Indvendigt jublede Gunnar. Det lød fantastisk. Normalt gik der jo flere måneder, før en forsker turde udtale, at han var på sporet af en vaccine

Forfatter: Kaptajn Bligh
Mail: kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Gunnar gispede af glæde. Det var skønt, at Lars Bo levede. Og tænk, hvis han virkeligt kunne finde en vaccine.

”De opfører sig som nazibødler og tvinger os til at arbejde i døgndrift. Men jeg må indrømme at vi får ALT stillet til rådighed. Selv forsøgspersoner. Agenterne siger, at der findes en enorm mængde frivillige, som vi kan teste vacciner på, hvis vi får udviklet nogle, der skal testes. Men frivilligheden er selvfølgeligt en løgn. De…”

”Dejligt at høre fra dig Lars Bo. Og jeg skal høre ALT derudefra. Men du skal også høre, hvad vi ved.” Hurtigt fortalte Gunnar om, hvad den kinesiske regering havde fortalt. At der havde været et sygdomsudbrud, at dette udbrud skulle være inddæmmet, og virussen var fuldstændigt udryddet. OG AT ALLE PÅ FORSKNINGSSTATIONEN VAR DØDE.

Lars Bo svarede ikke. Han sad som lammet. Tænkte dybt over det chokerende, han lige havde hørt.

”Så kommer vi aldrig hjem.” Han sad længe tavs. ”En sådan udmelding kan de ALDRIG ændre. At indrømme at de har løjet så groft overfor verdenssamfundet er bare ikke muligt for kineserne. De vil holde os fængslet for resten af vores liv. Eller dræbe os.”

Lars Bo kunne næsten ikke rumme det, han havde fået at vide.

Gunnar følte med sin ven. Men han havde jo haft tid til at overveje situationen.

”Hvis nogen af jer finder en effektiv vaccine, vil i omgående blive dræbt. Det kan der desværre ikke være tvivl om. Men så længe kineserne mener, at I er et værdifuldt aktiv for dem, er I nok i relativ sikkerhed. Under alle omstændigheder må I ikke videregive afgørende forskningsresultater til kineserne. Det vil ud over at dræbe jer selv også ændre verdens magtbalance fuldstændigt.”

Dette havde Lars Bo allerede indset.

”Jeg siger til de andre, at alle optegnelser skal skrives på måder, så kineserne ikke vil kunne forstå notaterne. Og at vi kun fortæller hinanden om eventuelle fremskridt, når vi er helt sikre på ikke at blive aflyttede.”
Dette var præcist det, Gunnar havde ønsket at høre.

”Vi arbejder i tre grupper. Efter hver af de tre hovedprincipper for vacciner. Daniel Strada, den gamle franske ekspert, arbejder ud fra den helt gamle metode, hvor man påfører forsøgsdyrene svagere former af virusset, i håb om at kroppen så kan danne antistoffer. For hans forskning er det fantastisk at være i Kina. Agenterne har med utrolig kort varsel kunnet fremskaffe et meget stort antal dyr, der muligvis bærer på Corona virus, hvoraf nogle måske minder nok om den nye epidemi til at kunne bruges som vaccine. Men deres indstilling er uhyggelig. De krævede af Daniel, at han skulle springe forsøgsrækken med forsøgsdyr over, og lige fra begyndelsen bruge menneskelige forsøgsdyr. Faktisk prøvede de at tvinge ham til det. De råbte og skreg om, at vi ikke måtte spilde tid på at afprøve vaccineemner på dyr. Det var kun gennem et argument om, at sygdommen ville vise sig langt hurtigere på visse små forsøgsdyr, at han fik kineserne til at lade ham udføre forskningen på en ansvarlig måde. De agenter er fuldstændigt ligeglade med, om vi kommer til at dræbe hundredvis af menneskelige ”forsøgsdyr” i jagten på vaccinen.” Lars Bo´s stemme viste den lede og afsky, han følte ved den kinesiske indstilling.

”Ja, de er tydeligvis desperate. Og jeg skal bestemt ikke forsvare dem, men på en måde kan jeg godt forstå baggrunden for deres handlinger. At de er parate til at dræbe hundrede, måske tusinde, i håb om en vaccine, der kan forhindre hundreder af millioner kinesere i at blive smittet og dø. Vi ved jo ikke, hvordan smitten har spredt sig i Kina. Vi har kun dine iagttagelser og så nogle billeder optaget fra amerikanske og europæiske satellitter. Billederne tyder på, at det område, du beskrev, er lukket helt ned, og at hele byer er uddøde. Men tilsyneladende er der ingen, eller kun begrænset smitte udenfor dette område.”

”Ja, der er selvfølgeligt en matematisk logik i deres indstilling. Men jeg vil altså ikke udsætte mennesker for smitte, helt uden at jeg ved noget om, hvad jeg arbejder med. En vis testning på mus og andre forsøgsdyr er bydende nødvendigt.”

Lars Bo var tavs et kort øjeblik.

”Amerikaneren Jake leder et forskningsprojekt, hvor de ved hjælp af gen modificering forsøger at få kroppen til at danne et protein, der ligner de proteiner, der sidder på overfladen af det nye Corona Virus. Han har jo resultaterne fra forskningen vedrørende de forrige 4 angreb af virusset, så han ved nogenlunde, hvad han skal gøre. Men derfor kan det jo tage meget lang tid, som du ved fra den fjerde bølges meget dødelige angreb. Jeg tror ikke, han har opnået ret meget endnu, men det var jo heller ikke at forvente.”

Igen en ultrakort pause.
”Jeg selv arbejder med den metode, hvor jeg forsøger at skabe proteiner af samme type, og så sprøjte dem ind som en vaccine. Du kender jo metoden. Kroppen skal lære at genkende dette protein, og udvikle evnen til at bekæmpe det. Hvis kroppen først kan det, vil den, i de fleste tilfælde gøre det samme overfor en virus, der bærer dette protein på sin overflade. Og jeg tror, jeg har fundet noget vigtigt.”

Indvendigt jublede Gunnar. Det lød fantastisk. Normalt gik der jo flere måneder, før en forsker turde udtale, at han var på sporet af en vaccine. Og den normale udviklingstid for en vaccine var mindst et år. Og det krævede så endda, at forskerne meget hurtigt var kommet på det rigtige spor.

”Det er genialt, Lars Bo. Bare du kunne sende dine optegnelser, så vi kunne forberede en forskning her, FØR vi har smitten i landet.”

”Ja, ud fra det jeg så, vil det være for sent, hvis smitten først er fri i Danmark. Vi kan kun håbe på, at I kan holde smitten helt ude af landet. Men lidt kan jeg måske hjælpe dig.

Meget hurtigt gennemgik Lars Bo sine opdagelser. Gunnar optog samtalen, for ikke at skulle spilde tid på at tage notater. De oplysninger han fik om hvilket protein, Gunnar forskede i, og om hans forsøg på at få en bestemt type bakterier til at udvikle dette protein ville, forudsat at metoden var rigtig, kunne spare danske forskere for månedsvis af forsøg. Gunnar takkede varmt.

”Jeg håber så meget, at det spor du er inde på, viser sig at være rigtigt. Men nu må vi snakke om det andet problem. Som sagt frygter jeg, at kineserne vil dræbe hver eneste mand på stationen, selv hvis det er jer, der finder vaccinen. Og som du ved, kan verdenssamfundet ikke tvinge kineserne til at give os adgang til området. Som jeg ser det, har i kun to muligheder for at blive frelst. Enten må vi lave et lynangreb med elitetropper og snuppe jeg lige for næsen af kineserne. Lidt som angrebet ved Entebbe. Eller også skal i selv flygte.”
Denne gang var tavsheden fra Lars Bo lang.

”Begge dele virker umulige. Vi er så omhyggeligt bevogtede, og hele området ligner en militærbase. Kineserne har opstillet så meget militært isenkram, at jeg tror, de er forberedt selv på et massivt angreb. Jeg har jo ikke forstand på det udstyr, men jeg vil tro, at ethvert fly, der vover at nærme sig, vil blive skudt ned. Selv et massivt flyangreb tror jeg, de kan afvise meget let. Og at flygte fra et område, med masser af vagter, og med sådan et opbud af militær lige udenfor er umuligt. Desuden ville vi så bagefter skulle flygte, måske flere tusind kilometer gennem et fjendtligt land, før vi kunne komme til et sikkert område. Som jeg ser det, er vi fortabte.” Lars Bo lød opgivende.”

Det var frygteligt at høre om denne massive militære tilstedeværelse i området. Det havde Gunnar ikke forestillet sig. I forvejen virkede tanken om at få nogen styrke til at lave en hurtig, militær aktion i Kina som værende umulig. Selve aktionen ville, selv uden dette nybyggede forsvarsværk, have været næsten umulig. Og hvilket land turde udføre den? At sende soldater ind i Kina, ville næsten være en krigserklæring. Kineserne ville, uanset udfaldet, benægte eksistensen af vestlige forskere på stationen. Det havde de jo allerede gjort. Gunnar havde det elendigt. Mange på stationen var blevet hans venner, medens han arbejde derude. Og Lars Bo var måske hans allerbedste ven.

De fortsatte samtalen en time endnu. Gunnar blev skræmt af, hvor slemme forholdene var blevet i lejren. Fire var allerede døde, og flere var blevet mishandlet af vagterne. Kineserne foregav ikke længere, at de vestlige forskere var frie mennesker, men behandlede dem som fanger i en koncentrationslejr. Til sidst måtte de to venner sige farvel. Begge var påvirkede af situationen. De kunne jo ikke vide, om dette var deres sidste indbyrdes samtale. Lars Bo skulle tilbage til den forskning, hvis resultater, han vidste han for alt i verden måtte holde skjult, og Gunnar vidste, at han skulle indlede nogle næsten umulige, politiske forhandlinger om at gennemføre en befrielsesaktion.

Næste morgen gik Gunnar direkte til statsministeren. Fortalte ham om den natlige samtale.

”Vi SKAL have Lars Bo ud. Og selvfølgeligt også de andre. Men først og fremmest Lars Bo. Han er min ven, og samtidigt besidder han muligvis nøglen til, at hele den vestlige verden kan overleve denne grusomme sygdom. Han har givet mig nogle tip om sin ide til bekæmpelsen af den, men jeg kan jo ikke fortsætte arbejdet, uden at have selve virusset.”

Jacob Ellemann så ulykkelig ud. ”Jeg føler med dig. Og er komplet enig. Jeg kender jo også Lars Bo, om end ikke nært så godt som du gør det. Han er et pragtfuldt menneske, og en genial forsker. Vi BURDE redde ham. Men jeg tror godt, du selv kan forstå, at det er umuligt.”

Gunnar åbnede munden.
”Men…”

”Nej Gunnar. Vi må være realistiske. Hvad forestiller du dig? Skal jægerkorpset sættes ind? Og hvorfra skal aktionen startes? Fra Danmark? Det er for langt. Så lang aktionsradius har forsvarets jagere ikke. Og hvilket andet land tror du, vil turde lægge luftbaser til en aktion ind i Kina? Og selv hvis vi fandt løsninger på de praktiske problemer, tror du så, at Danmark tør angribe inde i Kina? Og tror du, vores dygtige soldater vil kunne løse en aktion, hvis kineserne har så kraftige forsvarsværker, som Lars Bo beskrev?”

Gunnar var ophidset. Han følte med sin ven. Men han var også en skarp, praktisk anlagt politikker. Danmark lå for langt fra Kina. Aktionen kunne ikke startes herfra. Og måske kunne selv jægerkorpset ikke klare opgaven.

Israelerne? De havde ofte vist deres helt ekstraordinære evner i små, målrettede aktioner mod terrorister.

Eller USA? De var jo stadigt verdens stærkeste militærmagt. Eller havde kineserne overhalet dem? Det var jo det store geopolitiske spørgsmål. USA ville kunne indlede angrebet fra et hangarskib i enten det syd kinesiske hav eller i det indiske ocean tæt på Myanmars kyst.

Eller Indien, Taiwan, Japan eller Syd Korea. Alle landende havde folk på stationen, og alle landene var modstandere af kinesernes stigende dominans på verdenssamfundet.

Allerede samme aften var der et møde mellem Statsministeren, forsvarsministeren, Gunnar og de øverstbefalende i de tre værn, samt enkelte andre relevante ledere.

Alle følte sympati for Gunnars ønske, men alle var absolut afvisende overfor tanken om en militær befrielsesaktion.
Ting som at sende et civilt hold til Kina, og forsøge at få dem ned i området, hvor de måske direkte kunne bevise, at forskerne stadigt levede og befandt sig der, blev diskuteret. Ingen troede på, at de ville nå helt derned. Området var helt sikkert spærret. Men forsvarets efterretningstjeneste ville alligevel gøre et forsøg. Et antal af deres agenter ville, klædt som civile, forsøge om de kunne nå derned.

”Det er fuldstændigt usandsynligt, at det vil lykkes. Og selv hvis det virkeligt skulle lykkes, vil det tage frygteligt lang tid. Der kan ske meget, før vi ved, om de opnår resultater.” Gunnar var fortvivlet.

”Det er sandt Gunnar. Men lige nu er det nok det eneste vi kan gøre.”

”Jeg er uenig. Lad os da endelig sætte forsøget i gang. Men jeg synes, vi med det samme skal kontakte ethvert land, der eventuelt kunne udføre en befrielsesaktion.” Gunnar ville og kunne ikke give op.

Jacob Ellemann tænkte dybt over det. ”Har du tænkt over, at vi kun kan bede om sådan noget, ved at afsløre, at vi stadigt har kontakt med en person på forskningsstationen? Selvfølgeligt vil det være højtstående politikere og militærfolk, vi kommer til at tale med, men vi kan ikke se bort fra, at oplysningerne kan slippe ud. Og så er de fortabte derude.”

”Det er de jo allerede. På et tidspunkt vil vi alligevel være nødt til at give oplysningerne om, at forskerne lever, i hvert fald til de lande, de har statsborgere med på holdet. Alt andet vil ramme os som en boomerang. Og jeg synes, at tidspunktet er passende.”

Hele den næste dag sad både statsministeren og forsvarsministeren i fortrolige samtaler med alle de lande, de kunne forestille sig, kunne udføre en aktion.

Israelerne lød venligt indstillede. De hadede jo gidseltagninger, og langt hen ad vejen var forskernes situation jo meget som en flok gidsler. Men at foretage en militær aktion dybt inde i Kina, det turde de trods den gode vilje ikke.
Selv USA ville ikke risikere en konflikt med Kina på denne baggrund. ”Det ville være starten på den tredje verdenskrig,” udtalte præsidenten Pete Buttigieg.
Historien fortsætter under reklamen

Præsidenten på Taiwan afviste på samme måde. Nationens had til Kina, efter at stormagten havde forsøgt at sprede smitten i deres land, var jo enorm. Endnu kunne de ikke vide, om det var lykkedes for dem at stoppe sygdommen. Men de frygtede det værste. Trods dette var tanken om at udfordre Kina militært skræmmende. De vidste jo, at Kina, hvis de havde en grund til at angribe, som USA ikke kunne afvise, ville kunne knuse Taiwans eller stærke forsvar på meget kort tid.
”Vi bliver tilintetgjort,” lød det fra Taiwans præsident, der beklagede, at han ikke kunne hjælpe.

Men senere samme aften modtog Gunnar et overraskende telefonopkald fra Taiwan….

Læs næste afsnit