så trækker han sig pludseligt ud, og skyder spermen ud over hendes røv. Han stønner højt imens, og har glemt alt om hende ..

Forfatter: Ares

Det regner udenfor. Klokken er lidt over 9, søndag morgen. Det plejede at være en hyggedag for dem. Morgenmad fra bageren, varm kaffe og lidt musik i baggrunden. Men ikke i dag. I stedet for er det en kold, mørk dag. Ikke kun udenfor, men også inde i hende. Hun har røde øjne, og har ikke sovet så meget som et minut. I stedet for har hun ligget hele natten og kigget på ham. Han har sovet tungt, som han plejer. Det er utroligt, at stormvejret i hendes sind ikke har vækket ham. Men måske har han bare været ligeglad.

Hun står og kigger på bilerne, som dovent triller frem og tilbage på den våde villavej ude foran huset, som de flyttede ind i for 3 år siden. 3 gode år, men også 3 spildte, lige som alle dem der kom før. Det ved hun nu. Hun har tænkt og tænkt, prøvet at finde en mening i det hele, men har givet op. I stedet har hun gennemgået de forskelle løsninger. Skal hun ignorerer det hele, eller konfrontere ham med hele miseren. Begge muligheder har både fordele og ulemper, men ingen af dem virker specielt konstruktive. Det hele virker i det hele taget bare så uoverskueligt.

Det pusler på trappen, og hun kan høre ham hoste lidt, inden lyden af hans trin nærmer sig hende bagfra. Hun mærker hans arme lægge sig om hende, og er overrasket over hendes egen reaktion. Hun har lyst til at vende sig, skubbe til ham, måske endda slå ham. Slå ham lige midt i hans forræderiske ansigt, og se ham bløde som hun gør det. I stedet står hun bare stille, og lader ham kysse hende i nakken.

“Skal vi ikke ha’ morgenmad?” spørger han, imens han lader sine grove hænder glide op og gribe fat om hendes bryster. “Eller skal vi gå i seng igen?”

“Nej,” hvisker hun “jeg skal nok. Jeg ville bare lige se dig inden.”

“Du er min skat” smiler han, og klasker hende i røven, inden han går ud på badeværelset. Du kan ikke vaske skylden af dig under bruseren, tænker hun, men problemet er nok, at han ikke føler nogen skyld. Så vidt hun ved, er han godt tilfreds med sit dobbeltliv.

Da hun er ved at tage sine støvler på, står han pludselig bag hende. Han er nøgen, og er tydeligt opstemt. Hun ser da også godt ud, det ved hun. Selvom hun er tættere på 40 end 30, er hun stadig slank, og yogaen har været god for hendes lår og bagdel. Der har heldigvis heller ikke været nogle fødsler til at gøre den slap. Hun plejede at være trist over det faktum, men i dag ved hun, at det var et held det aldrig blev sådan.

Hun kan mærke på hans hænder hvad han vil. Han tager på hende, slår hende i røven og småstønner allerede. Egentligt vil hun ikke, men i et svagt øjeblik, længes hun efter hans opmærksomhed igen. Det er så dejligt bekræftende. At vide, at han stadig gerne vil have hende også. Hun lader ham derfor trække hendes jeans ned over hendes røv, og hjælper ham derefter med at få hendes g-streng samme vej. Han spytter i hånden, og lader et par våde fingre glide op i hende. Det føles så godt og samtidig så forkert. Det er jo ikke meningen af man skal begærer den som har ført dig bag lyset, men 12 års samliv sætter sine spor i en. Da han glider op i hende, stønner hun også.

De står der i gangen, som et hvert andet legesygt par, og morgenknalder. Han holder om hendes hofter, imens han tager hende bagfra. Hun støtter sig op imod væggen, og stønner. Hun nyder det, og hader det, i et og samme øjeblik, men da han lader sin ene hånd glide frem og massere hendes klit, forsvinder alle tanker om vrede og svigt. Imens orgasmen nærmer sig, er hun mere og mere indstillet på at tilgive ham. Måske endda fortælle ham, at hun nok skal være en bedre kone, hvis han bare vil “spise” hjemme for fremtiden. Måske vil hun endda lade ham tage hende i røven, som han altid har ønsket. Jeg vil please dig, tænker hun, og mærker den kildende fornemmelse af tilfredsstillelse, som langsomt med sikkert er ved at overmande hendes følelser fuldstændigt.

Men så trækker han sig pludseligt ud, og skyder spermen ud over hendes røv. Han stønner højt imens, og har glemt alt om hende. Hun står tilbage, liderlig og såret. Hun var så fucking tæt på! Da han har spillet den sidste rest ud af sig, klapper han hende hårdt på hver balde, og forsvinder så ud på badeværelset igen. Hun står frosset til stedet, med bar røv og uforløst begær. Det hele bobler i hende, men han er væk, og har ikke engang undet hende en forløsende orgasme. Efter et par minutter erkender hun knust, at han ikke kommer tilbage og klarer hende. Hun tager et af sine gamle tørklæder og fjerner hans efterladenskaber fra hendes bagdel. Trusser og bukser kommer på plads, og støvlerne binder hun færdig. Da hun står med jakke og hue på, er det kun hendes røde kinder og blanke øjne, som afslører hvad der lige har forgået.

“Bare en frøsnapper og et rundstykke!” råber han ude fra badet. Hun svarer ikke, men skynder sig bare ud af døren.

Det er koldt og blæsende udenfor. Hun må holde på huen for at den ikke blæser af, og vinden giver hende tårer i øjnene. Selvom hun vist nok græd i forvejen. Hun går ikke imod bageren, men går bare hvileløst omkring. Selvom de har boet i kvarteret i 3 år, har hun aldrig rigtig set så meget af det. Hun har været til bageren og tilbage igen. Til slagteret og tilbage. Til Brugsen og tilbage. Hun har haft så travlt med at være husmor for en karrieremand, at hendes egen eventyrlyst ikke har haft en plads på prioriteringslisten. Hun kender faktisk kvarteret så dårligt, at hun bliver overrasket, da hun pludselig befinder sig på strandvejen. Det er over 2 kilometer fra villaen, og alligevel føler hun slet ikke, at hun har gået særligt længe. Tankerne har tilsyneladende en effekt på tidsfornemmelsen.

Det er her at jeg møder hende. Jeg har netop denne dag sat mig for at rive mit gamle køkken ned. Det har irriteret mig lige siden jeg flyttede ind. En strandvejsvilla med et lortebrunt køkken. No way! Så jeg var stået tidligt op, og havde flået samtlige låger af skabene, og var i gang med at læsse dem på traileren. Den står i min indkørsel, lige ud til fortorvet, med udsigt over Øresund.

Jeg ser hende ikke med det samme. Jeg er travlt optaget af ikke at miste balancen i vinden, med favnen fuld af låger. I stedet for er det hende der gør det. Da jeg træder ud på fortorvet for at smide lågerne på ladet af traileren, vil hun passere mig via kørebanen. Men hendes ene fod glider på kantstenen. Jeg ser det som i slowmotion, og når kun lige at smide lågerne hurtigt nok, til at jeg kan gribe hendes hånd, og trække hende ind til mig. Og der stod vi så, ansigt til ansigt, i blæst og regn. Der går et par sekunder hvor vi bare stirrer på hinanden. Og så pludselig lægger hun armene om mig, og giver mig det mest overmandende kram jeg nogensinde har fået. Det er et kram fyldt med følelser, som slår benene væk under mig. Jeg kan ikke andet, end at kramme hende igen.

Klokken er lidt over 9 om aftenen, da vi sidder i min stue og drikker kaffe. Hun har sovet, været i bad, og har snakket i telefon. Jeg ved ikke med hvem, men hun har grædt kan jeg se, da hun endelig kommer ud af mit gæsteværelse. Jeg har lavet frikadeller til os, som vi spiser i stilhed. Der er i det hele taget ikke blevet vekslet mange ord imellem os, men det er heller ikke nødvendigt, fornemmer jeg. Hun har brug for hjælp, og den får hun af mig. Jeg ved selv hvordan det er at føle sig desperat og alene, og det er den følelse jeg kan mærke i hende. Efter maden snakker hun i telefon igen, inden hun kommer ind i stuen, og smider sig i sofaen.

Hun er smuk. Brunette, med langt hår, som stadig skinner, selvom det for længst er blevet tørt. Hendes hud er bleg og sund, og hendes øjne er brune. Hun er slank, men med en tydeligt stærk krop, som hun åbenlyst passer på. En sund kvinde i sin bedste alder, som desværre er voldsomt overmandet af en melankoli hun ikke kan håndtere.

“Hvad hedder du egentligt” spørger jeg, og bryder den trykkende stilhed.

“Iben” svarer hun, imens hun kigger ud af vinduet.

“Jeg hedder Dan” svarer jeg, men hun hører vist ikke efter. Jeg tager en tår af kaffen, giver hende lige et halvt minut mere, inden jeg igen siger noget. “Hvad er der sket?”

Iben kigger stadig bare ud af vinduet. Hun blinker langsomt, som er hun for træt til selv de mindste bevægelser.

“Iben?” siger jeg lavt. Hun vender blikket imod mig.

“Jeg fandt noget, som ændrede det hele. En enkelt SMS, og så faldt alting sammen. Behøver du at vide mere?” Hun er ikke vred, men har bare ikke overskud til at forklare sig. Jeg ryster på hovedet, og tager endnu en tår af min kaffe.

Da jeg er gået i seng, ligger jeg og stirrer op i loftet. Jeg har en underlig fornemmelse i kroppen. Jeg har ikke været sammen med en kvinde siden min kone forlod mig. Og nu er der en i værelset ved siden af. Hun er smuk, virkelig smuk, men samtidig så såret på sjælen, at jeg hader mig selv for at have lyst til hende. Det ville være ren udnyttelse, hvis jeg lagde an på hende nu. Det ville være moralsk forkasteligt, og så lavt som noget kunne være. Og alligevel brænder det i mig. Jeg har lyst til at røre hende, vise hende at hun er god nok, at hun er dejlig. Jeg vil så gerne få hende til at smile. Jeg tror, at et smil, ville gøre hende godt.

Jeg spidser ører, da jeg hører lyde fra hendes værelse. Det er lette fodtrin, og derefter en knirkende dør. Hun skal nok bare på toilette når jeg at tænke, inden jeg ser mit dørhåndtag glide langsomt ned. Månelyset er det eneste lys der er i mit soveværelse, og hun ligner en engel i det, da døren går op. Hendes hår falder ned over hendes nøgne skuldre. Brysterne sidder runde og naturlige, og hæver og sænker sig i takt med hendes rolige åndedrag. Den flade mave, de smalle hofter, de lange ben. Alt ved hende sidder perfekt. Hun mangler kun vingerne.

“Hvad laver du?” hvisker jeg.

“Er jeg smuk?” spørger hun.

“Meget!” svarer jeg, imens jeg sluger hende med øjnene.

“Jeg ved godt at jeg er ældre end min søster, men jeg synes jeg er pænere.”

“Din søster?” Jeg blinker forvirret.

“Min mand foretrækker min søster.” En enkelt tårer løber ned af hendes kind. Den skinner i skæret fra månen, og jeg gyser indvendigt. Jeg er så hård ved synet af hende, men ved ikke hvad jeg skal gøre. Det hele er så surrealistisk.

Hun står i nogen tid og kigger på mig, inden hun tager to skridt, og lader sig falde ned på min seng. Med bestemte bevægelser fjerner hun min dyne, og skubber mig blidt fladt ned på ryggen. Hun er kold og jeg er varm, og kombinationen får os begge til at ryste. Hendes ene hånd griber fat om min pik, og masserer den. Jeg vil lukke øjnene og lægge hovedet tilbage, da følelsen er så vidunderlig. Men jeg kan ikke. Hendes blik holder mig nådesløst fanget. Det er så intenst og følelsesladet.

“Du skal se på mig, så jeg ved det er mig du vil have” siger hun, og sætter sig oven på mig. Hun fører mig op i sig, og glider langsom frem og tilbage over mig. Hun er så varm og stram,

“Men jeg kender dig slet ikke?” stønner jeg. Hun svarer ikke, men sætter bare tempoet op. Jeg kan mærke hendes hænder på min brystkasse, hendes negle som borer sig ned i min hud. Jeg tror måske at hun river mig, at det måske bløder, men jeg kan ikke se det, for hendes blik har låst mit fuldstændigt fast. Det er så overvældende, fantastisk og samtidig frygtindgydende. Det gør mig faktisk en smule bange.

“Måske… måske er det ikke en god ide?”

Hun kaster hovedet frem og vores læber mødes i en eksplosion af et kys. Der er så meget frustreret længsel i det, som jeg så udmærket kender. Det er den samme længsel, som jeg har gået med i så lang tid, og jeg kan ikke modstå at tilfredsstille den, som hun tilfredsstiller min. Kysset varer i en evighed, og da hun endelig slipper min mund, lægger hun sig ned over mig, og hvisker i mit øre:

“Du må ikke sige nej til mig.”

Hvem kan sige nej til en engel!?

Jeg stønner, og hvisker igen og igen hendes navn, og hun rider mig intenst og længe. Der er ikke andre i hele verdenen, kun os to, og vi forstår og nyder hinanden, som kun to knuste hjerter kan. Hun smiler til mig da hun kommer, og synet får også mig til at komme.

Solen prikker mig i øjnene da jeg vågner. Jeg er alene, det kan jeg mærke med det samme. På hovedpuden ligger der et brev. Jeg læser det, og græder, som jeg ikke har gjort i meget lang tid. Hun har skrevet sin historie, fortalt mig om hvad hun fandt lørdag aften på mandens telefon, og hvad der skete søndag morgen inden hun mødte mig. Hun har skrevet om den tryghed jeg gav hende, og om hvor svær hendes beslutning har været. Hun slutter brevet med “kys og farvel”.

Jeg skynder mig i tøjet og ud i gangen. Hendes støvler og overtøj ligger der stadig, men hun er ingen steder i huset. Jeg får et par sko på, og løber ned til stranden. Da jeg passerer vejen må en bil nødbremse for ikke at ramme mig. Føreren hamre hornet i bund, men jeg er ligeglad. Da jeg står i det kolde sand, råber jeg hendes navn. Min stemme er skinger og desperat.

“Iben!”

Da jeg ser det, falder jeg sammen. Hendes tøj ligger i en fin bunke i sandet, og fodspor fører ud til det decemberkolde vand, som bruser imod stranden.

Der er ingen fodspor, der fører tilbage igen.

Ris, ros og kommentarer som altid til
Ares.jensen@yahoo.com

4 kommentarer

1. NNastyJR

   14/12/2015 kl 13:54

   Også røget under min radar – virkelig betagende læsning, på alle de rigtige måder ?

   1+

   Besvar kommentar
2. Stilledrømme

   13/12/2015 kl 19:53

   Det er første gang, jeg læser en af dine noveller, men ikke sidste 🙂 Der er faktisk rigtig meget godt at sige om “Søndags Engel”. Især er jeg vild med det skifte i fortællingen, hvor jeg-fortælleren Dan tager over.og begynder at fortælle. Flot 🙂

   1+

   Besvar kommentar
3. Kitten

   11/12/2015 kl 12:05

   Waou din novelle er et flot stykke arbejde! Men noget trist. Men jeg lod mig betage af dine ord.

   1+

   Besvar kommentar
   • Ares

     13/12/2015 kl 13:08 - som svar på Kitten

     Tak for det ?

     1+

     Besvar kommentar