Barbie, kapitel 3

Min naturlige liderlighed, der altid har domineret mit liv, er der stadig. På en dybt pervers måde ophidser den rå, kolde jernlænke om min ankel mig…

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@Gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Der siver en smule dagslys ind gennem de massive skodder. Så det er ikke helt nat endnu. Men vi er sidst i maj, så der er lyst længe. Jeg synes, jeg har siddet i det store, halvtomme loftrum uendeligt længe. Min blære er spændt, og min hals snøret sammen af tørst.

Det er forfærdeligt at sidde der. Helt alene. Jeg ønsker så meget at Patrick vil komme. Bare for at se et andet menneske, selv om det er det lede udyr. Ensomheden er ved at knække mig. For helvede, jeg er en partytøs. Vant til at fyrene flokkes om mig. At sidde helt alene i lænken er uudholdeligt. Jeg skal have ham til at løsne lænken. Til at give mig noget at drikke. Mulighed for at gå på toilet.

Lyset udenfor bliver svagere. Det må være sent om aftenen. Kl. 22.00 eller 23.00?

Omsider lyder Patricks trin på trappen. Lyden gør mig så lettet. Så glad.

”Nå, har min luder noget hun vil tigge sin Herre om?” Han kigger på mig. Skødesløst. Som om han føler sig helt sikker på mig.

Jeg bliver så vred, at jeg er lige ved at råbe ”Nej”, men tager mig i det. Det vil være forfærdeligt, hvis han går med det samme. Jeg har desperat brug for at tale med et andet menneske, selv ham.

Jeg prøver at opføre mig, som jeg tror han ønsker: ”Herre, må jeg ikke nok få noget at drikke. Jeg er så tørstig?”

Han griner bare.

”Luderen ved, at den slags privilegier koster. Hun må hellere håbe, at der en noget hun kan gøre, der vil glæde hendes Herre.”

Skal jeg alligevel sutte pik på ham? Min mund er så tør at det gør ondt. Men jeg ser det lidt som et symbol på at overgive mig helt til ham. Det vil jeg ikke. Han vil jo ikke tørste mig ihjel. Så hvis jeg bare holder ud, skal han jo nok give op og komme med en cola.

Han skal altså ikke have den triumf, at jeg tigger om at måtte sutte pik. Selvfølgelig kan han tvinge mig til det, men jeg vil ikke tigge.

Men hvis jeg svarer det, så går han. Og jeg ønsker at have selskab, bare et par minutter mere. Hvordan får jeg ham til at snakke?

”Men Herre, er der kun den ene ting, jeg kan gøre for dig?”

”Du har slet ikke hørt efter, beskidte luder. Jeg har allerede nævnt 3 ting.” Han stirrer intenst på mig, og ser så ud til at ville gå.

Jeg tænker desperat. 3 ting? Den ene er at sutte pik. Det som jeg har bestemt mig til at kæmpe imod. Som et symbol på, at jeg stadig har min egen vilje. Hvad mere har han nævnt?

Han drejer rundt. Er på vej væk. Jeg spekulerer desperat. En nat uden noget at drikke vil være forfærdelig. Hvorfor havde jeg dog ikke drukket noget om morgenen, før han kom?

Han træder ned på det første trin. Så slår det mig. Jeg kan huske noget, han har krævet af mig.

”Herre, kan slavinden glæde Herren ved at trække sit tøj af?”

Han er nået et par trin længere ned af trappen. Men han vender om. Indvendigt jubler jeg. Måske giver han mig noget at drikke. Og i det mindste får jeg selskab et par minutter mere. Den totale isolation er forfærdelig.

Patrick kommer op til mig.

”Nå, luderen har lyst til at være nøgen?”

”Ja Herre, hvis det behager dig. Hvis det kan gøre mig fortjent til det privilegium at få noget at drikke?”

Han sparker mig hårdt ind i ribbenene. Det gør vanvittigt ondt. Måske er de brækkede. Eller bøjede. Jeg har hørt, at bøjede ribben gør endnu mere ondt end brækkede.

”Du skal sgu ikke stille betingelser, luder. Smid det kluns og se, om din Herre gider belønne dig.”

Jeg ligger sammenkrummet på gulvet og græder. Det gør så sindssygt ondt. Hvor er han dog et dumt svin. Og samtidig klynger jeg mig til muligheden for at tale med ham.

Med stort besvær strækker jeg mig ud, og begynder at trække tøjet af overkroppen. Jeg har ret meget tøj på i forhold til årstiden. Fordi jeg ikke havde ønsket at vise Patrick noget som helst. Det gør ufatteligt ondt når jeg trækker blusen af. Min ene side er helt ødelagt, der hvor hans spark har ramt. Men grædende får jeg tøjet af, og snart har jeg kun en BH på overkroppen. Det irriterer mig virkeligt, at han skal se mine gigantiske, naturlige bryster. Selvfølgelig har han set dem før, men nu fortjener han det ikke.

Hvordan skal jeg få bukserne af, når min ankel er lænket? Jeg åbner dem, og trækker dem af, så buksebenet glider ned og sidder omkring lænken. Trusserne ryger samme vej. Sjovt nok er det min BH jeg nødigst vil smide. Jeg tøver. Længe.

Patrick træder helt hen til mig. Han ser rasende ud. Om et øjeblik rammer hans tunge spark mine ribben igen.

Det er jeg helt sikker på. Jeg flår BH`en af, selv om det skriger i min krop, da jeg skal vride armene om på ryggen.

Han kigger hånligt på mig.

”Nå, luderen kan lære at opføre sig ordentligt. Det havde jeg nu også regnet med.”

Han bøjer sig ned, og med en dolk, som han bærer i bæltet, skærer han mine bukser og trusser i stykker, så de kan flås af lænken.

”Dem får du alligevel ikke brug for.”

Han kyler mit tøj ned af trappen.

”Nå slavinde. Du har, selv om det gik trægt, opført dig ordentligt. Er der et særligt privilegium, du gerne vil have?”

Jeg er så tørstig. Men hvad vil det hjælpe at få noget at drikke nu? Han kan jo tvinge mig til hvad som helst, hvis han igen nægter at give mig noget at drikke. Bliver han ved på den måde, er jeg jo fortabt.

”Jeg vil gerne undgå at tørste fremover,” vover jeg at sige.

Han griner.

”Nå, den lille luder er beregnende. Men det er såmænd i orden. Det ville også være for kedeligt, hvis jeg brugte den samme metode igen og igen for at tæmme dig. Du må få lov til at drikke så meget du har behov for, hvis du til gengæld lover mig, at du, i resten af den tid du er min slavinde, altid går nøgen, når jeg forlanger det, eller ifører dig enhver beklædning jeg forlanger. Uanset, hvor vi er. Uanset, hvem der kigger på.”

Måske tror han, jeg bliver bange for hans betingelser. Men det er jo meget bedre, end jeg havde forventet.

Jeg får noget at drikke, og han har lovet, at han ikke senere vil tørste mig. Så har jeg en chance for at trodse ham fremover.

”Det er en aftale, Herre. Må jeg få en stor, kold cola med det samme?”

Patrick griner endnu højere.

”Hør her, luder. Her skal du ikke tro, du er noget. Du drikker det, jeg giver dig, om det så er pis.”

Uden at sige mere, forsvinder han ned af trappen. Vil han snyde mig, og lade mig tørste? Og skal jeg nu sidde heroppe helt alene igen?

Jeg er lettet, da jeg hører hans trin.

Han kommer op, bærende en stor metalskål, hvorpå der står Rex. En hundeskål. Den er fyldt med vand, og han sætter den på gulvet.

”Drik nu, mens du kan se, luder. Om 10 minutter slukker jeg lyset.”

Uden flere ord forsvinder han. Jeg begynder at græde. Ville så gerne have snakket noget mere med ham. Jeg skal i den grad på toilettet, men nægter at tisse i en spand.

Jeg får styr på mig selv, og løfter den tunge vandskål op, og hælder lidt af vandet ind i munden. Det er friskt og koldt. Jeg skynder mig at drikke noget mere. Med et bliver det helt mørkt.

Han har slukket lyset. I begyndelsen er alt sort. Jeg kryber sammen på gulvet og græder fortvivlet. Det er en frygtelig situation jeg er havnet i. Hvorfor lod jeg ham ikke bare sende de film. Mine venner ville have støttet mig. Trods alt. Nu er jeg fuldstændigt udleveret til ham.

Jeg ruller mig sammen i fosterstilling, og græder og græder.
Langsomt vænner mine øjne sig til mørket.

Der må være mørkt udenfor, men alligevel trænger der en anelse lys ind ved skodderne. Jeg kan intet se i lokalet, men kan ane omridset af de nærmeste skodder.

Ligger helt alene.
Isoleret.

Føler mig så svag. Fuldstændigt udleveret til ham.

Men isolationen er det værste. Ville give ALT for en computer. Tv. Musik. Eller allerhelst et menneske at tale med. Kun et døgn, og ensomheden har allerede nedbrudt mig.

Det gør så ondt, hver gang jeg trækker vejret. Jeg kommer i tanke om, at jeg har læst om voldsmænd, der med vilje har bøjet ribbenene på deres kærester, for at det skal gøre forfærdeligt ondt hele tiden. Dengang kunne jeg ikke forstå det, men det kan jeg let nu.

Jeg har aldrig prøvet noget der gjorde mere ondt. Kun når jeg slapper fuldstændig af, og trækker vejret helt stille, kan jeg begrænse smerterne lidt.

Jeg prøver at sove. Men det hårde gulv gør det svært. Nu hvor jeg er nøgen, føles det værre. Og jeg føler rigtigt, hvor koldt her er. Krummer mig sammen, for at holde varmen. Det er nødvendigt at jeg ligger sådan, for ikke at komme til at ryste af kulde. Men stillingen får mine smadrede ribben til at smerte endnu mere.

Jeg ligger her længe. Prøver på at sove, men kan ikke. Der er gået så forfærdelig lang tid. Kommer han aldrig igen? Selv om han er et uhyre, savner jeg hans selskab så meget. Savner lyden af en stemme. I mørket kryber jeg hen over gulvet, og drikker lidt mere vand. Den eneste ”luksus” jeg har fået af ham. Jeg smiler ironisk.

Det er dejligt, at tørsten ikke længere plager mig. Men nu er trangen til at tisse så meget større. Min blære føles, som om den skal sprænges. Kommer han ikke snart?

Men han giver mig jo ikke lov til at gå på toilettet. Det tror jeg da ikke. Hvis jeg nu tigger om at sutte pik? Kan jeg så få toiletbesøg som et ”privilegie”?

Det er jeg slet ikke sikker på. Men jeg skal tisse. Kan ikke udsætte det længere. Jeg græder ved tanken. Må gøre som han siger. Må tisse i den forbandede spand. Jeg husker, at spanden stod inde ved væggen, i den modsatte side af vandskålen. Jeg kryber ind til væggen og finder spanden.

Husker at endevæggen er tæt på, og tester, om min lænke er lang nok til at nå hjørnet. Det er den.

Jeg skubber spanden næsten ind i hjørnet, og sætter mig på hug over den. Presser øjnene sammen i mørket.

Ydmygelsen knuser mig. Så giver jeg slip, og mit pis plasker ned i metalspanden. Det løber og løber. Vil ikke stoppe. Men hvor føles det dejligt. At slippe af med det evige tryk fra min blære.

Omsider kan jeg kravle væk derfra. Jeg kravler så langt hen langs muren, som min kæde tillader. Helt hen til vandskålen. Jeg vil ikke ligge ved den spand med mit pis. Igen kryber jeg sammen. Prøver på at sove, men kan ikke.

I det mindste er jeg ikke tørstig. Ikke tissetrængende. Men jeg er nøgen. Isoleret. Berøvet muligheden for at se. Og jeg fryser så meget.

Lyden af fugle udenfor bliver tydeligere. Og lyset fra de små revner ved skodderne bliver kraftigere. Jeg kan svagt ane lidt af mine omgivelser på det mørke loft. Det må være ved at blive morgen.

Det er forfærdeligt bare at ligge hjælpeløs i min lænke. Så isoleret. Ikke at kunne sove. Ikke kunne gøre noget som helst. Mine fingre strejfer min fisse. Jeg nyder den velkendte følelse af min lyst. Et sekund forekommer det mig grotesk at tænke på at onanere under de grusomme forhold. Men hvorfor ikke? Det er det eneste, Patrick ikke har berøvet mig. Jeg lader bare fingrene gøre det, de helt af sig selv var begyndt på.

Spreder mine ben. De lange, velformede ben, som 1000 mænd har tilbedt. I mørket kan ingen se deres skønhed. Jeg spreder dem, og lader fingerspidserne glide forsigtigt op gennem min fugtige revne. Det føles vidunderligt. Min naturlige liderlighed, der altid har domineret mit liv, er der stadig. På en dybt pervers måde ophidser den rå, kolde jernlænke om min ankel mig.

Fingerspidserne finder den lille knop.

Jeg skubber de dystre omgivelser fra mig. Koncentrerer mig om nydelsen, som mine fingre kan give mig. Lukker øjnene, og danner billeder af nogle af de mange lækre elskere jeg har haft.

Ikke Patrick. Selv om jeg for mig selv må indrømme, at han bestemt var lækker dengang. Men nu ved jeg, hvilket uhyre han er.

Men jeg har haft fræk sex med så mange andre. Jeg tænker på min første trekant. Da jeg kun var 13 år gammel. To drenge på 18 og 19 år havde brugt mig. Jeg havde protesteret, og sagt at jeg ikke ville. Med de havde bare kneppet mig alligevel. Endda i en sandwich. Det var første gang, jeg havde haft en pik i mit snævre røvhul, men de kneppede bare brutalt videre, lige meget hvor meget jeg tiggede. Jeg havde grædt. Men bagefter havde det været dejligt og liderligt at tænke tilbage på. Vi 3 havde prøvet en masse vilde ting i de følgende måneder.

Mine fingre spiller en smuk melodi på alle nervecellerne i min fisse. Efter få minutter kunne jeg have fået en orgasme. Men jeg ønsker det ikke. Vil trække det dejlige øjeblik længere ud. Meget længere.

Og det lykkes. En halv time senere er jeg stadigt på toppen af min nydelse. Lige på randen af en orgasme. Det er så vidunderligt. Nu kan jeg ikke udholde det længere. Jeg skal have den orgasme.

Lige i det øjeblik tændes lyset, og Patrick står foran mig. Han må have gået fuldstændigt lydløst op af trappen.

Han griber min hånd, og tvinger den væk fra min fisse.

”At onanere, eller at få orgasme er privilegier. Privilegier jeg ikke har tildelt dig. Jeg bliver nødt til at sørge for, at du ikke gør det igen.”

Før jeg når at sige noget, har han bundet mine hænder på ryggen, givet mig halsbånd på, og ført hænderne næsten op til dette halsbånd og fastgjort dem. Det gør så ondt i mine arme, fordi de er trukket så langt op på ryggen af mig. Jeg klynker højt.

Han fylder min vandskål, og kigger i toiletspanden.

”Nå, luderen har fundet ud af, at hun skal benytte sig af de ting, hendes Herre stiller til rådighed. Det er godt. Men du har været meget uartig ved at onanere. Hvis jeg ønsker at, du skal have nydelse, skal jeg nok sige til. Jeg er vred på dig, din liderlige luder.”

Uden at give mig mulighed for at sige noget, forsvinder han ned af trappen. Lyset bliver slukket.

Jeg skriger efter ham. Tigger ham om at komme tilbage. Græder højt. Råber at jeg gerne vil sutte pik på ham. Men han er væk. Mon han har hørt mig?

Nu er situationen 1000 gange værre. Jeg er fuldstændigt hjælpeløs, med armene bundet op sådan. Det gør stadigt ondt, hver gang jeg trækker vejret, men nu smerter mine arme og skulderled også.

Og jeg er så sulten. Jeg ville have tigget om at få lov til at sutte pik, i håb om at det ville have givet mig mad. Men Patrick var forsvundet, før jeg fik muligheden for det. Sulten gør ondt i min mave.

Det må være blevet rigtigt lyst udenfor, men der trænger kun meget lidt lys ind gennem skodderne. Jeg kan lige ane vandskålen og toiletspanden. Ikke meget andet. Vil han virkeligt lade mig ligge i totalt mørke? Det er ved at knække mig. Jeg vil da blive vanvittig inden ret længe.

Oven i alt det andet dunker min fisse. Jeg har været sekunder fra en gigantisk orgasme. Og hele min krop kræver den befrielse. Jeg forsøger at gnide lårene mod hinanden. Men det eneste resultat er, at min forfærdelige lyst vokser. Men uden at jeg kan opnå forløsningen.

Desperat og uden håb, ligger jeg og græder.

Jeg ligger der længe. Det bliver varmere. Klokken er nok blevet 12 eller lidt mere. Jeg ønsker så meget, at Patrick vil komme, men det gør han ikke.

Sulten er ikke til at udholde. Min mave føles fuldstændig tom. Jeg beslutter mig for at drikke så meget vand jeg kan. Måske kan det få min mave til at føles mere fyldt?

På knæ kravler jeg hen til vandskålen. Men hænderne bundet på ryggen, kan jeg ikke løfte skålen. Må ligge og drikke som en hund.

Jeg fylder min tomme mave op med vand.

Udenfor begynder lyset at blive svagere, den må altså være over 21 om aftenen på min anden dag i fangenskab.

Jeg har stadigt intet fået at spise, og Patrick har ikke besøgt mig. Kan han være kørt, og bare have overladt mig til min skæbne? Hvis han har, er jeg dødsdømt. Men det vil være ulogisk. Hvorfor skulle han have alt det besvær, og så bare efterlade mig. Det er helt sikkert, at han lader mig ligge i min elendighed for at knække mig. Og nedslået konstaterer jeg, at han er på vej til at lykkes med sin plan.

Jeg har kun været hans fange i 2 døgn, men allerede vil jeg gøre næsten hvad som helst, bare for at få noget mad.

Og endnu mere skræmmende er den længsel, jeg føler efter at han skal komme. Det at være isoleret i mørket, uden noget at lave, og uden det mindste til at underholde mig med, er forfærdeligt. Han er et frygteligt uhyre, men jeg ville 1000 gange hellere have at han var heroppe. Hellere det, end at sidde alene i mørket.

Jeg har det forfærdeligt, men endnu værre bliver det, mens det sidste lys forsvinder, at jeg kan mærke, at det er umuligt at holde indholdet i mine tarme tilbage. Jeg skal på toilettet.

Desperat skriger jeg efter Patrick. Men han komme ikke. Igen tænker jeg på, om han er i huset?

Jeg kan ikke holde mig længere. Om et øjeblik skider jeg ud over gulvet. Så ydmygende det er, er det dog bedre at skide i spanden.

Det er vildt svært at komme på benene, sådan som mine arme er bundet på ryggen, men det lykkes. Nedbrudt og totalt ydmyget går jeg på hug over til spanden, og giver omsider slip på det lort, der så længe har presset på for at komme ud. Det plasker ned i mit pis, der ligger på bunden af spanden. Jeg føler, at jeg tømmer hele tarmen. Det er en vild lettelse. Jeg vil til at rejse mig, men mærker, at jeg også skal tisse.

Jeg tømmer min blære, og skynder mig væk fra den stinkende spand. Græder i fortvivlelse over, at jeg ikke engang kan tørre røv.
Historien fortsætter under reklamen

Knust lægger jeg mig og forsøger at sove, men smerterne fra mine bøjede ribben og opvredne arme gør det umuligt. I en døs af smerte og træthed, ligger jeg ulykkelig på gulvet og ryster af kulde.

Læs næste afsnit

2 kommentarer

1. Anonym

   21/09/2020 kl 11:06

   Endnu en velskrevet og intens historie 👍

   3+

   Besvar kommentar
   • kaptajn Bligh

     23/09/2020 kl 1:20 - som svar på Anonym

     Jeg takker meget. Til denne roman har jeg modtaget rigtigt meget hjælp fra mange af mine faste fans, så kapitlerne er gennemarbejdede og rettede af adskillelige læsere, før de er offentliggjort herinde. Jeg lover dig, at serie bliver endnu mere intens i de kommende afsnit.

     3+

     Besvar kommentar