Et chok fór igennem mængden af stirrende kunder. Så begyndte kommentarerne: “Er hun helt væk? Midt i Matas?”

Forfatter: The Bimbo Maker

Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Tiffany vågnede langsomt, en tung, trykkende fornemmelse i maven, der straks overdøvede den sløve eftervirkning af at være spændt fast under den store brunstige gummihingst. Hendes øjenlåg føltes tunge, men da hun endelig fik dem åbnet, genkendte hun straks de glitrende vægge, der var badet i et blødt, pink neonlys. Hun lå på den bløde, pink satinmadras, der var formet som et par gigantiske læber. Det var det samme underlige rum, en blanding af boudoir og operationsstue, som sidst.

Hun forsøgte at trække vejret dybt, men det føltes som om, der ikke var plads. En enorm, spændt bule spærrede vejen. Forsigtigt lod hun blikket glide ned ad sin egen krop under det lette tæppe. Konturen af hendes mave var grotesk udspilet, som en kæmpemæssig, hård ballon. Hospitalskjolen strammede ubehageligt over den unaturlige runding.

Hun løftede forsigtigt en hånd og lagde den på sin mave. Den føltes stenhård og spændt. En svag, dunkende smerte bredte sig fra midten af hendes krop. Hun så sig forvirret omkring. I det ene hjørne stod det store spejl med den forvrængede ramme, der nu virkede endnu mere uhyggeligt. Overfor stod det lille, pink bord med de skrigende farver på makeup-produkterne. Loftet var dækket af det store, runde spejl, men hun orkede ikke at se sit eget spejlbillede lige nu.

Rummet var underligt stille. Hun kunne ikke høre Bunny Belles skingre latter eller Crystal Candys kølige stemme. Hun var alene. En kold følelse af frygt krøb op ad hendes rygsøjle. Hvad i alverden havde de gjort ved hende? Denne enorme vægt i hendes mave var skræmmende og unaturlig, og nu var hun helt alene i dette bizarre, pinke fængsel.

Med et tungt støn forsøgte Tiffany at sætte sig op. Hendes krop føltes fremmed og uhåndterlig, især den enorme, spændte mave, der gjorde enhver bevægelse besværlig. Hun gyngede et par gange, før hun med møje fik svinget benene ud over kanten af den læbeformede madras. Hun måtte lige stå et øjeblik og holde fast i sengekanten, før hun forsigtigt tog et skridt. Hun følte sig omtumlet og ustødig. Hvert skridt sendte en dæmpet, gyngende bevægelse gennem hendes udspilede midte, og det føltes som om, hun skulle bære rundt på en kæmpemæssig vandballon.

Langsomt og besværet bevægede hun sig hen mod det store spejl i hjørnet. Den forvrængede ramme fik rummet til at bølge omkring hende, og hendes eget spejlbillede syntes allerede at danse. Da hun endelig stod foran spejlet, stirrede hun vantro på sin egen refleksion.

Spejlets forvrængning gjorde hendes ansigt smalt og langstrakt, hendes nye læber så endnu mere groteske og unaturlige ud, som to overdimensionerede, pink pølser. Men det var maven, der dominerede billedet. Den buede enormt ud, en gigantisk, rund udposning, der næsten syntes at trække resten af hendes spinkle krop med sig ned. Hospitalskjolen strammede faretruende over det monstrøse omfang, og selv under det lette stof kunne hun se, hvordan huden var spændt til bristepunktet.

Hendes arme og ben virkede pludselig tynde og ubetydelige i forhold til den enorme midte. Det var et forvrænget billede, selv uden spejlets hjælp. Hun lignede en karikatur, en grotesk tegning. Hun så på sit eget ansigt i spejlet – stadig blegt og forvirret, men med øjne der nu begyndte at fyldes med en blanding af rædsel og afsky. Var det virkelig hende? Var det det, hun havde ønsket sig? Dette monstrøse, oppustede legeme, der knap nok lignede et menneske? Spejlet gav hende kun et endnu mere forvrænget og skræmmende svar.

Døren til rummet blev langsomt skubbet op, og først trådte et par skyhøje, glitrende stilethæle ind, efterfulgt af resten af Crystal Candy i en latex-version af Jessica Rabbits ikoniske kjole. Den dybrøde latex smøg sig stramt om hendes vulgære timeglasfigur, fremhævede hendes enorme silikonebryster, der næsten truede med at vælte ud over den dybe, hjerteformede udskæring.

Kjolen var lang og slank, men med en høj slids i siden, der afslørede et glimt af hendes lange, latexbeklædte ben. Hendes talje var snøret ind til en næsten umulig smalhed, hvilket kun understregede kurverne foroven og forneden. Hun bar lange, glitrende handsker, der nåede langt op ad armene, og hendes platinblonde hår var sat op i store, bølgende lokker. Hun så ud som en overdreven, latex-indpakket tegneseriefigur, en vulgær drøm af rød latex og glitter.

Hendes ansigt var et mesterværk af omhyggelig, om end overdreven, makeup. Huden var dækket af et tykt lag foundation, der gav hende et næsten dukkeagtigt, glat udseende. Øjnene var intenst indrammet af tyk, sort, flydende eyeliner, der strakte sig langt ud over øjenkrogen i et dramatisk vingeslag. Under de perfekt formede, men unaturligt fyldige øjenbryn, sad et lag iriserende, lilla øjenskygge, der glimtede under det pink neonlys. De lange, kunstige øjenvipper var så tætte og overdådige, at de næsten kastede skygger på hendes kinder. Hendes overdimensionerede “duck filler lips” var malet med en skrigende, mat rød læbestift, der var omhyggeligt tegnet op for at fremhæve deres unaturlige form. På kindbenene lå et lag skinnende, ferskenfarvet highlighter, der fangede lyset, og hendes kæbelinje var markeret med en mørkere nuance for at skabe et mere skulptureret look.

Lige i hælene på hende fulgte Bunny Belle, klædt som en latex-ridepige. Hendes outfit var ultrakort, en tætsiddende top i skrigende pink latex, der knap dækkede hendes enorme silikonebryster. Underdelen var et par små, sorte latex-shorts, der sad så stramt, at de fremhævede hendes gigantiske bagdel på en næsten karikeret måde. Hun havde lårhøje, sorte latexstøvler på med høje hæle og snører, der gik hele vejen op ad benene. Om halsen havde hun et bredt, pink latex-halsbånd med små pigge, og i hånden svingede hun legende med en kort, pink ridepisk.

Hendes ansigt var dækket af et endnu tykkere lag makeup end Crystal Candys, designet til at maksimere hendes “ekstrem vulgær” look. Hendes øjenbryn var tegnet op i en unaturligt høj bue, farvet kulsorte og fyldt ind med en skarp blyant. På øjenlågene lå et lag kraftigt, elektrisk blå øjenskygge, der strakte sig helt op til brynene. Hendes øjne var indrammet af tyk, sort eyeliner, både foroven og forneden, og de overdrevne, falske øjenvipper var så lange og tætte, at de næsten rørte hendes øjenbryn, når hun blinkede. Hendes kinder var malet med et tykt lag skrigende pink blush i store, runde cirkler, der gav hende et næsten klovneagtigt udseende. Læberne, der i sig selv var store og fyldige, var malet med en blank, neonpink læbestift, der var smurt et stykke ud over den naturlige læbelinje for at få dem til at se endnu større ud. Hendes platinblonde hår var sat op i to høje hestehaler med store, pink sløjfer, og hun havde endda små, glitrende rhinsten limet fast langs hendes kindben. Hun udstrålede en overdreven, næsten aggressiv sensualitet, en levende, latex-indpakket sexdukke med et skadefro smil på læben.

De stoppede i døråbningen og betragtede Tiffany, der stod foran spejlet med en forvrænget mine og en enorm, udspilet mave. Crystal Candy hævede et perfekt tegnet øjenbryn, mens Bunny Belle knækkede med pisken i luften med et tilfreds fnis.

Sammen satte Crystal Candy og Bunny Belle sig i bevægelse hen mod Tiffany, der stadig stirrede forfærdet på sit spejlbillede. Bunny Belle gik med lette, trippende skridt, hendes pinke ridepisk svingede let ved hendes side. Med jævne mellemrum lød et højt, slubrende sug fra hendes glitrende bæger, hvor det tykke, glinsende indhold blev inhaleret gennem det store, pink sugerør. Lyden af savl, der blev trukket op gennem røret, var næsten øredøvende i den ellers stille rum. Crystal Candy fulgte med roligere, mere målrettede skridt, hendes røde latexkjole knitrede let ved bevægelse. Hun betragtede Tiffany med et køligt, analyserende blik, mens Bunny Belle allerede havde et bredt, forventningsfuldt smil på læben, ivrig efter at se reaktionen på Tiffanys nye, voluminøse tilstand. Slurp, slurp lød det fra bægeret, en konstant lydkulisse til deres nærmen sig.

Da de to nåede hen til Tiffany, stoppede Crystal Candy og betragtede hende et øjeblik. Tiffanys øjne i spejlet var store og fyldt med en blanding af rædsel og vantro, hendes blik klistrede til den enorme udposning, der nu udgjorde hendes mave. Et svagt smil bredte sig om Crystal Candys perfekt malede læber. Hun rakte en hånd frem, hendes lange, røde negle glimtede, og lagde den blidt på Tiffanys spændte, runde mave. Med en næsten moderlig ømhed kærtegnede hun den enorme bule, hendes hånd gled langsomt hen over den spændte hud.

“Nå, Tiffany,” sagde Crystal Candy med en blød, næsten kælen stemme, “ser du, hvad vi har skabt? Er den ikke bare… perfekt? Så dejlig rund og fyldig. Du bærer virkelig de 50 liter med ynde, min lille ‘bimbo-grisling’.” Hun trykkede let på maven, og Tiffany gispede svagt. I baggrunden fortsatte Bunny Belle ufortrødent med at slubre højlydt fra sit bæger, lyden af savl, der blev suget op gennem røret, var en konstant påmindelse om den bizarre virkelighed, Tiffany befandt sig i.

Tiffany mærkede en insisterende trang i underlivet. Hun skulle virkelig tisse. Hendes blære føltes spændt og ubehagelig fuld, især med den enorme vægt i maven, der pressede nedad. Hun forsøgte at lade vandet, men der skete ingenting. Hun pressede lidt mere, men stadig intet. Forvirringen begyndte at melde sig. Hvorfor kunne hun ikke tisse? Hun følte tydeligt, at hun skulle, men hendes krop ville ikke adlyde. Hun kiggede rundt på Crystal Candy og Bunny Belle med et spørgende og let panisk udtryk i øjnene.

Bunny Belle så Tiffanys forvirring og sprang til med et skadefro grin. “Hvad glor du på, Tiffy-skat? Har du allerede glemt alt om den mega smarte ‘Stald-Slubbersaft’ vi gav dig? Husk nu, den virker kun, når du føler dig totalt ydmyget! Du skal virkelig være en lille, klam ‘bimbo-grisling’ indeni, før der kommer noget ud. Lige nu føler du bare trangen, men du er jo ikke pinliggjort nok endnu, vel?” Hun knækkede med pisken for at understrege pointen. “Så du kan godt spænde alt det du vil, min ven. Der kommer ikke en dråbe, før du virkelig har kravlet rundt i støvet af ydmygelse!”

Crystal Candy nikkede langsomt og tilføjede med en kølig, belærende tone: “Helt rigtigt, Bunny Belle. Tiffany, du skal forstå, at det handler om følelsen af ultimativ ydmygelse. I starten vil det primært være vores ‘hjælp’ og de situationer, vi sætter dig i, der udløser effekten. Men som tiden går, og du virkelig omfavner din nye identitet som vores lille ‘bimbo-grisling’, vil du opdage, at du også selv kan fremprovokere det.”

Hun trådte et skridt nærmere Tiffany og bøjede sig let forover, hendes blik borede sig ind i Tiffanys. “Forestil dig, Tiffany, hvis du virkelig føler dig værdiløs, hvis du taler grimt og ydmygende om dig selv… så kan det også virke. De første gange er altid sværest, du skal virkelig overgive dig til følelsen af at være komplet og aldeles ubrugelig. Men med øvelse vil du kunne mærke, hvordan trangen melder sig, blot ved tanken om din egen underlegenhed eller ved at kalde dig selv de rette ‘navne’.” Hun smilede et smalt, sadistisk smil. “Du vil lære at kontrollere det på din egen lille, perverterede måde, Tiffany. Du skal bare lære at svine dig selv nok til.”

Bunny Belle brød ud i en skingrende latter, der blev fulgt op af Crystal Candys dybere, mere kontrollerede hån. Tiffany sank sammen under deres blikke, og små snøft undslap hendes læber. *Slurp, slurp* lød det højlydt fra Bunny Belles bæger, en konstant lydkulisse til Tiffanys ydmygelse.

Crystal Candy kastede et blik på Bunny Belles glitrende bæger. “Ser ud til, at din ‘specialdrik’ er ved at slippe op, Bunny Belle,” bemærkede hun med et let smil. “Skal jeg ikke sørge for en refill?”

Bunny Belles øjne lyste op som to pink neonskilte. “Åh ja, total gerne, Candy-darling! Du er den bedste!” Hun nikkede ivrigt, så hendes touperede extensions hoppede.

Bunny Belle forsøgte at smile så bredt som muligt med sine grotesk opsvulmede “sausage lips”. Resultatet var et forvrænget, næsten karikeret udtryk. Hendes enorme læber, der allerede var unaturligt tykke og bulede, blev presset endnu mere fremad og udad. Den neonpinke læbestift, der var smurt et godt stykke ud over hendes naturlige læbelinje, strakte sig og dannede dybe folder og revner i overfladen. Midten af hendes overlæbe buede sig opad i to separate, pølseformede segmenter, mens underlæben nærmest dannede en tyk, hængende hylde. Da hun smilte, afslørede hun et glimt af sine hvide tænder, der virkede små og næsten forsvandt bag det massive lag af læbevæv. Hendes kindmuskler spændtes, hvilket fik de allerede overdimensionerede læber til at virke endnu mere svulstige og unaturlige, næsten som om de var ved at sprænges. Det var et smil, der på samme tid var vulgært overdrevet og en smule skræmmende, et tydeligt bevis på hendes dedikation til det ekstreme bimbo-look.

Crystal Candy tog roligt bægeret fra Bunny Belle. Med en elegant bevægelse fjernede hun låget med det store, pink sugerør og lagde det fra sig på det pinke bord. Hun åbnede langsomt munden, og hendes smukke, fyldige “duck filler lips” kom til syne. De var perfekt formede, med en tydelig, sensuel kurve på overlæben, der mindede om en ands næb – deraf navnet. Selvom de var overdrevne i størrelse, havde de en vis symmetri og en glat, næsten poleret overflade, smurt ind i den samme skrigende røde læbestift som før.

Mens Crystal Candy holdt munden åben, begyndte en stor bule at danne sig synligt på hendes hals, lige under kæben. Den pulserede let, som om noget blev presset opad. Tiffany stirrede måbende på fænomenet, hendes snøftende stoppede brat. Hun havde aldrig set noget lignende.

Pludselig, med en let gurglen, væltede en stor, tyk klat klar slim ud af Crystal Candys åbne mund og faldt med et plop ned i det tomme 1-liters bæger. Slimet var tykt og glinsende, næsten som smeltet glas, og det fyldte hurtigt bunden af koppen med et klamt, men fascinerende plask. Tiffany kunne ikke tage øjnene fra det.

Crystal Candy rakte med et endnu mere tilfreds smil bægeret tilbage til Bunny Belle. “Værsgo, min Bunny-boo. Lige præcis som du kan lide det, ikke sandt?” Hendes stemme var pludselig blevet overdrevent sødladen, næsten kvalmende i sin sukkerholdige klang.

Bunny Belle greb ivrigt bægeret med begge hænder, hendes pinke negle glimtede i det pinke lys. Hun førte det med en næsten andægtig mine op til sine grotesk opsvulmede læber, klar til at slubre den tykke, glinsende væske i sig. Men inden hun nåede at tage den første, lange slurk, løftede Crystal Candy en lang, handskebeklædt finger og stoppede hende blidt mod de neonpinke læber.

“Åh, men vent lige et øjeblik, min lille Bunny-boo,” sagde Crystal Candy med en endnu mere drilsk og sukkersød tone, der næsten fik tænderne til at løbe i vand. “Der er jo lige en lille, ekstra lækker dessert på menuen til min yndlings-kanin.” Hun lænede sig langsomt forover, hendes dybrøde latexkjole knirkede let ved bevægelsen, og hendes blik fangede Bunny Belles forventningsfulde øjne. Bunny Belle forstod straks antydningen. Med et utålmodigt, næsten klynkende lyd faldt hun prompte på knæ foran Crystal Candy. Hendes hænder klamrede sig stadig til bægeret, men hendes blik var nu fikséret på Crystal Candys fyldige læber. Hun strakte sig ivrigt op, hendes pinke halsbånd med de små pigge pressede let mod hendes hud, klar til at modtage den ventede godbid.

Endnu en stor, boblende klat tykt, klart slim, der så ud til at være perfekt dimensioneret til at fylde Bunny Belles allerede imponerende mund, væltede langsomt og dramatisk ud af Crystal Candys perfekt formede læber. Den dryppede tungt og glinsende, før den landede direkte i Bunny Belles åbne mund med et næsten lydløst plop. Bunny Belle lukkede straks læberne omkring den klamme masse og slugte den ivrigt med en højlydt, tilfreds gurglen, der kunne høres i hele det pink-belyste rum. Hun så taknemmeligt op på Crystal Candy med funklende øjne, hendes ansigt lyste op i et bredt, om end stadig grotesk, smil. “Mmmh, åh tak, Candy! Du er den allerbedste, din Bunny-boo elsker dig!” Hun krammede kortvarigt Crystal Candys ben med det ene arm, mens hun stadig holdt fast i sit elskede bæger med den anden.

Crystal Candy smilede blidt og klemte let om Bunny Belles ansigt med sine handskebeklædte hænder. Presset fik Bunny Belles allerede groteske “sausage lips” til at forvrænges på en næsten komisk, men på en underlig måde også tiltalende måde. De tykke, pølseformede læber blev presset endnu mere frem og opad, så de næsten dannede en karikeret trutmund. De dybe folder og revner i den neonpinke læbestift blev endnu mere markante, og det så næsten ud som om læberne ville sprænges under presset. Alligevel udstrålede Bunny Belle ren lykke, hendes øjne kneb sig sammen i et saligt smil.

“Min lille Bunny-boo,” sagde Crystal Candy med en stadig sukkersød stemme, “vil du være sød at give mig dit bæger et øjeblik? Du skal lige hente målebåndet ude i stalden til vores lille projekt her.”

“Total, Candy-darling!” svarede Bunny Belle begejstret og rakte straks bægeret til Crystal Candy. Med lette, trippende skridt, hendes pinke ridepisk svingende ved siden, forsvandt hun ud af døren.

Da Bunny Belle var ude af syne, vendte Crystal Candy sin opmærksomhed mod Tiffany, der stadig stod foran spejlet med en forvrænget mine. Hendes kølige blik borede sig ind i Tiffanys. “Se nu der, Tiffany,” sagde hun med en hånlig latter i stemmen. “Hvis jeg ville, kunne jeg let få dig til at pisse på det her pinke gulv, bare ved at lade dig smage en enkelt tår af Bunny-boos lækre drik. Forestil dig den ydmygelse! At stå der med dine latterlige læber og så bare lade det løbe ned ad benene.” Hun lo kort. “Men bare rolig, min kære. Jeg har meget, meget andre planer for dig. Planer, der er… langt mere underholdende.”

Pisse på gulvet… bare ved tanken… Tiffanys tanker flakkede. En kold, men underligt sitrende fornemmelse spredte sig i hendes underliv. Ydmygelsen ved tanken var næsten overvældende. Hun hadede Crystal Candy og Bunny Belle for deres sadisme, for den måde de behandlede hende på. Men samtidig… en lille, forbudt stemme hviskede i baggrunden af hendes sind… var der også en underlig, forvrænget form for spænding. Hvad ville der ske? Hvad havde de ellers planlagt for hende? Frygten og en ubehagelig forventning kæmpede om pladsen i hendes bryst. Hun var fanget, hjælpeløs og underlagt deres bizarre og perverse leg. Og en del af hende, en del hun skammede sig over, var rædselsslagen, men også… nysgerrig. Hvad ville hendes forvandling til en “bimbo-gudinde” egentlig indebære? Og hvor langt var hun villig til at gå?

Til Bunny Belles kærlige berøring vred Tiffany sig let. En rødmen bredte sig på hendes kinder, en blanding af skam over at blive behandlet på denne måde, men også en underlig, spirende fornemmelse af nydelse ved opmærksomheden – selvom den var hånlig og grænseoverskridende.

Crystal Candy, der havde iagttaget scenen med et skarpt blik, bemærkede Tiffanys reaktion. “Bunny-boo,” sagde hun med en advarende tone, “lad nu ikke vores lille ‘bimbo-grisling’ nyde det alt for meget. Vi vil jo ikke have, at hun tror, det her er en kærlighedserklæring.”

Hun vendte sig mod Bunny Belle. “Hent nu noget tøj til hende, min skat. Hun kan ikke gå rundt sådan der hele dagen.”

Uden et ord greb Bunny Belle fat i Tiffanys tynde hospitalskjole. Med et hurtigt, resolut ryk flåede hun stoffet op og trak det af Tiffany, så hun stod fuldstændig nøgen foran dem. Tiffany krummede sig sammen, forsøgte instinktivt at dække sig selv med armene, men hendes bevægelser var klodsede og ineffektive med den enorme mave. Bunny Belle smed den iturevne kjole på gulvet og trippede ud af rummet for at hente det nye tøj.

Crystal Candy betragtede Tiffany fra top til tå med et iskoldt, foragtende blik. “Se nu der,” sagde hun med en spydig latter. “Bag alle de der latterlige læber og den oppustede mave gemmer der sig stadig en kedelig, fladpattet krop. Dine arme er stadig tynde som pinde, og dine ben… ja, de er knap nok værd at nævne. Og den der lille, formløse numse… den skriger jo nærmest efter en ordentlig omgang silikone. Du er stadig så langt fra at være den ‘bimbo-gudinde’, du drømmer om, Tiffany. Men bare rolig, min kære. Vi skal nok sørge for, at selv de sidste rester af din naturlige usselhed bliver forvandlet til noget… mere passende.” Hun grinede igen, en kold, hjerteløs lyd.

Bunny Belle kom tilbage ind i rummet, svingende med en foldet t-shirt og et par ultrakorte jeans-shorts. Tiffany genkendte straks t-shirten. Det var en af dem, hun havde haft på før, bare en anelse mindre og mere stramtsiddende nu. Den havde stadig det samme provokerende tryk med store, pink bogstaver: “I LOVE HORSECUM”. Med en følelse af dyb skam tog hun t-shirten og trak den over hovedet. Stoffet strammede ubehageligt over hendes enorme, runde mave, der nu stak tydeligt ud foran hende.

Bunny Belle rakte hende de små denimshorts med flosset kant. “Og her er dine nye underdele, Tiffy-skat,” sagde hun med et hånligt smil. “Du ligner jo totalt en eller anden klam taber-pige fra Falster, der er blevet gravid uden en kæreste. Top nice!” Hun grinede højt ved sin egen “joke”.

Bunny Belle, tydeligt stolt over sin egen vittighed, men tilsyneladende usikker på om Tiffany havde fanget den, lænede sig ind mod Tiffany med et overdrevet, hjælpsomt smil. “Altså, du ved,” begyndte hun med en langsom, overtydelig diktion, som om hun talte til et meget lille barn, “Falster… det er jo sådan et sted… lidt ude på landet, lizzom? Og så ‘gravid uden kæreste’… det er jo fordi… altså, du har jo den der mega store mave, ikke? Og… ja… du ved…” Hun stoppede et øjeblik, rynkede panden i koncentration og kiggede så triumferende på Tiffany. “Det er fordi, du ser lidt ‘uheldig’ ud, totalt! Fattede du den?” Hun ventede med et forventningsfuldt blik, som om hun lige havde leveret den mest geniale pointe i verden.

Crystal Candy trak på smilebåndet, et køligt, overlegent udtryk i øjnene. “Ja, Bunny-boo har fat i noget,” sagde hun med en let, ironisk tone. “Man kunne næsten sige, Tiffany, at du udstråler en vis… ‘lokal charme’. Som en omvandrende reklame for teenage-graviditeter og discount-bleer fra Netto. Top nice, ikke sandt?” Hun lo kort, en tør, sarkastisk lyd, der understregede hendes foragt.

Bunny Belle nikkede ivrigt og udbrød: “Ja, præcis! Netto! De har jo tit de der mega billige bleer på tilbud! Smart set, Candy!” Hun klappede begejstret i hænderne, tilsyneladende helt uvidende om den stikpille, Crystal Candy netop havde sendt afsted mod Tiffany.

Crystal Candy smilede overbærende ved Bunny Belles manglende forståelse. “Ja, nu vi taler om Netto, Bunny-boo,” sagde hun med en tone, der antydede, at hun talte til et barn, “så tænker jeg, at Tiffany skal en lille tur ud. Vi mangler vist både det ene og det andet her på klinikken.”

Tiffany spærrede øjnene op. “Hvad? Nej, jeg kan ikke gå ud sådan her alene! Se på mig!” Hun pegede fortvivlet på sin udspilede mave og den stramme t-shirt. “Folk vil jo stirre!”

Bunny Belle slog ud med armene og kiggede forundret på Tiffany. “Men Tiffy-skat, hvad snakker du om? Det er jo totalt normalt nede på Falster! Jeg har set masser af piger gå rundt præcis sådan der! Med en lækker stor mave og en stram top – det er jo mega hot! Og de er så stolte af det! De viser det hele frem, lizzom. Du ved, sådan ‘jeg er en lækker mama-to-be’ vibe, bare meget mere… bimbo-agtigt!” Hun blinkede til Crystal Candy. “De elsker at vise deres former frem, og du har jo de vildeste former nu! Du ville jo gerne være en ægte bimbo, ikke? Så er det jo bare at embrace det! Du ligner jo en af de der top nice piger fra Nykøbing Falster, der ved, hvad de vil have!” Hun smilede bredt. “De ville være totalt misundelige på dine nye læber også!”

Crystal Candy nikkede. “Præcis, Tiffany. Du skal bare afsted. Vi bliver her og venter på dine indkøb.” Hun gik hen til det pinke bord og fandt en lille blok frem samt en pen. Hurtigt kradsede hun nogle ord ned og rev arket af. Hun rakte listen til Tiffany sammen med en lille pose, der klang svagt af mønter. “Her er listen over, hvad du skal hente i Matas: en stor tube af den billigste, glimmer-fyldte lipgloss de har, en pakke med de falske øjenvipper der er allerlængst og tykkest, og den billigste øjenskyggepalette med så mange skrigende farver som muligt. Og her er lidt penge til det. Skynd dig nu, vi venter spændt på at se dine indkøb.”

Tiffany rystede på hovedet, hendes nye, store læber vibrerede let. “Nej, jeg kan virkelig ikke. Selv hvis det er normalt på Falster… jeg føler mig stadig helt forkert. Alle vil kigge, og de vil vide, at der er noget galt.” Hun kiggede ned på sin udspilede mave med en følelse af dyb ubehag.

Crystal Candy sukkede let, som om hun var skuffet over Tiffanys manglende fremskridt. Hun gik hen til Tiffany og lagde en hånd på hendes skulder. “Tiffany, min kære,” sagde hun med en blød, næsten moderlig stemme, “du skal virkelig begynde at se det her fra et andet perspektiv. De piger på Falster, som Bunny-boo så kærligt refererer til, de er ikke flove over at skille sig ud. Tværtimod. De omfavner deres unikke stil med selvtillid. De ved, at opmærksomhed ikke er noget at frygte, men noget man kan bruge.”

Hun fortsatte, hendes stemme var rolig og overbevisende. “Tænk over det. Du har nu noget, som ingen andre har. En krop, der er… bemærkelsesværdig. Ja, folk vil måske kigge. Men er det nødvendigvis negativt? Måske er det beundring. Måske er det nysgerrighed. Og selv hvis der er nogen, der dømmer dig – hvad betyder det i det store billede? Du er på en rejse, Tiffany. En rejse mod den person, du altid har drømt om at være. Og nogle gange kræver det, at man træder ud af sin komfortzone og viser verden, hvem man er ved at blive. Vær stolt af din forvandling, Tiffany. Vær som de selvsikre kvinder på Falster, der tør at være anderledes.”

Tiffany bed sig i læben, hendes blik flakkede. Crystal Candys ord havde en underlig, hypnotisk effekt. Måske havde hun ret. Måske var det hendes egen usikkerhed, der holdt hende tilbage. Hun tænkte på sin drøm om at blive en bimbo-gudinde. Var det ikke netop det her, det handlede om? At turde skille sig ud?

Med et dybt suk nikkede hun langsomt. “Okay,” sagde hun med en stemme, der stadig lød usikker, men med en ny form for beslutsomhed i bunden. “Jeg gør det.”

Crystal Candy nikkede blot kort uden at fæste blikket på Tiffany. Bunny Belle havde allerede vendt sig mod Crystal Candy og med et ivrigt smil fiskede hun en af Crystal Candys enorme silikonebryster ud af den dybrøde latexkjole. Uden at ænse Tiffany, der stod i døråbningen, lagde Bunny Belle begærligt læberne omkring brystvorten og begyndte at guffe højlydt, hendes øjne lukkede i nydelse. Det var det sidste syn Tiffany havde af de to kvinder, da hun tøvede et kort øjeblik i døråbningen, før hun trak vejret dybt og gik ud i den kølige aftenluft.

Tiffany smækkede lydløst bagdøren i efter sig og befandt sig i gyden bag MEGA BIMBO. Aftenluften var kølig og bar duften af fugtigt brosten og en vag, ubehagelig lugt af skrald. Gyden var smal og mørk, kun sparsomt oplyst af en enkelt, flakkende gadelygte for enden. Murene på begge sider var rå og beskidte, med graffiti i forskellige farver og afskallede plakater, der hang i laser. Enkelte skraldespande stod langs muren, nogle væltede og spredte affald ud over de ujævne brosten. En vandpyt reflekterede svagt lyset fra gadelampen og en ensom, herreløs kat smøg sig lydløst langs den ene mur.

Desperationen rev i Tiffany. Hun skulle tisse, smerten og presset var næsten uudholdeligt, men intet skete. Crystal Candys ord om ydmygelse ringede i hendes ører. Hun så sig febrilsk omkring i den dunkle gyde. En rusten, bulet skraldespand, der stod halvt væltet med affald spildt ud omkring sig, fangede hendes blik. Det var klamt, ulækkert, men det var det, hun følte, hun havde brug for.

Knæene føltes svage, da hun bøjede sig ned. Hendes store mave gjorde bevægelsen besværlig og ubehagelig. Hun strakte sig forsigtigt frem, hendes ansigt tættere og tættere på det beskidte metal. Hun lukkede øjnene, mens en kvalmende fornemmelse steg op i halsen. Med en hurtig, desperat bevægelse pressede hun sine store, unaturlige læber mod den kolde, ru overflade af skraldespanden. Hun kyssede den beskidte metaloverflade, smagte støv og en underlig, bitter eftersmag. Hun holdt kysset et kort øjeblik, mens tårer pressede sig frem bag hendes øjenlåg, fyldt med afsky over sig selv og den situation, hun var havnet i. Hun håbede inderligt, at denne selvfornedrelse ville være nok. Hun havde brug for at tisse. Hun havde brug for lindring.

Hendes forsøg på ydmygelse i gyden havde ikke hjulpet. Presset på blæren var stadig uudholdeligt, og skammen over at have kysset en skraldespand føltes klam og meningsløs. Hun græd stille for sig selv, mens hun forlod gyden og trådte ud på fortovet. Jo tættere hun kom på gågaden, hvor Matas lå, desto flere mennesker var der. Aftenmyldret var i gang, folk var på vej hjem fra arbejde, ude at handle eller på vej til restauranter og caféer.

Tiffany forsøgte at gøre sig så usynlig som muligt, men med sin udspilede mave, den stramme t-shirt med det provokerende tryk og de ultrakorte shorts var det en umulig opgave. Hun mærkede blikke bore sig ind i hende, og hun kunne høre dæmpede stemmer bag sin ryg.

Da hun passerede et ældre ægtepar, der stod og kiggede på et butiksvindue, stødte konen sin mand i siden og hviskede:

Kvinden: “Se lige hende der, Hans. Er hun gravid eller bare tyk på den der underlige måde?”
Manden: “Jeg ved ikke, Else. Underligt ser det i hvert fald ud.”

Lidt længere nede ad gaden gik en gruppe teenagere forbi. Den ene af dem grinede og nikkede i Tiffanys retning.

Teenager 1: “Hørte du, hvad hun sagde?”
Teenager 2: “Nej, hvad?”
Teenager 1: “Hold da op, de læber! Hun ligner jo en tegneseriefigur, der er gået galt.”

Ved et busstoppested stod en kvinde og ventede. Da Tiffany gik forbi, lænede kvinden sig ind mod en anden, der sad på bænken.

Kvinden ved stoppestedet: “Du, så du hende der lige?”
Kvinden på bænken: “Ja, mærkelig type.”
Kvinden ved stoppestedet: “Hvad står der på hendes trøje? ‘Jeg elsker hestesæd’? Hvor klam er det lige?”

Tiffany skyndte sig videre, hendes kinder blussede af skam. Ved et gadehjørne stod to unge mænd og snakkede. Den ene af dem fulgte hende med blikket.

Mand 1: “Gad vide, hvor hun er på vej hen?”
Mand 2: “Jeg ved ikke, men se lige de shorts til den mave.”
Mand 1: “De shorts er godt nok korte til den mave. Hun har vist ikke set sig selv i spejlet.”

Hun nærmede sig nu et område med flere butikker og passerede en ung kvinde, der stod og kiggede på et udstillingsvindue med tasker. En veninde kom hen til hende.

Veninde 1: “Hvad kigger du på?”
Veninde 2: “Ikke noget særligt. Men så du hende der lige gik forbi?”
Veninde 1: “Ja, hende med den store mave?”
Veninde 2: “Ja. Har hun virkelig en trøje på, hvor der står ‘Jeg elsker hestesæd’? Hvorfor i alverden ville nogen gå rundt med sådan noget?”

Endelig nåede Tiffany frem til Matas. Hun skyndte sig ind i butikken, lettet over at slippe væk fra de dømmende blikke og hånende kommentarer, selvom hun vidste, at hun stadig så præcis lige så “forkert” ud indendørs. Hun kunne stadig mærke folks øjne på sig, men herinde var der i det mindste lidt mere anonymitet blandt hylderne med makeup og cremer.

Mens hun gik forbi et spejl i butikken, fangede hun sit eget spejlbillede. Den stramme t-shirt fremhævede den groteske udposning på hendes mave, og de store, unaturlige læber dominerede hendes blege ansigt. Hun så virkelig forfærdelig ud. Tårerne pressede sig igen frem i hendes øjne. Hun hadede det. Hun hadede sig selv. Hun hadede MEGA BIMBO. Men hun skulle have de makeup-ting. Hun skulle gøre, som de havde sagt. Med et tungt suk gik hun hen til hylden med billig makeup.

Mens Tiffany stod ved spejlet og stirrede på sit eget forvrængede spejlbillede, kom en kvinde i fyrrene hen til hende. Hun havde et forfærdet udtryk i ansigtet og pegede med en rynket næse på Tiffanys t-shirt, hvorefter hendes blik faldt på Tiffanys enorme mave.

“Undskyld mig,” sagde kvinden med en stemme, der næsten knækkede over af forargelse. “Men… står der virkelig ‘Jeg elsker hestesæd’ på din trøje?”

Tiffany, der allerede følte sig iagttaget og dømt, sank lidt sammen. “Ja,” mumlede hun lavt og undgik kvindens blik.

Kvinden trådte et skridt nærmere og så med afsky på Tiffanys mave, der buede faretruende ud under t-shirten. “Har du drukket for meget af det der klamme stads, siden du er blevet så… opsvulmet?” Hun rystede på hovedet i vantro. “Er det… er det hestesæd, du er fyldt med?” Hendes stemme var fyldt med væmmelse.

Tiffany spærrede øjnene op, chokeret over det direkte og ækle spørgsmål. “Nej! Nej, selvfølgelig ikke!” skyndte hun sig at sige og rystede heftigt på hovedet, mens tårer pressede sig frem i hendes øjne. “Jeg har bare… jeg har fået den her trøje. Jeg ville aldrig… det er ikke…” Hun kæmpede for at finde ord, fuldstændig ydmyget og forfærdet over kvindens beskyldning. Hun anede stadig ikke præcis, hvad “horsecum” betød, men hun forstod tydeligt, at det var noget dybt frastødende, og at denne fremmede kvinde troede, at hun frivilligt havde indtaget det i enorme mængder.

Kvinden vendte sig på hælen og gik hurtigt væk, hendes ryg tydeligt udtrykte foragt. Tiffany stod tilbage, rystet og med tårer i øjnene, og stirrede ned på sin egen mave. Hun følte sig beskidt og udstillet.

Kort efter kom en ekspedient hen til hende. Hun var en ung kvinde med opsat hår og en Matas-uniform. Hun smilte et professionelt, men lidt anstrengt smil til Tiffany, mens hendes øjne hurtigt flakkede ned ad Tiffanys krop og tydeligt hang fast ved t-shirten et øjeblik.

“Hej,” sagde ekspedienten med en høflig, men en smule distanceret stemme. “Jeg så, at du stod her lidt alene. Kan jeg hjælpe dig med at finde noget?” Hun gjorde en kort pause, og tilføjede så med et let, påtaget smil: “Vi har et stort udvalg af både lækre og… øh… mere specielle produkter.” Hun lagde ikke skjul på, at hendes blik igen gled ned til Tiffanys trøje. Selvom hun forsøgte at være professionel, kunne Tiffany tydeligt fornemme, at ekspedienten fandt hende og hendes tøj dybt frastødende.

Tiffany rakte ekspedienten den krøllede liste fra Crystal Candy. Ekspeditenten tog den og læste den hurtigt igennem. Hendes øjenbryn løftede sig en smule, da hun så de specifikke ønsker om den “billigste, glimmer-fyldte lipgloss,” de “falske øjenvipper der er allerlængst og tykkest,” og den “billigste øjenskyggepalette med så mange skrigende farver som muligt.” Hun kiggede kort på Tiffany igen, et udtryk af bekræftet forargelse i øjnene, men hun nikkede professionelt.

“Jeg skal se, hvad vi har på lager,” sagde hun med en tone, der hverken var venlig eller fjendtlig, men blot konstaterende. Hun vendte sig om og gik hen mod de forskellige makeup-afdelinger.

Mens ekspedienten var væk, begyndte en lille gruppe kunder at samle sig omkring Tiffany. Først var det et par, der stoppede op og kiggede diskret, men snart kom der flere til, tiltrukket af opmærksomheden. Nu stod der fem-seks mennesker i en løs cirkel omkring Tiffany, og de glor på hende med åbenlys nysgerrighed og en vis grad af foragt. Tiffany kunne mærke deres blikke som fysiske berøringer, og hun forsøgte at se væk, men der var ingen steder at kigge hen.

Hun fangede brudstykker af deres hvisken og dæmpede samtaler.

“Har hun virkelig den trøje på? Hvorfor?”

“Hørte jeg rigtigt? Noget med heste…?”

“Hun ser jo helt… klam ud.”

“Er det en joke? Det må være en joke.”

Tiffany krummede sig sammen indvendigt, hendes ansigt blussede. Hun ønskede bare, at jorden ville sluge hende. Hun følte sig som et dyr i et bur, udstillet til offentlig fornedrelse. Presset på hendes blære blev kun værre af den intense ydmygelse. Hun skulle tisse, men hun vidste, at hun ikke kunne, ikke her, ikke nu, med alle de stirrende øjne.

Ekspeditenten kom tilbage med de tre billige makeup-produkter i en lille plastikpose. Hun stillede dem på disken foran Tiffany. Tiffany fumlede i sin lomme efter posen med småpenge, som Crystal Candy havde givet hende. Da hun trak den frem, revnede den tynde plastikpose pludselig i bunden, og en strøm af mønter væltede ud og trillede med klirrende lyde ned på det glatte gulv.

Med et forskrækket udbrud forsøgte Tiffany pr refleks at gribe fat i de faldende mønter, men hendes klodsede bevægelser og den store mave i vejen gjorde det umuligt. Mønterne spredte sig i alle retninger og forsvandt ind under hylderne.

Tiffany sukkede opgivende og satte sig tungt på knæ for at samle dem op. Men hendes udspilede mave gjorde det umuligt at bøje sig ordentligt. Hun måtte til sidst give efter og placerede begge hænder på gulvet for at støtte sig, så hun nu stod på alle fire, med bagdelen i vejret og t-shirten trukket op over maven.

Fra gruppen af stirrende kunder lød en dæmpet latter. To kvinder, der stod tættest på, udvekslede et blik. Den ene hviskede til den anden: “Gud, har hun slet ikke noget under på?” Den anden svarede med et fnis: “Jeg tror, man kan se hele hendes… ja, du ved.” Hun nikkede diskret i Tiffanys retning.

Åh Gud, hvor er det pinligt! Alle kan se mig. Jeg ligner en strandet hval på alle fire. Og de kan se… de kan se alting. En bølge af skam skyllede igennem Tiffany, hendes kinder blussede endnu mere. Men under skammen lurede en anden følelse, en varm, ilter fornemmelse i underlivet. De kan se min fisse. Alle de mennesker står og glor på min fucking fisse. Tanken var både forfærdelig og… ophidsende. En pervers trang begyndte at spire i hende. Jeg vil gerne have, at de ser. Jeg vil gerne have, at de ser mig helt nøgen og ydmyget.

Pludselig, midt i skammen og den underlige lyst, slog det hende. Ydmygelse. Crystal Candy havde sagt, at det var ydmygelse, der skulle til. Og hvad var mere ydmygende end det her? At stå på alle fire i en offentlig butik, uden trusser, med en kæmpe mave og en t-shirt med den klammeste tekst i verden? Ubevidst spredte hun benene en smule mere, en næsten umærkelig invitation til de stirrende øjne. Måske… måske var det det her, der skulle til. Måske ville denne ultimative ydmygelse endelig få sluserne til at åbne sig. Hun knugede hånden om en af de mønter, hun havde samlet op, og en desperat, næsten dyrisk forhåbning tændtes i hende.

Mens Tiffany lå på alle fire og desperat forsøgte at samle de spredte mønter, gled hendes ene hånd instinktivt længere ned. Fingrene fandt vej under kanten af de korte jeans-shorts og stødte mod hendes bare hud. Uden at tænke over det, måske drevet af den intense blanding af skam og en underlig, desperat lyst, begyndte hendes fingre at bevæge sig let mod hendes klitoris.

Et chok fór igennem mængden af stirrende kunder. Et par gisp kunne høres. Så begyndte kommentarerne, først dæmpede, men hurtigt mere højlydte og aggressive.

“Gud nej! Hvad fanden laver hun?”

“Er hun helt væk? Midt i Matas?”

“Se lige hende den klamme kælling!”

“Ad, hvor er hun ulækker! Føj!”

“Se hendes fede røv! Og så sidder hun der og… klamt!”

“Er det mon derfor, hun har den der t-shirt på? Hun er jo helt fucked up!”

Tiffany hørte de forfærdelige ord, der haglde ned over hende som piskeslag. Skammen brændte i hendes ansigt, men samtidig følte hun en underlig, fjern tilfredsstillelse. De så hende. De så hende virkelig. Og for første gang i lang tid føltes det… som om der måske var en lille smule bevægelse i hendes fyldte blære. En svag murren, et lille tryk. Var det nok? Var hun endelig ydmyget nok?

Tiffany hørte de forfærdelige ord, der haglde ned over hende som piskeslag. Skammen brændte i hendes ansigt, men i stedet for at krybe sammen, følte hun en underlig, pirrende modstandskraft vokse i sig. Deres forargelse, deres afsky – det virkede næsten som brændstof på en underlig, fordrejet trang. Jo mere de svinede hende til, desto mere ivrig blev hun. En varm, pulserende fornemmelse bredte sig i hendes underliv, og hun pressede fingrene hårdere mod sit hævede køn.

Pludselig slap et højt, klagende stønne hendes læber. Det kom uventet, overraskende selv for hende. Men lyden, så vulgær og utvetydig midt i det offentlige rum, gav hende et chok af en anden slags. Hun stønede igen, denne gang mere bevidst, en dyb, vibrerende lyd, der fyldte den pinlige stilhed, som havde sænket sig over de forfærdede kunder. Hun kunne høre mumlen og gispene omkring sig, men det eneste, hun kunne fokusere på, var den stadig mere intense følelse mellem hendes fingre og den presserende trang, der nu syntes at handle om mere end bare hendes fyldte blære.

Pludselig spændte hele Tiffany’s krop sig. Et øjebliks intensivering, og så væltede det ud af hende i kraftige, pulserende stråler. En ekstrem sprøjteorgasme, der efterlod et vådt spor på gulvet under hende. Et par unge piger i gruppen af tilskuere udbrød forfærdet og med en blanding af fascination:

“Holy shit! Har I set det? Hun sprøjter jo helt vildt!”

“Ad, det er så klamt, men… vildt på en eller anden måde!”

I det samme trådte Tiffanys nye instinkter i kraft. Uden at tøve et sekund, vendte hun sig langsomt om på alle fire og begyndte at slupre de våde pletter på gulvet i sig. Hendes store læber smattede mod fliserne, mens hun ivrigt forsøgte at få fat i alle dråberne.

Og så, som om hendes krop endelig havde fået nok, gav hendes blære efter. En varm, lindrende strøm væltede ud af hende og dannede hurtigt en stor, dampende pøl på det lyse gulv. En af de ældre tilskuere, der havde fulgt det hele med rynket pande, stødte til sin veninde og hviskede: “Jeg sværger, der må være mindst… tre liter!”

Da Tiffany hørte kommentaren om de tre liter tis, stoppede hun øjeblikkeligt med at slupre sine egne safter i sig og vendte sig lynhurtigt om mod den dampende pøl på gulvet. Uden tøven sænkede hun hovedet og begyndte ivrigt at slikke sit eget urin i sig.

“Åh ja, det er det bedste!” råbte hun højt, så det rungede mellem hylderne i Matas. “Jeg elsker mit eget tis! Det smager så fucking godt! Jeg er så klam! Jeg er en ulækker lille tis-hore, og jeg elsker det!” Hun slubrede højlydt og kiggede op på de forfærdede ansigter med et vildt, manisk smil. “Se mig! Jeg er så fucking klam, og jeg elsker det! I er bare misundelige på min lækre tis!” Hendes sprog var groft og vulgært, fyldt med selvforagt og en underlig, pervers stolthed. Hun fortsatte med at slikke gulvet rent for sit eget urin, mens de andre kunder i Matas stod måbende og forfærdede tilbage.

Pludselig spændte hele Tiffany’s krop sig til det yderste. Et øjebliks intensivering, og så eksploderede det fra hende i kraftige, pulserende bølger. En ekstrem sprøjteorgasme, der syntes at vare ved i en evighed. Tykke stråler af klar væske skød ud fra hendes krop og ramte gulvet med små plask. Men kraften var så enorm, at nogle af strålerne også nåede ud til de nærmeste tilskuere. Et par piger foran hende skreg forskrækket, da de blev ramt på benene og skoene af den varme væske. En ældre herre, der stod lidt til siden, fik en sprøjt op på sin jakke og stirrede vantro ned på den våde plet.

Straks efter den første pøl af urin havde forladt hendes krop, mærkede Tiffany endnu en kraftig trang. Det føltes som om, der stadig var masser tilbage. Og ganske rigtigt, endnu en stor ladning tis væltede ud af hende og blandede sig med den første pøl på gulvet. En anden kunde, en yngre kvinde med piercinger i ansigtet, udbrød med overraskelse: “Holy moly! Det er jo mindst fem liter nu, tror jeg!”

Tiffany, badet i sit eget urin og omgivet af pletter af sin sprøjteorgasme, smilede et saligt, vanvittigt smil. Hun lagde sig langsomt på ryggen i den varme, våde pøl og spredte benene. “Ja, jeg er så fucking klam,” stønede hun henrykt. “Jeg er den klammeste luder i hele verden, og jeg elsker det!” Hun rev de korte jeans-shorts af sig og smed dem til siden. Med begge hænder begyndte hun ivrigt at gnide sig mellem benene, hendes øjne rullede i hovedet af vellyst.

Alt begyndte at flimre for Tiffany. Synet blev sort i kanterne, og lyden af de forfærdede mumlen omkring hende forsvandt gradvist.
Historien fortsætter under reklamen

Inden hun gled helt væk i mørket, hørte hun tydeligt to ord, der syntes at komme fra ingen steder: “SIMULATION SLUT”

Læs næste afsnit