Gennem 5 dage var himlen over de tre stater rammen om et luftslag, som aldrig var set større. Flyene fra den europæiske tropper var de allermest avancerede der fandtes

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
Eller læs fra begyndelsen

Det var blevet bestemt, at personerne i karantænehuset skulle blive der til den 5/4.

Lars Bo, John Petit og Barton følte sig jo næsten ikke isolerede. De var i gang i laboratoriet næsten i døgndrift. Og for hver dag der gik, følte de sig mere og mere sikre på, at det spor Lars Bo havde fulgt, kunne føre frem til en virksom vaccine. Faktisk passede dagen for deres ”frigivelse” dem fremragende. Omkring denne dato forventede Lars Bo, at de ville være klare til at indsprøjte vaccinen i mennesker for første gang.

I den første test ville de kun skulle bruge et lille antal forsøgspersoner. De havde valgt tallet 8. Meningen med den første test var nemlig ikke at undersøge vaccinens beskyttende virkning, men udelukkende at undersøge, om der var øjeblikkelige, alvorlige bivirkninger ved den. Modsat ved almindelige udviklinger af vaccine, ville de ikke her kunne vente og undersøge eventuelle langtidsvirkninger, men måtte, så snart de så, at medicinen ikke skadede patienterne indenfor de første uger, sætte gang i selve testningen af vaccinens virkning. I denne face ville de lade 100 personer vaccinere, og 3 uger senere udsætte disse hundrede for smitte. Modsat alle andre medicinalske forsøg, behøvede de ikke til dette forsøg nogen test af en sammenlignelig gruppe, der blot havde modtaget placebo. For de vidste jo på forhånd, at uden vaccinen var resultatet af smitte døden. Vaccinen ville have bevist sin værdi, hvis størstedelen af de vaccinerede overlevede. Men selvfølgeligt var det Lars Bo´s mål, ønske og forventning, at ALLE vaccinerede overlevede. I forvejen havde han det frygteligt med, helt bevist at skulle udsætte forsøgspersonerne for den grusomme, tilsyneladende 100% dødelige sygdom.

Gunnar holdt sig løbende orienteret om sygdommens hærgen rundt om på kloden. Han ringede hidsigt rundt til regeringschefer med begrundede opfordringer til at dele landene op i mange forskellige isoleringszoner. Ligeledes havde han kontakt til præsidenten på Taiwan, som han inderligt takkede, dels for de droner, de havde brugt under befrielsen af Lars Bo, John Petit og Tam, dels for den skibsladning militære droner, som Danmark nu havde modtaget. Med Ruslands meget aggressive udmeldinger føltes det godt at have dette forsvarssystem som supplement for Danmarks eget forsvar. Ikke at Gunnar gjorde sig nogen illusioner om, at Danmark skulle være i stand til at afvise et eventuelt angreb fra russisk side. Rusland ville med sikkerhed vinde, hvis der udbrød åben krig. Men med det stærkt opgraderede danske forsvar, nu suppleret med Taiwans avancerede droner, ville Danmark kunne gøre betydelig modstand, og også tilføje Rusland betydelige tab.

Den 5/4 var den store dag, da alle de isolerede kunne forlade karantænestationen. Lars Bo skulle bruge tre dage til lige at nå at hilse på sin familie efter de mange år i Kina. Derefter ville han drage til Letland, hvor han skulle lede forsøgene med hans vaccine på den nyetablerede forskningsstation. Barton og John Petit var med det samme taget derud.

Gunnar brugte selv et enkelt døgn på sin familie. Mere syntes han ikke han kunne ofre i den nuværende situation. Han havde jo heller ikke været væk specielt længe. Den 7/4 havde Jacob Ellemann indkaldt hele folketinget til en stor orientering.

Ellemann indledte selv mødet, og orienterede om, hvad regeringen og dens Task Force havde lavet siden den seneste folketingssamling.

”Som i ved fra medierne, er smitten desværre udbredt i hele verden nu. Jeg kan måske give jer mere opdaterede og mere pålidelige oplysninger end dem i har fået fra medierne.

På Taiwan er 4 millioner døde. Men kun i de to zoner, der blev angrebet lige efter at kineserne havde sendt de 3 smittede. Resten af øen er stadigt isoleret fra smitten. Kina er meget hårdt angrebet, kan vi se fra satellitbilleder. Men deres regering hævder stadigt, at de kan kontrollere smitten. Indien er ligeledes meget hårdt ramt, og det er det meste af Asien egentligt. Dog er der områder i Japan og i det nordøstlige Thailand, der er holdt fri for smitte.

Australien har valgt at opdele landet i isolerede regioner, og foreløbigt er kun 3 regioner smittede.   USA og Canada er hårdt ramte. De lavede opdelingen for sent, men endnu er der store områder, der ikke er ramt. I Mellem Amerika, Syd Amerika og Afrika raser smitten. Det er svært at få overblik over situationen, men det ser ikke godt ud.

De arabiske lande er alle angrebet, men vi ved ikke hvor hårdt. Israel har holdt deres grænser fuldstændigt lukkede, og har holdt smitten ude. Smittetrykket er voldsomt i både Palæstina, Libanon og Jordan, og store flokke af panikslagne sygdomsflygtninge har forsøgt at nå ind i Israel. Dette land har dog ikke turdet lade de flygtende komme ind, hvilket har resulteret i voldsomme nedskydninger langs grænserne.

Vi mener, at Rusland er ret hårdt angrebet, men har ingen pålidelige rapporter derfra. Danmark, Norge, Sverige, Island, Grønland og Færøerne er uden smitte. Det samme er den vestlige del af Letland og den nordlige del af England. Østeuropa er hårdt angrebet, medens der er enkelte tilfælde i resten af Europa.

Efter at de tre fra forskningsstationen kom til Danmark, har vi udsendt pressemeddelelser om, at kineserne havde løjet med hensyn til den internationale forskningsstation, og at forskerne var i live på det tidspunkt, hvor kineserne rapporterede dem døde. At kineserne holdt dem som fanger under umenneskelige forhold. Vi har krævet, at kineserne omgående frigiver de forskere, de har fanget efter flugten. Vores meddelelse med tilhørende videodokumentation har ophidset kineserne voldsomt, og de opfører sig meget truende.

Vi har modtaget meget direkte trusler fra både fra Kina og Rusland. Kinas trusler mener forsvaret, at vi kan tage roligt i forhold til de første uger. Derimod er Rusland trusler meget konkrete. De har store dele af deres hær opstillet i området tæt på de tre baltiske stater, som de også påstår har opført sig fjendtligt overfor Rusland. Og speciel Letland, hvor Danmark har rigtigt mange soldater udstationeret, har vækket Putins vrede.

Jeg kan dog sige, at den last af droner, vi har modtaget fra Taiwan, nu er fordelt mellem et antal stationer, og at vores forsvar er forbløffet over den militære styrke, som dronerne indebærer. Naturligvis vil det danske forsvar ikke kunne vinde en krig over Rusland, men det er generalernes mening, at vi vil kunne yde betydelig modstand, især hvis de mange EU-soldater, der er udstationerede i Baltikum og eventuelt dem fra Polen, hjælper os i kampen.

På stationen i Letland havde Lars Bo overtaget styringen. Utroligt mange, både blandt Letlands befolkning, og blandt stationens danske medarbejdere, havde meldt sig som testpersoner til den første face af testningen af virusset. Denne face indebar jo heller ikke kontakt med smittede, så testpersonernes risiko bestod jo udelukkende af eventuelle bivirkninger ved vaccinen.

Lars Bo stod selv for at indsprøjte vaccinen i de 8 udvalgte forsøgspersoner, som derefter skulle være under minutiøs overvågning gennem de følgende 14 døgn.

”Kunne vi ikke springe den del af testningen over?” John Petit og Barton ville gerne pace udviklingen af vaccinen yderligere. ”Hvis vi i stedet gav vaccinen til de 100 udvalgte forsøgspersoner, lod dem blive udsat for smitte, og så overvågede dem lige så tæt bagefter. Så ville vi jo på samme tid se, om vaccinen virker og om der er bivirkninger. Og vigtigst. Det ville spare 14 døgn i udviklingen af vaccinen.”

Baggrunden for de to franskmænds iver var selvfølgeligt, at sygdommen fandtes i deres hjemland. Endnu var der ikke enorme antal af dødsfald, men de vidste alle tre, at dette ville ske i løbet af den næste tid.

”Jeg forstår jer godt. Men det ville være lægeligt uetisk at udsætte 100 for et stof, der måske kan gøre dem syge, ja, i værste fald dræbe dem. Jeg synes det er slemt nok, at jeg har udsat 8 personer for risikoen.”

”Vi forstår dig godt, Lars Bo. Du handler ud fra de lægeetiske regler, vi er blevet indprentet hele livet, men fordi du ikke vil risikere 100 liv, dør måske millioner af mennesker.”

”Jeg er ked af det, venner. Men jeg har mine retningslinjer, og dem er jeg nødt til at følge.”

Gennem de næste 14 dage blev enhver lille ændring i forsøgspersonernes helbred overvåget nøje. Og da de 14 dage var gået, Kunne Lars Bo stolt og glad meddele, at vaccinen ikke havde bivirkninger, der kunne konstateres på kort sigt.

”Og vi må desværre gå på kompromis med de normale forskningsregler, og satse på, at der ikke er alvorlige langtidsskader ved produktet. Vi vil omgående give de næste 100 personer vaccinen.”

Nu skulle disse 100 forholde sig i ro i 20 dage. Teorien var, at deres krop i løbet af 2 uger ville nå at danne antistoffer mod virussen. Efter de 20 dage var der planlagt en tur for de 100 ud i den smittebefængte østlige del af Letland. Det var forudset, at der på denne tur kunne opstå voldsomme situationer, og derfor var 20 frivillige soldater blevet udvalgt til at være mellem de 100. Så var håbet, at disse 20 med våben i hånd kunne få holdet sikkert hjem igen.

I København var regeringen trykket over situationen. De russiske soldater stod på grænsen til både Estland, Letland og Litauen. Og mange gange hvert døgn udsendte Putin nye beskyldninger mod Vesten, men især mod Danmark og de Baltiske stater.

Den 24/4 kom så den melding, som den danske regering havde frygtet gennem de seneste uger. Der havde været skydning på grænsen mellem Rusland og Litauen. Naturligvis påstod russerne, at de første skud var affyret fra de baltiske soldater. Dette var sandsynligvis en kæmpe løgn, men de russiske enheder skulle jo bruge en undskyldning for angrebet. I løbet af få timer havde den russiske hær angrebet over hele fronten mod de Baltiske lande.

Der var udstationeret over 300.000 soldater fra den nydannede EU styrke i de 3 lande, og den hærenhed kom i kamp med det samme. Sammen med disse tropper udgjorde de tre landes hærenheder en formidabel styrke.

Gennem 5 dage var himlen over de tre stater rammen om et luftslag, som aldrig var set større. Flyene fra den europæiske tropper var de allermest avancerede der fandtes. Selv om de russiske jagere også var vildt avancerede, led de større tab end den fællesstyrke, de var oppe imod. Men efter 5 døgns intense kampe, begyndte den allierede luftstyrke at blive tyndere. Utallige fly var jo skudt ned. Russerne havde mistet endnu flere, men tilsyneladende kunne de tilføre nye fly og nye piloter i en uendelig strøm.

Også nede på jorden udvikledes ufatteligt blodige kampe. Tabene på begge sider var enorme. Men trods heltemodig modstand, trængte Russerne konstant fremad. Og da de allieredes luftstyrker, efter fem dages intense kampe, ikke længere kunne matche russerne, betød det, at russerne kunne støtte deres landtropper voldsomt fra luften.

Efter 8 dage var Estland fuldstændigt nedkæmpet, og russerne havde også indtaget det meste af Litauen. I Letland havde russerne indtaget den østlige del af landet. Resterne af de allierede tropper var nu koncentrerede i den vestlige del af Letland og det lille tilstødende område af Litauen, som endnu ikke var tabt.

På forskningsstationen havde de 100 testpersoner nu haft vaccinen i blodet i 10 dage. 10 dage endnu, så ville de være klar til at udsætte sig for smitten, så man kunne se, om vaccinen var virkningsfuld.

En militær leder af missionen kontaktede Lars Bo. ”Kan du flytte dit udstyr og alle tilknyttede personer til Danmark? Russerne presser voldsomt på, og vi frygter, at også denne del af Letland meget snart vil falde. Vi indsætter dronerne, vi fik fra Taiwan i dag, og det er vores absolut sidste chance.”

”Selvfølgeligt KAN vi flytte testningen til Danmark. Eller i hvert fald kan vi flytte forskerne, de foreløbige resultater, prøverne af virus og proteinerne og de 100 personer, der fik vaccinen for 10 dage siden. Men det vil være alt for farligt at hente smittede til Danmark for at afprøve om vaccinen virker. Er der ingen muligheder for, at vi kan holde dem væk? Der er da hverken faldet bomber eller missiler her.”
”Det er netop hvad der bekymrer os. Vores teori er, at russerne ved, at vi har vaccinen her. Og at de vil forsøge at få fat i den. Muligvis på eget initiativ, muligvis efter ordre fra Kina. Kan du nu forstå, hvorfor det er vigtigt at få dig til Danmark?”

Lars Bo forstod det alt for tydeligt. Hvis russerne var direkte på jagt efter indholdet af forskningsstationen, kunne de risikere de fjendtlige troppers ankomst når som helst. ”Vil det hjælpe at flytte forskningen til Danmark? Jeg tror, sygdommen hærger slemt i Rusland. Vil de ikke være så desperate, at de vil fortsætte angrebet ind på dansk territorie?”

”Det har vi bestemt tænkt på. Men desværre kan vi ikke flytte den længere væk. Der er jo ikke mange virusfri områder tilbage i verden.”

Lars Bo var rystet, men fattet. ”Jeg påbegynder evakueringen med det samme.”

12 timer senere var det hele fløjet til Danmark under massiv beskyttelse af de sidste jagerfly.

Gunnar modtog sin ven i lufthavnen. ”Vi har laboratoriet klar til dig med tilhørende boliger for dine 100 forsøgspersoner. Men situationen med sygdommen er helt ude af kontrol i hele verden. Jeg vil vide, om det er muligt at fremskynde processen?”

”Det er jo umuligt. Jeg ved, at de 100 teoretisk skulle være immune efter 14 dage, hvilket altså er om 3 døgn. Men jeg tør ikke løbe risikoen, og derfor har vi valgt at afvente yderligere seks dage.”

”Den del af din forsøgsprocedure forstår jeg. Og jeg anerkender den fuldt ud. Men efter de manglende 9 dage, så vil du lade dem blive udsat for smitte. Hvilket nok kan ske ved at sende dem til visse egne i Tyskland. Så skal de opholde sig der gennem nogle dage, til de er ret sikre på, at de har været udsat for smitte. Og endelig skal du så afvente MINDST 14 dage, for at konstatere at vaccinen virker. Er det ikke sandt?”

”Det er tidsplanen,” kunne Lars Bo bekræfte.

”Der går altså ca. 30 dage, før du har resultatet. Hvis det er positivt, og du ved, du har en virksom vaccine, hvad vil du så gøre?”

”Det ved du jo selv, Gunnar. Vi skal bygge en produktionslinje, hvor de bakterier, jeg har avlet, kan producere store mængder af det protein, som vaccinen er baseret på. Og derefter skal vaccinen pakkes sammen med injektionssprøjter og fordeles på de steder, som i politikere udvælger, skal have den først. For selv med de vildeste anstrengelser, vil der være grænser for, hvor mange doser vi kan producere om dagen.”

”Og det er her, vi kan vinde værdifuld tid, Lars Bo.” Gunnar satte sig nærmere hen til sin ven. ”Vi bliver nødt til at påbegynde fabrikationen af vaccinen lige nu. Jeg ved, at du ikke kan garantere at den virker, men vi bliver nødt til at satse. Hvis den ikke virker, er det da kun penge vi har spildt. Men HVIS den virker, hvad jeg er overbevist om, har vi sparet 30 dage. Og de 30 døgn er måske præcis det, der kan redde store dele af verden. Vi har ikke villet alarmere dig yderligere, men det ser værre ud, end du kan forestille dig det. Pandemien hærger i hele verden.”

”Det er en god ide, Gunnar. Men som du selv sagde, så kan jeg ingen garantier give, i forhold til om vaccinen virker.”

Gunnar tog direkte til sit kontor, og ringede nogle gange. Det føltes godt at vide, at kompetente mennesker nu var i gang med at forberede produktionen af vaccine. I løbet af 3-4 dage ville produktionslinjen være klar til, at Lars Bo kunne komme med de bakterieprøver, der skulle danne grundlag for produktionen.

I Letland stormede de russiske tropper ustoppeligt frem. Det massive angreb ville nå frem til forsøgsstationen i løbet af 12 timer. De angribende tropper benyttede sig stadigt ikke af bomber eller artilleri overfor det område, forskningsstationen lå i, men resten af Letland var smadret.
Historien fortsætter under reklamen

”Vi indsætter dronerne nu. Jeg tror ikke, de kan stoppe russerne. Men det er vores eneste chance. Uden dem når fjenden stationen om et døgn. Og når de ser, at forskningen ikke længere er der, vil de rette angrebet mod Danmark.” Generalen underrettede Jacob Ellemann om situationen. ”Faktisk er de første droner afsendt for ½ time siden.”