Bidslet dækkede meget af mit ansigt. Der var remme som gik rundt om hovedet og så et som gik hen over hovedet.

Forfatter: Lester Crest

Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Jeg husker det som om at det var i går. Den dag i dag vågner jeg med billeder i hovedet af hvad der skete dengang.

Det var Søndag. Vi havde lige overstået gudstjenesten og talte udenfor med Anna og James samt deres bedstemor da Grace strøg forbi. Først havde jeg ikke genkendt hende. Normalt ville hun have haft en kjole på, og hendes lange hår ville have flagret i vinden. I dag gik hun i overall og hendes hår var klippet kort, så hun lignede en dreng.

“Hov. hov. unge mand. Ikke så hurtigt. Du var lige ved at forskrække os” sagde bedstemoderen.

“Undskyld. Jeg skal ud og plukke blomster.” sagde hun med en stemme som stadig lød som om at hun var temmelig meget yngre end de 16 år som stod på hendes fødselsattest.

“Var det Grace?” sagde bedstemoderen og kiggede efter hende. Pastorens kone kom over til os med et træt udtryk i øjnene. “Grace lavede et forsøg på at farve hår i går. Det ødelagde både hendes hår og misfarvede hendes kjole. Vi måtte købe overalls og skjorte samt klippe hendes hår af, da det var klistret sammen.

“Godt at det vokser ud igen” sagde bedstemoderen.

Pastorens kone sukkede. Grace havde altid været et mysterium for mig. Selvom hun var en smuk pige, var der bare noget forkert ved hende, som gjorde at vi drenge automatisk trak os frem for at gøre kur til hende. Det var nok ikke let at være forælder til hende.

Vi fik sagt farvel til gruppen og gik hen til hestevognen hvor Bill og Eliott ventede. Vi kørte alle 4 hjem, hvor Tante Ethel havde besluttet at vi skulle male et rækværk. Eliott havde ondt i maven, så han lagde sig ind i skuret for at sove. Det var en dårlig undskyldning, mente hans far, men Tante lod ham gøre det. En time efter kiggede Bill ind i skuret og Eliott var der ikke. Der gik dog kun et øjeblik, så var han der igen. Han havde været på toilettet, sagde han.

Vi havde malet et par timer, da der pludselig var råb længere ned ad gaden. Bill bad mig om at rende derned, og da jeg kom frem, var der flere kvinder som græd og mænd som råbte op om et mord.

Nogen havde slået Grace ihjel!

Sheriffen var ude ved gerningsstedet og man havde kontaktet Roland fra hospitalet, men han var til konference i en anden stat. De to gæster, Doktor Stirling og hans assistent Alice, der var ankommet dagen før for at afløse Roland på hospitalet, valgte at tage med sheriffen.. Vi så deres vogn køre forbi. Nogle timer senere kørte den retur, hvor de sad sammen med sheriffen, og jeg havde aldrig før set dem med et så chokeret udtryk i ansigtet.

Sheriffen gav tegn til at stoppe vognen foran vores hus, da tante Ethel vinkede til ham. Min tante spurgte: “Er det rigtig? Er der blevet begået mord?”

“Ja. Den er desværre god nok. Et uhyre har taget livet af lille Grace. Hun er blevet kvalt og hendes tøj er i uorden.” sagde han.

“Hvor er det sket henne?” spurgte Tante Ethel.

“Ude ved egnen tæt ved hovedvejen. Du må have os undskyldt. Vi har mange ting, der skal ordnes” sagde Sheriffen.

Det var blevet aften, da det bankede på døren. Udenfor stod Andersson fra sheriffens kontor. Han ville høre, hvornår vi sidst så Grace en for en. Da det blev min tur, sagde jeg “Det var foran kirken. Hun skulle ud og plukke blomster, men hun sagde ikke hvor.” Spurgt til hvad jeg lavede derefter kunne jeg sige at jeg havde malet rækværk med Bill og min Tante indtil mordet blev alarmeret.

Andersson takkede og gik, da han havde fået vidneudsagn fra alle.

Næste dag over i skolen var eleverne tavse. Vi satte os i ring og sang salmer mens vi bad for pigens sjæl. Hele byen virkede tynget af det forfærdelige, som var sket. Vi sad og spiste frokost, da det bankede på døren.

Andersson og sheriffen kom ind. De ville tale med Eliott og han gik frivilligt med. Jeg skulle have noget og drikke. Mens jeg kiggede ud af vinduet, kunne jeg se at de stoppede ved hotellet. Andersson kom ud med en lille papkasse. Skulle de spise kager? Jeg gik tilbage til klassen hvor min tante ledede forsøget på at få klassen til at komme sig over chokket.

Da klassen blev sendt hjem, kom vi til at tænke på, at der nu var gået 2 timer, uden at Eliott var kommet tilbage igen. Sammen med min tante gik jeg over til sheriffens kontor. Da vi kom ind, kunne jeg se at Eliott havde grædt og de faktisk havde spist kager.

Sheriffen rejste sig op med et sørgeligt blik i øjnene og kom over til os. Han trak os ind i nabo-rummet hvor cellerne var. De var som ofte tomme. Det var kun i weekenderne, at nogle fyldebøtter sov rusen ud i dem. “Jeg er ked af det, men Eliott har tilstået at have slået Grace ihjel. Han siger det var et uheld, men jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det. Efter at have besøgt Jer igår, gik Andersson rundt og spurgte ind til Eliott som person, fordi det vakte hans mistanke, at han ikke var sammen med Jer. I er jo hinandens alibi, mens Eliott sagde at han lod som om at han sov, men sneg sig ud hvor han mødte Grace og ….” Sheriffen tav.

“Det kan ikke være sandt.” sagde min tante bestyrtet. “Har du hørt det fra hans egen mund? I har vel ikke tævet ham?”

“Hvordan kan du tænke på os på den måde? Vi har siddet ned, drukket kakao og spist kager fra hotellet af. Jeg har ikke veget fra hans side andet end 3 minutter for at gå på das. I kan få lægerne til at undersøge ham. Ikke en eneste gang er der lagt hånd på ham.”

“Vi vil finde en advokat. Det er…er en fejl” sagde min tante.

“Pas nu på med at gå for meget ind i sagen,” sagde Sheriffen og fortsatte. “Ikke at det rager mig, men det er Bill’s dreng og et beskidt rygte i byen går på, at du er sammen med Bill trods at overlægen på hospitalet gør kur til dig. Tænk på dig selv!”

“Tak for advarslen, men jeg kan tage vare på mig selv.”

Rystet forlod vi sheriffens kontor. Vi skyndte os hjem til Bill, som var bestyrtet, da han fik nyheden. Han skyndte sig over til sheriffens kontor. Jeg tænkte, hvordan byen ville reagere, når nyheden slap ud.

En tåre gled ned over min tantes kind. Et øjeblik så det ud som om at hun var faldet i staver, så hun sagde at vi skulle af sted. Vi løb ud af byen og over til plantagen, hvor Anna og hendes bror boede med deres bedstemor.

Indenfor talte hun med bedstemoderen i stuen, mens jeg sad og ventede på en stol i entreen. Anna kom forbi. “Matthew. Hvad laver du her?”

“Politiet har arresteret Eliott for mordet på Grace!”

“Det er ikke sandt” udbrød hun forfærdet.

I det samme gik døren op. Det var Annas bedstemoder. Hun ville hyre en advokat. Hun var i bestyrelsen for skolen og var ikke i samme risiko for skadelige rygter som min tante.

Vi gik hjem igen. Vi kunne se nogle af byens borgere stå og snakke i grupper. Sadelmageren gik over til sheriffens kontor med en stor kasse sammen med sin kone, men forlod hurtigt bygningen igen. Det var med bange anelser at min Tante og jeg gik i seng.

Bill kom ikke hjem før om morgenen. Han havde fundet ud af, hvorfor Eliott havde tilstået. Sheriffen havde budt på kage, samt kakao. De havde talt med Eliott lidt over en time, da sheriffen var gået på das. Imens havde Andersson sagt at det kunne gå ud over hans far, da han sov med en hvid kvinde, så det var bedst at tage skylden selvom Eliott var klar til at sværge på biblen på at han ikke havde gjort det.

Mine tante og Bill begyndte at skændes. Jeg kunne ikke bære det og kravlede ud gennem vinduet. Jeg gik over på engen og sad stille, da de to søstre Dora og Lucy pludselig kom gående. De havde været i byen, hvor de besøgte Eliott.

De var ikke glade. “Matthew, det er din tantes skyld. Det er hende som har bragt Eliott i fedtefadet fordi hun indledte en affære med Bill .”

Jeg benægtede det og forklarede hvordan Bill reagerede hver gang at nogen præsterede ham for en flødekage. “Tror du ikke, vi ved hvad der foregår hos Købmand Andersson. Han ville aldrig have taget det arbejde, hvis din tante havde sat sig mere ind i hvad arbejdet indebar, men hun var mere interesseret i hans fars pik end at tænke på drengen”, sagde Lucy.

Hendes søster fortsatte: “Men det ændrer ikke på, at Eliott bare har at slippe levende fra det her. Hvis ikke, så kommer byen som helhed til at betale en pris så stor, at ingen kan forestille sig det.”

“Og især din tante”, istemte Lucy

De to søstre forlod mig med den afskedssalut. Men hvad skulle vi gøre? Eliott havde tilstået. Kunne vi sætte lid til retssystemet? Jeg sad på engen en times tid, før jeg gik hjem igen. Ingen havde set at jeg var væk, og jeg lagde mig ind i sengen for at sove.

Næste dag var skolen lige startet, da sheriffen kom ind for at fortælle eleverne, at de havde anholdt Eliott. Sheriffen rådede min tante til at hun skulle holde sommerskolen lukket indtil sagen var ordnet. Min tante var ikke enig, men sheriffen lod hende forstå at bestyrelsesmedlemmer fra skolebestyrelsen havde bedt ham om at sige det. Så min tante accepterede. Eleverne blev sendt hjem og det var uvis, hvornår skolen kunne åbne igen.

Da vi gik hjem spurgte jeg min tante “Vil du blive fyret?”

“Det er en mulighed, men Madame LaFontaine (Anna’s bedstemor) har min ryg” svarede hun.

Efter skole gik jeg over til hotellet. Da jeg kom ind i krostuen, blev der helt tavst. Hr. Ross skyndte sig ud til mig og trak mig ud bagved.

“Matthew, jeg er ked af det, men som stemningen er i byen, bør du ikke arbejde ude i krostuen.” Han kiggede nervøst mod krostuen. “Folkene fra savværket er primitive, dumme folk som ikke forstår sig på domstole og jura.” Jeg kunne se sveden brede sig på hans pande: “Jeg vil gerne beholde dig, men jeg kan sikre din sikkerhed tilstrækkeligt.”

“Åh. Jeg havde håbet på, at det ikke ville gå ud over mit arbejde.” Fru Ross kom hen til os. Hun nikkede til sin mand og de gik lidt væk for at tale sammen. Så kom Hr. Ross tilbage. “Min kone har fundet en løsning, så du kan arbejde. Du overtager Micks plads. Følg med min kone.” Jeg fulgte efter fru Ross. Oppe på et værelse fandt hun kjole og kyse frem. Jeg vidste, hvad hun var ude på. Jeg tog tøjet af. Først fik jeg en kjole på. “Det nye korset fremhæver virkelig din krop”, sagde fru Ross. Jeg blev lidt flov. Da hun havde knappet kjolen på ryggen, rakte hun var et hvidt forklæde og hun hjalp med at binde de fire stropper sammen på ryggen.

“Hvis du skal ligne Mick, så skal du lige åbne munden”, sagde hun, mens hun fandt noget frem.

Da jeg åbnede munden, gled et stykke læder ind i den. Jeg blev en smule chokeret. “Ja. Mick brokkede sig meget og derfor fik jeg sadelmageren til at lave dette bidsel. Det skjuler det meste af ansigtet og suppleret med kysen, er der ingen som kan se forskel på jer.“

Bidslet dækkede meget af mit ansigt. Der var remme som gik rundt om hovedet og så et som gik hen over hovedet hvor der var en åbning til næsen. Jeg kunne høre at hun satte en lille lås på, så jeg ikke kunne få bidslet af. Da jeg fik kysen på, kunne jeg som før kun se ligefrem. På afstand kunne man ikke se forskel på Mick og så mig. Ja. Den sags skyld heller ikke på os og pigerne. Det sørgede hovedbeklædningen for.

Jeg blev sat til at vaske op. Mick havde været i gang før mig, men han blev bedt om at gå op på et værelse ovenover, da en gæst skulle have redt seng. Vores blikke mødtes kort og han så anstrengt ud. Tænk at gå rundt hele dagen uden at kunne sige noget.

Jeg havde vasket op en times tid, da en hånd prikkede mig på skulderen. Jeg vendte mig om og det var Anna! Hun kiggede forbløffet på mig. Hun havde forventet at møde Mick. Så fniste hun. “Så det er her, at du arbejder.” Hun måtte beherske sig for ikke at grine. “Jeg var helt bekymret over hvorvidt du var blevet fyret på grund af Eliott, men jeg kan se at jeg ikke har grund til bekymring.”

Fru Ross kom ind. “Tag ham ud på lageret. Vi skal have løftet nogle kasser med lagen ned fra hylderne.”

Vi gik ud på lageret. Da jeg havde fået kasserne ned, nikkede Anna til Fru Ross, som forlod lokalet, hvorefter Anna låste døren.

“Fru Ross talte om hvor hårdt I har det med Eliott’s arrestation og at du trænger til trøst. Jeg blev noget overrasket, da hun bad mig om at gå op på værelserne, men nu forstår jeg hvorfor. Hun vidste, at du var her og ville give os tid sammen.” Hun bukkede sig ned og løftede op i kjolen. Inden at jeg nåede at reagere, havde hun skaffet sig adgang til mine ædlere dele og begyndte at sutte den af. Hendes læber og mund gjorde underværker. Jeg stønnede sagte grundet bidslet i munden mens hun fortsatte med at bruge sin mund. Hendes tunge ramte spidsen af min pik og jeg mærkede, hvordan kuldegysningerne gik gennem min krop og jeg måtte give efter. Mine safter bredte sig ud i hendes mund. Hun tog dem alle ind. Jeg måtte støtte mig til en reol. Jeg havde stadig svært ved at vænne mig til korsettet, nu hvor det var blevet strammet så voldsomt.

Anna rejste sig op. “Min bedstemor talte om, at du vil være soldat”. Jeg nikkede. “Matthew! Jeg tillader det ikke. Hører du mig? Hvis du melder dig, så er det slut mellem os. Jeg vil ikke miste dig nu hvor jeg har besluttet mig for at du er min.”

Hørte jeg det rigtigt? Var Anna forelsket i mig?

Hun gav mig et kys på panden og rettede på kysen, så den igen skjulte mit ansigt, hvorefter hun gik over til døren igen. Udenfor stod Fru Ross, som nikkede til hende. Så kiggede Fru Ross over på mig og smilte. Havde mit hovedet ikke været dækket af kysen, så havde man kunnet se at jeg var rød i hovedet af flovhed.

Allerede to dage efter var det blevet tid til en retssag. Der var ikke mange advokater som ville tage sagen, men det lykkedes at finde en advokat fra nabobyen. En dommer ankom med toget. Det gjorde nogle borgere fra Paradise også, der skulle fungere som Jury, da ingen fra Gatorville kunne siges at være neutrale. Sammen med min tante sad jeg i krostuen på hotellet, som fungerede som retssal og ventede. Anna, James og deres bedstemor sad der også ligesom næsten alle i byen. Dommeren sad og så i sine papirer. Advokaten sved i varmen og måtte have sig en slurk fra en flaske for at holde sig selv sammen. Nogle folk kiggede vredt på ham uden grund. Han var jo betalt for at forsvare Eliott.

Vi hørte en metallisk lyd nærme sig. Døren gik op og ind kom Eliott. Han havde fået seletøjet på og bar fodlænker. Halvdelen af hans ansigt var dækket af en halvmaske af læder. Der var åbning til næsen “Hvorfor har han masken på?” spurgte jeg min tante.

En mand som sad ved siden af sagde stille. “Man har fundet bidsår på pigens krop. Måske er der tale om kannibalisme. Det er så udbredt i Afrika!”

Min tante rystede hovedet. Bill gik bag sin søn og gik om til tilskuerpladserne og fandt en stol. Folk rykkede sig væk fra ham.

Dommeren tog ordet og Sheriffen fremførte sin sag. Grace var død af slag i hovedet, hendes tøj var i uorden og lægerne havde fundet bid- og skæremærker i hendes krop, men ellers urørt. Hun var ikke blevet krænket. Andersson blev kaldt i vidneskranken og han forklarede at Eliott ikke havde noget alibi, samt havde indrømmet mordet uden videre.

Dommeren lyttede og rettede så henvendelse til forsvarsadvokaten. “Hr. Tyler” sagde han, da forsvarsadvokaten tilsyneladende ikke reagerede. Min tante gav ham et skub. Forsvarsadvokaten sprang op. “Protest”

“Du skal ikke protestere”, sukkede dommeren. “Du skal krydsforhøre sheriffen og stille spørgsmålstegn ved beviserne”

“Forsvaret har ingen spørgsmål,” sagde han.

Dommeren rynkede brynene. En gys gik igennem salen.

“Har anklagemyndigheden flere vidner?” spurgte dommeren sheriffen. Sheriffen svarede nej. “Godt. Så er der en obduktionsrapport fra lægerne, som er til at læse. Den kan juryen tage med ud når de skal votere.” Dommeren sendte juryen ud for at votere.

“Var det virkelig nødvendigt at binde Eliott så voldsomt?” spurgte min tante sheriffen.

“Ja. Vi må sende et signal om at vi tager mord alvorligt her i byen” svarede han.

Vi satte os ned og ventede. Der gik 2 timer. Så kom juryen ind igen.

“Har I truffet en afgørelse?” spurgte dommeren.

“Ja. Vi finder den tiltalte skyldig!”

Der lød både skrig og klapsalver i salen. Dommeren råbte op og bad alle om at tie stille med trussel om fængsel, hvis de ikke tav.

Han rejste sig op. “Hvor beklagelig denne sag er i betragtning af den anklagedes unge alder, kan mord kun besvares med en straf. Eliott. Du vil blive ført til et sted anvist af sheriffen hvor du vil blive hængt ved din hals indtil du er død.” Dommeren tog en dyb indånding “Retten har talt!”

Min tante græd og jeg lagde armen om hende. Bill var forstenet. Eliott blev ført ud igen og over til fængslet. Dommeren og Jurymedlemmerne tog det første tog hjem, da ingen rigtig havde lyst til at være i byen længere. Advokaten havde også travlt med at komme væk. Nogle folk forstod ikke hans job. Selvom han var værdiløs, så havde han taget jobbet af navn og det kunne udløse tæv fra nogle af byens bøller.

Sheriffen kom forbi om aftenen. Han talte med Bill . Da han var gået, fortalte Bill , at sheriffen havde anbefalet at han forlod byen så hurtigt som muligt. Anna’s bedstemor havde skrevet til guvernøren for staten, som hun kendte. Måske ville dommen blive omstødt. Sheriffen var bange for selvjustits. Der havde allerede været, hvad der lignede optøjer ved savværket, hvor arbejderne ofte fik nogle øl efter arbejdstid foran indgangen. Henrettelsen ville i øvrigt finde sted om 4 dage når de havde bygget en platform til formålet.

Bill ville ned og besøge sin søn. Jeg gik med og bar på en gryderet, som skulle holdes varm. Da vi kom ned til sheriffens kontor, var det kun Andersson som var der. Sheriffen havde fået besked om et overfald på en farm og var ude for at undersøge det. I cellen sad Eliott stadig i seletøjet, men havde trods alt fået halvmasken af. Andersson forklarede, at det var for at forhindre selvmord, at en dømt fange fik seletøjet på så tidligt som muligt.

Vi satte os ind i cellen. Bill madede Eliott, som virkede lidt væk. Andersson kom ind og bød ham et glas Whisky. Jeg kunne se at Eliott allerede havde fået et par glas. Bill kiggede på Andersson. “Min søn er ikke vant til at drikke.”

“Kan du ikke unde din søn en voksen fornøjelse, når han snart skal dø på en voksen måde?” spurgte Andersson. Bill kiggede vredt på ham og han gik ud i forkontoret hvor han skænkede et glas op til sig selv. Så begyndte han at rode i den store kasse, sadelmageren havde med. Han tog flere sæt seletøj op. Jeg gik ud til ham.

“Hvad laver du?” spurgte jeg.

“Jeg tjekker at alt er som det skal være. Byen råder over to voksne sæt seletøj og så lavede sadelmageren et ekstra sæt i Eliotts størrelse for at være beredt, hvis der skulle opstå problemer med det sæt han har på.” svarede han. “Se. Han har også lavet 3 ekstra halvmasker, samt hætter som skal bruges ….” Andersson tav mens han kiggede over på far og søn. Det var ikke lige det, han skulle tale om, mens de hørte på det.

Jeg løftede en af halv-maskerne op. Der var en åbning til næsen, som jeg havde set ved retssagen. Halvmasken blev låst fast med remmer og spænder. Ved munden var der syet et læderstykke på, som var beregnet til at blive ført ind i munden. Det måtte være ubehageligt at gå med halvmasken.

Jeg kunne ikke se hvordan det skulle ske at seletøjet svigtede. Remmene var 5 centimeter brede og lavet af svært læder. Et kvarter var gået. Vrede stemmer lød ude på gaden. “Hvad sker der derude?” spurgte jeg.

“Det er nok nogle fyldebøtter, som skal sendes hjem.” sagde Andersson. Han gik over til våben-hylden og tog et haglgevær ned. Han åbnede døren og i det samme blev han skubbet bagover af nogle hætteklædte mænd.

“Stop i lovens navn” sagde Andersson, men en af mændene havde taget hans gevær, og de andre holdt ham fast. “Giv ham håndjern på” sagde en af mændene.

Bill kom ind på kontoret fra rummet med cellerne. Mændene var bevæbnet og de greb ham og holdt ham fast.“Giv dem seletøj på” sagde en af dem.

Flokken tog fat i mig og Bill. Inden vi kunne se os om, havde de givet os begge seletøj på. Jeg skreg af smerte, da de spændte læderremmene. Det var slet ikke som når jeg havde sex hos sadelmagerens kone. Det var effektiv fiksering, og flokken af mænd lagde ikke fingrene imellem. Vi fik også fodlænker på ligesom Eliott. “Hvad gør vi med Andersson?” sagde en af dem.

“Ind i cellen med ham.” svarede en anden, som fungerede som anfører. De gik ind til cellerne. Eliott blev ført ud og Andersson blev sat i en celle. Han bad om celle nummer 2, hvilket jeg fandt underligt. Hvad skulle der være forskel på dem? De så ens ud. Da han var låst ind i cellen, fik han håndjernene af. Eliott og hans far fik begge halvmasker på,så de ikke kunne sige noget.

Vi blev ført ud af bygningen og ned af gaden. Rejsestalden var i to etager og der var et spil som man brugte til at hejse halm op på den øverste etage. “Vil I hænge Eliott nu?” sagde jeg med ængstelig stemme.

“Ja. Det kan du tro” sagde manden, der var anfører. I det samme fik både Eliott og Bill læderhætte ført over deres hoveder. Den type hætte, jeg havde haft på da Fru Parker iførte mig seletøjet og red mig til udløsning. Den dækkede hele deres ansigt.

Nogle reb var gjort klar med løkker til formålet. Hverken far eller søn ville have rebet ført ned over hovedet, men de blev holdt fast af indtil flere personer. Bill sparkede ud efter folk, men han kunne intet se, så det var nemt at undgå hans spark. Desuden tillod fodlænkerne ikke at han kunne sparke ret langt. Da rebet var strammet om deres hals, trak nogle mænd i rebene, indtil at det var så stramt at Bill og Eliott måtte stå på tæerne.

“Så er det blevet tid til at yde Grace retfærdighed” råbte anføreren.

“Stop” lød det i det samme. Det var min tante, der kom løbende. “I må ikke gøre det. Det er ulovligt” Hun blev straks grebet. “Hent det sidste seletøj” sagde anføreren. “Hvad denne dame har gang i er moralsk forkasteligt”

Nogle af mændene kom med det sidste sæt seletøj. Min tante bad dem lade være, så hun begyndte at slås, men de var for mange om hende. Der var måske 20 mænd i det hele. På trods af de lærredssække de brugte som hætter og som dækkede deres ansigt så man kun kunne se deres øjne og mund, afslørede deres beklædning at det var et udvalg af byens borgere som nu var klar til at begå selvtægt. Jeg kiggede over mod sheriffens kontor i håbet om at se ham, men det eneste jeg kunne se var Andersson som kiggede ud gennem cellevinduet. Det var derfor han ville have celle 2. Så han kunne se på!

Anføreren kom hen til min tante, da hun var blevet fikseret. “Vi ved hvad du har haft gang i og jeg vil yde dig muligheden for at tilfredsstille din elsker en sidste gang. Tag hende!”

Min tante blev slæbt hen til Bill, som stod på tæer og hostede. En af mændene knappede hans overalls op og tog hans massive penis frem. “Nu kan du få lov til at sutte den af. Er du så ikke glad?”

Min tante skreg. “Hun er hysterisk.” sagde anføreren. “Vi opnår ikke noget med hende. Giv hende maske på” Min tantes skrig forstummede da først halvmasken blev ført over hendes ansigt og bundet stramt med en læderrem om hovedet. De lagde hende ned på jorden og hun krummede sig sammen i fosterstilling i den udstrækning af seletøjet tillod.

Lederen gav tegn til de to mænd, som holdt mig fast. De slæbte mig hen til Eliott. Lederen knappede Eliotts bukser op og tog hans penis ud. Han mastruberede den, indtil den var stiv, og de to mænd slog så benene væk under mig og førte mit ansigt hen til Eliotts penis. “Slik” sagde lederen og tog en pistol frem. “Ellers…”

Jeg lod lederen føre Eliotts penis ind i min mund og begyndte så at bruge min tunge på spidsen af den. Jeg kunne høre Eliotts anstrengte vejrtrækning. Lederen nikkede til dem, der holdt rebet, og de hev i rebet, så løkken blev strammet en smule. En gurglen hørtes bag masken. Jeg kunne mærke blodet pumpe i Eliotts penis. Eliott udstødte et suk. Hans safter stod ud i min mund. “Drik” sagde lederen. Flokken begyndte at grine. Nogle enkelte af dem lettede en smule på hætten, så de kunne tage en slurk af en whiskey-flaske, men ikke nok til at man kunne se deres ansigt.

Strømmen af safter fra Eliotts penis ebbede ud. Lederen gav tegn, og mændene tog mig væk. Der blev hevet i rebet og Eliott blev løftet en halv meter op i luften. Han hostede kraftigt. Hver gang at han hostede, rykkede det i hans krop. Hans ben søgte efter fodfæste. De kørte rundt, som om at han trådte en af de moderne cykler, man havde læst om i magasiner.

Det tog en evighed, hvor han hostede, kroppen vred sig fra side til side og benene kørte rundt. Hans bevægelser blev langsommere og hosten blev afløst af en slags rallen.

Så stod der en stråle af urin ud på jorden. “Han er ved at være der!” sagde lederen og rettede blikket mod mig. De to mænd slæbte mig hen til Bill og knappede hans bukser op. Lederen tog fat om hans penis. Bill udstødte et grynt. “Gab helt op” sagde lederen. De to mænd, som holdt mig, førte mig helt hen til hans penis. Jeg drejede hovedet for at undgå at skulle tage den ind, men lederen klemte min næse sammen og jeg fik den store penis ind i munden i det samme øjeblik at jeg åbnede munden for at trække vejret. Flokken lo. Jeg brugte min tunge det bedste jeg havde lært, og dem der holdt rebet drillede Bill ved at hive i det, så han mere end en gang måtte søge efter fodfæste.

En syndflod af safter stod ind i min mund. Lederen klemte straks mine næsebor sammen igen og jeg hostede og hakkede mens jeg forsøgte at holde trit med Bill og undgå at blive kvalt. “Hvis det ikke var fordi du havde deres safter i munden, ville jeg kræve at du suttede mig af,” sagde lederen. “Du er godt nok god til det.”

Væskerne løb ud af mine mundvige og ned af hagen. Det fik dog en ende og jeg blev trukket væk, så der var plads til at ekspedere Bill som lederen sagde det.

Med et blev Bills krop ført en meter op i vejret. Først var han stille. En svag hosten hørtes og hans krop sitrede, så begyndte hans fødder at søge støtte uden at finde det. Jeg kunne se hvordan hans store muskler kæmpede mod seletøjet, men det var lavet til at forhindre det. Hans hosten blev højere og jeg kunne se hvordan hans store penis flagrede fra side til side i en halv-stiv tilstand, mens han dansede den sidste dans her i livet. Pludselig stod der en stråle ud med urin. Folk måtte flytte sig i hast. Hans bevægelser blev langsommere og hans krop sitrede. Eliott var åbenbart ikke færdig. Det dryppede med savl fra under masken og hans krop sitrede stadig.

“Hvad gør vi med skolelærerinden og drengen?” spurgte en af mændene. “De er lige så skyldige som dem. De har lagt hus til. Husk Mary Surratt som led martyrdøden efter borgerkrigen. Man er lige så skyldig som gerningsmanden, hvis man yder logi.”

“Stop!” Det var Hr. Ross og Købmand Ambrewster som kom ud. “Hvis I hænger lærerinden og hendes nevø, ender I i galgen.”

“Vi kræver retfærdighed.” sagde en af mændene og de andre stemte i. Et par stykker havde geværer, og de hævede dem og pegede mod de to mænd. De trak sig hovedrystende tilbage. De ville ikke have en chance mod den fordrukne forsamling.

Jeg fik lædermasken på. Jeg prøvede at holde min mund lukket, men de klemte mine næsebor sammen og så fik jeg presset læderstykket ind, da jeg åbnede munden. Jeg kunne se at min tante fik læderhætten trukket ned over sit ansigt og nogle sekunder senere var det min tur. Var det slut nu? Jeg havde intet gjort. Jeg mærkede, at jeg blev taget under armene af dem, som holdt mig fast, og så mærkede jeg, hvordan et reb blev ført ned over mit hoved. Lyden af min tante, som kom med nogle undertrykte skrig, ramte mit øre. Det var som om at hun stod ved siden af mig. Rebet blev strammet godt til.

“Er I ved at være klar? Lad os få hængt disse medskyldige.”

Med et forsvandt jorden under mig. Rebet strammede om min hals og jeg kunne ikke trække vejret. Det gjorde ondt, hvor rebet nærmest skar sig ind i halsen og hver gang at jeg udåndede, så gav min krop et spjæt og mine lunger føltes som om at de blev mindre ved hver udånding. Jeg følte mig så tung i kroppen. Selvom jeg ikke havde haft læder-seletøjet på, så tvivlede jeg på om jeg ville have haft kræfter til at række ud efter rebet. Tænk, at det skulle ende på den måde, tænkte jeg.

Der lød et skud. Min krop ramte jorden, da de der holdte det gav slip på det. Folk stoppede med at tale. Jeg hørte sheriffen. “Ryd gaden eller jeg ved Gud bruger mit gevær.”

“Du er kun en og vi er mange” sagde lederen.

“Ikke kun en!” Det var Doktor Stirling stemme. “I hørte sheriffen.” Det lød som Alice Crawford. Det lød endnu et skud. Det var nærmest som om nogle fyrede en kanon af. “Gå hjem, afskum.” Det var Anna’s bedstemor.

Selvom jeg nu lå på jorden, klemte rebet stadig om min hals og jeg vred mig for at få luft. Nogle hænder tog fast og fik løsnet rebet omkring min hals. Remmen som holdt hætten på plads blev løsnet og jeg så at det var Doktor Stirling som havde taget det af. Min tante stod ved siden af Fru Ross, holdt om hende, mens Alice fjernede hætten. Jeg kunne se at hun var i chok da hætten kom af.

“Det var godt vi kom” sagde Sheriffen.

“Men for sent for manden og hans søn” sagde Alice. “De kan ikke reddes. Selv hvis vi får genoplivet dem, vil de nok lide massive hjerneskader. Det er bedst af gøre jobbet færdig” Doktor Stirling nikkede. Alice gik over til Eliott. Hun hoppede adræt op i luften og fik fat om livet på Eliott. En grim lyd kom fra hans hals. Så gentog hun manøvren med Bill med samme resultat.

“Lad os få Matthew og Ethel ind på mit kontor” sagde sheriffen. Han kiggede på de to kroppe, som hang slapt i deres reb. “Åh. Hvor forbandet” sagde han.

Jeg så Annas bedstemor. Hun stod med en kraftig riffel. Jeg havde aldrig set en sådan kaliber før.

Vi gik ind på sheriffens kontor, hvor vi fik seletøjet af. Sheriffen havde tilkaldt en karet, som ville tage os på hospitalet.

Min tante var forstenet og sagde ingenting.

“Åh. Hvor forfærdelig” sagde Andersson, som var blevet befriet fra cellen. “Andersson, gå hjem. Jeg vil til bunds i det her og lige nu handler alt om ofrene” sagde Sheriffen. Andersson så forbavset ud, men gik ud af døren med et halv-fornærmet blik i øjnene,

Kareten kom. Vi fik min tante op i den og kørte mod hospitalet. Selvom det var et sindssygehospital, havde man udstyr til at behandle mindre skader. Da vi ankom, tog doktor Stirling sammen med nogle sygeplejersker sig af min tante, mens Alice hjalp mig ind på et værelse og af med tøjet. “Hvad sker der med min tante?” spurgte jeg.

“Hun har fået et alvorligt chok. Det kan udvikle sig hvis der ikke sættes hårdt ind. Du virker mere robust. Jeg er ikke så urolig for dig” sagde hun.

Det var som om at alt var uvirkelig. Jeg gik over og holdt stramt om Alice. “Så. så. Lig dig ned i sengen.” Jeg lagde mig ned og Alice satte sig ved siden af mig. Jeg var så udmattet og faldt i søvn.

Da jeg vågnede sad Alice og læste en bog. “Åh. Du er vågen.” sagde hun. Jeg nikkede. “Du får lige denne kåbe på, så kan vi finde noget mad.”. Vi gik ud af rummet og ned til et slags personale køkken hvor der var kaffe og brød. Jeg spiste stille. “Hvad med min tante?”

“Du er meget omsorgsfuld, men lad gå. Doktor Stirling kiggede ind til mig i nat. Din tante fik et anfald af vanvid og vi måtte sætte hende i en stol. Prognoserne er gode, men det vil tage tid at bearbejde tabet af sin kusk. Mellem os sagt så mistænker jeg, at der var mere mellem dem” Hun kiggede på mig og studerede mit ansigtsudtryk “Og jeg har ret – som sædvanlig”. Han tav et øjeblik. “Men som sagt. Tid skal der til. Lad os gå ned og se til hende.”

Vi gik ned ad gangen og ind i et lokale, jeg havde været i før. Min tante sad i stolen med de svære læderremme kun iført sit korset som var strammet som jeg ikke havde set det før. På hovedet havde hun en polstret hjelm, som jeg vidste sad ude på endnu en polstret hjelm. Hun havde et panel for munden, som jeg vidste dækket over noget læder, som var presset ind i hendes mund. Mens vi stod og kiggede, hørte vi noget ramme spanden. “Hendes fordøjelsessystem virker. Gode tegn” sagde Alice.

Alice gjorde tegn til at vi skulle gå. Nede på værelset kom en sygeplejerske med mit tøj. Alt var blevet vasket bortset fra læderkorsettet, som dog havde fået noget pleje. Sygeplejersken kiggede forundret på mig og Alice sagde “Kostskoledreng. Det er normalt for dem.” Sygeplejersken gik.

Jeg fik hjælp med korsettet. Alice trak i snørerne med kraftige ryk. Da jeg havde fået alt mit tøj på, fulgte jeg med Alice over til lægeboligen. Her stod Anna’s bedstemor med sheriffen og lægerne.

Doktor Stirling kom hen til mig. “Jeg har ladet arrangere at jeres ejendele bliver hentet fra din tantes bolig og bragt hertil. Du skal bo hos mig. Stemningen i byen er ikke god.

“Hvis I ikke har noget imod det, vil jeg gerne køre med” sagde jeg.

“Ok. Alice kan køre sammen med dig. Anna’s bedstemor har set til at tjenestefolk hjælper jer med at få tømt boligen.”

Vi kørte mod byen. Da vi kom ind i byen, kunne jeg se at nogle af tjenestefolkene ude på plantagen var ved at tage de to kroppe ned. De to søstre Dora og Lucy var der sammen med Mack. Præsten stod ved dem og gav dem den sidste olie og en velsignelse med på vejen. Det var en mand som havde mistet sin datter og så var nådig mod den person som måske havde stået for udåden. Hvilken tro!

Da vi kom tæt på dem, råbte Lucy efter os. “I kommer at betale for det….Alle sammen!”

Vi fortsatte til min tantes hus hvor jeg pakkede min skoleuniform. Kom jeg nogensinde tilbage til huset? Kunne min tante nogensinde undervise i Gatorville igen?

Vi fik at vide at Eliott og Bill ville blive begravet 3 dage efter. Sheriffen fik protester gående på, at de ikke skulle begraves i indviet jord, men præsten sagde, at han ville sige op, hvis det ikke skete.

Sammen med lægerne deltog jeg i begravelsen af Grace. Jeg var hele tiden flankeret af Doktor Stirling, der med sin næste 2 meter indgød respekt hvor han gik, så selvom folk skulede, så sagde de ingenting. Min tante kunne ikke deltage. Hun sad stadig i stolen og forlod den kun en gang om dagen for at få et bad.

Sheriffen kom over med forskellige papirer, så begravelsen af far og søn kunne finde sted. Doktor Stirling åbnede en flaske vin. Jeg fik også tilbudt et glas. Mit værelse på hospitalet var udmærket, men jeg savnede snakken om aftensmaden, da lægerne arbejdede sent og jeg spiste ofte alene.

Vi hentede Roland på togstationen dagen efter. Han var bestyrtet over de ting, der var sket i Gatorville.

Men her til aften spiste Sheriffen sammen med doktor Stirling og Alice. Snakken kom ind på Grace. Alice mente at bide-mærkerne burde have frikendt Eliott, hvis ellers forsvarsadvokaten havde været vågen. Hun havde bedt ham om at indkalde hende som vidne, men det skete ikke. “Mærk mine ord. Det er en voksen mands bid” sagde hun.

“Og så den mærkværdige skamfering på højre balle. En trekant med en prik i. Det lugter af en der har prøvet det før”

Roland blev ligbleg.

“Hvad der er der galt?” spurgte doktor Stirling
Historien fortsætter under reklamen

“Jeg har set det før. Jeg ved, hvem der kan identificere morderen”, kom det fra ham.

Læs forrige afsnit