Politimanden slår igen, skræller huden af dine balder føles det som, mens du skriger og vræler ..

Forfatter: Jann (NNastyJR)

Fortsættelse af ‘Voldtaget Tøs III‘

”Så din påstand er altså, at to par – voksne, helt almindelige og ellers lovlydige borgere – skulle have holdt dig indespærret, kidnappet, og herunder have voldtaget dig gentagende gange, hen over denne foregående weekend?”, politimanden ser skeptisk på dig, ”du ved godt, at det er strafbart at indgive falsk anmeldelse…?, jo grovere påstand, jo mere alvorlig er straffen efterfølgende!”.

Klumpen i din hals vokser til kvælningspunktet og gør det umuligt for dig at svare. Og fugten i dine øjne stiger og begynder at sløre dit syn, din krop og nervesystem svigter, fortæller dig at det jo er akkurat som de advarede dig om – ingen vil tro dig! Betjenten, eller hvad han er, gør i hvert fald ikke, er du nu helt overbevist om, efter du har stammet dig forvirrende gennem hele forbrydelsen mod dig – lige fra fredag til søndag aften.

E. Mortensen, står der på det lille skilt på hans rodede bord. I det lille og mere og mere klaustrofobiske kontor, hvor der nu er alt, alt for varmt og indelukket, og alt, alt for stille.

Han sidder bare helt roligt og stirrer på dig – ligesom griller dig med tavshed og sine sammenknebne øjne. Lidt som om det er DIG der er forbryderen, at der er noget der ikke stemmer, noget klinger hult, og han venter på at du knækker sammen under presset – tilstår at det hele var din egen skyld, eller at det er pure opspind fra ende til anden…

Du skulle have taget din mor med, tænker du et øjeblik og ønsker voldsomt at hun var her. Eller bare fortalt hende det hele, hørt hvad hun syntes du skulle gøre – bare sagt det til nogen, før det her… Eller du skulle have ladet være, sådan som de sagde du skulle og som du har gjort i snart fire dage – du fortryder allerede bitterligt…

”Har du nogle navne, en adresse, et eller andet at gå efter, andet end…”, din fantasi?, fortsætter du automatisk hans udspørgen, ”har du kort sagt nogle håndfaste spor eller beviser?”. Han overvåger dig igen, endnu mere granskende, din reaktion, tegn på om du husker, eller finder på – sådan som politiet kan, tænker du og stresser endnu mere.

Tavsheden sænker sig igen, du kan stadig ikke få en lyd frem – er bange for at komme til at vræle, hvis du åbner munden. Og navne…, adressen…, spor og beviser!? Dine mærker på kroppen og ansigtet er jo stort set væk, kunne være hvad som helst. Og du har jo badet og vasket dig – igen og igen! Foruden at de jo også vaskede…

Før de slap dig fri, kørte dig helt hjem – så hvor du boede. HAN gjorde, ham der tog dig, den fredag i regnen…, hvor du selv satte dig ind i bilen… Hans ansigt…, hårfarve? Hed han noget med O?, nej, S…? Og den anden mand – ham med masken! Stan?, eller var det Jan?, så almindeligt… Nej!, det var noget med N…, eller…!?

Tankerne snurrer i din skalle – din lille, tomme skalle! For du satte dig jo ind i bilen, helt frivilligt og velvidende… Hos en total fremmed mand, der oven i købet fortalte dig at han var helt fredelig og harmløs – hvor dum må man ha’ lov at være, selv i lovens øjne?

Allerede da du fortalte det, rynkede betjenten jo brynene og lænede sig tilbage – kiggede skeptisk, nærmest mistænksomt på dig. Og han tænkte sit, oh jo – endnu en ung tøs, med noget der højst sandsynligt var et slags forsøg på lidt opmærksomhed. Den slags sker jo, jævnt ofte faktisk, ved han udmærket, har været med til masser af gange.

Kriminalassistent Mortensen har faktisk gjort det til en dyd, at fange sådan noget pjat i opløbet – ikke spilde ordensmagtens i forvejen sparsomme ressourcer på luftkasteller og teenage frustrationer, problemer i hjemmet eller hvad det her er? Jo, Mortensen er vågen og ikke sådan at løbe om hjørner med, har jo personlig erfaring med det også.

Og helt oprigtigt, tænker han, er det jo tit og ofte sådan, at selvom der ER sket noget, bunder det i virkeligheden bare i forsmåede kvinder der fortryder dagen efter, og så… Jo, jo, Mortensen er skarp, og skrap – ved der altid er to sider af en sag, har jo selv måtte… Mere end en gang faktisk, men med kollegaers hjælp…

Du begynder faktisk at irritere ham – endnu en ung tøs der søger lidt ekstra opmærksomhed og tid fra omverdenen – kan du for helvede ikke se at han har RIGTIGE sager på bordet, og til langt op over halsen?, tænker han. Men han lader dig, hører pligtskyldigt som han skal – den udøvende magt, ikke dømmende – sidder bare og gransker dig minutiøst, hvornår du knækker…

Dine kinder blusser allerede kobberrødt, øjnene drukner i vand. Stemmen hakker og er næsten ikke til at høre mere – det rette tidspunkt, og han brøler til dig om at tale højere!…, men venter foreløbigt. Bevares, man kan jo heller ikke afvise noget, sådan bare lige og uden at gi’ hende en chance, tænker han. Tøsen er jo køn nok, sådan set, og helt klart en offertype.

Endnu en af hans overbevisninger og lærdomme fra tyve år i tjenesten: visse mennesker tiltrækker problemer og ulykker, er som magneter og nærmest selv uden om det. Letpåklædte og udfordrende, oven i købet fulde også. Hustruer med flækkede læber, der i sidste ende bare har bedt om det – gentager det, igen og igen – oh jo, Mortensen har set det meste.

Men den her historie er sgu’ for tynd, tænker han, og må et par gange tage sig selv i at grine – det med leverpostejen…, selvom han da godt ka’ se det… Nej, det her er klart en røverhistorie, bevares, en af de bedre af slagsen, af en så ung tøs – en fantasi du har og måske tror lidt for meget på?, konkluderer han endeligt.

Mortensen kigger et øjeblik på computeren, åbner så sin browser fra USB-nøglen og går ind på totalsex.dk, hvor han ind imellem kobler lidt af. Allerhelst med hende, Safran… Uhm, der er en kvinde han gerne vil lægge i håndjern og…, han finder den: Mia Til Afhøring, syntes nok der var noget der virkede bekendt ved situationen – altså den han selv befinder sig i…

Det irriterer ham bare yderligere. At pigebarnet sætter den slags tanker i hans hoved…, ud over at du sidder og lyver ham direkte op i hans ansigt. For jeg mener – tænker han – hvis der var noget om snakken, noget alvor i det her – hvor er tøsens forældre så, de ville da være de første… Ah, selvfølgeligt, tænker han så, skarp og præcis – endnu en faderløs tøs, kun mor, og slemme, slemme tanker om ‘Manden’!

Mortensen har da oplevet at blive kaldt ‘mandschauvinist’ et par gange eller tre – oh jo. Ikke på det seneste dog, ordet er ikke så hipt mere – siger man sådan nu? Han ved det ikke, følger ikke med længere – men har set det meste! Ja, altså bortset fra det her – og nu har tøsen alligevel forstyrret ham, så han kan vel ligeså godt…

”Udmærket…, skal jeg finde nogen hoved og hale i det her, må du genfortælle. Start fra begyndelsen, fredagen, men inde i huset, det første tegn på at noget er forkert…, forlanger Mortensen, altid en god måde at afsløre løgnere, ved han, bryde deres mønstre, det forløb de har kørende i hovedet – genfortælle, igen og igen. Han læner sig tilbage og kigger opmærksomt på dig, ”og ALLE detaljer, den her gang…”. Du nikker, synker og gennemlever igen…

Fredagen, regnen, mødet med manden i bilen, sommerhuset – voldtægterne…
Lørdagen, hvor de fortsætter – to mænd nu, ham med masken… Voldsommere og mere sygt, næsten for svært at tro…
Søndagen. Du troede ikke dit mareridt kunne blive værre – så dukkede HUN op…

Og aftenen…, dit unge livs værste aften, vil helst ikke tilbage…, ikke tænke på al den…

Du skælver helt – den del må vente lidt endnu, tænker du, og du er også helt tør i halsen, da du stopper med at fortælle – igen. Men til din rædsel mærker du, at du ikke er tør hele vejen igennem… Og at dine kinder blusser alarmerende og at du flere steder blev helt indfanget i din egen fortælling – som altså er sand…, jamen, det er den altså!…

Politimanden er ikke overbevist, det står nu klar for dig, og får dig til at fortryde bittert – endda tvivle lidt på dig selv… Men så er du jo skør, tænker du så og mærker hvordan det sitrer gennem hele kroppen. Kan man fysisk mærke når man mister forstanden – galskab? Koldsveden dækker din krop, og der er så varm, indelukket, klaustrofobisk – hvorfor siger han ikke noget?

Mortensen er da berørt af din beretning, oh jo. Sikke en fantasi og indlevelsesevne, tænker han, hvor længe mon hun har brygget på den historie? Han fortryder at han ikke optog dig, så han kunne genhøre, senere… Det hele har jo haft en vis effekt også, oh jo. Den gamle knippel, der ellers for længst er lagt på hylden, gør plads igen i fløjlsbukserne.

Men tøsen er jo tydeligvis ustabil, ja, har helt tabt småkagen, konkluderer han fortroligt i sig selv. Det her er jo klart en sag for ‘socialvæsenet’, ikke ordensmagten – sygelige vrangforestillinger og perversion som han sjældent er stødt på. Nå ja, der er jo lige hende der Safran og hendes… Han rømmer sig, ser strengt på dig, og venter lige et par sekunder mere – til han er helt sømmelig.

Politimanden rejser sig, du stivner helt – nu smider han dig ud, eller smider dig i fængsel!, tænker du skrækslagent, og overvejer at løbe. Men han har jo dit navn…, og du er så tørstig, svimmel, forvirret, fortvivlet… Hvis nu du undskylder og siger du har været syg, drømt…, et eller andet! Åh gud, hvorfor tænkte du dig ikke mere om før – var mere sikker i din sag?

”Kom!”, lyder det så fra politimanden, der står ved siden af dig og rækker armen hen mod døren. Han får dig indlagt nu, du ved det, lige på den lukkede med spændetrøje og det hele. Du kæmper dig op fra stolen, din krop vil ikke rigtigt lystre, men får snoet dig forbi ham og hen til døren, åbner og går ud – ALLE kigger på dig nu, føler du.

Trapperne er svære for dig, men han holder dig, leder dig hen til en stor mørkeblå bil, åbner passagerdøren for dig. Det er begyndt at regne, bemærker du nu, og sætter dig ind – lidt ligesom dengang…, ikke…? Du har en grådklump i halsen, da han kører ud af politigården, du koncentrerer dig bare om vinduesviskerne, halsen brænder nu.

”Ude i sommerhusområdet, siger du?”, hører du så fjernt borte. Du nikker bare, ligesom mekanisk, har ligesom mistet talens brug – eller bare sagt rigeligt? ”Hvad var det, ja eller nej!”, udbryder han mere forlangende og ser på dig mens han kører. ”Ja…, ja, sommerhus…”, pipper du tørt – overvejer at kaste dig ud af bilen, på sygehuset?

Det øser ned da I når derud, han drejer ned ad sidste store vej mod de små stikveje: ”hvorhen?”, spørger han så – lige som du netop frygtede! Der går et gys gennem dig – hvorhen, hvorhenne? ”Æhm…, ned til venstre…”, pipper du igen, aner ikke hvor du er eller hvor I skal hen – hvor ‘gerningsstedet’ egentligt er…, hvis det altså er…

I kører videre, dit hjerte truer med at hoppe op af din tørre hals, du synker og skælver – måske hvis du fakede sygdo… ”Og hvor så…, hvor er dette sted, du mener at have været indespærret og forulempet…, hva?”, hvæser politimanden nu ned mod din stadig skrumpende skikkelse i sædet.

Der er halv dunkelt og sløret af regn – du genkender intet. Eller rettere: alt ligner hinanden og sig selv. Dine øjne flyder over og du føler dig kvalm, kvalt… ”Jeg…, jeg tror…, jeg ved det ikke?”, pipper du helt spagt og ynkeligt, mærker han sidder og stirrer ned på dig, bedøvende ligeglad med dine tårer og grådtyngede stemme.

Han standser bilen og slukker motoren, sidder bare i regnen, i et halv mørkt, øde, ukendt område. ”Så har vi jo et problem, ikke?”, siger han stille og myndigt, ”ingen navne, ingen beskrivelser – ingen steder!”. Du mærker det klø overalt på kroppen, også indeni, som om noget vil ud – galskaben?

Mortensen har det på samme måde – galskaben. Den kløende fornemmelse i kroppen, i hænderne i særdeleshed. I de gode gamle dage ville man… Men det gør man ikke mere, oh nej, nej, nej. Så bliver der ballade, oh jo, stort postyr for ingenting – og her er jo ingenting, bare en tøs der have opmærksomhed, spilde hans sparsomme tid!

Ligesom da hans egen steddatter var omkring tøsens alder, mindes han, og var ude i noget snavs – hash og den slags, skumle typer… Typisk ‘ungdoms-oprør’ og alt det der psykologi-bavl, han ikke gav en skid for. Og da han havde kendt hende siden spæd, hun var som hans egen for ham – havde han taget sagen i egen hånd. Som en fader bør og burde have lov til… Vist datteren til rette igen, med fast hånd…

For meget åbenbart. Det mente moderen i hvert fald, mente vel nærmest at han var en ‘Ond Stedfar‘. Men kollegaerne havde dækket – som de jo gør! Forstår jo bedre end nogen andre, korpsånd, hedder det, tænker Mortensen, og ønsker sig tilbage – fyrre, halvtreds år, simplere tider dengang – en bøde eller en flad…

Han ser ned på sin store, ru håndflade, så på dig, din lille skælvende skikkelse og dukkede nakke – blusen der nåede at blive våd, strammer helt og afslørende… Nej, en flad rækker ikke her!

Du mærker det, stemningsstiftet, det andet fokus på dig, politimandens hævede åndedræt – dit eget! Åh gud, er det sådan det er, tænker du og bider i din underlæbe, ser op på ham, hans mørke, strenge blik. ”Ingen. Ting. Vel?”, skærer han ud i pap for dig. Og du kan jo kun nikke, undskylde, græde åbenlyst nu – skøre lille kugle.

Mortensen har sådan set sympati for dig, for din slags. Men det ligger dybt begravet, over frustration og årtiers bedrag og løgn han har måtte udholde. Forbrydere der er gået fri, bare fordi… Hvor er retfærdigheden blevet af?, mærker han det hamre rundt i sig, som en gal mand i sin enecelle.

Og så noget andet, mærker han igen. Sidste gang med datteren… Den måde din våde bluse strammer om din lille krop…, som hans egne bukser. Og hvis nu tøsen lever i den her vrangforestillingen om voldtægt – som en ‘Voldtaget Tøs‘ – tænker han, hvad er så egentligt hans pligt her?

Han ser ud i det øde sommerhusområde, ”gå ud!”, hører han sig selv befale, og åbner sin egen bildør. Regnen er tæt og kold, han er hurtigt gennemblødt, men mærker det ikke rigtigt, mærker ikke kulden i hvert fald. Det gør du derimod, skælver og krammer dig, skjuler den våde bluse…, forstår ikke helt hvorfor du skal…

Mortensen skubber dig videre, ind mellem nogle nåletræer, ind i det komplette mørke, der lugter sært af nyslået græs. En stor kompostbunke damper helt i regnen, ellers er her ingen tegn på liv – kun dig og ham, en stor, sort skygge over dig. Du forstår jo udmærket, har jo selv bragt dig her – din egen skyld!

“Jeg troede ikke du var sådan en”, hører du en stemme i sit hoved, som et ekko fra…, fantasien? “Jeg vil have at du tager dit tøj af nu”, siger stemmen videre, og du ved ikke om den kommer fra den store, sorte skygge, eller fra dit syge og perverse hoved – så du adlyder bare.

Mortensen ser på. Tøsen der smider sin bluse og resten af sit våde tøj – helt lys og glat der i mørket. Han finder håndjernene og giver dig dem på, hører dem klikke, ligesom retfærdigheden for en gangs skyld – Fru Justitia er på hans side!

Han vender dig og ser ned på dig. Håret der klistrer sig vådt til dit ansigt. Den blege, fine hud – dine patter der er fantastiske. Naturligt store og faste. Vorterne små og mørke, og hårdt struttende. Ikke som de sidste patter han havde i sin varetægt. En godt afdanket luder fra fyn – han tør ikke de lokale, kan jo blive opdaget og afsløret. Men de her er fine, ja, nærmest perfekte, vurderer han, og mærker forsigtigt på dem.

Uhmm, den silkebløde hud. Som datterens…, uden at han dog nød… Han klemmer dem hårdere, så du begynder at jamre – igen et ekko fra din fantasi: “Åh nej, vil du ikke godt la være”… “Det gør ondt”, lyder det, men kun klynk undslipper dine læber. Som politimanden bøjer sig ned og kysser!

Mortensens hårde læber smager på dig. Hans mund og tunge angriber din, snaver grådigt og længselsfuldt, som om du er en anden han kysser. “Åhh, du er så lækker skat”, synes du det lød som, men ved stadig ikke om det er ham eller stemmen, ekkoet. Du stritter og får vristet dig fri, hænderne låst på ryggen – og ingen parade mod hans store hånd.

Lussingen stikker som brændenælder, slynger dit hoved til siden og dig selv bagover i komposten. “Åh nej, vil du ikke godt la være… Det gør ondt”, er du nu sikker på du gisper højt, da han er over dig og smækker videre. ”Luder…, som din mor…, lille hore, skøge, jeg skal sat’me lære dig…”, hvæser han og slår hårdt og præcist.

Mortensen hører klynken gennem blodets susen. Stopper og trækker vejret dybt. Husker hvad og hvor, og at han havde helt og aldeles ret: offertype, klart en der selv er ude om det, selv beder om det – hun tog jo for fanden selv tøjet af!

“Vil…, vil du ikke godt la være…, det gør ondt”, hulker du nu, igen? Du er forvirret, men kindernes brænden er reel nok, til at tage og føle på, selv med den kølige regns silen ned over dem. Og igen, som en gentagelse af noget tidligere: “skal jeg sutte din pik? Det vil jeg gerne!”, hører du så din stemme – din udvendige, tror du.

Han reagerer i hvert fald på det, politimanden. Uden tøven, våd og dampende, trækker han hurtigt sin pik ud og stopper den i din mund – fylder hele dit svælg. ”Selvfølgeligt skal du, din lille luder!”, hvæser han og holder om dit hoved, presser pikken dybt.

Og du gør som du lovede, som du skal – sutter alt du kan og har lært, mens han presser mere på og vokser i din mund. Du ligger med ham helt ind over dig, på ryggen i den varme kompost, mens regnen køler din udstillede nøgenhed. Måske det her også bare er fantasi og vrangforestillinger?, tænker du, selvom følelsen af politimandens tykke pik er helt mærkbar.

Han trækker den ud af dit gab og dasker dit ansigt med den. Det seje, tykke lem, slår dine kolde, ømme kinder hårdt, men du kan bare tage imod. ”Du er så beskidt og fræk…”, brummer han lavmælt og truende, ”lige fra du kom i den alder…, spiller op og vimser omkring i dine små trusser, gør dig til – tror du ikke jeg bemærker, lugter dig, mærker dig sukke…”, hvæser han højere, og som om han taler til en anden.

Regnen siler ned i dit ansigt, men du ser op på ham, den sorte silhuet – ser ham famle og spænde sit brede politi-bælte op og trække det ud som en lang, sort slange. ”Nu skal jeg sørge for du aldrig glemmer, lille skat – nu skal far sørge for du forstår alvoren…”, han rejser sig og tager et skridt bagud, ”vend dig!”, hvæser han hårdt.

Du hulker og jamrer, men kan intet andet end at adlyde. Rulle omkring, hænderne i håndjern på ryggen, ansigtet nede i den organiske, varme dyng – numsen rejst i den skærende, kolde regn. Og da det første slag rammer, er det som intet du har oplevet før. End ikke med alle dine voldtægtsforbrydere – eller fantasi? Denne smerte er helt ægte – skarp og dyb, næsten helt omfavnende, og lyner ud af dig som et hyl.

Politimanden slår igen, skræller huden af dine balder føles det som, mens du skriger og vræler alt ud af dig. Men han fortsætter uden nogen form for hensyn – tre, fire, fem… Sjette hug efterfølges af et voldsomt tordenskrald i det fjerne, der ligesom fortsætter gennem dig. Du spænder op i hele kroppen og presser dig ned i din rede af græs og ukrudt, mærker slet ikke brændenælderne kradse hen over dine lår og mave – mærker bare denne bedøvende pine…

Da du kommer til dig selv igen, skræver politimandens sorte skygge ind over dig, løfter dit ansigt og dasker dine kinder. -Du tror da ikke du slipper…, bare ved at spille flere af dine små spil, hva’?, hvæser han ned over dig, smækker dit kolde, våde ansigt.

-Hele dit liv…, lige siden dengang det begyndte at klø, har du leget og tirret mig, ikke? Troet du kunne få mig til at miste besindelsen og…, så du kunne få kontrollen, ikke? Men ingen tror på dig, dine løgnehistorier, ingen vil tro på det her…, og hvis du prøver på mere…

Mortensen er optændt over al naturlig funktion. Han er dyngende våd og kold udenpå og indeni. Men samtidigt kogende og sydende indeni. Pikken har antaget en rejsning, der efterhånden har måneder eller endda år mellem sig. Han mærker tøsens kolde og skælvende hud under sig. Den lille løgnerske og bedragerske – selve inkarnationen af alle de små forbryderiske, eller kommende forbryderiske tøser han har været belemret med. Inklusiv datteren, der i særdeleshed har slidt og tæret på hans beredskab.

-Og hvorfor skulle jeg ikke…, hva’?, brummer han, mest til sig selv, mens han flytter sig lidt ned over dig – tager om sit brølstive lem og fører det ind mod dit unge, bløde skød. -Når nu du drømmer sådan om det…, gisper han og fører sig frem, ind, gennem – tvinger og åbner dig.

Du skriger igen, låst og fastholdt, mens politimanden maser sig frem i dig – lige så brutal som han er stor. ”Stop!, vil du ikke nok?”, hører du dig selv råbe – i hvert fald i dit hoved. “Det gør så ondt, den er for stor!”, ekkoer det. Og det burde jo være umuligt – alt for meget, alt for trængt og tørt!

Men det lykkes ham – for du er jo våd til det, indser du til din forbløffelse – og skam. Og ikke bare fra regnen, der kun plasker tungere ned mod dit ansigt, din åbne mund – du forstår det ikke, men du er jo pisse våd, din lille syge hore!

Politimanden udnytter det, knepper dig dybere og hurtigere, helt dyrisk og primitivt – bare pik i hul! Han læner sig længere frem over dig og finder dit ene, unge, svulmende bryst, klemmer og niver hårdt straffende. Du vræler højt under hans store krop, næsten helt i læ af regnen, mens han støder og puster tungt – straffer dig som du inderst inde ved du fortjener.

Og du bliver helt varm af det, under hans læ og med hans rytmiske gled i din snævre fisse. Den tætte friktion – du mærker det stråle ud fra hele din skede – åh gud, stønner du inden i dig selv, og kan ikke holde den umulige og ydmygende orgasme tilbage.

Mortensen mærker dit ekstra pres, din tiltagende skælven, men er selv langt fremme – og hugger nu løs for at nå helt derhen. Din lille skede er som et kært og savnet minde for ham. Han har jo ikke kneppet en teen-fisse i mange, mange herrens år – ikke en ægte og stadig friskpresset en i hvert fald. Datterens var jo allerede godt…

-Arhhh…, tanken får ham til at brumme tungt og presse det sidste, mærker hvordan du kommer om hans pik, nærmest hiver i den med hele din krampende skede. Han er helt igennem dig nu, klasker mod dine våde balder og suttende fisse, -lille luder!, hvæser han og trykker sin store politihånd mod dit ansigt, ned i dynget – trykker og affyrer…

“Tag min sæd, din lille luder”, hører du igen en stemme fra fortiden – fantasien? – da politimanden trykker af. Hans pik svulmer og udvider dig det sidste nøk, sender så en tyk, lun strøm ud i dig.

Du stivner og spænder igen, mærker alt – svien og sødmen, presset og opløsningen. Politimandens pik i dig, der strammer og tømmer sig. Hans dybe gispen og brummen, helt ned over dig nu. Han ligger tungt over og i dig – pikken som en glohed, dvask slange.

-Uhmmmm…, brummer han tilfreds og glider lidt videre i dig. Du har ondt og er bange – og alt det der. Men også det andet…? Kom du virkeligt? Og mærkede han det? Men det er vel alligevel voldtægt…? Det summer stadig i din krop, der nu er varmere og mere tør – fordi han beskyttede dig? Politimanden, du ville melde din voldtægt til…, en anden end den her? Og hvem skal du nu…

Dit lille skøre hoved kan ikke følge med. Tankerne svirrer, mindst lige så slemt som smerterne i din krop, der jo bedrager dig. Det stritter jo i hver sin retning – dine tanker og følelser…, og er det så ikke altid følelserne der har ret? Du ved det ikke, ved meget lidt – så ung og forvirret – måske ER du skør?

-Jeg håber du forstår…, hvisker politimanden hæst, mens han holder dig nede. -Hvis du løber rundt med den her slags løgnehistorier, går det galt for dig…, eller du får hvad du sukker efter. Ingen vil tro dig, ingen beviser eller vidner – ingenting. Og prøver du alligevel, slipper du ikke så billigt næste gang, det skal jeg sørge for – dit ord mod mit, mine kontakter mod dit…, ingenting!

Politimanden glider stille ud af dig. Hans sperm er jo i dig – dna-spor!? Men tog du ikke selv tøjet af…?, og hvor skal du nu gå hen – skadestuen, lægevagten…? Kender de ikke alle sammen hinanden der, holder sammen og dækker…? Og så kom du jo…!?

Politimanden læser dine tanker, låser håndjernene op og ruller dig om på ryggen under sig og ser ned i dine øjne,

-men måske vil du have mere…? Du ryster stille på hovedet og misser med øjnene, regnen rammer dit ansigt plaskende igen, som kolde stænk af virkelighed. Politimanden smyger det våde hår væk fra dit ansigt, fjerner lidt græs og ukrudt – næsten helt venligt!

-Du bestemmer selv, jeg stiller gerne op igen…, hvisker han mindre truende, mere som et løfte, mens han aer din kind og kører tommelfingeren over dine læber. -Jeg håber dog at det her har lært dig, har fået dig ind på rette spor igen. Ikke som min… Han sætter munden helt ned til dit øre, -for der hvor hun er nu… Jeg kan sagtens fortælle dig historier også, sande historier, jeg kender dem jo ALLE – alle de gode folk i Psykiatrien…

19 kommentarer

1. Silke

   17/03/2018 kl 14:49

   Den her serie er bare noget af det bedste mest perfekte der er skrevet af 3 af de bedste forfattere herinde. Kan læses igen og igen og tænder mig så vildt hver gang *SF* Ville ønske det var mig som var hovedpersonen og blev brugt hårdt på samme måde. Først voldtages af to store onde mænd, så udsat for hævn af en ondskabsfuld kvinde og til sidst misbrugt af politimanden som skal hjælpe hende. Så ondt og lækkert <3

   1+

   Besvar kommentar
2. Lille Grisling

   30/04/2017 kl 9:42

   Har lige genfundet denne. Godt skrevet!! Virkelig godt!
   Det “stammende” sprog passer perfekt ind! Godt tænkt!

   2+

   Besvar kommentar
   • Jann

     30/04/2017 kl 13:44 - som svar på Lille Grisling

     Tak Grisling 🙂

     1+

     Besvar kommentar
3. Skærmfissen

   30/04/2017 kl 0:44

   Må igen spørge: Hvad skete der den aften, hun ikke har fortalt om??

   2+

   Besvar kommentar
   • Jann

     30/04/2017 kl 13:47 - som svar på Skærmfissen

     Ild og vand, svampe og kloge koner, dansende kvinder i måneskin, mænd der hylede op mod den. Nogle påstår at den faldne også var med, en satans god havefest var det i hvert fald ?

     1+

     Besvar kommentar
   • Silke

     17/03/2018 kl 14:58 - som svar på Skærmfissen

     Det vil jeg også gerne vide!! 🙂

     0

     Besvar kommentar
4. Skærmfissen

   18/08/2016 kl 0:20

   Hvad skete der søndag aften??

   2+

   Besvar kommentar
   • sub

     19/08/2016 kl 14:00 - som svar på Skærmfissen

     Det vil jeg også gerne vide?? 🙂

     1+

     Besvar kommentar
5. Pigen

   15/07/2016 kl 20:11

   Hvor er i onde ? Men jeg må jo nok indrømme at jeg misunder hende ?

   2+

   Besvar kommentar
6. Lille Mig

   15/07/2016 kl 16:06

   Bare det vad mig som fik sådan en omgang

   3+

   Besvar kommentar
7. Ond Stedfar

   15/07/2016 kl 14:37

   ???Perfekt! Man kommer jo helt til at værdsætte den våde danske sommer 😈 😀

   5+

   Besvar kommentar
   • Jann

     15/07/2016 kl 16:26 - som svar på Ond Stedfar

     Hæhæ ja, man ka godt hygge sig alligevel ?

     3+

     Besvar kommentar
     • Ond Stedfar

       15/07/2016 kl 17:47 - som svar på Jann

       Hehe – åh ja 😀 Hér hygges igennem 😉

       3+

       Besvar kommentar
8. sub

   14/07/2016 kl 22:01

   Tak for endnu et vanvittigt ophidsende afsnit i denne lækre og saftige serie 🙂

   4+

   Besvar kommentar
   • Jann

     14/07/2016 kl 23:01 - som svar på sub

     Tak sub ?
     En fornøjelse at få lov at lege med, og med så knagende frække legekammerater ?

     2+

     Besvar kommentar
9. Safran

   14/07/2016 kl 19:45

   Genialt sat op ? og VT får aldrig fred, vil suse rundt i mange noveller herinde ☺️

   4+

   Besvar kommentar
   • Jann

     14/07/2016 kl 21:06 - som svar på Safran

     ? ? Det er en af de der evergreens, du jo selv er indehaver af en god håndfuld af ?
     Og måske Ond himself en dag afslører den der søndag aften, sådan som det virkelig skete i al sin gru – en lille bedtime storie, som kun han kan ? ?

     4+

     Besvar kommentar
   • Ond Stedfar

     15/07/2016 kl 17:45 - som svar på Safran

     Ja, hun ér efterhånden ved at være et temmelig forsuttet bolche, den lille horetøs 😉

     Må da håbe, at hun nu har lært sin lektie 😀 😈

     3+

     Besvar kommentar
     • Safran

       16/07/2016 kl 9:50 - som svar på Ond Stedfar

       Haha ? Kært barn – har mange navne

       3+

       Besvar kommentar