernede. Ellers ville det aldrig gå. Hvorfor sidde og narre sig selv?

”Vi SKAL finde en vej over floden, før vi når til det område, der er tæt befolket. Det vil sige indenfor den første kilometer. Vi må tage enhver chance, uanset hvor lille den er.” John vidste, det var barske ord, men det hjalp jo ikke at forsøge at bilde vennerne ind, at der ville komme nye muligheder.

Klipperne de gik på var høje, og lidt fremme blev de højere. Floden drejede til højre, hvilket betød, at de ikke kunne se ret langt frem. Vandet under dem piskede afsted i et vildt tempo. I det vand kunne ingen svømme. Strømmen bestemte alene, hvor man endte.

I stedet for at gå op over de høje klipper på stedet hvor floden drejede skarpt, valgte John at prøve at nå ned til floden. Det første stykke var svært, men helt nede ved floden var der ligesom en hylde, de kunne gå på, uden for meget besvær. Dog vidste de alle fem, at hvis de faldt i floden, ville det nok være døden.

De havde længe hørt den tordnende lyd, som om det vilde vand blev endnu vildere lidt længere fremme. Men så snart de passerede svinget, overdøvede tordenen alt.

Et vandfald. Et stort vandfald, tænkte John omgående. Så snart han var helt fri af svinget, skulle han kunne se floden længere fremme. Men til sin forbavselse kunne han ikke se meget. Store, forrevne klipper lå som en dæmning over floden, kun gennemskåret af få passager, hvor vandet strømmede med en ufattelig fart. De skyndte sig derhen. John nød den fantastiske natur.

Lars Bo havde stillet sig lige ved John. Hans mave snørede sig sammen. Han kunne føle sine knæ dirre under sig. Lige bag klipperne, der tydeligvis var styrtet ned fra bjergvæggen over dem, var der et højt vandfald. Hvor højt? Lars Bo gættede på, at det mindst var 30 meter. I hvert fald så højt, at enhver, der røg ud over det, omgående ville blive smadret. For ham var det, som John så tydeligt nød, frygteligt at se på.

De andre havde det nok lidt som Lars Bo, og trak sig lidt tilbage.

John studerede de nedstyrtede klipper nøje. Det så umuligt ud. Men hvad var alternativet?

”Det er et helt friskt klippesked. Læg mærke til, hvor skarpe de nedstyrtede klippers kanter er. De er slet ikke slidt af vandet. Og der er ingen mos på klipperne.” John tænkte nærmest højt.

”Hvad helvede betyder det for os, om det klippeskred er nyt eller gammelt? I hvert fald kan vi ikke passere her. Vandet pisker jo imellem klipperne masser af steder i løb, som vi ikke kan springe over.” Det var Barton, den tredje franskmand, der lod sin opgivende holdning få luft.

John valgte klogelig at undlade at fortælle om hvorfor han interesserede sig for skredets alder. Havde klipperne ligget dernede i mange år, havde han vist, de var stabile. I et helt frisk skred derimod vidste han af bitter erfaring, at sten kunne løsne sig under fødderne på ham, og selv kæmpestore klippeblokke nogle gange kunne bevæge sig. Lige på kanten af et vandfald ville dette være endnu mere livsfarligt end hvad det normalt var. Han kiggede igen ud på klippeblokkene. Så vidt han kunne se, kunne de godt nå 35 meter ud. Men lige efter midten, og helt tæt ved den anden bred så der ud til at være strømløb, de nok ikke kunne springe over. Men trods dette følte John sig overbevist om, at de skulle over her.

”Bliv her. Jeg går ud og kigger på det.” Mere sagde John ikke, før han kravlede op på det første klippestykke. Stykkerne var af meget forskellige højder, så hvor han skulle meget højt op på det første, skulle han fire meter ned bagefter. Det var svært. Hvis hans greb smuttede, og han havnede i det hvirvlende vand, ville han ryge ud over vandfaldet. John smilede barsk. Egentligt tiltalte sværheden i opgaven ham. Men mon de andre kunne klare turen?

Fire op- og nedstigninger senere, og efter et par spring over mindre brede strømløb stod John på kanten af et bredt hul, hvorigennem store dele af flodens vand styrtede frem mod vandfaldet. Han vidste, at enhver, der faldt i vandet uundgåeligt ville blive skyllet ud over afgrunden. Ingen kunne kæmpe mod vandets fantastiske kræfter.

Hvor langt var der til den flade sten på den anden side? Sikkert 6 meter. Han kunne ikke springe så langt. Og da slet ikke uden tilløb. Han så sig om efter klippeblokke, som han måske kunne kaste i hullet for at mindske bredden. Men opgav hurtigt. Kun meget store blokke ville gøre gavn, idet strømløbet var dybt. Og så store klippeblokke ville de ikke kunne flytte. Det her ville blive svært.

”Hvad så du?”
”Kan vi komme over?”

John grinede til sine ivrige venner. Han skulle lige have vejret igen ovenpå den besværlige klatretur på klipperne.

”Den klatretur jeg tog, er både hård og svær. Og bestemt farlig. Men I kan klare det, hvis I får lidt hjælp. Der hvor jeg stoppede, var der et strømløb. 6 meter bredt, meget dybt og med en rivende strøm. Det er det hul, vi skal over. Der er et til inde ved bredden, men jeg håber, det er lettere at passere. Og nogle stykker på vej derud, men dem kan i uden problemer hoppe over.”
Tam og Lars Bo så betænkelige ud. Pierre og Barton lod til at stole mere på egne evner.

”Havde vi dog bare haft en stige. Eller sprængstof.” John tænkte højt.

”Hvad fanden ville du bruge sprængstof til? Det ville da ikke kunne hjælpe os.”

”Jo, det tror jeg det kunne. Jeg ville anbringe det omkring den lidt mindre klippeblok derude.” John pegede på den blok, han havde haft lidt svært ved at kravle ned på. ”Og så få os alle ud til det brede strømløb. Når jeg så sprængte den klippeblok væk, vil meget af vandet løbe her. Og hvis vi er heldige, vil de to andre strømløb så blive så meget mindre, at vi kunne klare dem.”

Lars Bo syntes, det lød lidt for fantasifuldt. Men det var jo lige meget. De havde intet sprængstof.

”Og hvad ville du med stigen? Hjælpe os ned fra den høje blok?” Pierre var lidt sarkastisk.

John smilede. ”Ja, det kunne stigen også bruges til. Men der får vi jer nu let ned. Jeg ville lægge stigen over strømløbet, så vi kunne gå over, ligesom bjergbestigere gør det med gletcherspalter.”

Det gøs i Lars Bo, og også Barton og Pierre blev lidt blege. De havde alle på tv set, hvordan bjergbestigere langsomt gik over uendeligt dybe gletcherspalter, ved at træde på en liggende stiges trin. Den mindste ubalance ville sende dem i dybet. Tanken om at balancere sådan, på kanten af det enorme vandfald, gjorde Lars Bo syg. Han var faktisk glad for, at de ingen stige havde.

”Kunne det tænkes, at en gård her i området har en stige, der er både solid og lang nok?” spurgte John ud i luften.

”Det tror jeg bestemt ikke, John. De har nok almindelige stiger. Men ikke andet. Måske er der én gård der har den type, du søger. Men vi ville aldrig slippe godt fra at besøge en masse gårde. Er der folk, udløser det en alarm. Er de døde af sygdommen, bliver vi smittede.” Lars Bo ønskede ikke at undersøge en masse gårde.

Pierre gøs ved tanken om at besøge en ny gård fuld af lig. Det, deres landsmand og ven havde gjort, havde gjort et dybt indtryk på ham.

”Måske kan vi finde et træ, der er stort nok. Og så bruge det i stedet for stigen.” Det var Bartons forslag.

”Vi må vel kigge efter.” John lød ikke optimistisk. ”Jeg så faktisk ingen træer på det sidste stykke ned mod floden. Men selvfølgeligt er vi nu gået langt hen langs floden, så måske ser terrænet anderledes ud ovenfor klipperne. Men vi har hverken sav eller økse. Kun nogle knive. Men jeg vil se på det.”

De kiggede alle op ad den lodrette klippeskrænter. Kunne man overhovedet kravle op der? Der var højt, og det så ikke ud til, at der var noget at holde fast i. Men hernede var der intet. Kun klipper og sten.

John kiggede på de andre. ”I behøver jo ikke kravle op. Jeg tager turen, og ser, om der er noget der kan bruges deroppe.”

Det var jo fornuftigt. Og Lars Bo vidste, at han selv i hvert fald kun ville kunne komme op, hvis John Petit nærmest trak ham op.

John studerede klippevæggen. Han tog kun et reb og en kniv med. Der var ingen af de andre ting de havde, som han mente han kunne bruge. Så begyndte han at klatre.

Det var uhyggeligt at se på for de fire, der kun passivt kunne se på. Deres ven havde jo intet udstyr, og kunne ikke sikre sig med kroge hamret ind i klippevæggen. Mistede han grebet, ville han styrte i døden.

Væggen var svær. John havde prøvet lignende ting før, men aldrig uden sikkerhedsline. Friklatring var en sport for specialister, som nød at sætte livet på spil. Det havde John aldrig følt lyst til. Men nu havde han ikke andre muligheder. Han var omhyggelig og forsigtig. Men alligevel ikke langsom. Meget af tiden skulle han holde sin store vægt bare i fingrene, og han vidste, at hvis han ikke kom hurtigt nok op, ville de fingre svigte ham.

Lars Bo kiggede bekymret, men også beundrende på John. På TV havde han set folk klatre på lodrette vægge uden udstyr. Men det havde været magre, senede typer, ikke en kæmpestor, muskuløs mand. Det var helt ufatteligt, at den bjørnestærke franskmand kunne klatre sådan.

Endelig kunne Johns fingre nå toppen af klippevæggen. Udmattet hev han sig op.

Skuffet så John sig rundt. Klipper. Og en smule buske. Et stykke borte stod et enligt, stort træ.

John gik derhen. Selvfølgeligt kunne han hverken fælde eller slæbe det træ. Men det var det eneste sted, der så interessant ud, og når han havde brugt så mange kræfter på at komme derop, ville han ikke bare opgive med det samme.

Men der var intet brugbart. Enkelte grene lå på jorden. Men intet, der var 6-7 meter langt. En gren, der næsten lignede en kraftig spadserestok, lå der. Tankefuldt tog John grenen op. Han kiggede rundt. Der så ikke ud til at være noget som helst indenfor det område, han kunne se.

Skuffet gik han tilbage til kanten, idet han brugte grenen som en vandrestav. Han stoppede helt ude på kanten, og studerede de klipper, der næsten blokerede floden ovenfor vandfaldet. Som han havde fornemmet det, men ikke klart havde kunnet se det, var også det strømløb helt ovre ved den fjerne bred bredt, og ville være vanskeligt at passere. Dog mente John stadigt, at de ville klare det problem, hvis de kom forbi strømløbet i midten. Men lige nu skulle han ned. Først kastede han sin vandrestav ned, idet han omhyggeligt sørgede for, at den ikke ramte hans venner. Men heller ikke faldt i floden.

Han udvalgte sig en stor klippeblok, der lå urokkeligt fast. Trak sit lange reb rundt om stenen, og bandt derpå med nogle solide knuder de to rebender sammen. Så smed han den del af rebet med knuderne ud over afgrunden, sikker på at det dobbelte reb var langt nok til at nå helt ned. Han rykkede prøvende i rebet, og råbte ned til Lars Bo, at denne skulle holde meget hårdt fast i begge de reb, der dannede en knude dernede. Så kravlede John ud over kanten. Svigtede hans reb nu, ville han være død.

John var jo nødt til at holde om begge reb. Forsøgte han at klatre ned i det ene reb, ville rebet sikkert glide rundt om klippeblokken, så han styrtede ned. Det var især for at gardere sig mod dette, at han havde bedt Lars Bo holde hårdt fast i begge rebene. Men han kunne ikke stole på, at gnidningen mod stenen plus Lars Bo´s kræfter kunne holde ham oppe, Dertil var hans vægt for stor.

Men det var ikke specielt svært at bruge begge reb. John havde brugt denne metode ofte, og han kom hurtigt ned.

”Bind lige knuderne op, og træk rebet ned,” John pustede, og overlod det sidste arbejde til Barton.

”Lad os prøve, om vi kan komme over.” John modtog det oprullede reb fra Barton, og samlede sin stav op. ”Klokken er over otte. Det vil snart blive helt mørkt. Vi har travlt” Så begyndte han på den vanskelige klatretur hen over klipperne ud mod flodens midte, som han jo havde gennemført et par timer tidligere. Men denne gang kravlede han kun op på den første, temmelig høje klippe. Han sænkede rebet ned.

”Kan i alle kravle op med støtte fra rebet?” Barton og Pierre følte sig sikre. Lars Bo var bekymret, men ville helst ikke vise sig svag. De kiggede på Tam.

Den lille, middel aldrende kineserkvinde smilede lidt. Så begyndte hun at klatre. De lagde mærke til, at hun kun to gange støttede sig til rebet. Et øjeblik senere var hun oppe. Også de tre mænd klarede turen, men langsommere og med meget mere brug af støttetovet.

Nedstigningen til den følgende, noget lavere klippeblok var jo let med rebet. Og med Johns hjælp nåede den lille flok frem til det sted, hvor meget af floden piskede igennem et 6 meter bredt hul i den ”dæmning” som de nedstyrtede klipper næsten dannede.

Barton stirrede på vandet, der skød forbi under dem, dækket af hvidt skum. ”Falder vi i, er vi døde”

Ingen modsagde ham. Alle vidste, at vandet ville slynge en person ud over afgrunden og ned i den sikre død.

Alle vendte sig mod John. Her kunne de ikke komme over. Hvorfor havde han slæbt dem derud?

”Har du en ide om, hvordan vi kommer videre?” spurgte Lars Bo forsigtigt.

”Ja da. Ellers stod vi da ikke her nu.” John havde taget sin vandrestav, og bandt nu meget stramt og meget omhyggeligt enden af rebet omkring midten af staven.

Lars Bo stirrede. Han forstod ikke noget. Han så over på Barton og Pierre. Men kunne se, at de heller intet forstod.

Mørket var ved at blive generende, så John havde travlt. Han greb om sin vandrestav, sigtede og kastede den så over mod klipperne på den anden side af det vildt strømmende vand. Det lå flere tonstunge sten derovre, og det måtte vel være muligt, at få staven til at kile sig ind bag dem, så den blev siddende fast, hvis han trak i rebet. Det lykkedes ikke i første kast.

Lars Bo kiggede spændt på Johns forsøg. Nu forstod han planen. I det fjerde forsøg kom grenen ind bag de to store sten, som John helt tydeligt havde sigtet efter. John trak i rebet af alle kræfter. Grenen sad urokkeligt fast. Han førte rebet rundt om en klippeblok. Det var måske ikke nødvendigt. Med sine kæmpekræfter havde John sikkert kunne holde rebet stramt, medens de andre klatrede over, men det var både sikrere og lettere på den måde. Han strammede rebet fuldstændigt.

”I kan gå armgang, hvis i helst vil det. Eller i kan hænge under rebet og have underbenene oppe over det. Begge metoder kan bruges, når man kun skal 6-7 meter. Hvem vil gå først?” John kiggede sig rundt.

Lars Bo kiggede. Klippeblokkene var 4-5 meter over det hvirvlende vand på begge sider. Så man kunne let hænge i armene under rebet, uden at røre det farlige vand. Men han havde bestemt ikke lyst til turen. Måske ville det være lidt lettere, hvis han havde set en anden klare turen. Det måtte være en opgave for Pierre eller Barton, tænkte han. De virkede begge lidt mere egnede til fysiske prøvelser end han selv.

De to franskmænd kiggede på hinanden. Ingen havde rigtigt lyst til at gå først. Før de havde bestemt sig, greb Tam fat i rebet, lænede sig frem, og et sekund senere hang hun i armene under det helt stramme reb. Hun var så lille og vejede under 40 kg, og tilsyneladende var hun overhovedet ikke bange. Hun begyndte omgående at bevæge sig fremad ved skiftevis at flytte hænderne langs rebet. Måske tog det kun et minut, men for tilskuerne føltes det som lang tid. Så var hun ovre på den anden side. Der hang rebet så lavt over den store klippe, at det var lidt svært for hende at komme op på den, men med en sidste anstrengelse lykkedes det.

”Superflot, Tam.” John slækkede lidt på rebet. ”Prøv at sikre dig, at staven sidder fast mellem stenene på den allerbedste måde.”

Tam greb om grenen, og flyttede den en smule højere op, hvor der ligesom var et hak i begge stenblokkene, og den ville sidde urokkeligt fast, så snart rebet var stramt. ”Her er det perfekt.”

John strammede igen rebet rundt om stenblokken på hans side. ”Nu kan den næste gå. Det bliver lettere, for nu kan Tam hjælpe lidt, når I skal op på den anden side.”

John vendte sig dog først væk fra rebet, greb rygsækkene en efter en, og kastede dem over til Tam.

Barton havde allerede fat i rebet. Han var meget lettere end den temmelig store Pierre, og følte, at han skulle tage turen nu, så Pierre og Lars Bo kunne få al mulig hjælp, når de skulle op derovre. Hans tur gik ikke så elegant som den lille Tam, men han kom over uden problemer.

Lars Bo og Pierre kiggede et sekund på hinanden. Så greb Pierre rebet. Han var en stor mand, selv om han så lille ud ved siden af giganten John. Pierre greb om rebet, og sænkede sig forsigtigt ned, før han begyndte at gå armgang. Han glædede sig over, at turen var så kort, og snart efter kunne han nå klippen på den anden side.
Historien fortsætter under reklamen

Lars Bo for sammen. Der lød et skarpt smæld fra den anden side, og pludseligt løsnedes rebet. Med et skrig gled Pierre ned i det hvirvlende vand, medens han desperat klyngede sig til rebet.

Læs næste afsnit