- Dragens legetøj – del 1
- Vinterferie
- Bedækket af bæstet
- Pensionistens lyster
- Hvis jeg må se din, må du se min
- De 2 sinker i nabohuset 1
- Doktor Nielsen
- Efter skoletid
- Thor den lille supermand
- Andreas og Thomas – Drenge til sex
- Mødet med far på chatten del 1
- Amanda – En Fan
- Mia – En Sjæl i Frihed
- En sensommer rejse
- 5 år efter skole
- Mosters store gravide bryster
- Bellas sommerferie 3 – Lærkes oplevelser
- Min fætters lektiehjælp
- Ida
- Forsømte Moster Tove
Corona 11
”Forholdene i lejren er uudholdelige. Fire medarbejdere er allerede døde på grund af kinesernes brutalitet…
Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen
Gunnar kunne ikke være i tvivl om statsministerens vrede. Den ellers normalt høflige og afdæmpede mand skreg som en gal. Og naturligvis havde Ellemann ret. Det som han havde gjort i sin samtale med præsidenten fra Taiwan, var jo langt fra alt hvad der var tilladt i den normale demokratiske proces.
”Vi samler begge partiers folketingsgrupper til et stort møde denne formiddag kl. 11.00. Heldigvis er de jo alle til stede i København på grund af krisen. Så bliver jeg nødt til at fremlægge hele sagen for folketingsgrupperne, selv om vi indtil dette tidspunkt har holdt de farligste oplysninger i en meget snæver kreds. Vi må se, hvordan grupperne reagerer, Gunnar, men jeg tror, du skal berede dig på, at din tid på Christiansborg kan være forbi.”
Javel, Ellemann. Jeg skal nok være derinde kl. 11,” lovede Gunnar. Samtalen blev afbrudt, og Gunnar sad tilbage i stilheden. Han havde kvalme, og hans mave gjorde ondt.
Kunne og skulle han have handlet anderledes? Gunnar overvejede det. Den normale fremgangsmåde ville selvfølgeligt have været at få alle oplysninger om tilbuddet fra Taiwan, og så gå til statsministeren. Men det ville have trukket tiden ud. Mindst et døgn. Sandsynligvis meget mere. Og ud fra den sidste besked fra Lars Bo mente Gunnar, at hver time kunne være af største betydning. Afgørende for hans vens liv. Og måske endnu mere vigtigt, afgørende for om den vestlige verden kunne få vaccinen tids nok. Gunnar var fuldt ud klar over, at hans politiske karriere hang i en tynd tråd, men han mente alligevel ikke, han kunne have handlet anderledes.4
Gunnar var den første i Dansk Folkepartis gruppeværelse. Mødet skulle holdes i Venstres gruppeværelse, men det havde han jo ikke nøglen til. Kort efter kom hans nære ven, Jan Kongsted.
”Puha. Han var vred, ham Ellemann. Det mærkede jeg tydeligt, da han indkaldte mig. Han kan vel ikke selv have ringet til samtlige af de to partiers folketingsmedlemmer, men det var ham personligt, der ringede til mig. Og nu vil han fortælle begge folketingsgrupperne sandheden om situationen omkring forskningsstationen. Mon det er klogt?”
”Nej, det er jeg også meget betænkelig ved.” Gunnar havde det ikke godt. ”Jeg har opført mig som en kæmpe idiot.”
Jan lagde armen omkring sin vens skulder. ”Du valgte at sørge for, at tingene fik muligheden for at ske hurtigt. At få dronerne afsted mod Indien. Og en sending militære droner afsendt til Danmark, for at vi kunne beskytte os, hvis alt går helt galt storpolitisk. Der er jo ingen uoprettelig skade sket. I dag ville du under alle omstændigheder have drøftet det hele med regeringen. Og hvis de ikke ønsker droneangrebet gennemført, så kan skibene fra Taiwan bare omdirigeres. Det, der er er på vej til Indien, kan returnere til Taiwan. Og det, der er på vej mod Beringstrædet, kan sejle til USA, sådan som det jo længe havde været præsidentens ønske.”
Jan gjorde en pause, og klappede sin ven på skulderen. ”Du ønskede at handle hurtigt. Ud fra tanken om, at selv timer kan være afgørende for forskernes liv derude. Du valgte som du gjorde, fordi du ikke kunne svigte de mennesker, du har arbejdet tæt sammen med derude. Og fordi du ikke kunne lade en så god ven som Lars Bo dø. Du har ikke handlet som en idiot. Du har handlet som en ægte ven!”
”Tak Jan.” Vennens støtte, som Gunnar kunne føle var oprigtigt ment, betød så uendeligt meget. ”Men uanset hvad, er min tid i folketinget forbi. Jeg skal vist være heldig, hvis jeg undgår fængsel.”
Jan smilede bistert. Han havde jo selv hørt statsministerens raseri, så det var bestemt muligt, at situationen var så slem. Noget ekstraordinært måtte gøres.
”Vent lidt, Gunnar. Jeg tror det er på tide at få Panikkeren på banen igen.”
Før Gunnar kunne protestere, var Jan i færd med at ringe op.
”Satans. Han tager ikke telefonen. Men jeg tror, han er i sin lejlighed i København. Jeg vil i hvert fald prøve, om jeg kan finde ham. Du ved, hvilken fantastisk evne han har til at overtale folk.”
Gunnar åbnede munden for at modsige Jan, men denne var allerede på vej ud ad døren. Med et skævt smil kiggede Gunnar efter Jan, der smidigt løb hen af gangen. Jan var høj, men bevægede sig alligevel som den fødte idrætsmand, selv nu 20 år efter at de havde været fodboldkammerater.
Da alle, med undtagelse af Jan, var samlede i Venstres gruppeværelse, orienterede Jacob Ellemann forsamlingen om, hvad der var foregået i den seneste tid. At forskerne på forsøgsstationen i Kina, i modsætning til hvad kineserne oplyste, slet ikke var døde, og at nogen fra regeringen havde haft kontakt med stationen. Og om Gunnars samtale med præsidenten fra Taiwan samme aften.
”Er det refereret korrekt, Gunnar, eller er der ting, du vil beskrive på en anden måde?”
Gunnar havde intet at tilføje.
I salen lød en ophidset mumlen. Flere af folketingsmedlemmerne lød ophidsede. Flere anmodede om en pause, så de, under uformelle former, kunne nå at tale med hinanden. Dette gav statsministeren sin tilladelse til.
Da de mødtes igen, kørte debatten lidt af sporet, syntes Jacob Ellemann. Mange, både fra hans parti og fra Dansk Folkeparti angreb voldsomt den lille inderkreds, der havde holdt vitale oplysninger tilbage overfor både folketingsgrupperne og en del af ministrene.
Bølgerne gik højt, men stort set ingen nævnte sagen om Gunnars samtale med Præsident Kim fra Taiwan. Jacob Ellemann stod pludseligt og uventet i en situation, hvor det var sine egne handlinger, han måtte forsvare.
Efter et par timers debat, eller snarere skænderi, sivede gassen lidt ud af diskussionerne. Ingen i lokalet kunne forsvare at lave en regeringskrise på dette kritiske tidspunkt. Hemmelighedskræmmeriet blev fordømt, og der blev rejst krav om ubetinget åbenhed i regeringens fremtidige handlinger.
Jacob Ellemann havde flere gange forsøgt at dreje samtalen ind på Gunnars voldsomme overtrædelser af sine beføjelser, men han blev brutalt afvist. Faktisk mente salen, at Gunnar overtrædelser var mindre end de, som regeringstoppen, med Statsministeren i spidsen, havde udført. Og der var en bred tilslutning til, at enhver mulighed for at befri forskerne på stationen skulle forsøges, herunder også en eventuel brug af droner, hvis dette var muligt.
Gunnar fik tilladelse til at forhandle med lederne af Indien, Nepal og Bhutan om muligheden af at bruge et af disse lande som startsted for dronerne. Faktisk blev det pålagt ham at udføre arbejdet. Ingen forventede, at det ville lykkes. Dertil var landenes angst for stormagten Kina for stor. Men et klart flertal mente, at forsøget alligevel skulle gøres.
Pludseligt styrtede Jan og Finn Nielsen ind i gruppeværelset.
”Jeg måtte hente ham, og det tog tid. Men jeg vil bede jer alle høre på, hvad Finn Nielsen har at sige. I kan ikke afsætte Gunnar uden at have lyttet til hans meddelelse.” Jan var tydeligt forpustet.
”Nå, nu kan du komme, Jan.”
”Sikke en måde at komme på.”
”Hvordan kan du tillade dig at lukke en person herind, som ikke er medlem af nogen af folketingsgrupperne?”
Disse og lignende beskeder regnede ned over Jan. Især medlemmerne af Venstre var hårde mod ham.
”Du må hellere gå udenfor, Finn. Problemet er allerede klaret, og der er åbenbart en del, der ikke finder det passende, at du er her lige nu. Men vi er ved at være færdige, og så kommer jeg ud til dig.” Gunnar smilede til sin gamle ven, som han vidste var kommet styrtende for at støtte ham.
Jan gik med ned på Gunnars ministerkontor. Ude på gangen mødte de Finn.
”Tak fordi du kom, Finn. Men heldigvis klarede vi skærene uden din hjælp.”
”Det var så lidt. Vi fra 3AZ hjælper da hinanden.” De tre venner smilede varmt. Det gode sammenhold fra gymnasietiden var aldrig forsvundet.
Inde på kontoret gav Gunnar et kort referat af mødets forløb. Jan lo højt da han hørte det hele.
”Den er sgu fin. Jacob indkaldte til et møde, for at riste dig for at have handlet lidt egenrådigt og i modstrid med spillereglerne. Og så er det ham selv, forsamlingen vendte sig mod. For præcis den samme forseelse.”
”Tror du, noget land vil tillade, at du afsender dronerne far deres område, Gunnar?” Finn sad med rynket pande og skarpe, opmærksomme øjne.
”Nej, Finn. Umiddelbart tror jeg det ikke. Der kan jo kun være tale om enten Indien, Nepal eller Bhutan. De andre lande i den region er alt for tæt knyttede til Kina. Og alle tre lande afviste jo meget klart at lægge lufthavne til et kommandoangreb. Jeg frygter, at de vil betragte droneangrebet som værende lige så farligt for dem.”
”Og det vil det måske også være.” Jan lød for en sjælden gangs skyld alvorlig. ”Og hvad med Danmark? Hvis droneangrebet bliver gennemført, eller hvis kineserne bare finder ud af, at vi har haft planer om det, kan vi så ikke risikere at Kina bliver meget aggressive mod os?”
”Måske. Jeg tror nu ikke, at Kina ligefrem erklærer krig mod os. Men vi risikerer, at Rusland gør det på deres vegne.”
De tre venner sad tavse lidt.
Så lo Jan for sig selv.
”Det kan sgu være, at Per Grøts gamle slagord bliver til virkelighed nu.”
De to andre grinede med.
I deres gymnasietid havde krigene i 1848 og 1864 og de politiske strømninger omkring dem været et stort emne i historieundervisningen. De tre venner havde været meget tiltalt af det daværende parti, De National Liberale og partiets evige krav om ”Danmark til Ejderen.”
En af klassens muntre elever, Per Grøt, som boede nord for Limfjorden (gymnasiet lå i Aalborg), formulerede sin egen version af dette krav:
Historien fortsætter under reklamen
”Danmark til Limfjorden. NORDFRA.”
”Hvis russerne kommer, kan det jo ende med, at vi har præcis det område tilbage.” Finn grinede bistert.
”Kommer russerne med alt deres militær, klarer vi os ikke. Vores egen hær er blevet meget bedre, og vi har oprustet med raketter og missilforsvar i de seneste år. Plus et enormt antal jagerfly. Men mod Rusland har vi ingen chance. Kun hvis hele EU-styrken sættes ind, kan vi MÅSKE klare os. Men vi får et våben, hvis effektivitet jeg sætter mit håb til i form af de militære droner fra Taiwan. Hvis russerne angriber, skal vi gøre helvedet hedt for dem. Vi taber, men det bliver en dyr sejr for dem.”
Kort efter sendte Gunnar sine to venner ud af kontoret. Han ville omgående i gang med at ringe. Det måtte allerede være temmelig sent i de tre asiatiske lande.
For Gunnar var det en prioritet at få fat i ministerpræsidenten for Indien. Godt nok var Indien det land, han følte sig mest sikker på ville nægte ham tilladelsen til at afsende dronerne. Men uden en indisk tilladelse til at sende dronerne igennem landet, var enhver aftale med Nepal eller Bhutan jo nytteløs.
Det tog næsten 2 timer, før han kom igennem til ministerpræsidenten. Nu måtte tidspunktet virkeligt være ubehageligt sent i Indien, så Gunnar startede med at undskylde, hvorefter han pointerede, at hans henvendelse var af den yderste vigtighed.
Gunnar var glad for, at Danmark allerede havde henvendt sig til Indien angående muligheden for at lade jægersoldater starte en lynaktion fra en indisk lufthavn. Det betød, at ministerpræsidenten allerede havde kendskab til situationen omkring virusset og omkring den internationale forskningsstation. Alt det slap han for at forklare.
”Vi har fået fat i droner, der muligvis kan påføre de militære vagter omkring forskningsstationen så store tab, at forskerne får en mulighed for at flygte. De behøves ikke fortælle mig, at en sådan flugt kun har en meget lille chance for at lykkes. Det ved vi allerede, men som vi ser det, er det forskernes eneste mulighed for at overleve.” Gunnar tav for at give den indiske statsleder en mulighed for at tænke over beskeden.
”Et droneangreb skal nødvendigvis komme fra vest. Fra Himalaya. Kun derfra kan angrebet måske nå lejren uden at være opdaget. Og det er grunden til, at jeg ringer til Dem. I området, hvorfra angrebet kan indledes, indenfor dronernes aktionsradius, findes der kun 3 lande, som ikke er helt underlagt kinesisk indflydelse. Indien, Nepal og Bhutan.” Igen gjorde Gunnar en pause.
”Forholdene i lejren er uudholdelige. Fire medarbejdere er allerede døde på grund af kinesernes brutalitet. Hvis vi overhovedet skal redde nogen, skal en befrielsesaktion sættes ind meget snart. Det drejer sig om liv og død for alle, der er på stationen.”
Afdæmpet bekræftede ministerpræsidenten, at det forstod han fuldt ud.
”Og måske står der meget mere på spil. Det er de bedste forskere på kloden, der er samlet i lejren. Og de har forsket intenst i en vaccine, siden de opdagede sygdommen. Det er afgørende for hele verden, i hvert fald den del af verden, der er fri for Kinas jerngreb, at vi får dem ud med deres forskningsresultater. Hvis en af dem har forskning med, som kan føre frem til en virksom vaccine, kan det redde milliarder af menneskeliv. Og være med til at afværge, at Kina totalt bliver verdensdominerende.”
Gunnar spillede på den velkendte Indiske modvilje mod at Kina, der havde vist sig som en meget aggressiv og ekspansiv magt i Asien, skulle få en endnu stærkere position.
Ministerpræsidenten tænkte sig længe om, før han talte: ”Jeg forstår Deres argumenter, hr. sundhedsminister. Og er bestemt enig i dem. Vi har selv 4 medarbejdere på forskningsstationen. Men De kender nok alt til Kinas meget aggressive opførsel overfor Indien. Gennem årtier har der jo været stridigheder om grænsen, ligesom Kina har tvunget os ud af den provins, som Pakistan hele tiden havde gjort krav på. Kina ser os som en trussel, fordi vi er det eneste land, som har en befolkning, der er endnu større end deres. Jeg frygter, at de vil bruge ethvert påskud for at kunne starte en krig mod os. Og af den grund KAN jeg ikke tillade, at et droneangreb starter fra Indisk jord.”
Næsten kraftløs sank Gunnar sammen i stolen. Afvisningen var så kontant, at han ikke så mulighed for nogen støtte fra den Indiske Ministerpræsident. Derfor for han overrasket sammen, da inderen fortsatte:
”Derimod vil jeg tillade, at I sender dronerne med jernbane gennem Indien. Kina kan ikke bebrejde os, at nogle containere er kommet gennem vores land, når vi ikke vidste, hvad der var i dem. Så hvis du får en aftale med Nepal eller Bhutan, så ring. Så skal vi nok finde en udvej for transporten.”
Gunnar takkede varmt, og afsluttede samtalen.
Det var blevet for sent til at ringe til de to andre lande. Det måtte ske meget tidligt den næste morgen. Der var jo 5 timers tidsforskel, så allerede kl. 5 om morgenen kunne han tillade sig at forsøge at ringe. Han stillede en alarm og faldt udmattet i søvn.
Meget tidligt næste morgen var en træt Gunnar i telefonen til lederne af de to små bjergstater. Begge lande var høflige, og Gunnar fornemmede, at der i begge tilfælde var tale om lande, der virkeligt ønskede at hjælpe. Men ingen af dem turde.
”Vi vil blive annekteret og knust ligesom Tibet”, lød argumentet fra begge steder.
Udmattet satte Gunnar sig foran sit store kort over området. Der fandtes ikke flere muligheder.
Eller gjorde der…?
Ophidset ringede Gunnar til statsministeren, og fortalte i få ord om sin ide. Ellemann stillede sig tvivlende, men forstod, at Gunnars ide måtte have øverste prioritet i denne kritiske situation. Omgående indkaldte han Gunnar til et møde med sig selv og landets forsvarsminister.
Gunnar trådte ind på Ellemanns ministerkontor. Ud over statsministeren var kun forsvarsministeren til stede. Høfligt hilste Gunnar på begge.
”Min ide er følgende: Der findes intet land med en brugbar beliggenhed, der tør lade os indlede angrebet fra deres territorie. Intet LAND. Men kig på kortet her.”
Gunnar havde medbragt et stort kort. Han pegede øverst i Den Bengalske Havbugt ud for byen Chittagong i Bangladesh.
”Se her. Som I kan se på kortet, er der jo en del af Indien, der næsten er afsnøret af Bangladesh, men som strækker sig nord- og øst om dette land. Desværre har denne del af Indien ingen kystlinje, men se her.” Gunnar pegede på den allernordligste spids af havbugten.
”På dette sted er Bangladesh kun 20 km bredt. Hvis vi får fragtskibet til at lægge sig ude i bugten, og vi starter dronerne fra skibet, skal de kun flyve 20 km over ”fjendtligt” territorie, før de er over Indien. Og derfra kan de flyve i en bue østpå og derefter nordpå og nå ind i Himalaya. Faktisk vil flyveturen blive kortere, end hvis vi startede fra Nepal.”
Jacob Ellemann studerede kortet nøje. Det så næsten ud til, at det indiske område, på lige det sted, nåede helt ud til havet. Det ville kun tage minutter at flyve dronerne ind over den lille del af Bangladesh. Måske kunne Gunnars plan fungere.
Forsvarsministeren kiggede kun på kortet fra afstand. Militærisk præcist og kort udtrykte han sin mening: ”Din plan er desværre umulig. Efter at Kina annekterede Myanmar, har de opstillet ufatteligt meget militært udstyr i dette område. OG desværre også inde i Bangladesh, som jo reelt heller ikke er et selvstændigt land længere. INTET kan flyve uopdaget ind over det land. Sandsynligvis vil dronerne blive skudt ned. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, når nu Taiwan siger, at de er uhørt avancerede. Men de vil med fuldstændig sikkerhed blive opdaget. Og når kineserne har set et så stort antal droner flyve ind over Bangladesh til Indien og videre mod nordøst, vil de sætte deres militær i højeste beredskab. Heriblandt militæret omkring forskningsstation. Dronerne vil aldrig nå lejren.”
Han rystede beklagende på hovedet og satte sig ned.
Gunnar forsøgte at sige, at der vel var en chance. Men forsvarsministeren afviste ham med yderligere oplysninger om det topmoderne kinesiske luftforsvar dernede.
Skuffet og opgivende måtte Gunnar gå hjem med uforrettet sag. Han måtte se i øjnene, at der ikke fandtes muligheder. Han burde omgående ringe til Taiwan, og få skibet til at vende. Al videre sejlads var jo meningsløs. Men han kunne ikke få sig til det. Han følte, at i det øjeblik skibet vendte, var Lars Bo og alle hans andre venner fra forskningsstationen reelt dødsdømte. Han sad i sin sofa og stirrede tomt ud i luften i flere timer.
Historien fortsætter under reklamen
Forskrækket for han sammen, da lyden af hans telefon rev ham ud af den dvaletilstand, han havde befundet sig i.
”Taler jeg med den danske sundhedsminister, Gunnar Jensen? De taler med Dalai Lama…”
Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER8 kommentarer
Skriv et svar
-
Kære venner Vi er desværre stadig ramt af sygdom på redaktionen, og [...]
Jimz
04/06/2020 kl 20:28
??????? … og hvad tænker han mon her
Sofie
05/06/2020 kl 8:33 - som svar på Jimz
Han tænker: “Underligt jeg er så tørstig idag, når jeg drak så meget i går ?”
Jimz
06/06/2020 kl 9:20 - som svar på Sofie
? Thug life, lige dér!
Sofie
04/06/2020 kl 19:04
Jakob Ellemann bliver sq aldrig nogen sinde statsminister i Danmark ? Han ligner jo sådan en dårlig soap skuespiller, som er blevet instrueret i at se tænksom ud, men kun formår at se MIStænkelig ud ?(Dokumenteret i bilag 1 herunder)
Bilag 1
Kaptajn Bligh
05/06/2020 kl 6:11 - som svar på Sofie
Hvordan får i billeder ind?
Under et af de tidligere afsnit i samme serie, ville jeg i en kommentar gerne have lagt en graf ind, der viser, at indvandringen til Danmark er større end antallet af personer, der fødes i landet. Men jeg kunne ikke lægge den ind.
Men ja, jeg overvejede også, om jeg kunne finde et andet bud på den fremtidige statsminister. Men feltet af lysende begavelser er sgu ikke stort
Totalsex.dk
05/06/2020 kl 6:25 - som svar på Kaptajn Bligh
Du skal blot linke direkte til billedet. Så sætter vi det ind, enten ved at deeplinke, eller ved at downloade og lægge det på vores egen server 🙂
Sofie
05/06/2020 kl 8:27 - som svar på Kaptajn Bligh
Hvis du virkelig synes Morten M. er så begavet, hvorfor så ikke gøre ham til statsminister? Det er din historie, dig der bestemmer ? Er DF virkelig så bange for at stå med det fulde ansvar, at de ikke engang tør tage regeringsmagten i en fiktiv dystopisk fremtid? Ride or die, for fanden da! ?
Kaptajn Bligh
05/06/2020 kl 10:06 - som svar på Sofie
Ride or die?
Jeg tror jeg “rider” nok længere henne i historien.
Det bliver godt nok ikke Messerschmidt, men den fiktive person Gunnar som næsten opbygger en utopisk ny verden.