“Du skal udblokkes som du aldrig har prøvet det før. Han pressede dildoen mod min ringmuskel “MMFFF” ..

Forfatter: Lester Crest

Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Vi fulgte Roland over til hospitalet. Vi gik ned gennem gangene og kom til en lang gang med små celler.

“Vi samlede denne dreng op for et års tid siden. Det var politiet i Paradise som kom med ham. Han havde nogle skader og ville ikke snakke. Politiet mente at han var en af de mange drenge som var løbet hjemmefra på grund af vold i hjemmet, men jeg var nu ikke sikker. Hans tilstand var ikke god, så vi placerede ham her på en afdeling hvor han har fået god pleje og 3 måltider om dagen, men tale ville han ikke.”

Roland åbnede døren til cellen. En skikkelse sad på gulvet. Personen havde en spændetrøje på og så en læderhætte over hovedet hvor der var åbninger til næsen og en lille hul til at trække vejret gennem munden. Roland løsnede panelet som holdt gummi-tingen med hul i på plads i munden, hvorefter han løsnede den snøre som holdte læderhætten snøret tæt til hovedet. Hætten kom af og under den gemte sig Garvin. En dreng som jeg kort havde mødt året før.

Sheriffen gik hen til ham. “Vi ved at nogle har skåret i dig. Kan du fortælle hvem det var?”

Garvin vendte blikket ind mod væggen.

“Det nytter ikke noget” sagde doktor Stirling.

“Hvor frustrerende” sagde Sheriffen.

“Jeg tror jeg ved, hvem det er. Det er Weaver.” sagde jeg. Jeg huskede at have set ham løbe gennem skoven forskræmt efter et besøg på hospitalet.

Garvin kom med en lyd og begyndte at banke hovedet ind i væggen. Roland skyndte sig at give ham hætten på igen. Nogle sygeplejersker hentede ham, så han kunne være i et rum med polstrede vægge i stedet.

“Eneste problem er, at vi ikke har nogle beviser. Drengen siger ikke noget og jeg får ikke en dommer til at kræve et tandaftryk i en sag hvor en anden allerede er dømt.” kom det fra Sheriffen. “Vi har brug for en tilståelse”

“Lad mig opsøge ham,” sagde jeg. Jeg havde mistet en ven og det hjem, jeg havde boet i gennem nogle sommerferier. Ikke mindst var borgerne i byen mistroiske i forhold til mine tætte forbindelser til Eliott. Intet ville blive normalt så længe at folk troede at han havde været morderen.

“Det er alt for farligt,” sagde Roland.

“Farligt, men måske vores eneste chance” sagde Alice. “Kender du nogle andre, der kunne gøre det, og vi vil være lige i nærheden.”

Roland syntes ikke om det, men kunne godt se at det var den bedste mulighed for at få en tilståelse. “Af hensyn til din tante, må jeg kræve at der ikke tages nogen chancer.” Han trak vejret dybt, før han fortsatte. Hun genvinder aldrig fatningen, hvis du bliver slået ihjel.”

“Det kræver planlægning,” sagde Alice. Vi satte os ned og lavede en plan.

Et par dage senere sad jeg i vejkanten og så nedtrykt ud. Weaver kom forbi med sin hestevogn. Han stoppede, da han så mig. “Jeg synes, at man hænger noget med næbbet.”

“Ja. Alle tror at jeg har part i mordet fordi jeg delte adresse med Eliott og min tante er indlagt på ubestemt tid.” svarede jeg.

“Det lyder ikke godt. Hop op. Jeg byder på en kop kaffe. Det er en forfærdelig historie med alt det som er sket den sidste tid.”

Jeg kravlede op på hestevognen og vi kørte forbi hospitalet. “Er det rigtigt at du er flyttet ind hos doktor Flush?” spurgte Weaver.

“Ja. Han kender min tante fra gammel tid og så kan jeg besøge min tante så tit at jeg har lyst, løj jeg. Min tante var i sin egen verden inde i den læderhætte, hun var næsten 24 timer i døgnet. Roland håbede, at min tante over tid berøvet af alle udefrakommende indtryk ville finde til at bearbejde sine traumer.

“Det lyder godt. Ved han hvad du laver?”

“Nej. Han har så travlt på hospitalet, så jeg er mest for mig selv. Børnene fra byen vil heller ikke være sammen med mig fordi de ser mig som en slags medskyldig i mordet på Grace”

Weaver blev tavs, men jeg kunne se at han tænkte.

Vi kom til hans slidte hus ved sumpen. Han bød mig indenfor og ret hurtigt fandt han to glas frem og satte en kande over til kaffe.

Jeg tog en tår og hostede. Det var whisky. “Det er vel ikke for stærkt for dig?” spurgte Weaver.

“Jeg er ikke vant til den slags”, hostede jeg.

“Nej. Det er du vel ikke. Hvad laver du når du ikke er på ferie her i Gatorville?”

Jeg fortalte om min kostskole. Weaver flyttede sig hen ved siden af mig. Vi sad lidt ubehageligt tæt. “Tænk. Så mange drenge sammen boede så tæt.” kom det langsomt fra ham. “Sker det, at I får set hinandens kroppe?”

Jeg nikkede. Han lagde sin hånd på min skulder. Et øjeblik frøs han, så mærkede han skulderstroppen gennem mit tøj. “Hvad er det?” spurgte han.

“Vi skal bære korset på skolen for at vi over tid kan få en rank holdning.” svarede jeg.

“Interessant” sagde han og rejste sig for at hente vandet, som havde kogt. Han hældte vandet over på en kande og ledte efter noget kaffe. Så gik han om bag mig. Pludselig uden varsel tog han fat i mig, rejste mig op og skubbede min overkrop ind over bordet.

“Stop. Hvad er det du gør?” råbte jeg.

“Du er for lækker til bare at lade gå.” svarede han. Han bandt mine hænder sammen på ryggen med en lædersnøre. “Av. Det gør ondt”

“Rolig. Jeg vil bare studere din krop.” Han løsnede selerne og trak bukserne ned. Jeg mærkede hans hænder på mine baller. Han skubbede skjorten op og studerede korsettet.

“Nu skal du høre efter”. “Du får denne løkke om halsen, hvorefter du kan rejse dig op. Jeg vil løse dine hænder og du tager tøjet af. Hvis du prøver at tage løkken af, så dør du.” Han førte en løkke ned over mit hovede, strammede det og førte rebet over en bjælke i loftet. Så hjalp han mig på benene, hvorefter han løsnede lædersnøren, som havde bundet mine hænder sammen. “Tag dit tøj af,” sagde han. Han havde begge hænder på rebet. Hvis jeg prøvede at flå rebet af, ville han så let som ingenting hive til, hvorefter jeg ville hænge og dingle uden kontakt med gulvet.

Da jeg havde taget alt mit tøj af og kun stod iført korsettet, tog han sig på sin bukser. Jeg kunne se at han havde fået en stor bule i dem. “Ej.” ” Hvor lækker” sagde han.

“Hvad vil du gøre med mig?” spurgte jeg.

“Jeg vil bruge dig.” svarede han.

“Hvad bagefter?”

“Det finder jeg ud af.” Med sin ene hånd knappede han op for sine slidte overalls og tog sin penis frem.

“Læg dig over bordet med hænderne på ryggen.” kommanderede han. Jeg havde intet valg. Igen blev mine hænder bundet sammen med lædersnøren og nu blev mine ben også bundet til hvert sit bordben. Han kom hen og bøjede sig ned over mig, mens han følte på korsettet.

“Er det sådan at du brugte Garvin?” spurgte jeg.

“Garvin? Nå. Ja. Ham som løb væk. Kan du huske ham?” spurgte han.

“Ja. Ingen har set ham siden”, løj jeg. Weaver vidste jo ikke at Garvin var indlagt på hospitalet.

“Han ville være blevet en god elsker, som alle dem før ham og lige som du vil blive” sagde Weaver mens han bøjede sig ned over mig. Jeg mærkede hans Whiskey ånde, og jeg var tæt ved at besvime.

Weaver havde fundet en krukke frem og han dyppede en finger i den hvorefter han pressede fingeren mod min ringmuskel. “Hmm. Stadig stram. Jeg troede, at de havde kørt dig til på kostskolen.”

“Det er ikke alle elever som … Ugh!” Min ringmuskel gav efter, og hans finger gled op i mig. Han legede længe med mig. Jeg mærkede, hvordan min penis blev stiv. “Man kan nok lide det,” sagde Weaver med et stakåndet åndedræt, der afslørede, at han var påvirket af situationen.

“Jeg tror, at du er klar til mere” sagde Weaver. “Du kan starte med at sutte mig af” Han gik om foran på bordet og førte sin store penis hen mod min mund. Den lugtede fælt. “Husk at jeg har en løkke om din hals. Ikke noget med at bide.”

Jeg åbnede munden og begyndte at bruge min tunge på hans penis. Det var en grim smag! Weaver stønnede. “Du er en god dreng” Jeg brugte alle mine teknikker på hans penis. Weaver blev stakåndet. “Åh. Jeg kommer” stønnede han og fik udløsning i min mund. “Slug det hele eller…” Han rykkede i rebet.

Jeg prøvede at sluge så meget som muligt men hostede alligevel noget ud. Weaver trak sin penis ud af min mund. “Jeg skal lige have en kop kaffe.” sagde han og vaklede hen til køkkenvæggen, hvor han skænkede kaffe op i en metalkop. Da han havde drukket ud, så tog han en læderting ud af en skuffe og kom over til mig. “Det er blevet tid til bidslet.”

“Hvad med Grace? Hvorfor slog du hende ihjel?” fløj det ud af mig.

Weaver frøs. “Man er nok kvik. Lidt for kvik efter min smag, men skal du vide det som det sidste her i livet, så var Grace et uheld. Jeg så hende på engen og havde ikke set hende før med kort hår. Jeg troede, at hun var en dreng. I går alle rundt i samme slags overalls. Så jeg sneg mig ind på hende og slog hende ud med en hammer. Jeg opdagede at hun var død. Det var kun meningen at hun skulle slås bevidstløs, så jeg kunne tage hende hertil og bruge hende, men da jeg opdagede at hun var død, slæbte jeg hende ind i et buskads, så jeg kunne få kølet min penis ned. Sikke et kick at tage hende tæt ved en offentlig vej. Så jeg trak bukserne ned og skar mit signatur-mærke på hendes baller, før jeg skulle til at tage hende. Da var det at jeg opdagede at hun var en pige og de siger mig ikke noget så jeg forlod stedet. Nok om det. Åbn munden så du kan få bidslet ind.”

Jeg åbnede munden og Weaver førte læder-bidslet ind i min mund. Det blev holdt på plads med en læderrem som gik omkring baghovedet og.på hver kind var der en metalring, hvor der var remme, som gik op over hovedet og under hagen. Weaver havde tilstået. Var det ikke tid for mine venner at få ham til at stoppe? Var de overhovedet til stede?

Weaver hev en dildo af træ frem, som han smurte ind i fedtstof. “Du skal udblokkes som du aldrig har prøvet det før. Han pressede dildoen mod min ringmuskel “MMFFF” kom det fra mig. Dildoen gled op i mig. Min krop gav et spjæt fra sig. Weaver kørte dildoen frem og tilbage i mig. Min penis var blevet stiv. Hver gang at han førte den ind i mig, gled den længere ind. “Jeg vil se dig sprøjte og så er det slut. Du er for kvik til at have rendende rundt.” sagde han stakåndet. Jeg kunne se at hans penis var blevet stiv igen. “Jeg vil sprøjte ud over dit lig.” stønnede han.

Dildoen var stor og massiv. Jeg kunne ikke holde min trang tilbage. Pludselig løb sæden ud af mig. Hver gang at Weaver stødte dildoen ind i mig, kom der et skvulp af sæd fra mig.

“Så er du snart udtømt,” sagde Weaver forpustet og kiggede på rebet, som hang slapt ned fra loftet. Han lænede sig ind over bordet og lagde sit ansigt op af mit. “Jeg glæder mig til at høre dig ralle. Måske opnår du en sidste udløsning, inden du dør. Du kan i så fald takke mig i helvede, når vi mødes igen efter dette liv.”

“WEAVER” lød det udefra. Det var sheriffen.

“Hvad fanden?!” brummede Weaver. Han rejste sig hurtigt op. Han stoppede hurtigt sin penis ind i bukserne igen og tog et haglgevær. “Det gamle fjols! Jeg skal give ham en omgang bly og så kommer jeg ind igen og gør dig færdig.”

Han åbnede døren og løb ud med sit gevær. “STOP smid dit våben!” lød det fra sheriffen. Jeg hørte han skridt løbe hen langs huset og der lød et skud. Det blev efterfulgt af en hel serie af skud. Væggen blev gennemhullet. Heldigvis ikke der hvor bordet stod. Pludselig lød der et højt brag og et stort hul på en halv meter blev skudt ud af væggen. Stumper af træ fløj rundt i lokalet og jeg lukkede øjnene af det tilfælde at nogle af dem fløj i min retning.

Døren blev sparket op og doktor Stirling kom ind med et revolver i hånden. Efter ham fulgte Alice, som ligeledes bar en pistol. Man kunne se at de lige havde været affyret.

“Matthew. Det er godt, at du er ok.” sagde Alice, mens doktor Stirling kiggede rundt for at sikre bygningen. Hun trak dildoen forsigtigt ud. “Vi skulle nok have grebet ind lidt før, men vi skulle lige i position, så han ikke kunne ramme os så nemt.” Hun befriede mig fra de lædersnører, Weaver havde bundet mig med og rakte mig mit tøj

Da jeg havde fået tøjet på, gik vi ud. Udenfor stod sheriffen, Andersson, Roland, Anna’s bedstemor så som ud som om at hun var faldet. Ihvertfald var hun helt brun på bagsiden af hendes frakke. Roland var ved at børste hende af. Jeg ville se hvor Weaver var, men Alice skærmede mit udsyn af. “Du skal ikke kigge. Weaver begyndte at skyde og vi besvarede ilden. Anna’s bedstemor ramte ham med en kugle fra et gevær hendes søn havde købt, da han havde planer om at rejse til Afrika for at skyde elefanter. Det flåede bogstaveligt Weavers hovedet af. Det er ikke et kønt syn.”

Det forklarede det store hul i væggen. Det måtte være der, at dødsstødet blev sat ind. Andersson var tydelige utilpas ved synet, hvilket sheriffen bemærkede. “Er du sikker på at dette er den rigtige branche for dig?”

Jeg gik over til Anna’s bedstemor. Jeg havde ikke regnet med at hun ville deltage, men hun skyldte Ethel som hun sagde. Som leder af skolebestyrelsen var Ethel i princippet hendes ansatte. Roland havde hendes gevær i hånden. “Hvilke kugler bruger dette gevær?” spurgte han.”.577 Black Powder Express” sagde bedstemoderen som havde genvundet fatningen. “Jeg havde bare ikke regnet med den voldsomme rekyle.”. “Du altforbarmende” udbrød Roland bestyrtet over en information jeg som ikke-våben kyndig intet vidste om.

Nogle af tjenestefolkene fra bedstemoderens plantage samlede liget op og lagde det i en lærredssæk. Stirling og Alice var stadig igang med at gennemgå huset. Alice gik om bag huset. Efter lidt tid kaldte hun på os. Sammen med Roland og Andersson fulgte vi hendes kald. Hun havde fundet en forhøjning i haven, som så ud som om at den var lavet for nylig. Have var måske et stort ord for hvad der kun var en græsplæne. En lysning måske. Hun rakte en skovl til Andersson. “Kan du ikke grave her?”

“Hvorfor?” spurgte Andersson

“Beviser”, sagde Alice. Han kiggede over på doktor Stirling, som nikkede.

Han tog skovlen. Han havde gravet i et halvt minut, da han trådte et skridt tilbage med et forskrækket blik i øjnene. En grim lugt ramte os. “Det tænkte jeg nok” sagde Alice. Jeg kiggede og så resterne af en menneskehånd. Andersson vaklede væk og kastede så op.

Sheriffen ankom. “Ved gode Gud!” udbrød han. Jeg kiggede rundt. Der var måske 10-15 lignede forhøjninger. Mange var tilgroet, som om at de havde været der i årtier. Andersson tog sin stjerne af og gav den til Sheriffen. “Jeg siger op,” sagde han og gik.

Sheriffen kløede sig i hovedet. “Hvor har vi været blinde. Hvem er i alle de grave?”

“Formentlig unge drenge som var rendt hjemmefra. Han har samlet dem op og har slået dem ihjel. Vi kan kun gisne om hvor mange år han har været igang.” kom det fra Stirling.

“Forfærdelig. Jeg kontakter dommeren.” sagde Sheriffen.

Roland kom hen til mig. “Kom med. Der er ikke mere at gøre for dig”. Vi gik over til hospitalet, hvor køkkendamen havde bagt og vi fik kaffe sammen med bagværket..

Nogle timer senere kom en karet med dommeren. Han var der en times tid. Sheriffen kom hen til lægeboligen. Dommeren havde ophævet dommen over Eliott nu hvor det var klart at Weaver havde indrømmet mordet. Roland havde sneget sig hen til et vindue langs siden af huset og havde hørt hele vores samtale, så det var ikke kun mit ord mod Weaver.

Jeg var udmattet og gik tidligt i seng.

Næste dag var det tid en ekstra mindegudstjeneste for Eliott og Bill. James og Anna samt deres bedstemor deltog samt medlemmer af mange farvede familier samt tjenestefolk fra plantagen. Sheriffen og lægerne var der også. Præsten talte smukt om de to afdøde. Præstens kone havde været rundt og havde samlet ind til en sten og ikke så få penge var det blevet til. Måske var det aflad for deres andel i lynchningen af, hvad der viste sig at være to uskyldige mennesker. Jeg havde ingen anelse, men deres navn var renset omend alt for sent for dem.

Det havde jeg det ikke så godt med. Alice kunne se at jeg ikke havde det nemt, så hun bad mig om at komme over på hospitalet til en konsultation.

Vi satte os ned. “Hvordan kan det være, at man ikke prøver at finde frem til hvem der var med til at lynchningen?”

“Det er fordi man så ville skulle arrestere størstedelen af byens indbyggere endsige undersøge politiets rolle. Jeg er sikker på, at denne Andersson vidste, at lynchningen var nært forestående. Hvorfor ville han ellers ligge seletøj klar til både Bill og dig?”

“Skal vi så leve med det?”

“Spørgsmålet er om byen kan leve med det. Det er flovt, hvad der er foregået. Jeg vil undre mig hvis Weavers hus står når ugen er omme. Lige nu er det en skamstøtte. Mit råd til dig er: Lad det ligge. Ja. Det var forkert, men min erfaring fortæller mig at det er det bedste myndighederne kan præstere ude på landet. Eliott blev uretfærdigt dømt. Det sker for rigtig mange her i landet. Du skal ikke definere dit liv ud fra det. Du gjorde alt rigtig og fik til sidst afsløret Weaver.”

“Du har ret” sagde jeg. Hvor synd det end det end var som var sket i fortiden, handlede det om fremtiden.”

Jeg sagde tak til Alice og gik derfra. Hun fik ret. Af ukendte årsager gik der ild i Weavers hus og det brændte ned til grunden. Borgerne sørgede for at fjerne de sidste rester.
Historien fortsætter under reklamen

Gravene som rummede Weavers ofre fik lov til at blive liggende. Ingen ville nogensinde få at vide, hvor mange ofre der var. En skamplet på byen var blevet fjernet og området forvandlede sig over årene til det sumpområde, det oprindeligt havde været.

Læs næste afsnit