Denne Coronabølge, som havde været så grusom i Kina, dræbte i resten af verden over en million, selv om en vaccine var blevet udviklet på rekordtid.

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Jacob Ellemann kaldte til orden.

”Situationen er alvorlig. Meget alvorlig. Og tiden er helt afgørende for, at vi kan afværge den største trussel som Danmark, og faktisk også hele resten af verden, har stået overfor. Jeg vil ikke bruge tid på alle små detaljer, men i hovedtræk ved vi følgende:”

Hurtigt satte statsministeren sine ministre ind i de ting, Gunnar havde fortalt ham. Da han havde afsluttet sin fortælling, tog Gunnar omgående ordet.

”Vi må handle nu. Der er ingen tvivl om, at efterretningerne er sande og nøjagtige. Så hvis vi ikke sikrer os, at absolut INGEN smittede personer kommer ind i Danmark, kan vi om en enkelt måned stå midt i et sygdomsudbrud, der kan koste størstedelen af befolkningen livet. I forhold til den trussel, må alle smålige hensyn til Kina vige. Grænsen SKAL lukkes. Omgående. Og hvis vi kan, skal vi have hele EU til at gøre det samme.”

Den ophidsede mumlen afbrød Gunnar, der måtte vente lidt før han fortsatte:
”Vi kan ikke tillade os at tage denne sag i folketingssalen. Vi må benytte os af loven om regeringens ret til at udstede dekreter i en situation, hvor en pandemi truer landet. Går vi i folketinget vil socialdemokratiet trække sagen i langdrag og nedsætte udvalg. For ikke at tale om det radikale pak.”

Den spændte stemning lettede lidt, ved Gunnars humoristiske hentydning til den berømte sætning fra den ældgamle, men stadigt klassiske serie Matador.

I 2 timer diskuteredes heftigt. Gunnar og Morten Messerschmidt var de store fortalere for en øjeblikkelig og total lukning af grænserne i forhold til Kina og Taiwan. Og alle DF-ministrene rettede ind. Men der var massiv modstand fra alle ministrene fra Venstre. Ellemann talte godt nok for en lukning, men alle kunne høre, at han ikke var helhjertet tilhænger af ideen. Og ingen af de øvrige venstrefolk turde tage dette skridt.

Gunnar var ved at blive desperat. Umiddelbart var der 11 modstandere af lukning og 10 tilhængere. Men Gunnar følte sig langt fra sikker på Jacob Ellemanns stemme, hvis det kom til en afstemning. Og der var også 2 af hans partifæller, der virkede skræmte ved tanken om at tage et så stort skridt. Argumenter om, at det ville udløse en uoverskuelig konflikt med Kina og fuldstændigt ødelægge den danske økonomi blev gentaget igen og igen. Hvis han ikke fandt på noget afgørende, ville intet ske.

”Hør her. Vi ved alle, at Danmarks økonomi er verdens stærkeste. Selv en handelskrig med Kina kan ikke for alvor skade os. Og vi ved alle, at vores enestående situation først og fremmest skyldes Finn Nielsen og hans gigantiske IT-selskab Pan Industries. Så længe Finn støtter Danmark, kan vi ikke rokkes. Jeg foreslår, at vi omgående indkalder ham, og sætter ham ind i situationen. Trods alt er han jo suverænt Danmarks største arbejdsgiver. Så han har en vis ret til at blive hørt i dette afgørende spørgsmål.”

Der opstod uro i rummet. Nu sad de her, og behandlede en sag, der var så vigtig og så fortrolig, at de ikke turde tage den i folketinget. Og så tillod Gunnar sig at foreslå, at en person udenfor folkestyret skulle inddrages. På sin vis rystende, selv om Finn Nielsen, lidt i stil med A.P. Møller i sin tid, længe havde haft stor indflydelse på de skiftende regeringer.

Jacob Ellemann havde følt sig presset. Vidste ikke hvordan han skulle takle situationen. Han greb begærligt chancen for dels at få en tiltrængt pause, dels at høre den succesfulde forretningsmands mening om sagen.

”Vi udsætter diskussionen. Gunnar, hvornår vil du kunne få Finn til at komme?”

Alle vidste, at der var et tæt venskab mellem de 3 gymnasiekammerater, Gunnar, Jan Kongsted og Finn Nielsen.

Gunnar svarede ikke. Han havde allerede telefonen oppe og var ved at ringe. Det tog kun få minutter.
”Han kommer omgående. Han er i Århus, men kan være her om tre timer.”

”Så er mødet udsat i tre timer. Og jeg meddeler folketinget, at dagens debat desværre må aflyses grundet en krisesituation. Vi ses her i lokalet om præcis tre timer.”

Alle forlod mødelokalet. Gunnar trængte til at være alene, og fandt et kontor, hvor han kunne lukke døren. Han prøvede at slappe af, og helt af sig selv begyndte hans hjerne at gennemgå hele den politiske udvikling, der havde ført frem til situationen i 2039:

I 2019 var Gunnar blevet student sammen med Lars Bo, Jan Kongsted og Finn Nielsen. Det havde været en helt fantastisk gymnasieklasse, og sammenholdet mellem alle eleverne, men nok især disse 4 havde været fantastisk.

Lars Bo og han selv var begyndt at læse medicin. Jan havde oprindeligt læst matematik, men var hurtigt gået helhjertet ind i politik.
Finn Nielsen, mellem klassekammerater kaldet ”Panikkeren”, grundet hans urolige optræden i klasselokalet og mange bizarre indfald, havde bestemt ikke været nogen topelev. Faktisk klarede han sig mest ved at låne noter fra sin sidekammerat, der var en af klassens to store begavelser. Men dette betød på ingen måde, at Finn selv var ubegavet. Tværtimod. Han havde en skarp hjerne og var fuld af utraditionelle ideer. Men skolen kedede ham.

Jan og Gunnar havde talt meget om deres mening om mange politiske emner, og var stort set enige. Begge var de forargede over, at Socialdemokratiet havde taget vinden ud af udlændingedebatten ved at påstå, at de stod for en linje, der fuldt ud var så stram som den, Dansk Folkeparti stod for. Og så viste en helt anden praksis, da de overtog regeringsmagten.

Både Jan og Gunnar mente, at der principielt skulle være helt lukket for indvandrere, uanset hvilke paragraffer disse påberåbte sig. Som eksempel fremhævede de ofte det urimelige i, at en Tyrker (eller enhver tilsvarende nationalitet) bosiddende i Danmark, kunne have krav på at få familiesammenføring til en kone, udvalgt i hans hjemland. For dem var det indlysende, at et par, hvor den ene var bosiddende i Danmark, men havde stærke bånd til Tyrkiet, og hvor den anden var 100 % knyttet til Tyrkiet, havde en STØRRE sammenlagt tilknytning til Tyrkiet end til Danmark. Og derfor skulle en familiesammenføring ske I TYRKIET.

Trods de to unge, politisk interesserede venners utilfredshed med den førte udlændingepolitik, måtte de indrømme, at det i det mindste gik bedre i Danmark end i Sverige. Vores nordiske naboer havde vedblivende ført en politik, hvor næsten enhver, der påberåbte sig at være flygtning, kunne komme ind i landet. Og det havde allerede i 2020 skabt forhold i mange byer, og i særdeleshed i Malmø, hvor det nu var meget utrygt at gå rundt, hvis man var rigtig svensker. Vold, ildspåsættelse, voldtægt og bombesprængninger var helt almindelige hændelser, og i store områder kunne selv politi og brandvæsen kun komme, hvis de samlede mandskab til en meget stor operation.

Sverigesdemokraterne, Dansk Folkepartis søsterparti, gik frem fra valg til valg, men blev trods dette holdt fuldstændigt udenfor indflydelse på måder, der virkede meget udemokratiske. Og dette førte så igen til endnu større tilslutning til partiet fra de svenskere, der mente, at landet var truet af udlændingene, og ønskede at få Sverige tilbage som det var, før indvandringen begyndte.

EU var præget af den engelske udtræden af unionen. Jan og Gunnar ønskede inderligt, at Danmark kunne følge England, og så eventuelt erstatte EU-medlemskabet af et tæt nordisk samarbejde, gerne med tætte forbindelser til England. Men i folketinget var der et stort flertal for et tæt EU-samarbejde, selv om det næsten kun var Danmark, Sverige, Benelux og Tyskland, der bidrog økonomisk til samarbejdet. Alle de øvrige stater (på nær MÅSKE Frankrig) betragtede tilsyneladende EU som et stort socialkontor, hvor de kunne hente enorme beløb fra de få betalende lande.

Især arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor EU var ved at ødelægge Danmark. Østarbejdere underminerede Den Danske Model, og indenfor både transport, byggeri og landbrug havde de efterhånden forhindret danske arbejdere i at kunne opnå gode arbejdsforhold.

Den verdenspolitiske situation var domineret af meget udemokratiske strømninger. I det ene land efter det andet, kom der en ”stærk mand” til magten. Gennem nogen tid havde verdenssamfundet måttet leve med den diktatoriske ledelse i Kina, med Putin, som havde ubegrænset magt i Rusland, med galningen Erdogan, der i Tyrkiet forsøgte at afpresse både EU og Nato ved at balancere på kanten af et brud med det samarbejde han officielt satte pris på.

Også i Brasilien var en psykopat kommet til magten. Jair Bolsonaro. Selv om han officielt benægtede det, deltog hans regering aktivt i afbrænding af regnskoven, ud fra et ønske om at gøre de enorme landområder til landbrugsjord. Med katastrofale virkninger for klodens CO2 regnskab, de resterende indianerstammers levevilkår, og levevilkårene for et enormt antal plante- og dyrearter.

Men det helt store chok for verdens politikere var kommet, da stjernepsykopaten Trump blev valgt som præsident i USA i 2016. Verden havde holdt vejret, og var lidt krøbet i flyverskjul, ventende på at hans embedsperiode udløb. Men det hele blev blot endnu værre, da idioten, med et meget lille flertal, sikrede sig genvalg. Dette var det afgørende skridt mod en opsplitning af den vestlige verden. Og denne splittelse stor Kina klar til at udnytte. Efter Trumps genvalg begyndte Kina i stadigt stigende grad at optræde som verdens egentlige supermagt. Både EU og USA forsøgte fortsat at sætte dagsordenen, men med indbyrdes stridigheder, og idet Kinas økonomiske styrke efterhånden overgik hver af disse to verdensmagter, blev det sværere og sværere at undgå Kinas dominans.

Allerede i årene op til 2020 havde Kina vist sig aggressivt, især overfor nabolandene. Små klippeskær blev kunstigt opbygget til øer, som Kina krævede suverænitet over, for på den måde at sikre sig næsten hele det sydkinesiske hav som DERES område. Og presset på Taiwan blev hele tiden værre.

Bystaten Hong Kong kom jo i den periode tilbage under kinesisk kontrol, og selv om der var aftalt et delvist selvstyre i en meget lang årrække, viste de kinesiske myndigheder hurtigt, at også dette område nu var underlagt deres beslutninger.

På samme tid arbejdede kineserne med at sikre sig større og større indflydelse, først og fremmest i en række råstofrige afrikanske lande.
Danmark blev specielt berørt af de kinesiske aggressioner, da kineserne forsøgte at få tilladelse til minedrift og anlæg af vital infrastruktur i Grønland. En del grønlandske politikere var åbne for tanken, sikkert mest for dermed hurtigere at kunne bryde båndene til Danmark. Men mange mere moderate grønlændere så kineserne som en meget farlig kolonimagt, der blot ønskede at få kontrol over værdifulde råstoffer, og ved samme lejlighed sikre sig indflydelse i Arktis, et område, der netop i de år fik større og større betydning, både kommercielt og militært.

I året 2024 fik USA endelig en anden præsident end Donald Trump. Men hans greb om magten var nu blevet så omfattende, at hans svigersøn overtog præsidentembedet. Med det frygtelige resultat, at opløsningen af sammenholdet i den vestlige verden nu blev endnu værre.

Kineserne testede omgående den nye præsident med omfattende militærøvelser ud for Taiwan. Formodentligt troede de, at de nu havde frit spil for at indlemme øen i Kina med militær magt. Men en massiv amerikansk flåde tilstedeværelse i området få dage senere lærte dem, at her gik grænsen.

Men allerede året efter lykkedes det dem at udvide deres territorie, da de indlemmede det tyndt befolkede land Mongoliet i den kinesiske stat. Og overfor dette folks skæbne forholdt vesten sig lige så passivt som dengang Tibet blev overfaldet.

Og få år senere kom turen til Myanmar, hvorved Kina ikke bare sikrede sig enorme landområder, men også adgang til det Indiske Ocean.

I disse år var den danske økonomi stærk, især drevet af industri indenfor grøn energi samt medicinalindustrien. Og samtidigt voksede Mærsks rolle som verdens klart største containerrederi, og efterhånden blev de også dominerende i form af andre transportformer, ejerskab over havne og meget andet.

Men i år 2024 begyndte det helt store danske virksomhedseventyr.

Finn Nielsen havde ivrigt studeret computerteknologi, og allerede før han havde afsluttet en formel uddannelse, havde han fundet guld:
Det lykkedes ham at udvikle computere, der både lagrede data og bearbejdede dem på et molekylært niveau. Dette betød, at hans udstyr kunne rumme næsten uendelige mængder af data. Og arbejde mange tusind gange hurtigere end nogen hidtil udviklet computer.

Lige fra starten var disse nye computere selvfølgeligt alles ønske. Og da han først udviklede sit eget styresystem og senere søgesystemer, der udnyttede de nye enheders enorme hurtighed, kunne han lynhurtigt overtage markedsandele fra Microsoft og Google.

Danmark blev i løbet af tre år det nye Silicon Valley, og Finns IT-selskab overtog pladsen som verdens mest værdifulde selskab.

Der havde været lidt snak mellem hans venner om, hvad selskabet skulle hedde. Jan Kongsted havde ironisk foreslået, at selskabet skulle hedde ”Panikkerens Industries”.

Finn havde smilende sagt, at det var et fint forslag, hvilket fik alle til at måbe. Men få dage senere blev Pan Industries etableret, for i løbet af nogle få år at vokse frem som klodens vigtigste, stærkeste og mest værdifulde selskab.

Både USA og Kina fortsatte deres aggressioner i forhold til Grønland, og idet området jo havde et udstrakt hjemmestyre, kunne Danmark ikke effektivt modsætte sig de to landes indblanding.

I 2029 kom Pan Industries så med 2 epokegørende nyskabelser.
Ved hjælp af den enorme datakraft fra hans maskiner, var det lykkedes Finn og hans forskere at udvikle skærme med en helt fantastisk 3-D effekt, som kunne ses uden de sædvanlige briller. Og hans enheder kunne ligeledes projicere fantastik livagtige hologrammer ud i rummet.

Med disse nyskabelser overtog Pan Industries hele markedet i den frie verden for skærme og for telefoner. Kun nogle få lande med Kina og Rusland i spidsen holdt firmaets produkter ude af markedet gennem importforbud.

Samtidigt lancerede Pan Industries batterier med en helt ny teknologi, der muliggjorde oplagring af 20 gange mere energi end hidtil kendte teknikker. Hvilket gav firmaet en næsten monopollignende stilling indenfor elektriske biler, der på dette tidspunkt helt var ved at fortrænge benzin- og dieselbilerne.

Kineserne forsøgte at købe sig ind i selskabet, og da dette ikke lykkedes, forsøgte de at tvinge Finn til at samarbejde med dem, ved at forbyde salg af de meget sjældne metaller, der kemisk går under den skøre betegnelse ”sjældne jordarter” (Rare Earth Elements).

Disse grundstoffer er uundværlige i alle elektroniske apparater, og de fleste af dem findes kun meget få steder på kloden, og Kina var klart den største producent.

Kinas eksportforbud kunne have knust Pan Industries, men Finn Nielsen havde fremsynet sikret sig store lagre af de råstoffer, der ikke kunne købes udenfor Kina. Enkelte af grundstofferne kunne jo findes få andre steder. F.eks. havde den danske geolog Hans Christian Schönwandt (en fantastisk flink og inspirerende lektor på Århus Universitet) allerede i begyndelsen af halvfjerdserne fundet store forekomster af Molybdæn i Norge i de formationer, der blev døbt ”Golden Egg”.

Men i længden ville det jo ikke gå uden nye forsyninger af flere af de andre grundstoffer fra denne gruppe. Og geologer havde gentagne gange fundet spor af netop Rare Earth Elements i Grønlands undergrund, hvilket jo var en af de væsentlige grunde til både amerikanernes og kinesernes store interesse for øen.

Finn fik på rekordtid indhentet tilladelser til både efterforskning og udvinding af disse råstoffer i Grønlands undergrund. Han måtte lige fra starten betale et usædvanligt stort beløb til den grønlandske statskasse, hvilket dels omgående forbedrede levestandarden deroppe markant, og også opildnede tilhængerne af fuldstændig uafhængighed fra Danmark.

Pan Industries gik ind i efterforskningen med hele deres enorme finansielle muskelkraft. Et efterforskningshold på i alt 6.000 personer blev fordelt ud over alle isfrie dele af øen. Samtidigt byggede Finn Nielsen 12 nye, moderne havne, lufthavne, hoteller, skisportsresorter og alt andet til et stort turisteventyr. I alt beskæftigede han lige fra starten 25.000 personer deroppe. Naturligvis blev enhver interesseret grønlænder ansat, men derudover havde Finn måttet indføre 22.000 personer. Og han valgte næsten udelukkende at hente denne arbejdskraft i Danmark.

I 2030 blev der udskrevet valg i Grønland. Regeringspartiet førte valgkamp på, at der, i den næste regeringsperiode, skulle arbejdes på at gennemføre en folkeafstemning om fuldstændig løsrivelse fra Danmark, nu da den grønlandske økonomi var blevet så god, at man, selv uden bloktilskuddet, rigeligt havde penge til at opfylde alle rimelige behov, og så endda have penge til overs.

Men valget blev en jordskredssejr for de partier, der ønskede at bevare og styrke samarbejdet med Danmark. De vandt det absolutte flertal, idet de mange nye beboere på Grønland næsten uden undtagelse havde stemt på disse partier. Der var nu et meget klart flertal for, at Grønland skulle forblive som en del af Danmark.

Resultatet var kommet som et chok for de grønlændere, der havde ønsket en omgående løsrivelse fra Danmark. Og ca. 10 % af grønlænderne var rasende over udviklingen, også selv om leveniveauet, uddannelsesmulighederne og variationen i jobmuligheder i disse år forbedredes i et utroligt tempo.

De grønlændere, der hele tiden havde ønsket at bevare et tæt forhold til resten af Danmark, var naturligvis begejstrede. Og i løbet af de næste år smittede denne begejstring også til den store midtergruppe, som ikke var specielt fanatiske omkring spørgsmålet om selvstyre eller forbliven som en del af Danmark.

Med det nye flertal på øen fik Danmark muligheden for at optræde langt mere konsekvent i forhold omkring Grønland og Arktis. Især Kina fik omgående at vide, at deres tilstedeværelse i området var uønsket. Og også USA blev grundigt sat på plads.

Det lykkedes faktisk for Pan Industries at finde de nødvendige råstoffer deroppe. Bevares, de var dyre at udvinde, ikke mindst fordi miljøorganisationer stillede krav om, at minedriften skulle foregå på måder, der overhovedet ikke belastede de skrøbelige økosystemer i Arktis. Men faktisk var dette også Finns eget ønske, og han havde jo rigeligt råd til disse omkostninger, så længe han bare fik de livsvigtige metaller.

Putin var stadigt præsident med diktatoriske beføjelser i Rusland. Gennem årene havde han opbygget et tættere og tættere samarbejde med kineserne. Han følte sig mægtig i denne rolle, hvorimod kineserne nok nærmest så ham som en nyttig idiot.

Danmark, som jo gentagne gange havde lagt sig voldsomt ud med Kina, var derved også blevet et fjendebillede for Putin. I årene frem til 2030 havde han holdt sig nogenlunde i ro. Nok truet, og af to omgange indlemmet store dele af Ukraine i Rusland. Samt fået en vigtig klemme på Erdogan, således at Tyrkiet havde skiftet side, var udtrådt af Nato og officielt gået i samarbejde med Rusland. Men ikke mere end det.

Men nu spillede han med de militære muskler. Med enorme militære øvelser lige op af grænserne til de tre baltiske stater, truede han i den grad Europa. Og hentydninger til Danmarks ”ubehagelige optræden” manglede heller ikke. For at gøre ondt værre, fortsatte USA med at råbe op om, at Europa skulle bruge mange flere penge på militær, og at de selv skulle klare deres egen sikkerhed. Faktisk virkede det, som om USA koncentrerede al deres militære styrke i Stillehavet, og hverken interesserede sig for Europa eller Mellemøsten.

De økonomiske forskelle i EU var blevet meget større i løbet af de forgangne 10 år. Danmark var suverænt det rigeste land. Men også Tyskland, Benelux og Sverige havde stærke økonomier, ligesom nord Italien, og visse regioner i Spanien og Frankrig. Sverige nok mest fordi der simpelthen hverken var plads eller arbejdskraft til alle de fabrikker Pan Industries oprettede, og fordi Finn Nielsen holdt hårdt på, at hans fabrikker ikke skulle placeres rundt om på kloden.

Men meget store dele af Italien, Spanien, Frankrig, samt Portugal og alle de østeuropæiske medlemslande var dybt forarmede.

På tysk initiativ blev der sat gang i en massiv våbenproduktion i alle de lande, der var ramt af arbejdsløshed. Og også oprettet store hærstyrker, alene med det formål at kunne modgå russiske angreb.

Disse tiltag sikrede på samme tid EU en meget stærk konventionel militær styrke, og satte gang i økonomierne i unionens fattige områder, hvor den store opbygning af nye hærenheder også begrænsede arbejdsløsheden meget.

I slutningen af 2032 sluttede Trump epoken i USA. Omsider var befolkningen blevet trætte af den familie, der nu gennem 16 år havde siddet på præsidentposten, og Demokraten Pete Buttigieg vandt en enorm valgsejr.

Og i begyndelsen af 2033 blev den mangeårige Socialdemokratiske regering væltet. Dansk Folkeparti opnåede en tilslutning på 20 %, men alligevel valgte Venstre, ledet af Jacob Ellemann at danne en mindretalsregering. Men som det altdominerende støtteparti havde DF nu afgørende indflydelse.

Få måneder senere blev der afviklet valg i Sverige. Et valg, der blev afviklet i skyggen af næsten borgerkrigsagtige tilstande, hvor muslimske militser lavede den ene terroraktion efter den anden.

Sverigesdemokraterne havde fra sidste valg haft 40 % af pladserne i Rigsdagen, men idet alle andre partier havde samlet sig om at holde dem udenfor indflydelse, havde de ingen magt haft. Men de frygtelige forhold fik selv meget moderate svenskere til at tilslutte sig det eneste parti, de følte ville beskytte dem. Og Sverigesdemokraterne fik nu absolut flertal.

Efter pres fra DF ændrede den danske regering en masse regler. Kort fortalt ophørte østarbejdernes mulighed for frit at bevæge sig til Danmark. Og alle indvandrere eller efterkommere af indvandrere, som ikke var danske statsborgere blev undersøgt, for at fastslå, om de reelt ønskede at blive assimileret i den danske kultur, eller om de havde ønske om at skabe islamiske parallelsamfund heroppe. Alle i den sidste gruppe blev forsøgt sendt ud af landet. Helst frivilligt, men i nogle tilfælde også med tvang.

Langsomt blev Danmark igen et samfund med en homogen indbyggerskare. Naturligvis var der nu mange personer med en mørkere hudfarve. Velintegrerede thailændere og filippinere, og også en del muslimer, der accepterede, at vi levede i et sekulært samfund, hvor religion er en slags individuel filosofi, som de kunne dyrke, men som på intet tidspunkt havde indflydelse på samfundet og dets regler.

Udviklingen i Danmark medførte selvfølgeligt en næsten endeløs strøm af protester fra EU, der mente, at Danmark på alle måder brød med reglerne om det indre marked. Ellemann havde tøvet, men han kunne ikke bevare regeringsmagten uden støtte fra DF, og dette parti krævede, at vi satte hårdt mod hårdt overfor EU. I sidste ende skete der intet, fordi EU ikke turde risikere at miste Danmarks utrolige økonomiske styrke.

Oprydningsprocessen overfor udlændinge i Danmark var naturligvis svær og til tider ubehagelig.

Men den var for intet at regne i forhold til de opgør der opstod i Sverige. Hvis der før valget havde hersket borgerkrigslignende tilstande i mange af de muslimsk dominerede regioner, var det næsten en fuldtonet borgerkrig der opstod nu. Gennem to år rasede kampe mellem muslimske kampgrupper og svensk militær og politi. Først i 2036 var der igen fred i Sverige, efter kampe, der havde kostet over 400.000 liv. Men ofrene havde ikke været forgæves. Svenskerne havde fået deres land tilbage. De over 5 millioner indvandrere og efterkommere af indvandrere blev sorteret, så kun de, der på alle parametre viste vilje til at blive ægte, integrerede svenskere fik lov til at blive. Alle andre blev brutalt smidt ud af landet.

Som for at gøre situationen endnu mere umulig, rasede denne etniske krig netop da den fjerde, meget dødbringende bølge af Corona angreb. Sverige havde dog lukket sine grænser, netop på grund af borgerkrigen, så det lykkedes landet at holde smitten væk meget længe. Og Sverige var sikkert af den grund et af de lande, der slap billigst.

Det samme var Danmark. Orkestreret af Gunnar, havde DF opstillet en masse krav om beredskab mod nye virusangreb, så da de første advarsler kom fra Kina, var landet øjeblikkeligt i alarmberedskab.

Men mange steder i resten af verden gik det galt. Denne Coronabølge, som havde været så grusom i Kina, dræbte i resten af verden over en million, selv om en vaccine var blevet udviklet på rekordtid.

Afrika havde været heldige. Coronaen havde næsten ikke hærget der. Men kontinentet havde jo rigeligt problemer i forvejen. I 1970 levede der 300 millioner i landene syd for Sahara. I 2020 var det tal over 900 millioner. Og i 2034, da Coronaangrebet skånede Afrika, boede der syd for Sahara 1,4 milliarder mennesker.

Denne befolkningstilvækst overskyggede alle andre humanitære katastrofer. For naturligvis kunne landene ikke brødføde befolkninger, der voksede så hurtigt. Naturen blev ødelagt, dyrelivet blev trængt sammen i minimale reservater, og enorme flygtningestrømme søgte mod Europa, hvor de blev afvist.

Og midt i dette kaos øgede Kina for hvert år sin indflydelse i det ødelagte kontinent.

Gennem disse år var biodiversiteten på jorden i den grad blevet ødelagt, så naturvidenskabsfolk beskrev nutiden som jordens syvende masseuddøen. Denne gang ikke forårsaget af en total nedisning af kloden, eller som ved den seneste, 63 millioner år tidligere, gennem et gigantisk meteornedslag. Nej denne gang var der kun ÉN udløsende faktor for katastrofen. MENNESKET.

Amazonjunglen blev afbrændt af brasilianske bønder, der forsøgte at dyrke den næringsfattige junglejord, og så efterlod denne jord som en gold ørken, efter to eller tre års dyrkning. I 2038 var der kun små klatter af jungle tilbage, og dette havde ført til så store klimaændringer, at næsten hele verdensdelen henlå i tørke.

Junglen på Borneo var blevet ryddet af plantageejere, der tjente formuer på palmeolie. Men de vilde orangutanger uddøde.

Den spændende ø, Madagaskar, ud for Afrikas østkyst havde jo været kendt for sit enestående dyreliv med utallige endemiske arter. Men på grund af en meget hurtig fordobling af befolkningstallet, blev selv jorden langt op af bjergskråninger forsøgt opdyrket. Og dyrearterne havde snart ingen habitater tilbage. De uddøde i hobetal.

Også dyr som det hvide næsehorn fandtes nu kun i få eksemplarer i dyreparker. Og blåhvalen, kaskelothvalen og grønlandshvalen uddøde helt.
Ingen kunne vide, hvor mange plantearter der forsvandt i denne periode. Eller hvor mange af disse, der kunne have haft vidunderlige medicinske potentialer.

Jan og Gunnar havde raset over udviklingen. Men havde intet kunnet gøre for at stoppe den.

Kina var nu verdens supermagt. De havde jo udvidet deres territorie meget. Og ikke kun Rusland og Tyrkiet var blevet lydstater for riget i midten. Det samme var Kasakhstan, Pakistan og langt de fleste af de afrikanske lande. Og om end andre lande officielt ingen afhængighed havde af Kina, var det ingen hemmelighed, at næsten ingen lande i Asien turde handle på måder der konsekvent afviste de kinesiske forsøg på at få indflydelse hos dem.

USA og EU havde siden 2020 forsøgt at bekæmpe den stigende Kinesiske indflydelse. Men først da USA fik en ansvarlig præsident i 2032, begyndte der et funktionelt samarbejde mellem de to store spillere fra den vestlige verden. Canada, Australien og New Zealand var også stærke modstandere af den stigende kinesiske dominans, og takket være især USA´s store indflydelse, stod hele Syd- og Latin Amerika på samme side som Danmark og Europa.

Dog kunne man ikke udelukke Kina fra al indflydelse. Efter 50 år med massive handelsoverskud var Kinas økonomi suverænt stærk, og de havde penge i både infrastruktur og virksomheder i næsten alle verdens lande.

Det bankede på døren. Det var Morten Messerschmidt.

”Du skal komme nu. Finn Nielsen er kommet tidligere end ventet. Jacob har sat ham ind i situationen, og de snakker allerede oppe i regeringens store mødelokale.”

”Men anbefaler han en nedlukning overfor Kina?” spurgte Gunnar febrilsk.

Messerschmidt næsten løb hen af gangen, stærkt forfulgt af en ophidset Gunnar.
Historien fortsætter under reklamen

”Han ikke bare anbefaler det. Han har også nye oplysninger, som vi ikke kendte. Og han vil gribe hårdt ind. Panikkeren lever i den grad op til sit navn. Der er vild panik deroppe. Kom nu. Det er vigtigt at vi også er med. Du gætter ALDRIG, hvad Finn Nielsen fortalte……”

Læs næste afsnit