”Fremover vil han hver dag ved solnedgang dræbe en af os, lige indtil vi giver ham det, han vil have. Så når solen går ned, dør en af os.” Lars Bo lød både vred og bange.

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Lars Bo fortsatte stakåndet: ”Det eneste gode er, at jeg tror, jeg er på rette spor. Det protein jeg eksperimenterer med, ser ud til at fungere i mus. Jeg har også indsprøjtet det i mennesker, men de skal jo først have 14 dage til at danne nok antistoffer, før jeg kan forvente, at de er immune overfor smitte. Så det har jeg ikke kunnet teste endnu. Til gengæld ved jeg nu, at jeg kan få en bakterie til at danne det protein, jeg tror er virksomt.”

Gunnars hjerte bankede. Dels fordi han havde været på nippet til at ryge ud over kanten og ned i afgrunden. Dels i begejstring, fordi hans ven var i en så lovende fase af sin forskning. Men allermest i vrede over det, Lars Bo havde fortalt om kinesernes grusomhed.

”I dag sagde lederen af lejren ligeud, at han ikke troede på, at vi gjorde vores bedste for at finde vaccinen. Han sagde, at fremover vil han hver dag ved solnedgang dræbe en af os, lige indtil vi giver ham det, han vil have. Så når solen går ned, dør en af os.” Lars Bo lød både vred og bange.

Gunnar gispede. Han havde forstået på Chippa, at der ville gå 1½ dag, før de var på det sted, hvorfra dronerne kunne affyres. De to store droner havde været fremme i et stykke tid. Angrebet skulle sættes ind om natten, hvilket MÅSKE kunne passe med at de kunne angribe, næstfølgende nat. Men så ville de kun lige kunne nå det. Den mindste forsinkelse ville betyde, at angrebet ikke kunne finde sted den nat. Nu hvor han havde kontakt med Lars Bo, skulle han tage stilling til, hvilken nat han ville angribe. Og Gunnar kendte jo allerede svaret. Det ville være uansvarligt at satse alt på en hurtig aktion, når der var så meget, der kunne gå galt. Han blev nødt til at vente 24 timer mere før han lod dronerne flyve. Men det betød, at der ville dø en forsker både denne dag, dagen efter og den tredje dag. Han var ved at kaste op.

”Flere af hjælperne er blevet mishandlet voldsomt. Nogle gange bare fordi kineserne ikke synes, de har været høflige nok. Men også flere gange fordi vi, som vi to aftalte, har forsøgt at skjule vores resultater, ved at skrive vores noter unøjagtigt og med kodeudtryk for de centrale dele i forskningen. Kineserne har læst vores journaler og er rasende. De forlanger, at vi nedskriver hver detalje. Det er vildt anstrengende. Nu må vi skrive detaljerede arbejdsjournaler, hvor vi dog bliver nødt til at indflette fejl på centrale steder. Og samtidigt skrive noter, så vi selv kan gentage forskningen senere.”

Gunnar tvang sig til at tænke koldt og logisk. Det var jo muligt, ja endda meget sandsynligt, at hans ven IKKE overlevede. Så Gunnar bad om alle de oplysninger vedrørende Lars Bo´s ide og forskning, som det var muligt at give i telefonen. Derpå bad han om alle de oplysninger om lejren, vagterne og de militære anlæg, som Lars Bo kunne give.

Først derefter fortalte han om det planlagte droneangreb, og om, at han selv var i Tibet.

”Du må forstå, Lars Bo, at det planlagte angreb er vildt risikabelt. Det er slet ikke sikkert, at vi får nogen af jer ud af lejren. Men jeg tror nu nok, at nogen af jer vil kunne flygte. Dronerne angriber PRÆCIST kl. 03.00 om 2 dage. Inden det tidspunkt skal du have planlagt flugten sammen med de andre. I skal have samlet det udstyr i vil have med jer. Og mellem udstyret skal i selvfølgeligt have alle de forskningsresultater, i tror er brugbare, samt prøver af de ting i har arbejdet med. Sandsynligvis undslipper ikke alle 3 forskergrupper, så jeg synes, i skal kopiere resultaterne, så enhver, der måtte undslippe, bærer en kopi af ALLE resultater.”

”Den del forstår jeg, Gunnar. Vi forsøger at slippe væk fra lejren i ly af droneangrebet. Men hvor skal vi flygte hen? Der er vanvittigt langt til både Indien, Thailand og Vietnam. Jeg kan ikke tro, at en eneste af os vil nå frem. Bedste chance er nok at forsøge at stjæle et fly, men så vidt jeg ved, er der kun en eneste på holdet, der er uddannet pilot. Og jeg tror faktisk ikke, at noget fly vil kunne flyve ud over grænsen, uden at blive skudt ned.”

”Vores forsvarsminister belærte mig om lidt af det samme. At den kinesiske grænsebevogtning i de sydlige regioner er uhyggeligt effektiv.”

”Jamen, hvorfor så flygte fra lejren? Hvis vi ingen chance har?”

Gunnar trak vejret dybt. Han havde jo haft tid til at tænke over mulighederne. Det stod helt klart for ham, at forskernes flugtchancer var forsvindende små. Ud fra dette faktum havde han udtænkt sin plan. Men det var svært at fortælle om den. For det var en plan, hvor næsten alle lejrens beboere ville blive sendt ud på en flugt, der ikke KUNNE lykkes. Faktisk dødsdømte Gunnar dem, ved at få dem til at flygte. Han kunne kun holde sig selv ud, fordi han vidste, at disse forskeres død var endnu mere sikker, hvis han intet gjorde.

” Lars Bo. Det er første prioritet at få JER ud. Men det er tilsvarende vigtigt at få ALT vedrørende virusset og jeres mulige vacciner ud. Derfor vil jeg bede dig om at gøre følgende:”

Gunnar gjorde en pause, både for selv at være helt skarp, og for at få Lars Bo til at fange alle detaljer.

”For det første vil jeg bede dig om at lave to sæt af noter og prøver. Det ene sæt skal du have på dig. Det andet sæt skal du prøve at få ind i en af de røde droner, der, hvis alt går vel, vil stå på jorden. Så snart du har gjort det, vil vi prøve at flyve den drone tilbage til os.”

”For det andet skal du tale med de andre om, hvor de vil flygte hen. Der er kortest til Indien, men den direkte rute går gennem en del af Himalaya. De, der vælger at flygte mod Indien vil nok starte med at gå i en meget sydlig retning, før de drejer mod vest. På den måde kan de bevæge sig i begyndelsen af Himalaya, men undgå de rigtigt høje bjerge. Afstanden til Vietnam og Thailand er omtrent lige lang, men den østlige rute til Vietnam vil få jer gennem meget tæt befolkede områder. Så jeg tror at nogle vil vælge Indien og resten Thailand.”

”Jeg tror ikke, nogen kan rejse så langt gennem Kina, at de kan nå Thailand. Og selv hvis nogen nåede så langt, ville grænsen være umulig at krydse. Turen mod Indien er måske LIDT bedre. Der vil være færre fast udstationerede soldater i den retning. Men de vil jage os. Og vi er jo ikke bjergbestigere.”

”Det var netop, hvad jeg ville spørge dig om, Lars Bo. Er der én eller flere på stationen, der har været bjergbestigere? Eller bare har erfaring med trekking i høje bjerge?”

”Jeg ved at en af amerikanerne har den hobby. Han er lidt af en Rambo type. En fyr der kan leve i naturen alle steder, men især i bjergene. Hvorfor?”

”Fordi jeg har planlagt en speciel flugtrute for dig. Og den går gennem bjergene. Du skal forsøge at få den mand til at flygte sammen med dig. Bare dig og ham, eller en mand mere. Til de andre skal du sige, at I vil flygte mod nordvest ind i bjergene, og forsøge at overleve derinde. Hvis de vil vide hvad I vil opnå ved det, kan du sige, at du så håber på hjælp udefra senere, hvis Kina knækkes af virusset. Og at du ikke ønsker flere i gruppen med dig, fordi det er lettere at skjule sig i lang tid, hvis man kun er to eller tre.”

”Jeg regner ikke med, de vil tro mig. Men hvorfor er det vigtigt, at jeg fortæller den historie? For du ønsker vel ikke, at jeg skal gemme mig i bjergene?”
”Nej, Lars Bo. Jeg vi da have dig hjem. Men det er ret vigtigt, at de andre tror, i går mod nordvest.”

”Hvorfor?”

Det var svært for Gunnar at svare. ”Nogle af de andre vil blive fanget. Mange af dem, tror jeg.” Gunnar kunne ikke få sig til at sige, at han troede at de ALLE ville blive fanget eller skudt. ”Jeg kan tiltro kineserne at forsøge at tvinge fanger til at fortælle om de andres flugtruter. I værste flad ved brug af tortur. Hvis de andre hold fortæller, at i er gået mod nordvest, undgår i måske at få ekstra patruljer efter jer.”

”Uhyggeligt. Men du har desværre ret. I det små vil jeg kalde vagternes mishandling af nogle af assistenterne for tortur allerede. Og det bliver værre for hver dag. Hvor vil du have os til at flygte hen?”

”I skal prøve at flygte stik mod vest. I vil næsten komme op i bjergene med det samme. Og hvis I klarer jer 200 km i vestlig retning, vil I være oppe i de meget vildsomme Shaluli Shan bjerge. I det område vil jeres muligheder for at skjule jer for kineserne være meget store.”

”Er det ikke samme vej, man kunne flygte til Indien?”

”Nogle ville måske starte med at gå direkte mod vest. Men jeg tror det nu ikke. Jeg tror, at de, der sigter på Indien, vil gå mod sydvest. Shaluli Shan bjergene er ikke fremkommelige, hvis man intet ved om bjerge. Tro mig, også ruten mod sydvest vil sandsynligvis vise sig at være meget mere end forskerne kan klare. Desværre.
”Så det var derfor, jeg skulle have den Mountain Man med. Skal vi så søge mod Indien?”

”Ja, det kan i komme til. Men kun hvis min redningsplan slår fejl. I første omgang skal I søge frem til dette punkt:” Gunnar nævnte nogle meget præcise koordinater. ”Det er en lille, meget skjult dal. HVIS alt går som jeg håber, vil I forstå mine planer, når I når derhen. Men HVIS der ikke venter noget på jer der, og hvis du ikke indenfor et antal dage kan få fat i mig, skal I søge mod Indien gennem bjergene. Men jeg frygter, at grænsen vil blive svær at krydse. Efter jeres flugt, vil kineserne hundrededoble patruljeringen der.”

Lars Bo spurgte en del om selve angrebet, og om, hvad de skulle gøre i minutterne efter kl. 03.00 denne nat. Gunnar kunne fortælle lidt om, hvad angrebet forhåbentligt kunne udrette, men ikke rigtigt noget om, hvad flygtningene skulle gøre, bortset fra at prøve at komme væk fra lejren. Det ville blive op til dem selv. Det eneste de kunne regne med, var en voldsom ildstøtte fra dronerne, og at hegn, bomme og vagttårne sikkert var ødelagte, og at alle vagter, der bevægede sig ud i området, hurtigt ville blive skudt.

De to venner sagde farvel. Det var et svært øjeblik for dem begge. Ville dette være deres sidste samtale?

Lars Bo havde lovet at ringe igen, hvis han fik chancen. Men det var blevet sværere og sværere under tiden med de nye, onde vagter.

Gunnar sluttede samtalen. Han havde under hele samtalen fortsat hen ad den farlige bjergsti, og to tibetanere havde nervøst holdt øje med ham, idet han havde virket meget lidt opmærksom på, hvor han gik.

Sent om aftenen den næste dag nåede den gigantiske karavane frem til en dyb, lukket dal. Gunnar indså med det samme, hvor perfekt et sted, Dalai Lama havde valgt til dem. Ingen ville finde dem her. Og hvis noget gik helt galt med droneangrebet, og de eventuelt ikke kunne komme tilbage af den vej, de var kommet, ville de sikkert kunne holde sig skjult her i måneder eller år.

Han havde nu et døgn til at forberede angrebet, og at aftale detaljer med de taiwanske droneførere. Det var jo dem, der skulle udføre angrebet. Det var yderst vigtigt, at de i detaljer forstod, hvad Gunnar ønskede. Det med de fem røde droner, der skulle landes på udvalgte steder lige udenfor lejren, i det håb at Lars Bo fandt en af dem og kunne lægge rapporter og vævsmateriale i en af dem, var aftalt for længe siden.

Gunnar ønskede jo at få de tre store droner fløjet ud til den lille dal, Lars Bo skulle finde frem til. Men hvornår skulle de flyve? Før angrebet, medens kineserne tog det med ro? Samtidigt med de små droner? På dette tidspunkt var kineserne (forhåbentligt) stadigt ikke alarmerede. Eller efter de små droner. Derved undgik de jo, at de store droner vækkede kinesernes opmærksomhed, og ødelagde droneangrebets overraskelsesmoment. Men til gengæld ville muligheden for at de store nåede usete frem blive meget forringet.
Historien fortsætter under reklamen

Efter en del snak med Chippa og jægersoldaterne, blev det besluttet, at alle dronerne skulle flyve samtidigt, om end af helt forskellige ruter.

Læs næste afsnit