Læs del 1 – del 2 – del 3

Efter at have lastet alt brugeligt ombord i bådene steg vi ind, og gjorde klar til vor videre, mere bekvemme færd ned ad strømmen. Mike mente vi på denne måde nemmest kom ud til kysten, og dermed til civiliserede egne, hvor det ganske vist ikke var videre sandsynlig at “Dada” holdt til, men så megen desto større chance for at få fornøjelse af de 5 millioner i grønne sedler, der lå i deres stålkasse midtskibs mellem Doc og Mike, der var rorgænger. Iøvrigt har vi Nico, der sidder bag det forreste maskingevær og de rumænske tvillingsøstre ombord i vor båd.
I den anden er “Tokio” maskingeværskytte, mens Blacky og Baby sidder midtskibs som et par fine damer på gondoltur i en fredelig venitiansk kanal. Della ligger bekvemt mellem Zylanski”s ben med et par drejlsjakker under hovedet, og gør det rart for piloten, mens han med sikker hånd styrer kanoen så den aldrig er mere end en 3-4 meter fra vores.
Millionerne er bedre end nogen slæbetrosse!
Vi havde ikke sejlet i mange minutter, da vi fik øje på den tredie båd. Den var løbet på et undersøisk skær og halvvejs sunket. Der var fem personer, der imellem officeren ombord, og de var alle døde. Nico hev en håndgranat over til dem for alle tilfældes skyld, mens Mike satte ekstra knald på den kraftige påhængsmotor. Den resterende besætning var sikkert enten faldet overbord eller havde gemt sig i junglen. Hvis det sidste var tilfældet håbede vi at de havde lang vej at gå hjem.
Håndgranaten flængede et stort hul i siden på på motorkananoen og gjorde den ubrugelig for altid.
Kampen havde været ret så anspændt og hård den korte tid den havde varet. Nu meldte trætheden sig.
I vores båd blev Nico og Mike på deres poster, mens vi andre fik lov at gøre os det bekvemt midtskibs, hvor vi havde bredt nogle jakker og regnslag ud som liggeunderlag. De faldne cubanere havde kæmpet og døet i skjorteærmer.
Doc Raul, tvillingerne og jeg gik i gang med at holde sisesta.
– Have et afdrag på gælden nu, Len? spurgte tvillingpigen Helen, og prøvede at kante sig ned ved siden af mig, som jeg ligger på bunden af kanoen, der her på midten er præcis så bred som jeg er over skuldrene.
Hendes uniform er alt for stor poset til at man kan se hvilken pragtfuld krop den skjuler bag det stive stof – men jeg ved det!
– Jae, mumler jeg udmattet. – Hvis…
– Sergenten vil sikkert ikke have noget imod det. Han kan jo selv være med, hvis han vil, svarede hun med en hæs kurren og lader en blød slank hånd med lange stærke fingre glide ned langs mit bukseben på en mere end sigende måde.
– Og hvad med en anden en, hva”?
Det er Doc Raul, der har lyttet og nu blander sig. Noget af det vilde skær i hans øjne er forsvundet.
– For min søsters og min skyld ingen alarm, men Nico…
– Tænk ikke på mig, Helen. For øjeblikket vil jeg hellere have en drink, svarer veteranen hende med et skævt grin og fisker sin ginflaske frem.
– Godt så vil Maria og jeg klæde os af, kommer det koket fra den rumænske tvillingpige, der på en eller anden forunderlig måde er havnet her i den slimede, hede, dampende afrikanske jungle, som luder.
Doc og jeg trækker os tilbage i retning af Mike, der sidder med en cigaret i mundvigen og maskinpistolen bekvemt hen over knæene – for alle tilfældes skyld!
Et hurtigt øjekast over i den anden kano viser at heller ikke Zylanski føler sig alt for sikker – han har også sin skyder bekvemt indenfor rækkevidde.
– Med til at drøne luderne, sergent? spørger Doc jovialt, alt mens han ugenert hiver sin lange tynde stive pik frem af uniformsbukserne og begynder at massere den, så den bliver om muligt endnu stivere og liderlig efter tvillingfisse.
– Beklager, Doc! Vi kan ikke begge på en gang – du forstår?
Sergenten siger det ikke med rene ord, men det er tydeligt at han forventer en byge bly i ryggen, ved den mindste blottelse. Zylanski bogstavelig koger af hævnlyst. Hvis bare…
– Okay, sergent – du får første chance til at afløse, svarede den fhv. fremmedlegionærlæge oprømt, mens hans hånd glider hurtigere og hurtigere frem og tilbage om den potente pikstage.
– Jeg takker for tilbudet, Doc! Pas på den ikke går på dig før du får den i smørhullet, som du kører på, sagde den rødhårede sergent grinende, idet Doc balancerede tilbage til Helen, Maria og mig, der opholder os omtrent midtskibs i den temmelig lange kano.
Jeg ligger fladt på ryggen og Helen sidder overskrævs på mine lår og bøjer sig frem og kysser mig vådt og saftigt, mens hendes tungespids spiller. Jeg rækker op og gramser hendes store tunge bryster, der ligger så skønt og perfekt i mine fugtige håndflader, alt mens hendes søster planter et knæ på hver side af mit opadvendte ansigt. Hun er sin søster lig – også hvad liderlighed angår.
Et kort øjeblik løfter Helen hovedet og smiler medvidende til sin søster, før hun påny går i gang med at kyssegejle mig.
Min pik står stiv som en anden obelisk op foran den kulsorte bløde hårmåtte, der breder sig vifteformet ud fra den liderlige savlende fisse, der mimrende i piklængsel gemmer sig mellem hendes lår – det er et fantastisk liderligt syn og Maria, der sidder ind over mit ansigt synes det samme og bøjer sig forover til søsterens store fortrydelse, da hun således ikke kan forsætte med sit tungelir, og nulrer mine sædfyldte nosser med sine stærke fingre og kradser mig let på sædstrengen med en skarp negl, mens hun lader tungespidsen danse omkring olonet, som en lille pige, der sutter på en “Kojak-slikkepind” – jeg føler mig lidt indeklemt, men også superliderlig, og da jeg ikke kan gøre så forfærdelig meget andet, rækker jeg op omkring Marias balder og trækker hendes varme, sovsede fisse, med de vidåbne, gabende, på grund af hendes skrævning, skamlæber, der er hårde som viskelæder og klistrede som var de smurt i sirup, ned mod min svirpende tungespids. Hun er simpelthen FISSE, med stort F for en liderlig stodder, som mig!
Der er ikke plads til at hun kan komme så langt ud med lårene, som hun gerne ville, så jeg måtte løfte hovedet en smule for at kunne komme til at trykke et saftigt tungekys på dennes skæggede “kærlighedsjuvel”, der let mimrende søgte at suge min svirpende tunge ind, mens jeg lod den glide rundt de klistrede skamlæber – saften er lidt sur og bitter i det – men…
På en eller anden forunderlig måde lykkes det hende at rokke sig længere ned og min mund bliver helt dækket af hendes sexede køn og jeg borer tungen op i slidsen, alt mens jeg pruster for at få vejret og dels for at se om jeg kan spille på “kødfløjte” – det første går meget godt, mens det sidste kun bliver til “mislyde”.
Hun jamrer som en kat, da jeg begynder at dikke hendes lille hårde clitoris og bliver helt elektrisk, da jeg snor tungespidsen helt rundt om den og foretager små glidende bevægelser frem og tilbage. Jeg mærker den går på hende, at de indre skamlæber snapper efter min tungespids, som en fisk efter en fiskers flue – kors, hvor var det skønt!
Over mig hører jeg Helen sige til sin søster. – Lad mig få pikken, okay Søster?
Jeg mærkede at Maria rettede sig op for an stund og en ny pigehånd gik i gang med at lege med mine ædlere yngledele.
– Helen for helvede, stakkels Doc er ved at gå til af liderlighed. Vil du eller skal jeg, hører jeg Maria småskænde på sin søster.
– Han kan vel for helvede selv finde ud af at give mig en baghyler. Lens pik er så god at jeg ikke vil gå glip af en eneste dråbe, når jeg om lidt får den til at snotte på ham, svarede søsteren irriteret.
– Klar til at modtage sprøjten, søster? hører jeg en fjern mandestemme spørge, for et øjeblik efter næsten at få pikken bidt af, da Doc smadrer op i Helen bagfra og hun i sin forbløffelse smækker kæberne sammen, da han rammer det “forkerte” hul og giver sig til at cykle løs i det med stor fryd.
Synet må have været fantastisk for en tilskuer, som vi lå og bollede løs. Jeg liggende nederst plan på ryggen, med en pige skrævende over mig ansigt og en anden pige der sugede pik på mig, mens hun selv får “hurtigpik” i anus og manden bag denne ligger hen over hendes ryg og gramser min “mundskænk”S bryster med snavsede svedige fingre.
Men hverken sergenten eller Nico lod til at tage notits af os. De var på vagt, og enten ville de selv prøve noget lignende, når de havde frivagt eller også interesserede de sig ikke for sex i øjeblikket.
Men kunne det være interessant at være tilskuer, så var det ikke mindre spændende at være deltager. Og jeg var i allerhøjeste grad deltager. Jeg havde dame på både tunge og pik. Saftig fisse på tungen og en lysten pigemund gav min pik al den fornøjelse den kunne ønske sig – og lidt mere til! Helen var den så absolut i særklasse bedste piksugerske jeg endnu havde haft den stive i munden på.
Men for øjeblikket var der hverken tid eller energi til de store filosofiske udredninger, tøsernes liderlighed brugte al den energi min krop kunne producere.
Igen og igen masede jeg tungen rundt i den sovsede kønsspalte, slikkede og sugede så hun tilsidst ligefrem var ved at krænge indersiden af kussen ud, så højt ønskede hun at jeg skulle stikke tungen op i hende – og jeg prøvede efter bedste evne, og det var vist heller ikke dårligt efter hendes orgasmers styrke og antal, at regne.
Men var vi flittige på det sexuelle område i vor båd, så gav de i den anden båd os ikke meget efter.
Della lå stadig bekvemt mellem pilotens ben og suttede og sugede konstant på på hans pik, for når den var gået på ham og hun slugt sæden, at gejle ham op påny – han var åbenbart utrættelig, den satans polak, fra verdens største polske by, Chicago. Den har efter sigende næsten dobbelt så mange indbyggere af polsk herkomst, som Warsawa, Polens hovedstad.
Blacky var kravlet forud til “Tokio” og sad og nussede ham nede i de posede uniformsbukser, mens Baby gav opvisning midtskibs – en opvisning, der ville kunne vises på de førende natklubber verden over til skyhøje honorarer.
Hun havde stablet forskellig bagage så højt at hele hendes krop var synlig over bådens ræling, selv når hun lå fladt på ryggen, og så havde hun ellers skaffet sig en banan.
Til at begynde med var hun fuldt påklædt i en uniform, der var flere numnre for stor til hende og havde såvel ærmer, som bukseben smøget op, for at hun overhovedet kunne røre sig i den. Hun sad helt stille i buddastilling og suttede på en stor moden banan, med et rigtigt “baghyler-svaj” – slikkede og suttede med et henført udtryk i sit lidt buttede tøsefjæs.
Maria gav mig lov at komme op og kigge, mod at jeg tog hende på fissen med hånden i stedet – noget skulle hun have mellem benene…
Ca. 5 meter borte gav Baby sin opvisning, og jeg stirrede, som alle andre i de to både.
I flere minutter gav tøsen et erotisk forspil med tunge og læber, førend hun pludselig knappede sin uniformsjakke op og begyndte at køre bananen frem og tilbage i kavalergangen mellem sine appelsinstore bryster, først langsomt og ligesom tøvende, så vildere og vildere, til hun igen sagtnede farten, før hun tilsidst helt stoppede op og begyndte at køre rundt om sine stivnede fremstående rosa/sorte brystvorter med stilken, mens hun bøjede hovedet bagover og skreg et lydløst skrig – var en utæmmet jungletæve!
Langsomt standsede al anden erotisk aktivitet, for at følge denne endnu knapt modne piges erotiske skuespil.
Baby var sig sin stilling fuldstændig bevidst. Hun vidste at hun havde os alle i sin hule hånd. At hun kunne gøre med os, hvad hun lystede, bare det var liderligt.
Hver eneste stodder i de to kanoer ønskede sig i “Dada”s sted – få en sådan kvinde som gave. Det ville være bedre end samtlige ens juleaftener tilsammen – også de kommende!
Men Blacky har sagt – NEJ – både Baby og vi liderlige mandfolk må nøjes med at drømme, eller…
Vi var ikke ude af den farlige jungle endnu – langtfra!
Der kunne forbandet nemt ske den store fede negerkvinde et lille uheld, og Baby selv er jo ikke uvillig, tværtom!
Men tilbage til øjeblikket.
Baby så sig sigende om, idet hun smyger uniformsjakken helt af. Hendes lidt buttede tøsekrop har endnu noget af hvalpefedtet i behold, men kors i himlem, hvor er hun dejlig – hun er bare…
Hun foretager små afstemte bevægelser med overkroppen og de skønnne faste bryster skælver og gynger længe efter, som havde de et eget liv. Min pik struttede så den var ved at sprænges, som en overkogt frokostpølse – og det er ikke kun Helens skyld!
– Gule hund, pas dit maskingevær, hører vi pludselig Mike snerre fra agterstavnen i vor båd.
Alles øjne rettes pludselig mod forstavnen i den anden båd, hvor Blacky har fået “Tokio” om på ryggen og hans bukser smøget af, og nu er hun i fuld gang med at sutte pik på ham med smaskende lyde og et veltilfreds udtryk i sit store kuglerunde laskede, svedige sorte ansigt.
Japaneren retter sig skræmt op og søger at komme tilbage til sit maskingevær, men Blacky holder ham tilbage med sin kropstyngde og ordene: – Lyt ikke til den dumme sergent, min dreng – han er et perverst dyr!
Mike gider ikke svare hende, men tager ladegreb på sin maskinpistol og Blacky lader nødtvunget sin orientealske elsker slippe – hun vil gerne leve længe nok til at nyde ham en anden gang, også!
Uforstyrret – uden bukser – sætter japaneren sig tilbage bag maskingeværet, mens Blacky rasende kaster sig ned i bådens bund og hamrer hysterisk løs med knytnæverne til de andre ombordværendes store rædsel, da ingen ved hvor solid båden er bygget.
Men snart er der igen ro, og vi kan påny nyde Babys optræden.
Med et drillende smil løfter hun bananen højt over hovedet, holdende den mellem sine håndflader og sænker den så langsomt igen – kysser stilken på dens vej nedad mod de posede buksers linning – løfter den lidt op igen og lader den cirkle omkring navlen, lader stilken glide let rundt i den dybe grube, førend hun forsætter til brysterne påny og tilsidst kiler den fast mellem de faste struttende pigebryster, for at kunne bruge begge hænder til at fjerne de klodsede militærstøvler og de ligeså uklædelige uniformsbukser, så kun et par småbitte knaldrøde nylontrusser kantet med hvidt kaninskind dækker hendes mest sexede nøgenhed for vi liderlige tilskueres blikke.
Hun er helt holdt op med at spille liderlig, småfissen! Hun er det!
Bananen kommer atter i aktivitet og denne gang forsætter den ned bag trusseelestikken fra navlebakketuren – og selv på de fem meters afstand ser jeg tydeligt at hendes trusser bliver våde fortil – den er gået på hende, den lille liderlige negertøs.
Moderen, kæmpekvinden Blacky, har også set det og et øjeblik formørkes hendes ansigt af raseri.
Også hun har set den våde plet på tøsens trusser og frygter det værste – at

tøsen ikke er jomfru mere – at hun er værdiløs, som gave til “Dada”, der kun ønsker ægte jomfruer!
Men det er kun “kærlighedschampagne”, regulær kussesaft, der er vældet frem af den af mandfolkepik-uberørte kvindesplate, men…
– Hold inde øjeblikkelig, Baby – gør! brøler den fede negerkvinde med en lyd, som en hæs dampfløjte.
– Forsæt Baby, hujer vi fra vores båd og jeg ser at også polakken Pete har lyst at heppe med, men ikke tør på grund af sin stilling, som fører af båden med kæmpekvinden ombord.
Måske selv maskinpistolkugler ikke ville være nok, om hun fandt grund til at tvære ham ud. Og for det andet har han det jo allerede skidehyggeligt med den sårede Della på plads mellem benene.
– I holder kæft, gør I, I perverse svin, skriger kæmpekvinden og har pludselig en maskinpistol – en Thompson med tallerkenmagasin i sine store hænder.
Kun påhængsmotorerne bliver ved at pludre sammen med fugle og aber i træerne inde på bredden.
Tiden og stedet er ikke til yderligere ballade – vi er midt i fjendeland!
Vi kan kun være sikre på et om vi bliver fanget – DØDEN – hurtigt, hvis vore fjender er i godt humør, ellers…
Og i vores båd ligger utallige grunde til at leve – nærmere helt nøjagtig – 5 millioner US-$ i kolde kontanter!
Mike giver fuld gas og den anden båd slutter straks op lidt ude til højre for os. En times tid senere afløste jeg Nico bag maskingeværet, mens Doc overtog Mikes plads ved roret.
Tvillingerne tror straks de skal i gang igen, men de to mænd afviser dem hårdt og brutalt. Nico har ikke lyst og Mike ved at man i den anden båd bare lurer på en blottelse – en lillebitte sprække…
Hele dagen sejlede vi. Vi skiftedes til at holde vagt. Pigerne måtte også tage deres tørn ved såvel ror som maskingevær, og der blev mindre lir i frivagterne.
Vi spiste en K-ration når vi følte os sultne og skyllede efter med whisky, gin eller cognac, og vi sov, når ikke en af det andet køn eller fluerne generede en i det.
Vi sejlede og sejlede – men floden føltes endeløs – eller…

9.Kapitel

Hele dagen sejlede vi uden at der skete noget. Alle vogtede på alle, for der var fem millioner dollars at hente for den eller de heldige, der nåede ud af junglen i live.
Men hvem ville det blive?
Alle håbede naturligvis på at det blev ham eller hende. Jeg for min del havde halvt om halvt allieret mig med tvillingsøstrene, der adskillige gange i dagens løb fik min opvartning, når jeg havde frivagt. Vi ville hjælpe hinanden så langt det lod sig gøre – være sammen altid! Pigerne mente nok de kunne enes om mig, selv om jeg kun havde en pik og de to fisser, der begge savlede næsten konstant efter at blive bedækket.
Og skulle endelig uheldet være ude var der immervæk forskel på at skulle dele millionerne i en halv snes parter og kun tre!
I begge bådene havde man hele tiden en skyder indenfor rækkevidde, bare som en slags livsforsikring!
Vi havde efterhånden ingen anelse om hvor langt vi havde sejlet, eller om hvor meget brændstof, der var tilbage i tankene, da der ikke var nogen måler på motorerne. Ingen ide om hvor langt vi var fra flodens udløb i havet. Ja, vi vidste i det hele næsten intet om vor nuværende situation.
Vi vidste kun at vi var på flugt fra regeringstropperne, junglen og sikkert også “Dada”s oprørstropper, der sikkert for længe siden var begyndt at lede efter os.
En stor last forsyninger, et pænt bundt ludere og 5 millioner dollars, var noget man gerne ofrede et par dage og nogle menige soldater for at få fingre i igen.
Det var ved at mørkne over junglen, da vi ligesom følte at strømmen blev kraftigere og Nico i vor båd havde netop mumlet noget om dette, og taget en ekstra slurk af sin flaske, da vi pludselig hørte den tordnende brusen et sted forude – vandfald!
Doc Raul, der sad bag roret i vor kano satte straks kursen ind mod bredden, og den anden med Blacky som rorsmand fulgte i vort kølvand.
Hastigt blev bådene fortøjet og man sprang i land strækkende og gymnasterende for at få ordentlig cirkulation i kroppen igen, efter den lange tur til vands i den trange båd.
– Hvad nu, boss? spottede den tilsidesatte flyverløjtnant, Pete Zylanski, Mike. – Skal vi trave resten af vejen?
– Måske, mister Zylanski, men opfør dig fornuftig. Jeg har en mand på dig – hele tiden, truer sergenten stilfærdigt og vender sig mod Nico og mig, der står og får en fredelig smøg sammen med de rumæneske tvil-lingsøstre.
– I to – find ud af om det er muligt at komme udenom faldene. Lad tæverne blive her, så I ikke bliver sinket, slutter han med et sjofelt grin, da han tror at jeg har i sinde at tage pigerne med.
Nico og jeg luntede afsted med vore våben skudklare.
Der var ikke kun et vandfald, men hele tre i forsættelse af hinanden, og hver havde et fald på mindst en halv snes meter, så at sejle gennem dem var en umulighed. Vi skyndte os tilbage for at melde dette, for bare at finde alt ved bådenes landingsplads i vildt oprør.
Vi masede os direkte ind i centrum og jeg standsede som forstenet. Midt i klyngen lå Helen, eller måske var det Maria – jeg havde ingen sikker måde, jeg kunne kende forskel på de to søstre på – fladt på ryggen i en blodpøl med en mand halvvejs ind over sig med blodet piblende fra et dybt sår i nakken.
Manden var piloten, løjtnant Pete Zylanski. Han trak vejret i gispende, rallende stød, der viste at han ikke have mange minutter igen at leve i.
– Hvem har myrdet pigen? skreg jeg rasende og tog ladegreb på min halvautotiske riffel.
– Slap af for helvede, Len! Tøsen er bare besvimet, skar Mikes barske stemme gennem den alemene mumlen og uro.
– Men blodet, sergent, stønnede jeg og ville bukke mig ned for at kaste den hårdtsårede polak til side.
– Rør ham ikke, Len! Han er min, lød pludselig en vild skinger stemme tæt mit øre og snurrede rundt og stirrede ind i det sorte øje for enden af løbet på en vær automatpistol holdt af Doc Rauls venstre hånd. Men dette skræmte mig ikke så meget, som dette han havde i den højre – en kraftig operations-skapel, fra hvis barberbladsskarpe æg blodet endnu dryppede.
– For helvede, Doc – det er mord? prøver jeg at tale manden til fornuft, selv om jeg godt ved det er spildt ulejlighed. Manden er tydeligvis “pumpet” fuld af narko.
– Mit andet, Len, griner Doc djævelsk. – Ingen prøver på at skægge Doc Raul. Zylanski var ude på at smutte med grynene.
– Og nu, Doc, søger jeg at aflede hans opmærksomhed.
– Lad ham være, Len, ødelægger Mikes stemme det hele. Jeg tager mig af ham. Tag du dig af tøsen, okay?
Jeg gryntede et eller andet og bøjede mig ned over piloten påny. Han er blevet træt af at trække vejret og er gået til de evige hangarer. Jeg trækker ham tilside.
Ud af øjenkrogen ser jeg Nico og “Tokio” udveksle blikke.
Pigebarnet er jamrende ved at vågne til live. Hun er uhyggelig at se på, som hun ligger der på den smalle sandstrand splitternøgen, oversprøjtet med varmt, klistret og halvstørknet blod. Intet under at hun er besvimet, den stakkels tøs!
Da hun ser mig smiler hun først indladende, for så at opdage blodet og stikke i et skingrende skrig, der får en flok fugle i træerne omkring os til skræmte at flyve bort.
Det er lige før hun besvimer igen.
– Helen det hele er forbi. Mike har taget sig af den skøre rad til Doc Raul, prøver hendes søster, der for øjeblikket mærkværdigvis er i fuld uniform, inclusive sin maskinpistol, at berolige hende.
– Ja, og Len er her – men, men, snøfter pigen stammende. – Jeg vil aldrig kunne glemme synet af Pete, der lige havde fået pikken i mig, og hånden der som et lyn fra en klar himmel kom huggende med noget blinkende ned mod hans nakke. Jeg vil aldrig kunne glemme rædslen og vantroen i hans ansigt – eller blodet, tag mig væk fra blodet – gør…
Ved fælles hjælp fik Maria og jeg hende på benene og hjalp hende ned til vandet, hvor vi hjælpes med at vaske blodet af hende og tørre hende ren med en uniformsskjorte.
Hun var stadig panikslagen og rystede som et espeløv.
Jeg så mig omkring.
Mike stod et stykke borte sammen med Doc Raul, de talte åbenbart fornuftigt sammen, mens de i al fredsommelighed røg en smøg.
Måske Zylanski var død på grund af en sammensværgelse!
Mike var blevet en rival til magten over gruppen kvit, og Doc Raul var hans villige redskab i sikker forventning om en gevinst af en eller anden slags – og så huskede jeg pludselig…
Mike havde sikkert lovet Doc Raul, at han måtte få fornøjelsen af at gøre Baby til kvinde – om…
Men der var også andre end jeg der var kommet på den ide. Blacky sad et stykke borte med ryggen mod en tyk træstamme med sin Thompson hen over de fede lår, mens Baby og den sårede Della lå på jorden tæt ind til hende.
De var kvinder, og de ønskede mænd, som hyggespredere – men indtil nu kendte de dem mest, som dødsengle og dræbere – livet i den slimede, dampende afrikanske jungle var ondt og perverst!
Og for øjeblikket var vi delt i to lejre. Mike og Doc Raul var den ene, og “Tokio” stod med et ben i to lejre, dels Mikes på grund af sin loyalitet, dels Blackys på grund af sin “barnlige” forelskelse i den store kvinde, dels den som tvillingsøstrene og jeg tilhørte, mens Nico nærmest holdt sig til sin egen.
Og midtpunktet for alle grupperne var tornysteret med stålkassen, der lå midt i dyngen af udstyr, der hastigt var kastet op på bredden fra de to motorkanoer, for det tilfælde at strømmen skulle rive deres fortøjninger itu.
Vi var os alle bevidste, at kun en af grupperne, ja måske kun en eller to af medlemmerne af denne ville slippe levende ud af junglehelvedet – måske med millionerne!
Spørgsmålet var bare – hvilken gruppe!
Men for øjeblikket forsøgte jeg at fortrænge spørgsmålet med ting, der var mere nærværende og skønne, end en fjern rig fremtid – hvis og når og måske – nemlig de rumænske tvillingsøstre, Helen og Maria!
Og det Helen for øjeblikket trængte mest til var en trøstende skulder at græde ud ved og en stiv pik i fissen, der ikke pludselig krympede på grund af blodmangel, som pilotens for lidt siden havde gjort. Trængte til en levende viril mand – mig!
Nænsomt og blidt glider mine hænder over hendes smækre velskabte krop, og hun puttede sig ind til mig i sikker forvisning om, at hos mig kunne hun være tryg. Jeg var en mand og jeg ville beskytte hende mod al voldelig fortræd og bibringe hendes sexhungrende krop den lindring, som den havde behov for, alt mens hendes søster vogtede os med fingeren på aftrækkeren af sin maskinpistol – væbnet romantik!
Men snart kunne Helen og jeg ikke længere nøjes med at kæle og gramse. Vi måtte have kontant kontakt. Hun rodede ved min buksegylp, og min pik, der længe havde virret kampberedt med hovedet, nærmest sprang ud i hendes hånd, som en en fugl, der alt for længe har siddet indespærret i et alt for trangt bur. Hun gav den en pragtfuld kærlig behandling. Det fik den hånd jeg havde mellem hendes faste runde lår til at nusse hendes fisse endnu kærligere, og så lå vi ellers pludselig og pumpede løs i “missionærstilling” på den stenede strand- bred, mens gruppens øvrige medlemmer mere eller mindre interesseret stod og så til – og glemte…
Hidtil havde vi ikke på noget tidspunkt forsømt at have en vagt ude, når vi rastede. Men nu Mike var sluppet af med sin farligste rival, der nu lå som et blodigt lig en halv snes meter henne ad stranden, var det ligesom han ikke tog sin sergentbestalling s† højtidelig længere – desværre…
Vi havde altså ingen vagt ud og det blev vor næste ulykke.
Helen havde under hele sexakten boret sine negle og hæle i min ryg, men jeg havde hidtil ikke mærket noget særligt til det på grund af min solide lidt klodsede uniformsskjorte – men nu mærkede jeg pludselig en stikkende smerte mod ryggraden omtrent midt mellem skulderbladene. Næsten samtidig blev jeg mig bevidst, at Helen var holdt inde med sine vidunderlige vridninger og modstød, og var som stivnet, alt mens hendes smukke nøddebrune øjne var ved at træde ud af deres huller af lutter rædsel.
Hun prøvede at sige noget, men det blev kun til en usammenhængende gurglen. Jeg løftede hovedet fra dets behagelige plads ved Helens bløde runde skulder og standsede midt i et “jut” med pikken halvvejs ude af hendes overliderlige sovsede kussespalte – det er ikke Helen der har fået det til at smerte i min ryggrad.
Det er et skarpoddet spyd! Et spyd holdt af kæmpestor indfødt med sit kulsorte ansigt og krop malet i skrigende farver og et laset grønt lændeklæde.
Og han er ikke alene. Mindst hundrede andre af hans stammefrænder står i en kreds omkring os.
Gruppens øvrige medlemmer har ligesom jeg et spydod presset ind i ryggen.
– Hvad er meningen? stønnede jeg dumt og søgte at komme af “såret”, men spydoddet holder mig tilbage, og jeg sank i stedet ned og borede pikken ind i Helens sjaskvåde spalte helt til de overspændte nosser, der snart, om dette ikke var kommet i vejen, ville have spyttet Helens livmoder fuld af mine spærmede udgyldelser – mindst!
Helen prøvede at smile tappert til mig, men det bliver kun en angst grimasse. En af de indfødte, der bærer et hovedpynt af spraglede fjer trådte frem foran de øvrige og sagde noget på et tungebrækkende sprog.
Jeg så Blacky, der stod sammen med sin datter og den sårede Della, der dog ikke lader mere syg, end at hun søgte at få hånden ind under lændeklædet på den unge gut, der holder sit spyd mod hendes ryg, altid gal i fissen, det er hvad hun er den gode Della, lyse op og svare manden i samme sprog.
Bagefter siger hun henvendt til os andre på engelsk: – Høvding Okolo siger han vil lade os slippe gennem hans land, hvis vi viser os værdige, ellers vil han dræbe mændene og tage kvinderne med tilbage til sin landsby som slaver.
– … og disse betingelser, Blacky? spurgte Mike sig pludselig sin lederstilling bevidst påny.
Blacky og negerhøvdingen med den flotte fjerhat fører en længere samtale på den indfødte dialekt, inden hun påny vender sig mod Mike med et hoverende grin på sit runde sorte ansigt og sagde: – Høvding Okolo siger hans tre bedste mænd vil udfordre vore tre bedste til manddoms-prøvevelser!
– Og hvad består de i, Blacky? Mike stod og pillede nervøst ved aftrækkeren på sin Thompson. Den store fede negerkvinde ser det og forsatte: – Sergent, lad vær! Du kan måske lægge en halv snes af de sorte hunde vandret, men bagefter vil det gå ud over os andre. Vi vil blive dræbt allesammen!
– Prøverne, Blacky, snerrede Mike arrigt, men han holdt alligevel inde med sin pillen.
Igen var der en længere palaver, og jeg så at Blacky blev mærkbar nervøs.
-Høvidng Okolo, siger hans tre mænd vil være de bedste til at kæmpe, drikke ildvand og bedække kvinder. Du skal vælge en mand til hver øvelse. Vinder vi med mindst to discipliner vil hans mænd ledsage os frit gennem hans folks territorium, i modsat fald…
Blacky fuldender ikke sætningen, men det behøves heller ikke! Vi ved alle, hvad resultatet vil blive om vi taber – og for os mandfolk vil det blive endelig og afsluttende.
– Nico, er du frisk til at drikke omkap med en af niggerne? spurgte Mike henvendt til den gamle lidt resignerede helvedshund, som ingen af os har set rigtig fuld på trods de enorme mængder gin han konsumerer.
-“kay, Mike, gryntede han bare og forholder sig ellers så rolig han kan med et spydod, som alle vi andre også, mod ryggraden.
– Og, du “Tokio”, er du frisk til at vise dine evner, som kriger? forsatte sergenten sin rund-spørgen.
Japaneren bukkede dybt – han var en ægte samurai!
– Og, du, Len! Er du i træning? henvendte han sig afsluttende til mig, der stadig ligger med pikken boret højt op i Helens lækre fisse, der knugede varmt og vådt om min potente struttende stage.
– Jae, mumlede jeg nervøst.
– Godt, Blacky! Sig til høvdingen at vi er klar til at dyste med hans bedste mænd, knurrede Mike henvendt til kæmpekvinden.
Blacky og negerhøvdingen havde påny en længere palaver og begge grinede højt og larmende, da samtalen sluttede.
Mike ser spørgende på dem, og Blacky sagde med en stemme, der stadig var hæs af den skrattende latter: – Høvdingen siger han er ked at han er så gammel, ellers kunne han godt tænke sig at have fået mig på regnormen.
– Dig! Mike gloede vantro og vi andre så at Blackys fede ansigt formørkedes af vrede, inden hun sagde noget til høvdingen på det gutturale stammesprog i en meget hurtig tone. Høvdingen gloede ikke mindre vantro, end Mike for lidt siden, så nikkede han og fik et latteranfald, der fik hans gamle magre krop til at ryste, så et par af hans mænd måtte støtte ham for at han ikke skulle falde.
– Han siger det er i orden. Kneppeduellen foregår på mig, proklamerede Blacky værdigt. – Jeg vil forholde mig neutral, men være ærlig – den der knepper bedst vinder!
Mike glor stumt på hende, mens jeg for min del er helt paf! Kneppe en overfed kælling på 300 pund, kors!
Med et svup, som når man trækker proppen op i badekar, hiver jeg pikken ud af Helen på trods spydoddet mod min ryggrad – den trykkede ikke længere så hårdt. Jeg er nødt til at spare på “sex-energien” om jeg skal have sejren på Blacky!
Helen så medlidende på mig! Hun forstod min kvide!
Høvdingen udstedte nogle hurtige ordrer, og Blacky tolkede. Vi fra gruppen fik besked på at samles i en klynge.
Pludselig har vi ikke længere nærkontakt med de spidse skarpe spydod, men på trods at vi næsten alle har vore skydere, enten i hånden eller løst i bæltet vil det stadig være næsten ensbetydende med selvmord at prøve at skyde sig fri. Vi vil godt nok ikke gå alene til dødsriget, men de andre er simpelthen bare for mange.
En lettere grånende kriger på en 40-45 år træder frem af klyngen af indfødte og bukkede værdigt for sin høvding.
– Waski vil drikke med vor bedste mand, tolkede Blacky, krigerens ord.
Nico trådte tilsyneladende fuldstændig uberørt frem af vor klynge. Der skal mere end en tørstig nigger til at ham til at miste fatningen.
De to “duellanter” bukker høfligt og vurderer modstanderen, mens medhjælpere stiller 6 flasker spiritus foran hver af de to “druk-duellanter”! – 6 flasker gin foran Nico og 6 flasker cognac foran den indfødte.
En kriger med en tromme i en rem over skulderen træder frem ved siden af høvdingen. Blacky tolker. Ved det første trommeslag vil de to mænd åbne den første flaske, og så ellers drikke til den ene styrter – den der bliver stående længst har vundet.
Fuldstændig klare regler!
Buuumm…
Trommen har givet startsignalet.
Begge mændene ved, hvad det gælder, men ingen af dem er interesseret i at trække drukket i langdrag. Den første flaske er tømt på under ti minutter og begge kommer synlig i stødet og går veloplagt i gang med flaske nr. 2 – halvvejs henne i denne er det sket med den indfødte – han har mødt sin værdige overmand!
Han styrter om som ramt af lynet og bliver liggende ubevægelig.
Nico modtager smilende vor hyldest og trækker sig så ellers tilbage med et opgivende suk – endelig havde han troet at have mødt en værdig modstander – men ak nej….
Næste dyst skal stå mellem “Tokio” og en ung fyr, hvis muskler snor sig som stålwirer under hans glinsede sorte hud.
Hver mand får en kniv og et spyd stillet til sin rådighed. Japaneren vinker afværgende, da en indfødt vil overrække ham våbene. Han lader forstå at han vil vise sin kunnen i karate – vise den i dens oprindelig form, hvor “pæne” ubevæbnede præster og munke drog Østen rundt, og nedlagde onde tyranner uden andre våben end hænder og fødder. En ældgammel kampform “Tokio” påstod han var mester i.
Og i løbet af de næste minutter beviste han sine ord tilfulde. Og jeg er langtfra sikker på at fyren overlevede behandlingen, som “Tokio” gav ham med håndkanter, fødder, albuer og knæ.
Alle, både de indfødte og vi var målløse. Hvis vi ikke havde set kampen med egne øjne ville vi have troet, at fighten var en skrøne i lighed David og Goliat – men vi så kampen med egne øjne…
Japaneren havde ikke en skramme og var ikke en gang rigtig forpustet, da den unge muskuløse kriger lå på jorden, bevidstløs og blodig – total færdig!
Vi kunne se at de indfødte havde svært ved at acceptere at vi var bedre, end de. Men deres høvding havde talt og deres egne private meninger var uden betydning.
Høvding Okolo tegnede stemmen, og opposition mod ham var lig med et spyd i maven og en langsom smertefuld død – til skræk og advarsel!
Men endnu havde de chancen til at revancere sig en smule – vi havde forlængst vundet retten til et fortsat liv og en fredelig rejse gennem Okolos land. Men for god ordens skyld skulle alle tre grene i manddomsprøven udføres.
Blacky, der vidste hvad næste “duel” gik ud på, gjorde et stort nummer ud af at trække af tøjet. Men hun blev aldrig andet end en parodi på en stripper – det stod helt fast, hvis man da ikke var “flæskoman” – helt pjattet med overfede kællinger!
Det pæneste man kunne sige om hende var, at der var for meget af hende, alle steder!
Som modstander fik jeg fyren, som Della allerede en tid havde været ude efter.
Hun fik da også æren af at tage hans lændeklæde af og fremvise hans store knudrede stive pik for høvdingen, og jeg lagde mærke til at hun gjorde mere ud af massagen, end netop højst nødvendigt. Og at hun sikkert gjorde det ud fra to hensigter, dels fordi hun kunne lide det, og dels fordi hun ønskede at vi, det vil sige mig, også skulle vinde tredie gren af manddoms-prøven, nemlig kneppeduellen på Blackys kusse – en stor blævrekusse!
Trommeslageren hamrede en konstant rytme på sit instrument. Den der var på kæmpefissen skulle støde ved hvert slag på trommen, og resten af folkene både på de indfødtes og vor side skulle højt tælle stødene/trommeslagene.
Blacky smed sig på jorden og hendes umådelige former flød ud i alle retninger. Store og total formløse! Hendes bryster var som slatne sække og hendes mave havde guderne ved, hvor mange folder og bilringe, og så hendes kusse…
Jeg syntes selv jeg har en pæn stor pik – men den ville kun fylde som det yderste led af en lillefinger i kæmpenkvindens elskovbrønd.
Min modstander vandt lodtrækningen og gik i gang, heppet af sine stammefrænder – og Della!
Blacky foldede prompte sine vældige ben omkring fyren og så sad han ellers i fælden, mens han sprællede og jokkede med pikken i den store kvindes store, sjaskvåde gabende køn og trommeslageren nåede op på 243 slag, før den gik på fyren og han trak sig tilbage sammen med Della, der snart ville have “helbredt” hans slatne pik om vi kendte hende ret.
Og så måtte jeg ellers i gang. Det var en oplevelse jeg helst have været foruden. Måske for at det var så trist rent erotisk set og fissen så lidet klemmende om min pik, nåede jeg op på hele 256 stød før den snottede på mig, og jeg af vore klappet hen til tvillingerne – hos dem…
Havde tvillingsøstrene været “kamppladsen” er jeg ikke sikker på at jeg havde nået 100 hug, sådan knugede og æltede fisserne, hos de gæve tøse!
Nu havde kamppladsen i stedet været den uformelige, fede og ulækre Blacky.
Resten af vor kontakt med Okolos stamme var nemt overstået – de holdt ord!
De hjalp os bådene udenom vandfaldene, og ville kun have nogle flasker sprut og Della, som tak for ulejligheden! Della skulle indlemmes i høvdingens harem, men af de blikke som flere af de unge krigere gav hende var det tydelig, at det ikke kun ville blive høvdingens gamle runkne pik hun ville komme til at fornøje. Og hun lod mere end lykkelig, da hun vinkede farvel til os – ene pige med næsten hundrede liderlige krigere – hun kunne ikke komme tættere på himlen!
Jeg er næsten sikker på at tøsen kneppede sig ihjel. Men som sagt fulgte hun med de indfødte og jeg fik aldrig vished for min profeti.
Vi var igen blevet færre. Vi var kommet 15 levende ud af flyvraget og nu var vi kun 9 tilbage – men millionerne var stadig i behold!
Den eneste forandring i forhold til før, var at Nico flyttede over i den anden båd, hvor der kun var japaneren, Blacky og hendes datter tilbage, så der kunne være afløsning ved såvel ror, som maskingevær, da det nu mere, end nogensinde gjaldt om at komme væk fra denne fjendtlige stinkende jungle. Nok havde stammefolkene vist sig regulære – men hvis parti var de på?
I to dage fik vi lov at sejle. Det meste af tiden blot glidende med strømmen, da vi ikke anede hvor meget brændstof, der var tilbage i tankene og gerne ville have en mulighed for at få mere skub i foretagendet, om det skulle vise sig nødvendigt.
Og dette at vi sejlede uden motor – det blev vor redning!
Sidst på andendagens eftermiddag sejlede vi næsten direkte ind i en fjendtlig militærlejr. Gode råd var pludselig forbandet dyre!

10. Kapitel

Jeg sad ved maskingeværet i forstavnen, mens Mike og tvillingerne slappede af midtskibs, sergenten med tornysteret med de mange dejlige millioner, som hovedpude. Doc Raul sad ved roret og søgte at holde os nogenlunde ude af strømmen, der sine steder var ret så kraftig, da der gjaldede kommandoråb et eller andet sted inde bag det tætte løvhang på bredden.
Jeg rakte uvilkårligt hånden frem og skød sikringen fra på maskingeværet, men et lavt sner fra Mike fik den til at stivne i luften. – Vent raspede han og greb i det samme fat i en lavthængende gren. Den anden båd bumpede sekundet efter ind i os, og Baby og Nico, der for øjeblikket havde frivagt, trak den ind på siden af os.
Hvert sekund ventede jeg at vandet omkring os ville blive pisket op af en byge af bly – men intet skete!
– Der er nogen derinde, et eller andet sted, men jeg tror ikke de har opdaget os endnu. Len og Nico smut lige en tur ind og se, hvad I kan finde ud af, bjæffede Mike med dæmpet kommandostemme.
Vi bare nikkede og gik armgang i en gren så vi tørskoet kunne komme i land. Som skygger forsvandt vi ind i det tætte grønne løvhang, mens aber og fugle pludrede og skreg i trætoppene over vore hoveder. Så lydløst og uset sneg vi os frem, at næsten løb direkte ind i en vagtafløsningspatrulje.
En halv snes mand i grønne lærredsuniformer og med halvautomatiske rifler under armen kom sjokkende i gåsegang, ad en dyreveksel.
En mand dukkede ud af det grønne, en eller anden gav en ordre og manden blev udskiftet med anden. Den afløste sluttede sig straks til patruljen, der forsatte sin afløsningsrunde.
Nicos og min interesse var vakt – hvad gemte der sig bag stien og kredsen af vagtposter?
Vi undersøgte det da patruljen var kommet et par hundrede meter væk ad den af junglens vilde dyr skabte sti, der gik paralelt med floden med afstikker nede til denne med jævne mellemrum. Nico gjorde det nemmere for os ved let og elegant på bedste commandovis at snitte halsen over på den nyudsatte vagtpost med sin dobbelt-æggede kampkniv.
Vagterne skulle beskytte, eller prøve at beskytte en militærlejr p† omkring 50 strå-hytter, der lå direkte på flodbredden. Hvor mange soldater, der var i lejren havde vi ingen chance for at finde ud af, men vi måtte nok regne med mindst et kompagni på omkring 200 mand, måske flere!
Vi havde set nok. Vi skyndte os tilbage, forbi den døde vagtpost – en kulsort neger i begyndelsen af tyverne, sikkert en indfødt zoroccaner!
Mike brokkede sig gevaldigt over at Nico havde ordnet vagten. Nu ville man vide vi var i området og jagte os, hvis vi ikke selv gjorde noget forinden.
Vi holdt konference, mens vi sad med ryggen mod hinanden med fingeren p† aftrækkeren, bare for alle tilfældes skyld.
Kommandoråbene, antagelig vagtofficeren, var for længe siden døet hen. Eftermiddagsstilheden, kun afbrudt af dyrenes parrings-og-terretorieskrig, lå tung og skæbnesvanger over junglen.
Den onde forrrædderiske jungle!
Seks af os var allerede døde på grund af det junglen fik op i os. Nu truede en ny fælles fare os resterende.
Vi kunne roligt gå ud fra, at soldaterne forude ville have vagter på begge sider af floden, have motorbåde til rådighed og være i stort overtal, måske tyve mod en, eller endnu flere.
Alle odds var imod os, men somme tider kan også outsideren vinde!
Vi satsede!
Kvinderne skulle være lokkemad, mens vi mænd angreb – bagfra!
Vi ville blive nødt til at ofre den ene kano, da det ville se for mystisk ud om kvinderne kom i to kanoer – en virkede tilforladelig…
Tilforladelig til de fjendtlige soldater fandt ud af sammenhængen, så ville alt afhænge af heldet – alt simpelthen!
De fire kvinder fik deres instrukser – de skulle gøre sig så fristende som muligt.
Det forstod de alle derhen, at de skulle være nøgne, og Blacky viste os påny sin fede uformelige krop, hvad der var ved at give os mandfolk brækfornemmelser – men de tre andre kvinder…
Selv Nico, der hidtil ikke havde vist interesse for sex, viste pludselig en vældig interesse, mens han studerede Babys strippen.
Negertøsen var så sandelig også værd at se på, og tøsen nød åbenlyst at tirre den ældre mand, der kunne have været hendes bedstefar, om det ikke havde været for hudfarven. Bulen i hans bukser viste at han ikke ville være uden evner!
Vi andre var rystende nervøse, men ikke de to – de havde andet end frygt for døden i tankerne, de ville…
Både Mike og Blacky søgte at snakke dem på andre tanker. Den sidste med den kampkniv hun altid bar i en skede på højre lår, der var ligeså tykt som en normal mand om livet. Det var også en almindelig militærlivrem hun havde brugt til at spænde om kæmpelåret!
Men det var ikke at kneppe Baby Nico havde lyst til, som Blacky, stadig i den tro at vi prøvede at komme frem til “Dada”, troede – nej, han ville suges!
Og det blev han på trods vi andres protester – og det var ikke en gang almindelig fransk! Det var krigsfransk, eller hvad man nu kan kalde den variation han og niggerfissen præsenterede.
Tøsen sad på hug foran ham og suttede, mens han selv stod og ligesom spillede pik på løbet af sin gamle Tommy-gun, med en krøllet cigaret i mundvigen.
Skuespillet var så fascinerende, at vi andre var ved at glemme, hvor vi var og selv var gået i gang – men selvopholdelsesdriften sejrede heldigvis over kønsdriften!
Akten tog vel kun omkring fem minutter, førend den gamle commando snottede i munden på den unge negerpige og med et tilfreds grynt smuttede pikken tilbage i uniformsbukserne og lynede efter den. Men for os andre føltes det snarere som fem timer – mindst!
Men så omsider var vi klar til at sætte i gang.
Mike var ikke meget for at stole på kvinderne, især ikke Blacky, men han måtte. Det ville være alt for svært og risikabelt at slæbe tornysteret med den tunge stålkasse med i land og lade bæreren deltage i angrebet med den på ryggen. Så pengene blev i båden sammen med kvinderne, der fik besked på at være parat om fem minutter.
De skulle lade fuldstændig sorgløse, når deres båd drev forbi lejren. De skulle råbe og vinke til de soldater de så, og lade disse forstå at de var pikhungrende som fa”en og kun længtes efter at blive lagt vandret – vandret til en gang pik, naturligvis!
Vi mandfolk forsvandt ind i junglen. Mike, Nico og “Tokio” forrest, og Doc og jeg som en slags bagtrop, der dækkede såvel vore kammerater, som pigerne ude på floden.
I tilfælde af at noget gik galt skulle vi skyde pigerne, og sænke deres kano med en håndgranat.
Men der var vist ingen af os, der oprigtigt troede at vi ville overleve – nogen af os!
Endnu en vagtpost blev gjort tavs under vor fremrykning.
Imens gjorde pigerne klar til afgang.
Og de gjorde deres job perfekt!
Blacky sad i agterstavnen og styrede båden, mens tvillingerne lå midtskibs og havde det hyggelig med hinanden i en skøn gang tøsesex, hvor de gjorde en masse dejlige ting ved hinanden med fingre, læber og tunger. De lo klingende og skræmte adskillige aber og fugle.
Men allermest ophidsende virkede Baby, der havde lagt sig hen i forstavnen, hvor maskingeværet var monteret ned. Hun gav nummeret med bananen, som jeg senere fik at vide, at hun havde optrådt med i moderens sexvariete, der virkede som en slags reklame for bordelvirksomheden, der foregik efter forestillingen – og hun gav den virkelig hele armen!
Og hendes opvisning havde den ønskede effekt, da båden dukkede frem omkring et sving på floden og blev fuldt synlig fra lejren.
Der lød råb, kommandobrøl og en enkelt salve fra et maskingevær, inden det hele druknede i vilde begejstringsbrøl.
De grønklædte soldater var som mænd er flest. De så kun de sexede kvinder ude i kanoen – eller de fleste af dem…
Der var også nogle der havde haft gøremål i den anden ende af lejren, var på vagt og den slags. De undrede sig over kammeraternes begejstringsbrøl og var ekstra vagtsomme.
Så smældede det første skud. Det var japaneren “Tokio-Joe”, der måtte indkassere kuglen, der fik hans samuraiblod til at koge over. På trods kuglen i maven, der burde have fået ham til at vælte om på jorden og vride sig i smerte, fortsatte han stædigt fremad med sin maskinpistol presset mod hoften og fingeren krummet om aftrækkeren. Både hans egen banemand og tre andre der sad sammen med ham udenfor en hytte, døde fulde af bly, førend den unge “røde-arme-terrorist” holdt op med at trække vejret og bare styrtede om med et forvredent smil om sine smalle læber. Han var død en ægte krigerdød, og ville snart kunne indtage sin plads ved Solgudens trone, som en ægte solens søn – en mand, der elskede at kæmpe og døde af det uden fortrydelse!
Så var ballet ellers åbnet. Vi røg i hver sin retning, mens gloende bly piskede efter os, og snart begyndte også en morter at blande sig i legen, mens vi svarede igen med håndgranater mod stråhytterne, der øjeblikkelig flammede op og stegte sit indhold levende, om nogen havde været letsindige nok at snuppe sig en middagslur indendørs.
Kampen var fra begge sider total usammenhængende og nådeløs. Pardon var et ukendt begreb!
På et tidspunkt, hvor jeg havde nok at gøre med at kæmpe mig ud af en smøge mellem flammende hytter, hvor der syntes at være usynlige snigskytter alle vegne, så jeg at Mike forsøgte at komme mig til undsætning og blive omringet af halv snes grønklædte mænd med opplantede bajonetter på riflerne. Han skød fra sig så godt han kunne og tre af hans modstandere døde førend de andre havde fået givet ham så mange stiksår, at han var deres værgeløse, sikre bytte. De udisciplinerede soldater opførte sig som en flok katte, de pirkede til liget længe efter at det var holdt med at give livstegn i håb om bare en lille bevægelse. Det var så perverst, at jeg ofrede min sidste håndgranat og kylede den ind midt i sværmen.
Overalt blev der skudt og skreget, men pludselig var jeg på en eller anden forunderlig måde ude på den anden side af lejren, og så båden med kvinderne ligge inde under bredden med alle fire tæver ombord.
Jeg blev modtaget med begejstringshyl. Jeg mente vi burde sejle med det samme. Jeg havde set “Tokio-Joe” og Mike blive mejet ned, og regnede de andres chancer for minimale, så…
Men tvillingerne mente vi burde give dem en chance på nogle minutter, på trods vor udsatte stilling. Vi kunne når som helst blive opdaget af en patrulje, der ville gøre en omgående bevægelse for at falde angriberne i ryggen.
Det blev Doc Rauls held. Han kom vaklende med blodet flydende fra en dyb flænge i panden, men ellers uskadt. Han kunne fortælle, at Nico havde kæmpet tappert til det sidste. Mindst ti af de grønklædte måtte over Karons mørke vande ind i dødsriget, førend hans trofaste gamle Tommy løb tør for ammunition og hans forsøg med at holde de sorte på afstand med kniven mislykkedes, da en “fejg hund” affyrede en riffel mod ham på sikker afstand og gjorde en ende på den gamle eventyrers liv – efter Doc Rauls udsagn!
Vi fik liv i motoren og sejlede skyndsomst væk, uden at nogen fra lejren opdagede det.
Vi var nu nede på seks overlevende – men indbyrdes stridigheder var endnu ikke forbi.
Doc Raul og Blacky havde ikke glemt fortiden…
Læs del 5