Læs del 1

– Det var som sædvanlig en snyg fitta, der var skyld i det hele, begynder Len sin historie. Ligesom tilfældigt lader han sin lange, lidt tynde slatne pik smutte tilbage i smokingbukserne, inden han stryger en hånd gennem det tykke gyldenblonde hår, så frisuren sidder nogenlunde – der kunne jo komme en uventet besøgende.
– Båden havde lagt til i Mombassa for bunkring, og vi skulle kun være inde i en 4-5 timer. Jeg var liderlig og skulle selvfølgelig i land og have den stive i noget niggerfjams. Jeg fandt alle tiders knulla-jente – og så var hun en af de bedste kuk-sugere, jeg nogensinde har mødt. Mindst ligeså god, som trekant-specialisterne, Helen og Maria, og det siger jo en del om hendes evner, ikke sandt? Hvad hun hed husker jeg ikke længere. Kun husker jeg, at da jeg kom ned til kajen, hvor skibet havde ligget 12 timer forinden, var det borte og i dets sted holdt en politibil med tre sorte betjente. De hørte venligt på mine beklagelser, for da jeg var færdig, at erklære mig for anholdt, da jeg ikke havde de 50 engelske pund, en udenlænding skulle være i besiddelse af i Kenya – om man ikke ville regnes for bums og spjældaspirant. Jeg havde kun 5 pund på mig – resten af næsten et halvt års hyre lå i skipperens pengeskab. De kørte mig direkte til et stort møgbeskidt fængsel i byens udkant, hvor jeg uden dikkedarer blev smidt ind i en celle til omkring 30 andre arrestanter,sorte, hvide og gule i en skønsom blanding, og gitterlågen knaldet i lås bag mig.
I tre dage sad jeg der og fik kun det at æde de andre levnede og et lillebitte stykke af væggen at læne mig op imod, når jeg trængte til søvn, så jeg var parat til alt, da to vogtere 3.de dagens eftermiddag kom og bad mig følge med til inspektørens kontor.
På kontoret ventede foruden, isnpektøren, en stor fed neger i hvidt tropetøj, der strammede alle steder, hvor tøj ikke bør stramme, og så en midaldrende hvid mand i khakitøj a la storvildtjæger, der var så solbrændt, at man næsten troede han var mulat. Han havde karseklippet hvidt hår og busket ligeledes hvidt overskæg.
Han sad med et glas whisky i hånden og studerede mig nøje, idet jeg trådte ind.
– Tak, betjente! Jeg sender bud, hvis der er noget, afviste inspektøren vogternes videre hjælp. De forsvandt hastigt efter et lidt sjusket honnør og døren lukkede sig lydløst efter dem.
– Det er så vores vagabond, oberst. Han siger han hedder, Lennart Jønsson, og er svensk sømand. Han er agterudsejlet og blev antruffet i havenområdet med kun 4 pund og 8 pence på lommen, præsenterede fængsels-inspektøren mig for den fremmede, som han tiltalte oberst. Sikkert en oberst, der har sluttet aktiv tjeneste og nu leger storvildtjæger, tænkte jeg uvilkårligt.
– Ikke ilde, inspektør, ikke ilde, kommer det på drævende sydstatsamerikansk fra obersten.
– Jeg…
– Ti stille til De bliver spurgt, fange nr. 98765-9, snerrede inspektøren og jeg tav skyndsomst, for ikke at ødelægge noget, der muligvis kunne bringe mig udenfor denne svinesti af et fængsel.
– Len, ja, jeg vil kalde dig, Len, hvis vi kan blive enige. Kender du noget til Afrika? spurgte obersten henvendt til mig i et venligt tonefald.
– Ikke meget, oberst, svarede jeg oprigtigt.
– Eller til våben, Len? fortsatte den hvidhårede oberst.
– Jeg har været soldat i den svenske arme og kunne klare at ramme målskiven en gang imellem med en automatriffel eller en maskinpistol, svarede jeg forsigtigt.
– Kunne du tænke dig at blive soldat igen, Len? forsatte den karseklippede oberst, uanfægtet af mine svar.
– Måske, hvis…
– Hvis hvad, Len?
– Hvis betalingen var den rette, oberst!
– Alt frit og 5000 $ pr. måned! Hvordan lyder det, Len?
– Fornuftigt, oberst, svarede jeg uden tøven.
– Og du er parat til at træde i tjeneste straks? spurgte obersten pludselig ret så opmærksom.
– Ja, oberst, svarede jeg uden et øjebliks tøven.
– Glimrende, Len! Inspektør, hvor meget er Mister Jønsson Dem skyldig for kost og logi? forsatte obersten henvendt til fængselschefen, idet han tager en fed tegnebog frem af inderlommen på sin safarijakke.
– 30 pund, oberst, svarede inspektøren uden tøven og finder en dags-datoblok mellem papirerne på sit uryddelige skrivebord.
– Du får 20 og ikke en pence mere, din gamle røver, griner obersten og smider to 10 pundssedler på bordet foran overfangevogteren, der skyndsomt udsteder en kvitteting for beløbet, før den solbrændte hvide mand får chancen til yderligere at nedsætte beløbet, der ubeskåret vil ryge i inspektørens lomme – ren korruption!
– Som obersten behager. Hvornår vil De overtage, Mister Jønsson? spørger inspektøren formelt.
– Med det samme, inspektør. Jeg tror han vil synes bedre om vor lejr, end Deres svinesti. Er du klar til at skride, Len? spørger henvendt til mig.
– Jae, mumler jeg tøvende.
– Noget du skal have fat i cellen eller sådan? spørger obersten krasbørstigt. Jeg er hans nu…
– Næh, jeg tænkte bare på mine ejendele – mit ur, mine penge og sådan, oberst, mumler jeg undskyldende.
– Vil De venligst kvittere, Mister Jønsson’s ejendele ud, inspektør, siger obersten med en slet skjult afsky i stemmen. Han kan tydeligvis ikke lide folk, der suger de sidste småører ud af folk, der har mindre end lidt.
Jeg får mine ting i ekspresfart, og jeg kunne se på inspektørens ansigt, at jeg ikke skulle ønske at komme tilbage til hans fængsel med det første – mit næste ophold ville næppe blive så behageligt, som det netop overståede. Fem minutter senere stod vi udenfor i solskinnet. Jeg en oplevelse, jeg hellere havde været foruden – rigere!
Obersten beordrede mig kort op i en støvet landrover, der var så bulet og ramponeret at den for udseendets skyld godt kunne have deltaget i “ørkenrotterne”s angreb på Tobruk i 1943, og hverken havde været vasket eller malet siden. Hastigt susede vi gennem den drønhede havneby og snart var vi ude i lufthavnen, hvor han afleverede mig ved trappen til et ikke helt moderne fragtfly uden identitetsnummer, og fik beskeden at man ventede mig ved endestationen.
Obersten gjorde kort honnør og forsvandt i en støvsky, sikkert på vej til et kontor, hvor han ville hæve en pæn check for endnu en hvervet lejesoldat. Hele maskinens besætning var negre. Førstepiloten gik med lændeklæde og havde store guldringe i ørerne, og lignede mest af alt en kannibal. Men flyve kunne han, og besætningen delte pænt deres proviant – whisky og bananer – med mig under den seks timer lange flyvetur til den ukendte junglebase i nærheden af træningslejren hvor jeg skulle stationeres.
Landingsbanen der kun var en smal lysning i junglen, var omgivet af adskillige stråhytter, der dels tjenestegjorde som havenekontor, radiorum, vagtlokale for de forskellige funktionærer og vagtposter ved landingsanlægget, og dels som hangarer for flere andre ældre udrangerede maskiner, der havde været topmoderne under 2.den verdenskrig, men nu kun har skrotværdien af metallet tilbage. Men flyve vil man åbenbart have dem til, for der går adskillige mekanikere og arbejder på dem. Der er både jagere, transportmaskiner og sågar et par “flyvende fæstninger”!
En camuflagemalet jeep med to mand kommer drønende op på siden af vor maskine, netop som jeg skal til at kravle ned ad metalstigen, der gør det ud for landingstrappe, og bremser op så skidt og grus står omkring hjulene.
Manden ved siden af chaufføren, en næsten to meter høj kæmpe i camuflageuniform og ildrødt karsehår rejser sig op og skråler på drævende yankiesprog: – Hedder du, Len Jønsson eller noget i den retning, makker?
– Ja, det er mig, svarede jeg og vendte mig mod jeepen.
Den rødhårede neandetalmand skubbede med en irriteret bevægelse en Thompson maskinpistol væk fra maven og rækker mig et kæmpemæssigt fregnet handskemagerskilt af en næve og grynter: – Bossen vil hilse på dig!
– Bossen?
– Oberst Bronzo! Han hader at vente. Hop ombord og lad os få dig indrulleret. Jeg hedder Mike Shanterry og er sergent her, forsætter kæmpen, netop som jeepen speeder op med et ryk til den indfødte chauffør grinende henrykkelse over sergentens og mine akrobatiske øvelser for at holde balancen.
Mike forbandede fyren ned i det sorteste helvede og lovede ham en gang geværeksersits han sent ville glemme, om fyren nogensinde vovede at melde sig som soldat i “befrielsesarmeen”.
Fyren bare grinede og fik jeepen til at gøre ting, man ikke troede et sådant køretøj kunne. Men vi kom da levende frem ad en hullet junglevej, til en lejr af camuflagemalede telte, hvor vi blev antastet af to hvide vagtposter, der først lod os passere, da Mike lovede dem alverdens ulykker, om de ikke forføjede sig bort, og en times nonstop-kragehop
med et maskingevær i favnen. Det sidste havde sin virkning. Vi fik lov at køre videre.
Foran oberstens telt blev vi stoppet af endnu en vagtpost. Det var en midaldrende mand, der havde en ginflaske strittende op af baglommen på sine uniformsbukser, en cigaret dinglende i mundvigen, og en faretruende, velsmurt ældgammel sten-gun hængende over maven.
– Obersten vil ikke forstyrres, Mike – udtrykkelig ordre, sorry, kommer det i en beklagende tone på lydefrit oxford-engelsk fra manden, der har noget aristokratisk over sig. Senere fandt jeg ud at han kaldte sig, Nico Smith, men vistnok burde have heddet jarl et-eller-andet i stedet, om han ikke for mange år siden havde skabt skandale om familienavnet og nu var et glemt sort får. En mand der var glemt og død for sine nærmeste. En dag han havde fået lidt mere end sin daglige hele flaske gin, fortalte han at han havde været ved SAS (special air commandoerne) under 2.den verdenskrig – og endnu havde han ikke helt glemt sin sadistiske viden og krigsgalskab, på trods ginen og alderen.
– Pjat med dig, Nico. Det her er vor nye mand, Len Jønsson. Jeg fik besked at komme med ham, så snart han var landet, knurrer den store rødhårede sergent og vil mase sig forbi den fhv. engelske gentlemen.
– For et par timer siden, ja Mike. Men siden har jeg fået contraordre, sorry, fastholder englænderen sit og lader ligesom tilfældigt sin afsikrede sten-gun pege på et sted omkring sergentens navle.
– Grunden, Nico, snerrer sergenten.
– Aner den ikke, men jeg har hørt ham snakke i radioen et par gange, svarede den gråhårede ex-commando’s ligeglad og fisker ugenert ginflasken op af baglommen og tager en ordentlig slurk, førend han rækker flasken frem mod sergenten, der grynter noget om æselpis. Jeg betakker mig også og han slår proppen i påny og lader flasken glide tilbage i lommen.
– Hvornår er der modtagelse igen, Nico? nærmest spytter sergenten.
– Lyt til et godt forslag! Gå over i messen – de har æg og bacon på menuen i aften. Jeg kommer over og henter jer, når bossen giver grønt lys, “kay sergent? spørger han i en tone, der snarere er en ordre.
– Kom Len. Vi kan vist godt trænge til noget ordentlig menneskeædelse i skrutten. Dingo, den kannibal, gav dig vel noget af sin sædvanlige abemad, ikke?
– Jo og whisky, griner jeg og slutter mig til den fhv. sergent i det amerikanske marinekorps, hvor han blev fyret på grund af sin sadistiske indstilling til rekrutter, der ikke kunne følge trop med veteranerne.
Ovre i messeteltet blev jeg præsenteret for endnu et par kommende kolleger – en kæmpestor neger, der var smuttet fra Cuba, da Castro tog magten, og siden været i CIAs sold, og vistnok også var det endnu, og en lille vel omkring 160 høj, myndeslank, næsten pigeagtig italiener, der tydeligvis var ven med negerkæmpen – bøsseven!
Mike præsenterede dem, som Carlos og Mario – ekspert på henholdsvis håndgranater og kniv. De var narkoer på de helt hårde stoffer og bøsser – men også et par sande helvedeshunde, når det gjaldt liv og lemmer.
Negerkokken havde åbenbart gået i en god skole, for både æg og bacon var førsteklasses, ligesom de Carlsberg Eksport han serverede til havde den rette temperatur.
Vi havde dårligt fået serveret før Nico kom anstigende og sagde, at obersten var disponibel i løbet af et kvarter.
Mike indbød ham til at spise sammen med os, men han takkede nej og købte en ny flaske gin af kokken i stedet, før han luskede tilbage til sin afbrudte vagt.
Mike og jeg spiste færdig uden hast og luntede så ellers tilbage til oberstens telt, hvor Nico stod og hængte.
– Mike med den nye mand, oberst, bjæffede han og løftede teltfligen så vi kunne træde indenfor.
Vi trampede ind. Mike gjorde en slags honnør for manden bag det intimistiske skrivebord, der bestod af en stump metalplade fra en flyvinge lagt over et par rustne olietromler.
Bordpladen var tom bortset fra et chartek med papirer, en felttelefon og en 9mm Colt Automatic i afsikret tilstand.
Men manden bag skrivebordet var mere interessant. Han var et sted mellem 50 og 60, pilskaldet som Kojak, et fedt ansigt med pluskæber som øjnene næsten blev væk i, og hele tre dobbelthager og en krop af form som en tønde i camuflageuniform, der om han ikke havde haft den på havde kunnet bruges som telt til mindst tre personer af normal størrelse.
– Sergent Shanterry melder sig med en ny menig, Len Jønsson, hr. oberst, smældede Mike med en stemme der kunne høres viden om.
– Fint, sergent. Vi får også brug for alt det vi kan skrabe sammen. Har han skrevet under, ellers tag et skema i charteket.
Mike tog to ark fra holderen og gav mig dem med ordene: – Læs det hurtigt, Len, skriv på og giv obersten originalen.
Der var ikke mange punkter på skemaet. Navn, nationalitet, alder og den bank man ønskede sin hyre deponeret i – månedsvis forud, og evt. pårørende der skulle have besked om man faldt i kamp. Jeg skrev på og lod en bank i Malmø modtage mine penge, så vidste jeg hvor de var, når og hvis jeg igen blev en fri mand. Som pårørende skrev jeg min mor, der var enke og i snart mange år havde levet stille og rolig på landsbygden i Småland.
Obersten dårligt skævede til min underskrift, men knaldede et stort farvestrålende stempel på begge arkene og overlod mig det ene, sammen med en lønningsbog han fandt i en kasse i den uordentlige dynge, som sikkert kun han selv kunne finde rede i. Min kommanderende officer ville indføre min hyre hver den første og fratrække evt. forskud.
– Nu er du, menig Jøsson i “befrielses-armeen”. Sergenten vil sørge for din udrustning. Vær klar til hurtig udrykning. Nogen spørgsmål, soldat? snerrede obersten iskoldt.
– Jeg…
– Tak! Vis ham til rette, sergent. Træd af, bjæffede den fede mand, gjorde en parodi på et honnør og vendte ryggen til os.
Vi gjorde lige så lidt formelle honnører og forlod teltet.
– Barsk boss, grinede jeg til sergenten, da vi er udenfor oberstens hørevidde.
– Ja, men han er allright, Len! Han er lejesoldat som vi andre, og han er sine underordnedes mand. De sorte kommer ikke til at tisse os ned ad ryggen, hvis obersten kan gøre noget til det. Men du skulle udrustes. Kom med, denne vej…
Sergenten satte kurs mod et telt i lejrens midte, hvor to sorte soldater med ældgamle tjekkiske rifler står vagt ved indgangen. Mike snerrer en kort ordre på deres “volapyk”sprog og de flytter sig lynhurtigt og vi trampede indenfor i teltet, hvor fire soldater, to sorte, en japaner og en hvid mand er i gang med at spille poker i skæret fra en blafrende flagermuslampe.
– Kan I klare de sorte abekatte, Doc og Tokio? spurgte Mike henvendt til japaneren og den hvide soldat.
Den hvide grynter surt et eller andet, smider sine kort og rejser sig trevent.
– Dette er Doc Raul, Len – han er vores depotmand og doktor. Spørg ham bare om det du mangler – enten har han det eller også skaffer han det! Jappen er “Tokio-Johnny” – pas på ham. Han er karateekspert og vistnok eftersøgt terrorist, forsætter Mike sin præsentation. Japaneren sender os et skævt grin. der bare ikke når hans skæve mandeløjne.
– Black-listed? spørger japaneren med skinger falset.
– Næh – agterudsejlet sømand, svarer jeg.
– Stakkels mand, komme her frivilligt, mumler jap”en hovedrystende, idet han påny koncentrerer sig om sine kort.
– Kom med, makker, griner Doc Raul. – Du skal have et komplet udstyr. Find dig to kampuniformer der passer og diverse undertøj. Vil du have halvstøvler eller langskaftede?
Jeg svarer at jeg foretrækker de kortskaftede og giver ham mit nummer.
Et par minutter efter vendte han tilbage med et par der lugtede langt væk af nyt læder.
– Hvad slags kanon? Halvautomatisk eller maskinpistol? forsætter han.
Jeg foretrak en 15 skuds halvautomatisk riffel og dertil en 9mm Luger. Yderligere får jeg en hulslebet bajonet, en dobbelslebet skytte-gravskniv og 6 “ananas”. Desuden 6 magasiner til riflen og 3 til Lugeren, plus æsker med ekstra ammunition, som jeg selv kan fylde i magasinerne, når de er tomme – om jeg får tid!
-… og nu rygsækken, makker. Der følger forbindspakke, 10 K.rationer, to tæpper og regnslag med. Hvad ønsker du yderligere? spørger Doc Raul med et listigt grin.
– Der er ikke rigtig plads til en dame, vel Doc? prøver jeg på at spille morsom.
– Næ, men til glemmesaft, og…
– Stop et par flasker whisky i, og…
– Jeg har det hele, den fineste hash, heroin, “sne”, men det koster, makker, kommer det koldt forretningsmæssigt fra manden, der skal forestille at være læge. Senere fandt jeg ud af at han også var det. På grund af en eller anden dumhed umiddelbart efer sin doktor-eksamen havde han set sig nødsaget til at tage tjeneste en halv snes år i fremmedlegionen, før han meldte sig tilbage i Paris og åbnede en “diskret klinik”, hvor kvinder mod passende betaling og som oftest et skrald fisse, fik fjernet en arving. Han havde været en meget besøgt doktor og forretningerne gik strygende – men…
Doc Raul havde under opholdet i Indokina fået smag for narkotika, og denne last gjorde ham sommetidser lidt uligevægtig og usikker på hånden. Dette havde medført at en dame af “det bedre borgeskab” havde mistet livet under et ulovligt abortindgreb. Stor opstandelse! Doc Raul havde fundet det fornuftigst at forsvinde, førend fængselsporten lukkede sig bag ham – og nu var han her…
Han var læge, og han var stadig narkoman. Han var depotbestyrer og narkoforhandler – en ødelægger og en helbreder i samme person!
– Ellers tak, Doc! Jeg nøjes med spritten, og måske et par ekstra kartoner smøger, svarer jeg forsigtigt.
– Som du vil. Sikker på at du ikke vil have “Libanon-smøger” – de er billige, prøver Doc at lokke.
– Absolut sikker, Doc, svarer jeg i et tonefald, der ikke er til at tage fejl af.
– Godt 3 flasker Old Schosh og tre Camel – det bliver 25 grønne. Hvis det skal noteres, så kvitter her, grynter han surt og skubber en kvittetingsblok hen over låget på den ammunitionskasse, der er hans skanke.
Jeg grifler mit navn.
Mike, der har stået og kigget på de tre andres kortspil, griner anerkendende, da jeg kommer trampende med mit udstyr.
– Nu ligner du os andre, rent uniformsmæssigt, Len! Men er du i træning? spørger han professionelt.
– Næh, men er dette ikke en træningslejr, sergent? spørger jeg tamt tilbage.
– Er der nogen der har bildt dig det ind, Len? I så fald er der noget du har misforstået. Det her er bare en mellemstation, er hans svar.
– Mellemstation?
– Vi får forsyninger og den slags hertil – udefra! Vi formidler den videre frem til fronten, er svaret på mit spørgsmål.
– Og mit job, sergent?
– Hjælpe til med at få forsyningerne sikkert frem til “befrielses-armeen”, makker, er hans korte præcise svar. – Skulle vi se om du kan betjene dine kanoner, Len – vore liv kan afhænge af det!
– “kay, gryntede jeg, idet vi slentrede udenfor i det lune nattemørke, mens Doc forsatte sit kortspil med de andre.
Mikes krav var ikke særlig anstrengende, og jeg var egentlig bedre til at skyde, end jeg troede. Med et fyldt magasin ramte jeg tolv gange en konservesdåse af 15 mulige, og jeg skulle lige til at spille “Karl Smart” med Lugeren, da Nico dukkede op, og sagde, at obersten ønskede ro i lejren, og at Mike iøvrigt skulle møde i chefens telt, straks!
Jeg gjorde det fornuftigste jeg kunne, da jeg ikke var blevet anvist noget logi. Jeg luntede over i messen og fik yderligere en portion æg og bacon med et par kopper stærk kaffe til, mens jeg spekulerede på om det var muligt at støve noget fitta op på denne afsides udpost. Indtil nu havde jeg ikke set en eneste kvinde, desværre!
De to bøsser var forsvundet og kun en halv snes sorte vagtsoldater sad og gassede sig inden døre, hvor man ikke blev ædt af myg, tcshefluer og andet skravl, der mere end nemt kunne give en en sygdom på halsen.
Jeg sad alene i min ende af teltet, da japaneren, “Tokio-Johnny” dukkede op i fuld kampmundering – bortset fra at han havde byttet sin kasket ud med et “banzai-tørklæde” om sit lange sorte hår. Han kastede et blik rundt og fik øje på mig.
– Over til oberstens telt straks, seeman – tag alt dit grej med, grinede han og var igen borte i nattemørket.
Jeg tørrede min tallerken af med et stykke brød, slugte det og skyllede efter med den sidst slurk kaffe, førend jeg rejste mig og begav mig til den ønskede position.
Obersten stod i teltdøren oplyst af en blafrende lygte, der stod på en tom olietønde. Han var barhovedet og issen skinnede i lampeskæret. Det var faktisk det eneste ved ham der så fredelig ud. Hen over hans tøndemave hang en Thompson med tallerkenmagasin og så mærkelig lille ud i forhold til hans struktur, og på hver side af hans bæltespænde stak en Magnum 444 sit store perlemorsbelagte skæfte op af åbne skeder og hans camuflagejakke struttede af ekstra ammunition og håndgranater.
Han gloede olmt på mig med en utændt cigarstump i et solidt bulldogbid.
– Du lærer det, Len. Når jeg kalder smider du alt, hvad du har i poterne og kommer stormende i fuldt firspring, OK? snerrede han på den måde officerer altid snerrer, når de taler til en luset rekrut.
Nico og de to bøsser er allerede til stede, og lidt efter kommer Doc Raul ud af mørket slæbende på det nødvendige, plus en stor kasse med et rødt kors på hvid bund på låget, og på alle fire sider – ingen skal være i tvivl om at det er hans “lægetaske”!
Tokio dukkede op straks efter i selskab med Mike. De kom i en jeep ovre fra “flyvepladsen”.
– Han kommer ind om ca. 8 minutter, oberst, bjæffede Mike, næsten før jeepeen holdt stille.
– Glirende sergent. Nu vil jeg give et kort rids over, hvad sagen drejer sig om, folkens. Om en halv snes minutter lander en “special-transport” – vistnok en ombygget “fæstning”. Vi skal ledsage transporten frem til “befrielsesarmeen”s hovedkvarter. Hvad lasten består af aner jeg ikke. Men det skal være vigtige sager, der skulle virke ret så styrkende på folkene fremme i forreste frontlinies moral. Bagefter følger vi så med tilbage hertil, eller også skal vi frem til fronten, som “rådgivere”. Nogen spørgsmål, folkens? spørger den store skaldede oberst nærmest refleksmæssigt.
Tokio begynder på et eller andet, men obersten afviser det, før fyren er kommet for godt i gang, som top-secret, desværre!
– … men, føjede han til.- Alle kan gå over i messen og få en drink eller to på vore “venner”s regning – skål folkens! Åh, sergent. De bliver her, som ordenans! Vi øvrige seks satte straks kurs mod messen. Der var tomt, bortset fra negerkokken, der villigt skænkede op, blot han fik kvittering.
Jeg var i gang med min anden voksne whisky, da luften fyldtes med en tung durren, der snart steg til en øredøvende torden.
Mike dukkede op i det samme, og sagde, at han havde organiseret kørelejlighed til landingsbanen, hvis vi ellers kunne få drukket ud i en fart.
Øjeblikket efter stod vi alle syv på ladet af en lille to-tons lastbil, hvis chauffør tilsyneladende ledte efter de største huller i vejen, for om muligt at få os til at skvatte ned fra ladet og slå os i hjel. Ja, man havde næsten mistanke om at han tilhørte fjenden, så sindsygt kørte han – eller også kørte han bare som en der ikke har forstand på at køre gør!!!
Der var næsten totalt mørkt omkring den store fire-motore’s maskine, hvis kæmpemæssige propeller drejede rundt i tomgang.
Obersten stod ved foden af jernstigen, der førte op til en dør i siden af den store bomber, sammen med en mand i uniform magen til vores, og snakkede.
Mike løb hen og meldte os, mens vi andre fik grejet ned fra ladet.
– Transportofficeren, løjtnant Kid Torry! Dette er min sergent, løjtnant, præsenterede obersten kort de to mænd for hinanden.
De to mænd målte hinanden så godt det lod sig gøre i halvmørket. Løjtnanten er hispano, mens Mike har næsten rent irsk blod i årerne. – to hårde mænd, der ikke ville give ved dørene.
Senere hørte jeg at løjtnaten var “specialist” og havde været ved “special-afdelinger” i såvewl Korea, som Vietnam – en mand, der intet overlod til tilfældet – absolut intet!
– Fint sergent, få Deres folk ombord. Vi flyver om fem minutter. De der ikke er ombord til den tid kommer ikke med og bliver slettet af “befrieles-armeen”s lønningsliste, frataget deres udstyr og en kugle i røven, hvis de ikke forsvinder ud af lejren hurtigere end snart, bjæffer hispano-løjtnanten i en tone, der ikke skal stilles spørgsmål ved – kun adlydes.
Vi menige havde hørt ordvalget og vi nærmest sværmede op ad jernstigen. Mike kom sidst fulgt af løjtnanten og oberst Bronzo.
Heroppe i maskinen lyser et par syge loftlamper, så vi kan se at finde vore pladser, der er inde i den næste kabine, hvorfra der høres stemmer – kvindestemmer!
– Fitta, nåede det præcis ind i min hjerne, da døren derind bliver skubbet op af bøssen Carlos, der er forrest, og stemmerne slog over i et jubelskrig.
Jeg masede frem mellem store kartoner og trækasser med alskens udstyr, og standsede vantro i døren.
Kabinen vi skulle ind i var en drøm! En drøm for en fitta-liderlig stodder.Liggende og siddende rundt om i kabinen, der er møbleret som en hyggelig dagligstue er 6 styks hunkøn – tre hvide og tre sorte kvinder!
Bag mig skubbede de andre på for at komme ind – jeg stod stadig paralyseret – 6 styks fitta!

4.Kapitel

– Novra, så meget mandfolk, kommer det næsten, som et hyl fra en af de andre piger, en ca. 20 årig næsten for velskabt negerpige i en gul minikjole, og ellers intet.
– Della, du er skør, larmer den kæmpestore neger-mama til sin racefælle. – Selv om du er aldrig så flittig, når du aldrig at komme i kassen med samtlige mandfolk.
– Det er vel tilladt at drømme, Blacky, svarede tøsen frækt igen, og nærmer sig Mario, der følger lige i hælene på sin “mand” Carlos.
– Lad mig være, tæve – eller jeg myrder dig, skriger den lille italiener og flår en stiletagtig kniv frem og fægter vildt omkring sig.
Della trak sig tilbage med et lille angstskrig og Mike maser sig frem og ved at vælte flere af os andre, mens han arrigt snerrer: – Lad ham være, tøs – han er uden interesse for dig!
– Er han pikløs? skraldgriner Della, der kun lever og ånder for det liderlige mandfolk kan gøre ved hende.
– Ja! Han er Carlos, negerens “veninde”. Tag hvem af de andre du vil i stedet, afsluttede sergenten knap så brøsig.
– Hvad med dig? spurgte Della og vendte sig mod mig med et rigtigt man-eater-udtryk i sit kulsorte ansigt.
– Prøv og mærk, svarede jeg hende med et sjofelt grin.
Hendes hånd var som en tigerklo, da den borede sig ind i det posede stof i mine camuflagebukser og knugede sammen om min superpotente, overliderlige ståpik, der var mere end villig til at bibringe den lille Della lidt kønslige adspredelse.
– Blacky, tænd min røde lampe – jeg er optaget, vrælede tøsen, mens hun rodede med lynlåsen i min buksegylp og tilsidst fik sjoveren til at stikke hovedet udenfor i den lumre liderlige atmosfære i “fæstningen”s “bordel-afdeling”.
Hun er ikke pigen med de store teoretiske studier – hun er kontant. Næppe har hun set at det ikke er en lommelygte jeg har gemt i bukserne, førend hun går i gang med at slikke, suge og bide i kødstagen, mens hendes blide fingre med de lange sølvfarvede negle nærmest mishandler mine saftfyldte nosser.
Hun kan sine ting, fissen, og snart mærker jeg det rumstere lidt mere, end rigeligt i mine sansefyldte nerver – jeg er ved at få orgasme i den herlige sugende pigemund.
Jeg prøvede at tænke på noget andet ved at iagttage Blacky, den kæmpestore negerkvinde, der er omkring 2 meter høj og vejer vel sine 150 kg, er tydeligvis kvindernes leder, og det purunge pigebarn, der følger lige i hælene på hende hele tiden, er ligeså tydeligt hendes datter. Doc Raul er allerede i gang med at kurtisere tøsen, til moderens store misfornøjelse, der bryder ud i lys lue, da Doc omfavner tøsen, der er i løshængende kjortelbluse og minishorts, og søger at stikke en hånd ned foran i tøsens bukser.
– Jeg siger det kun denne ene gang, soldat, kommer det isnende fra den kæmpestore sorte horemama. – Mellem knæ og navle er der lukket hos, Baby – hun er min personlige gave til “Dada”, “befrielsesarmeen”s chef, vort lands lysende håb – men ellers…
– Hvad ellers, Blacky? spørger Doc Raul i en tone, der ikke er fri for ironi.
– Baby er frisk – men følg reglerne jeg har foreskrevet, ellers…
Ved det sidste ord har hun pludselig en tveægget commandokniv i hånden, og det er tydelig at hun har forstand på at bruge den, på trods sin enorme kropsvolumen. Doc tier beskæmmet, da Baby uden kommentarer af nogen art er knælet ned foran ham og har smuttet hans lange tynde pik udenfor og er gået i gang med at give den en rigtig “solo-pariser”, med læber, tungespids og lette bid.
Blacky lader kniven glide tilbage i skeden, der er monteret på hendes højre lår lige over knæet – et lår ligeså tykt som de fleste mænd om livet.
– Vi starter nu! Alle bedes holde sig fast, lyder pludselig en metallisk stemme i en skjult højtaler. Vi mærker alle at maskinen begynder at bevæge sig.
– Della – vi… Begynder jeg lidt tamt, mens jeg ser alle andre i kabinen gribe fat i et eller andet naglefast.
– Du må også have noget at holde fast i, mener du, griner hun drillende, idet hun spytter pikken, der står våd, glinsende og majestætisk i al sin vælde frem fra sit grosted i min spraglede camuflagebukser. – Det skal du få. Jeg lægger mig på gulvet på alle fire, og du gi”r mig den bagfra og holder fast i mine patter -Okay? spørger hun og begynder at lægge sig i stilling uden at afvente svar. Min strittende stivert er svar nok.
Mens maskinen ruller hen over den ujævne startbane, hurtigere og hurtigere, knæler jeg ned mellem hendes let spredte underben, og stikker prøvende en hånd ind mellem hendes velformede lår og mærker at hendes fisse er sjaskvåd, som var hun lige stået op af badet. Hun er så liderlig som en kvinde overhovedet kan blive. En af hendes hænder møder min og kanter sig forbi og griber uden dikkedarer fat om pikken og giver den et par venskabelige strøg, så nissehuen rutcher frem og tilbage et par gange, førend hun styrer mig til sine vidtåbne, mimrende, ivrige pikmodtagende skamlæber, der på det nærmeste suger mig ind, mens mine hænder glider op ad hendes slanke krop tagende den meget løshængende minikjole med. Hendes bryster er faste og struttende og passer perfekt ind i mine kuplede håndflader. Præcis som jeg knuger fingrene dybt og brutalt ind i det faste, men eftergivende svampede kød og klemmer til, mærker jeg pikhovedet smutte ind i den liderlige spalte mellem hendes sovsede skamlæber og styrer videre ret frem i det hemmelige mørke i hendes skumliderlige, dampende fisse, der knuger og ælter om den indtrængende manddom, mens hun begynder at bevæge kroppen på en mere end liderlige måde.
Jeg brugte hendes bryster som regulære håndtag, mens hun for sin del holdt fast i benet på en nagelfast lænestol, da maskinen rystende og skælvende nærmede sig “take-off” og gjorde sig beredt til at slippe forbindelsen med Moder Jord endnu en gang. Så var vi pludselig i luften og alt blev forbavsenbde rolig.
Della jamrede og klynkede under mig – men det var mindst ligeså meget af liderlighed, som af smerte. Bare det var liderligt, så gjorde det ikke så meget, at det samtidig gjorde en smule ondt, var hendes private filosofi.
Jeg kneppede Della helt mekanisk, og da hun selv gjorde sin store del af arbejdet, er det et er roligt og afslappet job, som vi nærmer os orgasme. Jeg løftede hovedet fra hendes ryg, hvor jeg har hvilet det under opstigningen, og ser mig om.
Doc står lænet mod ryggen af en højrygget lænestol, som han holder krampagtigt fast i med begge hænder, mens Baby slikker og suger så hans pik bliver mere og mere overspændt af liderlig sperm, der bare venter på at ventilen åbnes så den uhindret kan strømme ud i tøsens mund i en varm klistret strøm.
“Bøssedrengene” har lagt sig på en rød veloursofa, og ligger og gramser på hinanden, mens de giver hinanden stedse mere og mere våde tungekys. Mario har fået negerens kæmpepik ud af bukserne og giver den håndfast massage til Carlos store gryntende fryd.
“Tokio-Johnny”, den langhårede japaner med samuraitørklædet om håret og et vildt glød i de sorte stenkulsøjne stirrer mere og mere vildt og betaget på Blacky”s store brystparti, der er halvvejs blottet i udskæringen på den brusende røde silkekjole. Kæmpefissen ser det og siger med en stemme der er indsmigrende, som en flodhest”s elskovsprusten: – Noget Blacky kan gøre for dig, lille gule mand?
– Jeg – je…
– Bare sig frem, boy, søger hun at hjælpe ham over sin generthed.
– Jeg savner min mor, mumler den efter andres udsagn, dødsensfarlige karatekæmper og terrorist, næsten på grådens rand.
– Jeg vil gerne være din mor, skattemand, kommer det hæst fra kæmpekvinden. – Du trænger til lidt mad, ik” os”, forsætter hun og skubber det ene vældige hængebryst fri af kjolens udskæring og griber fat i japaneren og trækker ham ned på sit skød.
Hendes bryst er stort og velpumpet, som en fodbold og brystvorten er på størrelse med det yderste led af en mands tommelfinger.
“Tokio” kaster sig med et begejstringshyl, der er lige ved skræmme os andre til døde, over kæmpebrystet og begynder at sutte på den store stive brystvorte, der bliver endnu hårdere og stivere under hans mundmassage af den.
Blacky for sin del graver hastigt en svulmende gul japanerpik frem af hans posede uniformsbukser og begynder at give den svensk i et greb der på nærmeste knuser den stakkels mands hyggespreder, så hårdt og håndfast tager hun fat på den.
Mine øjne glider videre til Nico, der sidder på en temmelig ubekvem stol lige ved døren til førerkabinen. Han sidder som han sover, men cigaretten i hans mundvig udsender nu og da en lille røgsky, der fortæller at fyren udmærket ved, hvad der sker. Hans sten-gun ligger bekvemt hen over hans knæ – en halvfyldt ginflaske stikker op af den ene store brystlomme. Han er oberstens vagthund! Jeg ved ikke om han er vouyer, eller om mange års druk har berøvet ham sexlysten! Sergenten for sin del er omringet af selskabet tre hvide piger – og de er så sandelig værd at være omringet af!
To af dem er rigtige pikdukker i midten af tyverne, eller deromkring. De er sorthårede, slanke og velskabte, og er iført ens selskabskjoler af et sort næsten gennemsigtigt stof, der gør at ikke meget er skjult for vi forsamlede fisselystne stødderes blikke. Og ikke mindst sergenten og jeg kigger. Doc står med fortinnede øjne og nyder Babys behandling. Han behøver så sandelig ikke kigge for at komme i stemning. De er uden tvivl tvillinger – de hedder Helen og Maria, så ved du hvem det er!
Men den tredie hvide pige er en helt anderledes type, præget af sit arbejde indenfor kvindens ældste erhverv. Hun er antagelig i starten af 30erne og rødhåret. Hun har et stærkt sminket ansigt, med øjne der tydeligt har set rigelig af verdens fortrædeligheder, men også forlængst er holdt op med at tage anstød eller notits af dem. Hun er klædt i en højhalset sort bluse og hudtynde sorte stramme læderbukser, der suger sig ind til hver detalje i den del af hendes krop de dækker, og dertil knælange sorte støvler med stilethæle. Rigtig en herskerinde-type – en pige fra et torturkammer!
En bøddelfitta!
– Interesseret i røvfuld, Mike? spørger hun bramfrit sergenten, mens hun ligesom tirrende kærtegner hans skræv, som han sidder overfor hende, med en tre-snertet pisk.-
– Nul skat, knurrede Mike. – Skal jeg have noget på pikken skal det være sugemærker efter et par stramme skamlæber, og ikke striber efter en pisk – okay!
– Jeg er nu bedre til det med pisken, Mike – men du må også, hvis…
Det er tydelig at den rødhårede har anlæg for både sadisme og maschocisme!
– Tak, men…
– Hvad med et par friske tvillingsøstre, der kan det hele – uden pisk? spørger den ene af de kjoleklædte mørkhårede piger.
– Jeg…
– Helen og Maria til førerkabinen – kvikt, lyder det metalisk over den skjulte højtaler.
-Desværre, Mike, siger tvillingpigen beklagende. – Hørte, arbejdet kalder. Vil du ha” en trekant med søster og mig tilgode?
Mike nøjedes med at nikke.
De to piger forsvandt forbi Nico ud i førerkabinen, hvor vore officerer holder til sammen med piloten og hans mulige besætning.
– Vil du kneppe mig brutalt, Mike? mænger den rødhårede sig ind på ham igen.
– Hvor brutalt? spørger han contra.
– Så det gør ondt, oky-doky!
– Ok, tøs, svarer han pludselig helt forvandlet og rejser sig med en lad bevægelse, og går frem og knalder hende en smældende lussing uden forvarsel. – Af kludene, tæveluder!
– Kæft, din pikslæber, hvisler hun tilbage i en rasende tone, men hendes grønlige øjne modsiger tonen. De skinner liderligt. Hun kan lide det.
– Du hørte, hvad jeg sagde, fisseluder. Af kludene eller jeg flår dem selv af dig, forsætter sergenten den snerrende
tone og smider sin Thompson-maskinpistol på gulvet.
Yvonne, som den rødhårede kalder sig, ler ham åbenlyst og hæst ret ind i ansigtet og han griber brutalt fat i hendes bluse foran, netop sådan at han får fat i et stort let hængende bryst uden bh og klemmer til. Hun holder inde med et klynkende støn. Hun afventer hvad der nu skal ske!
– Lystre nu, bastardtæve – eller…
Han fuldender sætningen ved at vride hånden let så brystet næsten bliver vredet fri af kroppen. Hun stønner, men har ikke mistet modet.
– Mishandle en kvinde kan du, store stærke mand – men kneppe hende…
Mike gider ikke diskussere med hende. Han vælter hende brutalt om på metalgulvet med et brag, der får det til at ruge gennem hele maskinen og førerkabinen til at forespørge om vi bliver beskudt med antiluftskyts eller missiler.
Mike vræler en ed, om forhorede, forbandede ludere tilbage og højtalerstemmen tier beskæmmet.
Yvonne er en hård nød at knække og hun sloges vildt og inderligt for hver trævl Mike skrællede af hende, men han var den stærkeste. Tilsidst havde han hende nøgen i al sin småfede vælde.
Hun var ikke just det mest opfløftende syn man kunne se for sine øjne. Småfed med tunge hængebryster og let rynkede lår og balder – en kvinde, som alderen var begyndt at bide i.
Men Mike var ikke kræsen og han havde selv under store anstrengelser skrællet frugten. Nu ville han også nyde den!
Og Yvonne, der var ægte rødtop – også mellem benene, fik det pik hendes godt udslidte kusse kunne tåle mellem de hårdhudede skamlæber, der sikkert havde næsten lige så hård hud på kanterne, som en jord-og-beton-arbejders hænder efter 40 år med skovlen.
Hun bandede og stønnede, mens hun søgte at rive den store rødhårede irsk/amerikanske marinesergent i ryggen med sine skarpe negle, men blev hindret af camuflagejakkens svære lærredsstof, der var beregnet til at modstå, såvel skarpe kvindenegle, som spidse tornede junglevækster. I stedet bed hun ham i halsen, så han brølede af raseri og smerte, mens blodet langsomt piblede frem mellem tænderne og løb ned over hendes hage.
Hun fik nye stryg og hendes mælkehvide hud blev mere og mere rødstribet. Og hun nød det mere og mere. Hos hende var der ingen middelvej – enten skulle manden være en krybende hund, eller også skulle han voldelig bevise at han var den stærkeste. Det var hendes betingelser for at kneppe.
Jeg lod øjnene glide tilbage igen.
Nico sad stadig, som han sov, men jeg lagde pludselig mærke til at hans hænder gled kærtegnende frem og tilbage om maskinpistolens hullede yderløb, næsten som sad han og spillede pik på det hårde metalrør. Der var ligesom et saligt skær over hans magre barske ansigt, som han sad med kasketten nede over øjnene og lod røgen sive langsomt fra mundvigen. Hver sin lyst, tænkte jeg uvilkårligt!
Blacky og “Tokio” havde bemægtiget sig et bord, og den store negerkvinde havde lagt den spinkle japaner på dette, og mens fyren stadig babbede løs på den store hårde rosa/sorte brystvorte havde hun stillet sig sådan, at hun hun samtidig med kunne sutte på hans stedse mere struttende og potente lem. Mor og søn!
Baby og Doc Raul var lige ved at være der. Doc spændte kroppen frem i en bue, mens tøsen har armene anbragt om hans lår og sutter og suger med stedse vildere bevægelser.
Hvis man ikke vidste bedre ville man tro, at hun var en ret så erfaren glædespige, den Baby! Men ifølge moderens oplysninger er tøsen uskyldshvid og “Dada” have fornøjelsen af at knalde “ruden”. Jeg erindrede pludselig, at jeg et eller andet sted havde læst om en “oprørsgeneral” kaldet “Dada” skulle være helt vild med purunge tøse i 12-13 års-alderen. Ja, at han ligefrem havde en slags “politi” til at skaffe sig ungt kvindekød!
Men journalister skriver jo så meget, føjede Lennart ligesom eftertænksomt til.
“Bøssedrengene” nøjes for deres del ikke længere med at kysse og kramme. Mario sidder på hug foran sin “mand”, der har sat sig magelig til rette i en stor dyb læderlænestol, og er fuld gang med at slikke den store kulsorte negerpik, der synes til stadighed at forsætte med at svulme, mens det rosa/sorte olon bliver mere og mere glinsende, som en knap moden blomme.
Carlos griner medvidende hen til mig, hen over hovedet på sin “veninde”. Jeg er ikke helt sikker på at cubaneren ikke er bifil, men jeg skal nok humme mig for at spørge. Mario er ikke at spøge med, hvis han føler sine rettigheder gået for nær.
Jeg selv er mere end tilfreds med damefisse, “bøsseri” er ikke rigtig mit nummer. Skulle jeg blive for trængende uden en villig dame ved hånden, så kan en “højre” til nød bruges, og ønskede man fremmed, den “venstre”.
Men for øjeblikket behøver jeg ikke have slige spekulationer. Dellas labre sovsede fisse knuger og ælter min pik, så jeg hører englene synge, mens jeg efter bedste ringe evne søger at gøre gengæld.
Og mine evner var åbenbart ikke dårlige, for pludselig er hun der med den første orgasme. Hun hyler som en hund i løbetid, mens hun roterer med røven, for om muligt at få mig endnu dybere og højere op, samtidig med at hun knuger de indre skamlæber sammen om pikhovedets nakke, så jeg sidder urokkelig fast i hendes saftende krater, og næppe var krampen efter den første orgasme aftaget en smule og jeg kunne jutte videre, førend hun kom igen med en gurglende lyd, og sådan forsatte hun en 5-6 gange, førend jeg fik lejlighed til at sprøjte hende fuld af al min opsparede “energi”, der stod fra mig i en stødvis pumpende slimet stråle, der efterhånden som hendes fisse fyldes flyder ned ad hendes silkeglatte kulsorte inderlår og sætter sig i pubeshårene på hendes venushøj.
Bagefter fik vi os en cigaret og en drink, som hun hentede i “bordel-kabinen”s bar, der var indbygget i et stort skab, førend hun syntes min pik var for slimet til at sende tilbage i hiet i mine spraglede camuflagebukser. Hun slikkede den pænt ren, mens jeg lå fladt på ryggen på det tommetykke gulvtæppe med lukkede øjne og bare nød hendes gøren og laden.
Mens Della og jeg havde været oppe mellem stjernerne, havde også Baby og Doc Raul fået raset ud.
Doc slentrede hen til mig med et lusket grin, fulgt af “Blacky”s vagtsomme falkeblik.
– Bytte, Len? spurgte han lavmælt.
– Men…
– Tøsen er squ god at lege med, hvis man er træt i vrideren, makker, skar han kort gennem min spage protest.
– Og du er ikke træt i vrideren, Doc? spørger jeg med grin der kan betyde, hvad som helst.
– Næh, jeg er tværtom ladet op til det helt store – okay?
– Ja – og lykke til! Der sidder en go” kusse på tæven, svarede jeg og vendte mig mod Baby, der stod henne ved baren og nyder en eller anden frugtdrink.
Hun smiler sødt og indladende til mig.
Hun er parat til nye “pette-lege”,
småtæven!
– Hør efter, allesammen, skratter den skjulte højtaler metallisk. Der er knas med et par af motorerne. Jeg sender løjtnanterne ind til jer, og prøver selv at få hende ned i et stykke – slut herfra!
Stemmen tilhører, oberst Bonzo, der åbenbart selv er gammel pilot, og måske har fløjet lignende maskiner i sine unge dage under 2. verdenskrig – han har alderen til det!
Øjeblikket efter blev døren til førerkabinen åbnet og to mænd væltede ind i selskab med de to tvillingsøstre, der har deres selskabskjoler over armen, så de kan beskues i al deres deres nøgne dejlighed.
Den ene af mændene er, løjtnant Kid Torry – transportofficeren, mens den anden, der er i en slags flyverdragt af grønt lærred, tilsyneladende er maskinens ordinære pilot, som obersten har sat fra jobbet.
Torry præsenterer ham for os. Han hedder, Pete Zylanski og er polsk/amerikaner fra Brooklyn – en muskuløs karseklippet, blond gut, der kunne være alt fra professionel bokser til filmsstjerne. Men han er pilot – en af Vietnams “helvedeshunde”, der en dag ved en fejltagelse havde sendt en flok raketter efter de forkerte, i den tro at det var “Charlier” – det blev desværre set af en lidt for nævenyttig infanteri-oberst, der indberettede det skete, og
Pete kunne søge sig et nyt job! Nu var han her – lejesoldat som alle vi andre!
I få ord satte Torry os ind i situationen. Maskinen kan måske halte hjem på de to motorer der endnu er i gang, men det er ikke sandsynligt. Vi gjorde klogt i at holde fast i hvad der er at holde fast i.
Alle holdt pludselig inde med deres ellers så hyggelige gøremål, og koncentrede sig om et – at håbe…
Samtlige i “bordel-kabinen” havde ørerne på stilke. Ventede på ændringer i motorlyden. Nu vi vidste det kunne vi godt høre at motorlarmen ikke var så høj som den havde været ved starten fra junglebasen. De to ydermotorer var standset. Måske de to inderste snart gjorde dem selskab, nu de pludselig skulle trække dobbelt læs.
Alle i maskinen håbede – men forgæves…

del 3