Tilbage til … fortiden

Så ridder hun hans pik i et roligt tempo, for ikke at vække ham. Men hun kan ikke holde sig

Forfatter: Chris
Chrishistorier@gmail.com

Note: Læs ikke denne novelle, hvis du vi læse de saftige beskrivelser

Kapitel: Ruinen

Peter og hans mor, Henriette, står foran indgangen til det forfaldne hus. Det er højsommer, så selvom klokken er tæt på 21 er solen stadig fremme, men der emmer en mærkelig uro i vejret. Der er mange skyer og er en kraftig blæst oppe i de høje luftlag, der får skyerne til at roterer, som små orkaner. Men nede ved huset er der næsten vindstille. De to står og kigger forundret på huset. Der er ikke nogle hele vinduer tilbage og skidt er spredt over det hele. Graffiti vidner om, at der er besøgende en gang i mellem.

Peter føler sig ilde til mode. “Hvorfor skal vi se på dette her? Det er jo ikke andet end lort. Kunne vi i det mindste ikke have set på det i formiddags før fødselsdagen”. Peter og hans mor har tilbragt søndagen til mormorens fødselsdag. “Jeg har jo sagt”, siger moren træt, “at vi kom for sent ud af døren og vi kan jo stadig se noget. Det er jo ikke nat endnu”. “Hm”. “Nå kom så. Vi går ind”. Peter tøver, men får ikke noget valg.

Moren står i entreen med meget blandede følelser. Det her var en gang hendes barndomshjem, men det er kun rummenes inddeling der vidner om det nu. Ja, Peter har ret, tænker hun, dette er ikke andet end lort, men hvorfor kan det ende sådan. Hun går målrettet længere ind i entreen. Hun kigger med vemod ind i stuen. Det falder hende ikke ind, at der pludselig kan komme uvedkommende til huset. Hun har kun tanker på det, som hun har tænkt på i lang tid. Den fotoalbum hun glemte da de flyttede. Er den her endnu?

“Vent her. Jeg går ned i kælderen”. “Øh Hvad skal du der efter?”. “Hente noget”. “Hente … Her … Tror du virkelig at du kan finde noget efter så mange år … Hvor mange har ikke ejet huset efter dig?”. “Hmm Jeg håber… Råb hvis der kommer nogen”, siger hans mor halvhøjt ved nedgangen til kælderen.

Moren forsvinder ned i kælderen. Den tid hun er væk går Peter hvileløst rundt udenfor. Himlen er i oprør, men meget smuk. Det regner ude i horisonten og Peter ser at der også er lyn. Det kommer herhen, tænker han uroligt. “Her er det”. Peter måber. “Øh Nå”. “Jeg havde gemt den under gulvbrædderne. De er heldigvis ikke blevet skiftet”, siger hun og smiler lettet.

Peter bliver nysgerrig og glemmer de uhyggelige omgivelser. De finder et at sidde og kigger albummet igennem. Der er flere billeder af hans mor og far fra den gang de mødte hinanden i gymnasiet. Der er også billeder fra hendes studie, hvor hun blev gravid med ham. Peter fanger et billede og studerer det nøje. Han er fascineres over så anderledes alting var den gang.

Moren går i selvsing over hele albummet, så han går udenfor på ‘terrassen’. Hun ser faktisk ret godt ud, der som ung, synes han. Ja det gør hun også nu selvfølgelig, men dengang på billedet. Hun er jo næsten på alder med mig. Hun var 18 år på billedet og jeg er 19 år nu. Han tager sin telefon frem for at tage et billede af det billede han holder. I samme nu samler skyerne sig i en bamudatrekant i en blanding af nordlys og statisk elektricitet. En gnist ryger mod jorden og rammer Peter, så han kastes ud på græsset og besvimer.

Kapitel: Mørke

Alt er mørkt Peter vibrer besværet med øjnlågene. En forfærdelig hovedpine gør det til en pine bare at prøve at åbne øjnene. “Jeg tror han er ved at vågne”, lyder en ukendt kvindestemme. “Godt”, svarer en mandestemme lidt længere væk, “så må vi se hvordan han har det. Han være kan har brug for et par panodiler, sådan som han ser ud”. Peter tvinger sig selv til at åbne øjnene.

En ung kvinde kommer hen foran hans syn og nærstuderer ham. Han kender hende ikke og dog er der noget bekendt ved hende… Jeg har set hende før, men hvor? Han rykker forvirret med hovedet. “Av for sa…”. “Har du ondt i hovedet?”. Han nikker. “Tag denne og drik det her”. Har gør som den unge kvinde anbefaler.

Efter noget tid fortager hovedpinen sig og han bliver mere afslappet. Han ligger og kigger ud i rummet, noget er ikke rigtigt. Hvor er jeg? Hvad er der sket? Han har svært ved at fokusere, alt er bare anderledes … forkert på en eller anden måde?

Det værker i hele kroppen, da han sætter sig op, han ser med forfærdelse ned ad sig. Bukserne er helt sortsvitset foran. Det må være lysglimtet. Jeg husker et glimt. Han ser sig omkring. Dette rum ser godt nok mærkeligt ud. Så gammeldags ud, men bekendt på en eller anden måde.

Den unge kvinde kommer ind og ser ham sidde op. Hun råber bagud. “Han er vågen!”. “Åh”, siger Peter og tager sig til hovedet. “Åh Undskyld”. “Det er ok”. Hvad er der med hende som cirker bekendt?

Den unge kvinde sætter sig i sofaen ved siden af ham og to andre, en mand og kvinde, kommer og sætter sig i stolene overfor. Han antager at det er forældrene. De spørger ham ud om hvem han er og hvor han kommer fra, men han kan ikke huske noget. Han kan kun fortælle om lysglimtet. De fandt ham også i deres have helt forrevet, uden at have hørt noget spetakel.

Han kigger lidt på dem. “Øhm Hvem er I?”. “Åh undskyld. Det er min mor og far, Henny og Henrik, og jeg hedder Henriette”. “Henriette”, siger han tænksomt. Åh. Det er jo hende fra billedet. Hun er min mor som 18 årige. Hvad er der sket her? Det er løgn. Nogen spiller mig et puds.

Han kigger sig rundt. Det begynder at dæmre. Ja Rummet passer helt til billederne. Det er jo den ruin min mor ville hen til. Kan det virkelig passe? Det er da løgn. Det slag jeg fik sendte mig tilbage til min mors ungdom. Øhm. Hvordan? Er der en billet tilbage … eller skal jeg bare blive her? Oh hv… “Undskyld”.

“Hvad??”. “Vil du blive her … og sove?”, spørger Henriette ham. “Øhh”. Han stirrer forvirret på hende, indtil han finder ud af hvad hun spørger om. “Øh Ja Ja. Årgh Så mange tak for tilbuddet.. Jeg ved hverken ud eller ind”. Hun smiler. “Det er forståeligt … Øh Forresten … Vi fandt denne tingest i din hånd.. Den er også ret medtaget”. Henriette rækker ham hans ødelagte telefon. “Min te.. Ahh Mange tak”. “Selv tak.. Tror ikke den kan bruges til meget”. “Nok ikke. Men tak fordi I beholdt den”.

Kapitel: Weekenden

Morgenen efter sidder de ved spisebordet. Henriette og hendes forældrer taler om emner, som er helt sorte for Peter. I en pause spørger Peter. “Hmm Henriette?”. “Ja”. “Efter din skole, vil du så hjælpe mig med en ting?”. “Ja da Hvad?”. “Gå en tur sammen og introducere mig til alt. Så kan det være jeg kan få tankerne lidt på gled”. “Selvfølgelig”.

Da hun kommer fra skole går de ud i byen. Jo længere de går jo mere overbevist bliver om, at han er ‘havnet’ i en anden tidsalder, før hans fødsel. Henriette snakker om alle mulige små hverdagsting, men også meget om sin nye kæreste. Han er på messe med sit arbejde. Peter ånder lettet op, så behøver han ikke at tage stilling til ham også.

“Nå?”. Henriette kigger spørgende på ham. De sidder ved en lokal bodega og spiser en burger. “Er du blevet klogere?”. “Ikke meget. Men kender byen meget bedre nu. Tak”. Han smiler. “Tror jeg må ud og finde oplysninger på egen hånd”. “Øhm”. Hun vrider ubevidst overkroppen svagt og smiler, som om en kilder hende. “Du … Du kan ikke finde noget nu .. og i morgen er det weekend”. “Hårgh”. Han sukker. “Bliv hos os til mandag”. “Nej. Hvad vil din forældre ikke sige til det?”. “Årgh. De kender da din situation”. “Nå Ja”.

Fredag aften ser de film med forældrene. Gamle komiske film synes Peter, men han siger ikke noget. De er underholdende på deres egen retro måde. Forældrene går i seng, mens de unge går ind til sig selv. Sofaen bliver redt, så den er klar til Peter, men de to snakker og pjatter det meste af natten. Indtil de ikke kan holde øjnene åbne mere.

Næste dag er de to også sammen, nu ikke så meget for at se byen, mere for at nyde hinandens selskab. Begge har helt glemt deres respektive hverdag. Sent om aftenen går forældrene i seng, mens de to unge går ind til sig selv. Stemning er mere løssluppen og de pjatter lidt mere intimt sammen. Henriette kommer i tanke om barskabet. De supplerer deres musik med noget alkohol derfra. Kombinationen af musik og alkohol får dem til at smide hæmningerne og de leger både pudekamp og danser.

Dansen bliver meget intim. “Mmm Du er dejlig”, siger Henriette. “Og danser godt… Min kæreste vil slet ikke danse. Han vil bare sidde og snakke”. “Synes han ikke du ser godt ud?”. Henriette ser uforstående på ham. “Joo Hvorfor?”. “Fortæl ham at han med hans føring i dansen får dig til at se endnu bedre ud og at han får mulighed for at komme endnu tættere på din flotte krop”. “Mmm”. De danser tæt og henført sammen. “Ved ikke om den går”. “Start i det enkle og gib ham nogle succeser der”. “Hmm Nå Noget husker du”. “Hva Da?”. “At du danser”. “Øh Nå Ja..”.

“Nå nok om ham”. Hun griber fast om hans baller og de danser videre. Det bliver varmere i rummet og de bliver tilsidst alt for tummelums, så de lægger sig ned. Snart sover de hvor de lagde sig.

Efter noget tid vågner de. “Åh Vi må hellere ordne … Årgh Vi har ikke redt din seng … Nå Vi sover bare her”. De ordner hendes seng i en mindre alkohol-tåge. Hun tage sin narkjole på, mens han tager sit tøj af undtagen underbukser. De falder hurtigt i søvn.

Kapitel: Dagen

Henriette vågner med uro i kroppen. Det er tusmørke og stille i huset. Peter rokker lidt uroligt på sig og stønner tungt. Hun ligger stille i noget tid med tusinde tanker i hovedet. Peter. Kæreste. Peter. Kæreste…. Hun bliver varm og opstemt og begynder at tage på sig selv. Han forlader hende snart, i morgen faktisk. Hun kærtegner sine trusser, som hurtigt ryger af. Hun kilder sin klitoris og fisse og stikker et par fingre op i åbningen. Åh så drivende våd. Gad vide….

De hankøn kan godt have morgenstiverter. Hun løfter dynen og kigger under. Hmm Åh bare et lille tjek. Hun glider en hånd op ad gylpen. Åh Ja Den pik er så hård allerede.

“Åhrgh”. Hun stønner opstemt og kærtegner pikken ivrigt. Peter småskælver og mumler noget uforståeligt. Åh Ja Han er så klar, tænker hun ivrigt. Hun frigører forsigtigt pikken fra boksershortsene og skræver forsigtigt. Hun pauser et kort sekund og nyder den dejlige fornemmelse af det glatte pikhoved mellem sine skamlæber og så glider hun ned over pikken, den trænger helt i bund. Hun stønner er halvhøjt *Jaaa*. Så ridder hun hans pik i et roligt tempo, for ikke at vække ham. Men hun kan ikke holde sig tilbage og øger tempoet.

Det vækker ham og han ser forfærdet til. “Hva.. N..”, mumler ham mellem hendes hænder, som hun placerer over hans mund. “Ohhh Joo… Åhh Jeg kommer”, stønner hun og ryster oven på hans pik. I det samme mærker hun sæden fra pikken sprøjte op i fissen. “Uh Uh …. Så frækt”. “Mhhmmh”, er det eneste en forvirret Peter kan få frem.

“Åh Undskyld”, siger hun og fjerner sine hænder. “Hvad laver du?”. “Øh Ja lå bare og blev så kåd … Det var så frækt”, siger hun og fniser. “Må .. Måske… Men jeg har ikke lyst til at blive far i denne tid.. mener alder”.

Hun stirrer på ham i noget tid. “Nej Nej Bare rolig jeg er på pillen”. “Hrmfgh”, brummer han en smule beroliget. Hans øjne falder på sprutten. “Hååå Vi fik da godt nok drukket en del af dine forældres sprut. Tror du de vil finde ud af det”. “Årrg De drikker det aldrig, så de ved ikke hvor meget der er i”. De ler begge to ved tanken. “Nå vi må nok se at få ordnet os. Ved ikke helt hvordan de vil reagere hvis de så os i samme seng”. De får listet det hele på plads inden forældrene kommer til live.

Søndagen går med lektier for Henriettes vedkommende. Under normale omstændigheder ville Peter også lave lektier, men som situationen er går han bare hvileløst rundt på må og få. Han kan ikke lade være med at tænke på morgenens vækning. Det var ret frækt, synes han, men også noget skræmmende. Hun er jo faktisk hans mor.

Mandag morgen står de i døren og siger farvel. Hun er trist tilmode. “Rolig I skal nok finde ud af det sammen. Bare hold fast på din kæreste. Han er en fin fyr og jeg er sikker på at han nok skal lære at danse”. “Du taler næsten som om, du kender ham”, siger hun og smiler. “Nå men hvis du ikke kan finde ud af noget kommer du bare tilbage ikke”. “Jo. Mange tak”. Han smiler tilbage.

Samtidig med at hun lukker døren, mærker han en kraftig og varm smerte i sin lomme. Han tager sig låret. Mobilen! Hvordan kunne han glemme den? Han tager den op og ser at den faktisk virker. Den lyser i alt fald. Skarpere og skarpere og pludselig er han omhyllet af et lysglimt og et puf.

Kapitel: ???

“Mor! Han vågner nu”. Peter åbner diffust øjnene og kigger ind i en ung mands øjne. Denne er lidt ældre end ham selv. Manden kigger med døde øjne på ham. “Hvordan har du det spørger han”.

“Øh?”, Peter ser uforstående på ham. “Fint… Hm… Hvad mener du?”. “Ja. Du gik ud som et lys lige uden for døren”. “Åh Ja. Men det var jo med He…”. “Nå du er vågnet”.

Hans mor kommer til syne bag manden”. Peter smut ud og hent noget snack og vand”. Peter er forvirret, men vil til at rejse sig. “OK”, siger den unge mand og går ud i køkkenet.

“Peter?? Øh Jam.. Hvem er jeg så?”. Hans forvirring får moren til at smile. “Du er da Hans. Det har du så vidt jeg ved været hele tiden”. “Hmm Jeg ved ikke rigtigt”. “Ohh Har du fået et hukommelsessvigt?”. “Jaa. Det tror jeg nok.”. Peter er din bror… Åh Nå Ja Hvis du ikke kender ham… Han er lidt tilbage, da han ikke fik nok ilt ved fødslen”.

Peter … eller Hans kigger tavst på sin mor, men hun lader sig ikke mærke med noget. “Hvad dag er det i dag?”. “Mandag…”. “Øh Lad mig gætte! Det var mormors fødselsdag i går”. “Jah! Når noget kan du da huske. Det var her i morges du pludselig besvimede. Måske skulle vi have en læge til at kigge på dig”. “Naa Tror jeg ikke. Lad os se tiden an”.

Broren er på vej med snack og drikke. “Jeg må nok lige have lidt tid til at komme mig”, siger han. “Kan være jeg nok, kommer med en masse dumme spørgsmål”. Moren nikker. “Du spørger bare”.

Mens de drikker, ser Hans sig omkring. Det slår ham, at de slet ikke bor i det samme hus, som da han ‘forlod’ moren. De bor i morens barndomshjem.. Hvafornoget??, spørger Hans sig selv. Kan det virkelig passe. Både broren og moren kan bekræfte at de overtog huset fra hendes forældre. Med to børn havde de ikke råd til at købe det hus, de ellers så gerne ville have.Da de har siddet i noget tid kommer faren ind i stuen. Hans måber. “Hårgh. Du ligner en der har set et spøgelse”. “Ahhh Jaa”. “Åh Jeg har lige været på den fedeste messe her i weekenden”. De fortsætter deres snak sammen.

De næste par dage går for Hans med at finde ud af hvad, der nyt og gammelt i hans liv. Det kommer der en masse underlige situationer ud af, men snart begynder han at blive klogere på sit nye liv. Den største nyhed, at faren er i live, skyldes at han, den famøse dag, da han skulle have mistet livet, kørte tidligt fra festen, fordi broren blev dårlig.

Men han skal have moren på tomandshånd for at få mere at vide. Var det virkeligt, det han oplevede, eller var det fantasi? En dag lykkedes det. Moren er alene ude i køkkenet. “Du, mor?”. “Ja”. “Der er noget jeg ikke kan få til at stemme. Jeg synes det hele er meget forandret”. “Ja. Det har jeg også lagt mærke til”. “Hvad?”. “Du er også meget forandret efter dit … slag”. “Er jeg? Hvordan?”. “Som om du er i en hel anden verden. Tænker på noget helt andet”. “Hmm.. Jeg havde en mærkelig oplevelse den weekend”. “Med mormors fødselsdag?”. “Tja… “.

Hans tænker på hvordan han popper. “Det var som jeg havde en drømt, selvom jeg var vågen”. “Nå”, siger moren distræt, optaget af sit arbejde. “Jeg drømte jeg var sammen med en pige fra gymnasiet, 3. g. Hun havde en kæreste der ikke gad danse. Han var også meget væk, og den weekend vi var sammen. Jeg vidste ikke hvor jeg var, så hun viste mig rundt i byen, så jeg kunne finde ud af hvor jeg hørte hjemme”.

“Hvor vil du hen med det der?”.

“Det er bare sjovt, som små detaljer i fortiden kan ændre fremtiden, ikk?!”.

Moren står stille og kigger ind i væggen. “Vi var meget intenst sammen og endte også i seng sammen. Peter ku….”. Ivrigt vender moren sig. Han stopper da han ser gnisterne i øjne. Hun skælver og udbryder “Åh Gud”. Hun lukker øjnene og lægger en hånd på sin pande. Han ser en lille tåre i øjenkrogen.
Historien fortsætter under reklamen

Så gør hun en synkebevægelse og kigger på ham igen. “Jeg blev voldtaget af en tilfældig mand, jeg ikke husker noget til, men voldtægten bar ikke frugt. Din far er også Peters far”. “Hm…”.

“Hva så sport?”, lyder det bag ham. “Vil du med ud at spille fodbold?.. Peter står allerede i målet”. Moren kigger skarpt på sin søn og forlader køkkenet uden ord. “Øh Ja Fint Det kan vi godt”.
***
Hmm – Nå Det var et forsøg på at se tidsforskel i et nyt lys. Ved ikke helt hvordan det er lykkedes. Vil sætte stor pris på din rating og/eller kommentar.

3 kommentarer

1. Chris

   02/06/2021 kl 15:05

   Tak I to. Det er nu også godt at skrive om noget andet, bare en gang imellem. Det bliver nok ikke en vane, men for afvekslingens skyld🙂

   1+

   Besvar kommentar
2. Sofie

   31/05/2021 kl 12:51

   Det synes jeg absolut er vellykket 👍 Dejligt med en lidt anderledes historie 🙂

   4+

   Besvar kommentar
3. Damernes Ven

   31/05/2021 kl 12:38

   HELT særlig … historie…

   skal TÆT-læses.. – NU kun skimmet!

   Flot fantasi – godt skrevet – gode mængder detaljer!

   mere.. TAK .. fra Damernes Ven og brevven69@yahoo.dk

   1+

   Besvar kommentar