Den lille kinesiske kvinde så ham fast i øjnene. ”Hvis du ikke tør være med, er vi fortabte. Det kan kun lade sig gøre med dine kæmpekræfter.”

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Chokeret stirrede John og Lars Bo ned i vandet. Grenen var knækket mellem stenene. Den havde ikke været stærk nok til Pierres vægt.

Lige så snart Pierre ramte vandet, slyngede det ham med sig. Men det lykkedes ham med desperate kræfter at holde fast om rebet. Derfor røg han ned mod vandfaldet, men også over mod klipperne på den side, hvor John og Lars Bo stod. De så den ulykkelige mand kæmpe i de hvirvlende vandmasser under dem. Pierre følte et hård slag, da hans krop slyngedes ind mod klipperne. Desperat greb han ud efter dem med den ene hånd, men nu kunne den anden hånd ikke holde grebet om rebet. Han slyngedes frem med vandet, og skreg højt, da han slyngedes ud i den tomme luft og ned over vandfaldet.

Forfærdede stirrede John og Lars Bo ned af vandfaldet, i et fortvivlet håb om at deres ven havde klaret faldet. Men de kunne jo ikke se direkte ned, og Pierre kom ikke til syne længere ude.

”Hvordan kan det være? Selv om han måske er død af faldet, burde kroppen da komme op?” Lars Bo forstod det ikke.

”Ikke nødvendigvis. Man kan blive fanget i strømhvirvlerne under et fald og blive holdt nede meget længe.” John kiggede en sidste gang. Pierre var død. Det var der ingen tvivl om. De kunne ikke spilde det sidste lys på at stå og kigge.

”Bind rebet grundigt fast omkring en af de store klippeblokke.” John var rasende på sig selv, over at han ikke havde bedst

Tam eller Barton om at gøre dette, før Pierre kravlede ud på rebet. ”Så er det dig, Lars Bo.”

Lars Bo havde stået som forstenet. Lammet af chokket over vennens død. Nu rystede knæene under ham, før han skulle ud på rebet. Vandfaldet skræmte livet af ham.

Stift og nervøst gennemførte Lars Bo armgangen over det vilde strømløb. Men rystende ben klatrede han op, godt hjulpet af Barton.

John så tilfreds, at Lars Bo kom i sikkerhed. Så sikrede han sig, at rebet lå rundt om den store klippeblok, og kastede så den løse ende over til Barton. ”Stram rebet helt op, og bind det så solidt fast. Når du har gjort det, kommer jeg.”

Barton var meget omhyggelig med at placere rebet og bandt derefter flere knuder oven på hinanden. Han ville ikke løbe den mindste risiko.

John trak i rebet af alle kræfter. Det var tilsyneladende bundet rigtigt godt fast. Så lænede han sig ud, og sekunder efter hang han i det ene af rebene. Det gav et ryk i rebet, da det gled ned omkring den ene sten. John var chokeret, men holdt fast, og nu var rebet roligt igen. Det var ikke længere helt stramt, men det ville kun være til allersidst, at dette ville udgøre et problem. Med lange bevægelser gik John hurtigt armgang over den dødbringende flod.

Det var svært at komme op ovre ved klippen, fordi rebet nu hang lidt ned langs denne. Så selv om hverken Lars Bo eller Barton kunne løfte ham, var han taknemmelig for deres fremstrakte hænder. Det var dejligt igen at være på en fast klippe.

Nu var det næsten mørkt, John fik rebet løs, tog sin rygsæk og begyndte at kravle hen mod strømløbet ved den anden bred. Et enkelt sted måtte han hjælpe de andre.

”Sidste problem. Jeg tror strømløbet er 4 meter. Normalt ville jeg let kunne springe over, men her kan man ikke få tilløb. Bredden er ret flad. Jeg tror ikke, jeg kan få rebet til at sidde fast derovre.”

John rynkede panden. Han gik lidt op og ned langs strømløbet. Bredden ændrede sig ikke meget, og det gjorde klippen på den anden side heller ikke. Længst nede mod vandfaldet var klippen derovre dækket af jord. Men desværre ingen klippeblokke. Og heller ingen træer.

Nervøst kiggede de andre på ham. Det var næsten helt mørkt, hvilket kun gjorde det mere uhyggeligt.

”Vi kan UMULIGT svømme. Selv om vi springer så langt som vi kan, og er nær bredden derovre, så vil vandet omgående hive os ud i midten igen. Og ud over vandfaldet.” Lars Bo indså, at de var låst. De KUNNE ikke komme videre.

”Vi skal videre,” sagde John. Men de andre kunne høre desperationen i hans stemme.

”Der er en mulighed.” Tam gik hen til John og hviskede noget til ham.

John for sammen. ”Det kan vi ikke. Jeg nægter at være med til det.”

Den lille kinesiske kvinde så ham fast i øjnene. ”Hvis du ikke tør være med, er vi fortabte. Det kan kun lade sig gøre med dine kæmpekræfter.”

Barton og Lars Bo lyttede. De forstod intet.

John kom over til de to andre. Han rystede på hovedet. ”Hun vil have, at jeg skal kaste hende over strømløbet.”

Et øjeblik var Lars Bo ved at grine. Den gigantiske franskmand og den lille, spinkle kinesiske kvinde. Det ville sgu da være dværgkast. Men så overvejede han det.

”Hvorfor ikke, John? Jeg er ret sikker på, at du godt kan kaste hende de fire meter. Og derhenne er der jo jord på klipperne, så hun nok kan lande uden alvorlige skader.”

”Måske kunne jeg tage den ene arm og det ene ben, og du den anden side. Hvis vi slynger hende sådan, tror jeg hun kommer over.” Dette var Bartons forslag.

”Men hvis jeg kaster for kort, og hun kun lige når klippen, slår hun sig fordærvet på stenene. Og måske ruller hun i vandet, og så er hun død.” John turde ikke påtage sig ansvaret for kvindens liv.

”Der er fuldstændigt mørkt om et øjeblik, John. Dette er vores sidste chance. Enten kaster du hende, eller måske du, i samarbejde med en af os andre. Eller også skal vi stå her hele natten, med risiko for at blive fundet i morgen, hvor vores muligheder alligevel ikke er bedre.” Lars Bo overvejede, om det ikke burde være ham selv, der skulle hjælpe John med kastet. Han var meget større end Barton.

John grublede.

”Kaster vi hende som Barton foreslår, vil hun lande på ryggen. Rammer hun klipperne, knuser hun nok hovedet. Og faktisk tror jeg, jeg kan kaste hende længere alene. Jeg kan ikke lide det, men jeg forstår godt, at jeg SKAL prøve.”

John undersøgte terrænet helt henne ved vandfaldet. Det måtte blive der, for kun der var der lidt jord, kvinden kunne lande på. Ligesom resten af vejen, var der kun en flad strækning på deres side på 3-4 meter. Slet ikke nok til at han kunne få tilløb til at springe. Men den lille strækning kunne alligevel bruges.

John bandt omhyggeligt rebet omkring en enorm klippeblok derhenne. Og gik helt ud på kanten. 10 cm længere, og han ville falde i den rasende strøm. På dette sted bandt han rebet stramt om sit bryst. Han skar et par stykker af rebet, og bandt dem rundt om kvinden.

Hverken Barton eller Lars Bo fattede det mindste, men de stolede på, at John vidste hvad han gjorde. De så nu kæmpen løfte kvinden op, ved at holde i de to reb, der var bundet omkring hende. Hun hang i rebene med forsiden nedad.

”Hold arme og ben ind til kroppen når jeg kaster dig. Og prøv så at tage fra, når du lander.” John talte langsomt og tydeligt til kvinden. Hun nikkede. Faktisk så hun mindre nervøs ud end John.

John var gået næsten tilbage til den store klippeblok, og begyndte at svinge kvinden frem og tilbage i sine strakte arme. Så trak han vejret dybt, fik bevægelserne til at passe sammen, og sprang af al kraft frem mod floden. Et sekund troede Lars Bo, at han ville springe over floden med kvinden i sine arme. Men lige da han nåede kanten af klippen, flåede rebet hårdt i hans brystkasse, og væltede ham bagover. Men John havde afpasset svingene med kvinden perfekt. Lige før rebet strammedes, slyngede han kvinden frem, så hun fik fart, både fra tilløbet, gyngebevægelsen og fra hans mægtige arme. Hun fløj gennem luften. Chokeret så Lars Bo, at kæmpen havde kastet kvinden forbi det lille stykke med jord. Hun landede på den flade klippe mange meter fra floden. De hørte hende skrige, men næsten øjeblikkeligt rejste hun sig og vinkede.

Rebet flåede John bagover. Hans ben gled ud over kanten, og han var ved at glide ned i floden. Kun det stramme reb holdt ham tilbage. Med besvær kravlede han i sikkerhed.

Han kiggede over på den anden side, og blev lykkelig, da han så, at kvinden stod og vinkede i mørket.

”Du er ikke klar over, hvor stærk du er, John. Du skulle kaste hende 5 meter, men du sendte hende ud på 8 meter. Indfører de dværgkast ved olympiaden, er du sikker guldvinder.” Barton klappede begejstret kæmpen på skuldrene.

Johns ribben gjorde ondt. Rebet havde givet ham et gigantisk blåt mærke. ”Vi andre skal også over, og så skal vi prøve om vi kan komme væk fra floden, selv om der er helt mørkt.”

Han løsnede rebet, både fra sig selv og fra den store klippe. Så kastede han den ene ende over til Tam. ”Kan du finde noget, du kan binde rebet solidt til?”

Tam var nødt til at gå længere væk fra floden. Det første stykke var fladt og bart. Men hun fandt et passende klippestykke, lige før rebet var helt strakt. Hun bandt rebet solidt, tjekkede to gange, at knuderne var sikre, og gik så tilbage. De tre på den anden side trak af alle kræfter i rebet, men kunne ikke rokke det.

Der var lige reb nok til, at John kunne føre det rundt om den klippe, han allerede havde brugt en gang. Han bandt det ikke fast, men holdt rebet i hænderne.

”Kom afsted. Vi har ikke meget tid.”

Igen gik Barton først. Han havde ikke svært ved at komme op på den anden side. Og det gik lige så let for Lars Bo. De tre omfavnede hinanden i mørket. Nu skulle John bare over.

De så John stå på kanten af klippen og kigge ned på vandet. Og så over på kanten på deres side.

”Bind rebet til klippen, John. Det var det da langt nok til.”

”Så mister vi rebet. Hvis det er bundet til klippen, kan jeg jo ikke få det løs. Hvis jeg tager de få meters tilløb, kan jeg godt nå over til jeres side. Og holder jeg fat i rebet, kan floden ikke skylle mig væk. Jeg tror, jeg kan gøre det.”

”Stop,” råbte både Lars Bo og Barton.

John tøvede. Han havde jo heller ikke lyst til at springe.

”Bind nu det reb fast, John. Den største del af rebet er jo herovre, så vi mister kun 10-12 meter af rebet. Vi har 20 meter tilbage plus de små stykker, du bandt om Tam.” Lars Bo ville ikke høre indvendinger.

John adlød. Han kunne jo selv indse, at dette var det klogeste. Kort efter var de sammen på bredden af den vilde flod. Et øjeblik kiggede de ned i dybet, men mørket var nu så tæt, at de intet kunne se. De havde svært ved at forlige sig med, at Pierre virkeligt var død.

Så tog de rygsækkene på. John skar rebet over så langt ude over vandet som han turde, og viklede det op, så det kunne ligge i rygsækken. Så førte han dem væk fra floden.

Næsten med det samme begyndte de at gå opad mellem et virvar af klipper. John og Lars Bo havde på kortet set, at den yderste udløber af forbjergene fra Himalaya nåede helt ned til floden, netop på dette sted. Det var svært at komme frem i mørket, men omkring midnat fandt de en lille sti, der førte opad og mod vest.

”Jeg tror ikke, der er kinesere i dette terræn. Og vi kan alligevel ikke kravle 200 km gennem bjergene hvis vi holder os helt væk fra stierne. Vi fortsætter så længe vi kan klare det.

Det begyndte at lysne kl. 9 næste morgen. De vaklede stadigt fremad, idet de havde været så heldige hele tiden at finde stier, der førte mod vest, mod de høje bjerge i Shaluli Shan bjerge.

Både Tam, Barton og Lars Bo slæbte sig afsted. De snublede for hvert andet skridt. Ingen talte. Det kunne de ikke.

Kun John gik ubesværet foran. Han havde taget Tams rygsæk, og hjalp de andre, når stien blev for stejl. Men selv han var udmattet.

”Det bliver lyst nu. Lad os finde et skjul. Vi er kommet længere op i bjergene, end jeg turde håbe på, og derfor tror jeg ikke, kineserne vil undersøge dette område endnu. De vil ikke tro, nogen kan være nået så langt. Der er en lille skov her. Lad os gå derind, og se, om der er et godt sted at ligge.”

Ingen svarede. De vaklede bare udmattede bag ham. John gik kun 50 meter ind mellem træerne, før han fandt en lille, græsklædt plet. Han tog rygsækken af, og trak et tæppe frem. De andre fladt om, hvor de stod.
Historien fortsætter under reklamen

John måtte hjælpe dem af med rygsækkene, og i Bartons rygsæk var der også et tæppe. De kunne ligge tæt sammen på det ene, og have det andet over sig. Tæpperne plus vennernes kropsvarme ville gøre, at kulden var til at udholde, indtil solen fik fat. Alle drak begærligt af vandet i deres feltflasker, men selv om de alle var udhungrede, sov de andre tre, før John kunne nå at nævne mad. Han trak på skuldrene, og lagde sig også til at sove.