Forfatter: Greyindarkness

Første del

Mord og seksuel tortur optog hans tanker da telefonen ringede. Nyhedsudsendelsen opsummerede få grusomme detaljer. Resten, og der var mere, måtte holdes hemmeligt af hensyn til efterforskningen. Telefonen var svær at finde, den lå under nogle ugegamle magasiner på reolen..

Han svarede: ”Jens Hansen”. En svag summen dokumenterede forbindelse uden tale dog blev transmitteret. Så blev linjen tavs, og han så forvirret på telefonen. Der var to ubesvarede sms-beskeder. Ledningen til opladeren drillede, men den kom med besvær ud. Hans gummihandsker gjorde ikke manøvren lettere. Han
havde været midt i rengøringen. TV nyhedsudsendelse og rengøring.

Han fik endelig kaldt tekstbeskederne frem.

”Er du Jens Hansen?”, stod der i den første besked.

”Svar ærligt, er du Jens Hansen?” stod der i den anden besked, som var kommet klokken 1833, to minutter efter den første.

Han lagde telefonen fra sig på bordet. Mørket krøb i stuen, de ægte tæpper løb som mørke skygger mellem møblernes konturer. At tænde lys forekom ikke som en option. Han så igen på telefonen, der med dens nu slukkede display, ikke kunne bekræfte indholdet af de mærkelige beskeder, ej heller forbindelsen med en person, der ikke ville tale. Han rystede lidt irriteret på hovedet, tændte mod sin vilje en lille lampe over mahognibordet, tog så igen telefonen.

”Svar ærligt, er du Jens Hansen?” læste han endnu engang.

”Hvem spørger?” han havde endelig besluttet sig for at svare.

Billedhuggerkunst er en særegen kunstart. Man skal kunne se gennem materialet og forstå det i tre dimensioner. Ud af blokken opstår figuren. Den tredje dimension er en ægte dimension. Ikke et synsbedrag som i maleriet. Det stiller store krav til skulptøren, til billedhuggeren. For meget materiale fjernet for tidligt ender med at forkrøble hele værket. Hvor ofte havde han ikke taget for meget af og var endt med et grimt resultat? Vanskabninger efterladt på kunstens alter!

Han smilede i mørket, kløede sig lidt på hagen, opdagede så at han havde rørt sig selv med gummihandsken. Ærgerlig gik han i køkkenet hvor resterne efter måltidet var puttet i affaldsposer. Han havde spist med engangsservice. Måske han en dag igen ville prøve at spise af porcelæn. Han forestillede sig den selv samme stue oplyst ved lys fra hver eneste af rummets lamper der sendte et blussende skær ud i haven og videre ud på villavejen. Et levende signal om at her boede et menneske der ikke behøvede at gemme sig.

Her midt i lysekronens glorie ville han sidde med det fineste porcelæn, drikke Riesling af Rhinglas, drikke mørk Bordeaux af høje, hundrede år gamle krystalglas, som han ville tage fra palisanderskabet med
harlekin ruderne. Han krængede handskerne af og smed dem i affaldsposen. Mens han iførte sig nye engangshandsker, morede han sig over sin egen nostalgi. Han kunne tænde lyset hvis han ville, spise af porcelæn hvis han ville, men det ville han ikke. Lige nu havde han kun en tanke. Kunsten.

Han ville rydde op efter måltidet og derpå gøre kunstværket færdigt. Han havde ikke taget for meget af, det vidste han. Han var en virtuos nu, det havde de mange års træning gjort, de mange vanskabte skulpturer var fortid. Han vidste nu hvordan materialet skulle holdes levende lige til det sidste stykke blev
fjernet med mejslen og for evigt frøs værket i dets smukke detaljer. Han havde afleveret mange kunstværker nu, og han kendte sit publikum. Værket blev altid vel modtaget.

”Jeg hedder Maiken og leder efter en bekendt.”

Han smilede lettet da han læste den nye besked. Et øjeblik havde han været nervøs for at noget ubehageligt var under opsejling.

”Jeg er en gammel mand på 47 år, så det er nok ikke mig du leder efter”, han gik endda så langt som til, at sætte en smiley ind i slutningen af beskeden.

Han havde nu med sikkerhed placeret personen i den anden ende af telefonen. En kvinde i sine tidlige tyvere. En type som kunne finde på at mase sig ind i en fremmed mands hjem via telefon og tekstbeskeder. Hun var vokset op med mobiltelefonen og havde aldrig kendt til at en telefon var af sort bakelit,
havde ledning og ikke brugtes unødigt. En sort telefon som højtideligt blev taget, og hvor man forventede behørig præsentation fra den indtrængende i den anden ende.

Ingen anonyme tekstbeskeder med mærkelige tegnkombinationer. En telefon var til korte koncise, mundtlige meddelelser. En telefon blev taget hvis den ringede, og når den blev taget, så vidste man hvor svareren befandt sig, nemlig i sit hjem.

”Er du sikker på at du ikke er Jens Hansen, 34 år? Svar ærligt!”

Det var dråben! Han lagde telefonen fra sig på mahognibordet. Han lagde den med ekstra kraft, og hans ansigt formørkedes. Maiken var alligevel noget ubehageligt! Hun var i hvert tilfælde noget uforudset. Han besluttede sig for at glemme hende, helt og fuldstændigt.

Reolen var fyldt med musik. CDer i lange rækker, klassisk musik samt en hel pæn samling af Jazzplader. Det virkede beroligende at lade fingrene løbe hen over de mange plast og papirrykke. Albums blev trukket frem, Mozart bragte lysten til Liszt. Lidt efter fik Bird ham til at søge i retning af den blinde Ray Charles.

Så pludselig kom lysten til klassisk tilbage, og han fandt sig selv stående med Wagner i hånden. Valkyriernes ridt, et godt valg. Anlægget var allerede flyttet i kælderen. Musik stimulerede i den grad hans skabertrang. Musikkens løb i tonearter og styrke fangende hans sind og fjernede materialets
skingre lyde. Musikken skabte en beskyttende mur. En hel ren tavle som han kunne arbejde uforstyrret på.

Telefonen gav igen lyd fra sig. Irritationen drev ham i en ny retning. Måske denne kvinde havde noget at byde på? Måske det var forsynet der havde ægget hende til disse tåbelige og anmassende beskeder? Han tog igen telefonen.

”Alle mænd synes jeg er fed og grim, ingen vil have mig, jeg kan lige så godt begå selvmord!”

Et øjenbryn løftedes, men ellers var han låst i målløshed. Nej, det var for åndssvagt, den her kvinde behøvede hjælp, det var tydeligt. Det var nærmest hans pligt at hjælpe hende.

”Så galt behøver det da ikke gå. Ok, vi kan ses”, han tøvede et øjeblik, men trykkede så på “send” knappen.
Egentlig havde han længe overvejet at bringe en person mere ind i sit kunstværk. Et par, en mand og en kvinde. Mange billedhuggere havde arbejdet med det tema, men ikke han. Hidtil havde han foretrukket motiver med kun en model, men måske Maiken forsøgsvis ville stå lidt for ham?

Det virkede allerede spændende på ham. Hvor længe var det ikke også siden han havde dyrket sex med en kvinde? Når han tilbød sin hjælp, kunne han ikke lade være at tænke længere frem. Hvordan mon Maiken så ud? Var hun virkelig fed? For hans gryende ønsker om hendes modelarbejde betød det ikke noget.

Muligheden var opstået som et tilfælde, og han havde hverken en tynd eller en tyk kvinde i tankerne. Han ville bare gerne fremstille et par. Måske han alligevel foretrak en tynd? Det var ikke vigtigt. Fordelen ved materialet var at han med sin dygtighed ikke behøvede at holde sig strengt til modellen. Han kunne så at sige improvisere over et tema. En slags billedhuggernes Bird, billedhuggernes Charlie Parker.

Tanken om Jazzmusikeren bekom ham pludselig vel, men han beholdt alligevel Wagner i musikvalget. Hvis Maiken kom, fik han brug for dominerende musik. Hun var garanteret den højrøstede type. Mon hun overhovedet interesserede sig for kunst? Ja, det var han sikker på at hun gjorde. Kvinder er ofte meget interesserede i den skabende kunst og i dens kunstnere. Bohemen har en sær tiltrækning på kvindekønnet.

Der var en periode i hans liv, hvor bohemestilen havde skaffet ham mange kontakter til kvinder. De fleste havde han modelleret, nøgne. Han kunne huske hver eneste krops forløb, kurverne og så den fysiske intimitet. Han havde oftest elsket med dem, og de havde skreget i orgasme. Jo han vidste godt at håndtere en kvinde, men de senere år havde han holdt lidt igen. Arbejdet mere med sin teknik. Netop de små detaljer i hans kunst havde gjort kønnet mindre vigtigt, og der havde det altså formet sig sådan at han mest havde
modelleret mænd.

”Tak, hvor bor du?” Maiken virkede mere fattet.

”Det kan du slå op på nettet.”

Nej, materialet var ikke nemt. Det havde krævet megen øvelse at holde livet fast i materialet. Alle materialer. Ler, gips, træ. Alle skal de behandles på en
særlig måde for at holde det levende under formningen af værket. Han var en moderne kunstner og beskæftigede sig med organiske polymerer, men
problematikken var den samme. Selvfølgelig var der mange tekniske detaljer, der krævede kendskab til organisk kemi, ja sågar biokemi og molekylærbiologi.
Med den rette metode var det lykkedes for ham at holde vitaliteten i materialet helt ekstremt længe, og det var uhørt vigtigt for det endelige
resultat.

”Hej Jens, ok jeg havde adressen. Kan jeg komme nu?”
”Ja!”
”Jeg er der om en halv time, jeg glæder mig til at se dig.”
Han svarede ikke. I stedet slog det ham hvor hurtigt hun tilsyneladende var kommet sig over sine selvmords tanker. Mon hun slet ikke behøvede hjælp
mere? Kvinder er ustabile. Han konkluderede at hans hjælp nok stadig var påkrævet.

Anden del

Han bemærkede ikke længere om Wagners Valkyrier lige var begyndt deres ridt, om de var midt i det eller om det lakkede mod enden. Musikkens bærebølge
modulerede hans skabertrang. Møjsommeligt arbejdede han med materialet. Lejlighedsvis skævede han til sin levende model. Det var, alt taget i
betragtning, heldigt at de havde lært hinanden at kende. Tænk at det blot var et par dage siden. Hun havde haft svært ved at vænne sig til modelrollen,
men det problem eksisterede ikke længere. Han var sikker på at også hun kunne skimte konturerne i hans ide: Parret i haven, kvinden og manden i opposition.
Musikken spillede så højt at de ikke kunne tale sammen, men han kunne ikke arbejde på anden måde. I begyndelsen havde hun råbt til ham,
men det duede ikke. Det ødelagde hans koncentration. Han følte et sting af træthed, men tog sig så sammen igen. Der manglede ikke meget nu.

Snart
kunne de elske og derefter begge få hvile. Han gennemgik igen plastslangerne, poserne med deres væsker og til sidst computerskærmen med de mange
tekniske detaljer. Sådan var det at være en moderne kunstner. Temperatur, tryk og bioelektriske signaler var altafgørende for resultatet. Biopolymerer
kunne nemt forstene og krakelerer hvis man ikke tilså dem ordentligt. Alt var dog fint. Han trak noget væske op og injicerede det i en pose. Så udpakkede
han en steril skalpel. Han satte sig på den lille drejestol, justerede sædet så højden passede. Forsigtigt skar han i materialet, og derefter indførte
han en polyethylensonde.

Pumpen betjentes med hans fod. Han trykkede på fodpedalen, og Wagner iblandedes lyden af en pumpende maskine. Som
den dumpe lyd af en motor dybt i maven på et skib. Så begyndte han arbejdet. Hans model råbte noget, hun var vist generet af larmen. Han vinkede
beroligende med hånden. Hun så derpå ud til at slappe mere af, og han genoptog fjernelsen af biomasse. Situationen fangede ham på en helt vidunderlig
måde. Kunstnerens alfa-tilstand. Hallucinationer båret af de mange døgns vågenhed. Hypersensibiliteten der paradoksalt var dulmet af Valkyriernes
konstante ridt. Skønhed afhænger af betragteren, men lige her dybt i huset med det kunstige lys, til lyden af Wagner og pumpen, førtes han mod en
vidunderlig følelse af skønhed i værket. Flæsk og stål, rødstribet beton, gul saft, opsvulmede biologiske rør i deres eget ædle indelukke. Han holdt inde
et øjeblik, lagde hovedet på skrå og lukkede øjnene. Forvredet skøn smerte. Sceneriet var så intenst at det sås selv gennem de lukkede øjenlåg.

Pumpelyden
og duften af biologi bar sanserne igennem hudens matriks og tegnede det smukkeste billede af parret. Et billede løftet fra virkelighedens verden,
et billede som han kunne projicere hvor som helst. I en sommerskøn park, i en vinterrå have. Et enkelt imaginært klik i sindet bragte illusionen. Det
var præcis det han ønskede betragteren skulle opleve. Et gennemtrængende chok der ophævede al normalitet og tillod beskueren dannelsen af sin egen
intense sanseoplevelse. Han åbnede øjnene, trak sonden ud og lukkede revnen i materialet med superlim. Så smilede han til sin model. Straks var de ved
vejs ende.

Tredje del.

Det regnede vanvittigt kraftigt da kommissæren trådte ud af sin bil. Lyset stod ud gennem alle Patriciervillaens sprækker og oplyste syndfloden af
dråber, der væltede ned og rikochettere fra de grå fortovsfliser. Ved indgangen til huset hilste han på betjenten, der stod under halvtaget. Betjenten
pegede ind ad den åbne dør i retning af trappen. Retsmedicineren var allerede i kælderen. Kommissæren smed sin dyngvåde overfrakke og tog en pose
med en engangs helkropsdragt fra en bunke på gulvet. Lidt efter lignede han en rummand idet han i sin hvide dragt gik ned ad trappen.

”Godaften Helge, hvad har vi her?” spurgte kommissæren. Han trådte ind i en stor gildesal med hvide vægge.

”Værsgo se selv efter, Gert”, sagde retsmedicineren til sin ven og kollega.
Kommissæren trådte forsigtigt helt ind i rummet, men vaklede så lidt.
”Ja, det er sgu for ulækkert!”, sagde Helge medfølende.
”Det er ham igen? Kropsskulptøren?”

Helge bekræftede med et nik. Gert havde fundet sin professionelle attitude frem og bevægede sig nu langsomt længere ind i rummet.
”De er sat op overfor hinanden”, sagde han konstaterende.
”Ja, og det er nyt med kvinden”, Helge bøjede sig ned og skrabede forsigtigt med en skalpel.
”Er de døde samtidigt?”

”Nej. Manden, som bor her, døde før kvinden. Han har arbejdet med ham i to ugers tid.”
”Har han dissekeret huden af ham?” spurgte Gert.
”Ja”, mumlede Helge, der stadig var bøjet over liget.
”Var han allerede død?”
”Næ, det var han såmænd ikke. Han har dissekeret ham levende, holdt ham lettere smertestillet med svagt virkende analgetika.”
”Hvad snakker du om?”
”Kodimagnyl.”
”Det må sgu da have gjort ondt?”
”Ja, allerhelvedes ondt, men han er død under amputationen. Sikkert tilsigtet.”
”Hvordan har han kunnet holde skrigeriet ud?”, Gert gjorde en grimasse.
”Musik, Valkyriernes ridt”, Helge pegede på to kæmpe højtalere placeret på hver side af et stereoanlæg. ”Det samme nummer igen og igen, det var det,
som til sidst fik naboerne til at klage til ordensmagten!”
”Hvor er resten?” Gert så sig undrende om.
”Hvis det er indvoldene du tænker på, så er de støbt ind i plastkassen derhenne. Fyldt med inert argon at dømme fra stålflasken ved siden af.”
”Argon?”
”En ædelgas, så sker ingen forrådnelse.”
”Han har næsten lavet en robot af ham”, Gert fortsatte sin personlige opremsning af fakta.
”Det er sgu en slags kastanjemand! Kød holdt sammen med højglansstål. Ved vi noget om stålets oprindelse?”

”Det er et godt sted at begynde. Han brugte det også ved to af de tidligere ofre, men indtil nu har jeg ikke fundet leverandøren”, Helge havde nu rejst sig.
”Hvad brugte han det apparat til?” Gert pegede på en kasse med en computerskærm og et vred af ledninger hængende ud fra bagsiden.

”Elektrokardiogram, EKG, han har fulgt hjerterytmen, doseret torturen så den ikke tog livet af offeret, sympatisk ikke?” Helge lød sarkastisk.
”Hvad så med kvinden?” Gert vendte nu sin opmærksomhed mod kvindeliget.
”Han har placeret hende i doggystyle med udsigt til kastanjemanden, det er sgu nydeligt”, Helge kluklo pludselig.

”Du har ret, det er til at dø af grin over”, sagde Gert med en sarkastisk stemme.
”Ok, men jeg har været hernede længere end dig, jeg må af med det indestængte.” Helge smilede ikke længere.
”Han har kneppet hende, det er jeg sikker på. Det er anderledes end tidligere, han har aldrig haft sex med nogen af sine mandlige modeller.”
”Er der DNA?”, spurgte Gert tonløst.

”Han har tømt sig i hende og dernæst fyldt hende med koncentreret saltsyre, se koagulationerne”, Helge pegede på sammenkrympet hud omkring skede
og endetarmsåbning på den unge kvinde.

”Det samme mønster går igen ved hendes mund, som han sikkert også har kneppet!”
Gert så hen mod kvindens ansigt, holdt sig så pludselig for munden og løb ud af rummet. Ti minutter efter var han tilbage iført en ny og rent helkropsdragt.
”Hvorfor syre?” ville Gert vide.

”Depurinering! Syren ødelægger DNAet ved kemisk at skære baserne af. Man kan ikke længere aflæse den genetiske kode. Han har med andre ord ødelagt
sit DNA-fingeraftryk.”
”Ok, stop bare foredraget, han er helvedes smart, det ved vi allerede. Hvad er der i den mærkelige, gennemsigtige glasbeholder, som er forbundet til
pumpen derhenne?”
”Fedt.”
”Fedt?” Gert så spørgende ud.
”Han har fedtsuget kvinden, hun har fået stramt og lækkert maveskind, det er faktisk pænt udført!”
”Fedtsuget, er manden kirurg?”

”Det har vi overvejet før, ved du, men der er noget der ikke stemmer. Han virker mere som en person, der har tillært sig visse færdigheder for at opnå en
bestemt effekt. Han træder ved siden af. En kirurg ville ikke bruge superlim til at lukke efter sig, han ville bruge klips eller sutur.”
”Jeg behøver ikke engang at spørge, men jeg gør det alligevel. Var hun ved bevidsthed under fedtsugningen?”

”Ja, men lettere smertedækket som kastanjemanden og desuden sløvet med diazepam.”
”Men hun har kunnet mærket det?”
”Det har gjort ondt, men hun har til dels været ligeglad”, forklarede Helge.
”Hvorfor har han i det hele taget fedtsuget hende?”
”Forklaringen finder du nok i værkets titel”, Helge pegede på et papskilt sat op mellem de to kroppe.
”Hjælp til selvhjælp”, læste Gert højt.
”Check så lige mobiltelefonen derovre. Det er kastanjemandens, Jens Hansens, mobil”, Helge pegede på en Nokia mobiltelefon, som lå på et bord. Gert

tog den op, trykkede på midterknappen så der kom lys i apparatet. Gert begyndte at læse sms’erne.

”Ingen mænd ville have hende, hun syntes hun var for tyk og hun ville begå selvmord!”

”Ja, er han ikke rar, kropsskulptøren! Han har hjulpet hende på alle tre punkter!”
”Kendte hun Jens Hansen?”

”Næ, det er der intet der tyder på. Der findes en Jens Hansen på 34 år, og han bor et par kilometer herfra. Men denne Jens kendte hun ikke.”

”Forkert nummer?”, spurgte Gert.

”Ja og hvis hun ikke havde været så satans Fucked Up, så havde hun sikkert levet lykkeligt i dag”, Helge så surt ud over rummet.

”Du har ret, hun var sgu en Fucked Up Bitch”, svarede Gert, mens han igen trykkede sig igennem sms korrespondancen.

Ophavsret: “Fucked Up Bitch” er forfattet og udgivet af personen bag pseudonymet Greyindarkness. Dokumentaion for udgivelse af det originale materiale findes på: Myfreecopyright : http://myfreecopyright.com/ under titlen: “Fucked Up Bitch” Det er tilladt at videregive denne fil i sin originale form til ikke kommercielle formål. Det er tilladt at viderebringe uredigerede uddrag eller citater fra denne novelle når det explicit oplyses at der er tale om et citat eller uddrag fra en længere tekst og at der gives kildeangivelse: (http://greyindarkness.com/OpenBooks) Al anden reproduktion på tryk, film, lyd eller andre medier er ikke tilladt uden forfatterens skriftlige tilladelse.