”Hvis bare én smittet kineser kommer til Danmark, risikerer vi, at halvdelen af befolkningen dør. Måske endnu flere.”

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs del 1 – del 2

En hæs latter lød i telefonen. ”Jeg tror sgu, at de skyder mig, hvis de opdager, at jeg taler med dig nu.”
Gunnar lyttede intenst. Han kunne føle, at Lars Bo havde enormt meget at fortælle.

”Coronavirussen er muteret igen. Denne gang er det alvor.” Stemmen lød anstrengt. Noget der kan dræbe en meget stor del af menneskeheden, hvis ikke det bliver stoppet. Jeg har ikke set noget sikkert eksempel på, at nogen har overlevet sygdommen endnu. Og den er mindst lige så smitsom som de hidtidige kendte mutationer. Muligvis meget mere.”

Gunnar kunne ikke sige noget. Nok havde han været forberedt på, at det kunne være sådan noget Lars Bo ville fortælle. Men det kom alligevel som et chok. Han vidste, at Lars Bo aldrig ville overdramatisere noget. Så det måtte virkeligt være forfærdeligt.
Lars Bo´s dirrende stemme lød igen.

”Det skete for 14 dage siden. Vi havde fået myndighedernes tilladelse til at tage på en langtur, hvor vi måtte tage prøver fra lokalbefolkningen i en række regioner. Ledelsen i Beijing havde bestemt garanteret, at der ikke fandtes spor af Coronavirus i Kina, og jeg forestiller mig, at vi fik tilladelsen til turen, fordi de ønskede, at vi kunne bekræfte dette overfor hele verden.”

Et øjeblik tav stemmen.

”Det hele var nøje planlagt. Vi havde det helt store udstyr med til turen. De to vogne med laboratorier og karantænekamre, hvis vi mødte personer, der havde sygdommen. Vi startede hernede fra tidligt mandag morgen.”

Gunnar vidste jo udmærket, hvor ”hernede fra” var. Ca. 40 kilometer vest for storbyen Leshan, helt tæt på begyndelsen af de mest østlige dele af Himalaya, 500 kilometer fra nordspidsen af Myamar.

”Turen var planlagt til at gå nordpå. Helt op til Baotou. Bare turen derop var næsten 2000 kilometer. Vi kørte derop i et stræk, af en rute, der gik ret langt mod øst, fordi der var de bedste motorveje af den rute.

Hver vogn rummede 6 personer. Som du ved, får vi aldrig lov til at køre alene, så der var 2 personbiler med. I alt 6 kinesiske embedsmænd, som de kalder dem. Jeg synes nu mere de ligner en slags agenter fra den kinesiske efterretningstjeneste. Men efter de seneste år uden alvorlige sygdomsudbrud, betragtede styret i Beijing os nok ikke som nogen større risiko, så det var bestemt ikke top agenter. Bare nogle små brikker i det store spil. Personer, der absolut ikke havde autoritet til at handle på egen hånd, hvilket vi fik at se undervejs.”
Igen en pause.

”Som sagt kørte vi direkte til Baotou af motorveje. Så vi kom ikke rigtigt igennem byer, og så bestemt ikke tegn på sygdom på vejen derop. Vi var selvfølgeligt fuldstændigt ødelagte af turen, og valgte at nyde en dag i Baotou, før vi begyndte arbejdet. I byen så vi heller ingen tegn på nogen sygdom. Dagen efter udtog vi, med agenternes tilladelse et antal prøver. Men der var virkeligt ingen positive prøver. Og derpå startede vi den lange tur hjem. Lang, fordi planen sagde, at vi, for hver ca. 100 km, skulle finde en by eller landsby, hvor vi ville observere befolkningen samt tage spyt- og blodprøver. Den rute, vi havde valgt, førte os i en bue langt mere vestligt end vores tur derop”
Lars Bo skulle åbenbart samle sig lidt, for længe var der tavst.

”Vi var kommet næsten halvvejs tilbage, og befandt os langt øst for storbyen Lanzhou. Vi kørte i et enormt øde og meget tyndt befolket område, men vi var opsatte på at overholde planen for indsamling af prøver, og drejede derfor fra hovedvejen og ind i en lille landsby.” Hans stemme dirrede.

”Det var et frygteligt syn. Der lå lig overalt. Ved en vandkunst kravlede 4-5 dødeligt syge desperat frem, åbenbart drevet af en vanvittig tørst. De havde fråde om munden og trak vejret hvæsende. Den ene døde, medens vi så på det.” Der var næsten gråd i Lars Bo´s stemme. ”Vi trak omgående i beskyttelsesdragterne, og gik ud. Inde i de to laboratoriebiler havde vi været i absolut sikkerhed, selv om der var smitte i luften udenfor. To af de andre tog nogle prøver fra nogle af ligene, men jeg gik ind i landsbyens største hus. Det var en skole.”
Lars Bo kunne næsten ikke tale. ”Der lå dynger af lig derinde. De syge må blive svage lynhurtigt. For ellers var de vel gået hjem. Eller måske havde de opsøgt skolen som det sted, hvor de håbede på at få hjælp. Det var så forfærdeligt. Dynger af lig. Og så mange af dem var børn.”

Igen gik der lang tid.

”Et stykke tid troede vi, at alle var døde eller døende. Vi regnede med, at de, der ikke var ramt af sygdommen, nok var flygtet. Godt 400 lig talte vi, og 20 personer der var levende men meget syge. Vi antog, at de ville dø i løbet af timer, og så frygteligt det end var, var det en lettelse, da de døde i løbet af eftermiddagen.”

”Var der ikke nogen levende overhovedet?” spurgte Gunnar.

”Det var der, men vi opdagede det først lidt senere. De kinesiske agenter havde egentligt ladet os arbejde i fred. Men de havde været meget forvirrede, og havde forsøgt at få kontakt med deres overordnede. Jeg tror ikke det lykkedes, men de var tydeligt nervøse, og ville have os ind i bilerne igen. Fjolserne gik ud af deres køretøjer, og forsøgte at jage med os. UDEN BESKYTTELSESDRAGTER. Vi protesterede, men da de trak deres våben, kunne vi jo kun adlyde.” Lars Bo trak vejret dybt.

”Vi vendte de to store laboratoriebiler, og begyndte at køre. Men ved et af de sidste huse i byen skete det. To mennesker, en kvinde på omkring 30 år, og en lidt ældre mand kom løbende ud til vores bil. De skreg og fægtede desperat med armene. Vi stoppede omgående. Vi var stadigt iført vores beskyttelsesdragter, og lukkede de to desperate mennesker ind i den ene bil. Og lukkede dem direkte ind i de to karantænerum. I første omgang var de skrækslagne over indespærringen, men vi fik hurtigt forklaret dem, at vi bare beskyttede os selv, men egentligt også dem, mod smitten.”

Kort pause.

”To af agenterne kom farende med trukne pistoler. De råbte vredt, og krævede, at vi undlod at tage de to personer med os. Og råbte, at vi omgående kørte videre. Jeg svarede, at vi meget gerne kørte omgående, men at vores lægeløfte forbød os at sætte disse 2 stakkels mennesker af i det sygdomsbefængte område. Agenterne var rasende, og råbte i munden på hinanden. Men den ældste bestemte åbenbart, og hans højeste ønske var åbenbart at få os ud af byen. Så vores ”fangst” forblev i de to karantænerum.”

Han hev efter vejret.

”Hvis jeg bliver afbrudt, er det fordi de forbandede agenter opdager mig. De har forbudt al kontakt ud af forskningsstationen. Og de er meget nidkære med at gøre livet surt for os.”

Gunnar havde mere end anet, at noget havde været alvorligt galt derude. Han havde ikke kunnet tale med Lars Bo i mere end 14 dage. Og der kom kun kortfattede, intetsigende skriftlige meddelelser ud fra stationen. Nu forstod han grunden.

”Giv mig hele historien. Men alle de detaljer der kan fortælle noget, både om sygdommen og om jeres situation,” bad Gunnar. ”Så tier jeg fuldstændigt stille, til du har fortalt det hele.”

”Det er nok bedst sådan. For der er meget at fortælle, og som sagt ved jeg ikke, hvor lang tid jeg har mulighed for at tale.” Lars Bo gjorde en pause, og fortsatte så med sin beretning:

”Jeg tror, vi fik set meget mere, end hvad vi ville have kunnet, hvis vi havde været ledsaget af mere betroede agenter. For vi fik lov til at køre af den oprindeligt planlagte rute, hvor vi kørte gennem et utal af små byer og landsbyer.

I de næste tre småbyer vi kom igennem, så vi mange personer i gaderne. Vi mente, at nogle viste tegn på at være syge, men kunne ikke sige det med sikkerhed. Kineserne forbød os at standse. Men 40 km senere kom vi til en rigtig by. Jeg antager, at den havde mellem 50.000 og 100.000 indbyggere. Og at den var ramt alvorligt af en sygdom kunne der ikke være tvivl om. Der lå dynger af lig. Og lige udenfor byen så vi, at folk med gravemaskiner dyngede ligene sammen, overhældte dyngen af lig med benzin og afbrændte dem. Alle de ”raske” bar ansigtsmasker og primitive beskyttelsesdragter. De vidste åbenbart, hvor smitsom sygdommen var. Det var vel også derfor de brændte ligene.

Jeg tiggede kineserne om tilladelse til at tage prøver, bare for at bevise, at det drejede sig om samme sygdom som i den første by, men de kinesiske agenter var ubøjelige. Vi skulle bare køre videre. 10 km senere fik kineserne os dog til at stoppe vognene. Et øjeblik frygtede jeg, at de ville beordre de to mennesker i karantænerummene ud af bilerne, men det var ikke det. Derimod flåede de alle fjern kommunikationsmidler fra os. De fortalte os, at højt rangerende embedsfolk havde indskærpet, at vi absolut ingen kontakt måtte have med verden udenfor Kina. Det havde åbenbart højeste prioritet. Situationen var ubehagelig. Så hårdt havde vi ikke tidligere følt os kontrolleret af kineserne. Faktisk følte jeg det, som om vores ledsagere nu var blevet direkte fjendtlige overfor os.

De næste 100 km var som en tur gennem helvedet. I alle byer, vi kom igennem, lå der lig i gaderne. Tre eller fire landsbyer så ud til at være fuldstændigt uddøde. Derefter kom 2 små byer, hvor vi kun så få syge, og senere kunne vi ikke fra bilerne se tegn på sygdommen. Vi kørte så hurtigt, som det var muligt. De kinesiske agenter havde tydeligt nok ordre til at få os hurtigt tilbage til lejren, og vi havde selv det samme ønske, når vi ikke kunne komme ud og tage nye prøver. Vi skulle teste de indsamlede prøver og prøve at undersøge om det igen var en Coronavirus, og i givet fald beskrive denne nye mutation. Og især ville jeg gerne undersøge de to kinesere i karantænerummene, og høre deres beretning om sygdommens opståen og udvikling i deres by. Jeg var allerede overbevist om, at den sygdom vi havde her, Corona eller ej, var endnu værre end selv den frygtelige fjerde bølge af sygdommen. Dødeligheden lod til at være forfærdeligt høj.

Det var en lang og udmattende tur. Heldigvis så vi ikke nye tegn på sygdommen, så ud fra vores iagttagelser havde det angrebne område en størrelse på måske 150 km i retningen nord-syd. Hvor stor udbredelsen var øst-vest kunne vi jo ikke udtale os om, blot vidste vi, at der tilsyneladende ikke havde været tegn på sygdommen så langt østpå, som der hvor vi havde kørt på vejen op til Baotou. Ingen rigtigt store byer lå i det sandsynlige sygdomsområde. Det må være grunden til, at den kinesiske ledelse ikke havde vidst noget om sygdomsudbrudet.”

Lars Bo lo hæst.

”De landlige forhold, og så det forfærdelige kinesiske bureaukrati. Det har altid været forfærdeligt, men det bliver da værre for hvert år der går.

Det var midt om natten, da vi kørte forbi portvagten og ind i lejren. Vi havde jo ingen telefoner eller andre kommunikationsmidler, så jeg brugte bilens megafon til at advare de andre i lejren om, at bilerne kunne være inficeret med den farlige virus. Vi fik alle til at trække sig væk, før vi førte de to kinesere ind i lejrens karantænebarak, hvor de, ligesom i bilen, blev isoleret i to fuldstændigt sikrede rum.
Derpå blev vi, stadigt iført vores ”rumdragter” desinficeret.

De kinesiske agenter, der ikke havde brugt samme værnmidler, fik samme behandling. Og netop fordi de IKKE havde været beskyttede, forlangte jeg, at de også skulle ind i de meget sikrede karantænerum. De nægtede fuldstændigt, og truede mig med pistoler. Det var nok mit held, at lederen af lejrens sikkerhedsstyrke kom frem. Jeg fik forklaret ham, hvor farligt det kunne være, hvis hans landsmænd var smittede, og han lyttede heldigvis til mig. Alle seks blev sat i total isolation.

Bilen, alt udstyret og os selv, denne gang uden beskyttelsesdragter, blev renset grundigt. Og de indsamlede prøver blev anbragt i de sikre beholdere. Nu SKULLE alt være sikkert, men ifølge vores forskrifter for smitterisiko blev alle vi 12 fra turen nu isoleret i karantænebarakken, om end ikke inde i de lufttætte sikringsrum. Vi måtte ikke have kontakt med andre i lejren, før vi mente, at al smitterisiko var væk.

Vi havde i barakken små samtaleapparater, med hvilke vi kunne snakke med de andre i lejren, men ikke ringe ud. Og jeg hørte med det samme, at alt i lejren var blevet endevendt, så enhver form for elektronik, der kunne bruges til at rapportere til Europa eller USA blev fjernet.
Jake, lederen af den amerikanske gruppe, fortalte mig, at kineserne havde været direkte brutale, og at de havde tævet en laboratoriemedarbejder, fordi de mente, at han havde prøvet at gemme en telefon.

Jeg undrede mig over at kineserne gik så vidt. For alle de moderne satellittelefoner benyttede sig jo, ligesom vores computere, af de geostationære satellitter de hang over det kinesiske område. Og de er jo, uden undtagelse, styret og kontrolleret af Kina. Så de kunne jo let forhindre enhver samtale fra os i at nå en modtager. Men jeg fik at vide, at ALT var blevet endevendt.

I smug kiggede jeg efter den telefon jeg bruger nu. Den er jo indstillet på de europæiske, kredsende satellitter, og kan kun benyttes, når en af dem tilfældigvis passerer hen over denne del af Kina.”

Lars Bo lo lidt.

”Faktisk har jeg skilt den gammeldags telefon fuldstændigt ad, og indbygget dens kredse i en af de små enheder til lokale samtaler. Heldigvis havde de ikke fundet den, og derfor kan jeg endnu tale med dig.”

Pludselig blev Lars Bo´s stemme til en hæs hvisken:
”Der kommer to agenter. Jeg må stoppe. Men det her er grusomt. Du må gøre noget, så smitten ikke kan komme til Danmark. Jeg ringer igen, og fortæller mere, når jeg får chancen. Hvis bare én smittet kineser kommer til Danmark, risikerer vi, at halvdelen af befolkningen dør. Måske endnu flere.”
Historien fortsætter under reklamen

Mere nåede Lars Bo ikke at sige. I telefonen hørte Gunnar nogle vrede kinesiske kommandoer. Så lød det som om der var alvorlig ballade i bygningen. Noget væltede, og Lars Bo skreg op.

Pludseligt blev linjen tavs…….

Læs næste afsnit

2 kommentarer

1. Kaptajn Bligh

   05/04/2020 kl 13:51

   Dejligt at du kan lide den.
   Jeg er jo selv glad for, at Totalsex har lukket op for noveller (eller romaner) uden sex. Og håber på, at der også er læsere til sådanne ting herinde.

   Jeg håber, at historien bliver endnu mere spændende, når handlingen rigtigt kommer i gang.

   2+

   Besvar kommentar
2. Sofie

   05/04/2020 kl 11:48

   Det sq spændende! ??

   2+

   Besvar kommentar