Nu kunne Messerschmidt ikke holde sig tilbage. ”Ved I, hvad der adskiller dyrene fra menneskene?”

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Den kinesiske meddelelse chokerede stort set hele verden. At et så stort forskningshold kunne dø. Hver eneste person. Det virkede unaturligt, og mange af de lande, der havde haft folk på stationen, stillede kineserne nærgående spørgsmål. Spørgsmål som kineserne naturligvis gled af på. Mange lande, og også WHO, krævede at komme ud og undersøge området omkring stationen, men de blev fuldstændigt nægtet adgang. Kineserne brugte nu muligheden af, at der eventuelt kunne opstå nye epidemier som begrundelse for deres afslag.

Alle var meget utilfredse, men ingen kunne gennemtrumfe noget overfor den mægtige nation.

Blandt almindelige danskere var reaktionerne meget som i de andre lande. Men de få, der vidste hvad Lars Bo havde fortalt, var jo endnu mere rystede. Det var derfor naturligt, at Jacob Ellemann, Morten Messerschmidt, Gunnar Jensen og Jan Kongsted alle følte, at de trængte til at tale med hinanden, og derfor mødtes de om aftenen, kun 7 timer efter at de havde modtaget den kinesiske meddelelse.

Disse 4 mødtes hos Jan. Faktisk var de 8. For Ellemann havde betroet sig til to af de ministre, der samtidigt var hans egne partifæller, og hvis diskretion han anså for fuldstændig sikker. Finn Nielsen havde jo indtaget en helt central position i de nye politiske forhandlinger, og var derfor naturligvis med. Og journalisteleven Mellanie var begyndt at komme ude ved Jan ret ofte.
Jan havde jo absolut ikke ønsket, at en journalistelev, uanset hvor sød og ansvarlig hun virkede, skulle kende noget til den store hemmelighed, som denne lille skare politikere delte. Men ved et tilfælde var hun kommet til at høre en besked fra Ellemann til Jan. Og havde kunnet regne meget ud. Men hun havde ikke misbrugt sin viden, og ikke et ord om det hele havde nået medierne. Jan havde snakket med Gunnar, og de to venner havde besluttet sig til at stole helt på den lille vietnameserpige. Hun vidste jo allerede nok til at afsløre, hvad det var de skjulte for både resten af regeringen, folketinget og hele den danske befolkning.

Stemningen var dyster. Den normale muntre småsnak blev ikke indledt.

Det blev Arthur Lassen, finansministeren, der tog hul på det emne, de nok alle tænkte på:
”Kan de kinesiske oplysninger være sande? Kan Lars Bo være død? Og alle de andre dernede?”

Messerschmidt kiggede på Ellemann. Han var jo dog regeringens leder. Men Ellemann vidste ikke, hvad han skulle svare, og kiggede hen på Gunnar. Denne var trods alt den eneste dansker, bort set fra Lars Bo, som havde været på forskningsstationen.

Gunnar kiggede et øjeblik intenst fra den ene til den anden. Så talte han, langsomt og velovervejet:
”De KAN godt være døde. Men jeg tror nu bestemt, at de lever endnu.”

Han holdt en lang pause, dels for at give vennerne tid til at tænke over hans ord, dels for at se deres reaktioner. Jan var nok den, der tydeligst viste sine følelser. Han var jo også en gammel ven af Lars Bo.

”Vi VED, at det kineserne har fortalt, er løgn. Det er kun 6 dage siden, at jeg talte med Lars Bo. Og på det tidspunkt var ingen fra det internationale hold testet positive med virusset. Og vi tror, det tager ca. 14 dage, før man bliver syg. Og så et par dage mere, før man dør. Så der findes ingen måde, hvorpå kinesernes påstand kan stemme. Så folkene derude kan kun være døde, hvis kineserne har dræbt dem.”

Igen gjorde han en pause.

”Jeg tror ikke på, at de agenter har dræbt forskerholdet. Ikke endnu. Den kinesiske regering må jo være panikslagne over at have en så grusom sygdom i landet. Også selv om de eventuelt har fået den inddæmmet. De vil med ALLE midler have en vaccine. Eller en kur. Deres egne forskere arbejder uden tvivl i døgndrift på at finde noget. Men når de så har et internationalt forskerhold bestående af nogle af de bedste hjerner i hele verden, er jeg helt sikker på, at de samtidigt satser på, at dette hold måske finder det, der kan redde både Kina og resten af verden. Jeg er næsten 100 % sikker på, at holdet er i live. Og at de, under tvang fra kinesiske agenter, arbejder flittigt med at finde noget virksomt.”
De øvrige deltagere stirrede på ham. Ingen sagde en lyd.

”Det frygtelige er, at den kinesiske regering, og tilmed Han Quang selv, har stået frem og fortalt, at de alle er døde. Dette betyder med statsgaranti, at de psykopater ikke vil lade en eneste fra holdet slippe levende tilbage til den omgivne verden. Når de ikke længere har brug for deres indsats, bliver de dræbt. Det kan der desværre ikke være tvivl om.”

Alle sad sammenbidte. Hver for sig var de nok kommet frem til noget lignende, men det føltes værre at høre det fra Gunnar, der jo kendte forholdene.

Preben Gammelgård, landbrugsministeren, var den første der talte.

”De SKAL reddes. Vi må gå til Nato og FN. Få de to organisationer til at kræve, at kineserne sender vores venner hjem.”
Ellemann og Messerschmidt smilede begge skævt. ”Desværre er kineserne efterhånden revnende ligeglade med, hvad de organisationer siger. Og de europæiske statsministre kan også råbe og skrige til de bliver blå i hovederne, uden at det rør dem.”

”Det er jo en dobbelt katastrofe,” mente Jan. ”Dels virker det om Lars Bo og alle de andre er dødsdømte. Men set fra et globalt synspunkt er det selvfølgeligt endnu værre, at vi ikke kan få prøver af virusset. Eller bare RNA-koden. Uden en af disse ting, kunne der jo ikke udføres forskning i retning af vaccine, kur eller beskyttelse mod den frygtelige sygdom der truer os.”

”Ja, det vil betyde, at vi først kan begynde forskningen, når de første tilfælde viser sig i lande, vi har adgang til. Og den forsinkelse kan meget let blive skæbnesvanger” Peter Gammelgård rystede træt på hovedet.

”Lad os tage emnerne et ad gangen.” Finn Nielsen kaldte til orden. ”Lad os først høre alle detaljer om vores nedlukning i forhold til Kina og Taiwan.”

Jacob Ellemann mente jo, at han som statsminister havde det største overblik:
”Al rejseaktivitet mellem Danmark og de to lande er afbrudt. Vi har opfordret danskere, der befinder sig i de to lande at søge mod Europa. Selv om vi nu har lukket grænserne helt, vil vi forsøge at få danskere lukket ind gennem en meget omhyggelig karantæneordning. Kinesere i Danmark kan frit rejse ud af landet, og via andre landes lufthavne nå hjem til deres hjemland.”

”Hvilke beslutninger har i taget vedrørende varetransport?” ville Finn vide.

”Efter den dag, hvor vi lukkede vores lufthavne, er der ikke afsendt varer fra Kina i retning af Danmark. I alt var 6 containerskibe på vej, inden vi lukkede kontakten. Det ene skib tilhører et kinesisk rederi, og vi har fået at vide, at dette skib er vendt om. De 5 øvrige er Mærsk skibe, og de sejler stadigt mod Esbjerg og Århus. Vi agter at modtage varerne under de allerstørste sikkerhedsregler. Mandskabet på skibene får tilbud om at komme i land, på betingelse af, at de omgående går i streng karantæne. Ellers kan de sejle videre, men intet skib skal anløbe danske havne efter at disse 5 er tømt.”

Finn smilede skævt. ”Ja, det er jo følgen af at isolere landet totalt. Al handel bliver afbrudt. Jeg har allerede beordret mine fabrikker til at stoppe med at producere ting, der alligevel ikke kan bruges her i landet, og i stedet at begynde at lave de ting, vi kommer til at savne fra udlandet. Og ISÆR til at lave værnemidler mod pandemien.”

Ellemann greb straks emnet. ”Ja, Danmark er jo nu totalt lukket ned overfor alle andre lande, undtaget Sverige, Norge og Island. Disse lande har jo indført de samme restriktioner som Danmark, og vi har derfor aftalt, at indtil smitten eventuelt alligevel trænger ind i et af landene, vil vi bevare åbne grænser overfor hinanden. Men vi modtager ikke noget fra andre lande, hverken varer eller personer. Kun danskere, der vil hjem til Danmark vil blive modtaget. Og det kun efter de strengeste karantæneregler.”

Arthur Lassen spurgte straks bekymret: ”Kan vi regne med at de andre lande vil respektere og overholde vores grænser?”

”Jeg tror, vi indtil videre kan være helt trykke i forhold til landegrænsen til Tyskland. Selv om vores sydlige naboer ikke har taget lige så drastiske skridt som os, så har de forståelse for vores valg. Og både vores havne og lufthavne har vi lukket fuldstændigt. Jeg vil tro, at det bliver mere usikkert for Norge og Sverige med deres grænser op mod Finland og Rusland. Dels er der jo Samerne, der jo stadigt lever som nomader, om end på en ret moderne måde. De er jo ikke vant til at skulle respektere grænser oppe i det område. Og russerne, dem stoler jeg bare ikke på. Men jeg ved, at vores nordiske broderfolk har udstationeret en meget stor del af deres soldater langs de grænser.”

”Hvad mente du med at vi ”indtil videre” ikke har problemer med grænsen mod Tyskland?”

”HVIS pandemien kommer til Tyskland og begynder at være den frygtelige dræber, som vi forventer at den vil blive, så kan du trygt regne med, at beboere, der ved at millioner er døde i deres land, vil forsøge at flygte til et land, der ikke har sygdommen. Uden hensyntagen til, at de derved vil medføre et uhyre stort dødstal heroppe. Til den tid kan vi kun stoppe virusflygtningene med militær magt. Vi kommer til at skyde enhver, der forsøger at krydse grænsen.” Ellemann sukkede. ”Det bliver grusomt, men der findes intet alternativ.”

”Giv os lige en update på hvordan verdens lande har reageret på vores advarsler om en kommende pandemi.” Finn lænede sig tilbage. Tilsyneladende mageligt. Men Gunnar kendte sin gamle ven godt nok til at vide, at denne ville høre og huske hvert eneste ord statsministeren nu sagde.

”Puha. Der findes jo over 200 selvstændige lande på kloden.” Jacob drak en slurk af sit glas. ”Men jeg skal sige alt jeg har fået at vide. Kun Sverige, Norge, Island og New Zealand har lukket fuldstændigt ned overfor Kina og Taiwan lige som os. Men de fleste europæiske lande har næsten afbrudt al flyvning og har indført karantæneregler. Det samme har Canada og USA gjort, og Præsident Pete lægger stort pres på alle landene i syd- og latin Amerika om at lukke også. Det vil nok lykkes for ham, på nær selvfølgeligt Cuba. Der er den kinesiske indflydelse jo total.”

Han gjorde en pause. ”I Afrika ser det håbløst ud. Der rejser jo kinesere ind og ud hver dag. Ikke et eneste land har begrænset indrejsen. Hvis vi ser virussen udenfor Kina, vil det nok blive i Afrika først. Australien er jo i et dilemma. Meget store dele af befolkningen ville vist gerne følge New Zealands eksempel, men Kina er Australiens største eksportmarked, så deres regering har kun turdet opsætte nogle få begrænsninger på indrejse.”

Igen en lille slurk af den lækre portvin. ”De arabiske lande har jo godt nok haft megen modvilje mod kineserne, især på grund af den behandling, muslimerne i Xinjiang har været udsat for. Men alligevel har disse lande jo faktisk underkastet sig overfor Kina som den nye, dominerende stormagt. Og de holder alle grænser åbne, og fordømmer vores advarsler som ondsindede løgne. I Asien er det kun Japan, Indien, de to små lande Nepal og Bhutan samt Thailand og Syd Korea, der har turdet lukke grænserne nogenlunde. De øvrige lande er for skræmte. Og især Pakistan og Kasakhstan er jo næsten lydstater for Kina”

Gunnar supplerede: ”Du glemte Israel. De har lukket lige så totalt ned, som vi har herhjemme.” Han grinede skævt. ”Det har bragt palæstinenserne i en situation, der er endnu værre end den plejer at være. Og den har jo været håbløs og forfærdelig igennem mange årtier.”

Hvad med Rusland og Taiwan?” ville Mellanie vide.

”Rusland er jo fuldstændigt allieret med Kina. De tror officielt overhovedet ikke på, at smitten findes længere, efter at Han Quang har sagt, at de har udryddet virussen fuldstændigt. Taiwan derimod har jo lukket sig fuldstændigt af fra omverden. Og de har opsporet alle kinesere, som var kommet på den dato hvor kineserne selv afbrød flytransporten fra Taiwan til Kina, og har fundet 3, som viste sig at have Corona virus i kroppen. Endnu kan de ikke afgøre, om det er den nye, muterede form, som Lars Bo advarede os mod. De har isoleret over 800 personer, som menes at kunne have været i kontakt med de 3. Vi må inderligt håbe for Taiwanerne, at de har fundet alle der bærer smitten. Ellers frygter jeg, at de er fortabte.”

Gunnar havde høfligt lyttet til sin statsminister. Han vidste jo det hele i forvejen. ”Jeg blev ringet op af Taiwans præsident lige før dette møde. Han ville spørge, hvad jeg ville have gjort i hans situation. Jeg roste ham for den omfattende smittesporing og tilsvarende omfattende isolering af personer mistænkt for at bære smitten. Men jeg gav han så et mere vidtgående råd. I tilfælde af, at smitten nu findes på Taiwan, rådede jeg ham til omgående at dele landet op i et antal zoner, i håb om at smitten så kan begrænses til måske en eller to zoner, og at de andre kan gå fri. Han kunne godt indse, at det var en gigantisk opgave, men det lød som om han ville sætte noget lignende i gang.”

”Er der nogen risiko for, at noget land vil bruge en eventuel verdensomspændende pandemi til at foretage sig handlinger med militær magt?” Preben lød dybt bekymret.

Gunnar grinede bittert. ”Du tør nok ikke rigtigt sige Rusland? For det er jo Rusland du tænker på. Ja, det kan vi jo ikke helt udelukke. Rusland har jo truet de tre baltiske lande meget. De har samlet store troppestyrker i området, og jeg ved, at de tre lande er meget, meget skræmt ved tanken om, hvad der kan ske. Andre lande kan jeg ikke se påbegynde noget. Kina har jo ikke behov for det. De KAN selvfølgeligt angribe Taiwan, hvis USA bliver hårdt ramt af sygdommen. Men mon ikke de afventer og ser, hvad deres feje angreb med de smittede personer fører til?”

”Vil vi kunne afvise et angreb?” Emnet fyldte åbenbart meget hos Preben.

”Vores missilskjold SKULLE kunne blokere for deres atomraketter. Men jeg tror og håber ikke det kommer dertil. Russerne vil sandsynligvis stole på deres tilsyneladende militære overlegenhed uden atomvåben. Og den har de da også på papiret. Men store dele af EU´s nyligt opbyggede militære styrke er jo udstationeret i Polen og i de baltiske lande. Så jeg tror vi vil kunne give russerne betydeligt mere modstand, end hvad de forventer.” Jan Kongsted lød helt krigerisk.

”Du har sikkert ret, Jan.” Gunnar grinede til sin ven. ”Men ALT afhænger af sygdommen. Hvis russerne er sunde, og vores tropper er ramt af sygdommen, så bryder vores forsvar sammen med det samme. Lad os håbe, at selv psykopaten Putin ikke er SÅ idiotisk, som at starte en storkrig midt i en grusom pandemi.”

”Der er én ting, som vi andre måske ikke har hørt endnu.” Jan Kongsted lød ivrig. ”Har I hørt fra Europæere i Kina, som har observeret sygdommen. Eller andre unormale ting? For i har vel ikke hørt fra forskerne?”

Alles øjne drejedes mod Jacob Ellemann.

”Kineserne har blokeret for al kommunikation ud fra det vestlige og centrale Kina. Vi har ikke hørt fra en eneste person, der opholder sig der. Derimod er der normal kontakt til alle de millioner, der opholder sig i storbyerne i det østlige del af kæmpelandet. Ingen af dem har direkte observeret sygdommen. Enkelte påstår, at de har hørt antydninger om panik længere vestpå, men alle udsagnene om dette er meget svage og uklare. Forskningsstationen har vi ikke hørt fra, men jeg er enig med Gunnar i, at det klart mest sandsynlige er, at stationen stadigt findes, og at vores folk er der, og er sat til at forske efter en vaccine af kineserne.”

”Jeg har heller intet hørt fra Lars Bo. Det behøver dog ikke betyde noget. Som I ved, kan vi kun have kontakt når visse ikke geostationære satellitter er på de rigtige pladser. Og desværre har jeg ikke noget overblik over, hvornår dette er tilfældet.” Gunnar kom det næste spørgsmål i forkøbet.

”Er der mere, vi kan gøre nu?” Arthur Lassen, finansministeren, ville gerne nå alle dagens emner

Igen drejedes øjnene mod Ellemann. Og måske lidt mod Messerschmidt.

”Jeg tror faktisk, at Gunnar er den der bedst kan svare,” sagde Ellemann forsigtigt. Han ønskede ikke at fremstå for dominerende og ødelægge det foreløbigt gode samarbejde i sin regering. Og han havde en dyb respekt for Gunnar og dennes viden om alle forhold vedrørende den truende Pandemi.

”Jeg har alarmeret de firmaer, der også på forhånd var udpeget til at skulle fremstille beskyttelsesmidler i tilfælde af en ny pandemi. Vi har jo selv udelukket os fra at modtage udstyr fra udlandet, og skal fremstille RIGELIGT selv.

Sygdommen er jo dødelig i en grad, som slet ikke ligner de ting, vi før har stået overfor. Så der skal være ”rumdragter” til ALLE sundhedsmedarbejdere, portører og bedemænd. Det bliver en ufattelig stor mænge dragter, MEGET mere end vi havde planlagt. Så jeg har beordret fem andre fabrikker til også at omlægge deres produktion nu.”

Han tænkte sig lidt om.

”Jeg har også sat de første skridt i gang med hensyn til at lave enorme nødhospitaler i blandt andet visse hoteller og store haller. Det er dyrt, men hvis vi venter, og sygdommen så kommer som en tsunami, vil vi være hjælpeløse.”

Pause.

”Ud over dette mener jeg ikke, vi skal gøre noget nu. Hvis der kommer det mindste tegn på, at sygdommen er kommet til Europa, skal vi overveje om vi skal lukke grænserne til de andre sikrede lande. Og konstateres smitten i Danmark, og måske også hvis den konstateres i Norge eller Sverige, skal vi inddele Danmark i mindre dele, der så skal isoleres helt fra hinanden. På den måde kan nogle områder måske komme gennem krisen, selv om smitten når ind i landet.”

”Puha. Du lyder alvorlig. Mener du virkelig, at selve vores nation og hele befolkningen er truet? At vi risikerer at dø alle sammen?” Preben Gammelgård var rystet. Selvfølgeligt havde han forstået, at det var en grusom sygdom der truede dem. Men Gunnars ord gjorde ham bange.

”Det gør jeg bestemt. Jeg har jo kun Lars Bo´s fortælling at støtte mig til, men han beskrev noget, der lød meget, meget værre end Den Spanske Syge, ja måske endda værre end Pesten. Jeg siger ikke, at ALLE danskere kan dø. Der findes nok ingen sygdom, der dræber en hel befolkning. Men hvis dødeligheden f.eks. er 90 %, så vil det jo også i praksis ødelægge landet. Det er derfor, vi skal kæmpe så hårdt for at holde sygdommen borte. Måske kan vi ikke gøre det til evig tid. Men vi skal vinde tid, så nogen, og det må meget gerne være forskere her i landet, kan udvikle en kur eller en vaccine mod sygdommen.”

Alle sad stille, hver i sine dystre tanker.

Jan kaldte dem ind i den tilstødende stue, hvor behagelige sofaer ventede dem. Med alle mulige drikkevarer, slik og frugt.

”Sæt jer ned, og prøv at slappe af. Vi kan ikke gøre mere i aften. Jeg ved, det er svært at tænke på andet, men det vil være bedst for os alle.” Han gav Mellanie et lille klem. Der kunne vist ikke være tvivl om, at de to nu var mere end bare almindelige venner, og ingen af dem forsøgte at skjule det.

Men det blev kun til lidt tam småsnak. Alles tanker var for dystre.

Jan kiggede sig rundt. Han følte sig utilpas i det dystre selskab. Hans natur var mere munter, og selv nu kunne hans humor boble ud. Han følte, at alle trængte til et grin.

”Ved I, hvorfor kineserne lugter sådan?”

Et par stykker svarede nej.

”For at de blinde også kan hade dem!!”

Et par stykker lo nervøst og andre trak på smilebåndet.

”Ved I, hvorfor der er boret små huller i kinesernes kister?” Jan ville have humøret op.

Det vidste ingen.

”For at ormene kan komme ud og brække sig!!”

Igen en smule munterhed.

”De vittigheder plejer du at fortælle om negre. Synes du, at kineserne lugter værre,” spurgte Gunnar, som havde hørt alle Jans historier mange gange.

”Deres opførsel stinker i hvert fald,” Sagde Jan sammenbidt.

Denne gang var latteren mere løssluppen.

”Men jeg kan da godt et par stykker om negre, hvis I vil have dem.”

Uden at vente på svar, fortsatte Jan: ”Ved i, hvad der er sort, og ser godt ud i røven på en neger?”

Ingen kunne svare.

”En dobermann!!!”

Mange grinede lidt, men Mellanie rynkede på næsen.

”Hvorfor alle de racistiske vittigheder Jan? Du er da så sød og venlig. De passer ikke til dig. Er du så sur på alle udlændinge?”

Hun stirrede Jan i øjnene, og ville være sikker på, om han nu svarede alvorligt.

Jan så hende direkte i øjnene, smilede kærligt, og sagde så:
”Jeg har ikke spor imod fremmedarbejdere.”

Mellanie smilede kærligt til ham. Dejligt at den søde Jan alligevel ikke var racist.

Men Jan fortsatte smilende: ”Sådan en skulle alle have!!!”

Nu kunne Messerschmidt ikke holde sig tilbage. ”Ved I, hvad der adskiller dyrene fra menneskene?”

Ingen kunne regne ud, hvilket svar der skulle gives. Var det den biologiske definition, Messerschmidt ønskede?

Han gav selv svaret: ”Middelhavet.”

Jan grinede højt, og de andre fulgte ham. Den trykkede stemning var brudt.

Mellanie greb Jan i det ene øre. ”Du har været en slem dreng. Til gengæld skal du nu fortælle en længere sjov historie. En der ikke er racistisk.”

Jan prøvede at se kuet ud. Men kunne ikke lade være med at grine.

”Okay. Jeg kender en fra dengang Trump var præsident.”

Almindeligt bifald. Vittigheder med den upopulære præsident som skydeskive kunne de alle lide.

”De havde et enormt rotteproblem i New York i de år. Der var jo milliarder af rotter i byen, og især i de grimmere kvarterer. De små skadedyr ødelagde byen, og var faktisk et af Donald Trumps allerstørste problemer. INTET virkede på dem, og det passede afgjort ikke Trump, at der var et problem, der ikke forsvandt, når han tordnede imod det.
Intet hjalp.

Men så hørte han rygter fra Tyskland. Fra en lille by der hed Hameln. Rygter om en mystisk rottefænger, der, næsten med trolddom, kunne løse rotteproblemer. Donald Trump ringede omgående til manden, og tilbød ham en milliard dollars for at løse New Yorks store problem.

14 dage senere stod præsidenten på havnen, for at modtage sin tyske gæst. Denne kom ned på kajen fra et stort skib. Selv bar han kun en lille kuffert, men nogle havnearbejdere kom med en lille robåd, som de satte i vandet.

De to mænd hilste på hinanden.

”Kan du virkeligt befri mig og byen for alle rotterne?”

Rottefængeren nikkede stille. ”Og du vil betale en milliard dollars ind på min konto for arbejdet?”

Trump nikkede ivrigt. En milliard var mange penge, men kunne beløbet befri storbyen for det kritiske problem, ville det være en stor fjer i hatten for ham selv.

Rottefængeren sagde ikke mere. Åbnede bare sin lille kuffert, og tog en lille grøn mekanisk rotte op.

”Kan den tingest hjælpe på problemet?” spurgte Trump skuffet. Manden måtte da være en galning.

Rottefængeren tændte for den mekaniske rotte, og satte den ned på jorden. Straks begyndte rotten at løbe hen over havnen. Den løb om bag alle pakhusene og ind i alle mørke gyder. Og for hver krog den havde besøgt, pilede der flere rotter bag det grønne uhyre. Rotter er nemlig nysgerrige dyr og fattede ikke, hvad det var de så. Før den havde gennemsøgt hele havnekvarteret, var der millioner af rotter bag den.

Rotten fortsatte gennem byen. Ind gennem Harlem og ud gennem Bronx. Og alle andre bydele

Efter mange, mange timer løb den mekaniske rotte tilbage mod havnen. Rottefængeren hoppede ned i sin robåd, og roede ud gennem havnen. Den mekaniske rotte hoppede i vandet og svømmede bag båden. Og alle rotterne fulgte efter. Flere kilometer ude i havnen tog rottefængeren et net, og fiskede sin lille grønne mekaniske rotte op af vandet. Bag båden druknede alle byens rotter.

Rottefængeren roede tilbage til kajen, hvor en overstrømmende lykkelig præsident ventede på ham.

”Jeg har allerede fået overført pengene til din konto. Du er pragtfuld. Du har løst et af mine største problemer.”
Rottefængeren smilede stille, lagde den mekaniske rotte tilbage i kufferten, og ville gå om bord på kæmpeskibet igen.
Trump greb fat i ham.

”Øh min ven….
Sig mig, du har vel ikke en lille grøn, mekanisk neger?”

Latteren rungede i lokalet. Kun Mellanie var skuffet. Hun havde troet, at Jan havde været alvorlig. Og så havde han bare lavet sjov med hende. Men medens de andre grinede, kunne hun heller ikke lade være. Historien var jo sjov.

Da larmen stoppede, sagde Jan:
”Historien var altså ikke færdig. Den slutter sådan her:
Rottefængeren rystede på hovedet. Jeg har desværre ikke tid, hr. præsident. Jeg har en aftale i København. Med en mand der hedder Morten Messerschmidt. Han mangler en lille grøn mekanisk muslim!!!”

Igen grinede selskabet. Morten Messerschmidt grinede højest af alle. Det var en humor, han kunne lide.

Resten af aftenen fortsatte muntert, til de 6 andre tog afsted, og lod Jan og Mellanie være alene tilbage.

Der var gået 3 dage. Gunnar havde arbejdet i døgndrift, selv om intet tegn på sygdommen endnu havde vist sig. Han lagde sig træt til at sove.

En halv time efter at han var faldet i søvn, larmede hans telefon.

Halvt bevidstløs af træthed fandt han frem til den specielle telefon. Den Lars Bo kunne ringe til.
Historien fortsætter under reklamen

”Vi bliver holdt som slaver. 4 af laboranterne er blevet dræbt. Forholdene er forfærdelige, og de siger, vi først kommer hjem, når vi har lavet en vaccine. Men jeg er næsten sikker på, jeg er på sporet…”

Læs næste afsnit

1 kommentar

1. Loui

   09/05/2020 kl 15:13

   Kan jeg få fat i dig?

   0

   Besvar kommentar