Corona 10

Gunnar tænkte sig grundigt om. Små droner, der ikke kunne transportere mennesker. Hvad tænkte præsidenten på?

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Gunnar kendte udmærket stemmen. I den seneste tid, efter at kineserne havde sendt mindst 3 smittede personer til Taiwan, havde han næsten dagligt talt med landets præsident. Denne havde stor tillid til Gunnar, og rådførte sig med ham i alle spørgsmål vedrørende den nye sygdom, og om hvilke skridt, landet kunne tage for at imødegå en dødelig epidemi. Men Gunnar havde ikke ventet et opkald så sent om aftenen fra præsidenten, der normalt var meget omhyggelig med at beregne tidsforskellen, og udelukkende ringe, når tiden var passende for både Taiwan og Danmark, hvilket normalt ville være om morgenen eller formiddagen i Danmark. Nu måtte det være nat i Taiwan.

”Godaften hr. minister,” lød den alvorlige stemme.

Historien fortsætter under reklamen
sexlegetøj totalsex

”Godaften hr. Præsident. Skønt tiden må jo være nat ude hos jer,” svarede Gunnar høfligt.

”Som du jo nok ved, blev jeg tidligere i dag ringet op af dit lands forsvarsminister. Og jeg fik at vide, at i nu har valgt at fortælle en del lande sandheden om, hvad der er sket omkring den internationale forskningsstation. Disse oplysninger kendte jeg jo i forvejen lidt mere til end de andre lande. Forsvarsministeren bad om vores hjælp i form af en befrielsesaktion for medarbejderne på den internationale forskningsstation.”

Præsidenten holdt en kort pause, måske for at give Gunnar tid til at samle tankerne.

”Der var intet, jeg hellere ville gøre. Taiwan har selv tre laboratorie arbejdere derude. Men en sådan aktion ville give Kina det påskud for et angreb på os, som de har ønsket sig så længe. Det ville betyde enden på vores land. Som du ved, bor der over 25 millioner i vores land, men alligevel er det lidt mindre end Danmark. Kineserne vil, selv med konventionelle bomber, kunne bombe os tilbage i stenalderen i løbet af en enkelt uge. Vi er ikke helt forsvarsløse, slet ikke. Netop på grund af den evigt overhængende risiko for et angreb fra Kina har vi i første omgang fået de mest avancerede missilsystemer og antiluftskyts. Og i de seneste år har vi udviklet, hvad jeg uden at prale tør kalde verdens bedste drone system. Vi har mange forskellige typer droner, og blandt disse også droner, der kan bekæmpe angribende fly. Så et angreb vil koste Kineserne store tab. Vi kan nedskyde utallige angribende fly, og ødelægge næsten alle missiler, der er rettet mod os. Men i den sidste ende vil et massivt angreb med bombefly kunne destruere først vores forsvarssystemer og siden hele vores civilisation. Derfor tør vi ikke udføre den aktion, jeres regering foreslår.”
Han stoppede, men Gunnar, der følte at der ville komme mere, sagde ingenting.

”Vi kunne nok heller ikke gennemføre det foreslåede angreb. Kig på et kort. Hvis fly skulle lette fra Taiwan og angribe målet tæt på Leshan, ville vi skulle flyve direkte over hele den tæt befolkede del af Kina. Hvilket helt sikkert ville være en umulighed.”

Han tav. Måske ønskede præsidenten, at Gunnar skulle sige noget. Men Gunnar troede ikke, at Præsidenten fra Taiwan havde ringet på dette tidspunkt, blot for at begrunde, hvorfor han ikke kunne lade sit land udføre omtalte aktion.

”Jeg ringer til dig, som jeg kender og som jeg stoler totalt på. For at foreslå dig noget. Og mit forslag udspringer netop i vores suveræne dronesystem. Jeg tror ikke, at selv kineserne ved, hvor avancerede vores forskellige dronetyper er. Og derfor har de nok ikke forsvarssystemer, der kan være effektive overfor dem.”

I den nye pause, kunne Gunnar ikke længere holde sig tilbage. ”Jeg ved jo lidt om jeres droner. Jeg ved, at de er jetdrevne og vanvittigt hurtige. Og nogle af typerne er ret store. Men jeg har ikke hørt, at jeres droner er store nok, til at transportere mennesker?”

”Det er der faktisk enkelte af typerne der kan. Men jeg tror ikke, vi ville kunne få så store droner uopdaget frem over kinesisk territorie. En aktion kan kun lykkes, hvis dronerne kan flyve uopdaget indtil ganske kort før selve angrebet. Og dette stiller to krav. Dronerne skal være så små som mulige. Og flyvningen må ikke ske over de befolkede dele af Kina.”

Gunnar tænkte sig grundigt om. Små droner, der ikke kunne transportere mennesker. Hvad tænkte præsidenten på? Dronerne ville måske kunne dræbe vagterne i lejren, men ikke hjælpe forskerne hjem. Og at flyve til Leshan området, uden at flyve over tæt beboede dele af Kina? Heldigvis havde Gunnar en god viden om områdets geografi. Både nord, øst og syd for forskningsstationen ville dronerne skulle flyve over mindst 1000 kilometer af tæt befolket kinesisk område. Kun en rute direkte fra vest kunne dronerne flyve over det ubefolkede område, der bestod af de høje, ugæstfrie Himalaya bjerge. Men hvordan?

”Jeg forstår dine tanker vedrørende indflyvningsretningen, hr. præsident. Men hvor skulle angrebet kunne startes fra? Det nærmeste område ville være den næsten afskårne del af Indien, der stikker ind mellem Bangladesh og Myanmar. Og ellers fra Bhutan eller Nepal. Andre lande, som kunne tænkes at være venligtsindede overfor vores planer findes der jo ikke i det område.”

”Fuldstændigt rigtigt, Gunnar.” Præsidenten valgte at bruge Gunnars fornavn. Han følte, han kendte den danske sundhedsminister godt nok til at kunne gøre dette. ”Vores bedste droner har en aktionsradius, der er lang nok til, at de kan starte i ethvert af de tre nævnte lande. Men det er op til dig, eller til din regering at sikre tilladelsen fra et af landene.”

”Og den tror jeg ikke vi får. Intet land turde udføre den aktion, vi havde i tankerne. Og det, at lægge land til opsendelsen af dronerne, vil sikkert blive vurderet på omtrent samme måde. Men lad os lige lægge den del til side. Jeg vil gerne forstå, på hvilken måde et droneangreb på stationen kan redde vores mænd derude?”

”Det ved jeg jo heller ikke, om et droneangreb kan. Men sådan som jeg forstår deres situation, er de dødsdømte, hvis der ikke sker noget ekstraordinært. Og her på Taiwan har vi ikke kunnet finde på noget bedre end et finjusteret droneangreb. Og vi har som sagt et vist overraskelsesmoment på vores side, fordi kineserne ikke ved, hvor suveræne vores droner er blevet. Faktisk baserer vi meget af vores forsvar på droner nu, og ville sikkert kunne afvise alle andre landes militær, bortset lige fra Kinas og det fra USA. Rent faktisk har vi produceret endnu flere droner, end vi vil kunne nå at anvende under et angreb. Tanken er, at vi vil kunne støtte et venskabeligt land, og her tænker vi specielt på USA, hvis der opstår en alvorlig militær krise.”

Gunnar var ved at sige noget, men afbrød sig selv.

”Vores tanke er, at hvis Danmark kan finde et land, der vil tillade os at starte aktionen fra deres område, så vil vi med et fragtskib få dronerne til dette land. Til Nepal eller Bhutan bliver vi naturligvis nødt til at bruge jernbanen gennem Indien. Og når dronerne står parate, skal du fortælle forskerne, at droneangrebet kommer, og give dem det helt præcise tidspunkt. Så kan forskerne være parate til at gøre et forsøg på flugt. Vores droner vil kunne nedskyde alle – eller næsten alle – agenter og vagter i lejren. Plus en meget stor del af soldaterne i de omgivende anlæg. Jeg vil tro, at der er en fair mulighed for, at ret mange fra forskningsstationen vil komme bort fra området.” Hans stemme var svagere og mindre betonet ved de sidste ord.

”Okay, Kim.” Gunnar tillod sig også at anvende præsidentens fornavn. ”Jeg ved, du ikke ville fortælle mig alt dette, hvis ikke dine droner virkeligt kunne klare opgaven. Men selv når vores folk er sluppet væk fra lejren, befinder de sig dybt inde i Kina. Fra lejren er der mindst 700 km til Indien, 900 km til Vietnam eller mere end 1000 km til Thailand. Hvordan skulle de kunne flygte så langt? Vi ved begge, hvor effektivt det kinesiske militær og statspoliti er overfor flygtninge. De ville ikke have en chance.”

Nu var stemmen i den anden ende endnu svagere. ”Jeg ved det. Deres chancer vil være forsvindende små. Det er sandt. Men gør vi ikke noget, har de slet ingen chancer. Og hverken jeg eller mine betroede rådgivere kunne finde på andet.”
Gunnar tænkte hurtigt og skarpt. Vejede alle ting op mod hinanden. Heller ikke han kunne se andre muligheder. Bort set fra et fuldtonet militært angreb, men reaktionerne fra de lande, Danmark havde henvendt sig til, viste jo tydeligt, at ingen ønskede at tage så drastiske skridt overfor det mægtige Kina. Præsidenten forholdt sig taktfuldt tavs, og lod Gunnar tænke.

Endelig havde Gunnar truffet en beslutning. ”Det vil tage lang tid at sejle udstyret til Indien. Og i den nuværende, anspændte situation er jeg ikke engang sikker på, at det vil være sikkert at sejle gennem Malaccastrædet. Det vil nok være sikre at tage omvejen gennem Sumatrastrædet. Jeg synes, vi skal holde muligheden for at bruge jeres droner åben. Også FØR vi har indgået en aftale om, hvorfra de kan afsendes. Jeg synes, I skal sende alle de droner, I mener, der kan gøre gavn under angrebet afsted i et skib.”

Gunnar tøvede lidt. Han vidste ikke, hvordan præsidenten ville reagere på det næste, han ville sige. ”Hvis du tillader det, vil jeg bede dig om at sende et antal af de bedste af de droner, der kan transportere et menneske med på det skib. Jeg tænker på droner, med den længst mulige operationsradius.”

Præsidenten var forvirret. ”Jeg tror ikke, de store droner vil nå frem til Leshan. De vil blive afsløret og skudt ned. Og derved også afsløre hele missionen.”

”Det ved jeg, Kim. Og det er slet ikke sikkert, de skal bruges. Men jeg vil gerne holde alle muligheder åbne.”

”Det kan jeg ikke bebrejde dig, og hvis du har fundet muligheder, som jeg ikke selv har set, vil det kun glæde mig. Og for os betyder det jo intet at sende nogle af de droner med. Hvor mange skal du bruge, hvis det bliver aktuelt?”

Gunnar var lige ved at sige 100. For at kunne redde hver eneste mand fra den internationale station. Men han vidste jo godt, at flyvning med så mange store droner ville være vanvittigt.

”Send 10. Men måske bruger jeg kun 2 eller 3. Eller slet ingen.”

”Det er en aftale. Vi vil kunne få skibet afsted på mindre end 24 timer. Og vi sender engelsktalende teknikere med, der kan styre dronerne. Sejladsen vil kunne gennemføres på 6 døgn, selv gennem Sumatrastrædet. Så du, eller din statsminister skal arbejde hurtigt for at finde et sted, hvor operationen kan startes fra.” Han var ved at sige farvel, men spurgte så: ”Er der andet jeg kan gøre for dig eller for Danmark?”

Gunnar tænkte sig igen grundigt om. Han havde allerede overskredet sine beføjelser meget, og det han tænkte på nu, kunne han faktisk ikke tillade sig at sige til en fremmed statschef. Men der var ikke tid til at følge kommandogangen. Så måtte de hænge ham bagefter.

”Jeg frygter, at der kan opstå en international krise ovenpå dette. Og at Danmark måske bliver skydeskive for stormagterne Kina og deres allierede Rusland. Du nævnte, at du havde et betydeligt antal droner, som du ikke mener, I ville kunne nå at bruge, selv under et totalt angreb fra Kina. Du KAN, hvis du giver mig ret, sende dem afsted i skibe gennem Bering strædet og gennem det arktiske hav. Så kan I jo undervejs afgøre, om de skal til Danmark eller omdirigeres til USA.”

Nu var det præsidenten, der grublede. Dronerne stod klar, og hans militærchefer havde garanteret ham, at hæren allerede besad langt flere droner, end de ville kunne nå at bruge. Faktisk havde han gennem nogen tid ønsket at sende dem til USA, der jo gennem rigtigt mange år havde været Taiwans eneste beskyttelse mod Kina. Han kunne godt se, at Danmark kunne være truet, hvis kineserne fandt frem til, hvordan Danmark havde arbejdet på de indre linjer i de seneste dage, og nu ville stå bag et angreb dybt inde i Kina.

”Jeg forstår dig. Og selv om den rute vil være en betydelig omvej i forhold til at sejle direkte til USA, så lyder din tanke fornuftig. Det vil tage nogle dage at sende så store mængder militært udstyr afsted. Men vi vil begynde med det samme. Heldigvis ligger der et antal gigantiske fragtskibe fra Mærsk i vores havne, låst af det forbud mod at risikere smittespredning her fra Taiwan, som I satte i gang, lige efter at du havde advaret mig mod at smitten allerede kunne være i Taiwan. Senest om en uge er udstyret og et passende antal instruktører sendt afsted.”

Samtalen var sådan set slut. I hvert fald den del der drejede sig om befrielsesaktionen. Men Gunnar havde jo spændt lyttet til alle nyheder fra Taiwan.

”Hvordan går det hos jer. Ved du, om i har fået opsporet og isoleret alle potentielt smittede personer? Og der er vel ikke fundet nogen syge nede hos jer?” Gunnar lød bekymret. Han var kommet til at holde af præsident Kim og af hele Taiwan.

”Det ved du jo udmærket, at jeg ikke kan vide. Vi har med stor sandsynlighed fundet de tre smittebærere, som Kina sendte. Vi har konstateret Coronavirus hos alle tre, men endnu er ingen af dem syge. Faktisk tænkte jeg på at sende en prøve af deres virus til dig, men jeg har ikke gjort det, idet jeg jo ikke endnu kan sige, at det er den alvorlige muterede type…”
Det var meget, meget uhøfligt, men Gunnar kunne ikke vente. Han afbrød præsidenten.

”Send mig for guds skyld en prøve af virusset. Sandsynligheden for, at det er den form, som Lars Bo havde observeret, er jo meget stor. Og hver dag vi kan vinde til forskning i en vaccine, kan potentielt redde millioner.”

Præsidenten rømmede sig. ”Jeg sender dem med et specialfly, hvis du vil sikre flyet landingstilladelse i Kastrup.”
Han gjorde en lille pause, før han fortsatte med det, som Gunnar havde afbrudt ham i: ”Vi har isoleret rigtigt mange, som måske har været i forbindelse med de tre. Og helt nedlukket et område, hvor disse tre opholdt sig. Endnu er der ingen tegn på smitte, selv om vi forsøger at teste med de metoder vi har. Vi ved jo bare ikke, om vores test er nøjagtige overfor den nye mutation.”

”Jeg skaffer jeres fly landingstilladelse. Og, Kim, Jeg beder til, at smitten ikke har spredt sig på Taiwan. Men hold for en sikkerhedsskyld landet strengt opdelt i en række fuldstændigt isolerede områder, indtil vi ved mere. HVIS smitten er på Taiwan, kan den opdeling i værste fald være det eneste, der kan redde en del af befolkningen.”

Næste morgen ringede Gunnar til statsministeren, og orienterede ham om samtalen.
Historien fortsætter under reklamen
sexlegetøj totalsex
Jacob Ellemann, der ellers havde ry for at være en afdæmpet og velovervejet politikker, var eksploderet i raseri: ”Gunnar, nu går du fandeme for vidt. Nogle gange har Morten Messerschmidt opført sig, som om han var regeringsleder. Men selv han plejer ikke at blande sig i ting, der hører under udenrigsministeren, forsvarsministeren eller mig. For slet ikke reelt at påbegynde en krig uden at orientere hverken regeringen eller folketinget. Ved du ikke, at det du har gjort, er både dybt uansvarligt og strafbart? Jeg kan sende betjente her og nu, og sende dig direkte i fængsel…”

Giv feedback:

Giv stjerner: - Skriv en kommentar
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (37har stemt 3,89 af 5)
Loading...

2 kommentarer

  1. Kaptajn Bligh

    24. maj 2020 kl 19:21

    Så har jeg skrevet romanen “Corona” færdig.
    Den blev ialt på 24 kapitler, og de 4 sidste bliver nok indsendt til Totalsex i morgen.
    Derefter kan jeg begynde på mere klassiske sexnoveller. Den første jeg vil færdiggøre og indsende er “Barbie”, som jeg har arbejdet på i to år. Den synes jeg selv er god, og jeg glæder mig til at præsentere den herinde.

    1+
  2. Subloui

    22. maj 2020 kl 21:58

    Hvad kan man gøre for at få kontakt til dig?

    1+

Send kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.