Alle i cockpittet var ved at kaste op. Jagerne var så tæt på, at de når som helst kunne fyre deres missiler afsted. De ville dø om få sekunder…

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afnit
eller læs fra begyndelsen

Piloten havde truffet sin beslutning. Han nægtede at standse, selv om indisk politi tydeligvis ønskede at forhindre dem i at lette.

Han fortsatte med at give fuld gas, og lige før han ville have ramt bilerne, tvang han flyets næse op. De havde ikke nået den fart, der normalt var krævet ved take off. Men idet han havde valgt at gasse op, var det for længst for sent at forsøge at standse.

Flyets næse steg, så ingen i cockpittet kunne se bilerne, da de ræsede hen over dem. Men de følte et ryk i flyet, idet halen væltede et af køretøjerne.

Piloten kæmpede med flyet, og forsøgte at få det i luften. Det virkede ikke som om halens berøring af bilen havde haft nogen betydning. Men havde de fart nok?

Flyet vaklede, men steg så langsomt. Sekunder senere følte piloten, at han havde fuld kontrol over det. Han ændrede indstillingen, så flyet ikke skulle stige så stejlt. Omsider følte han sig tryg.

”Vi klarede den sgu. Men de idioter i politibilerne. Hvorfor veg de ikke til side, da de kunne se, at vi ikke ville kunne nå at stoppe?”

Anden piloten åndede ud. Uvilkårligt havde han holdt vejret, i de sekunder hvor det så ud til, at flyet skulle smadres. ”De har vel fået ordrer. Og har været af de typer, der blindt følger ordrerne.”

Piloten kløede sig i nakken. ”Selvfølgeligt havde vi ikke tilladelse til at bruge lufthavnen. Men deres reaktion forekommer mig meget drastisk. Kan den indiske regering være så meget i lommen på kineserne, at de gjorde det på ordre fra Kina? I så fald risikerer vi, at de sender jagere op efter os.”

Anden piloten svarede ikke. Han kunne jo ikke vide, hvordan det hang sammen. Piloten bad ham tage styringen, og gik så ind til flyets få passagerer.

”Velkommen ombord. Jeg hedder Harry og er jeres pilot på turen hjem til Kastrup.”

De 8 flygtninge smilede. Hvor føltes det pragtfuldt omsider at være i sikkerhed i et fly, der havde kurs mod Danmark. Én efter en præsenterede de sig.

Efter en smule løs snak bad Harry venligt Lars Bo og Gunnar om at gå med sig ind i cockpittet. Han opfattede det, som om disse to var de ledende medlemmer af gruppen. Og at Gunnar sandsynligvis var den, der bedst forstod den politiske situation.

Så snart han havde dem for sig selv, gik han lige til sagen. ”Som I vel kunne forstå, fik vi ikke en tilladelse fra de indiske myndigheder til at hente jer. Jeg ved, at Jacob Ellemann selv har forsøgt at få tilladelsen, men inderne er åbenbart så skræmte af Kina, at de på ingen måde tør støtte jer. Du har jo talt med den indiske ministerpræsident, Gunnar. Tror du, han er så meget underlagt kineserne, at han får Indiens militær til at skyde os ned?”

Gunnar tænkte sig grundigt om. Han kunne jo ikke være sikker. ”Nej, Harry, det tror jeg bestemt ikke. Jeg tror bestemt ikke, at ministerpræsidenten er på Kinas side. Men han er bange, og derfor er det vigtigt for ham, at han ikke ser ud til selv at gøre noget, der går Kina imod. Jeg tror ikke, han har overgivet sig til dem, og jeg tror bestemt, at han personligt ønsker at vi kommer hjem til Danmark med forskningsresultaterne.”

”Jeg håber du har ret. Vi er chanceløse, hvis de kommer efter os med jagere.”

Gunnar rynkede panden. ”Jeg vil gerne forstå hele situationen. Hvordan kunne flyet stå klart? Der er jo kun gået 4 timer siden jeg gav Jacob Ellemann tidspunktet for, hvornår vi kunne komme til lufthavnen.”

Piloten grinede. ”Da du ringede første gang, og fortalte, at I ville forsøge at nå denne lufthavn, sendte statsministeren omgående dette fly til Bangkok. Og han sagde, han ville forsøge at få en tilladelse til at lande i Indien. Han ringede så og fortalte, at den indiske ministerpræsident ikke havde villet give ham den tilladelse.”

Gunnar tænkte et stykke tid. ”Jeg ville utroligt gerne vide, om kineserne ved, at det er os, med forskere fra den internationale station, der er med flyet her.”

”Kan de vide det?” spurgte piloten.

”Vi blev set af kinesiske grænsevagter, da vi kom ind i Indien. Godt nok så det ud til, at de døde i en lavine, men der har sikkert været andre, der så os. Derfor kan det jo være, at de er ekstra opmærksomme på indiske lufthavne oppe i dette område. Men der findes også andre muligheder. Jeg tror det ikke, men kan omvendt ikke udelukke det, nemlig at den indiske ministerpræsident har fortalt om Ellemanns ønske om at få os hjem. Og endelig KAN mine samtaler med Ellemann måske være blevet aflyttet. Det skulle være umuligt, men du ved, hvor avanceret kinesisk teknologi er.”

”Statsministeren og forsvarsministeren var i hvert fald opmærksomme på, at kineserne måske ønsker at forhindre vores fly i at nå til Europa. Normalt ville vi jo flyve af den nærmeste rute, hvilket er en storcirkel, som går ind over Rusland. Den rute forbød forsvarsministeren os at tage. I stedet fik vi ordrer om at flyve ad en sydligere rute. Tværs over Indien, og ud over Det Indiske Ocean, for så at flyve op over Saudi Arabien, Israel, og over Middelhavet til Europa. Han mente, at det ville være den sikreste rute.”

”Vi vil være i fare, uanset hvilken rute vi vælger. Først skal vi ud af indisk luftrum, og vi ved jo ikke, hvordan ministerpræsidenten vælger at handle overfor os. Selv om jeg bestemt ikke forventer, at han direkte går kinesernes ærinde. Men bagefter skal vi flyve meget langt over Saudi Arabien. Og det er jo ingen hemmelighed, at de, ligesom de øvrige arabiske lande, er i tæt samarbejde med Kina. Den tur bliver farlig.” Gunnar følte sig ikke tryg, men forudsat at kineserne virkeligt satte alt ind på at undgå, at de slap hjem med beviserne for kinesernes løgne, kunne de jo næsten ikke være i sikkerhed nogen steder.

Turen over Indien forløb uden problemer, og Gunnar og Lars slappede lidt af, da flyet var ude over Det Indiske Ocean. De forventede ingen problemer over internationalt farvand. Men da de fløj ind over først Oman og derefter krydsede grænsen til Saudi Arabien, sad de alle med en lille knude i maven.
Gunnar gik ud i cockpittet igen. Han kunne med det samme mærke, at de to piloter også var anspændte. Dog gik den første halve time uden problemer.

”Fandens! Se der. Se de prikker. Jeg frygter, det er jagere.” Anden piloten havde fået øje på noget.

Kaptajnen kunne også se dem. Han brummede, og rapporterede til Kastrup, hvad de så. Pludseligt afbrød han sig selv. ”Fandens, der kommer flere. Til venstre for de andre. Se kl. 11.”

De andre stirrede i den angivne retning. Og ganske rigtigt var der et antal små prikker der.

”Vi er fortabte. 2 store grupper jagere. Vi vil ikke have en chance.”

De sad i en topmoderne, hurtig maskine. Men den kunne jo på ingen måde flyve fra moderne jagermaskiner.

”Hvorfor sender de to grupper op efter os? Det giver ingen mening. En enkelt jager med missiler kan pille os ned så let som ingenting.”

Kaptajnen svarede ikke. Et øjeblik overvejede han at vende flyet. Men det var meningsløst. Jageren var meget hurtigere, og ville indhente dem i løbet af kort tid. I mangel på andre muligheder holdt han bare kursen, så han næsten flød direkte hen mod den anden gruppe jagere. Nu kunne han se de enkelte maskiner. De ville møde disse fly, før jagerne, der kom fra højre ville nå op til dem.

Alle i cockpittet var ved at kaste op. Jagerne var så tæt på, at de når som helst kunne fyre deres missiler afsted. De ville dø om få sekunder. Men hvad var det?

Ingen missiler. Jagerne strøg lige hen over deres maskine, og fortsatte ud mod de jagere, der hurtigt nærmede sig fra højre. Nu lød en række eksplosioner. De fly, der havde passeret dem, havde fyret missiler afsted, og de andre fly styrtede brændende til jorden. Luftslaget varede under et minut. Nu vendte de jagere, der havde fløjet hen over dem om, og sluttede op omkring dem. Først nu så Gunnar de israelske flag på flyene.

”Hurra. Nu er vi i sikkerhed. Med eskorte fra Israels luftvåben er vi beskyttede. De fyre er hårde. Dem kan araberne sgu ikke klare.” Sjældent havde Gunnar været så lettet.

Resten af turen forløb uden hændelser, og flyet landede i den tomme Kastrup lufthavn. Alle fra flyet, også piloterne, blev af folk i store beskyttelsesdragter ført over i det nybyggede hus lidt uden for landingsbanerne. Gunnar kendte udmærket den nye karantænebygning. Den var blevet opført i lyntempo på hans opfordring.

”Nu skal i bare se,” sagde Gunnar, henvendt til Lars Bo, John Petit og Barton. ”Vi skal selvfølgeligt i streng karantæne, men jeg lover jer, at det bliver på en meget mere bekvem måde, end i de små karantæneceller ude på forskningsstationen.”

Hele bygningen var en stor karantænecelle, selv om den kunne opdeles i mange mindre dele. Der var separate værelser, hyggelige stuer, motionsrum og endda et veludstyret laboratorie, som var taget med, fordi det var forudset, at folk der forskede i epidemier var blandt de mest sandsynlige til at skulle gå i karantæne.

Alle fra flyet, også piloterne, skulle i 21 dages tvungen karantæne. Ud fra Lars Bo´s iagttagelser, ville 12 eller 14 dage jo være nok, men idet følgerne af et virusudslip ville være så katastrofale, havde regeringen valgt at arbejde med en stor sikkerhedsmargin. Og hverken de tre forskere fra stationen eller Gunnar protesterede. Lars Bo erklærede, at laboratoriet var perfekt. Næsten endnu bedre udstyret, end laboratorierne på stationen i Kina.
Folkene i sikkerhedsdragterne viste dem alle bygningens faciliteter, og forlod dem så.

Jacob Ellemann ringede til Gunnar. Han ville lige kort høre om turens forløb. Statsministeren var forfærdet ved at høre om de store farer og de mange dødsfald, men mente dog, at det at få Lars Bo og to andre forskere ud, sammen med Lars Bo´s lovende vaccineforsøg, var af så stor værdi, at selv antallet af døde var en rimelig pris for udbyttet.

”I må være udmattede. Både fysisk og psykisk. Og samtidigt kan i jo få problemer med jetlag. Vi to tales ved hver dag, men der vil ikke være noget forpligtigende i det. Slap af, hvis I kan. Først den 18/3 vil vi fra regeringens side betragte jer som udhvilede og kræve en mere detaljeret redegørelse om det hele.”

”Tak for det, Jacob. Jeg er virkeligt udmattet. Helt slidt op. Men i morgen vil jeg nu gerne høre om den verdenspolitiske udvikling. Og om, hvad i ved om spredningen af sygdommen. Og Lars Bo og de to andre kan vi nok ikke holde fra laboratoriet. De er tossede. De må da være lige så ødelagte som jeg, men de står allerede i laboratoriet og arbejder.”

Ti minutter senere tog Gunnar et længe tiltrængt bad, og faldt derefter omgående i søvn.

Den 18/3 deltog både Gunnar og Lars Bo i et videomøde. De andre deltagere var medlemmerne af den Corona task force, der var blevet dannet til at styre forløbet i akutte situationer.

Mødets første punkt var, at Lars Bo, i alle detaljer, skulle berette om sine observationer af sygdommen og om alle hændelser fra forskningsstationen.

Andet punkt bestod i, at Lars Bo skulle fortælle om sin forskning vedrørende en vaccine. Især ville gruppen vide, om der var ting, der kunne hjælpe hans forskning, og om hvilke udsigter, han selv troede forskningen havde. Lars oplyste, at han lige nu havde alt han behøvede i karantænehuset. Men hvis alt forløb som han håbede, ville han senere i forskningsforløbet have brug for at have adgang til et større antal smittede personer. Og i den sidste fase, ville han have brug for frivillige forsøgspersoner. Mennesker, der var villige til at få vaccinen, og derefter blive udsat for smitten, vel vidende, at hvis vaccinen ikke virkede, ville det betyde døden for dem. Men lige nu lå den fase et godt stykke ude i fremtiden.

Tredje punkt var en nøje beskrivelse af ekspeditionen ind i Tibet. Dette blev fulgt af Lars Bo´s beretning om deres flugt. Lars Bo spurgte ivrigt, om der var kommet besked fra andre flygtninge fra lejren? Var nogen sluppet ud? Han havde det forfærdeligt, da Jacob Ellemann måtte fortælle, at endnu havde de ikke hørt fra nogen. Endelig fortale Gunnar og Lars Bo sammen om resten af flugten.

Som fjerde punkt på dagsordenen havde Gunnar fået tilføjet en nøje gennemgang af smittespredningen og eventuelle politiske følger. Dette valgte Ellemann selv at berette om:
”Jeg gennemgår det hele ret detaljeret. I andre ved jo det meste, men lige inden dette møde blev jeg opdateret om flere forhold, så også i får nye oplysninger. For Gunnar og Lars Bo er det sikkert chokerende.

Sygdommen er virkeligt brudt ud. Langt hurtigere end det vi havde talt om. For at gøre det overskueligt, vil jeg gennemgå det i punktform:
Kina. De kan jo ikke benægte, at de er ramt af en meget smitsom sygdom. I første omgang indrømmede de jo sygdommens eksistens, da de brugte den til at forklare forskernes påståede død. Men de hævder stadigt, de har helt styr på sygdommen. Satellitbilleder modsiger dog den påstand meget.

Taiwan blev jo påført sygdommen ved et ondt snig angreb fra Kinas side. Vi er i daglig kontakt med deres leder. De har forfærdelige dødstal og kan intet gøre for at hjælpe de syge. I store områder ser det ud til, at absolut alle dør. Det positive er, at den opdeling af landet, som du havde foreslået dem, ser ud til at holde. Det er kun to af sektionerne, der er angrebet, og smitten har ikke bredt sig. Så indtil videre ser beboerne i de resterende otte sektioner ud til at klare sig. Præsidenten er dybt taknemmelig overfor dig, Gunnar.

Norge, Sverige, Island, Færøerne, Grønland, Israel, New Zealand og enkelte øgrupper i Stillehavet isolerede sig fuldstændigt, dengang du anbefalede det, Gunnar. Så de steder findes sygdommen ikke.

Men desværre er der meldt om udbrud af sygdommen i næsten hele resten af verden. Rusland og visse arabiske lande påstår stædigt, at de ikke har nogen tilfælde endnu, men det anser vi for at være løgn. Der er en del afrikanske lande, hvor der ikke er bekræftede tilfælde. Der håber vi på, at det eventuelt kan være sandt. Men vi tvivler lidt, fordi trafikken af kinesere, der rejser ind og ud, er så stor.

Virusset er desværre også konstateret i Europa. Kun enkelttilfælde i Vesteuropa endnu, men vi ved jo fra Taiwan, hvor svært det er at stoppe sygdommen, når bare et par syge har gået rundt i få dage. Og i Østeuropa ser det slemt ud. Flere af de tidligere Jugoslaviske lande er hårdt angrebet. Letland er et særtilfælde. Danmark har jo, siden de baltiske lande vandt deres uafhængighed af Rusland haft et nært forhold til alle tre lande, men nok i særlig grad til Letland. Og Letland valgte, i modsætning til stort set alle andre lande, at følge dit råd om at dele landet op i zoner. Letland blev opdelt i fire zoner, adskilt af en nord-syd linje og en øst-vest linje midt gennem landet. Og det hjælper dem måske, for de to østlige sektioner er angrebet af sygdommen, medens de to vestlige er gået fri.”

Spændingerne mellem de Kina-venlige stater og den vestlige verden er blevet større dag for dag. Kina har ikke direkte truet vesten, men Rusland har spillet med musklerne. De har især kæmpestyrker langs grænsen til Polen, de baltiske stater og Finland.”

Omsider gjorde Ellemann en pause for at trække vejret og lade dem, der slet ikke havde kendt til dette, få tid til at fordøje oplysningerne. Derpå fortsatte han:
”Mange forskere herhjemme havde jo fortalt os, at de, på et vist stadie i deres forskning, ville få brug for, at et stort antal smittede var tilgængelige for dem. Ligesom Lars Bo nu har sagt det. Ud fra dette ønske, og fordi vi under ingen omstændigheder ville indføre smittede i Danmark, besluttede vi, at en forskningsstation i det vestlige, smittefrie område i Letland ville være ideel. Vi opførte den i lyntempo, og sendte et meget stort antal soldater til Letland, både for at beskytte forskningsstationen, men også for at hjælpe den lettiske hær med at opretholde en sikkerhedszone mellem den vestlige og den østlige sektor. Når sygdommen bliver for forfærdelig i den østlige sektor, kan det ikke undgås, at folk i panik vil flygte mod vest, også selv om de ved, at de derved vil dømme den million der bor der til døden. Disse sygdomsflygtninge skal, uanset prisen, stoppes. Kan det ikke gøre på andre måder, bliver vi nødt til at skyde dem. Ikke en eneste må slippe igennem.”
Historien fortsætter under reklamen

Han kiggede på alle. Nogle delte han jo lokale med, Andre så han via videolinket. Så sagde han dæmpet og alvorligt:
”Her til morges modtog jeg en besked fra Putin. Et ultimatum faktisk. Han krævede, at Danmark omgående trak deres soldater væk fra lettisk territorie. Han mener, vores tilstedeværelse er en trussel mod de 700.000 med russisk baggrund, der bor i Letland. Trækker vi os ikke ud, opfatter han det som en krigserklæring.”

Læs næste afsnit

6 kommentarer

1. Den gamle jumfru

   09/08/2020 kl 9:00

   Jeg har læst hele serien, og må sige at dette er en fantastisk god beskrivelse af hvor galt det kan gå i verden… Meget godt skrevet historie. 🙂

   Vi har allerede set hvor hurtigt det kan gå når folk ikke respekterer retningslinjerne og anvisningerne.

   Vedr. historien, så var det synd at de ikke fik Tam med til Danmark, nu da hun havde holdt ud så længe…

   Glæder mig til de næste kapitler.

   1+

   Besvar kommentar
   • Anonym

     09/08/2020 kl 10:09 - som svar på Den gamle jumfru

     Dejligt at høre, at du kan lide romanen, Jumfru.

     Det er helt sikkert, at verden en gang kan blive ramt af en pandemi, der er meget, meget værre end den, vi i øjeblikket er ramt af.

     Hvor i historien læser du, at Tam ikke er blandt dem, der kommer til Danmark?
     Der står jo netop, at 8 personer kommer med flyet. Og der var jo 8, der forsamledes nedenfor bjerget, og Tam var medc i den flok.

     Når denne roman om 3 uger er afsluttet, begynder udgivelsen af “Barbie”. Og det er en roman, jeg har arbejdet meget længe med, og som jeg selv synes er rigtig god. Måske kommer du også til at kunne lide denne roman

     2+

     Besvar kommentar
2. Kaptajn Bligh

   07/08/2020 kl 23:57

   Tak for det positive udsagn om novellen. Naturligvis håber jeg heller ikke, at en så katastrofal situation som jeg beskriver i novellen nogensinde fremkommer.
   MEN….
   I novellens sidste (lange) kapitel (kapitel 24) , beskriver jeg en verden EFTER sygdommens hærgen. Og personligt synes jeg der er m ange tiltalende punkter ved denne utopi

   1+

   Besvar kommentar
3. Tina

   07/08/2020 kl 23:31

   Fantastisk historie.
   Glæder mig allerede til næste afsnit.

   1+

   Besvar kommentar
   • Kaptajn Bligh

     08/08/2020 kl 15:14 - som svar på Tina

     Tak, Tina.
     Der er, som jeg skriver i den anden besked, 3 kapitler tilbage, hvor dramaet bliver udløst, og hvor fremtidsverden efter Corona døden fastlægges.

     0

     Besvar kommentar
4. Panik

   07/08/2020 kl 20:55

   Og så skal der gå en hel uge…. Aaarrgggh…
   Det er altså en god historie! Tak for dit store arbejde, kan godt li’ historien selv om jeg ikke håber den politiske situation bliver virkelig 😉

   0

   Besvar kommentar