”Kina ville have knækket os for længe siden, hvis de havde kunnet. Men det KAN de ikke. Det kan sygdommen derimod. Luk så de grænser!!!”

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com

Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Den pludselige afbrydelse af samtalen chokerede Gunnar endnu mere end de informationer, han havde modtaget. Han sad som på nåle, klar til at besvare et nyt opkald fra sin ven. 15 minutter. En halv time. Endnu længere.

Til sidst måtte Gunnar indse, at han ikke kunne forvente at høre mere fra Lars Bo nu.
Hvad var det, han havde hørt i telefonen?

Var hans ven og kollega blevet overfaldet af de kinesiske agenter? Og havde de opdaget den gammeldags, skjulte satellittelefon? Hvad kunne der ske derude?

Det varede et stykke tid, før Gunnars normalt så skarpe og analytiske hjerne kunne begynde at arbejde, uden at være blokeret af hans følelser overfor sin gamle ven. Lars Bo havde jo meget kraftigt advaret ham om, at hele verden stod på randen af en frygtelig katastrofe. En ny pandemi, men denne gang med en mutation af virusset, som måske havde en dødelighed på 100 %.

Okay, tænkte Gunnar. Der fandtes nok ingen sygdom, som var 100 % dødelig. Men ud fra de observationer Lars Bo havde berettet om, var dødeligheden for denne sygdom i hvert fald frygtelig høj. Og også smitsomheden. Slap denne virus ind i Europa, før nogen havde fundet enten en kur eller en vaccine, ville det betyde at mange hundrede millioner kunne dø. Og hvis den kom til Danmark, hvor mange ville overleve? Måske mindre end en million. Måske endda et meget mindre tal. Lars Bo havde lydt desperat. Og han havde løbet en stor risiko, for at kunne sende denne advarsel til Gunnar. Nu var det op til ham at handle. Og det skulle være lige nu, selv om klokken snart var 02.00 om natten.

I forbindelsen med den seneste, meget dødelige bølge af Corona sygdommen, havde folketinget vedtaget en række love, der gjorde, at regeringen, i tilfælde af et nyt sygdomsangreb, kunne udstede meget vidtrækkende dekreter, uden først at forelægge dem i folketingssalen. Gunnar var fristet til at ringe til Kastrup lufthavn, og forbyde yderligere flyvning til Kina, og samtidigt forbyde ethvert fly fra Kina at lande i lufthavnen. Det var det, han allerførst ville gøre. I anden omgang også lukke for skibe fra Kina. Og prøve at få alle EU-lande til også at lukke deres grænser, så smitten helt kunne holdes ude af EU. Men selv om han var sundhedsminister, og derfor selvfølgeligt var en nøgleperson i forhold til en ny pandemi, havde han nok ikke autoritet til at lukke for alle rejsende fra en stormagt som Kina. Reglerne for regeringens udvidede beføjelser i en nødsituation gav denne magt til regeringen, ikke til sundhedsministeren. Og i praksis ville dette sige til statsministeren. Han måtte omgående i kontakt med Jacob Ellemann.

Uden yderligere tøven ringede Gunnar op på statsministerens hemmelige nummer. Det nummer, som kun ganske få på Christiansborg havde. Gunnar lod telefonen ringe helt ud. Intet svar. Han ringede omgående op igen.

Telefonen nåede også denne gang at ringe mange gange. Så blev den taget, og Ellemanns søvndrukne stemme lød i højtaleren.

”Er du blevet vanvittig, Gunnar? Ved du, hvad klokken er? Og ved du ikke, hvilken hård dag der venter os inde på Christiansborg i morgen?”

Gunnar overvejede et sekund at undskylde. Men han havde faktisk ikke lyst til at gøre det.

”Ja, Ellemann, Det ved jeg. Jeg ved endda langt, langt mere, end du gør. Faktisk har du ikke den fjerneste anelse om, HVOR sindsoprivende dagen vil blive. Nu skal du bare tie stille, og høre, hvad jeg fortæller.”

Måske overholdt Gunnar ikke almindelig høflighed, og normalt ville Jacob Ellemann have protesteret voldsomt. Men noget i Gunnars stemme fik statsministeren til at tie stille. Det var tydeligt, at sundhedsministeren var oprevet og havde vigtige nyheder.

Så kort som det var muligt, genfortalte Gunnar det, som Lars Bo havde fortalt. Og sluttede med sine egne overvejelser om totalt at lukke for enhver kontakt med Kina.

Statsministeren sad et øjeblik tavs efter at Gunnar havde sluttet sin lange besked.

”Det, du har fået at vide fra Lars Bo, er rystende. Og jeg kender ham godt nok til at vide, at han aldrig ville fortælle sådanne ting, hvis han ikke var helt sikker på, at noget forfærdeligt var ved at ske. Desuden stemmer hans fortælling jo også med, at vi ikke har kunnet få kontakt med stationen i lidt over 2 uger. Men alligevel. Vi KAN sgu ikke bare lukke af overfor Kina. Du VED, hvor anstrengt Danmarks forhold er blevet til Kina. Det har været slemt de seneste 10 år, men dit parti har jo skåret igennem, og sagt ting til Kina, som intet andet land på kloden har sagt. Siden I kom i regering for 2 år siden, har i jo sørget for at vores forhold til verdens største supermagt er blevet iskoldt. Hvis vi ubegrundet lukker vores grænser til det land, vil de bekæmpe os med alle midler. Vores virksomheder vil blive fuldstændigt udelukket fra det kinesiske marked. Faktisk vil jeg tro, at et sådant skridt kan få Han Quang til at forsøge at isolere Danmark, og at få os inddæmmet med handelsrestriktioner. Sådan noget kan vi ikke risikere på grund af et ubekræftet rygte.”

”Ubekræftet rygte.” Gunnar var vred. ”Du burde vide bedre, Jacob. Husker du ikke Lars Bo´s store indsats under den seneste bølge af Corona virusset? Har den mand ikke mere end rigeligt bevist sin professionalisme? Og sin vilje til at gavne Danmark? Han ringede til mig, måske med fare for sit eget liv. Er det sådan noget, du kalder et rygte?”

”Rolig nu, Gunnar.” Ellemann var beklemt ved sin ministers tydelige vrede. ” Jeg forstår din reaktion. Og selvfølgeligt har du ret. Jeg tvivler ikke et sekund på, at Lars Bo har ment hvert et ord han har sagt. Men foreløbigt har vi jo kun hans observationer. Måske er der ting, som selv Lars Bo ikke har kunnet se, og som han ikke har fået at vide endnu. Og selv hvis den grusomme virus har angrebet det område, som gruppen kørte i, kan det jo være, at det lykkes kineserne at inddæmme smitten. Den kinesiske regering har jo også tidligere vist, at den kan handle med meget stor effekt, når en sygdom truer.”

Gunnar smilede træt for sig selv. Den kinesiske regerings effektivitet overfor epidemier var blevet bevist flere gange. Men han kendte jo også deres barbariske metoder overfor landets egen befolkning.

”Det er sandt, at de kan være effektive. NÅR de altså er alarmerede. Den utroligt stive kommandogang har jo ofte vist sig at betyde, at der går uger, før toppen bliver alarmeret, på grund af at beskederne går gennem så mange led i stedet for at gå direkte til hovedet. Og sådan har det jo helt åbenlyst også været denne gang. Jeg tror gerne, at myndighederne nu sætter alle midler ind, også selv om de derved kommer til at dødsdømme millioner af deres egne borgere. Men muligvis er det for sent. Vi SKAL handle nu. Kommer bare én smittebærer ind i landet, kan det betyde døden for millioner af danskere. Hvis du tøver, fordi du er bange for det store stygge Kina, så dømmer du din egen befolkning. De grænser skal lukkes NU. Og hvad kan Kina gøre os? Takket være Finn Nielsens firmaer, har vi jo verdens stærkeste økonomi. Kina ville have knækket os for længe siden, hvis de havde kunnet. Men det KAN de ikke. Det kan sygdommen derimod. Luk så de grænser!!!”

Der var tavshed i den anden ende af linjen. Så talte statsministeren, langsomt og afdæmpet.
”Jeg KAN ikke gøre det du forlanger, Gunnar. Men selvfølgeligt skal denne krise tages op i folketinget, når vi mødes i morgen. Alt andet må vige. Må beskeden fra Lars Bo refereres?”

Gunnar sank noget. Hvis statsministeren tøvede, kunne det betyde, at de alle skulle dø. ”Kineserne må under ingen omstændigheder få at vide, at Lars Bo kan kommunikere med os. Larmen kunne jo opfattes, som om de havde opdaget det. Men dette er ikke sikkert. HVIS vi åbent fortæller om, at det er Lars Bo, der har fortalt det hele, er han dødsdømt. Fortæl at du, fra en kilde du ikke kan oplyse nærmere om, har fået de oplysninger om det store område med en uhyggelig, meget smitsom og 100 % dødelig sygdom. Der er trods alt mange europæere i Kina, så kineserne kan ikke vide, at kilden er Lars Bo og forskningsstationen. Men vi SKAL have lukket for indrejse. Lov mig, at du vil presse hårdt på, for at vi får det igennem før middag i morgen.”

Ellemann lød træt i telefonen. ”Jeg kan jo ikke love dig noget, Gunnar. Kun at du får chancen for at tale for dit forslag om lukning, i første omgang overfor regeringen. Muligvis bliver vi nødt til at flytte samtalen til folketingssalen, men det ved jeg ikke endnu. Vi må stoppe nu. Vi skal begge sove. Vi ses tidligt i morgen, Gunnar.”

Så var samtalen forbi.

Gunnar vidste jo udmærket, at også han burde sove, for bare at have en lille chance for at føle sig frisk den følgende dag. Men han kunne ikke. Tankerne snurrede rundt i hans hjerne. Han stolede fuldt og fast på Lars Bo. Men kunne han få lukket grænsen til Kina? Kina var en meget dominerende stormagt, som andre lande normalt ikke slap godt fra at lægge sig ud med. Og landets ledelse var utroligt nærtagende, når de opfattede det, som om andre lande fornærmede deres ”herlige” land.

I de senere år havde Danmark gang på gang valgt ikke at bøje nakken overfor Kinas dominans. Vi havde blandt andet helt direkte fordømt den kinesiske annektering af først Mongoliet og siden Myanmar. Og dette ville i de fleste tilfælde have medført, at det provokerende land var blevet dukket voldsomt, ved at få landets økonomi fuldstændigt ødelagt. Kun det, at Danmark nu havde måske verdens stærkeste økonomi, ikke mindst baseret på de helt fantastiske IT-selskaber, som iværksætteren Finn Nielsen så hurtigt havde opbygget, havde gjort at Kina faktisk ikke havde haft muligheden for at ramme landet.

En total, ensidig grænselukning overfor riget i midten ville blive set som en direkte fornærmelse. Og i endnu højere grad, eftersom Kina åbenbart ønskede at skjule det nye virusangreb for verden. Hvad kunne diktaturstaten gøre for at skade os? Et militært angreb var vel trods alt udelukket. Eller var det? Gunnar følte sig ikke sikker på noget. Det ville blive meget, meget svært at overtale hans ministerkollegaer til at tage de skridt, som Gunnar anså som livsnødvendige. Men det skulle lykkes.

Til sidst sank Gunnar sammen i stolen. Søvnen var omsider kommet, uden at han havde nået at lægge sig. Men blot minutter senere ringede en telefon.

Søvndrukken rakte han ud efter sin normale telefon. Men ingen havde ringet. Det kimede igen. Den specielle forbindelse til Lars Bo og Kina.

Gunnar tøvede. Larmen, ved afslutningen af det forrige opkald, havde jo mere end antydet, at Lars Bo var blevet angrebet. Kunne det alligevel være hans ven? Eller var det snarere kinesiske agenter, som havde fundet Lars Bo´s skjulte telefon? Han tøvede. Skulle han besvare opkaldet?
Historien fortsætter under reklamen

Tøvende greb han telefonen, og trykkede på svarknappen.
”Hvem ringer? Er det dig, Lars Bo?”

Læs næste afsnit

3 kommentarer

1. Sofie

   18/04/2020 kl 11:44

   Glæder mig sq til at høre mere om Finn Nielsens IT selskaber. Er vi ude i noget vildt og banebrydende AI, eller mere noget hen ad IT Factory? Det må tiden vise ?

   1+

   Besvar kommentar
2. Loui

   10/04/2020 kl 14:45

   Vil du ikke sende mig en mail, Kaptajn?

   2+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     10/04/2020 kl 17:08 - som svar på Loui

     Det gør jeg omgående.
     Det skylder jeg dig bestemt

     2+

     Besvar kommentar