Evas Eventyr 5 – Leg i mørket

Midt i baren. Midt i mængden. Mine knæ dirrede. Og jeg kom i hans hånd. Lydløst. Indadvendt. Men fuldstændigt.

Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Så kommer der lige et par små mellemspil inden Eva for alvor kommer til at give den gas i afsnit 7.

Det var en ganske almindelig lørdag aften. Vi skulle bare ud og spise med nogle gamle venner, som vi havde kendt i årevis. Den slags middage, hvor man ved, hvad alle bestiller, og hvornår nogen vil nævne noget med børnenes gymnasievalg. Jeg havde ikke gjort noget særligt ud af mig selv. En sort kjole, enkel makeup, håret sat løst. Det var ikke en aften, hvor noget skulle ske.

Vi havde ikke talt meget om det, der var sket. Ikke direkte. Men det lå mellem os, som en slags tyst aftale. Ingen store ord. Ingen bearbejdning. Bare en ny understrøm, der gled stille med os, som om det hele sad i kroppen i stedet for sproget. Jeg havde ikke spurgt, om Adam havde set filmen igen. Eller om han stadig så porno. Men en del af mig forestillede sig det: at han sad alene og trykkede play og at det var mig, han så på.

Vi sad tæt i bistroen. Et lille bord med for lidt plads og for meget vin. Der var høje grin fra nabobordene og den slags dæmpet belysning, der får alt til at virke lidt varmere end det er. De andre ankom med kram og grin. Vi talte om alt og intet. Ferien, maden, elpriser og streamingserier. Jeg sagde noget om, at jeg stadig ikke havde lært at bruge fjernbetjeningen ordentligt. Adam drillede mig kærligt.

Og alligevel sad det i mig.

Jeg så på det andet par og tænkte, at de anede intet. Ikke om den video. Ikke om hvad vi havde gjort. Hvad vi havde tilladt. Jeg forestillede mig et øjeblik, hvordan de ville reagere, hvis de vidste. Og straks efter tænkte jeg, at jeg jo heller ikke vidste noget om dem. Hvad hun så, når hun var alene. Hvad han ønskede, men aldrig sagde. Tanken fik mig til at smile for mig selv, lidt skævt, og skubbe det væk. Det var bare vinen.

Den første flaske forsvandt hurtigt, og den næste blev bestilt uden at nogen spurgte. Snakken gled over i de mere ærlige, lidt lettere emner, som alkohol gør. Hun grinede og pegede mod min kavalergang.

“Eva, du ser fandme godt ud,” sagde hun. “Den der kjole sidder frækt.”

Jeg sendte hende et halvt grin. “Den har aldrig været helt til at styre.”

Vi lo. Bordet lo. Men Adams hånd lagde sig på mit lår under bordet, og jeg frøs en anelse indvendigt. Ikke af kulde. Af opmærksomhed.

Det var ikke en ny berøring. Ikke voldsom. Bare nok til, at jeg mærkede hele kroppen lytte. Hans tommelfinger gled langsomt i små cirkler. Intet, der ville se mistænkeligt ud. Alt, der ville kunne mærkes.

Jeg så på ham. Og dér var det igen, dét blik. Stille. Urokkeligt. Fyldt med en viden, som kun vi delte.

Jeg husker det. Jeg vil mere.

Jeg tog et sip af min vin og lod glasset stå på læberne lidt længere end nødvendigt. Smilede uden grund. Det her var en ganske almindelig aften.

Samtalen var gledet over i noget med børns sportsaktiviteter og en nabo, der vist havde fået en lidt for moderne robotplæneklipper. Jeg smilede og nikkede, men var kun halvt med. Adams hånd havde forladt mit lår, men jeg kunne stadig mærke den.

Og noget begyndte at røre sig i mig.

En lille djævel, måske. Ikke stor. Bare en idé. En impuls. En lyst.

Jeg rejste mig stille og sagde: “Jeg smutter lige på toilettet,” med et blik, der var hverdagsagtigt nok til at glide under radaren.

Jeg gik hen over gulvet, gennem den smalle gang mod toilettet. Det var enkelt og kedeligt. Hvidt lys, fliser, et spejl med kalkpletter i kanten. Men det gjorde ikke noget. For det var ikke stedet, det handlede om. Det var blikket, jeg ville sende.

Jeg stillede mig foran spejlet. Trak kjolen langsomt til siden. Ikke helt ned. Bare nok til at lade begge bryster komme fri. De var tunge, runde, og brystvorterne var stenhårde. Spændte. Ikke fordi der var koldt. Fordi jeg var spændt. Fordi jeg vidste, hvad jeg var i gang med.

Jeg løftede telefonen. Vippede lidt med hoften, så brysterne blev fremhævet. De fyldte rammen. Ingen ansigt. Kun kavalergangen, skyggerne, og den tynde strop, der stadig klamrede sig til skulderen som for syns skyld.

Klik.

Jeg smilede lidt for mig selv. Skrev beskeden: “…nej, slet ikke til at styre.”

Men jeg trykkede ikke send. Ikke endnu.

Jeg trak kjolen op igen. Kiggede på billedet en sidste gang. Det var frækt. Men også æstetisk. Som en voksen kvinde, der vidste, hvad hun havde – og hvordan man viste det.

Så gik jeg ud, roligt, og tilbage mod bordet.

De andre talte stadig, nu om noget med en ny elbil og en ladestrategi. Jeg satte mig ned, tog mit vinglas op og først dér, trykkede jeg send. Jeg vendte glasset op til læberne og lod vinen hænge lidt på tungen, mens jeg så på Adam.

Det tog kun få sekunder. Han mærkede det. Mobilen vibrerede i lommen. Han trak den op. Tjekkede. Og så skete det.

Hans øjne åbnede sig, han hævede let øjenbrynene og tog en slurk vin lige da billedet ramte hans synsfelt. Han satte næsten i host. Ikke dramatisk men nok til, at han måtte dække munden og hoste diskret i servietten. Jeg smilede stille ned i mit glas.

Han kiggede hurtigt op. Blikket lidt overrasket, som om han stadig prøvede at regne ud, hvor fanden jeg havde gemt den version af mig selv. Og jeg kunne se det i hans ansigt – han forsøgte at spille det cool, men han var ikke forberedt.

Jeg sendte ham bare et blik, roligt og fast. Og løftede øjenbrynene en anelse, som for at sige: Du ville lege. Nu leger vi.

Jeg lod mig glide lidt tilbage i stolen. Jeg nippede til min vin og kastede et blik på Adam. Han så rolig ud, måske lidt for rolig. Blikket gled kort hen over min brystkasse, men uden at dvæle, for længe. Bare som en påmindelse.

Så rykkede han på sig. “Jeg smutter lige ud,” sagde han stille og rejste sig fra stolen. Det var en helt almindelig sætning. Men jeg så det.

Hvordan han, da han stod op, med en næsten umærkelig bevægelse, måtte rette på bukserne. Ikke meget. Bare lige et diskret greb i linningen, en lille justering foran. Som mænd gør, når de ikke kan skjule, at noget er vokset lidt hurtigere, end de havde planlagt.

Mit blik blev stående på hans ryg, mens han gik. Jeg sagde ikke noget. Men jeg vidste det nu. Ikke præcis hvad han ville. Men hvorfor. Jeg lod fingrene hvile om mit glas og mærkede, hvordan min egen krop begyndte at summe. Som om vi var forbundet, trådløst, og jeg nu sad og ventede på signalet. Og så vibrerede telefonen.

Jeg så det uden at tage den op. Jeg vidste, hvem det var fra. Og hvad det nok var. Men jeg lod den ligge. Jeg havde allerede bestemt mig: jeg ville ikke åbne den endnu. Ikke her. Ikke alene. Jeg ville se hans ansigt.

Så jeg lod den vibrere endnu engang, lidt senere, og lagde bare hånden ovenpå den. Et lille gys af spænding løb gennem mig. Min egen puls dansede, og brysterne spændte i stoffet.

Først da han kom tilbage og satte sig ned ved siden af mig igen, vendte jeg hovedet mod ham med et roligt smil og lod fingeren glide hen over skærmen. Klikkede op.

Billedet fyldte skærmen med det samme. Hans hånd om sin pik. Stiv. Glinsende. Ny. Taget på det lille restauranttoilet for måske ét minut siden. Intet pyntet. Intet skjult. Bare ren, direkte begær. Og nedenunder, hans besked:

“Den er måske ikke helt så stor som de billeder, du plejer at få sendt… men den er hjemmebrygget og bæredygtig.”

Jeg spruttede vin ud over servietten med det samme. Et halvkvalt grin forlod mig, og jeg måtte gribe efter kanten af bordet for ikke at spilde. Det kom for hurtigt. For direkte. For ham.

Min veninde løftede øjenbrynene og så på mig med et skævt smil. “Altså, hvad går der af jer i dag? I fniser jo som to, der har drukket for meget cava og er nyforelskede.”

Jeg grinede stadig, men med lukkede læber. Tørrede mig hurtigt med servietten og trak vejret ind gennem næsen.

“Bare… en god aften,” fik jeg sagt. “Tror jeg.”

Jeg lagde telefonen med skærmen nedad. Så på Adam. Han smilede. Ikke stort. Ikke afslørende.

Vi endte med at tage videre.

Det var ikke planlagt, men sådan nogle aftener glider bare. Vinen havde gjort det hele lidt blødere, og da regningen var betalt og overtøjet hængt over armen, foreslog veninden en bar, de havde været på for nylig. “Ikke noget særligt, men hyggelig stemning.”

Det var ikke helt løgn. Og ikke helt rigtigt heller.

Baren var pakket. Mørk. Høj musik. Folk stod tæt, snakken hang i luften som varm damp, og vi måtte klemme os ind mellem en gruppe unge i skinnende skjorter og nogen, der dansede, selvom der ikke var plads.

“Okay, vi er officielt for gamle til det her,” grinede jeg og lænede mig ind mod Adam.

“Og det tog os kun halvandet minut at konstatere det,” svarede han.

Vi grinede begge. Men vi blev. For der var noget fristende i at være her. Det tætte rum, den tunge lyd, de mange kroppe. Alt for tæt på. Alt for varmt. Og netop derfor: mulighed. Vi fandt en krog ved baren. Ikke et bord, det eksisterede ikke, men et sted, hvor væggen støttede os, og musikken ikke slog direkte ind i ørerne.

Der var ikke plads til at stå langt fra hinanden. Adams hånd lå på min hofte. Mine bryster pressede let mod hans brystkasse, hver gang nogen skubbede forbi. Jeg mærkede hans finger stryge hen over stoffet, ikke vulgært, ikke målrettet. Bare til stede.

Veninden lænede sig ind og sagde et eller andet om, hvor “uhyggeligt unge de andre er”, og vi lo alle fire, men blikkene blev lidt mere diffuse. Der var vin i alles blod. Og øjnene begyndte at læse anderledes.

Så sagde hun: “Jeg skal altså lige tisse.”

Hun forsvandt ind gennem mængden, og et par minutter senere sagde hendes mand: “Jeg må nok hellere også…”

Adam og jeg blev stående. Han havde stadig hånden på min hofte. Jeg vendte hovedet lidt mod ham og løftede et øjenbryn. Vi sagde ikke noget. Men de var væk længe. Langt længere end “bare toilet”.

Og da hun endelig kom tilbage, rød i kinderne og med håret. Ja, det var tydeligt. Pandehåret var presset lidt op, håret ved tindingen vådt, som når man har svedt. Eller været op ad en væg.

Hun grinede. “Det toilet er ikke lavet til to.”

Og så slog hun hånden op for munden, som om hun ikke skulle have sagt det. Adam og jeg så på hinanden. Ikke overrasket. Ikke chokeret.

Men med et blik, der sagde: Så det er ikke kun os, der leger. Og jeg kunne mærke en varme brede sig i mig. Ikke bare fysisk. Det var følelsen af at kunne. At ville. At styre.

Jeg lænede mig ind mod Adam. Pressede hoften op mod ham. Hans reaktion var øjeblikkelig, hårdheden i bukserne kunne ikke skjules. Jeg smilede svagt, lagde min hånd på hans og førte den ned. Langsomt. Op under kjolen. Ikke tøvende.

Hans hånd gled op ad mit inderlår, og jeg åbnede benene nok til, at han forstod, han havde tilladelse. Jeg guidede ham. Førte hans fingerspidser op mellem mine trusser og huden. Han fandt mig med det samme, varm, våd, åben.

Hans fingre gled hen over mine læber, blidt først. Så cirklede han med tommelfingeren, trykkede forsigtigt mod min klit. Mit åndedræt forandrede sig, men jeg holdt det i skak. Det var trængt. Dæmpet. Skjult.

Jeg lukkede øjnene et øjeblik, lod hovedet hvile mod væggen bag mig. Og min hånd den fandt ham.

Jeg gled ned langs hans hofte, over bukselinningen, og fandt hans pik. Hård. Varm. Udfordret af det alt for stramme stof. Jeg trykkede let med fingerspidserne. Et lille gnid. Ikke nok til noget, bare nok til at drille.

Han stivnede let. Hans finger gled langsomt i cirkler, og da han ramte præcist det rigtige sted, jeg måtte bide mig hårdt i læben. Mine hofter begyndte at bevæge sig småt. Bevidst. Kontrolleret. Og så kom jeg.

Midt i baren. Midt i mængden. Mine knæ dirrede. Min mave trak sig sammen. Jeg holdt vejret så hårdt, at mit bryst snørede sig. Bed læben, så der næsten kom mærke. Og jeg kom i hans hånd. Lydløst. Indadvendt. Men fuldstændigt.

Jeg slap hans hånd. Med ét klart formål.

Jeg gled lidt væk fra ham, rettede kjolen. Min puls hamrede, og jeg mærkede, hvordan mit underliv stadig gispede i efterdønningerne.

Jeg lænede mig op til hans øre og hviskede:

“Nu er det dig, der må vente.”

Da jeg vendte blikket op, mødte jeg venindens øjne. Hun så på mig. Og hun vidste det.
Historien fortsætter under reklamen

Hun nikkede, ikke med løftede øjenbryn eller overraskelse, bare stille anerkendelse. Som om hun sagde: Fair nok, Eva. Du har også dine tricks.

Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER