Dalai Lama!!
Gunnar var som minister vant til at træffe mennesker af stor betydning. Men Dalai Lama, det var alligevel specielt. Hvad ville den mand, der var set som overhovedet for mange af verdens budister dog med ham?

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Lidt starstruck fik Gunnar bekræftet, at det rigtigt nok var ham.

”Jeg har her i Tibet fået underretning om, at du har forespurgt Nepal om tilladelse til at afsende droner fra deres område. Og jeg har ligeledes fået hele baggrundshistorien om den nye Coronavirus, forskerholdet og kinesernes modbydelige opførsel. Du behøver ikke blive nervøs. Selv om lederen af Nepal valgte at fortælle mig om dette, skal du ikke se dette som et tegn på manglende diskretion. Jeg er helt sikker på, at han ikke har fortalt noget til andre.”

Dette beroligede Gunnar lidt. Han havde fået det dårligt ved tanken om, at deres projekt måske var kendt af andre.

”Jeg vil gerne høre din egen begrundelse for at ønske at sende de omtalte droner ind over Kina,” lød den afdæmpede, men dog intense stemme i den anden ende af forbindelsen.

”Det vil jeg med glæde fortælle om, ærede Lama.” Gunnar følte sig mærkeligt underlegen overfor den næsten sagnomspundne person han talte med. ”100 superintelligente og dedikerede videnskabsfolk besluttede sig til at isolere sig i Kina, for at forske vedrørende Coronavirus, og måske derved at kunne hjælpe menneskeheden til at undgå nye grusomme udbrud af denne sygdom. Jeg synes, det er forfærdeligt, at den slags mennesker nu skal være ofre for kinesernes politiske spil. Samtidigt er de fleste derude mine venner, fra den periode, hvor jeg selv var en af forskerne.”

Gunnar tøvede. ”Dertil kommer, at en af de førende forskere, Lars Bo, er en af mine tætteste venner. Vi har været som brødre i 20 år nu.”

Han trak vejret dybt.

”Venskab tæller meget. Og for mig tæller det at behandle så selvopofrende mennesker ordentligt også rigtigt meget. Men de fleste ville nok fremhæve en anden begrundelse. Disse forskere har arbejdet intenst med den nye virus. Godt nok har de ikke kendt den ret længe, men endnu har ingen udenfor Kina jo kunnet opleve virusset, så de har et stort forspring. Også fordi så mange topforskere er samlet omkring projektet. Hvis vi kan få dem ud af Kina, KAN det betyde, at vi får en vaccine. Uden vaccine risikerer vi, at milliarder af mennesker vil dø.”

Han kunne næsten føle tilfredsheden og venligheden i Dalai Lamas stemme, da denne talte:
”Tak hr. sundhedsminister. Det var en smuk begrundelse for aktionen. Jeg fornemmer, at du er et godt menneske. Tror du, der er nogen mulighed for, at et droneangreb vil føre til, at forskerne kommer ud af Kina?”

Gunnar var jo en mand, der normalt talte ærligt og lige ud af posen. Men samtidigt var han politikker, og var bestemt i stand til at vælge sine ord, så de bedst tjente hans formål. Men overfor Lamaen følte Gunnar, at han kun kunne tale sandt og fortælle alt.

”Jeg har fået at vide, at disse droner er meget effektive. Desværre har jeg også fået at vide, at de kinesiske militære anlæg på stedet er meget omfattende. Men jeg tror faktisk på, at et droneangreb kan føre til at alle, eller i det mindste en del af forskerne, kan slippe ud af lejren. Men dermed er de jo ikke ude af Kina. Jeg tror det bliver endda meget svært for dem at slippe ud af det land.”

Gunnar tænkte sig om.

”Måske er det hele tåbeligt. Jeg ved jo godt, at oddsene er imod os. Sandsynligheden taler for, at ikke en eneste forsker undslipper. Men jeg er samtidigt sikker på, at kineserne vil dræbe dem, når de ikke længere har brug for deres forskning. Fordi kineserne ikke kan tåle at blive afsløret som løgnere omkring hvad der er sket med stationen. Som jeg ser det, ville det droneangreb havde givet forskerne en lille chance. Men med afslagene fra de tre lande, er muligheden jo væk. Jeg kan ikke engang give dem den lille chance.” Gunnars stemme lød på samme tid bitter og træt.

”Dronerne kan stadigt komme afsted. Hvis du kan få dronerne gennem Indien, vil vi hjælpe dig med at få dem dybt ind i Tibet til et sted, hvor risikoen for at noget bliver opdaget af de kinesiske besættelsesstyrker er meget lille.”

Gunnar sagde intet. Han sad som lammet.

”Jeg synes, jeres projekt er helt rigtigt. Måske fører det ikke til noget. Men det mener jeg nu, at det vil gøre. Jeg tror, det er de forskeres skæbne at finde vaccinen. Og ingen kan afvige fra sin skæbne. Nogen vil slippe ud af lejren under droneangrebet, og nogle af disse vil nå ud til venligtsindede lande. Det ser jeg klart.”

Hvor det varmede. På en mærkelig måde gav Lamaens ord Gunnar tro på, at projektet ville lykkes.

”Som du ved, har Tibet været besat af kinesiske tropper i rigtigt mange år. Gennem lang tid var Dalai Lama i Nepal, fordi han ikke kunne opholde sig i Tibet. Først da jeg blev udpeget som den nye Dalai Lama ændrede situationen sig så meget, at det har været muligt for mig at opholde mig i Tibet. Men mange advarer mig. Og det er bestemt ikke uden risiko. Tibetanerne lider under den kinesiske besættelse. Der er en massiv vilje til at kæmpe mod kineserne, hvis der fandtes en mulighed. Folket i Tibet vil hjælpe dig. Os kan kineserne jo ikke straffe. De HAR allerede taget vores land fra os. Derfor hjælper vi med projektet, hvis du stadigt ønsker at se de droner flyve.”

Lamaen nævnte ikke, hvilke katastrofale følger det at hjælpe med drone-afsendelsen i værste fald kunne have for den tibetanske befolkningsgruppe. Men at både han og Gunnar vidste dette, kunne ingen tvivle om.

Fyldt af dyb taknemmelighed fik Gunnar svaret: ”Jeg ønsker i høj grad at gøre forsøget. Og jeg ved, jeg kan få udstyret transporteret med tog gennem Indien. Men der er 1200 droner, der hver vejer omkring 90 kg, plus alle styreenhederne. Og endelig 10 tunge droner, der hver kan bære en person. Vi KAN selvfølgeligt forsøge at flyve dem over grænsen, men dels har inderne forbudt mig det, og dels frygter jeg, at de uundgåeligt vil blive opdaget. Enten set, eller opfanget af elektronisk grænseudstyr.”

”Jeg havde fået fortalt, at det drejede sig om meget udstyr. De kan ikke flyve over grænsen. Og heller ikke køres i lastbiler. Jeg og mine folk har planlagt den rute, vi betragter som mindst farlig. Ad den rute vil vi næsten omgående komme op i bjergområder, der er så øde, at kineserne aldrig kommer der. Der findes ingen veje i det store område, I vil blive ført ind i. Udstyret skal bæres af Yakokser. En enorm karavane af okser. Og jeg får en stor gruppe shepaer til at vise vejen og styre okserne. Hvor mange personer vil der være med?”

Gunnar tænkte sig om. Præsidenten fra Taiwan havde fortalt, at dronerne kunne flyves ind som ”sværme”, hvor hver fjernbetjening styrede 20 droner. Han havde derfor sendt 60 mand til de almindelige droner plus 10 til de 10 store. Men Jacob Ellemann havde kraftigt insisteret på, at en gruppe danske jægersoldater skulle deltage i missionen. Ellemann ønskede ret mange, Gunnar meget færre.

”Der vil være omkring 80 mennesker med,” var det mest præcise, han kunne sige.

Der var tavshed længe, medens Lamaen tænkte.

”Jeg er betænkelig ved de store droner. De kan jo ikke bæres på Yakokser, og de stier, I skal gå ad, er for smalle og for dårlige til vogne af nogen art. Vi bliver nødt til at droppe de store droner.”

Maven krampede sammen til en hård knude. Egentligt havde Gunnar ønsket at have 100 store droner. Han troede ikke et øjeblik på, at forskerne kunne flygte ud af Kina med normale transportmidler. Den taiwanske præsident havde fået ham til at indse, at 100 store droner var umulige at bruge, uden at hele operationen blev afsløret. Men nu bad Dalai Lama ham om at opgive de 10 han havde fået med på skibet. Det var forfærdeligt. Disse 10 skulle redde Lars Bo og 9 andre forskere ud.

”Jeg kan ikke undvære dem. Som vi talte om, er selve flugten ud af Kina næsten umulig. Faktisk tror jeg ikke, at ret mange klarer den. Mit mål er, at 10 udvalgte, sammen med forskningsresultaterne og virusprøver skulle reddes til sikkerhed med dem.”

”Jeg forstår dig godt. Men jeg kan ikke se, hvordan vi skal få de droner frem. Og slet ikke 10. Kan du ikke nøjes med én, til at få resultaterne ud?”

De forhandlede et stykke tid, før de endte med, at Gunnar måtte tage 3 store droner med på toget. Ingen af dem vidste, hvordan disse så bagefter skulle komme ind i Tibet, men det besluttede de sig til at lade ligge. Måske dukkede noget op.

Gunnar fik navnet på en meget ubetydelig Indisk by, som lå omkring 5 kilometer fra grænsen. Byen udmærkede sig ved at ligge meget højt oppe i Himalayas fodbjerge, i et meget uvejsomt terræn. Og ved, trods dette, at ligge på en lille jernbane.

”Området på den indiske side af grænsen er meget øde, bort se fra denne lille by. Og på den tibetanske side (Lamaen ville ikke kalde det den kinesiske side), er der endnu mere øde i et meget stort område. Selv om selve transporten selvfølgeligt er en risiko, er det vores plan, at I skal gå meget langt ind i Tibet. Formålet med dette er delvist, at I så er i endnu større sikkerhed, når I forbereder aktionen. Men også, at risikoen for, at de flyvende droner bliver set med det samme, så er næsten ikke eksisterende. Dette betyder igen, at selv HVIS dronerne bliver set, kan kineserne sikkert ikke finde ud af, hvor de er lettet fra, og karavanen vil være i relativ sikkerhed.”

Det lød jo yderst fornuftigt. Selv om det eventuelt betød, at de skulle gå i mange dage af de frygtelige bjergstier, lød det alligevel som at være den rigtige løsning.

Den 17/2 var Gunnar på plads i den havneby, som lastskibet fra Taiwan skulle anløbe. Med sig havde han, efter skænderier med Jacob Ellemann, 6 jægersoldater. Gunnar havde svært ved at se nytten af dem, medens Ellemann gerne havde sendt betydeligt flere.

Til Gunnars ærgrelse og bekymring, havde han intet hørt fra Lars Bo. Aktionen kunne naturligvis ikke sættes i gang, uden at dette var aftalt mellem Gunnar og Lars Bo, således at forskerne var klar til at flygte, når droneangrebet satte ind. Han var nødt til at satse på, at Lars Bo ville ringe i løbet af den næste tid, hvor udstyret først skulle transporteres tværs over Indien i tog, for derefter at blive fragtet dybt ind i Tibet på Yakokser. I værste fald kunne han ende med at stå inde i Tibet med en masse udstyr og utroligt mange hjælpere, uden mulighed for at starte angrebet. Tanken fik Gunnar til at svede.

Han havde hørt fra præsident Kim på Taiwan, at de tre smittede kinesere nu var døde af sygdommen. Der var ligeledes fundet smitte hos flere af de personer, der omgående var blevet isoleret for at have været tæt på disse tre. Derimod var der endnu ikke fundet smitte udenfor karantænestationen. Så måske havde Gunnars advarsler ført til, at Taiwan havde undgået den grusomme sygdom.

Satellitfotos tydede på, at en voldsom epidemi rasede i Kina. Stillet overfor disse beviser måtte kineserne endelig indrømme, at der var en sygdom i landet. Men præsident Han Quang pointerede stædigt, at Kina havde fuldstændigt kontrol over sygdommen.

Selv efter denne indrømmelse fra den kinesiske regering ændrede verdens lande kun lidt på deres beredskab overfor en eventuel kommende pandemi. Den danske regering argumenterede voldsomt for total nedlukning af grænserne overfor Kina, og allerhelst også imellem alle lande. Men ingen nye lande fulgte de råd.

De virusprøver, som Taiwan havde sendt, var kommet til Danmark. Idet Gunnar jo skulle til Indien, måtte han med beklagelse, overlade det spændende arbejde med at forsøge at finde en vaccine til en gruppe af andre forskere. Men Gunnar var helt tryg. De videnskabsfolk, der havde fået opgaven, var vanvittigt dygtige. De skulle både prøve at genskabe vaccine ud fra de anvisninger, Lars Bo havde givet. Og selvfølgeligt forske selvstændigt.

Mellem Gunnars mange bekymringer for det farlige forehavende havde omladningen af udstyret fra lastskibet til indiske togvogne fyldt meget. Så han smilede næsten, da han så den travle industrihavn, hvor gigantiske kraner flyttede tusindvis af containere fra skibe over på togvogne. Ingen tog nogen notits af de fire containere, og den indiske regering havde sørget for, at de kom glat gennem tolden uden kontrol. Snart var Gunnar, de 6 jægersoldater og alt udstyret på vej nordpå gennem det enorme land.

Den uendeligt lille indiske grænseby lå så afsides, at udstyret skulle køre med fem forskellige toglinjer for at nå frem. Og idet disse ikke passede sammen, og den sidste linje kun havde meget begrænset kørsel, kunne selskabet først nå frem den 23/2, efter hele 6 dages transport. Det gode var, at de ville ankomme kl. 21.00. Både Dalai Lama og Gunnar håbede, at mørket ville give dem bedre muligheder for at komme videre med udstyret uden at vække opmærksomhed.

På stationen blev Gunnar modtaget af en gammel, rynket tibetaner, der præsenterede sig selv som Chippa. Han havde fået til opgave at føre Gunnar og dennes ledsagere over grænsen og dybt ind i Tibet.

Til Gunnars store lettelse, havde tibetaneren det hele forberedt. De fire tunge containere blev sat på lastbiler, og i løbet af ganske kort tid var de på vej væk fra den lille by. I de sidste timer, havde toget hele tiden kørt opad, idet byen lå et stykke oppe i Himalayas forbjerge. Og nu kørte lastbilerne længere op i bjergene af meget små veje, som Gunnar syntes så frygteligt farlige ud. Flere gange kørte de på kanten af dybe afgrunde. Til sidst var det ikke engang veje, de kørte på. Snarere små, klippefyldte hjulspor. Gunnar pustede lettet ud, da bilerne drejede væk fra en afgrund, og ind på en lille plads, der på alle sider var omgivet af klipper. På et sted så han en enorm samling af små, senede bjergboere. Og et andet sted stod en ufattelig mængde yakokser. Tibetanerne havde forberedt sig godt, tænkte han. Dette var et fantastisk sted til at flytte udstyret fra containerne til okserne. Et bedre skjult sted kunne vanskeligt tænkes.

”Vi KAN ikke transportere de 3 store droner på okser. Er der mulighed for at få små biler med på turen?” Gunnar måtte høre den tibetanske førers mening.

Denne smilede stille. ”Du vil forstå, hvor vanvittigt dit spørgsmål er, så snart vi kommer afsted. På stierne er der plads til en Yakokse. Ikke spor mere.”

”Jeg har aftalt med Dalai Lama, at de droner skal med. Vil de kunne passere grænsen uset, hvis de flyver virkeligt lavt?”

”Jeg har drøftet det med den ærede Lama. Lige som han mener jeg, at det er vanvittigt at forsøge at få dem med. Men Lamaen respekterer jeres aftale, og flyvning er den eneste måde, de måske kan komme frem. Vi må sende dem i forvejen, sammen med en fører og 3 dronestyrere.”

Dronerne KUNNE styres af en person oppe i dronerne. Men de valgte at fylde så meget udstyr i dem, som det var muligt. Og så lade de 3 drone førere gå på stien sammen med den tibetanske bjergfører. Denne lille gruppe skulle afsted med det samme, så hele karavanen ikke blev fanget, i tilfælde af, at de flyvende droner blev set ved passagen af grænsen.

20 minutter senere drog fire mand afsted sammen med 3 droner, der fløj kun en enkelt meter over jorden.
Tibetanerne arbejdede som gale, og også de få danskere og alle Taiwanerne hjalp med, selv om de ikke havde spor erfaring med Yakokser. Klokken 4 om morgenen kunne den enorme karavane sætte sig i gang.

Mindre end en time senere hviskede Chippa til Gunnar: ”Vi har passeret grænsen nu. Om et par timer vil risikoen for at blive set være lidt mindre.”

Gunnar kiggede sig rundt. Heldigvis var det mørkt endnu, selv om han kunne fornemme, at det snart ville lysne. Han bed nervøst tænderne sammen. En tilfældig kinesisk grænsepatrulje kunne ødelægge det hele.

2 timer senere var det næsten helt lyst. De var på en smal, farlig bjergvej med en lodret bjergside på den ene side og en dyb afgrund på den anden. Gunnar kunne bestemt ikke lide at gå der, men når tibetanerne kunne føre yakokserne af stien, kunne han selvfølgeligt også gå der. Det vigtigste var, at de ikke havde set det mindste tegn på kinesere.

”Vi er lidt fra grænsen nu. Vores chancer er blevet bedre. Men selvfølgeligt er det stadigt farligt. En så stor karavane kan jo ikke skjules. Vores eneste chance er, at der ikke er kinesere i dette bjergområde lige nu. Men her er meget øde, og de kommer her ikke ofte.” Chippa beskrev situationen for Gunnar.

De næste dage var udmattende. Gunnar havde ment, han var i god form. Men bjergvandringen var hård for ham, og han misundte den udholdenhed, som tibetanerne og jægersoldaterne udviste. Dog trøstede det ham lidt, at de fleste af taivanerne så ud til at have det endnu hårdere end han selv. Gunnar spekulerede på, om den strategi, som tibetanerne havde valgt, var den bedst mulige. Altså det med at gå så langt. For den enorme karavane var jo uendelig let at få øje på, hvis nogen kinesiske soldater var i området. Men han kunne jo ikke ændre på den plan de nu gik frem efter.

Midt under en farlig opstigning, den 26/2, ringer Gunnars telefon. Gunnar for forskrækket sammen, og var ved at vakle. Et par sten røg ud over kanten og fladt direkte i afgrunden. En tibetaner greb fat i Gunnar, der tog sig sammen og fandt balancen. Gunnar havde med vilje sat sin normale telefon på lydløs, for at støjen hverken skulle forskrække eller eventuelt kunne høres hen over bjergene. Men den specielle telefon, som kun Lars Bo kunne ringe på, havde han ikke turdet ændre på. Det ville være en katastrofe, hvis han missede et opkald fra sin ven på forskningsstationen.
Historien fortsætter under reklamen

Stemmen i telefonen lød desperat: ”Vi er fortabt. De svin har dræbt næsten 20 af os, og mishandlet os alle. Jeg ved ikke, hvor længe de andre kan hemmeligholde, at mit hold har gjort fremskridt, og tror på, at vi har fundet en vaccine.”

Læs næste afsnit

2 kommentarer

1. Sofie

   05/06/2020 kl 9:06

   Gud lever den gamle sexist endnu? ?

   2+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     05/06/2020 kl 10:02 - som svar på Sofie

     Dalai Lama sexist?????
     Men naturligvis lever han også i 2039.
     Uden at der er taget stilling til, om han er blevet genfødt.
     Det er kun kineserne, der tror, de kan styre Lamaens kommende reinkarnationer.

     0

     Besvar kommentar