Det var en enorm overvindelse for hver enkelt at begynde at røre ved både ligene og de levende. Men alle gjorde det..

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Kampene i Letland var vilde. Den danske forsvarsminister holdt hårdt på, at området omkring forskningsstationen skulle holdes, også selv om forskerne var flyttet til Danmark. Hans store frygt var naturligvis.at det russiske angreb ellers ville blive rettet mod Danmark.

De avancerede droner kom som et chok for russerne, og specialiserede droner skød en mængde russiske jagerfly ned. Samtidigt sørgede en anden type droner for enorme tab blandt det russiske infanteri. I et døgn gik det russiske angreb i stå, og ved den centrale del af fronten blev de presset tilbage. Den danske general beordrede dog, til soldaternes store forbavselse, at man udelukkende skulle HOLDE frontlinjen, ikke avancere frem i de områder, russerne havde forladt.

I Danmark hørte Jacob Ellemann om denne ordre, og han spurgte straks generalen om, hvilken fordel der kunne være ved den usædvanlige taktik.

”Muligvis har de russiske soldater selv medbragt sygdommen. Det kan jeg jo ikke vide. Men jeg ved med sikkerhed, at de har kæmpet sig frem gennem de dele af Letland, der er befængt med sygdommen. Hvis vi fulgte efter russerne ind i det område, ville vi med sikkerhed udsætte vores soldater for smitten. Det prøver jeg at undgå.”

”Kan de ikke allerede være smittede? De danske tropper har jo hele tiden været i det smittefrie område, men den allierede hær var jo helt ude ved grænsen til Rusland.”

Generalen skar ansigt. ”Det ved jeg forbandet godt. Og situationen her var så kritisk, før dronerne blev sat ind, så jeg har ikke kunne holde de forskellige hærenheder væk fra hinanden. Jeg kan kun håbe på det bedste. I det mindste ved vi, at der vil gå mange dage, før sygdommen bryder ud. Og jeg har lavet en sikkerhedszone, så alle andre end soldaterne hele tiden er mindst 15 kilometer fra fronten. Viser der sig sygdom mellem soldaterne, så har vi stadigt en sygdomsfri zone bagved. I hvert fald indtil russerne presser os ud i havet. Vi kan jo ikke evakuere til Sverige eller Danmark, hvis der er risiko for, at vores mænd bærer på virusset.

I de næste døgn var der enorme tab på begge sider. Russerne mistede jagerfly og soldater. De allierede mistede primært droner. Men trods tabet af mange droner, var forsvaret stadigt stærkt.

I det fjerde døgn after indsættelsen af droner, ringede generalen igen til statsministeren.

”Der er desværre sket en ændring i styrkeforholdet. Russerne har fået nogle laserkanoner frem til fronten, og de er effektive mod dronerne. Vi har kun 10 % af dem tilbage.”

Den allierede hær blev tvunget tilbage, og stod nu lige foran forskningsstationen. Blev de tvunget længere tilbage, ville russerne måske opdage, at forskningen havde forladt Letland. Tropperne kæmpede med voldsom stædighed, men nu var tabet af mænd på de allieredes side voldsomt.

Lige over middag den næste dag, så han, via billeder fra en drone, at enorme hærenheder var opstillet direkte overfor lejren, som stadigt ikke var blevet beskudt. Der kunne ikke være i tvivl om, at russerne ville indsætte et knusende angreb. Og heller ikke være tvivl om, at de allierede ville blive tilintetgjort. Overmagten var absurd stor.

Kl. 14 præcist begyndte den enorme hær at rykke fremad. Området foran lejren, hvor den allierede hær havde gravet sig ned, blev overdynget af bomber, raketter og granater, og indenfor en time døde halvdelen af de folk, der var opstillet der. De overlevende trak sig tilbage ind i lejren, som stadigt ikke blev beskudt. Uendelige rækker af kampvogne begyndte at køre fremad. Dette var enden, forstod alle i lejren.

Uforstående så de, at der opstod uro i gellederne af kampvogne. Helt uforklarligt drejede nogle af kampvognene ind i de andre, medens andre vogne simpelthen stoppede. På dronebilleder kunne de forbløffede allierede soldater se, at der også var uro i de uendelige rækker af soldater bag kampvognene.

”Hvad sker der?” var det evigt gentagne spørgsmål i lejren.

Trods forvirringen nåede mere end halvdelen af tankene ned til udkanten af lejren, og forsvarene, der ikke havde udstyr til at modstå så mange pansrede køretøjer, forlod lejren, dog først efter at have mineret den massivt.

Rigtigt mange tanks kørte ind, og stoppede tilsyneladende forundret over den manglende modstand. Lejren blev fyldt med tanks og soldater. På billederne kunne de allierede under deres hastige tilbagetog se, at lejren blev gennemsøgt. Så trykkede den danske general på en knap, medens han smilede bistert. Enorme mængder sprængstof eksploderede i lejren, ødelagde hver eneste tank, og kun ganske få soldater overlevede.

”Det var mord. Jeg har det forfærdeligt med det, men vi havde intet valg.”

Den allierede hær kunne ikke evakueres fra Letland. Risikoen for at den medbragte sygdom, var for stor. De valgte nogle gode stillinger tæt på kysten. ”Det bliver vores sidste stand. Vi kæmper og dør her. Vi kan intet andet.” Det pinte generalen, der med stolthed havde set sine mænds mod. De have kun få fly, og måske 5 % af dronerne tilbage. Måske kunne de kæmpe i et døgn mod en så enorm overmagt, som de havde set ved forskningsstationen. Men derefter ville det være forbi.

Hæren ventede i to døgn på det udslettende angreb, men intet skete. Ingen russere var rykket frem efter tilintetgørelsen i lejren.

”De mistede ufatteligt mange mænd og et enormt antal tanks ved den sprængning. Men vi har jo set på spiondronernes billeder, at de havde langt større enheder i reserve.”

”Kan vi ikke sende den sidste spiondrone?” spurgte en oberst.

Generalen kløede sig i nakken. Risikoen for at fjendens avancerede lasere pillede spiondronen ned var meget stor. Det havde de jo set de seneste dage. Men hvad var dronerne værd, hvis de ikke brugte dem? Generalen gav en hurtig ordre, og dronen blev sendt afsted.

På store skærme fulgte hele generalstaben med i billederne fra dronen. På strækningen op til forskningsstationen så de ikke en eneste russer, og selve stationen var nærmest et hul i jorden. Bag stationen så de ingen organiserede hærenheder. Generalen beordrede dronen højere op, og da kameraet zoomede ind, så de russiske hære i uordnet tilbagetog langt borte.

”Zoom ind på jorden under dronen. Det ser mærkeligt ud.”

Dronen viste, at der lå dynger af lig indenfor de første kilometer fra stationen. Hvilket de jo vidste, efter de frygtelige kampe der. Men generalstaben så undrende på, at der også lå et enormt ental døde på det område, hvor den russiske hær havde stået opmarcheret inden angrebet. Og en del lig i sporet af den russiske hærs retræte.

”Hvad sker der, hr. general?” En oberstløjtnant så måbende på billederne.

”Et mirakel. Et klokkeklart mirakel,” hviskede generalen. Vi skal ikke dø. I hvert fald ikke af russiske kugler.”

”Jamen, hvad sker der?” blev oberstløjtnanten ved.

”Sygdommen,” sagde generalen stille. ”Sygdommen har slået den russiske hær.”

I Danmark var produktionen af vaccine sat i gang. De 100, der havde fået vaccinen var blevet kørt over den strengt bevogtede grænse til Tyskland. Med fly og droner havde det danske forsvar fundet en lille by, der så ud til at passe perfekt til formålet. Den havde måske 100 huse, lå ret ensomt, og på billederne kunne man se, at der var mange døde i byen, og andre, som udviste tegn på at have sygdommen. I fem bevæbnede mandskabsvogne kørte de 100 personer ned i byen, uden at der opstod panik under turen. Efter at have sikret sig, at der ikke lå folk i baghold, steg de ud af køretøjerne.

Det var en enorm overvindelse for hver enkelt at begynde at røre ved både ligene og de levende. Men alle gjorde det, for at sikre sig, at de havde udsat sig for sygdommen. For at undgå at få sygdommen tilbage til Danmark, var det aftalt, at de 100 skulle blive i byen i 21 dage, hvis dette var muligt. Hvis de, efter denne tid, ikke viste tegn på sygdommen, måtte dette betyde, at vaccinen virkede. Når testperioden var forbi, var planen, at de 100 skulle søge tilbage til grænsen, hvor de så skulle gennem en total rensning, før de skulle anbringes i karantæne lige bag soldaterne. Derved skulle der være absolut sikkerhed for, at de ikke kunne slæbe sygdommen ind i Danmark.

Bekymringen havde gået på, om desperate syge fra det omliggende område ville forsøge at angribe for at bemægtige sig køretøjerne, så derfor udgjorde de 20 soldater, som indgik i testgruppen, et slags vagtværn.

I Letland havde generalen opdelt sin hær i mindre enheder, og krævede, at der absolut ingen kontakt var mellem de forskellige områder. Og absolut ingen måtte have kontakt med de civile i den del af Letland, hvor de russiske soldater ikke havde været.

”Det forekommer næsten umuligt, at ingen soldater er smittede, efter kampene i det østlige Letland, eller efter kontakt med russiske soldater. Men ved opdeling og isolering håber vi, at nogle af soldaterne undgår sygdommen. Og i hvert fald er det livsvigtigt, at vi ikke bringer sygdommen til civilbefolkningen.” Det var generalens ord til staben.

Den russiske hær havde de ikke hørt mere til.

I Danmark var fabrikkerne, der skulle producere vaccinen, injektionssprøjter og indpakning nu i gang. De ville blive udvidet, men allerede nu var produktion i gang. Gunnar besøgte anlægget.

”Vi har allerede lavet 100.000 doser. Og vi øger løbende vores kapacitet. Men at lave 10 milliarder doser, det er umuligt.” Lederen af anlægget smilede stramt.

”Vi får bestemt ikke brug for 10 milliarder doser.” Gunnar sukkede. ”Sikkert ikke engang 1 milliard.”

”1 milliard vil det også tage vildt lang tid at lave. Men hvad mener du? Der er vel ikke død 9 milliarder af sygdommen?” Lederen kiggede chokeret på sundhedsministeren.

”Ingen ved, hvor mange er døde. Men jeg er ret sikker på, at der ikke er 9 milliarder døde. Ikke endnu. Men før I har tilstrækkeligt mange doser vaccine, kan det være sket. Og selv når I har vaccinerne, skal de også omdeles og nå at virke. Jeg frygter, vaccinen kommer for sent.”

Gunnar så træt og gammel ud.

”Vi kunne jo ikke lave den tidligere. Vi satser jo endda milliarder, uden at vide om vaccinen kan bruges. Der mangler jo endnu 10 dage for de 100 testpersoner i den tyske landsby. Har du hørt noget om deres tilstand?”

Gunnar smilede. ”De er selvfølgeligt alle raske. Var de ikke det, havde jeg jo stoppet produktionen omgående, da jeg kontaktede dig. Men du har ret. Vi skal vente 10 dage mere. Og du har også ret i, at vi ikke kunne have udviklet vaccinen hurtigere. Hvis den virker, er udviklingen af den et mirakel. Aldrig er en vaccine fundet og produceret hurtigere. Men derfor kan det jo godt være for sent for verden.”

”Frygter du, at vi producerer vaccinen til ingen nytte, hr. minister?”

Denne gang var Gunnars smil venligt. ”Nej, slet ikke. Vaccinen vil redde alle os i de sikre lande. Vi ville ikke i al evighed kunne holde sygdommen ude. Men jeres produkt vil redde vores liv. Det jeg siger er bare, at jeg virkelig frygter, at vaccinen kommer for sent for alle, der ikke bor i smittefrie lande.”

10 dage senere kunne Lars Bo meddele regeringen, at testen var forløbet perfekt. Alle 100 testpersoner var levende og viste ingen tegn på sygdom. De var nu ved at blive bragt hjem til ny isolering i Danmark, hvor de skulle være i 3 uger, for helt at sikre, at de ikke slæbte sygdommen in i landet.

Selv var Lars Bo på vej til København for at deltage i et møde med regeringen og enkelte personer på nøgleposter.

Jacob Ellemann startede med at orientere mødedeltagerne om sygdommens udvikling på verdensplan:
Alle lande er nu inficeret i alvorlig grad. Kun de få lande, der i tide indførte total isolation har foreløbigt undgået smitten. Vi har daglig kontakt til disse områder, idet de næsten er de sidste helt velfungerende områder. I de fleste andre lande findes der stadigt regeringer. Men reelt har disse regeringer ingen eller meget lidt kontrol over deres lande.”

”Kan vi få en update på sikrede lande og områder?” Spørgsmålet kom fra Martin Hjerl, den mand der var udnævnt til leder af vaccinationsprogrammet.

Ellemann kendte landene udenad fra mange daglige samtaler, men valgte alligevel at læse op fra en liste: ”Danmark, Grønland og Færøerne. Norge, Sverige, Island og en del af Letland. Skotland og lidt af det allernordligste England. Og så Israel, Taiwan og stillehavsøen Tonga. Flere lande er der desværre ikke.”

Efter en kort pause fortsatte Ellemann: ”Så er der et antal områder. Dem vi har fast kontakt med er Hawaii, Alaska og en halv delstat i Canada. Et stort område i det nordøstlige Thailand, samt et område i Japan. Der er også mindre områder, og det er vores opfattelse, at der vil være mange overlevende i tyndt befolkede dele af verden.”

”Hvad med Kina? Og Rusland?” Det var Birgitte Hornbæk, pr medarbejderen, der gerne ville vide det.

”Kina har omsider opgivet løgnene. De indrømmer nu, at deres land er totalt ødelagt af sygdommen, og de tigger os om vaccinen, som de formoder, vi har udviklet. Rusland svarer ikke, når vi kontakter dem. Men satellitbilleder viser, at sygdommen hærger frygteligt derude.”

”Og Frankrig?” John Petit, der jo havde været Lars Bo´s mest betroede medarbejder i forbindelsen med arbejdet med vaccinen i Danmark så syg ud. Han frygtede for sine landsmænds skæbne.

Ellemann så bedrøvet på kæmpen. ”Vesteuropa blev angrebet senere end Østeuropa. Derfor er der stadigt mange levende i landet. Men bortset fra små lommer, der forhåbentligt har isoleret sig, frygter jeg, at de fleste er smittede nu. Og du skal huske på, at selv om de eventuelt var raske nu, skal de undgå smitten i yderligere 14 dage, før vaccinen når at virke. Jeg frygter, at kun få franskmænd overlever. Præcis som i de fleste andre lande.

”Det bringer os frem til det eneste vigtige punkt nu. Hvordan skal vi fordele den mængde vaccine vi har nu? Jeg har fået oplyst fra fabrikken, at de i morgen tidligt har 5 millioner doser stående klar til afhentning, pakket med sprøjter. Hvem skal have dem?” Lars Bo ville gerne høre planerne, nu han var her. Indenfor sit eget område med epidemiologi og vaccine stolede han mere på sig selv end på andre. Kun Gunnar stolede han helt på.

En af Venstre-folkene havde en skråsikker mening: ”De doser skal selvfølgeligt bruges på os i Danmark. Det er da helt sikkert.”
John Petit så vred ud, da han rejste sig op og næsten skreg: ”Det KAN I ikke. I er i sikkerhed her. Men mine landsmænd dør. Deler vi de 5 millioner vacciner ud i Frankrig, kan de virkeligt redde liv.”

Gunnar havde ondt af sin store ven: ”Havde vi vaccine nok, skulle der selvfølgeligt også dels nogle ud i Frankrig. Men som statsministeren forklarede det lige før, ville vildt mange doser blive spildt, hvis vi prøvede at vaccinere i Frankrig. Utroligt mange af de overlevende er sikkert allerede smittede. Og af de ikke smittede, vil mange, selv hvis vi vaccinerer dem i morgen, alligevel dø, fordi de når at blive smittet, før vaccinen virker. Selv om jeg forstår dine følelser, John, bliver vi alligevel nødt til at bruge vaccinen, der hvor virkningen vi redde flest mennesker.”

John havde fået enorm respekt for Gunnar, men han havde det elendigt. Derfor næsten snerrede han tilbage: ”Og du mener vel, at vaccinen vil redde flest, ved at bruge den her?”

Gunnar blev ikke vred. Han forstod den store mand. ”Det ville bestemt være god vaccine-økonomi at bruge vaccinerne i Danmark eller andre smittefrie lande. For vi kan ikke holde smitten ude i al evighed. Og hvis først smitten er udbredt i landet, kan det være for sent at vaccinere. Men lige nu mener jeg, det er indlysende, hvor den skal bruges først.”

Jacob Ellemann kiggede forundret på sin sundhedsminister. Mødet denne dag var primært indkaldt, for at der kunne lægges en strategi for vaccinen. Men Statsministeren syntes næsten, det var en umulig opgave at skulle spille gud og bestemme, hvem der skulle leve og hvem der skulle dø. Hvor håbede han dog, at hans sundhedsminister havde en god strategi med en logisk begrundelse. Selv synes han ikke at kunne finde den, og han vidste jo, at han ville blive lagt for had i befolkningen, hvis han uddelte vaccinen til andre lande, og det så resulterede i massedød i Danmark.

”Vil du forklare, Gunnar?”

”ja, gerne. Vi skal, INDEN sygdommen bryder ud i de Skandinaviske lande, have uddelt vaccine her. Så det kan vi ikke tillade at vente FOR længe med. Men lige nu har vi en hærstyrke med mange danskere og folk fra meget af Europa stående i Letland. Og den lettiske befolkning, som i forvejen er hårdt ramt af det russiske angreb. Smitten er løs i militærlejren og måske også i den isolerede del af Letland, selv om der ikke er meldt om sygdomstilfælde. Vi skylder dem, at de omgående får det nødvendige antal doser. Jeg vil tro, at det drejer sig om 2 millioner.”

Der herskede en spændt stemning i forsamlingen, men stort set alle nikkede anerkendende. Gunnars forslag var velbegrundet.

”Hvad så med resten af doserne? Der er jo 5 millioner doser i alt. Skal de også til udlandet?” Et kritisk medlem af hans eget parti viste med sin stemmeføring og sit ordvalg, at han bestemt ikke var tilfreds med Gunnars prioritering.

”Ikke alle sammen.” Gunnar smilede. Det nyttede jo ikke noget at blive sur, og han forstod alle medlemmernes angst. De scener, de dagligt så på billeder fra droner og spionfly, kunne skræmme enhver. ”Mit forslag er, at disse doser skal uddeles til dem i Danmark, Norge og Sverige, der har størst behov for vaccine.”

Nogle klappede. Følte glæde ved at deres sundhedsminister lagde samme vægt på sundheden i broderlandene som i Danmark. Men andre så meget utilfredse ud.

”Kan du forklare, hvilke dele af befolkningerne, du mener har det største behov?” Ellemann var helt enig i Gunnars første forslag. Men hvad indebar den anden halvdel af ideen?

”Helt generelt er det jo logisk, at folk, der bor tæt på landegrænser til smittede lande, er mere udsatte, end vi f.eks. er her i København. Så jeg mener, der skal deles mange doser ud i den del af Sønderjylland, der ligger tættest på Tyskland. Måske også på nogle af de syd fynske øer. Og tilsvarende ved de norske og svenske grænser mod Rusland og Finland. Måske kan vi bruge nogle doser på Ålandsøerne, selv om det er finsk område. Desuden skal personer i nøglestillinger vaccineres. Jeg tænker på arbejderne på vaccinefabrikken, soldater, idet vi stadigt må frygte et stormløb af smittede, og piloter, fordi de skal bruges senere til uddeling af vaccinen.”

Gunnar smilede skævt. ”Og et lands parlament regnes jo også normalt som essentielle personer.”

Der blev mumlet i krogene, men ingen modsagde ham.

”Vores fabrik vil have yderligere 5 millioner doser klar om en uge. Og derefter kan vi øge produktionen. Vi kan selvfølgeligt levere produktionen dag for dag, men med fabrikkens logistik, vil det være lettere at aflevere portioner af den størrelse ved hver aflevering.”

Fabrikkens direktør fortalte om mulighederne.
”Jeg vil følge din indstilling, selv om vi nok alle helst ville have vaccinedoserne få minutter efter at de var færdige. Vi laver den næste aftale om fordelingen om en uge. I kan jo overveje, hvilke hensyn der skal tages. Alle tilgængelige informationer om tilstanden i forskellige lande og områder, vil blive opdateret løbende på vores intranet.”

Den ophidsede mumlen afbrød statsministeren, og først efter adskillelige minutter kunne han fortsætte. ”Slutteligt kan jeg med lettelse meddele, at vi har været i kontakt med alle relevante lande, og bedt dem om at sikre atomvåben, så de ikke kan blive affyret af hævngerrige eller desperate personer, hvis landene bryder fuldstændigt sammen. Og tilsvarende at lukke alle atomkraftværker, for at undgå, at der kan ske nedsmeltning af kernen, fordi de ikke bliver betjent efter medarbejdernes eventuelle død.

I de følgende uger kæmpede vaccinefabrikken med at øge produktion. Og hele tiden måtte folketinget prioritere, hvor vaccinen ville kunne redde flest menneskeliv.

I begyndelsen var det en fordeling mellem de større isolerede klynger af mennesker, som var omgivet af smittede, og så de få velfungerende lande. Men efterhånden som ugerne gik, var næsten alle større fungerende områder vaccinerede, og man kunne begynde at uddele doser til de overlevende, som fly og droner kunne finde i de smitteplagede lande, selv om man vidste, at en meget stor del af disse sikkert ville dø, fordi de ville få smitten, før vaccinens virkning begyndte.
Historien fortsætter under reklamen

Gunnar og Lars Bo havde været fortalere for ikke at bruge vaccine på enkelte områder, fordi deres isolerede position betød, at risikoen for smitte der var lig nul. Det drejede sig om Grønland, Island, Færøerne, Hawaii og New Zealand. Disse områder fik først vaccinen, da man havde rigeligt og kun kunne finde få overlevende at vaccinere rundt om i smittehelvedet.
Læs næste afsnit

3 kommentarer

1. Loui

   23/08/2020 kl 13:29

   Er du helt umulig at få fat i andre steder end her?

   0

   Besvar kommentar
2. Kaptajn Bligh

   22/08/2020 kl 6:24

   Denne novelle/roman afsluttes så i næste kapitel, hvor jeg præsenterer læserne for et muligt fremtidssamfund efter en så voldsom epidemi.

   Og fredagen efter påbegyndes min næste historie, “Barbie”. Det er en roman, der er inspireret af den næsten legendariske, men desværre uafsluttede novelle “Sille”.
   I “Barbie” skriver jeg min egen historie, men fører min hovedperson frem til samme situation i, som Sille er i , på det tidspunkt, hvor denne novelle er blevet afbrudt. Og derfra giver jeg MIN fortolkning af en mulig slutning.

   3+

   Besvar kommentar
   • Sofie

     22/08/2020 kl 15:20 - som svar på Kaptajn Bligh

     Spændt på at se din fremtids vision 🙂 For jeg tror sq allerede du har forudsagt Morten Messerschmidt som ny formand for DF🤔
     
     🙄

     3+

     Besvar kommentar