Læs del 1 – del 2

Pludselig efter vel et kvarters forløb, hvor alle havde lullet sig hen i en slags falsk tryghedsfølelse skete det – endnu en motor begyndte at halte og gik helt i stå. Da “bordel-kabinen” ingen vinduer havde var vi afskåret fra at se, hvad der skete.
Pete Zylanski, maskinens ordinære pilot,fortalte lide fortrøstningsfuldt, at det var et eller andet med benzintilførslen fra hovedtankene, der svigtede, og at motorerne døde på grund af brændstofmangel.
Oberst Bronzo var på trods sin alder og sværelse en særdeles god pilot. Det krævede simpelthen næsten overnaturlige evner at holde en stor “fæstning” i luften på kun en motor – men han gjorde det – endnu…
Men alle fra Zylanski til Baby var klar over at vi ikke slap hjem. Vi måtte nødlande i junglen i det begyndende morgengry – og…
Torry og Zylanski forklarede, hvordan vi havde størst mulighed for at slippe fra nødlandingen med livet og de fleste lemmer i behold – med en pæn portion held!
Bronzo meldte kort og koncist i højtaleren, at han så sig nødsaget til at gå ned, og ønskede os alle held og lykke. Resten var op til skæbnen.
At være ombord i en flyvemaskine der er ved at styrte er ikke rart, så derfor vil jeg smutte let og elegant hen over dette og nøjes med at fortælle, at Bronzo gjorde et forbandet fint stykke arbejde ved at få maskinen til at mavelande på en temmelig bred flod og slå smut hen over vandspejlet til den omsider lagde sig til hvile helt oppe på den ene bred. Vi kunne stige tørskoede i land fra det temmelig ramponerede fly. Alle på nær en var sluppet uskadt fra det. Og skæbnen ville at det var den der havde hele æren for at det var gået så godt, Oberst Bronzo. Han var død af et hjerteslag, da maskinen var vel nede på vandet.
Han burde have haft en medalje – nu fik han døden!
Nattens fløjlssorte mørke var langsomt ved at gå over i morgengryets grå skumringslys, da vi en efter en hoppede ud af vraget, og samledes på den ildelugtende flodbred, hvor krokodiller, slanger og moskitoer bare ventede på lejlighed til at kaste sig over os.
Tvillingsøstrene, der var splitternøgne havde allerede travlt med at slå de surrende insekter ihjel. Skravlet blev tiltrukket af deres næsten lysende hvide hud.
Yvonne, sadistpigen, sad på en væltet træstamme og røg en cigaret, mens hun med pisken søgte at holde insekterne på afstand.
Negerpigerne lod til at være bedre venner med de små vingede bæster.
“Bøssedrengene” stod lidt for sig selv og trøstede hinanden med at det hele slet ikke var så slemt. “Tokio” stod og så nærmest apatisk ud. Doc Raul var ikke kureret for sin liderlighed. Han stod kun et par skridt fra Baby og hendes mor, og betragtede tøsen med et blik, lig en sulten hyænes. Nico stod henne ved de to løjtnanter, sammen med Mike, og skældte ud så det gav genlyd i junglen.
– Chefen har krav på en ordentlig begravelse – han har, brølede englænderen rasende.
– Menig Smith, jeg har kommandoen nu. Jeg skal nok beordre gjort, hvad jeg finder bør gøres, kommer det beroligende fra den magre hispano-løjtnant, Kid Torry, mens Mike ligesom tilfældigt fingerer ved sin maskinpistol.
– Det var obersten der reddede os. Han har krav på en ordentlig begravelse, løjtnant, pukker Nico på, alt mens han sørger for at holde hænderne længst mulig væk fra sin sten-gun. Han har ikke lyst til at dø, før han har hævnet sin chef, den tidligere pilot og CIA-mand, oberst Jonathan Bronzo – senere…
– Han skal få en begravelse, der er en mand som han værdig, Smith. Gå tilbage til de andre, mens vi officerer planlægger, hvad der videre skal ske, kommer det stadig rolig, men med en farlig underklang fra Torry, som jeg senere fik at vide, var en mand der ikke diskuterede ret meget – han levede efter mottoet – den der skyder først, lever længst!
Nico slentrede brummende tilbage til os andre, mens han tager et ordentlig hiv af sin ginflaske.
Baby og Della begynder at græde og må trøstes af Blacky, der lader til at tage det hele med en forbavsende ro. Hun er åbenbart vant til at tage livets fortrædeligheder i den rækkefølge de kommer.
Jeg for min part anede hverken frem eller tilbage. For mindre end en uge siden var jeg smører på en tankbåd, isoleret i et mandssamfund, men med nogenlunde sikkerhed for med passende mellemrum at komme i havn, men her…
Seks kvinder og ni mænd midt i den dampende, slimede jungle, dybt inde i Afrikas indre – omgivet af hvad?
Krokodiller, giftslanger, moskitoer, fjendtlige soldater, vilde stammefolk, plus sikkert en hel del andre fortrædeligheder.
Efter vel et kvarters forløb har de tre officerer diskuteret færdig. Torry vinker os menige og damerne nærmere.
– Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der ved hvad denne transport går ud på. Men nu vi er nødlandet kan jeg ligeså godt løfte sløret. Vi er en “specialtransport” til “Dada”, personlig. Vi har 5 millioner dollars on cash ombord, vi har et “sne-lager” til et mangedobbelt værdi, og vi har adskillige tusind flasker sprut. Vi har en rød Cadillac af nyeste model og to Harley Davidson-motorcykler policemodel, med. Der er også en del ekstra våben og uniformer plus K-rationer. Vi behøver ikke lide nogen nød om vi bliver ved vraget – men…
Han gør en lang dramatisk pause, førend han forsætter: – … vi ved ikke hvor langt regeringens tropper er, og fanges vi, så…
Han gør en huggende bevægelse hen over halsen.
-… derfor har vi officerer besluttet at vi skal søge at kæmpe os tilbage til vore egne, om muligt. Vi vi medtage hver en skyder med 100 skud, 6 håndgranater, 10 K-rationer, og hvad hver især ønsker af “sne”, sprut og smøger. Nogen spørgsmål? slutter den magre puertoricanske løjtnant sit indlæg.
– Hvad med pengene, løjtnant? Spurgte Carlos, den store cubanske negerbøsse.
– De forbliver hos mig. Jeg ansætter Dem og Deres ven, som mine og pengenes personlige livvagter, okay? spørger Torry med et smil, der er lig en ulvs grin før den flænger ofrets strube.
– Og betalingen, løjtnant? spurgte cubaneren prompte.
– 100 gr. “sne” ekstra pr. mand, okay?
– Mario og jeg accepterer. De og Deres 5 millioner kan kun røres over vore lig, kommer det uden tøven fra cubaneren.
– Hvad med Cadillacen, løjtnant? spurgte Yvonne, idet hun pustede en stor blå røgsky fra sig.
– Den bliver sprængt i luften sammen med flyet, når vi går herfra. Den er alligevel umulig at fjerne herfra, miss Yvonne, kommer det i en ligegyldig tone fra Kid Torry.
– Kedeligt! Jeg har altid ønsket mig en Cadillac, kommer det trist fra den rødhårede læderbuksede sadistpige, alt mens hun står og klasker sig på støvleskaftet med sin tresnertede pisk.
– Løjtnant! Det De sagde om skydere og den slags, gælder det også os kvinder? spørger den ene af de nøgne efterhånden godt gennembidte tvillingsøstre.
– Naturligvis, darling! Vi klæder os alle i ens uniformer og bærer forsvarsvåben. Hvis I lignede de dejlige kvinder I er, så ville helvede være løs om vi rendte på regeringstropper. De ville forfølge os til Helvede for at få fat i jer, og resten behøver jeg vel ikke udpensle, vel?
Ingen af kvinderne følte trang til at udfritte ham. Nok var de ludere, men at blive flået levende af en flok liderlige frontsoldater, ville ikke just være, hvad de drømte om.
– Mine piger har en del tøj, løjtnant, begynder Blacky.
– De får hver en uniform. Resten bliver her og ryger sammen med vraget. Flere der har spørgsmål? spurgte Torry i et tonefald, der tydeligt fortalte at hans
tålmodighed var ved at nærme sig bristepunktet.
– Løjtnant Torry! De har intet sagt om oberstens lig! skærer pludselig Nicos stemme gennem den almene mumlen.
– Det bliver i vraget og brænder op sammen med det. Manden er død, og som gammel pilot kan han jo ikke ønske sig skønnere gravplads, end i vraget af sin sidste maskine, nærmest snerrer hispano-løjtnanten.
– Jeg forbyder…
– Menig Smith, hvis De ikke øjeblikkelig holder kæft vil jeg bede sergenten gå en lille afsides tur med Dem – og han vil komme alene tilbage, forstået? Der er hysteri i den magre officers stemme nu.
Nico tier og finder fornyet trøst i ginflasken.
Øjeblikket efter blev de to bøsser og Zylanski hjulpet op i vraget påny og de begyndte at slæbe kasser og kartoner frem og række dem ned til os andre, mens Torry og Mike stod lidt borte og holdt et vagtsomt øje og afsikrede maskinpistoler rettet mod os.
Flere af pigerne brokkede sig over at uniformerne var så stive og uformelige. At det grove lærred gjorde dem hudløse både her og der. Omsider havde alle fået en uniform der passede nogenlunde på nær Blacky – hun var simpelthen for stor.
Men Torry vidste en udvej! Hun kunne sikkert passe oberst Bronzo”s tøj, og den fede tidl. pilot og CIA-mand blev på trods Nicos protester klædt nøgen og den store negerkvinde overtog hans uniform, der kun strammede en lille smule her og der.
Hvad udstyr angik var hver enkelts krav inviduelt. Jeg for min part tog 10 K-ratoner, 6 flasker whisky og seks kartoner smøger, mens jeg holdt mig på afstand af “sneen”, for ikke i en krisesituation at blive fristet over evne.
Yvonne gik nødtvunget med til at skille sig af med sine læderbukser og de langskaftede stiletstøvler, der ikke var særlig velegnede til junglemarch, men pisken ville hun under ingen omstændigheder af med – den var hendes varemærke!
Jeg så også at hun tog et par ekstra hylstre “sne” – hun var narkoman siden lang tid tilbage. En af de sikreste måder at holde en luder til jobbet!
Hvad den rasende Nico angik lagde jeg mærke til at han blæste på K-rationer og tog et par ekstra flasker gin med i sin rygsæk i stedet
Og sidst, men ikke mindst, lagde jeg mærke til at Mario, den lille bøsse-italiener fik en solid stålkasse puttet ned i et tomt tornyster, mens “hendes mand” Carlos tog den ordinære rygsæk. Italieneren havde alle vi andres blikke hæftet på sig – 14 par glubske øjne! Stålkassen indeholdt de 5 millioner dollars i store sedler!
Her i junglen var de godt nok mindre værd end det papir de var trykt på – men udenfor…
Hver især havde sin mening om, hvad de mange rare penge kunne bruges til – og det var et minimalt mindretal, der ønskede de skulle ende i “”Dada”s pengekasse, hvis ellers vedkommende selv kunne gøre noget for at forhindre det.
Jeg for min del ville i al fald gøre alt for at de kunne blive mine, og jeg vidste præcis, hvad de skulle bruges til. Jeg ville købe mig Afrikas flotteste bordel, og jeg ville personlig afprøve alle pigerne, der ansøgte om at komme i min stald, og senere skulle ville jeg have det som oliesheiken. Et knips med fingrene og fluks ville der ligge en fitta for mine fødder parat til at give mig såvel sit intelekt, som sin krop. Jeg skulle bare befale. Jeg ville have det som pashaen i 1001 nats eventyrene!
Men for øjeblikket er chancerne ikke store. Løjnant Kid Torry, passer på pengene, løjtnant Zylanski gør det måske også, og Mike vil som gruppens sergent være ansvarlig overfor Torry, så han må også regnes til de loyale, ligesom de to bestukne bøsser – men ellers…
Jo, Blacky var tilsyneladende også en “Dada”-fan, men ellers…
Pengene var måske slet ikke så svære at få fat i når og hvis – men først var der mange, mange kilometer jungle at trænge igennem – jeg vidste det ikke. Og siden var der alle de farer, naturlige, som unaturlige der lurede i den.
Det ville ikke blive nogen let færd, men det ville måske i den sidste ende vise sig at være besværet værd.
Zylanski havde været ude i førerkabinen og prøvet om radioen stadig fungerede – det gjorde den ikke! Vi var kun os selv – seks kvinder, ni mænd og 5 millioner dollars, et eller andet sted i den stinkende, dampende afrikanske jungle – et sted, hvor kun en lov gjaldt – DEN STÆRKESTES…
Jungleloven!
Mike gik en runde mellem os, og kontrollerede at alle havde fået det beordrede, og nogle endda lidt mere, andre mindre, som f. eks. Nico, der havde undladt at tage mad for at få plads til et par ekstra flasker sprut, eller Yvonne, der mente at hendes similismykker var mere værd end et par ekstra magasiner til den maskinpistol hun havde fået udleveret. I hendes tilfælde lykkedes det ham, at få hende til at ændre mening, og bytte smykkerne med ammunition. Men det var ikke pæne ord han fik som tak, tværtimod!
Doc Raul påstod at han nødvendigvis måtte have sin “lægetaske” med – senere opdagede jeg, at det var fordi han havde “sne” i store mængder i den. Og Mike bøjede sig og gav Nico besked om at hjælpe Doc med at bære. Han gjorde det, for nok var han sur på det hele, efter den måde man behandlede oberstens afsjælede legeme, men han var også proffs og disciplinen sad ham i blodet.
Jeg og japaneren “Tokio-Johnny” blev sendt et stykke ned af flodbredden i hver sin retning, mens Torry og Zylanski gjorde sprængladninger klar til at sende “Bordel-fæstningen” til de evige flyvergræsgange.
Jeg fandt intet foruroligende indenfor den tid jeg skulle gå frem, og løb jeg tilbage og meddelte dette, samtidig med at japaneren dukkede op fra den anden side og også kunne melde alt roligt. Hverken fra floden eller den uigennemtrængelige jungle lurede nogen fare.
I gåsegang med “Tokio” i spidsen, og Mike som bagtrop satte vi gang, efter at Torry havde stillet spræng-ningstidpunktet til ti minutter.
Vi bevægede os hurtigt for at komme længst muligt væk, førend det knaldede. Det skete nøjagtig ti minutter senere. Netop som dagen brød frem over flodsengen gik ladningerne med et kæmpedrøn fulgt af en serie mindre, da ammunition og benzin eksploderde, et pænt stykke bag os.
Vi var alene i junglen! Hvad ventede os?

6.Kapitel

Torry var en hård boss. Han jog os afsted som dyr langs flodbredden, der ikke var særlig nem at færdes på. Hvert kvarter skiftedes vi til at være spejdere et par hundrede meter foran resten af gruppen – bare for alle tilfældes skyld! Der var ingen af os der havde større tiltro til at der var fjendtlige tropper i et område så øde og afsides som dette. Men det var under alle omstændigheder bedre at forebygge, end at helbrede. Det sidste døde man oftest af i en krigssituation. Og hver eneste i gruppen ønskede at leve længst muligt, og helst til man var den eneste ene og de 5 millioner dollars stadig i behold.
Solen begyndte snart at gløde ned over flodbredden og det blev på det nærmeste umenneskelig at gå i vore ubekvemme uniformer, der sammen med sveden snart gav en adskillige hudløse steder i armhuler, skrævet og lignende ubekvemme steder.
Men Kid Torry havde tydeligvis i sinde at være længst mulig væk fra flyvraget, når det med tiden blev opdaget, så han jog os ubarmhjertig frem med trusler og forbandelser, samt et stød med kolben på sin maskinpistol, hvis ord ikke var nok.
Men det var ikke alle der tog marchen på den stenede strandbred lige hårdt. Doc Raul og Mike lod ikke til tage sig særlig af anstrengelserne, og Nico, den gamle commandosoldat var heller ikke nogen pivskid. Vi andre derimod fik snart at mærke, at vi ikke var fodfolk eller veteraner – folk, der havde lært at enten rendte man, eller også var man død!
Og de havde tid at tænke på andet end, hvor de satte fødderne – fisse, for eksempel!
Pigerne gjorde deres bedste for at følge trop, men det kneb gevaldigt af og til. Et langt stykke støttede jeg de to tvillingsøstre, der havde fået store vabler på fødderne af de ubekvemme militærstøvler de havde fået udleveret. Men Torry tillod ikke at de tog dem af for at hvile de smertende fødder. Fremad, bare fremad, var hans evige omkvæd.
Yvonne, lod til at nyde besværlighederne, mens Della søgte at få lov at hænge ved Pete Zylanski”s arm.
Midt i flokken gik Blacky og Baby. Moderen havde taget tøsens oppakning.
Japaneren, “Tokio-Johnny”, der var blevet ret så intimven med Blacky, og hendes personlige beskytter var i øjeblikket forude, som spejder, så mor og datter var delvis ubeskyttede. Dette havde Sergenten og Doc Raul bemærket. Doc overlod Nico besværet med at slæbe “Lægetasken” for en stund og sneg sig nærmere de to negerkvinder, mens Mike sluttede op på den anden side.
– Hvad i helvede er I ude på, hylede Blacky pludselig, og søgte at svinge sin maskinpistol i stilling, men det mislykkes på grund af Babys oppakning. Mike kastede sig ind mod hende i et sidelæns tigerspring, der fik dem begge til at vælte om på den stenede flodbred.
-Den er god nok, gamle luder. Doc er min mand på resten af turen, hvis han får lov at smutte svaberen i Babys smørhul, så vær hellere fornuftig. Om tøsen mister “trommeskindet” til Doc eller “Dada” kan gå ud på et. Hun får en solid mandepik og vil være i stand til at tjene til livets ophold her efter dags, søger sergenten at overtale den kæmpemæssige negerkvinde, der vrider og snor sig under ham. Han mærker det ikke er uden virkning på hans sexuelle lyster – han får en kolonorm ståpik på, og dette opdager kællingen. Hun får en kæmpenæve fri og smadrer den for fuld kraft mod hans yngleværktøj. Han rullede skrigende og bandede væk med begge hænder knuget om sine molestrerede kønsdele.
Doc for sin del var faktisk allerede kommet overens med Baby. Tøsen stod allerede med nøgen overkrop og skulle lige til at lade uniformsbukserne falde, da “den sorte tornado” kom tromlende og på det nærmeste udslettede Doc Raul fra jordens overflade med en velrettet højre, og skulle til at følge den op med spark i skridtet med mere, da hun pludselig stirrede ind i det sorte øje for enden af et maskinpistolløb.
Torry havde via sine “bøssevagter” fået melding om hvad der foregik og var ilet tilbage, hvor han ubarmhjertigt skilte parterne.
– Hvem begyndte? snerrede han med høj falsetstemme.
– Stodderne ville voldtage Baby, løjtnant, svarede den kæmpestore negerkvinde, stadig boblende af raseri.
– Hvem, Blacky?
– Doc og sergenten. Sergenten er vist ude på skæg, løjtnant, angiver den store negerkvinde roligt de to mænd.
-Hold dem dækket, boys, hvislede løjtnanten henvendt til sine håndgangne vagter, Carlos og Mario.
Dækket af hver sin maskinpistol kommer Doc og sergenten lidt besværligt på benene.
– Sergent Shanterry, jeg havde troet bedre om Dem. Obersten sagde De var en god og reel soldat. De skuffer mig dybt, begyndte løjtnanten sin anklage. – Derimod regnede jeg faktisk med noget i denne retning fra Doc”s side. En narkoman er mange gange utilregnelig. Boys, I må få det stof, der er i Doc”s “lægetaske”, føjer han slutteligen til.
– Jeg…
– Ti stille, sergent! De er anklaget for voldtægt i en krigssituation. Den vanligste straf for denne forbrydelse er døden, men jeg kan ikke undvære Dem førend vi når frem til vore egne. Men tro ikke jeg har glemt anklagen, slutter han truende.
– Vi dummede os, løjtnant, søgte Mike at rette lidt op på sin lasede moral.
– Ja, og det vil I blive straffet for. Vær vis på det! Men i den nuværende situation kan I kun få en midlertidig straf. Blot overkroppen begge to – og ingen numre, eller “mine drenge” vil trykke af, truede han videre, mens kredsen omkring dem blev mindre. Alle vil se og høre, hvad der sker.
De to mænd blottede lidt nerøvst overkroppen. Det er tydelig de aner, hvad der skal ske. Men de prøver ikke på numre, sikker på at Torry ikke truer for sjov.
– Yvonne, snerrede han henvendt til den stolte, men godt afrakkede rødhårede kvinde, der sikkert en gang har været en lady, der kunne måle sig med Rita Haywood, som en af verdens dejligste rødtoppe – men det er meget, meget længe siden!
– Ja, løjtnant, smilede hun kynisk og trådte hen foran den magre mørklødede officer med sin tre snertede pisk i hånden.
– Hvem vil du helst piske, Yvonne? spurgte han uden omsvøb.
– Sergenten, løjtnant – han ser ud til at være den hårdeste, svarede hun med en stemme der dirrede let af spænding.
– Godt, du skal få din fornøjelse – senere! I to fjolser hørte tæven. Hun vil helst hudflette Dem, Shanterry. Men Doc slipper ikke af den grund. De skal piske ham, sergent. 20 hårde slag, og jeg mener slag med bund i – forstår vi hinanden, sergent Shanterry? spurgte den benhårde hispano-løjtnant i en tone der kræver umiddelbar svar.
– Alt for godt, løjtnant Torry. I fremtiden håber jeg at Deres vagter vil være ekstra på tæerne – ellers…
– Truer De, sergent?
– Nej! Jeg siger kun fakta, hr. løjtnant. Skal vi få det overstået? spurgte den rødhårede irsk/amerikanske sergent i en ligegyldig tone.
– Ja, den midlertidige straf, så I svinehunde ikke prøver dette en gang til under denne ekspedition. Når Blacky siger, at hendes datter er til “Dada”, må vi respektere det, hvor nødig vi end vil. Vi er soldater, selv om vi ikke kæmper for fædreland, men dollars, forstået? spørger han alle i al almindelighed.
Ingen svarer, men sergenten går fulgt af vagtsomme blikke hen til Doc og siger uden barmhjertighed i stemmen: – Doc! Du hørte løjtnanten. Sådan er livet, desværre!
Den forhenværende fremmedlegionær og læge grynter et eller andet, og lader sig så ellers villigt føre hen til et stort mangrovetræ, hvis grene peger ud over vandet. Sergenten tager sin egen livrem og laver en løkke og lægger den om lægens ene håndled, binder Doc”s egen livrem i forlængelse af sin egen og kaster den op over en gren og fæstner den anden ende om lægens andet håndled. Manden står næsten på tæer, hængende i håndleddene. Sveden pibler ned over hans magre muskuløse af sol og vind garvede ryg, men der kommer ikke en lyd over hans læber.
– Yvonne! Pisken, snerrede Mike henvendt til sadistpigen, der rakte ham torturinstrumentet med et smil og ordene: -Slid den nu ikke helt op, sergent!
De tre første slag var, på trods de trak tykke røde striber i lægens ryg ikke hårde nok efter Torrys mening, og først da sergenten lagde alle kræfter i, i det fjerde slag, blev det godkendt som slag nr. 1. Ved det femte slag brast huden på Docs ryg og blodet siprede frem i en tynd strime, mens sergenten forsatte sin onde tortur, men dog mere tøvende, da lægen efter det 8.ende regulære slag begyndte at skrige, som et vildt dyr, for ved det 15.ende at hænge bevidstløs i remmene. Men et par håndfulde snavset vand fra floden og en slurk gin fra Nicos flaske fik ham så meget il hægterne igen, at han kunne udstå de sidste fem slag.
Carlos gik hen og skar ham ned efter det sidste slag. Lod manden dumpe til jorden som en sæk kartofler – helt færdig!
Tvillingsøsterene ville hjælpe ham, men blev brutalt bedt om at passe deres egne sager, af Mario, der lod dem se stiletkniven – bare som en ekstra understregning af sine ord.
Remmene kunne stadig bruges selv om der var skåret en stump af dem. Sergenten var højere end lægen.
Carlos stod for opbindingen, mens Yvonne stod og daskede sig på buksebenet med pisken, hvis snerte var insølet i blod. Der blev røde striber på det spraglede uniformsstof, hvor de ramte!Hun lod ingen, allermindst sergenten være i tvivl om at hun var ægte sadist, for havde Mike lagt tilsidst lagt kræfter i sin afstraffelse af lægen, så gav Yvonne ham ikke noget efter, tværtimod!

Længe holdt den hårde fhv. marinesergent ud, men det ved det 12.te slag, som Zylanski omhyggeligt, med et skævt grin, stod og talte, skreg han endelig. Det gav sadisttæven fornyede kræfter til de resterende slag, der faldt tunge, onde og snertende, trækkende blodet frem hver gang lædersnorene ramte Mikes ryg.
Hverken Doc Raul eller sergenten ville kunne ligge på ryggen den første uges tid!
Efter afstraffelsen, som især Blacky og Yvonne havde nydt. Baby derimod havde været forfærdet over, hvad hun havde afstedkommet. Hun ønskede selv at blive kvinde. Og hvem der knaldede hendes møbasse var hende lige meget. “Dada” ville sikkert ikke være bedre til at kneppe end Doc Raul, og så kunne hun hos ”Dada” næsten være sikker på at blive smidt i harem efter sin sidste nat som jomfru, og siden vente i evigheder på at det igen blev hendes tur til en ny gang sengehygge sammen med oprørsgeneralen – om nogensinde!
Hvis hun selv kunne gøre noget til det, blev hun aldrig en gave til “Dada” – hendes fisse skulle ha” pik – masser af pik – masser…
Torry beordrede hvil nu man alligevel var standset op.
Man fandt cigaretter og flasker frem, mens et enkelt par – Della og Pete Zylanski fik sig en “missionær-omgang”, skønt negerfissen brokkede sig over, at ligge på ryggen på flodbreddens skarpe sten. Men pilotens store violethovede pik overbeviste hende om, at det ville være smerten værd.
Tvillingsøsterene fik omsider lov at lege “sygeplejersker” for de piskede mænd. Yvonne mængede sig imens ind på Torry og spurgte om han var tilfreds med hendes arbejde.
– Nyder du den slags, Yvonne? spurgte han uden omsvøb.
– Ja Kid! En mand skal enten være stærk, virkelig stærk, eller også må han krybe, svarede sadistluderen uden omsvøb.
-… og du tror du klarer det hele, ik”? spurgte hispanoløjtnanten listigt.
-Ja…
Uden varsel ramlede Torry hende en flad øretæve så hun væltede omkuld og slog hovedet i en skap sten så blodet piblede frem og fedtede hendes ellers så velplejede ræverøde hår.
– Vær aldrig sikker på noget, tæve! Gi” mig din din pisk, kvikt, snerrede løjtnanten med skinnende øjne og rakte befalende højre hånd frem.
Hun gav ham uden tøven pisken.
– Og nu smider du hver eneste trævl, bastardluder, knurrede han ondskabsfuldt.
Uden et ord rejste hun sig og begyndte at klæde sig af. Hun var ikke blevet kønnere at se på siden sidst, men der er
noget fascinerende over hendes krop, den er mælkehvid og pæn – men…
Yvonne var ikke den eneste der havde forstand på at bruge en pisk. Det beviste løjtnanten det næste par minutter. Beviste at han ikke havde glemt sine færdigheder fra “special-afdelingerne” i Korea og Vietnam, hvor kun tilståelser fra fanger talte. Metoderne talte man ikke om!
På trods, hvad piskesnertene gjorde ved Yvonnes mælkehvide krop skreg hun til ham om at forsætte og forsætte, længe efter at han havde kastet pisken fra sig og var gået i gang med at kneppe hende regulært. Hun var på det nærmeste bevidstløs, da han omsider gav hende fred, og rasende kastede pisken langt ud i flodens snavsede, slimede vand. Han slentrede hen til Della, der netop var færdig med piloten og gav hende besked på at sutte ham til orgasme.
Dette gjorde hun gerne. Alt i hendes tilværelse drejede sig om sex!
Fisse og pik eller fisse mod fisse – hun var med på alt uden forbehold!
De to “bøsser” holdt vagtsomt øje med såvel tornysteret med stålkassen, som Mario stadig havde på ryggen, som de to piskede mænd, der udvekslede meget sigende blikke, når de troede ingen så det.
Løjtnant Kid Torry, den stenhårde hispano havde reddet sig et par dødsfjender!
Men snart var pausen forbi. Torry beordrede marchformation. De to piskede mænd kunne omend med stor vanskelighed bære deres egne grejer, og ville ikke være delingen til større besvær. Men Yvonne – den fhv. top-stripper fra Broodway, hun hverken kunne eller ville gå nogen steder.
Nico, der på trods sit drikkeri var en af de mere fornuftige af os, var sendt forud som spejder, mens vi andre gjorde klar til opbrud, havde måske kunne tale Torry til fornuft. Og sergenten der for øjeblikket langtfra var på talefod med sin “bøddel” havde måske også under normale omstændigheder kunnet. Vi andre var for bange eller i løjtnantens sold.
– Yvonne, din forbandede horekælling, kom på benene, brølede han og sparkede brutalt til hendes nøgne piskestrimede krop, sparkede hende i ryg, bryster og mave, uden at der kom andet end klynkeri ud af det.
– Jeg kan ikke, Kid! Bær mig eller efterlad mig her, stønnede hun opgivende.
– Vi efterlader ingen levende, Yvonne! søgte han at peppe hende op, mens han ligesom tilfældigt fingerede ved sin maskinpistol.
– Men døde, hva”? spurgte hun skræmt og søgte at komme på benene, men de ville ikke bære hende.
– Netop, skat! Kan du gå? spurgte han nådeløst og tog ladegreb på maskinpistolen.
– Jeg ville gerne – men…
– Kedeligt, brummede den magre mørklødede hispano næsten hviskende og lader ligesom tilfældigt maskinpistolens munding pege på Yvonnes store tunge hængebryster.
– Du vil da ikke, Kid, skreg Yvonne hysterisk, idet hun påny søgte at rejse sig. Det lykkedes næsten, før hun jamrende og stønnende faldt tilbage.
En olivenfarvet finger trykkede let om en aftrækker, og maskinpistolen under Torrys arm brølede – rat-rat-tat-tat-rat…
Yvonnes allerede stærkt mishandlede krop blev sønderflænget af svære projektiler, mens et vildt uartikuleret skrig steg op fra hendes strube. Den stenede flodbred sugede begærligt hendes blod .
Hun var død længe inden Torry slap aftrækkeren.
Ingen i gruppen havde vist troet at Torry kunne være SÅ barsk – men nu havde vi set det. Fremover ville det være enten eller…
– Alarm, alarm…
Nico kom halsende tilbage fra sin fremskudte position. Han havde løbet så stærkt at han næsten ikke kan få vejret, men omsider kunne han mumle: – Tre motorkanoer med mindst 30 mand ombord er på vej op ad floden. De hørte skyderiet! Hvad betød det i øvrigt?
Zylanski fortalte det, men det rørte tilsyneladende ikke den gamle commando’s, eller også var han en mand der ikke viste sine følelser, når andre så det!
I stilheden der fulgte meldingen kan vi alle høre den tydeligere snurren fra flere påhængsmotorer.
Der behøvedes ingen ordre – vi røg i
dækning i underskoven, afventende hvad der ville ske…
Måske hvis???

7.Kapitel

Hvis vi forholdt os helt rolige ville kanoerne måske sejle forbi uden at opdage os – det var, hvad vi alle håbede, men kun de færreste troede.
Lyden af påhængsmotorerne, der gik på laveste omdrejninger, bliver højere og højere, som bådene kommer nærmere vort skjulested. Vi ligger lige i kanten af underskoven på en lang række med Torry på den ene fløj og Nico på den anden. Jeg selv ligger ved siden af dene ene tvillingsøster, der dårligt kan finde ud af hvilken ende af maskinpistolen hun skal holde i, og hvilken man skal sigte med. Jeg viste hende det, mens hendes søster på hendes modsatte side ivrigt fulgte med i instruktionen.
– Tak, Len, smilede hende der er nærmest, da hun så nogenlunde har lært at holde kuglesprederen så den i al fald ikke er en fare for hende selv. Maria og jeg skal vise dig vor taknemlighed, hvis vi overlever.
Jeg tog ladegreb på min ikke helt moderne tjekkiske maskinpistol. Jeg havde pludselig fået en tredie ting at kæmpe for – FISSE!
De to andre var ganske vist ikke mindre vigtige – LIVET og chancen for at være den der levede længst og scorede de 5 millioner i Marios tornyster.
Den forreste kano dukker pludselig frem bag et buskads på flodbredden. Den er omkring 40 meter fra hvor jeg ligger og trykker. Den er sine 15 meter lang og i forstavnen er monteret et maskingevær, som en mulat knæler bag med fingeren på aftrækkeren. Bag ham sidder hans kammerater, to og to med deres rifler mellem knæene. I agteren sidder endnu en mand bag et maskingevær ved siden af rorgængeren. Der er 10 eller 11 mand ombord.
Vi 14 i skovbrynet ligger dødstille – men…
Men der er en af os, der ikke har skjult sig – den døde Yvonne!
Fra båden har man observeret liget, der ligger og skvulper i vandkanten, kun omkring 20 meter fra vort skjulested, og styrer direkte mod det, netop som endnu en kano dukker frem bag buskadset.
Der bliver udvekslet instrukser på et syngende sprog mellem de to både – længere nede i vor kamplinie havde Carlos genkendt sproget, som sit modersmål – spansk! Og mændene som sine landsmænd velvilligt udlånt af Castro, som en venskabelig gestus mod Zaroccos officielle præsident, den fhv. postmester.
Mændene i de olivengrønne lærredsuniformer er tydelig nervøse, og deres nervøsitet bliver ikke mindre af, at en tredie båd med delingens kommanderende officer dukker op. Han siger en masse i en meget ophidset tone, og hans ordrer bliver først bragt til udførelse, da et af maskingeværerne i hans kano ligesom tilfældigt bliver svunget omkring i retning af de to andre både.
Disse to sætter straks kursen ind mod bredden, mens den tredie med officeren bliver liggende en 30-40 meter ude på vandet med maskingeværerne rettet ind mod land.
Yvonnes mishandlede lig skvulper let i strandstokken, da de fladbundede kanoer glider op på breddens grus på hver sin side af hende, og alle på nær maskingeværskytterne og rorsmændene hopper ud, og i et kort øjeblik spærrer for maskingeværskytternes skudfelt mod junglen.
Torry ser muligheden, og brøler af sine lungers fulde kraft, “Fyr”!
En halv snes maskinpistoler af forskellig kalibre åbner ild næsten samtidig og høster uhyggeligt blandt de grønklædte mænd.
Della rejser sig og løber skrigende ind i junglen, netop som officerens båd åbner ild med sine to svære maskingeværer, på trods at disses skudfelt går ind over hans egne mænd på strandbredenne. Et par cubanere, der endnu kan stå på benene bliver hakket til kødfars af sine egne. Cuba har folk nok. Sporilden følger efter den flygtende Della, men hun er heldig at en trærod spænder ben for hende. Hun nøjes med at få et dybt kødsår i skulderen af en richoterende kugle.
Enkelte af de landsatte soldater søger at sætte sig til modværge, men det er forgæves. De mejes ned enten af de få salver vi får ind, eller af deres egne, der ikke har spor imod at ofre dem, blot de ikke selv ryger med i købet.
Maskingeværskytterne i de to “landgangsbåde” er sammen med deres kammerater røget hensides Karon i den koncentrerede ild. Carlos og Mario ser pludselig chancen til at spille helte. De rejser sig på hug og piler pludselig hen mod den nærmeste båd, alt mens den store cubaner slynger håndgraneter i retning af båden ude på vandet. De rammer ikke, men rejser store vandsprøjt, der kan virke skræmmende og muligvis forveksles med artilleri.
De er næsten henne ved bådene, da Mario udstøder et skingert skrig og griber sig til skulderen, hvor blodet vælter frem. Carlos drejer hovedet, og ser ikke hvad der rammer ham. Rorgængeren i båden, der ligger mindre end fem meter væk, er hullet som en si, men mærkværdigvis nok stadig ved bevidsthed, og da han ser to mænd nærme sig løfter han med svage hænder sin Parabellum Automatic og trykkede af før blodtab fik hans hjerte til at standse. Carlos gjorde sin landsmand selskab til dødsriget med en kugle gennem hjernen.
Med besvær fik Mario sig slæbt hen til sin ven, og hans hulken og skrig lød som en kvindes, da han opdagede, hvad der var sket med hans “mand”. Men så tog soldaten over og tanken om hævn blomstrede op i hans narkotikaødelagte hjerne. Han mavede sig videre over strandbreddens sten efterladende en fed rød blodstribe efter sig.
Fra vor dækstiling skød vi så vore våben næsten glødede for at holde mændene ude på vandet i ro til den lille italiener var kommer i besiddelse af et maskingevær. Enkelte af dem var modige, og døde af det, mens Mario på trods endnu et par skudsår stædigt fortsatte.
Officeren ude på vandet følte pludselig hvor det bar hen og gav ordre til hurtig retræte – men for sent!
Mario åbnede en voldsom og tilintetgørende ild mod båden, uden at bekymre sig om sin egen sikkerhed.
Et eller andet eksploderede – antagelig reservebenzintanken eller sådan noget. Endnu et par soldater røg hensides og officeren, der var let kendelig på grund af sin fine kasket, måtte selv i gang bag det bageste maskingevær, for efter bare et par sekunders forløb at blive på det nærmeste savet midt over, af Marios ellers ikke særlig velrettede salver.
Båden drev hjælpeløst med sin last af døde og sårede ned ad strømmen, da Marios seneste salve havde knaldet såvel rorgænger, som sat motoren ud af drift.
Den lille hårdt sårede mand var som besat, og der var ingen der vidste, hvad han kunne finde på i sin nuværende tilstand – og han havde stadig tornysteret på ryggen.
Tornysteret med 5 millioner dollars – en af de ting vi havde at slås for.
Nu båden ude på vandet ikke længere var nogen potientel fare vovede vi os andre frem af dækningen.
Et sted bagude jamrede Della over sit forholdsvis ufarlige sår.
Nico, den gamle commando-veteran havde fået et strejfskud i tindingen og havde udbedret skaden så godt det lod sig gøre med et tørklæde – han lignede en pirat fra en gammel B-film, som han stod lænet mod et træ med sin uundværlige ginflaske for munden, og sin rygende sten-gun hængende over brystet i sin solide gamle læderrem.
“Tokio-Johnny” var oversprøjtet med blod fra en falden cubaner, der havde søgt at stormløbe vore stilling og først var standset, da japaneren havde boret en kniv i brystet på ham. Selv havde jap”en ikke en skramme.
Doc Raul havde skinnende opspillede øjne, som havde han givet sig selv et “skud” i kampens hede, også han var uskadt.
Og sådan dukkede de op – en efter en, Zylanski, Mike, Blacky, Baby, og jeg med tvillingerne – kun Torry rejste sig ikke. Hele hans ryg var flået op af kugler. Der var et forbavset udtryk i hans døde ansigt.
Han havde sikkert undret sig over, at der var kommet et angreb bagfra, når der tilsyneladende kun var de fjender der var ude på floden – men…
Hvem var det der havde pløkket løjtnanten? Doc Raul eller Mike? Eller måske en helt tredie, der mente at han var største hindring i kapløbet om millionerne. 5 millioner dollars!
På vej ned til bådene fandt vi adskillige sårede mellem cubanerne, og flere ønskede at overgive sig. De fik ikke en chance, de fik hovedet smadret med en maskinpistolkolbe eller en kniv i indvoldene. Vi havde rigelig i vore egne bekymringer.
Vi nåede at takke, den lille italienske bøsse, Mario, førend han med en rallen udåndede og blev smidt ud i floden som fiskemad, minus tornysteret, som Doc Raul fik ansvaret for, vogtet af Mike og Pete Zylanski”s falkeblikke.
De to strandede kanoer var stadig i sejlbar stand. Den tredie var forsvundet ned ad strømmen med sin last af døde, sårede og stadig kampberedte soldater.
Vi begyndte at “skrælle” ligene for udstyr, da det havde svundet ganske pænt i vort eget sparsomme ammunitionlager under den korte, men voldsomme kamp, og herunder opdagede vi endnu et lig, der var i live – en pige!
Men hun var så hårdt såret at hun ikke kunne være os til nogen glæde, så Tokio fik lov at sprætte maven op på hende med sin bajonet.
Nico havde straks som den gamle veteran han var, sat sig i besiddelse af den ene båds agter-maskingevær og holdt et vagtsomt øje med, hvad der måtte vise sig ude i strømmen. Der dukkede ingen menneskefjender op, men masser af krokodiller, der delikaterede sig på ligene vi smed ud til dem, og disse lod han spise i fred.
– Jeg har højeste ancenitet, sergent! hører vi pludselig Pete Zylanski snerre.
– Og ved du, hvad, Zylanski! Jeg vil skide på om du så var general. Jeg har kommandoen nu, forstået? hører vi Mike give ligeså barsk igen.
– Det er opsætsighed mod overordnet, sergent. Torry var inde på at De burde skydes for Deres perverse optræden, og nu…
– Kære Zylanski, se Dem lige omkring, svarede Mike engleblidt.
Piloten gloede forstenet. Doc Raul og “Tokio” stod lige bag ham med deres maskinpistoler i anslag.
– Je, jeg, begyndte han tøvende.
– Følger med som turist, okay? spurgte Mike iskoldt.
– Ja, men tro ikke det sidste ord er sagt i denne sag, sergent – når…
– Det taler vi om, når vi kommer tilbage til civilisationen, Zylanski, afskar Mike al videre diskussion.
Sydende af raseri gik flyver-løjtnanten hen og søgte trøst i den sårede Dellas selskab. Hun trøstede ham på den eneste måde hun kendte – med et skrald fisse!
Vi andre havde travlt med at gøre klar til opbrud. Det ville være klogt at være meget langt væk, når regeringstropperne opdagede at vi havde slagtet en af deres fremskudte patruljer – meget langt væk!

Læs del 4