“Far. Jeg er lidt træt i dag, okay?” siger hun med sin bedste lillepige-stemme og ser bedende på mig.


Forfatter: Q

Læs første afsnit

Mandag. Lortedag. Tirsdag. Lortedag. Onsdag, torsdag, fredag, lørdag. Lortedage. Det eneste, der holder mig fra hæve hele familieopsparingen ned i en grøn kuffert med en envejsbillet til Maldiverne er søndag. Til gengæld er søndag en fremragende dag. Hele min eksistens drejer sig i øjeblikket om søndag. Mere præcist drejer den sig om tidspunktet mellem, at jeg kommer hjem (et sted mellem kl. 12 og 13 afhængigt af trafikken), og når konen kommer hjem (et sted mellem 16 og 17).

I dag er det søndag. Klokken er 12, og jeg nikker til chefen. Hun er sød nok, 10 år yngre end mig og sådan en type, jeg lader blive på arbejdet, hvis jeg kan sige det sådan. Jeg lukker hoveddøren, finder min bil, og så handler alle mine tanker om at komme hjem så hurtigt som muligt før min kone.

Hun er en møgkælling. Andre ord har jeg svært ved at bruge om hende. Hun siger aldrig noget til ungerne, hun gør aldrig noget i huset. Hun er her bare. Sygemeldt på ubestemt tid, stirrer op i loftet. Men til psykiater om søndagen. Sammen har vi to børn, Storm på 15 og Ida på 13.

Jeg tænder motoren til bilen. I det her øjeblik er Storm nok lige trådt ud på fodboldbanen. Dygtig er han ikke til det, men det har holdet det fint med. Han er en god dreng. Der sker noget ved en, når man får sit første barn. Storm er min søn, og jeg har altid forsøgt at være god ved ham. Han var meget følsom, da han var lille, men det er ved at gå over nu i teenagerårene, efter jeg insisterede på, at han skulle begynde til fodbold. Men hvis jeg skal være helt ærlig, og det prøver jeg på at være, så var hans behov for et maskulint fællesskab ikke den primære grund til, jeg sendte ham afsted. Den primære grund var, at der var træning om søndagen.

Og så er der Ida. Ida er det bedste, der er sket for mit liv. Hver en tomme af mig længes efter hendes krop hvert minut i døgnet. Ida. Alt jeg gør for den her familie er på grund af hende. Og det var også, hvad jeg fortalte hende den dag sidste år, da jeg kyssede hende rigtigt første gang. Hun havde kysset mig på kinden, som hun altid har gjort, og så vendte jeg blikket og så på hende, hendes søde uskyldige smil, åbnede hendes læber og indtog hende.

7 dage om ugen, 24 timer i døgnet, sagde jeg til hende. Alt sammen for dig. Det eneste jeg beder om til gengæld er to timer om ugen fra dig. I de to timer er du min. Jeg kan ikke fortsætte uden det, jeg kan ikke blive ved med at se dig blive smukkere og smukkere, og så ikke få noget af det, der tilhører mig. Det sagde jeg til hende, mens jeg holdt om hendes håndled og forsigtigt nulrede hendes brystvorte uden på trøjen. Hun havde helt flade bryster, det har hun faktisk stadig, men de tænder mig alligevel, den smule, der nu er. Og sammenlignet med min kones rædsomme hængeparti, er der heller ikke megen konkurrence. Min datter er smuk, som en engel, som jeg hver søndag åbner op for.

Hendes himmelske krop. At løfte hende let ned over min pik, hvor der lige akkurat er plads til mig. At jeg har skabt hende. At trænge ind i hende langsomt, hun bed sig i læben, ville gerne gøre mig glad, selvom hun ikke helt forstod, hvad det var, der skete. Men der skulle ikke mange søndage til, før hun forstod det.

Nogle gange er der problemer med hende. Så føler hun sig syg eller vil over til en veninde. Men hun må forstå, at hun tilhører mig, og i de to timer skal hun gøre, hvad jeg siger. Hun skal tage det tøj på, jeg har købt til hende, hun skal stå i entreen og vente på mig, tage imod mig, kysse mig og så skal hun tage min hånd og let føre mig til sit værelse. Det er aftalen, ellers forlader jeg familien. Deres mor kan ikke tage sig af dem (hun har ikke sagt noget til dem i et halvt år), så de ryger på børnehjem, og ingen vil adoptere så gamle børn som jer, sagde jeg til hende. Så bliver I sendt ud til nogle junkier og bo. Og de vil sikkert kræve præcis det samme af dig, som jeg gør nu. Jeg fortalte hende, at det er min ret som herre af det her hus. At alle hustande fungerer på den måde, at manden har brug for at få noget kærlighed mindst en gang om ugen, og deres mor var jo ikke tilgængelig.

På bilturen hjem fra jobbet tænker jeg kun på hende. Jeg er ved at køre en gammel dame ned i rundkørslen, men heldigvis sker der ikke noget. I sidste uge købte jeg en ny kjole til hende, en sort og nuttet sag, der går hende til lige under ballerne. Jeg prøver generelt at klæde hende i så nuttede ting som muligt, det gør knaldet hundrede gange bedre, når man kommer i nærheden af det uskyldige blik, hun første gang sendte mig. Nogen gange beder jeg hende om at efterligne det.

Hendes teenage-oprør er så at prøve at blive voksen så hurtigt som muligt. I flere måneder plagede hun mig for eksempel om at få noget make-up. Fuldstændigt udelukket. Skal min datter gå og gøre sig lækker form folk?

Jeg smækker bildøren hårdt, så jeg ved, hun kan høre det og kan gøre sig klar i entreen. Blinker bilen låst og bevæger mig mod hoveddøren. Tjekker mit ansigt i spejlet, trykker ned i døren, parat til endelig at se Idas skønne krop i den nye kjole. Forestiller mig hendes små spinkle ben i de lange selvsiddende nylonstrømper, jeg har købt til. Som jeg kan flå af og så fortære hende.

Jeg åbner døren, men hun står ikke i entreen.

Noget må været galt. “Så er jeg hjemme, skat!” råber jeg, og nu titter hun frem i et par shorts og en stor gammel t-shirt. “Hvorfor har du det der på?” siger jeg. Den her søndag er virkelig ikke en, hvor jeg har brug for en af hendes dårlige undskyldninger, det ved hun godt, så der må være en anden grund. Selvfølgelig! Storms fodbold er aflyst! “Er Storm ikke til fodbold?” spørger jeg og forsøger ikke at lyde nedtrykt, hvis han nu kan høre mig.

“Far. Jeg er lidt træt i dag, okay?” siger hun med sin bedste lillepige-stemme og ser bedende på mig. Men jeg giver hende ikke noget kærligt tilbage, hun er gammel nok til at overholde sine aftaler.

“Hvad mener du, Ida?”

“Men det er okay, jeg har fundet en løsning, søde Far. Jeg ved godt, du skal have din søndagsgave, det ved jeg godt,” siger hun og ser ned i gulvet. Jeg har ingen anelse om, hvad det er, hun mener her. Storm eller deres mor er ikke hjemme, hvis hun taler til mig sådan, så hvad er det så, hun mener?

“Hvorfor har du så ikke kjolen på, Ida? Jeg har ventet hele ugen–!” siger jeg og tager fat i håret på hende, tvinger hendes blik ind i mit, hun er stadig nervøs.

“Av Far, undskyld! Hør nu … Jeg har fundet noget, der er lige så godt, som det plejer, det har alting. Det er lige præcis som altid. Det lover jeg dig, jeg lover det.”

“Hvad kan være lige så godt? Du fjoller med mig, du er uartig lige nu,” siger jeg og tager fat i hendes røv, stikker hånden ned til hende, mærker hende sitre, jeg vil have hende, der er intet andet, jeg vil have.

“Far, prøv bare at gå ind og kig. Bare gå derind,” siger hun og peger mod sit værelse. Og først nu slår det mig, at alt nu kan komme ud af kurs. Hvad hvis hun har fået en eller anden veninde derind? Hvor længe kan det så holde? Hvad fanden skal jeg gøre? Skal jeg kneppe Ida en sidste gang og så skynde mig ud af landet? Det er vel det, hun må mene, det er det, hun har tænkt, for jeg har jo sagt til hende, at det var kroppen, jeg havde brug for. At hendes mor ikke kunne give mig sin krop.

Jeg bliver nødt til at tjekke det værelse ud. Jeg sukker og tager et skridt mod gangen, men det går langsomt. Hele mit liv passerer revy. Og jeg tager et skridt mere. Jeg har det ikke i mig at dræbe, så hellere i fængsel. Jeg bliver sikkert voldtaget, hvis de hører jeg har kneppet min datter. Er hele mit liv slut? Altså medmindre der ikke er nogen derinde. Måske har Ida købt en lolita-dukke, som ligner hende? Stjålet mit kreditkort og fået sådan en, der ligner. Er hun så dum? Måske. Jeg træder et skridt mere. Måske. Jeg lægger min hånd på Idas lyserøde dør og skubber den åben og ser mod sengen…

Det er Storm.

Han ligger på sengen, bundet til gavlen med hænderne over hovedet. Han er smuk, ja han ligner Ida lidt, som om han har fået et nyt ansigt. Har kjolen på og den aftegner sig ned af hans mere hårde, glatte krop, den markerer ham på en måde, skaber kroppen for ham. Og så er den lidt for lille til ham, og den stopper lige før skridtet og giver plads til hans lår, inden strømpernes blonder overtager igen. Det bare hud lige ved skridtet lyser nærmest, det er den hvideste, reneste del af ham, ansigtet tonet ned og mørklagt i make-up. Alt inviterer mig til at gå hen og løfte kjolen for at afdække det, jeg ikke kan se. Er jeg en fremmed og spørger; er han en rigtig pige? Nej, selvfølgelig ikke, men fantasien vokser inden i mig, den fortalte uvished foran mig overskygger min viden om ham. Jeg stirrer på ham, på kroppen og den er ikke Ida, men noget andet er den. Og så hans øjne finder jeg til sidst.

Han græder let. De små dråber ligger oven på huden og æder af den billige make-up, han har på. Hans blik er som jeg kun har set ham en gang før, dengang han faldt fra en klippe i Italien og knæet gik op, hans blik af total opgivelse inden smerten, total frygt for hvad virkeligheden var blevet til.

Han har en sok i munden. Savlet drypper ned fra den. Hans åndedræt er besværet af den, hans bryst må kæmpe for at kompensere for sokken, han er som et dyr. Mit blik falder endnu engang på lårene, på kanten af kjolen. Skaden er jo sket med min søn, men det der ligger foran mig nu er ikke min søn. Det er noget andet. Han laver en lyd, da jeg træder et skridt frem til sengen. Ida har misset en del detaljer. Storms kropsbehåring stikker frem fra hans blottede armhuler og ned af lårene på en måde, Ida ikke er. Og så dufter han ikke af Ida, han lugter af Storm.

Hvad nu? Storm er ikke en type, der kan holde kæft med det her. Hans blik går lige i pikken på mig, trykker mod mine bukser, han ved, hvad det her er. Det her er første gang, Ida har gjort noget ude af min kontrol. Noget jeg ikke kan ændre på. Jeg har under tre timer, inden deres mor kommer hjem, og så vil hele mit liv være forandret for altid. Men jeg må, jeg må, jeg må bare se. Jeg flytter hånden ned mod kjolen, hans øjne udspiles, jeg løfter den og ser hans pik pakket ind i et kyskhedsbælte som en sød lille sag. Jeg tager hånden ned til den og aer ham over nosserne, der ligeså godt kunne være et par skamlæber, hovedet der ligeså godt kunne være en klitoris. Han piver, når jeg rører ved ham. Uden at slippe ham af syne rækker jeg ud efter en creme, der står et sted, får fat i den. Tager fat i hans fod, drejer ham med hænderne bundet som et pendul mod mig og fødderne lander pladask på gulvet.

Jeg tager cremen i den ene hånd og bukserne ned med den anden, jeg smører den ind som jeg plejer at gøre. Storm hviner ved synet af den. Jeg tager fat i de bløde strømpe-lår. Jeg må tage imod, hvad min datter har givet mig, jeg sætter min pik lige foran hans stjerne, med benene bøjende titter pikken i buret frem øverst, indrammet af kjolen. Jeg presser den først svagt, så hårdere og hårdere mod hans hul, hans mikroskopiske hul, hans stønnen lyder grumt i sokken, som om han er ved at kvæles, jeg presser længere og længere ind, og så i bund i ham. Og nu knepper jeg ham, begynder at køre pikken frem og tilbage.

Jeg holder om benene, kører hånden frem og tilbage på dem, før jeg presser min krop mod hans, ned over ham, bøjer hendes krop, så jeg kan komme dybere, hun gisper ind i sokken, den søde tøs under mig, jeg dykker hovedet ned i halsen, bider hende, årh hvor er hun stram, hun klynker som et dyr, jeg river hende, bider hende, tager fat om nosserne, der er ved at sprænges, kører fingeren op og ned på klitten, årh, hvor det presser mod bæltet, jeg trækker mig ud, presser mig ind igen, hun er væk, hun er bare en krop, der begynder at ryste omkring mig, i store ryk, jeg genkender, min hånd nu hårdere om nosserne, helt inde i hende, min anden hånd river sokken ud af munden, hun stønner i en smertefuld, himmelsk ekstase: “Far!” Og jeg giver slip, banker for sidste gang op og tømmer mig i pigedyret i mine arme.

Krampetrækningerne forløser begge vores spændinger og vi falder sammen på sengen, Storm klynker og gylper nærmest. Jeg holder om ham, mens jeg binder rebene op som holder ham fast til gavlen. I det øjeblik hans hænder er frie, så klasker de mod min ryg, klamrer sig til mig som dengang han var mindre. Han kan ikke sige noget, og et stille håb begynder at vokse i mig. Oplevelsen har ændret ham, det er tydeligt. Der er sket noget. Hans krop er blevet min. Han græder, og han klamrer sig til mig, han har givet slip på noget, han har haft det svært, hvorfor ser jeg først det nu? Mine øjne har tilhørt Ida. Mit barn har været helt alene. Han har ikke kunnet finde vej igennem noget, det har alt sammen været så svært. Jeg læser ham som en åben bog. Uden tvivl var det smertefuldt for ham, jeg tog ham hårdt uden omtanke, slet ikke som med Ida. Men netop på grund af smerten, kunne han rives ud af sit gamle meningsløse liv. Jeg tager om Storms hoved og kysser det på panden, vi lægger som man kun kan ligge efter sex.

Jeg mærker øjne stikke mig i ryggen, og jeg vender mig i sengen. Ida står i døren. Jeg smiler til hende, og nu ser hun lettet ud. “Var det okay, Far?” spørger hun og ser mistroisk på den grædende Storm. Jeg nikker og holder om ham, trykker ham mod mit bryst. “Så kan mig og Storm måske bytte engang imellem?”

“Vi to må snakke sammen senere, Ida. Men lige nu har Storm brug for mig,” siger jeg og vifter hende væk. Jeg nusser Storm på den del af låret, som ikke er dækket af sok. Lader hånden udforske en smule, lader den først strejfe de udspilede nosser, men jeg kan ikke lade være med at blive ved at røre, og Storm klynker og presser skridtet mod min hånd. Selvom han er kommet en smule gør bæltet ham stadig liderlig, meget liderlig tyder det endda på, som han klynker og lader mig udforske ham, lader den anden hånd finde hans bryst, tegne hans brystvorte stiv, nulre den. Snart efter ruller orgasmen endnu engang igennem ham og små sæd-dråber spyr ud af bæltet. Jeg kysser ham, og han tager imod min tunge, jeg åbner ham op, og han giver sig til mig. “Du er så smuk,” hvisker jeg til ham og mener det og endnu en bølge af tårer ruller igennem ham, og jeg fortsætter: “Du er min.”

Han nikker mod mit bryst.

Sådan ligger vi indtil uret på Idas væg siger 15:30, og der er en halv time til, min kone kan være hjemme. Jeg tager fat om Storm, løfter ham ud i bruseren, hvor jeg tager kjolen og strømperne af ham, tænder bruseren og bader ham. Han ser blot på mig hengivent og en smule tom i blikket. Efter badet fører jeg ham ind i sin egen seng og står et øjeblik foran hans dør. Jeg tror ikke på, han vil gøre noget farligt mod mig efter den måde, han er på nu, men på den anden side må jeg jo være på den sikre side? Jeg låser døren. Så går jeg ind for at rydde op på Idas værelse, skifte sengebetræk og alt det.

Når jeg er færdig, går jeg ind i stuen, hvor Ida sidder. Hun kigger på mig. Hun er 13, men hun er ikke dum. Hun ved, at alt har forandret sig. Hun ved, at kyskhedsbæltet aldrig kommer af Storm. Vi kigger hinanden i øjnene. Jeg hører lyden af min kone komme sagte ind af døren. Hun svæver altid, stille som en rotte, ind og ud af rum og passerer os nærmest uden at ænse os.

“Storm er lidt træt, så han sover,” siger jeg ud i rummet, højt nok til at hun kan høre det. “Ida og jeg tænkte lige at køre en tur, hvis det er okay?” Hun svarer ikke. Jeg bevæger mig til hoveddøren, og Ida følger med, stille, hun får sine egne sko på, så trøje, så:

“Hvor skal vi hen?”

“Bare køre en tur.”

“Er du sur på mig?”
Historien fortsætter under reklamen

“Nej, Ida, men vi må snakke sammen. Jeg har tænkt lidt på os, vi skal snakke om det.” Og hun nikker, og hun følger med ud, hun hopper ind på sædet, og jeg smækker bildøren.