Hun var totalt nådesløs, slog og slog, tog ingen hensyn til at mine skrig blev mere og mere hæse, desperate og apatisk skingre. Hun var som i trance, tævede løs …

Forfatter: Nanna Moulin
nannamoulin@gmail.com

Læs del 1 – del 2

Efter den første uge hvor Maria havde udøvet sin mangt over mig, havde ydmyget mig, pint og plaget mig og bragt mig i situationer der var helt uacceptable, besluttede jeg at der måtte gøres noget. På et tidspunkt hvor hun var uopmærksom og jeg vidste hun skulle aflevere nogle papirer til advokaten, fik jeg skrevet en seddel hvor jeg forklarede min situation og fik den listet ind mellem papirerne. Hun var tydeligvis sindssyg og måtte stoppes, og den måde hun brugte både smerte, ydmygelser og min liderlighed til at styre mig, kunne slet ikke være meningen med det hele. Hvad jeg ikke vidste noget om, var at advokaten, Donstedt, ville komme hjem til os om aftenen for at hente dokumenterne og sludre lidt.

Maria ordnede mig med ble og det hele, lagde mig i seng klokken tyve som de andre dage, spændte mig fast og sagde: ” Sov godt lille skat.” Før hun slukkede lyset og lod mig ligge der alene. Jeg må være faldet i søvn, for pludseligt vågnede jeg ved at hun åbnede døren med et brag, tændte lyset og stillede sig ved siden af sengen. Hun så ned på mig med et af sine små sadistiske smil om munden og sagde: ” Jeg troede vi to havde fundet melodien lille skat, men du kan bare ikke lade være med at forsøge dine små julelege.”

Hun lagde en hånd om min hals og trykkede til mens hun hvæsede: ” Så du mener jeg er sindssyg, at Donstedt skal hjælpe dig.” Hun gav mig en syngende lussing. ”Jeg skal lære dig det, tro mig, du kommer til at fortryde dit lille indlæg i debatten.” Hun klemte hårdere om min hals så jeg ikke kunne trække vejret og sagde: ” I morgen lille skat, skal du opleve helvede på jorden, og denne gang tror jeg ikke du bliver liderlig af det, tvært i mod.”

Hun holdt en lille plastik tube op og sagde: ” Denne her vil vise dig lidt om livet.” Hun lirkede hånden ind mellem bleen og min numse, lirkede spidsen af den lille tube op i mit numsehul og jeg mærkede ligesom et lille sprøjt, uden at ane hvad der foregik. Hun smilede og sagde: ” Måske bliver du skiftet i morgen, lad os nu se, glæd dig.”

Hun gik, slukkede lyset og overlod mig til mig selv om mine angstfyldte fantasier. Det varede ikke længe før min mave begyndte at rumle og en heftig trang til at tømme min tarm gjorde sig gældende og det gik op for mig hvad hun havde gjort. Jeg kunne ikke holde mig ret længe, og kort efter måtte jeg lade det løbe ud af mig og konstaterede at det absolut ikke lugtede ret godt i værelset bagefter. Den ulidelige stank fyldte hele rummet, ubehaget i mine nedre regioner var ubeskrivelig og den ydmygelse at jeg intet kunne stille op fik det til at gibbe i mig.

Til trods for alle de ubehageligheder jeg var udsat for, faldt jeg i søvn, og vågnede først næste morgen da det var lyst uden for mit vindue. Hun havde åbenbart været ind for at trække fra, åbne vinduerne og lufte ud for at slippe for den ubehagelige lugt der hang tungt i luften. Bare jeg bevægede mig den mindste smule kunne jeg mærke hvordan bleen gned sit indhold mere og mere ud på min underkrop og jeg var at kaste op af bare væmmelse.

Jeg kunne se på solens vandring at der gik flere timer hvor jeg bare på der i mit eget lort og forsøgte at glemme stanken, så jeg var faktisk glad da jeg hørte døren åbne sig. Hun trådte ind med en hånd foran sig som for at vinke lugten til side, kom hen til sengen og så ned på mig med et hånligt smil. Hun bøjede sig ned, satte en halsbånd om min hals, lukkede det og rejste sig med ordene: ” Dette dejlige halsbånd er indrettet så jeg kan give dig et stød hver gang jeg er utilfreds med et eller andet, og den mindste fejl eller ulydighed fra din side vil jeg være utilfreds med, og så føles det sådan her.” Hun holdt en lille sort æske op, trykkede på en knap på den og det føltes som om hele min krop og hoved eksploderede i en fuldstændig vanvittig smerte. Jeg forsøgte at skrige, men det eneste jeg kunne registrere der kom ud af min mund, var en eller anden høs umenneskelig lyd der ikke gav nogen mening.

Hun nikkede og sagde: ” Nu løser jeg dig, og du gør præcist hvad du får besked på, ellers er det et stød. ” Hun åbnede selen der holdt mig fast til sengen, trådte lidt tilbage og sagde: ” Ud af sengen tøs, ud gennem bagdøren og ud i haven.” Rystende af angst adlød jeg, kravlede over sengens høje side, mærkede hvordan bleens indhold blev trykket mod mit underliv da jeg gned mod sengens kant og begyndte at græde af skam over hendes behandling af mig. Ude på græsplænen, lige neden for terrassen stod havebordet, pænt dækket med tallerken og havregryn og en ske og hun befalede mig at sætte mig ved bordet.

Hun holdt øje med mig mens hun hældte en portion havregryn op i den dybe tallerken, satte den på en tom stol, løftede sin nederdel og tissede ned i grynene. Derpå stillede hun den ulækre portion foran mig og sagde hånligt: ” Æd det, det er din morgenmad i dag.” Jeg tøvede og hun holdt den lille sorte æske hen så jeg kunne se den og sagde: ” Inden jeg har talt til fem har du taget den første mundfuld og om ti minutter er tallerkenen tom, sker det ikke er det et stød, vælg selv.

Hun satte en hånd i siden og sagde: ” Et, og hvis du kaster op får du lov til at æde det også.” Jeg græd helt uhæmmet, havde ikke noget valg, men måtte bare adlyde og gøre som hun sagde, så jeg tog en lille skefuld, førte den op til munden, lod være med at trække vejret og fik skeen lirket in i munden. Grædende, totalt ydmyget og med den underlige smag af urin i munden, lykkedes det mig at få spist det hele uden at få stød igen og min stakkels hjerne var ligesom begyndt at gå i dvale.

Efter det ulækre måltid måtte jeg stå ved siden af haveslangen og klæde mig af mens hun stod og så på og hun gav mig besked på at lægge bleen med indholdet opad på græsplænen. Nøgen måtte jeg knæle ved siden af bleen med ansigtet vendt mod den, trådte hun hen bag mig, tog fat i mine arme, hev hårdt op i dem så hun tvang mig for over og uden jeg kunne gøre noget, maste hun mit ansigt ned i det ildelugtende indhold. Jeg kastede op, skreg som en sindssyg, faldt om på siden og hulkede helt ude af kontrol og med nogle hysteriske vræl der mindede om et dyrs kamp for overlevelse.

Indsmurt i den klamme ulækre substans måtte jeg samle bleen op med hænderne, bære den om til skraldespanden og smide den i. Undervejs fik jeg flere stød mens hun råbte at jeg var for langsom og mine vanvittige lyde var bare en uhyggelig rallen som fra et ur dyr uden hjerne eller sanser. Hun spulede mig grundigt og længe med den iskolde slange, skubbede mig omkuld på græsset flere gange og spulede hårdt op mellem mine ben så jeg skreg af smerte og skam.

Da hun var tilfreds med sit arbejde tog hun fat i mit hår og slæbte mig efter sig ned i kælderen og ind i det rum jeg tidligere havde været i. Under krogen i loftet satte hun et par manchetter om mine håndled, bandt dem fast til en snor og hejste mig op så jeg lige akkurat kunne nå gulvet med tåspidserne. Der på satte hun en stang mellem mine ankler så benene var vidt spredte og min sidste kontakt med gulvet forsvandt. Da hun var færdig tog hun et stykke ledning, lagde det dobbelt og snoede de to løse ender om sin hånd, så der hang cirka em meter frit i luften. Hun lod den suse gennem luften med en ildevarslende lyd, trak på ansigtet i en grimasse og sagde: ” Ugh, det gør ondt det her.”

Uden varsel svang hun sit tortur instrument, lod det ramme tværs over mit bryst og aftvang mig et vildt skrig der lød som dødsskrig fra et dyr i voldsom smerte. Inden jeg nåede at registrere det fulde omfang af smerte fra det første slag, ramte det næste, denne gang hen over det øverste af lårene, venusbjerget og mit ubeskyttede skridt. Endnu et vildt skrig forlod min hals, gjaldede mellem de bare vægge og ligesom opildnede hende til at slå en gang mere.

Hun var totalt nådesløs, slog og slog, tog ingen hensyn til at mine skrig blev mere og mere hæse, desperate og apatisk skingre. Hun var som i trance, tævede løs, var ligeglad med hvor hun ramte og lo når hun ramte et særligt ømfindtligt sted. Til sidst anede jeg ikke hvad der foregik, hang bare slapt i armene, gav et ryk med kroppen hver gang hun ramte, udstødte et halvkvalt støn dybt nede fra struben og følte det som om jeg var ved at dø. Jeg konstaterede end ikke at jeg mistede bevidstheden, først da hun hældte en spand koldt vand ned over mig kom jeg så meget til mig selv, at jeg kunne deltage i den verden der omgav mig.

Det var en verden af smerte, ubehag, kvalme og, en sitren i underlivet der fik mig til at græde og hulke som en vanvittig. Halvt ude af denne verden gik det op for mig at jeg faktisk blev liderlig af det her, at min forræderiske krop reagerede ved at sende en utæmmet liderlighed ud i hver en nervetråd og ligesom, trække mig dybere og dybere ind i min egen perverse hjerne. Hvordan kunne det ske, hvordan kunne en sådan mishandling, en sådan nedværdigelse og sådan en perversitet gøre det mod mig. Hendes hånd rørte mine mishandlede skamlæber, gled ind mellem dem, en finger gled helt op og hun sagde hæst: ” Din lille liderlige satan, få det dog ind i hovedet, det er mig der styrer nu, jeg har overtaget dig, dine funktioner, ja hele dit liv., du tilhører mig nu.”

Det skreg inde i mig>> Nej, hun skulle ikke gøre det, det var forkert, jeg var en selvstændig kvinde<< Jeg samlede mig sammen, så hende lige ind i øjnene og spyttede hende i ansigtet. Hun tørrede det af med bagsiden af ærmet, rystede på hovedet og sagde hvæsende: ” Det der var dumt.” Hun trykkede på den lille æske og mens jeg sitrede af det voldsomme stød i min hals, begyndte hun at tæve mig med ledningen igen. Hvor længe hun blev ved, hvor mange slag hun tildelte mig aner jeg ikke, men da jeg kom til mig selv føltes det som om hele min krop var et stort åbent sår som nogen havde gnedet salt i.

Jeg hang stadigt i armene, min hals var udtørret, alt gjorde ondt, det var mørkt og mine indvolde snørede sig sammen i angst. Tid var pludseligt noget helt absurd, både fordi jeg frygtede hvad hun ville gøre som det næste, men også fordi, jeg frygtede min egen reaktion på det der skete. Frygten stammede fra den gnist i min hjerne som atter en gang tændte min liderlighed. Min mishandlede krop, smerterne, den underlige form for frustration der opstod gennem et uvirkeligt ønske om flere klø. Mit underliv sitrede svagt, fik min stønnen til at blive en blanding af liderlig stønnen og en tilkendegivelse af de smerter jeg følte ovre alt i både krop og sind.

Jeg græd, men kunne ikke alligevel, jeg ville skrige, men kunne ikke, jeg ville væk, men måtte blive, jeg ville ikke mere, men ønskede mere, jeg burde dø, jeg var ikke værdig til at leve. Det lysnede en smule da dagslyset trængte ned gennem det en vindue der sad oppe under loftet. Jeg registrerede det mens jeg gennemgik perioder hvor jeg svævede mellem vågen, bevidstløshed og sovende tilstand, og jeg anede ikke hvilken dag det var, eller om der ville komme en ny.

Jeg havde ikke hørt hende komme ind i rummet, hørte ikke suset, men opdagede blot den afsindige smerte da ledningen atter ramte min ødelagte hud. Hun tævede mig igen, lod mig hyle og græde alt det jeg kunne, lod hånt om min håbløshed og lod bare ledningen danse sin ondskabsfulde dans over alt på min udstrakte krop. Jeg ved ikke hvor længe hun blev ved, blot at det var som en evighed en evighed af sindssyge, smerte, utålelige tanker og en knugende angst.

Det næste jeg konstaterede var en svag erindring om at hun smed en spand koldt vand ud over mig igen, ellers bare et blødt sort mørke der omsluttede mig som en slags beskyttelse. Hvor længe det varede, hvor mange gange hun kom ind og piskede mig, eller hvad mine egne reaktioner var mens det stod på, aner jeg intet om. Jeg ved bare at hun knækkede den sidste rest af vilje og kampmod jeg havde tilbage, aftvang mig den totale underkastelse og fik mig til at indse hvem og hvad jeg var og er. Da hun endelig slæbte mig op fra kælderen var jeg sengeliggende i en uge, en uge hvor jeg blev passet og plejet af hende og en veninde som var jeg en nyfødt baby. Min fortvivlelse var dog stadigt en del af mit sind, både fordi min krop reagerede ved at gennemtvinge en voldsom liderlighed der knugede mit indre på en aldeles vidunderlig måde. Så selv om en del af mig fandt det upassende at blive liderlig af det som foregik, nød den anden del de sitrende fornemmelser der konstant havde erobret og besat mit underliv.

Maria og veninden Lene masturberede mig flere gange om dagen, hver gang de skiftede min ble, badede mig, eller blot når de sad og så tv mens jeg lå som en dukke i et favntag hos en af dem. Min hud helede uden ar nogen steder, men selv om de fleste sår var væk var der stadigt mange tydelige striber alle steder, og jeg blev stadigt mindet om min tur i kælderen hvis jeg blev udsat for en uheldig påvirkning et eller andet sted.

Da ugen var gået fik jeg lov til at rende lidt rundt, men stadigt i ble og babytøj, og stadigt under deres opsyn konstant. Efter en måned var min hud atter i orden over det hele, så kun mindet om helvedet i kælderen var tilbage, men det var også nok til at holde mig på den sti Maria havde udstukket for mig. Jeg levede som et barn, blev behandlet som et barn og ved hjælp af hendes magt og ekstreme metoder, fastholdt hun barnet side om side med den voksne liderlige kvinde de ulmede latent inde i mig.

Læs næste afsnit

4 kommentarer

1. Lille Q

   22/09/2013 kl 13:55

   Jeg syntes det er en god fortælling, og jeg vil være glad hvis du fortsætter, for tro da Veronica begynder at forstå sin nye rolle

   0

   Besvar kommentar
2. Mere

   19/09/2013 kl 15:06

   Der kommer vel stadig en fortsættelse eller en historie i samme genre?
   Du skriver enormt godt og liderligt, skriv endelig meget mere ! 😀

   0

   Besvar kommentar
3. Mie

   19/09/2013 kl 10:05

   Øv.
   En ellers rigtigt god serie end til nu.
   Hvorfor skal historier altid ende i tis, lort og bræk.
   Det virkeligt sendt for her var en serie der havde rigtigt potientiale til at udvikle sig længe.
   Alle detaljerne fra de 2 foregående noveller er glemt og det virker som om den skal hastes igennem nu.

   0

   Besvar kommentar
   • Nanna Moulin

     19/09/2013 kl 22:53 - som svar på Mie

     læs det lige igen
     M. v. h. Nanna

     0

     Besvar kommentar