”Epidemien var en uhyrlig katastrofe for menneskeheden. Anderledes kan man ikke omtale en hændelse, der har dræbt 99 % af alle mennesker på kloden.”

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen
Visionsmødet havde Gunnar valgt at kalde det store møde, hvor repræsentanter for alle større grupper af overlevende var samlet i København for at snakke om fremtiden og lave aftaler om, hvilken verden de sammen skulle tilstræbe at opbygge.

Det havde jo taget tid at samle forsamlingen. Hver eneste deltager skulle naturligvis være vaccineret mindst 14 dage forud, så man med rimelig sikkerhed kunne sige, at vaccinen var virksom. Og rigtigt mange af de næsten 600 personer, der skule deltage i visionsmødet, repræsenterede ikke fungerende lande, men kun små grupper af overlevende.

Danmark var repræsenteret af den task force, der jo havde taget styringen gennem hele krisen. Altså 7 personer, idet de oprindelige 6 jo, efter Lars Bo´s hjemkomst, var blevet suppleret med ham. Sverige, Norge, Island, Letland, Skotland, Israel, Nepal, Bhutan, Taiwan og Tonga deltog med lignende repræsentationer. Det samme gjorde Isan provinsen fra Thailand, Ontario provinsen fra Canada, de to amerikanske stater, Alaska og Hawaii samt et område fra New South Wales i Australien.

Ud over disse ”lande” deltog 2 repræsentanter fra Færøerne, Grønland samt fra en række øer, hovedsageligt fra Stillehavet, men også enkelte fra det Indiske Ocean og fra Vestindien.

Men langt hovedparten af deltagerne repræsenterede små befolkningsgrupper, som havde overlevet virussen ved at holde sig isoleret. Flest fra Afrika, men der var også repræsentanten fra isolerede grupper i Rusland, Asien og både Syd- og Mellem Amerika.

Da den store forsamling var på plads i den store sal i kongrescenteret, hvor de også var indkvarterede, kom Lars Bo og Gunnar frem på talerstolene. De blev mødt med bragende bifald fra salen. Lars Bo var jo kendt og værdsat som opfinderen af den vaccine, der i sidste ende havde frelst dem alle. Og Gunnars indsats var af næsten lige så afgørende betydning. Det var jo ham, mere end nogen anden, der i de første dage af sygdommen havde anbefalet, at hvert område skulle isolere sig fuldstændigt fra andre.

Desværre havde så få lande fulgt hans anbefalinger tilstrækkeligt hurtigt, men uden disse tiltag havde ingen af dem stået der denne dag. Desuden var historien om den dramatiske befrielse af Lars Bo, og Gunnars rolle i denne, jo kendt mellem dem alle.

Gunnar præsenterede sig selv og Lars Bo. Dette var jo fuldstændigt unødvendigt, men han mente, det var den naturlige måde at begynde på. Så fortsatte han:
”Velkommen venner. Vi er jo repræsentanter for alle de grupper af overlevende, vi endnu har været i kontakt med. Der findes givetvis flere overlevende, men næppe i større grupper. Som I ved, har Corona Virusset dræbt langt størstedelen af jordens befolkning, og desværre har kun 20 lande, eller områder, der fungerer som lande, klaret sig igennem epidemien. Derudover fungerer en del øer rigtigt godt, men disse områder har naturligvis ikke alle de ressourcer, som man normalt forbinder med et selvstændigt land. Men rigtigt mange af jer, er jo kommet her som repræsentanter for større eller mindre befolkningsgrupper, der, oftest ved hjælp af at have levet isoleret, har undgået smitten. Disse grupper mangler i de fleste tilfælde helt basale ting i deres liv, og har akut behov for hjælp. Mellem de vigtigste punkter på dette møde er spørgsmålet om, hvor og hvordan disse mennesker skal hjælpes.”
Han blev afbrudt af tordnende bifald fra salen.

”Den danske delegation kender jo jer alle, og har et vist kendskab til situationen i de fleste områder, fordi det er os, der har kontaktet jer, og har fordelt vaccinen. Vi har, i et vist omfang, snakket med hver enkelt befolkningsgruppe. Dette giver os en fordel op til denne konference, som kan ses som værende meget unfair. Det er mit ønske, at alle skal forstå alle, og dette kan jo kun ske, hvis I får lidt tid sammen. Til det formål har vi i aften og i morgen forberedt et seminar, hvor alle repræsentanter kan fortælle om den gruppe de kommer fra, og om situationen i deres område. Derefter er der afsat 5 uformelle dage, hvor I kan vandre rundt og finde sammen i små grupper, og måske finde ud af, hvem der har fælles behov eller fælles ønsker.”

Igen tordnede bifaldet gennem salen. Repræsentanterne fra de små grupper havde frygtet, at de fungerende lande ville have dikteret alt på mødet. Nogen egentlig modstand ville de jo ikke have kunnet sætte op.

”Som I ved, har der under krisen været et tæt samarbejde mellem de nordiske lande. Et samarbejde, der efterhånden gradvist kom til at inddrage de øvrige lande og områder, der holdt virusset ude. Indenfor disse lande og områder, har vi løst snakket om, hvordan vi forestiller os, at verden skal genopbygges.”

Man kunne have hørt en knappenål falde. Alle i salen sad anspændte og ventede på hans næste ord.

”Hvad jeg siger nu, er dog kun min mening. Den er dog godkendt af den danske task Force og derefter af den danske regering. Meget af det jeg siger, har jeg forelagt for de lande, der har kæmpet på vores side i krisen, men jeg har ingen formel accept fra noget lands side.” Gunnar gjorde en pause. Det glædede ham, at forsamlingen var så anspændte og opmærksomme, og at der ikke endnu var kommet mishagsytringer.

”Naturligvis var epidemien en uhyrlig katastrofe for menneskeheden. Anderledes kan man ikke omtale en hændelse, der har dræbt 99 % af alle mennesker på kloden.” Igen gjorde han en pause.

”Nu må i ikke misforstå det næste jeg siger. Jeg begræder de døde, og ved, det er det grusomste, der er sket i menneskets historie. MEN…

Jorden var i en frygtelig knibe. Alle talte om klimakrisen. Men kun ganske få lande forsøgte at bekæmpe årsagerne til den krise. Og lidt gemt væk, fordi alle snakkede om klima, var jordens råstoffer ved at slippe op, og en af de største masseudøender i klodens historier var i gang, fordi det evigt stigende antal mennesker brugte hver eneste kvadratmeter af jorden, og udryddede dyre- og plantearter.

Plastforurening var ved at kvæle havene, og luften var giftig af forurening på store områder af kloden.
Vi skal sørge over de døde. Men jeg vil, uden at det skal misforstå det sige, at virusset har givet menneskeheden en ny chance. Vi var i gang med at ødelægge den smukke klode, vi havde arvet. Dræbe dyr og udrydde planter. Gøre landjorden til landbrugsørkener, hvor under 20 plantearter fyldte alt.

Forurene og dræbe havene. Og vi ændrede klimaet, hvilket var den eneste af ødelæggelserne, vi viste opmærksomhed.

Nu er vi, i runde tal, 100 millioner mennesker på kloden. Set fra et biologisk synspunkt et langt sundere antal individer. Et antal, som kloden kan rumme og brødføde. Og samtidigt rigeligt til at sikre en diversitet af gener.”

Gunnar smilede til forsamlingen. Måske var tidspunktet ikke til at vise glæde, men han vovede det.

”Ved at befolkningstallet nu er så meget mindre, er vi automatisk langt mindre udsat for nye epidemier. Det er et faktum, at jo tættere en bestand er, og mennesker er ingen undtagelse, jo lettere kan ødelæggende sygdomme brede sig.”

Lettet mærkede han, at han havde salen med sig. Han havde frygtet protestråb. At flertallet ville have nægtet at høre på hans ord om, at sygdomme, trods sin grusomhed, også havde indebåret fordele.

”Efter min mening skal menneskeheden gribe den mulighed, som den grusomme sygdom har givet os. Vi har nu grundlæggende to muligheder:

A: Vi kan vælge at nyde den frihed vi har fået. Nyde at der er et overskud af land, som vi alle kan boltre os på. Formere os vildt, og nyde 100 eller 200 vidunderlige år, hvor vi igen koloniserer jorden.
Eller B: Lære af de seneste 500 års fejltagelser. Beslutte os til, at det nuværende befolkningstal er ideelt, og forsøge at holde det stabilt. Og beslutte os til, at meget store dele af jorden ikke skal udnyttes, men derimod være natur, så alle nulevende dyrearter får plads til at leve.”

Gunnars hjerte hamrede, da han hørte massive bifaldsytringer fra salen. De havde selvfølgeligt opfattet, at han selv var fortaler for mulighed B. Og de støttede ham.

”Min plan er, at vi, når vi mødes igen til det officielle stormøde om en uge, skal lave aftaler om, hvilke områder de forskellige befolkningsgrupper skal bebo. Og så overlade alle andre områder til dyrene.”

Folk rejste sig, klappede vildt og stampede i gulvet.

Der fulgte en masse talere, men stort set alle tilsluttede sig Gunnars linje. Nogle rejste allerede territoriale krav, andre bad om hjælp til deres gruppe, men i store træk glædede alle sig nu til en uge, hvor de kunne udvikle netværk, finpudse Gunnars ide, og så til at mødes igen efter denne uge.

”Det gik fremragende, Gunnar. De ser dig som verdens leder. Pas på, det ikke stiger dig til hovedet.” Ellemann klappede Gunnar på skulderen.

”Ingen problemer. Gunnar er da ikke typen, der pludseligt tror, han er en gud.” Jan prøvede at vise en alvorlig mine.

Men sekunder efter tilføjede han: ”Han VED det!”

Jan Kongsteds humor kunne ikke holdes tilbage.

”Det var fantastisk, at de var så positive. Ingen kom med indvendinger mod tanken om, at vi nu skal forsøge at undgå befolkningstilvækst. Og de virkede også villige til at overlade størstedelen af kloden til det vilde dyreliv.” Lars Bo var begejstret.

Birgitte Hornbæk, gruppens PR-medarbejder glædede sig også. ”Vi havde jo også gødet jorden, i form af de meddelelser, vi havde sendt til dem forud for mødet.

Forsvarsminister Jens Jørgen Spøtrup brummede. ”Jeg slapper nu først af, når alle territoriale krav er aftalt. Det er så let at være enig i principperne. Men vent at se. Når vi skal aftale, hvor hver enkelt gruppe skal holde til, så vil de fleste kræve enorme landarealer. Og så bliver der alligevel ikke meget til naturen.”

”Det giver da ingen mening.” Lars Bo kunne ikke se så sort på det. ”De store befolkningskoncentrationer bor jo stadigt i de oprindelige lande. Måske ønsker nogle visse ændringer af grænserne, men det vil ikke fylde meget. Dem der bor spredt i Asien, Syd- og mellem Amerika og i Afrika er jo ikke særligt mange. Det ville være tåbeligt, hvis de f.eks. ville have det halve af Afrika som deres områder.

Task Forcen havde jo egentligt ingen opgaver. Så de hyggede sig med almindelig samtale, selv om emnet selvfølgeligt var, hvordan den nye verdensorden skulle være. De havde jo for længst afstemt deres ønsker med hinanden, og med resten af regeringen og folketinget. I den næste uge ville medlemmerne bare cirkulere mellem alle de fremmødte, og stå til rådighed med oplysninger til de mange, der i deres ødelagte områder jo ikke havde haft adgang til de samme informationer, som man havde i Skandinavien, der jo slet ikke havde været ramt af sygdommen, og hvor samfundets normale funktioner derfor stadigt fungerede.

Endelig kom dagen for det afgørende møde. Igen var det Gunnar, der styrede tingene.

”Jeg vil gerne byde jer velkommen. Dette møde er jo så ekstraordinært, at der ikke som sådan findes regler for det. Jeg vil med det samme slå fast, at egentlige flertalsafgørelser ikke kan træffes. Dette skyldes selvfølgeligt, at nogle her kun repræsenterer 50 mennesker, medens andre repræsenterer millioner. ”Han kiggede over på repræsentanterne fra Taiwan og Isan provinsen.

”Det vil derfor være klart bedst, hvis vi i alle sager kan nå til enighed. Enten ved at være fuldstændigt enige, eller ved at de, der kan se, at de er i modstrid med et klart fremherskende ønske, frivilligt bøjer af. Men forsamlingen har ikke mulighed for at tvinge nogen mod deres vilje.”
En let mumlen lød fra salen.

”På vores indledende møde, orienterede jeg salen om det ønske, som mange af de fungerende nationer har.

Jeg vil gerne præcisere det lidt:
Vi ønsker at der i verden fremover skal være det størst mulige internationale samarbejde.
Men idet de befolkede dele af kloden lige nu ligger meget spredt, forudser vi, at der stadigt vil være regionale forskelle, som bedst klares i de områder. Dette vil, efter vores mening, betyder at der stadigt er brug for regional styring, altså strukturer, der fungerer nogenlunde som ”lande” altid har fungeret. Vi foreslår altså, at folkene grupperer sig i et antal lande.”

Et voldsomt bifald i salen fortalte Gunnar, at denne tanke havde bred støtte. Hen fortsatte:

”De få lande, der har overlevet epidemien kan vælge at fortsætte efter deres gamle systemer, og indenfor deres gamle grænser. Der kan også ske ændringer, hvis befolkningerne ønsker dette. Mere indviklet er det med de mange mindre organiserede grupper af mennesker, der har overlevet i små lommer på alle kontinenter. Vedrørende dem er vores forslag:
Størstedelen af jordens areal skal holdes fri for menneskelig bosættelse. Det skal overlades til naturen i størst muligt omfang. Der kan jo, i enkelte områder, blive behov for råstofudvinding. Og både besøg ved gamle attraktioner og økoturisme skal være mulig. Vi foreslår, at ALLE arealer, der ikke ender med at høre ind under bestemte lande, fremover som udgangspunkt skal være fredede, og at enhver brug af dem KUN må finde sted efter godkendelse i et verdensomfattende organ, et slags nyt FN, hvor ALLE automatisk er medlemmer.

For at gøre dette muligt, og ligeledes for at gøre tilværelsen så god som muligt for de utallige små befolkningsgrupper, skal disse samles i et antal lande. Sammensætningen, placeringen og størrelsen af disse ser jeg som det vigtigste punkt på dette møde. Jeg forudser svære forhandlinger, men beder til at det, eftersom alle jo har givet udtryk for, at vores plan med at genoprette naturen, vil være muligt at nå frem til fornuftige løsninger.”

Igen var der voldsomt bifald fra salen. Gunnar kiggede på repræsentanterne for Danmark, Norge og Sverige. Alle så lettede ud.

Gunnar fortsatte:
”Jeg takker for den positive tilkendegivelse. Jeg foreslår, at vi springer lige ud i det, og tager fat i verdenskortet, hvor vores fornemmeste opgave er, at vi nu skal indtegne et antal nye lande og fastsætte deres grænser og beslutte, hvilke befolkningsgrupper der skal til hvert land. Vores gennemgang skal omfatte både de etablerede lande og de nye stater, vi skal oprette her i dag. Kan forsamlingen godkende at vi starter med oprettelsen af nye stater?”

Igen bifald. Ingen protesterede.

”Når vi skal til denne opgave, må vi have et fælles udgangspunkt. Og dette udgangspunkt mener jeg må være en beslutning om, om vi skal samle alle menneskene på ret få områder, eller om landene må ligge mere spredt, hvorved befolkningerne bedre kan blive tæt på de områder, hvor de tidligere har levet. Lad mig forklare tanken ved et eksempel:
Bortset fra Norden og Skotland er Europa jo næsten tomt nu. Med tanke på at gøre Afrika til et stort sammenhængende naturområde, kan vi flytte alle indbyggere fra Afrika op til Europa, og oprette det antal stater til dem, som er nødvendigt under hensyntagen til deres kulturelle og sproglige forskelle.”
Han blev afbrudt af højlydte mishagsytringer far salen.

”Og den modsatte løsning ville være at lave landende til Afrikas befolkning i Afrika. Og også her kan vi vælge mellem centralisme og spredning. Altså enten lave lande et antal forskellige steder i Afrika, eller samle menneskene i et antal lande, der grænser op til hinanden. Man kan sige, at dette spørgsmål udelukkende er for repræsentanterne fra Afrika. Men den valgte løsning vil jo også have betydning for alle andre, så selv om beslutningen må være afrikanernes, synes jeg, at alle er i deres gode ret til at deltage i debatten.”

Der var stående bifald.

Den følgende debat var langstrakt, og først 9 timer senere, efter aftensspisningen, gik en af de afrikanske repræsentanter på talerstolen.

”Som i andre vel har kunnet se og høre, har vi, der repræsentere de få overlevende fra Afrika diskuteret længe. Jeg takker for en positiv og kompromissøgende indstilling fra næsten alle deltagerne.

Jeg takker ligeledes vores danske værter for en god indsats som mæglere. Vi er ikke nået til fuldstændig enighed, men det jeg nu vil foreslå, har kun 5 repræsentanter nægtet at godkende:
Ifølge de optællinger, som de nordiske lægehold har foretaget i forbindelse med vaccinationerne, er der omkring 12 millioner mennesker i Afrika. Heraf 500.000 hvide, hovedsageligt i Syd Afrika, og lidt over en million af arabisk afstamning i det nordlige Afrika. Denne befolkningssammensætning mener vi, også skal afspejles i de nye stater, vi vil oprette. Vi foreslår at der kun oprettes 4 afrikanske lande:
Et område i Sydafrika omkring Cape Town, primært til de hvide. Men naturligvis vælger enhver person, hvilket af de 4 lande, han vil tilslutte sig.

Folkene af arabisk oprindelse skal selvfølgeligt også have et område. Fordi dette område både har muligheden for et godt landbrug og fordi pyramiderne og andre kulturminder forsat vil være et eftertragtet turistmål, foreslår vi, at deres stat skal ligge i Ægypten, i et område fra Middelhavet og ned langs Nilen. Området skal IKKE indbefatte Suez Kanalen, da den fremover skal henhøre direkte under FN, hvis den samlende organisation skal beholde det navn.

Folk fra Østafrika har jo i helt overvejende grad det fællestræk, at de enten har swahili som første sprog eller i hvert fald behersker sproget. Det vil derfor være et godt udgangspunkt for en fremtidig nation, som vi har planlagt, skal ligge ud til Det Indiske Ocean ud for Dar Es Salam i det gamle Tanzania.

Det fleste af de øvrige overlevende kommer fra Vestafrika, og derfor synes vi, at der bør oprettes et land der, som så bliver Afrikas folkerigeste stat. Der var en del, der mente, at et område i Elfenbenskysten ville være bedst, men vi besluttede, at der var mest infrastruktur at bygge videre på ved at lægge landet omkring Lagos, så det kom til at tage lidt af det gamle Nigeria, men også kyststrækningerne fra Benin og Togo.

Som sagt kunne 5 repræsentanter ikke godkende dette. De repræsenterer i alt cirka 20.000 personer.

Hovedsageligt fremførte de det synspunkt, at MEGET større arealer skulle indgå i landene, samt at der skulle oprettes mange flere stater. Dette problem har vi desværre ikke kunnet løse.”

Den afrikanske repræsentant forlod talerstolen under fuldstændigt vilde klapsalver. Flere af de etablerede lande havde forudset uløselige vanskeligheder, hvor de afrikanske repræsentanter ville have stået stejlt overfor hinanden, og havde krævet utallige lande og især gigantiske landområder. Men dette var jo slet ikke tilfældet. 4 lande i Afrika, passede jo supergodt til befolkningens størrelse og sammensætning.

”Jeg takker for den fornemme redegørelse for ønskerne fra den afrikanske befolkning. Og jeg synes, I har nået frem til en løsning, der simpelt hen er genial. Den endelige grænsedragning kan vi i detaljer tage senere. Jeg mener, at vi, som det sidste punkt på vores møde, skal indstifte et forberedende organ for fremtidens ”FN”. Og så kan hvert af de nyetablerede lande snakke grænsedragning med dette organ.

De 20.000 utilfredse må komme med deres ønsker om, hvilket område de vil bo i. Det kan blive et af de 4, der nu er blevet udvalgt, eller de kan få et femte. Deres ønsker om næsten at råde over hele Afrika, kan de derimod godt glemme. Sådanne ønsker vil ikke blive accepteret, så længe forsamlingen deler mit ønske om, at de største landområder skal omdannes til fri natur under styringen af det fremtidige fællesorgan, som jeg foreslår, at vi, i hvert fald midlertidigt, kalder ”Landenes Forbund”, altså LF.”

Igen voldsomme bifald, selv om de 5 utilfredse afrikanerne protesterede voldsomt.

”Så foreslår jeg, at vi genoptager mødet i morgen kl. 10.00. Her vil vi prøve at finde en tilsvarende løsning for hele Amerika, altså både syd og nord. De berørte parter kan så bruge aftenen til at nå til enighed, måske inspireret af det flotte arbejde, repræsentanterne far Afrika gjorde i dag.”

Task Force valget at samles hos Jan efter mødet. De var både glade og lettede, men også trætte.

Vietnameserpigen Mellanie var klar med lækker asiatisk mad, og inden længe sad gruppen og slappede af.
Forsvarsminister Jens Jørgen Spøtrup spurgte, om de andre virkeligt troede på, at det hele kunne gå så fredeligt.

”Det skal det, Jens.” Morten Messerschmidt var hård i stemmen. ”Hvis ikke denne epidemi har lært os, at menneskeliv er værdifulde og at krig ikke er en mulighed, så fortjener menneskeheden ikke den ekstra chance, den nu har fået. Så snart de nye lande er etableret, og vi kan mødes på en mere repræsentativ måde i det nye Landenes Forbund, må et af de første punkter være afskaffelse af alt militær.”

”Du drømmer, Morten. Der har altid været militær, og det vil der altid være.” Som tidligere militærmand kunne forsvarsministeren ikke forestille sig en verden uden soldater.

”Lad det ligge. Det er alligevel ikke os, der kan afgøre det.” Jacob Ellemann syntes ikke de skulle bruge aftenen til politiske situationer. Han trængte til at slappe af og at hygge sig. ”Hvordan går det, Mellanie. Har du fået tæmmet ham ballademageren?” Ellemann kiggede på Jan.

”Vi skal i hvert fald giftes, når verden er normal igen. Og jeg prøver at lære ham at undgå de racistiske vittigheder.”

Jan viste et påtaget skuffet ansigt. ”Må jeg så fortælle et par stykker om Hitler i stedet?”

Det kunne ingen indvende noget imod. Hitler var, ligesom Trump, altid et lovligt mål for grove vittigheder.

Jan frydede sig. Han var altid i sit es, når han havde tilhørere.
”Ved I, at Hitler var verdens største humorist?
De fleste rystede på hovedet.
”Han tog gas på 7 millioner jøder.”

Mellanie rynkede på næsen. Hun syntes, vittigheden var for grov.
”Ved i, hvorfor Hitler begik selvmord?”

Det viste de jo godt, men de vidste ikke, hvilket svar Jan ville have.
”Fordi han fik gasregningen.”

Jan kunne ikke stoppes. ”Ved I, hvorfor der lugtede af caramel i Auswitch hver onsdag?”
Ingen vidste det.

”Fordi de den dag brændte alle dem, der havde sukkersyge.”

Messerschmidt grinede højt. Han trivedes i sådanne øjeblikke. Et glas i hånden, og i hyggeligt selskab, hvor vittighederne var totalt politisk ukorrekte. ”Faktisk kunne Hitler godt vise sig venlig en gang i mellem.”

”Det er vist ikke rigtigt,” mente Mellanie.

”Jo det er.” Messerschmidt grinede dog lumsk. ”Jeg har hørt, at engang da han besøgte en koncentrationslejr, gik han faktisk en tur mellem fangerne. Han så en lille, jødisk dreng. Og så gik Hitler hen, og klappede den lille dreng på hans krøllede hår. Hitler kiggede drengen i øjnene, og spurgte, hvor gammel han var. Drengen kiggede op med sine troskyldige, brune øjne, og svarede høfligt, at han blev fem år i morgen. Hitler kiggede på drengen og svarede ”NEJ!!””

Mellanie prøvede at ramme Messerschmidt med en lammer, men han grinede bare af hendes lille hånd. Aftenen fortsatte med hygge mellem de gode venner.

Præcis kl. 10.00 indledte Gunnar dagens møde.

”Jeg var superglad for forløbet af mødet i går. Jeg synes, at afrikanerne har vist os vejen til, hvordan vi skaber en bedre verden. Jeg håber, at vi i dag finder en lige så god løsning for folk i Amerika. Har i aftalt, om vi skal begynde med de stater, der reelt har været fungerende lande i den sidste tid, eller med de mindre befolkningsgrupper?”

En repræsentant for Alaska sagde, at staterne selv mente, at de havde færdige planer for deres egen fremtid. Og at han var blevet valgt til at fremlægge den.

”Sygdommen har jo hverken været i Alaska eller på Hawaii. Og et stort område i det sydøstlige Ontario klarede også at isolere sig selv helt. Disse tre områder har besluttet, at de ønsker at blive tre selvstændige nationer i den nye verden. Der skal altså ikke eksistere noget USA længere. Og vores grænser er simple. Hawaii beholder naturligvis det område, som ø kæden dækker. Alaska er tyndt befolket, men vi ønsker alligevel at beholde hele arealet, fordi folk allerede bor spredt ud over meget store dele af staten. Ontario derimod ønsker kun at beholde det areal, de holdt isoleret far sygdommen, altså den østlige halvdel, begrænset i syd af de store søer og i nord af Hudson bugten. De få overlevende, der er i Canada har valgt, at de gerne vil leve i dette nye Ontario.”

Gunnar smilede. Bedre kunne det jo næsten ikke være. ”Hvad så med de mennesker, der er i resten af USA? Mine folk oplyser, at fem millioner overlevede ved at opsøge isolerede områder.”

Repræsentanten fra Alaska havde svaret klar. ”Vi har talt med alle, der er til stede her. I lighed med os fra Alaska og Hawaii, ønsker de IKKE noget USA. Nogle føler sig knyttet til Østkysten, andre til vestkysten. På østkysten ønsker de et landområde omkring New York, og på Stillehavskysten vil de opbygge et andet land i det sydlige Californien. De ønsker en stat der går fra den gamle grænse til Mexico og op til byen Santa Maria.”

På tilsvarende måder blev 4 lande lavet i syd- og mellem Amerika. 2 i det tidligere Rusland og 4 i østen.

Australierne valgte at bebo en del af New South Wales, og Taiwanerne og New Zealænderne ønskede blot at beholde deres lande.

Israel mente derimod, at deres område var for tæt befolket, men ingen havde indvendinger mod, at Israel valgte at indlemme dele af Libanon og Jordan i deres land.

”Så mangler der bare os i Europa.” Gunnar smilede, for her havde parterne jo diskuteret emnet grundigt. ”Vil en repræsentant for Skotland fortælle os om deres ønsker?”

”Eftersom der stort set ikke er overlevende i England eller Wales, men derimod en del af engelsk og skotsk nedstamning rundt om i verden, som nu ønsker at komme hjem til Storbritannien, ønsker vi at Skotland herefter skal dække hele det areal, som Skotland, England og Wales tidligere dækkede.”

Der lød enkelte protester over, at et land viste så stor grådighed i form af ønsket territorie, men dette var aldrig alvorligt.

De løse grupper fra Europa enedes om at oprette 2 lande, og begge grupper valgte det behagelige middelhavsklima. Et land blev skabt i det sydlige Grækenland, det andet i området omkring Rom.

”Endelig er der os selv. Os der har ført an under Coronakrisen.” Gunnar smilede, og ud fra en indgået aftale, kom der nu en repræsentant fra Norge, Sverige, Island, Færøerne, Grønland og Letland op til talerstolen.

”I andre har valgt at oprette selvstændige nationer. Her i Norden har vi valgt at gå den anden vej. Grønland og Færøerne var jo i forvejen en del af det danske rigsfællesskab. Og samarbejdet mellem de 3 skandinaviske lande har jo altid været tæt. Vi har besluttet os til, at tiden er inde til at lave et samlet land. Flaget bliver Dannebrog, og hovedstaden bliver København.”

Sveriges repræsentant trådte frem. ”Danmark får nu ikke det hele. Den nye stat får ”Du gamla, du fria” som nationalmelodi, og idet denne smukke sang jo ender med ordene ”Jeg vil leve, jeg vil dø i Norden”, har vi valgt at den nye nation skal hedde Norden, og at navne som Danmark, Norge, Island Sverige og andre fremover betegner disse landsdele.”

Islands repræsentant trådte frem. ”Sproget bliver et fælles skandinavisk sprog, hvor vi vælger de ord, der bedst kan forstås af de fleste. Og ved samme lejlighed fjerner vi alle de mærkværdigheder, som de nordiske sprog er plaget af. Hvor det er muligt, søger vi at inddrage ord fra Islandsk, idet dette sprog jo ligger tættest på det oldnordiske sprog.”

”Og fra færøsk,” skyndte færingen at indføje.

”Der bliver nok ikke brugt så meget fra Letland eller de Baltiske lande i det hele taget. Men vi er glade for at blive taget med i samarbejdet. I det mindste faldt Dannebrog jo ned i de baltiske lande.”
Gunnar smilede og tog ordet igen. ”Den nye stat vil havde de arealer, disse lande allerede har. Og så ser vi Østersøen som vores ”Mare Nostrum”. Derfor ønsker vi at inddrage landarealerne omkring dette hav i vores nye land.

Der var kun få protester mod dette. Mødet blev afsluttet med aftaler om, at de velfungerende lande skulle klare flytningen til, og hjælpe med opbygningen i de nye lande. Og at hvert land skulle sende repræsentanter til det første møde i Landenes Forbund, hvor hovedlinjerne for den nye verden skulle aftales.

I Gunnars hyggelige stue mødtes Task Forcen op til det første møde i Landenes forbund. Selv nu, hvor landet Norden var blevet etableret, og en ny regering var blevet valgt, var tilfredsheden med det arbejde, som Task Force havde lavet, så stor, at gruppen havde fået beføjelser til at lave deres afsluttende arbejde omkring dette møde. Gruppens naturlige myndighed blev måske også styrket af, at Jacob Ellemann, med overvældende flertal, var blevet valgt som Nordens første statsminister, ligesom Lars Bo, om end modvilligt, var blevet valgt som sundhedsminister. Gunnar var af de øvrige delstater i Norden blevet foreslået som kandidat til statsministerposten og bagefter til posten som sundhedsminister, men han havde afslået begge forslag, idet han ønskede at koncentrere sig om arbejdet med Landenes Forbund.

Deltagerne til mødet i Landenes Forbund havde været i København i en uge, og der havde været holdt utallige forberedende møder. Både officielle og uofficielle.

”Har du fået de aftaler igennem, som du ønsker, Gunnar?”

”Det har jeg. Og jeg håber, vi er på vej til en bedre verden.”

”Gider du nævne de bedste fremskridt, Gunnar?” Mellanie var som sædvanligt til stede, selv om hun jo ikke havde plads i gruppen.

”Alt det jeg siger nu, forudsætter det bliver vedtaget i morgen. Men det er jeg overbevist om at det bliver. Jeg vil kort i punkter nævne det jeg har fået igennem:
Landenes forbund vil vedtage, at de 32 etablerede lande er selvstændige, suveræne nationer, der dog skal samarbejde meget tæt i netop Landenes Forbund.

Alle områder, der ikke ligger indenfor noget af landene, er internationalt territorie, og henhører under Landenes Forbund.

Det vil være muligt at besøge turistmål i disse områder, ligesom økoturisme vil være muligt, men under streng styring.

Vi vil forsøge at genskabe de naturlige økosystemer, der herskede i de forskellige områder, før menneskets indblanding. Som eksempel at fjerne alle de dyrearter, som mennesket har bragt til Madagaskar.

Vi vil med tiden forsøge, om vi kan genskabe nogle af de dyrearter, der er uddøde indenfor den senere tid ved hjælp af genteknologi.

Eksperter fra Sverige og Israel skal rejse jorden rundt, og afmontere både atomkraftværker og atomvåben. Fremover skal ingen af tingene bruges på jorden. En lille gruppe forskere vil dog fortsætte forskningen i fredelig brug af atomkraft, specielt med henblik på rumrejser.

Det er en hensigtserklæring, at alle landene skal tilstræbe at holde deres befolkningstal nogenlunde stabilt.

Alle lande skal bestræbe sig på udelukkende at anvende vedvarende energikilder, hvilket nok bliver relativt let, nu hvor det samlede antal mennesker er klart under 150 millioner.

Både floder og have skal renses for alt det lort, vi har udledt i dem, specielt plastic. Og samtidigt skal de gamle bestande af fisk genoprettes. Indtil dette er opnået, styrer Landenes Forbund hvor og hvor meget der må fiskes. Når bestandene er på plads igen, burde det fiskeri, der er brug for til det nye befolkningstal, ikke kunne true bestandene i havet.

Hvalfangst er helt forbudt.

Hvert land har sit eget juridiske system. Det kan Landenes Forbund ikke blande sig i. Dog er det aftalt, at hverken fysiske straffe eller dødsstraf har nogen plads i den nye verden.

Alt avanceret militær afskaffes. Landenes forbund har indført et totalt forbud mod atomvåben, missiler, raketter og bomber. Og alle lagre af biologiske og kemiske våben er tilintetgjort.

Desværre bliver landene nødt til at have en vis våbenmagt. Uanset om de kalder det militær eller en udvidet politistyrke. Forhåbentligt skal de aldrig bruges i konflikter mellem landene, men vi skal til enhver tid være stærkere end enhver tænkelig gruppering af kriminelle.

3 dage senere, efter det store, afgørende møde, mødtes den gamle Task Force igen hos Jan Kongsted. De havde naturligvis talt lidt sammen, men alle havde de haft travlt med møder med repræsentanter for alle de nye lande. Først nu kunne de puste ud, og nyde deres succes. Finn Nielsen, der jo havde haft stor indflydelse under hele krisen, deltog også i ”sejrsfesten”.

Jacob Ellemann var stadigt helt overstadig. ”Hvorfor holdt vi det store møde, Gunnar? ALT blev jo ordret, som du havde fortalt os inden mødet. Det virker, som om du sidder som enerådende formand for Landenes forbund.”

Gunnar smilede. ”Ja, formand er jeg. I hvert fald de følgende 4 år. Men forhåbentligt ikke enerådende.

Jeg tror, det er en naturlig mekanisme, at de mange uerfarne, nyvalgte politikere fra de nydannede lande, tillægger mig stor betydning, som et symbol på sejren over Corona. Derfor fulgte de mine forslag. Om 4 år vælger de en anden formand, og til den tid vil demokratiet fungere mere normalt.”

”Det må være skønt at have den rolle som helgen og frelser.” Morten Messerschmidt klappede Gunnar vildt på skulderen. ”Men jeg må indrømme, at du har udnyttet den smukt. Det er en flot verden, du har indrettet. Et virkeliggjort Utopia.”

”Har i overvejet, om der kunne tænkes andre styreformer end demokrati?” PR-chefen Birgitte havde åbenbart gjort sig de tanker.

”Jeg har i hvert fald tænkt på det. Hele det 21.ende århundrede, og vel egentligt også det 20.ende, er fyldt med eksempler på, hvor dårligt demokratiet virker. Politikere er blevet valgt på billige sloganer af store befolkningsgrupper, som overhovedet ikke havde sat sig ind i noget som helst. Problemet er bare, at hverken jeg eller andre i Landenes Forbund har kunnet finde et bedre alternativ til demokratiet. Kan I?” Gunnar kiggede spørgende på de andre.

Gruppen delte hans tanker, men kunne heller ikke anføre noget bedre alternativ.

”Det bliver nok snarere indenfor økonomien, at vi skal genopfinde samfundet efter epidemien.” Det var Finn Nielsen, der bragte dette emne op. ”I første omgang skal i jo skabe en valuta. Ja, allerførst afgøre, om jorden skal have en fælles valuta, hvilket jeg ser som en klar fordel, eller om hvert land skal have sin. Derefter skal økonomien på en måde nulstilles. Gamle mellemregninger mellem de lande, der nu eksisterer, giver ingen mening, nu når 95 % af alle lande er forsvundet. Det ville f.eks. være meningsløst, hvis Alaska, Hawaii, New York og Californien skulle hænge på den enorme statsgæld fra det gamle USA. Jeg kan ikke se bedre, end at alt må nulstilles.”

”Det får du jo stor indflydelse på, Panikker. Du har jo næsten monopol på alt med IT, fjernsyn og telefoni. Og ejer andele i alt andet.” Jan grinede til sin gamle ven.

”Ja, det har jeg. I første omgang vil jeg bruge min position, til at lave et samfundssystem i Norden, hvor ingen kan være arbejdsløse mod egen vilje. Enhver arbejdsløs skal have tilbud om arbejde på en af mine fabrikker, som skal fordeles endnu mere finmasket ud over vores nye nation. Og den samme løsning skal tilbydes alle andre lande. Alle der kan arbejde, skal have mulighed for at gøre det. Og alle, der ikke kan, skal have en borgerløn.” Finn grinede til Jacob Ellemann. ”Ja, jeg ved godt, at det sidste er noget politikkerne beslutter, ikke jeg.”

”Tror du, din position i verdenssamfundet vil blive accepteret?” Mellanie kiggede på Finn, næsten anklagende. ”Tror du, at landene og borgerne i det lange løb vil acceptere, at et enkelt menneske næsten ejer hele kloden?”

”Ro på, Mellanie. Jeg ejer ikke det hele. Men helt sikkert en meget større andel end før krisen. Og allerede dengang var mit firma alt for dominerende. Siden industrialiseringen har rigdommen og indflydelsen samlet sig hos meget få, ufatteligt rige mennesker. Og globaliseringen og informationssamfundet i det 21.ende århundrede gjorde det meget værre. Allerede i år 2020 var en ufattelig stor del af verdens rigdomme samlet hos klodens 10 rigeste mænd. Og mit firma opkoncentrerede så rigdommen endnu mere.” Finn havde tænkt meget over disse ting, og også diskuteret dem med Gunnar og Jan. ”Jeg vil gerne være med til at forme vores nye samfund i bestemte retninger. Ligesom Gunnar har jeg nogle idealer for det nye samfund, som jeg gerne vil hjælpe med at indføre. Men bagefter må mit forretningsimperie opbrydes, og der skal indføres regler, så firmaer ikke kan få en så dominerende position.”

Finn Nielsen kiggede på Gunnar og Jan. ”Ligesom man bør tænke over, om demokratiet NØDVENDIGVIS er den bedste styreform, synes jeg også, vi alle skal tænke over, om penge er en nødvendighed i den nye verden. Jeg har ingen færdig løsning på, hvordan et samfund kunne fungere uden et betalingsmiddel. Men jeg tænker ofte over, om det ville være muligt.”

”Er du blevet kommunist på dine gamle dage, Finn?” Messerschmidt grinede drillende til Finn, som han også havde fået et nært forhold til.

”Nej, bestemt ikke. Total statsstyring er vanvittig. Men måske kunne vi opfinde noget andet. I hvert fald synes jeg, samfundet skal ændres. Vi opfandt en million ting, der skulle gøre vores liv lettere. Men alligevel arbejdede vi mere og mere. Jeg synes, at et af de vigtigste mål med samfundet skal være, at arbejdstiden skal sættes ned. Og med en lille smule omorganisering ved jeg, at vi kan indføre en 20 timers arbejdsuge, og alligevel få tingene til at virke.”

”Det forslag støtter jeg.” Det var Birgitte Hornbæk. ”Og nogen vil blive overraskede. For når folk får så meget fritid, vil nogle af dem begynde at løse samfundsnyttige opgaver helt frivilligt, hvilket igen vil lette presset på det organiserede arbejde. I den sidste ende kan vi måske nå til et Utopia, hvor alle opgaver løses af folk, der har lyst til dette.”

”Måske,” sagde Finn tvivlende. ”Det kan måske komme, men jeg ved det ikke. Derimod ved jeg, at 20 timers ugen kan indføres næsten omgående.

Vennerne slappede af, og havde det skønt. De delte en inderlig tilfredshed, med den retning, den nye verden var ved at tage. Med høje champagneglas hilste de muntert på hinanden.

”Ved i hvad det ondeste i verden er?” Jan kiggede på de andre.

Endnu en af hans vittigheder? Men den her kendte Gunnar ikke.

”Coronavirus. Det har lige dræbt 10 milliarder mennesker.”

Selvfølgeligt var det rigtigt, men det gav ikke meget mening at jan nævnte det nu, og det var da ikke sjovt.

”Ved i hvad det bedste i hele verden er?”

Ingen kunne regne ud, hvor Jan ville hen.

”Coronavirus.”

Jan holdt en pause, for at lade vennerne undre sig over det bizarre udsagn.
Han smilede. ”Corona er noget lort. Men I må da indrømme, at sygdommen har skabt en vidunderlig verden, hvor mennesket nu har fået en ny chance for at leve et liv i balance med naturen.
Historien fortsætter under reklamen

Glade skålede vennerne på dette. De ville i hvert fald arbejde for, at det nye samfund blev bedre end det gamle.

5 kommentarer

1. Emil

   29/08/2020 kl 15:14

   Godt arbejde Kaptajn. Har vidst ikke fået smidt en kommentar på denne serie før nu selvom jeg har læst hvert eneste afsnit. Det beklager jeg. Jeg nød den. Glæder mig til at læse din næste serie.

   0

   Besvar kommentar
2. Chris

   29/08/2020 kl 14:29

   Oh! Respekt!!!👍

   0

   Besvar kommentar
3. Kaptajn Bligh

   28/08/2020 kl 16:23

   Så er min lille roman om udviklingen i forbindelse med en mulig fremtidig pandemi afsluttet. Det har glædet mig at kunne se, en del læsere har fulgt med hele vejen. Og jeg er lidt spændt på at se, om nogen har meninger om den fremtidsutopi, jeg beskriver her.

   På næste fredag begynder min næste roman, “Barbie” at udkomme. Jeg har arbejdet med den i 3 år, og er rigtigt spændt på at høre læsernes kommentarer.

   4+

   Besvar kommentar
   • Chris

     28/08/2020 kl 17:58 - som svar på Kaptajn Bligh

     3 år!! Hold da fest. Øh hvor mange afsnit kommer den så i??

     3+

     Besvar kommentar
     • Kaptajn Bligh

       28/08/2020 kl 22:21 - som svar på Chris

       Selvfølgeligt har jeg ikke skrevet på den hele tiden. Men jeg fik ideen til romanen for 3 år siden, og skrev dengang de første 9 kapitler. Disse er siden blevet læst og kommenteret af flere af mine faste læsere, hvorefter jeg har ændret dem ud fra de råd, disse læsere gav mig. Jeg har afsluttet 23 kapitler, og vurderer, at romanen i det hele vil komme til at fylde mellem 30 og 35 kapitler.

       Jeg har arbejdet ekstremt omhyggeligt med hvert kapitel, specielt fordi historien er inspireret af den næsten legendariske novelle “Sille”, og at tanken er, at jeg, gennem MIN novelle, skal give et muligt svar på, hvordan “Sille” kunne være endt, hvis forfatteren havde fået den skrevet færdig. Og det ville næsten være blasfemi, at udgive noget, hvor afslutningen er tænkt som en mulig fortsættelse af “Sille”, uden at det nye materiale er gennemarbejdet med forfatterens yderste omhu.

       2+

       Besvar kommentar