Nedlukningen af lufthavnene overfor rejsende fra Kina og Taiwan SKAL sættes i gang nu. Ellers kan vi alle være dødsdømte inden aften…

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige asnit
eller læs fra begyndelsen

Der herskede kaos i regeringens store møderum, da Gunnar og Morten Messerschmidt kom ind. Folk næsten råbte i munden på hinanden. Det fortsatte nogle minutter, medens yderligere et par ministre kom ind.

Så råbte Jacob Ellemann op:
”Nu er vi fuldtallige. Så ti stille alle sammen. Så overlader jeg ordet til forretningsmanden Finn Nielsen.”

”Tak Jacob.” Finn stod ved siden af statsministeren, høj og mager. ”Jeg har fået det samme referat, som i har fået tidligere i dag. Og jeg må indrømme, at det chokerer mig. Men samtidigt får disse oplysninger noget andet, jeg har erfaret her til morgen til at give mening.”
Alles øjne var rettet mod den succesfulde forretningsmand, der på så kort tid havde opbygget verdens suverænt største firma.

”I morges kl. 9 dansk tid hørte jeg fra en af mine informanter i Kina, at kineserne har afbrudt alle forbindelser til Taiwan, og forbudt både fly og skibe at ankomme til Kina fra øen. Jeg forstod jo ikke baggrunden, da jeg hørte det, og forventede lidt, at det måske var begyndelsen på et militært angreb fra kinesernes side. Men nu kan i vel alle regne ud, hvad det betyder.”

Måske kunne alle regne det ud. Men alligevel fortsatte Finn:
”Det må betyde, at de smittede personer nu er i Taiwan. Kineserne har afbrudt alle transportformer for at hindre at smitten når tilbage til Kinas storbyer på østkysten med indrejsende Taiwanere. Der er to muligheder, og vi kan nok aldrig få at vide, hvilken der er rigtig. Enten har kineserne holdt de smittede tilbage, og først nu sendt dem ud til øen. Eller også har de sendt dem med det samme, da de tog dem væk fra den sygdomsramte region, men har anset risikoen for smitte som nul i de første dage efter de smittedes ankomst.”
Han så sig selvsikkert rundt.

”I har diskuteret om I skulle afbryde al kontakt til Kina. Selv om Taiwan er et uskyldigt offer for de grusomme planer fra Kinas side, så må vi med hensyn til bekæmpelsen af sygdommen sætte Taiwan i samme bås som Kina. Vi må omgående forbyde alle fly fra de to nationer at lande i danske lufthavne. Omgående.”

Igen et vildt sceneri. De fleste begyndte ivrigt at tale med deres nærmeste politiske venner. Og både Ellemann og Finn lod dem snakke.
Efter 5 minutter var det igen Finn der tog ordet.

”Jeg forstår, at mange af jer er bange for at vi skulle blive endnu mere uvenner med Kina, end vi allerede er. Og angste for, om Kina eventuelt skulle spærre for dansk eksport til Kina. Men hvad har vi at frygte? Mit selskab sælger i forvejen intet til det land. Jeg ved godt, at de øvrige store selskaber fra Danmark alle har en del eksport derud. Men i ved, at Pan Industries alene er i stand til at sikre både fuld beskæftigelse og en stærk samfundsøkonomi. Og derudover kan i stole på, at hvis Kina forsøger at ødelægge danske firmaer, vil der opstå en reaktion i resten af den frie verden, som vil betyde, at vi kan sælge meget, meget mere på de markeder. Faktisk har Danmark været i nøjagtigt den samme situation for rigtigt mange år siden.”
De fleste så undrende på ham.

”Under Muhammedkrisen, da Jyllands Posten havde bragt 12 satiretegninger af profeten, var hele den arabiske verden klar til at boykotte danske varer. Det drejede sig mest om mejeriprodukter. Desværre bøjede de danske politikere sig dengang. Det burde de ikke have gjort. Hele verden var træt af muslimernes opførsel dengang, og hvis Danmark havde påtaget sig rollen som den vestlige verdens ”Champion” i kampen mod fanatisk islamisme, ville der være sket et enormt sympatiopkøb af danske varer i resten af verden.”
Han tav og mødte de usikre blikke fra Venstre mændene. En efter en.

”Kina kan INTET gøre os økonomisk. Og selv Kina tør ikke indlede en militær aktion mod os, for det vil være et angreb på hele EU. Og i den situation vil NATO samarbejdet vise sin værdi. Især fordi USA omsider har en hædersmand som præsident.”

”Er der da slet ikke noget at frygte?” ET kvindeligt medlem af partiet Venstre stillede spørgsmålet. Hun så både rystet og dybt nervøs ud.
”Jo, jeg frygter en ting. Kina tør ikke angribe os med en hær. Men intet kan forhindre dem i at forsøge at sende sygdommen herop. Og det vil blive vanvittigt svært at bekæmpe. Men selv hvis de gør det, vil vi ikke stå værre, end hvis vi tillader fly at lande, indtil vi har sygdommen her. Hvis I ikke tør handle øjeblikkeligt, vil ligene flyde i gaderne om en måned.”
Finn kiggede bistert ud over regeringen. Gunnar stillede sig ved sin vens side.

”Jeg garanterer personligt, at Pan Industries vil sørge for, at beskæftigelsen forbliver på 100 %. Og mit firma vil inddække ethvert beløb som statskassen måtte komme til at tabe. Men nedlukningen af lufthavnene overfor rejsende fra Kina og Taiwan SKAL sættes i gang nu. Ellers kan vi alle være dødsdømte inden aften, hvis det værste sker. Det virker som om, det er lykkedes de kinesiske myndigheder at indkapsle den grusomme sygdom til et begrænset område. Men vi kan ikke regne med, at de vinder den kamp. Og nu har de tilmed brugt sygdommen som et biologisk våben overfor den ø, som de gennem snart 100 år har haft en næsten sygelig længsel efter at indlemme i deres nation. Og før befolkningen på Taiwan opdager, hvad der er sket, vil de, selvfølgeligt ufrivilligt, have smittet resten af verden.

Vi skal ringe til Kastrup og Billund nu. Og umiddelbart bagefter skal I kontakte lederne fra alle verdens nationer, og opfordre dem til at gøre ALT tænkeligt for at stoppe smitten. Og indenfor 48 timer, gerne hurtigere, synes jeg, at Danmarks grænser skal lukkes fuldstændigt. Alle danskeres liv afhænger af, at vi isolerer os fuldstændigt, indtil en vaccine eller en kur mod sygdommen er fundet.”

Trods en del nervøse venstreministres indsigelser, blev konklusionen, at Danmark nu var truet af en epidemi, hvis alvorlighed begrundede, at regeringen aktiverede de vedtagne regler om at regeringen i et sådant tilfælde kunne udstede dekreter, uden først at forelægge dem i folketingssalen. Og dette var nødvendigt. Nok havde regeringen absolut flertal, men beslutningerne ville kunne forsinkes voldsomt af oppositionen. Det kunne man ikke risikere.

I løbet af mindre end en time var danske lufthavne lukkede for fly fra Kina og Taiwan, og to fly, der allerede var i luften, blev omdirigeret til andre lufthavne. Der blev udstationeret talstærke vagter ved de største danske havne og ved grænseovergangene, instruerede i, under ingen omstændigheder at tillade indrejse for hverken kinesere, folk fra Taiwan eller af personer, der indenfor den seneste uge havde besøgt de to lande.

Det var naturligvis nødvendigt at informere de to berørte lande om de foranstaltninger, Danmark havde indført. Og at sende meddelelser, forklaringer og opfordringer til at følge den danske linje til næsten alle lande. Denne opgave måtte Jacob Ellemann som statsminister og Morten Messerschmidt som udenrigsminister tage sig af.

Reaktionen fra Kina var, som man havde forventet. De anså de danske skridt som en fjendtlig handling. Og nægtede pure, at der skulle findes en epidemi i deres land. De truede Danmark med alvorlige skridt, men derudover var det eneste de virkeligt ønskede at få at vide var, hvem der havde sendt de løgnagtige meddelelser om sygdommen til Danmark. Hvilket Ellemann naturligvis nægtede at fortælle om.

Reaktionen fra Taiwan var helt anderledes. Lige i starten afviste de påstanden om en ny bølge af endnu værre Corona smitte som værende vanvittig. Men efter at have hørt om, at et stort område i Kina var angrebet, og vores udsagn om at kineserne helt bevidst havde sendt smittede personer over til Taiwan, begyndte de at overveje, om dette kunne være sandt. Og efter en samtale mente de, at de danske påstande kunne være sande. De lukkede omgående ned for enhver forbindelse med Kina, og stoppede samtidigt al flyvning til resten af verden, af frygt for evt. at sprede smitten. Samtidigt begyndte en opsporing og isolering af enhver person, der indenfor de seneste 5 dage var kommet ind i landet fra Kina.

Reaktionerne fra USA, England, Schweiz og fra EU-landene var tøvende. Og dette gjaldt i endnu højere grad for landene i andre dele af verden. Kun i Norge og især i Sverige var der alvorlig interesse for det, de to Danske toppolitikere fortalte. Det blev aftalt, at Messerschmidt skulle rejse til Norge omgående. Og Finn Nielsen og Gunnar skulle sammen rejse til Sverige.

Gunnar skulle mest med, for at formalia var i orden. Finn ville i det land være den egentlige forhandler, idet hans firmas betydning næsten var lige så stor i Sverige som i Danmark.

24 timer senere havde de 3 skandinaviske lande isoleret sig totalt fra omverdenen.

Den danske medicinalindustri hørte jo til mellem de førende i verden, og ønskede naturligvis omgående at komme i gang med at forske i sygdommen. Men dette var jo komplet umuligt, hvis de ikke fik adgang til vævsprøver fra smittede personer. Eller endnu bedre til en eller flere af de angrebne. De pressede voldsomt på, for at den person, der havde rapporteret om sygdommen ikke kunne skaffe det nødvendige materiale. Og de kom også ind på den internationale forskningsstation, og spurgte, om forskerne derfra vidste noget, og om de kunne fremskaffe prøver af virusset.

Gunnar greb omgående ideen, og opfordrede lederen af forbundet af Medicinalfabrikanter i Danmark til at henvende sig til forskningsstationen.

Men stationen svarede ikke på nogen henvendelse, uanset hvilke kanaler der blev anvendt.
Efter 2 dages intense forsøg, henvendte samme leder sig direkte til den kinesiske præsident, og gjorde opmærksom på, at han ikke kunne kontakte den internationale forskningsstation.

I første omgang kom der intet egentligt svar fra Han Quang, Kinas leder. Men efter at Danmark meget hurtigt havde fået både den amerikanske præsident og formanden for WHO til også at kræve kontakt til forskningsstationen, kom der omsider et svar fra Kina:
”Vi beklager at meddele, at de rygter, der har cirkuleret om et udbrud af en meget dødelig virussygdom i Kina, faktisk har vist sig i nogen grad at være sande. Om end angrebet er begrænset til et meget lille geografisk område, og den storslåede kinesiske nation allerede har udryddet sygdommen totalt. Der findes ikke længere smittede, og vi mener, at have tilintetgjort alle rester af virusset. Udbruddet af sygdommen skete i et lille område vest for byen Leshan, og midt i det angrebne område havde den internationale forskningsstation ligget.

Vi har en begrundet formodning om, at denne frygtelige sygdom er opstået på forskningsstationen og har været et resultat af forskernes arbejde. Kina ville normalt i vrede have udvist alle medarbejderne på stationen, på grund af de mange dødsfald de har været skyld i. Men det kan vi ikke, idet ALLE på stationen er døde som følge af virusset. Vi kan beklageligvis ikke engang udlevere deres lig, idet ligene, sammen med alt andet far det angrebne område, er tilintetgjort, så intet virus kan have overlevet.
Historien fortsætter under reklamen

Kina beklager tabet af de internationale forskeres liv, men vil samtidigt fastholde, at disse forskere er skyldige i den katastrofe, der har ramt Kina.”