”Moderen har ringet på vegne af sin datter. Hun er seksten år, jomfru,og vil gerne opleve en pik”

Forfatter: ZisurSF

Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

”Godmorgen,” hilser jeg energisk til Sofie, da jeg kommer ind ad personaleindgangen. Som altid er hun den første, der møder på arbejde. Lige bortset fra vores chef Henriette. Jeg har altid undret mig over, i den korte periode jeg har arbejdet her, hvor tidligt hun mon møder? Mine kolleger og jeg har en ide om, at hun nærmest bor her, så meget som hun er her.

Sofie hilser igen, og smiler et lille venligt smil, der virker kunstigt. Jeg fnyser med en tung udånding, og kan mærke en lettere irritation sætte sig i brystkassen. Hvorfor skal hun være sådan? Kan hun ikke lide mig? Hun opfører sig altid så reserveret, og gør det kun overfor mig. Hvad fanden har jeg gjort hende? Mine kolleger får ikke samme behandling fra hende. En smule pli og imødekommenhed kræver altså ikke særlig meget, men det er åbenbart for meget at forlange af Sofie. Ironisk nok når hun arbejder som servicepersonale i en cafe, og skal have med gæster at gøre. Jeg vender øjne, da hun forsvinder og efterlader mig alene i garderoben.

Jeg prøver ikke at bruge mere tid og energi på hende. Det vil blot sætte et negativt præg på min dag, hvilket jeg bestemt ikke har brug for. Man skal være mentalt forberedt i mit arbejde, mere end man lige tror. Okay, måske får jeg det til at lyde værre end, hvad det er. Men jeg har allerede oplevet at have et par kunder, hvor jeg virkelig har måtte tvinge mig selv til at opretholde en falsk kundemindet facade. Min motivation var ikke eksisterende, og jeg blev endda kaldt til samtale af Henriette. Det at få gratis blowjobs og tjene penge på det, er skønt, men ikke altid lutter lagkage. Jeg kunne sagtens gå ud og få gratis blowjobs og sex, hvilket jeg i forvejen gør i min fritid, men desværre uden at få penge for det. Og penge. Ja. Det skal alle mennesker jo bruge for at overleve. Så jeg ser det mere som et win-win og en ekstra bonus.

Jeg begynder at tage overtøjet af. Ved et tilfælde kigger jeg op på klokken, der hænger over døren i entreen. Den viser kvart i ti. Blowjobcafeen åbner reelt set først klokken tolv, men der kan opstå særaftaler, som kunderne kan booke sig ind til. Det er dog yderst sjældent det sker, og jeg forstår faktisk ikke, hvorfor det er sådan. Jeg er også ret ligeglad. Jeg møder ind, gør det der forventes af mig, og når dagen er omme, har jeg tjent min løn.

Vi åbnede for første gang i fredags, og vagterne i weekenden har været absolut sindssyge. Er du vimmer man! Jeg har aldrig nogensinde fået suttet så meget pik før i mit liv. Jeg er nitten år, blev færdig med gymnasiet i sommers, og har ligesom mange andre hankøn, svømmet i fisse og blowjobs. Jeg tror sammenlagt, at jeg har fået lige så meget i weekenden, som i alle mine tre år i gymnasiet lagt sammen. Hold nu kæft!

Som sagt dimitterede jeg i sommers og har, ligesom femogfirsprocent af alle andre, valgt at tage et sabbatår. Tiden i gymnasiet er en fest i den her samtid vi lever i. I hvert fald som dreng. Min bedste kammerat Johan og jeg var de eneste i vores klasse. Altså to drenge og mere end tyve piger. Du tror det næppe, men den klasse hvor der var flest drenge i, var på otte. Otte! Og det er altså sammenlignet med alle klasser på gymnasiet og alle tre årgange. Vi har vel nok været omtrent seks-syvhundrede elever i alt på gymnasiet, hvis jeg ikke tager fejl.

Ja. Med damer over alt, og næsten ingen mænd, har gymnasietiden virkelig været ét stort kødmarked for os hankønsvæsener. Det er selvfølgelig et kæmpe og alvorligt samfundsproblem, men sådan har det været i mange år, lige siden tredje verdenskrig sluttede. Det er ikke en hemmelighed, at Johan og jeg, sammen med alle de andre gutter, har svømmet i fisse.

Man kunne godt nok undre sig over, hvorfor sådan en som mig har fået et job på en blowjobcafe. Svaret er simpelt. At være mand i denne samtid har sin fordele, men fanme også sine ulemper. Fordelene er udelukket baseret på al den kvindelig opmærksomhed og kødelighed, der står til rådighed for os, men det er også bare det vi er for dem. Kødelig opmærksomhed. Et væsen med en pik, der til dels kan give dem en smule forløsning, og som er en kraftig mangelvare. Vi ses ikke som individer med personlighed og følelser. Nej. Vi er stemplet som en ting, der bærer på den hemmelige ingrediens til at vores art kan overleve og formere sig.

Allerede i en alder af femten, bliver vi beordret til at skulle donere en portion af vores fertilitetsdygtige sperm, som både til forskning men også kunstig befrugtning. Teknisk set er alle mænd fædre, men det er de færreste, som kan kalde sig selv for far. Den klassiske familie med mor, far, og børn, der er lavet på gammeldags biologisk facon, er i denne tid et uddøende fænomen.

Med alt dette at skulle forholde sig til som mand, har jeg besluttet, at få job på Henriettes blowjobcafe. Da jeg hørte der åbnede sådan en cafe i mit nærområde, skyndte jeg at sende en ansøgning af sted. Jeg kan lige så godt tjene penge med min pik, frem for at gøre tingene gratis. Hidtil er jeg ikke blevet skræmt væk, bortset fra spermslugeren, som er en midaldrende kvinde, der er lidt af en særlig.

I personalestuen sidder Sofie ved fællesbordet og stirrer ud i luften. Jeg stopper op i et hurtigt sekund i døråbningen, men hun ænser mig ikke. Møgkælling. Jeg prøver en sidste gang. Et sidste forsøg på at være flink.

”Tak, Sofie,” hun drejer hovedet, og kigger på mig med rynket pande.

”For kaffen,” uddyber jeg, og peger med hånden mod maskinen, som hun plejer at gøre klar til os.

”Åh. Det var så lidt,” hun forsøger at kvæle et fnis, men det slipper stadig hendes mund, så jeg kan høre det. Finder hun min taknemlighed underholdende? Møgtøs. Jeg trækker på skulderne, og prøver at være ligeglad over hendes reaktion. Jeg sætter mig over i hyggehjørnet, som vi har. Det består af to sofaer, to lænestole og et stort smart-TV med PlayStation. Normalt er jeg ikke den store kaffedrikker. Faktisk drikker jeg aldrig kaffe, men en frisk kop af det sorte stads gør underværker på min energi om morgenen. Desværre har kællingekollegaen ødelagt mit humør til kaffe. Jeg skal saftsuseme ikke have det hun har lavet. Føj.

”Hey bro!” udbryder Mathias i en broderlig jubel, da han kommer ind og ser, at jeg er kommet. Jeg springer op ad sofaen, og møder ham med en klassisk bro-krammer. Først med et overhåndshåndtryk, efterfulgt af en hurtig omfavnelse af hinanden.

”Så er det din tur, Oliver,” afbryder Henriette med sin tørre, professionelle stemme. Ud fra hendes udseende og stramme personlighed, har jeg tit tænk om hendes fjap er lige så tør som hendes stemme. Mathias bekræfter min tanke, da han sender et skjult sikke-en-tør-kælling-hun-er-smil til mig. Jeg er tæt på at miste masken og bryde ud i en højlydt latter. Jeg formår at kvæle det og rømmer i stedet. Gudskelov.

Idet jeg kigger op mod Henriette igen, er hun allerede vendt om og forsvundet. Jeg skynder mig ud af personalestuen og tager retning mod hendes kontor, hvor hun venter på mig.

Henriettes fingre danser hastigt rundt på tasterne og får dem til at lave en hektisk støjen. Jeg sidder tålmodigt og venter på den anden side af det lange skrivebord som en lille skoledreng, der venter på at komme til samtale hos rektor.

”Din anden planlagte kunde er der ikke så meget at sige til,” begynder hun.

”Kaja, en kvinde i midten af trediverne, har planer om at komme forbi til en menu et. Hun har prøvet konceptet før, bare på andre cafeer, så den sag er lige ud af landevejen,” ja, det har hun trods alt ret i, men jeg opfanger et eller andet i hendes tone, som har et dybere anliggende.

”Det er første gang jeg har oplevet, at du har taget den sidste kunde først,” kommenterer jeg. Det er faktisk ganske mærkværdigt. Hvad pokker skjuler hun?

”Den første kunde kan godt opfattes som atypisk…” Henriette sukker og gnider usikkert sine hænder. Jeg spærrer forbavset øjnene op. Henriette usikker, det er en førstegangsoplevelse.

”Jeg har måtte ringe rundt, og høre hvad retningslinjerne er. Det kommer helt an på hvad du vælger,” informerer hun roligt, og jeg får fornemmelsen af, at hun er i gang med at opbygge en rygdækning for sig selv.

”Jaer?” siger jeg, og ser utålmodigt på hende. Spyt nu ud med det, kvinde.

”Din første kunde kommer om en-til-to timer, en menu tre, med all inklusive.”

”Hvorfor så ikke Carl?” spørger jeg overrasket. Menu tre inkluderer en penis på minimum atten centimeter, hvilket jeg ikke har. Kun Carl opfylder denne kriterie, sammen med Daniel, men han er ikke på arbejde i dag.

”Denne kunde vil gerne have en mellemstørrelse,” jeg nikker forstående, stadig en smule forvirret over, hvorfor en kvinde vil gå ned i penisstørrelse, men hey, jeg kan være ligeglad. Jeg får trods alt et gratis blowjob. Men apropos penisstørrelse, så er jeg rigelig tilfreds med min femten-sektsten centimeter lange pik. Den gør som den skal, og jeg har endnu ikke haft nogen kvinder, som ikke har kunne lide dens størrelse. Jeg smiler selvsikkert og stolt på læben ved tanken.

”Det der er hagen ved denne opgave,” begynder hun. Endelig!

”Moderen har ringet på vegne af sin datter,” jeg taber underkæben.

”Hun er seksten år, stadig jomfru, og vil gerne opleve en pik for første gang.”

”Altså hele pakken?!” min kæbe falder til jorden, efter jeg har udtalt ordene.

”Nej, nej, tag det roligt,” Henriette tysser på mig og kigger uroligt rundt. Hun er nervøs for at nogen hørte mit udbrud, selvom døren til kontoret er lukket.

”Jeg forklarede, at det tilbyder vi ikke. Moderen var helt forstående, og havde godt forventet at jeg afviste den del. Men det forhindrer dem ikke i at komme på besøg.”

”Så hvad vil det sige, helt konkret?”

”Du skal give datteren den absolut bedste pikoplevelse, som du kan give hende. Det inkluderer fuld servicemindet og masser af tålmodighed,” hun lægger ekstra tryk på den sidste del, og kigger skarpt på mig. Hendes gennemborende øjne får mig til at nikke bekræftende. Jeg tør sgu ikke sige hende i mod. Men fuck. En jomfru? Hvad helvede skal jeg med sådan en? Åh Gud.

”Moderen kommer med, og er enten passiv eller aktiv deltagende.”

”Hvad?” udbryder jeg, og slår hurtig en hånd for munden for at dæmpe mig selv.

”Sagt lige ud, så skal du bare lægge dig fladt ned på ryggen, og lade mor og datter gøre deres arbejde,” Henriettes tone er iskold og dødalvorlig. Jeg synker en klump i halsen, og har lyst til at gøre honnør. Ikke for at virke flabet, men fordi det er den indvirkning hun har.

”Jeg skal gøre mit bedste … vent, må jeg godt være sammen med en på seksten?”

”Den seksuelle lavalder er femten, og så længe det er hendes mor der betaler, så gør vi ikke noget ulovligt, men jo, det er lidt af en gråzone,” indrømmer Henriette.

Shit, hvis selv Henriette mener det er en gråzone, bør jeg så gøre det? Hun siger det er mit eget valg. Men hvis ikke mig, hvem så? Carl tror jeg næppe. Han hader jomfruer. Mathias kunne nok godt, med lidt overtalelse.

”Men du vurderer, at der ikke er noget ulovligt i det?” spørger jeg, inden jeg træffer den afgørende beslutning.

”Ja, og hvis det skulle ske, så er det mig der har ansvaret,” se det svar kan jeg godt lide. Desuden har jeg været sammen med adskillige sekstenårige i tredje g før sommeren. Og en enkel i ferien. Men en jomfru. Den er ny.

Vi afslutter resten af programmet for min dag, og går bagefter tilbage til personalestuen sammen. Jeg får øje på Carl. Han sidder sammen med Sofie ved det fælles spisebord. De har begge fået kaffe. Hun smiler, og er oprigtig glad og afslappet i hans selskab. Den knagende og irriterende fornemmelse sætter sig i brystkassen på mig igen. Hvorfor kan hun ikke være sådan med mig også? Jeg hilser hurtigt på Carl, og sender Sofie et af de kunstige smil, som hun selv sender til mig, inden jeg sætter mig over til Mathias.

”Jeg har fem planlagte møder for dagen … det synes jeg er meget gået på en mandag … Mathias har en, der kommer lidt over middag, Oliver, dig har jeg lige briefet, du får to,” udmelder Henriette, og ser bagefter over på Sofie fra døren.

”De er registreret i systemet,” Sofie nikker bekræftende.

”Carl får også to, som jeg sætter ind, efter jeg har briefet ham.” Henriette bliver stille et kort øjeblik. Jeg ser ud af øjenkrogen, at hendes opmærksomhed er rettet mod Carl.

”Skal vi?” hendes ord hænger i luften, og inden de kan blive besvaret, drejer hun, som en selvoptaget diva, om på hælen, og forsvinder ud af personalestuen. Vi andre er efterladt til os selv, og sidder i en akavet stilhed.

”Så er dagen sat i gang,” Carls spydige bemærkning får os alle til at le. Vi gør vores bedste på at kvæle det værste af latteren, så det kun er en lavmælt fnisen, der fylder rummet. Vi vil nødig vække Henriettes unødige opmærksomhed. Carl rejser sig op, og går efter Henriette.

Der går tyve-tredive minutter, hvor Mathias, Sofie og jeg snakker, hygger og hænger ud i personalestuen. Det føles rart at opleve Sofie på denne måde. Måske bilder jeg mig bare ind, at hun ikke bryder sig om mig. Der har virkelig også været pres på i weekenden, måske har jeg bare fejltolket det hele. Det håber jeg. Hun er sgu sød nok, og har et dejligt, sødt smil.

Carl kommer tilbage, og jeg mærker et stød af misundelse, da jeg ser, hvordan Sofie kigger op på ham med stor fascination og betagelse. Et eller andet i mig, har lyst til at skrige hende direkte op i ansigtet, og beordre hende til at kigge ligesådan på mig. Jeg fnyser, og prøver at ryste min bekymring væk.

”Oliver, jeg skal lige bruge dig,” meddeler Henriette, idet hun kommer ind og afbryder os efter lidt tid. Hun vipper bagud med hovedet, for at signalere at jeg skal følge med.

”Sofie, gør du dig klar?” siger hun lige efter. Jeg kigger over på Sofie, og ser hende nikke. Hun virker nervøs. Gad vide om hun er okay, og gad vide hvad det er Henriette vil?

Jeg går endnu engang ind på hendes kontor og sætter mig ned. Hun lukker døren, men sætter sig ikke, som hun plejer. Det er også en førstegangsoplevelse, og helt uvant at se.

”Jeg glemte at fortælle dig, at du skal ind til Sofie, inden dit første møde med datteren og moderen,” jeg kniber øjnene sammen. Hvad fuck mener hun? Jeg glor afventede, så hun kan gøre sin forklaring færdig og uddybe sig.

”ja, du ved … så du ikke er for hurtig på aftrækkeren,” mine øjenbryn synker så langt ned, at de næsten skygger for mit syn. Hvor pokker er det hun vil hen?

”Hvad er det helt nøjagtig du prøver at sige?” Jeg er stadig spejlblank over hvad det er hun hentyder til.

”Hvorfor tror du jeg har ansat sådan en som Sofie?” Henriette læner sig op ad væggen med et smørret smil og krydsede arme. Jeg kniber øjnene sammen igen. Det må være et trickspørgsmål.

”Jeg kan sagtens overtage alle de administrerende opgaver, som jeg har tildelt Sofie. Det er kun for at lette min egen byrde, at hun har fået dem, men det er ikke den reelle årsag til hendes ansættelse,” forklarer Henriette, og det er ikke nogen hemmelighed, at hun i dette øjeblik griner ad min tungnemhed til at sætte to og to sammen.

”Pikkemændene i denne her cafe skal både være brunstige, men så sandelig også udholdende til mine kunder, og især til de første, der møder ind,” hun læner sig frem, og stirrer mig dybt og intenst ind i øjnene.

”Sofie er ansat til at sørge for, at mine pikkemænd kan stå distancen, hvis jeg vurderer, at de ikke er varmet godt nok op,” hun smiler bredt, da det langt om længe går op for mig, hvad hun i så lang tid har prøvet at sige. Det får mig til at tabe underkæben, igen.

”Værelse nummer et, hun venter på dig,” Henriette åbner døren og peger med den ene hånd, som tegn til at jeg kan forlade hendes kontor igen. Jeg er lamslået. Stadig ude af stand til at tro på, at det er sandt. Venter Sofie på mig? Vakkelvornt rejser jeg mig op, og går med tunge skridt ud på gangen. Henriette ser på mig med et fjoget smil, der går helt op til øjnene.

Hun lukker døren. Jeg kigger mig over skulderen og ind i den mørke træoverflade. Hvad fuck skete der lige der? Joker hun seriøst med mig? Drømmer jeg? Is this real life? Tankemylderet kører i hovedet på mig, indtil jeg bliver afbrudt af en skikkelse i øjenkrogen der bevæger sig. Det er Sofie. Hun står i den anden ende af gange, og venter ved værelse nummer et.

Kan det virkelig passe, at hun venter på mig? Hvad nu hvis det bare er en stor fed joke, som de begge har planlagt, bare for at gøre grin med mig? I så fald er jeg den der er skredet fra det her lortested.

Jeg ser hun lægger hovedet en anelse på skrå, da jeg nærmer mig. Hun smiler til mig. Vent hvad? Sofie smiler til mig, og det virker endda som et vaskeægte og oprigtigt smil. Det får mine egen mundvige til at trække sig op i deres eget smil. Et glad smil, og mit hjerte knuger sig lykkeligt sammen. Fuck man. Den her følelse har jeg ikke oplevet i lang tid. Det er også en følelse, som jeg skal passe på med. Den minder lidt om forelskelse. Åh nej, ja den må bestemt ikke få for meget opmærksomhed!

”Kom indenfor,” siger hun varmt og roligt, med sin ene arm spredt ud til siden, for at byde mig velkommen. Jeg går langsomt ind, mens jeg forsøger at aflæse hendes udtryk i ansigtet. Gad vide hvad hun tænker? Er hun glad? Er hun sur? Gør hun det her, fordi det er en pligt?

Sofie lukker døren, og vender sig om. Hun kigger på mig, mens jeg står ubevægeligt i midten af rummet. Jeg betragter hende ømt, og prøver ikke at virke for klæbende med mit blik. Stemningen i rummet er tavs og anspændt, og det føles ubehageligt. Tvivlen og bekymringen om, at Henriette laver sjov med mig, sidder stadig og nager i mit baghoved. Jeg er stivnet, og har trukket alle håndbremser, ude af stand til at tage en beslutning.

”Slap af Oliver, det er okay,” Sofie fniser, og er underholdt over at have betragtet, hvor nervøs og anspændt jeg i virkeligheden er.

”Jeg tror stadig ikke jeg har fattet, hvad der skal ske,” jeg hakker en smule i min udtale, og prøver at få min vejrtrækning under kontrol.

”Årh, mon ikke,” svarer hun kortfattet og smiler et stort smørret smil. Hun lægger sit hoved på skrå, og tager den sorte hårelastik, som hun har siddende om håndleddet, op til munden. Fortænderne bider sammen om den, og hendes hænder begynder at samle det lange sorte hår til en hestehale. Hun stirrer stift på mig, imens hun kæmper med at få samlet alle lokkerne. Jeg lægger mærke til, at frisuren er så velplejet, at lyset i rummet får det til at se blankt og skinnende ud.

Fuck, hvor ser hun fræk og lækker ud. Hendes arbejdsuniform har en dum indflydelse på mig. Jeg må kæmpe for ikke at miste selvkontrollen og kaste mig over hendes stewardesselignende look. Hun har en sort jakke med kridhvide, runde knapper og en stram nederdel, som matcher de mørke nylonstrømper. Den hvide skjortekrave ved halsen, som har et kort smalt slips i farven sort, får hende til at ligne en uskyldig skolepige. Hvis man som mand ikke bliver påvirket af den mundering, så er det tydeligt at man er homoseksuel. Hold nu kæft! Jeg begynder næsten at savle.

Sofie tager den sorte hårelastik ud af munden, og fugter sine læber med et langsomt og overdreven tungestrejf, der sætter et uventet stød ned i skridtet på mig. Ved ren refleks klemmer jeg benene sammen, for at dæmpe fornemmelsen.

Da hun har fået samlet håret op i en høj og ultrastram hestehale, skifter hendes venlige, lysegrå øjne farve. En mild skygge af et trængende behov, lægger sig som et tyndt tæppe over hendes blik. Hun flytter sig og går en langsom catwalkgang i retning mod mig. For hvert skridt hun tager, bliver det oplivende sus i min mave større og større. Hendes skarpe og intense blik gnaver sig igennem mig, og sender fluks signaler til min amygdala om, at det er tid til at stikke halen mellem benene. Jeg bakker automatisk bagud, og mærker min hjertebanken hamre i brystet, mens jeg bakker og ser min kære kollega snige sig ind på mig, som en hungrende panter efter sit bytte.
Historien fortsætter under reklamen

Jeg bliver stoppet af sengen, der spænder ben for mig, og får mig til at lande med ryggen ned på dens bløde overflade. Sofie fortsætter, og stopper først for enden af sengen. Hendes ansigt bliver mørkere, og et vampyrisk smil folder sig ud på læberne, mens hun langsomt synker ned på knæ.

Læs næste afsnit