Hun er helt rød i hovedet…Min søster er tretten år,og jeg gætter på, hun aldrig har kysset med nogen før.


Forfatter: Q

“Må jeg ikke prøve at ligge make-up på dig?”

Jeg ser på min søster med et spørgende blik. Spørgsmålet er kommet ud af det blå, her ved morgenbordet med radioen på P3. Vi er alene i huset, vores far arbejder altid til klokken 12 om søndagen. Foran hver vores skål corn-flakes spørger hun mig, om hun må lægge make-up på mig?

“Hvad snakker du om?” svarer jeg hende.

Mit svar sender hendes blik tilbage i skålen: “Nej, glem det…” Hun er to år yngre end mig. Alligevel er det altid hende, som prøver på at være voksen. Hun tigger vores far om ikke at komme i skole, hun dropper badminton uden nogen grund, hun har købt en lille make-up taske på Temu.

“Du ved godt, det er slavearbejde?” siger jeg.

“Hvad mener du?” Hun ser på mig, det her dumme, fjogede blik. Hun ved, hvad jeg mener.

“Det er virkelige slaver, som laver de der ting?”

“Oh my god.” Hvor hurtigt kan jeg spise mine corn-flakes og slippe væk fra det her? Mælken spilder ned fra skeen over hagen, og så fortsætter hun: “Det er røv dårligt.”

“Få Far til at købe noget ordentligt make-up til dig.”

“Det ved du godt, han ikke vil.” Og det er selvfølgelig sandt. Far er imod make-up. Han kommer aldrig til at fatte, at Ida ikke er et barn for evigt. “Jeg kan bare ikke finde ud af det, hvis det er på mig selv. Please… please…”

“Make-up er ikke til drenge.”

“LØGN. Du har da haft det på massere gange?”

“Make-up er ikke det samme som neglelak”

“Hvad skal du i dag?”

“Jeg skal bare til fodbold klokken 12.”

“Så du vil gerne hjælpe mig? Jeg vil bare gerne lære det?”

“Du tager det af igen med det samme?”

“Ja ja.” Hun tager min hånd og guider mig hen mod sit værelse, ind af døren, hvor jeg normalt er nægtet adgang. Der er nærmest kun de samme fire farver herinde, lyserød, pink, lyserød og lyserød. “Det kommer til at gå så hurtigt.” Og ja, så før jeg vidste af det, på mindre end tre minutter fra, hun spurgte mig, så sad hun med sminke-boxen i skødet og en eller anden børste i hånden.

Min søsters ansigt er tæt på mit. Jeg kan se hver lille udposning i hendes hud, mens hun gransker mig, gennemgår mig med sit blik. Når hun er så tæt på er det som at se hendes ansigt for første gang. Som at gå forbi en fremmed på gaden. Hun er lige så høj som mig. Vi har det samme fyldige, brune hår, men hendes er længere, meget længere end mit. Kinderne støder ud af håret som to strandklitter, huden dyb og med fregner som små opblomstringer. Det trækker sig opad i koncentrationen, hendes øjne smalle og hvilende i de optrukne kinder. På den anden side indrammes de af øjenbrynene, smalle og langt mere spinkle end mine. Hendes mund let åben, jeg kan se hendes overbid stikke lidt frem.

Hvad mon hun ser?

Svampen, hun begynder at duppe mit ansigt med, er mærkeligt formet og brun, fugtig. “Skulle du ikke give mig make-up på?” spørger jeg hende.

“Det her er make-up,” siger hun blot. “Det er for at gøre dit ansigt sådan …” Ordene forsvandt imellem hendes koncentrerede tryk mod min hud med svampen. Jeg sukker og lader hendes hånd arbejde sig gennem mit ansigt. “Jeg har ikke så mange ting.” Hun sidder foroverbøjet, med spredte ben i korte shorts, t-shirten hænger på hende.

Hun har ikke rigtig nogen bryster, tænker jeg og ved ikke, hvor tanken kommer fra. Det har jeg aldrig tænkt over før. Jeg har aldrig tænkt over, at da pigerne i min klasse blev tretten, begyndte brysterne at springe frem på dem. Det handlede om at holde blikket væk, ellers kunne det blive fanget hos nogle af de bedste par midt i undervisningen, og så sidder man der med stiv pik midt i geografi. Men på min lillesøsters tretten års fødselsdag var der ikke sket det store.

Nu tager hun en ny ting frem, en lille konkylie af en art, med brunt støv nede i. “Nu er du sikker på, at det ikke er farligt?”

“Make-up er altså ikke farligt,” siger hun og dypper en bred børste ned i støvet og så ud på mit ansigt.

“Når det er lavet af slaver?” Hun ryster på hovedet, børster videre på mig, og så:

“Man kan købe mange ting på Temu.” Pludselig ser hun på mig, altså sådan på mig og ikke tæt på mit ansigt. I et øjeblik glimter hele hendes ansigt af noget. Og så videre.

Hun tager nye bøtter frem og veksler lidt mellem dem. Hun børster mine kindben, min næse. Hun bider sig selv lidt i læben, måske fordi det ikke ser ud som hun vil have det. Jeg ved, hun skal til fest på fredag. Sådan en med parallelklasserne på hendes trin. Jeg kan mærke, at hun nærmest er et andet sted, forestiller sig måske, at det er hende selv, hun arbejder på.

“Hvad hedder han?”

“Hvad mener du?”

“Ham, du gør alt det her for? Handler ind på nettet og skjuler pakker ind af døren, så Far ikke skal opdage det.”

“Han hedder ikke noget, Storm.”

“Og så skal du score ham?” Jeg laver kysselyde. “Tunge lige ned i ham?”

“Du er så åndsvag.” Nu kommer mascaraen frem fra tasken, og hun kører den gennem mine øjnvipper med små aggressive ryk.

“Slap nu af.” Hun er blevet helt rød i hovedet. Min søster er tretten år, og jeg gætter på, at hun aldrig har kysset med nogen før. Jeg gætter på, at ingen fyr oppe i skolen nogensinde har kigget efter hende, for hun går jo ikke med make-up og ligner ikke én, der har lyst til noget som helst. Efter en pause fortsætter jeg i min drillende tone, “Tak søde Storm, fordi du vil hjælpe mig med at få alt muligt slavelort i ansigtet. Så kan det være, at nogen engang vil lægge mærke til mig.”

Det var ikke min mening at gøre hende ked af det. Men det er hun nu, det kan jeg se på hende. Så jeg siger ikke noget og lader hende tegne letpå mine øjnbryn med en stor, brun blyant. Lavt siger hun under sin vejrtrækning: “Det passer godt til dig, det her.”

“Jeg er en flot pige? Kan jeg score?” Jeg er lige ved at tilføje ‘bedre end dig’, men jeg lader være.

“Nej, jeg mener ikke det.”

“Hvad mener du så?”

“Slavelort. Det passer godt til dig. Det er vel det, du er. Du gør altid det, jeg beder dig om. Alle mulige ting gør du for mig.” Nu er det hendes tur til at lange ud efter mig. Jeg kan jo bare gå, alligevel er det det mindste, jeg vil. Hun har jo ret.

“Du er min lillesøster.”

“Det ligner ikke nok.” Hun kigger op og ned af mig.

“Hvad mener du?”

“Du skal ligne mig. Ellers kan det være lige meget. Jeg kan ikke se om det er rigtigt, Storm.” Hun begynder at knappe min skjorte op.

“Hvad er det, du laver, Ida?”

“Det tager ikke så meget tid mere, Storm, det kan du altså godt hjælpe mig med.” Jeg er i chok. “Kom nu, Storm, please? Ellers har det hele været ligemeget.” Jeg mærker hendes fingre sirligt ved de sidste knapper. Åbne op for min mave, min brystkasse. Jeg lader hende bare røre ved mig, som om jeg ikke er i kontrol over min krop. Det er første gang en pige nogensinde klæder mig af, og min krop kan ikke forstå, at det er min lillesøster. Først da hun går ned til mine shorts og begynder på dem, forstår jeg, hvad hun har tænkt sig.

“Nej, det vil jeg ikke.”

“Det skal du, Storm. Du ville gerne hjælpe mig, så du skal.” Hun er blevet ivrig, det er som et lyn, der går gennem hende, når hun hiver shortsene af mig. Og så sidder jeg der, helt stille. Jeg ser hende bare række ud bag sig og hive en kjole frem, det er en kort sommerkjole. “Du skal have den her på, Storm. Er den ikke flot?”

“Jeg kan ikke have en kjole på.”

“Du har aldrig prøvet det før, det bliver jo sjovt. Du kan godt passe den. Du vil gerne prøve den.” Hun lægger en hånd på min arm, som hun altid gør, når hun vil overbevise mig. Og så lægger hun den anden på min kind og siger lavt: “Jeg tror, du bliver så smuk, Storm.”

Hvorfor banker mit hjerte så hårdt? Hvorfor ser hun på mig sådan der?
“Kom, op og stå, Storm.” Hun hiver mig let op, og jeg står der i underbukser foran hende. Hun lader sin hånd langsomt rejse over min brystkasse, og min hud begynder at sitre. Hun ser så forventende på mig, sådan som hun altid ser ud. Og så nikker jeg, og hun smiler lettet.

Det føles underligt, når hun tager mine arme gennem stropperne og lader dens sorte, silkeagtig stof køre ned over mig, indtil kjolen falder på plads. Den er let og simpel, men fordi jeg er et hoved højere end hende, går kjolen kun akkurat ned over mine balder og mine grønne underbukser stikker ud under den. Ida stiller sig et skridt tilbage og iagttager mig. “Er det nok nu?” siger jeg.

“Det ligner ikke nok,” siger hun igen. Hun ryster på hovedet og vender sig rundt. Nu er der noget andet sort stof i hendes hænder.

“Hvad er det?”

“Det er da strømper,” siger hun. “De er vildt bløde.”

“Det vil jeg altså ikke. Hvad er det, du vil have?”

“Jeg vil bare se, om det ser rigtigt ud. Jeg kan ikke få det til at se rigtigt ud.” Hun skubber mig ned i stolen igen og begynder at køre strømperne op af mine ben. Det er rigtigt nok, at de er bløde, og de sidder tæt ind til mig. Det er nok meningen, at når de sidder på min søster, at strømpen går op under kjolen, men på grund af højdeforskellen stopper de et godt stykke fra mine underbukser. I bånd i toppen sidder blonder i et sirligt mønster. Hun træder et skridt tilbage, kigger op og ned på mig. “Jeg er ked af det, Storm, det ligner altså ikke. De passer slet ikke til det hele. De passer ikke til kjolen, de passer ikke til make-uppen, det går ikke. Rejs dig op.”

“Hvad passer ikke?” siger jeg og rækker hænderne op med tanken om, at nu hiver hun kjolen af mig, og vi er færdige med det hele. Men hun tager en dyb vejrtrækning, træder frem og trækker mine underbukser ned.

Er det slow-motion, der sker? Hendes krop der sammen med underbukserne flytter sig nedad, min pik der hopper ud, lige ud foran hendes ansigt, pikhovedet stikker frem under kjolen. Og jeg lader hende gøre det. Jeg lader hende sidde der på hug med hovedet lige ved min pik, kigge på den, inspicere den. Ryste på hovedet. “Jeg tænkte nok, det ville være sådan her. Men jeg har heldigvis en nødløsning.”

Hun vender sig rundt igen. Endnu engang med noget sort i hænderne. Lille og af hård plastic. Og jeg ved ikke hvorfor, at når jeg endelig åbner munden vælger at sige: “Hvad er det?”

“Jeg sagde jo, man kan købe meget på Temu,” siger hun bare. Og så løfter hun kjolen lidt op og tager fat i min pung. Det er et lyn igennem mig, hendes små hænder, hendes åndedræt mod min hals, det er første gang en pige har rørt mig, og det er… Hun trækker pungen igennem en eller anden form for cirkel, løfter så pikken lidt, nærmest for at presse den ind i et lille hul på anordningen. Men den passer ikke, pikken begyndte at vokse, da hun tog fat i den, og nu kigger hun irriteret op på mig.

“Storm altså!” siger hun, og jeg fatter intet af hendes kølighed. Hun står med min pik i hånden som om, det er det mest naturlige i verden? Min lillesøster som aldrig, aldrig, aldrig har hængt ud med drenge eller sådan noget. Hvad sker der? Kortslutter min hjerne lige nu? Jeg skal stoppe det, så jeg siger:

“Undskyld.” Nej, nej, nej. Det var ikke det.

“Det er okay, Storm,” siger hun og pludselig strammes hendes greb, og hun begynder på at onanere min pik, voldsomt, hurtigt i mikroskopiske ryk som en vibrator. Min pik vokser til fuld størrelse på ingen tid og nærmest uden jeg mærker noget, ruller orgasmen frem i mig, jeg gisper og skyder sæden ud i små krampetrækninger. Ida retter pikken nedad, og det rammer gulvet først én, så to, så tre gange, mens jeg krymper ind over hende, lander mine skuldre på hendes og lukker øjnene i. Tankerne forsvinder fra min hjerne, mens hun nu kan sætte pikken ind i den lille udhulning, pressende pikken indad, så den nærmest bliver en tiendedel af den størrelse, den lige havde været i min søsters hånd i 10-15 sekunder.

Jeg hører noget klikke, åbner øjnene og ser ned, idet en lille hængelås nu sidder på anordningen, der sidder fast i mine nosser i en helt ny smerte. Og endelig, endelig vækkes jeg af den trance, min søster har haft mig i. Hun slipper først pikken, som falder ned med sin nye vægt og låsen klirrer lidt, så slipper hun kjolen, der falder ned over og dækker over det hele: “Så! Nu kan man slet ikke se den, Storm!”

“Ida, hvad fanden er det, du laver!” råber jeg af hende og tager fat i min pik, prøver at få den af, “den sidder jo fast, hvad fuck er det, du har gang i.”

“Det er så, du har en klit ligesom mig, er det ikke smart,” siger hun først uanfægtet, og så dukker der et lille smil frem på hendes læber. “Kun jeg kan tage den af, du kan godt stoppe med at prøve på det der, medmindre vi skal til lægen.” Og ja, det gør vildt ondt at hive i den, men det her må stoppe nu. Lige nu!

“Hvor er nøglen, Ida?”

“Er du sindssyg, det siger jeg jo ikke? Du skal starte med at gøre, hvad jeg siger.”

“Jeg skal til fodbold, det her er fucked up?”

“Ja, det skal du så ikke. Ikke medmindre, du vil rende rundt med en klit for evigt, Storm. Prøv lige at se hvor fin, du er.” Hun peger på spejlet, og jeg kigger for første gang derhen. En fladbrystet pige står foran mig, men en pige er det. Og grimt er det ikke, det der møder mig. Men den største overraskelse er make-uppen. Der er ikke særlig meget af det. Næsten intet ved mit ansigt ligner, at det har make-up på. Til gengæld har det ændret form, det er blevet feminint. Jeg ligner bare den normale Ida, og det forstår jeg ikke. Var det ikke meningen, at hun skulle finde ud af, hvad der ville se lækkert ud til festen?

Jeg rækker instinktivt hånden ud mod spejlet, som om jeg måske kunne røre hende. Let på benet måske, tage fat i kjolen og lige kigge ind til hende? “Kommer Far ikke snart hjem?” siger jeg for at afbryde mine tanker. Jeg ser hendes blik i spejlet flakke mod døren på sit værelse.

“Om en time. Men det er også rigelig tid.”

Jeg kan ikke genkende min søster, så autoritær hun er, det ligner hende ikke. Og i den så korte kjole med min pik fri og i det her ydmygende tøj er det nu hende, der er den stærke, storesøsteren er hun blevet. “Jeg lover dig det, jeg tager den af lige om lidt,” siger hun og træder nu for tredje gang et skridt tilbage og inspicerer mig. Og så nikker hun. “Det er ikke perfekt, men jeg tror, det går. Det ligner mig næsten.”

“Så har du set mig. Kan vi ikke tage det her af nu?”

“Nej, Storm.”

“Hvad er det, du vil have mig til at gøre?”

“Det skal jeg fortælle dig, Storm, kom her,” siger hun og tager min hånd blidt, går hen mod hendes seng. Jeg går forsigtigt med hende, “Kom sæt dig her.” Og jeg gør, som hun siger. Jeg gør altid, som hun siger. Sengen er en dobbeltseng, og jeg sætter mig ved siden af hende. “Vi skal bare lige gøre det her, Storm.” Hun rækker ned i sengen og sorte reb sidder hurtigt om mit ene håndled.

“Hvor har du det fra?” siger jeg.

“Far,” siger hun bare og vikler så rebet om mit andet håndled. Og så med et lille skub ligger jeg på ryggen i sengen med en stor pude i ryggen og hænderne over hovedet, mens hun binder rebet fast til gavlen på sengen. Mit hoved er ved at være godt gennembanket af at være så mange gange forbavset på så kort tid.

“Hvad er det, du har gang i? Hvad skal jeg gøre her?” Og jeg prøver at frigøre mig fra sengen, vrider hænderne, men jeg kan ikke komme fri.

“Tusind tak fordi du vil hjælpe mig, Storm, det sætter jeg så stor pris på.”

“Ida, vil du ikke nok stoppe det her nu? Jeg siger det til Far.”

“Årh. Jeg lyder jo ikke sådan der.” Og hun rejser sig, går hen til sin kommode og finder en lille lyseblå sok, som hun vender tilbage med og stikker ind i munden på mig. Jeg prøver at sige noget, men den sidder fast, jeg prøver at skrige ind i den, men højt lyder det ikke. “Nu slapper du af, Storm, du skal slappe af, ellers så får du ikke den her af. Så kan du aldrig bruge den til noget igen, du kan ikke bolle nogen nogensinde!” Hun tager fat i min låste pik, som nu kan være i hendes ene hånd sammen med nosserne uden problemer. Hun klemmer den først lidt, så mere og jeg grynter, piver. Og så kommer en paniktåre frem i øjenkrogen på mig. “Nej, Storm! Du ødelægger make-uppen altså! Nu skal du være sød og hjælpe mig med at få det her til at du.”

Hun rejser sig og finder noget toiletpapir frem, som hun bruger til at tørre sæden op fra gulvet. Så smider hun papiret i sin papirkurv og begynder at rydde op på værelset. Jeg ser hende bare gå frem og tilbage, rykke rundt på ting og pakke make-up tasken langt væk i en høj skuffe. Og så forlader hun sit værelse.

Jeg ligger bundet fast til sengen og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke, hvilken dæmon der har overtaget min søster, men her ligger jeg med kjolen og strømperne på og der er intet andet, jeg kan gøre. Bare se ned af mig selv, kjolen, lårene, den lille bule, jeg mærker luften i et lokale på en ny måde i sådan en kjole, hvor der er helt frit. Det er en underlig fornemmelse, og jeg føler mig lille.

Minutterne går og min hals har snøret sig fast, sokken suget mit savl til sig, så nu kan jeg ikke engang skrige ind i sokken, hvis jeg ville, det er for tørt. Jeg slår hende ihjel. Jeg finder en eller anden måde at slå hende ihjel på. Eller, jeg hjælper hende i hvert fald aldrig igen med noget som helst. Flere minutter går, og hun dukker stadigvæk ikke op. Og så hører jeg døren gå.

“Så er jeg hjemme, skat!” Min fars skridt gennem hele lejligheden. Og så i en hård tone: “Hvorfor har du det der på? Er Storm ikke til fodbold?” Døren ind til gangen er ikke lukket, og min angst for at blive opdaget er hele min krop. Hvis min far så mig i det her… jeg ville aldrig kunne se ham i øjnene igen.

“Far. Jeg er lidt træt i dag, okay?”

“Hvad mener du, Ida?”

“Men det er okay, jeg har fundet en løsning, søde Far. Jeg ved godt, du skal have din søndagsgave, det ved jeg godt.”

“Hvorfor har du så ikke kjolen på, Ida? Jeg har ventet hele ugen–!”

“Av Far, undskyld! Hør nu … Jeg har fundet noget, der er lige så godt, som det plejer, det har alting. Det er lige præcis som altid. Det lover jeg dig, jeg lover det.”

“Hvad kan være lige så godt? Du fjoller med mig, du er uartig lige nu.”

“Far, prøv bare at gå ind og kig. Bare gå derind.”
Historien fortsætter under reklamen

Et suk. Et skridt, så et skridt mere og et til. Rungende gennem huset. Hvert skridt en time, højere, lige ind i mig, indtrængende.

Og så går døren op, og min far ser på mig.

Læs næste afsnit

2 kommentarer

1. Damernes Ven

   21/08/2024 kl 10:38

   Anderledes – og bestemt mege spændende – godt fortalt.

   ‘krævede’ at blive læst 2 gange

   Du skal hurtigt komme med afsnit 2, 3 … 6, 7

   TAK fra mig, Damernes Ven og brevven69@yahoo.dk

   3+

   Besvar kommentar
2. PetterM

   21/08/2024 kl 2:27

   Håper på en spennende fortsettelse!

   2+

   Besvar kommentar