Kvinden så hvordan han pressede pigens lille krop sammen, pressede sig helt op i hendes lille hul ..

ADVARSEL: voldtægt

Forfatter: Jann (NNastyJR)

Fortsættelse af ‘Fremmed Kvinde II’

Videre, hele tiden videre. Som om hun har fanden i hælene, leder efter et sted hvor han ikke kan finde hende. Men han hænger ved, hendes fanden – HAM – hans folk. Hun ser dem overalt, ved at de leder og aldrig giver op, lader hende ikke slippe. Med pengene, branden – hendes handlinger mod ham…

Så hun er i konstant flugt, flytter sig i skyggerne, skjult og uden øjenkontakt. Ud af den beskidte by igen, landområder, floddeltaen der fører længere ind i skyggeland. Flodprammen der tager hende og en håndfuld fattiglemmer med, tre døgn skjult i det mørke lastrum – hvor vand og mad koster ekstra.

Allerede første aften, tager de betaling. Først af den unge pige, der må slippe sin far. Hendes blik i lyset fra den åbne dør, kvindens pludselige gerning da hun griber pigens anden hånd… Endnu en forandring, efter al denne tid – eller trænger hun bare? Mændene er ligeglade, griner bare og tager hende med – op til kabyssen med de to brikse de bruger på skift.

Styrmanden vil have den unge, men hans pik er for voldsom, hans tålmodighed for kort. Og kvinden lokker. Sutter ham med sine vulgært tykke og udstående læber, viser ham den glatte, stramme kunstfisse. Han presser nysgerrigt og tilfreds sit hårde sømandslem ind i hende, ind i noget nyt og grotesk, synes han. Knepper hende først prøvende, men hurtigt lige så hektisk og grådigt som alle andre havneludere han fornøjer sig med.

Hun mærker det, den store mand med det ene, simple mål. Hans pik der kører fast og hårdt frem mod det, får hendes kirurgisk modificerede skede til at hvine i den rette tone – hun trængte og får – pik og cut der kan mærkes, en mand der kan tøjle hendes lidelse. Men hun kigger dog også nysgerrigt over på den anden briks, hvor lidelsen er uvillig.

Den unge pige voldtages af to yngre, slankere, men ikke mindre voldsomme fyre. Kvinden møder pigens blik igen, låser sig fast i det, og ser så den første pik tvinge sig ind i det nøgne barneskød. Pigens helt første?, tænker kvinden og mærker igen det velkendte stik af jalousi og nydelse – hver gang HAN tog en ny og ubrudt hinde i sin varetægt.

Minderne blander sig igen, får et støn over hendes læber, der nok ville behage en elsker. Men ikke styrmanden, stor og prustende – uden evne eller forstand på at tage hensyn. Han ville have ødelagt pigen – jo, hun gjorde det rigtige, endnu en god gerning…

Han kommer i hende, den første – i pigen. Hurtigt og uden blod, den næste står allerede klar med stiv pik, flår i sin makker. Pigen har stadig ansigtet vendt mod kvinden, men de tårevædede øjne er lukkede – den onde verden er lukket ude. Kvinden stønner igen over synet, kan ikke lade være, sætter sig i pigens sted – ønsker det brændende, kan alligevel ikke lade være.

Og styrmanden er stadig tilpas voldsom og mærkbar i hende. Hun ser op på ham, beder om mere – og får sin ønskede lussing for det. Cutteren i hende ser op igen…, og igen, får så mange at det virker – små cut, der gør en stor flod… Så da han tømmer sig i hende, i hårde jag og brøl, kommer hun selv, krampende og stille under ham.

Han bemærker det næppe, kender og interesserer sig ikke for kvinders udløsning, kun sin egen. Og de to fyre griner højt og hujer af ham, for længst færdige med pigen, der ligger sammenkrummet og tavst klynkende overfor. Styrmanden kravler prustende og svedende af hende, tager bukserne på igen og ser over på den anden briks – der er to nætter mere, hun slipper næppe…

Kvinden følger med, i sin stille nydelse, det åbne cut og de ulmende eftergløder. Retter sig så op og tager om styrmandens brede skulder, hvisker i hans øre og håber han forstår. Noget er vitterligt ændret i hende – brækket løs eller vokset sammen, afhængig af øjnene…

Han ser overrasket på hende, de tykke læber, nikker så – han forstår og accepterer, -its a deal! De to yngre fyre bliver sendt ud, tilbage på arbejde, bare væk – det her er hans. Kvinden kravler ned af briksen og hen til pigen, der ser forskræmt og ulykkelig op på hende.

Hun kender det blik så godt, suger det til sig, mens hun aer pigens varme, bløde kind og smiler venligt og trøstende. Pigen stopper sin stille hulken og slapper lidt af sit hårde greb om sig selv. Hun kan dog stadig se styrmanden sidde og følge nysgerrigt med, mens han ryger en markant krydret cigaret.

Sådan er betingelserne, det ved pigen også, lever i denne brutale virkelighed. Men kvinden er blid ved hende, tørrer forsigtigt og kærligt hendes øjne, og ser det fine, unge ansigt skinne op mod hende. Det er endnu en god gerning fra hendes side, men også…

Pigens læber er naturligt voluminøse, sprøde og rynkede af solen, og let glinsende af væde indefra. Kvinden bukker sig frem og smager på dem – salt og sødt – kysser nænsomt og får dem utvungent adskilt. Hun ruller pigen helt fladt om på ryggen og kravler ind over hende, lægger sig mellem hendes spredte ben, som var hun pigens tredje.

Så kysser hun igen, får lirket pigens mund mere op og tungen ind, som pigen sikkert aldrig har prøvet før. Heller ikke at en kvinde slikker hendes salte hals og spændte, mørke brystvorter, ned ad den bløde mave, helt ned til den ømt, opbrudte fisse.

Kvinden slikker den unge klit, stikker to fingre op i den fyldte skede og trækker de to voldtægter ud af pigen. Hun sætter sine monstrøse læber til pigens lige så tykke og blodmættede, og sutter så de to fremmede svins sæd i sig. Og sørger for at styrmanden kan se – har fuld udsyn til denne del af aftalen, mens hun strækker den anden del godt i vejret.

Han stiller sig hen og ser ned – den rige vesterlandske kvinde, der slikker ussel sæd i sig, fra en lige så ussel bondetøs. Det tænder ham, kvinden ser det på bulen i hans bukser, mærker det bagi fra hans utålmodige pilfinger, der vil mærke om det er sandt – at hun virkeligt kan tage ham i sin røv…

Men han er ikke ung længere, ved at det ville kræve en alt for stor kraftpræstation…, selvom lysten er tung og voksende! Han nøjes med at se på, klaske den ventende røv forsigtigt i stedet, og aftale med sig selv at det her skal gentages – lige sådan her!

Han går, låser døren, lader kvinden og pigen være i fred – til han et par timer senere skal ned og have sin korte nattesøvn. Pigen begynder at hulke, ulykkeligt, men også lettet. Kvinden lægger sig helt ind til hende, trækker hende ind i sin favn som var hun hendes eget barn – lige nu er hun. Hun kysser og trøster, vugger barnet til hvile.

Den lille sommerfugl. Hun finder kameraet og tager billederne, nye til samlingen. Så fredfyldt og uskyldig i den tavse bevidstløshed. Verden er det grumme sted – kødet og drifterne, forfaldet… Begær og forfængelighed, altid mere og nyere…, som HAM…

Hun sidder nøgen og søvnløs igen, ryger sin forbudte last – sidst brækkede han hendes to fingre, fordi hun igen lugtede af røg… Dengang var han allerede stoppet med at ville kneppe hende, kunne næsten ikke få dem unge nok – knapt kønsmodne… Hun mærker det brænde i fingrene igen, mærker ham – stadig med – minderne, suger trodsigt og lader røgen opløse hende.

Så kravler hun op til pigen igen, i det mindst moden nok… Både godt og skidt. Måske ikke ligefrem hendes held, overvejer hun, og smager spermen fra de to mænd – livets cyklus her og de fleste andre steder som dette. Hun gemmer ansigtet i pigens hals og friske duft – kvindens søvnmiddel, hendes vej ind i det samme mørke intet…

Andet end drømmene…, fragmenter af oplevelser og symbolsk bearbejdning – mere virkelige end den hårde verden – på sin vis…

Barnet – sårbarheden – i HANS favn. Huset i skoven – ved søen – sort og dyb. Træerne sorte i forskellige nuancer. Forrevne og truende. Hun står ude blandt dem – lige udenfor og ser ind gennem de snavsede ruder, ind i HANS verden.

Sort og dybt, kælderkold. Så lyset fra bålet, inde i stuen. Frosne jagttrofæer på væggene i mørket, øjnene stadig levende, glimtende af fanget og skræmt liv – også vidner som hende…

Til scenen på det hvide hjorteskind ved bålet – den blå pejse-ild. Det lille barn i skæret, ansigtet hvidligt som voks. Manden, sommerfuglesamleren – HAM – i stolen overfor. Stille betragtende det smukke, unge liv – der er hans nu. Og om lidt, og for en stund… Kvinden mærker angsten, jalousien, kulden – udenfor…

Sommerfuglen er trofæet, fanget indenfor. Spinkel, lys og mørk. Det lange, sorte hår ned til de smalle hofter – der afsløres da hun klæder sig af for ham, vasker sig ren og fin overalt hun kan nå. Og de sorte, livløse øjne, da hun ser mod vinduet – fordi hun allerede ved…

Kvinden vågner med et skrig, i sit hoved, da døren lukker stille i. Styrmanden bevæger sig langsomt og slingrende i mørket, finder sin briks og falder om. Alkoholstanken fylder kabyssen – de har festen – låste han efter sig? Hun glider ned og mærker efter, låser, to minutter senere trykkes håndtaget ned og nogen bander – pigen slap…

Hun trækker hende tættere ind til sig, forsøger nærmest at tage hende helt ind og gemme hende – spinde en ny puppe om sommerfuglen, for at give den en chance – hende her… Jo, metamorfosen er på sit højeste, kvinden mærker det indefra – lyset der langsomt æder mørket, HUN har en chance…

…

En chance… Hun øjner den, da hun ser ham – ser ham se på sig. Han er ældre og fin i tøjet, distingveret endda. Nærmest som en engelsk gentleman og adel, tænker hun – og har fuldkommen ret. Hun skænker ham hans brandy, og et stort utvetydigt smil og blik, det helt rette. For hun har allerede afkodet ham, som hun kan med mænd. Hendes eneste gave og færdighed her i livet, ud over at lange øl og sprut over disken, nurse de ensomme stoddere der søger hendes opmærksomhed og skønhed, bare en lille berøring.

Og mere end det, hvis hun ser en mulighed – chance – i det. Som med ham her…, hvad laver han dog her, i denne usle bodega i udkantsdanmark? Han spørger om det samme, på et højpoleret og arkaisk engelsk, der får hendes smil til at lyse med – such a gracious, young lady! Og det ved hun at hun er – høj, slank og stilig – alt for god for de her sutter!

Men hun tager hvad hun kan få, af sorte jobs og mørkemænd. I hver ny by de kommer til, hun og drengen – HAM og moderen… De flytter, videre og videre, et mønster, endnu en flugt – som kvindens (der knapt har lært at gå endnu…) Endnu et værelse som han sidder og venter i et fremmed sted. En forlænget sommerferie – de år – den værste del af firserne, der i sig selv var slem nok.

Fremmede huse og mørke gange. Sære lugte og lyde, moderens lyde… Han er lille og følger dem, følger hende, fra sted til sted – værelser, mænd. Følger lyset i gangen, fra sprækken i døren, ser på i mørket. Han ser moderen, høj og slank, smuk og nøgen. For det meste nede – under – men han elsker når hun sidder oprejst – værdig som den kejserinde han ser i hende.

Mændene tager hendes skønhed og værdighed, giver hende harske navne og voldsomhed retur. Oftest på maven, med hendes hænder foldet på ryggen, manden over hende, i hende. Nogle af dem slår hendes balder, støder hidsigt, så hun klynker og ser ulykkelig ud, mens hun ser ud på sin dreng i mørket.

Han forstår det ikke, men ser stadig på. Forstår ikke at moderen søger det, kan lide det sådan – på en måde hun heller ikke selv forstår. Og han forstår ikke fascinationen, hvad det gør – ved ham selv. Stadig så ung, så påvirkelig – opmærksom når moderen fortæller ham alt. Når de er afsted igen, moderens læbe hævet – men penge på lommen, siger hun og smiler forsigtigt, bekender sig til ham.

Alene i næste værelse, samme seng – sommerfugl og rovfugl – i drift fra myndigheder og kontrol. Frie fugle, fortæller hun, når de ligger nøgne under dynen og griner og græder. Mor og søn, der vokser – vokser ind i det, ind i hende igen… Min lille mand, hvisker hun i hans øre, når der ikke er andre. Alt for umodne, begge to, i deres egen verden under dynen – dem mod verden!

Faderen bare et fjernt, voldsomt minde. Ikke andet end mærker på moderens unge, nøgne krop. Sammen med alle de andre, efterhånden. På flugt fra dem – men samtidigt på jagt… Forvirrende for et ungt, spirende liv – for dem begge. Hvorfor?, spørger hun, under dynen. Græder og kysser – moderkys og kærlighed – så smuk og blid, når hun rejser sig over ham, elsker ham…

Og lige så rædsom når hun cutter… Pilleglasset er barberbladet, og altid inden for rækkevidde på sengebordet. Altid læger der er villige, kan overtales bag lukkede døre…, til at udskrive benzodiazepiner – stadig mirakelmiddel i firserne. Han lærer om deres magt, lægerne – omvandrende leksika med licens til at udskrive kemi og omforme liv.

Han bliver en del af det – lille livredder – en finger i moderens hals… Ambulancer er udelukket, og virkningen er også den samme – mavens begrænsede indhold tømt. Han lærer sig selv, tilbringer dagen på byens bibliotek – hvis der er et. Låner alarmfrie bøger, eller studerer faglitteratur i de hjem han midlertidigt befinder sig i, før moderen drager videre, videre… England.

Han tager dem med – senere – den fine fremmede mand, med den specielle hang… Moderen havde allerede luret den, noget i hans stemmeføring, ‘dandy’-opførsel – den lille dreng i den store krop. Simple strejf og berøringer af hans hånd, når han stod ved baren igen. En diskret hånd på hans skulder da hun rækker ind over ham og rydder bordet – den bestemte opfordring til ham om at drikke op, være a good boy…

Han kommer tilbage lige før lukketid, naturligvis. Drengen hjælper som altid med at rydde op og lukke ned. Moderen siger ingenting, sender bare drengen op på deres værelse ovenpå bodegaen, med et kort ryk med hovedet. Han går forbi den store, velklædte mand, ældre end moderen helt klart, men med en attitude og udstråling som et barn, fornemmer drengen – lugter allerede dengang svaghed så tydeligt.

Han ser på fra sit skjul, mens moderen lader manden stå, låser af og gør kassen op, drikker sin sædvanlige Bloody Mary. Så stiller hun sig hen til manden og med en langsom markering med sin pegefinger, får hun ham til at sætte sig på knæ foran sig. Hun står lidt, med let spredte ben og hænderne i siden, drengen kan se mandens hoved ryste let – småklynke…?

Han hader ham allerede der. Svagheden ved den store mand, forstår det ikke. Moderen går om bag ham, venter et øjeblik, så sparker hun ham hårdt nok til at han ryger ned på alle fire. Hun sætter sig straks op på ham, trækker hans hoved tilbage i det ene øre, -bad boy!, hvæser hun vredt. -I know what you’ve done…, hun trækker hårdere og læner sig helt ned, -Mother is SO disappointed!

Manden klynker mere, mens moderen rejser sig igen – og drengen forstår ordene, men ikke meningen… Så træder hun manden i nakken og trykker ham helt ned i det beskidte bodega-gulv, -PANTS!, hvæser hun, og manden begynder straks at rode, spænde op, blotte sig…

Drengen ser det, mandens store, blege balder, moderen der trækker hans bælte fri og smækker, så rummet genlyder af fin, engelsk læder, mod klynkende, engelsk hud. Og han forstår det stadig ikke, mandens svaghed…, men især hvorfor han selv bliver hård…

Moderen har aldrig slået ham – og han ønsker det bestemt heller ikke! Heller ikke at slå manden…, han kigger på moderen igen, der løfter armen og svinger, sviner den ynkelige nar, nyder at være ovenpå, tildele – den del forstår han. Drengen bider tænderne sammen – jo, han har drømt dette her, indser han i mørket og det skjulte – moderen og bæltet, svagheden straffet…

Han går, vil ikke se resten. Moderen med flasken hun presser bagi manden, hvordan han sutter hendes bryst, skød – Mother! Vil kun hendes varme da hun smutter ind under dynen til ham senere – hendes lille mand… Så glad og forventningsfuld hun er, om fremtiden – nu. Lægger sig nøgen ind mod hans bortvendte ryg og hvisker om han sover, rækker ned om hans unge manddom – ingen lille dreng længere.

Selvfølgelig sover han ikke, så langt fra. Og selvklart er han hård og nyder hendes blide strøg, som altid. Men denne gang får hun ikke lov at bestemme, får ikke lov til at være ovenpå. Denne gang finder han styrke og selvstændighed frem, overmander svagheden han foragter – og tændes af. Fra nu af er det ikke hendes voldtægt…, fra nu af kommer de begge samtidigt og i enighed…

…

Kvinden kender historien. Ikke fra HAM, men fra moderen… Et af de enkelte lyse øjeblikke, en af de gange kvinden besøgte moderen bag hans ryg – og hun beredvilligt fortalte! En forklaring, en undskyldning? Er han blot et offer, der kan undskylde sine handlinger…? Moderen så hende i øjnene, denne ene gang, tomt og koldt, rystede på hovedet – det havde altid været der…

Og det voksede. Sammen med kvinden, i den sidste tid de var sammen. Pigerne yngre, strammere, hårdere, hele tiden. Men de kom selv, sagde ja…, aldrig nej eller stop! Blev betalt i enkelte tilfælde, aldrig tvunget…, ikke på den måde, undskyldte hun når det sjældent nagede. Og hun vidste, selv om han aldrig nævnte…, så glimt fra computerskærmen, lyde fra hans kontor…, bare fiktion?

De legede det, en dag for ikke længe siden. Kvinden ville jo gerne, længtes efter hans hænder om sin hals… Andre havde sværere ved den del, nød det mindre… Kvinden strittede imod som hun skulle, nød ‘voldtægten’ mindst lige så hårdt som han – kom i samme ryk.

Bagefter bad han hende finde en, ikke ældre end…, spinkel og fin – aftale en troværdig leg. Hun vidste jo at det ville blive udfaldet på et tidspunkt, og hun havde allerede en i tankerne, en hun havde sporet sig ind på – som regel hendes funktion alligevel. For ung til hans praksis, men ikke til spejlrummet…

Hun var kvindens trumf og vej helt ind i hans verden igen. ‘Voldtægten’ var en engangsforeteelse, en prøve. Han var begyndt at rejse… Udenlandske filialer, østlandene hvor personalet var billigere – profitten større – og hvilke grunde han ellers havde… Var altid ekstra indesluttet og utilnærmelig når han kom tilbage, og deres forhold skrantede, det havde været uger siden sidst – måneder siden sidste pige.

Og denne var perfekt. Smuk og sød, lige præcis moden…, nok. For kvindens smag også. Bare lige den der skavank, småjusteringen – usikkerhed der blev til sårbarhed, vejen ind. Og så var hun datter til en bekendt, kun en bonus. Han havde set hende, til fester og middage – konfirmationen – som et forspil og ekstra krydderi.

Han havde jo faktisk en social side, manerer og tillærte evner. Og kvinden havde set, at han så pigen. På den måde. Når han drak af vinglasset og lod blikket vandre – hun så ham endda tale med pigen, den dag i haven, i hendes hvide kjole. Fortælle med fingrene – måske forklare hvordan han nemt kunne afhjælpe hendes enkelte, små skønhedsfejl…

Den aften kneppede han kvinden – halvfuld og propmættet med pigen – hendes små veninder. Det sidste gode knald hun fik, da han tog hende bagfra, råt og længe – som tøs. Han kværkede hende da han tømte sig i hende – som moder… Kvinden vidste at det altid var der han kom – aldrig i hende selv, aldrig mere.

Heller ikke med pigen, som han glemte alt om igen, glemte alt om kvinden også – bare hans husbestyrer nu. Og selskab, til forretningsmiddage og enkelte ture i teateret – han dyrkede visse dele af kulturlivet, især ballet og opera. Hun ville gå en tur bagefter, en dejlig lun maj-aften. Det var der de ’tilfældigt’ så hende – pigen – hun hviskede det, er det ikke…?

Han så og huskede. Allerede optændt af Wagner, hærdede bare mere til. De fulgte på afstand – pigen med to veninder, højlydte og slingrende, feststemte – havde helt sikkert drukket. Hendes forældre i sydfrankrig, fortalte kvinden, der jo naturligt vidste den slags, stod for det sociale. Skulle de hjælpe hende…, hjem?

Øjnene sorte og låste på byttet – fattede ikke mistanke, eller omfavnede gladeligt illusionen, fantasien – nikkede blot. Han greb hendes arm, det skulle være rigtigt – på den der måde han havde talt om. Hendes tur til at nikke, smile. Denne rå og brutale mand – afstod høfligt fra at bruge ordet ‘voldtage’. Måske for profant og vulgært, om noget der så voldsomt fyldte hans sind.

De tog hende, da hun gik det sidste stykke vej – som aftalt – alene, og med hovedet i mobilen. Han stod allerede klar, i skjul ved familiens indkørsel. Af en eller anden grund, havde han en flaske kloroform i bilen, viklet ind i en grå og plettet klud kvinden genkendte – hans gamle klud fra England…

Han var tændt og tilbage – derinde, det skulle være derinde, i familiehuset, hendes eget værelse… Kvinden fandt nøglerne, alarmen var som aftalt slået fra – og hun var tilbage, vigtigst af alt. En del af hans leg igen, klædte den bevidstløse pige af – den del havde hun dog ikke nævnt for pigen. Hun var slået ud, lå bare nøgen på sit lyserøde sengetæppe og fik sin krop nærstuderet.

Den gav ham en imponerende rejsning. Pigen, og situationen – det velkendte, men fremmede sted. Han nød det, kunne kvinden tydeligt se og mærke. Og hun nød – hans køn og hele krop, der var glat, smukt muskuløs og senet. Han ikke bare prædikede og afhjalp ydre skønhed – han praktiserede det også selv. Et pragteksemplar af en mand var han, som han stod der over pigen, solede sig i kvindens beundring – og ikke mindst sig selv, i pigens store spejl ved hendes seng.

Han studerede hende minutiøst, kunne altid finde fejl og mangler, men var altså synligt imponeret denne gang, så kvinden og følte det stikke igen. Pigens fisse havde den rette balance af barnlighed og modenhed, som han altid søgte selv at kunne udvirke. På kvindens i særdeleshed.

Naturen er altid fejlbehæftet, vidste han jo, men det her var meget tæt på idealet. Brysterne var også nær ved at være urørlige – lidt små, men æstetisk og proportionelt passende, vurderede han. Kroppen som helhed var i harmoni – og hun voksede stadig til, ville udvikle sig til en virkelig, naturlig skønhed, han sjældent ønskede at skæmme.

Også det unge ansigt forbløffede ham, nu han holdt det i sine hænder og granskede hver en pore. De fine lyserøde læber og den lille opstoppernæse, selv de små antydninger af fregner hen over næseryg og kinder – alt var i fineste orden.

Pigen var der for brysterne – større – det var aftalen med kvinden. Det vidste han intet om endnu – valgte at blive i sin stålfaste tro, at hun var taget og ofret til ham – den længtede fantasi. Hendes dragende skønhed og uskyld – hans!

Kvinden viklede bandage om pigens øjne og meste af ansigt, kun lufthuller fri, og så det smukke, lyse hår. Og kun om hendes håndled bag på ryggen, så han kunne nyde mest muligt af hendes fine, unge krop.

Han stillede sig ind op over hende igen, dette ansigtsløse legeme af højeste karat, der langsomt kom til sig selv igen. Lod kvinden sutte og gnide sig, mens hans utålmodighed voksede og sled i dragen i ham. Han ville føre sit lem ind og så kontrolleret som muligt, lade den vokse og trænge dybt ind i det jomfruelige.

Kvinden både mærkede og så det. Hvordan han blev blank og fjern. Hun suttede begærligt til sig af det, men vidste at det nu ikke længere var hende han så og mærkede – men moderen. Måske det altid havde været sådan. Hver gang han tog et jomfruskød, var det moderens han længtes efter – hendes uskyld?

Pigen vred sig og gispede, han skubbede kvinden af sig, op i sengen for at holde fast. Hun tog pigens indhyllede ansigt op i sit skød, tyssede og lagde hånden over hendes mund – ingen afslørende ord på grund af chokket, kun de aftalte.

Han stillede sig op i sengen og knælede ned mellem pigens ben, løftede dem op på sine lår han stak ind under hende, og gned sin pik roligt hen over hendes smukke spalte. Pigen blev mere rolig i sine bevægelser, entrerede virkeligheden og sin bevidsthed igen – huskede hvad hun var gået med til.

Kvinden slap hendes mund og lod hende tigge og trygle som aftalt, så hvilken kraftfuld effektivt det havde på ham. Han tog sig tid, sugede til sig af pigens dygtige teater, mens han kørte sin massive stav ned over de tykke kønslæber. Pigen klynkede og bad, lige præcis tilpas og ikke for overgjort, så det brød illusionen.

Han tog det ind, gjorde sin lyst usårlig med det, og trak så underlivet lidt tilbage. Pikken var lige så stålfast som hans sind, han trak den ned gennem spalten og op igen. Pigen jamrede og vred sig igen, men kvinden holdt hende, da han langsomt begyndte at gnide pikhovedet op og ned gennem uskylden – piskede langsomt væde og støn frem fra pigen.

Så skubbede han sig pludseligt ind, pressede frem og ville bryde modstanden i et hårdt stød. Pigen skreg op og han stødte videre, kvinden så hvordan han hurtigt begyndte at kneppe. Det tændte hende vildt, at mærke pigen vride sig op mod hendes skød, og se manden så bestialsk bestige den uprøvede fisse – bare kneppe efter lyst.

Han skubbede dybt og hårdt på, kneppede alt for voldsomt til, og kiggede mistroisk på pigen, så på kvinden. Hans øjne var vredt sammenknebne og sorte – det her var ikke en jomfru-fisse, tøsen var langt fra ren og ubesmittet. Han stødte hårdt i bund, så pigen skreg sandfærdigt nu, lænede sig samtidigt frem og smækkede kvinden en rungende lussing.

Kvinden vidste intet om det. Pigen havde lovet – sin mødom for implantater – gået villigt med til rollespillet. Han slog igen, stødte hårdere, pressede så pigens ben helt frem mod hendes overkrop, gled ud af den smukke, men brugte fisse, og klemte sig brutalt ind i det andet hul.

Nu skreg og hylede pigen for alvor. Kvinden holdt fast og dækkede hendes mund igen, ventede flere slag, men han var fuldt koncentreret om at indtage pigens eneste, ægte uskyld. Hans pik var kun smurt af pigens egen saft, men han var hård og beslutsom nok til at trænge igennem.

Pigen hylede og kæmpede stadig, var indstillet på en fingeret voldtægt – nu var den blevet reel. Hendes lille numsehul blev støt og sikkert kneppet åbent mod hendes vilje, munden var spærret af kvindens hånd, øjnene af bandage – hun var fanget i sin egen deltagelse, opgav det nyttesløse og hulkede sig bare stille gennem den brutale smerte.

Han skubbede kvinden væk fra pigen og overtog nu helt selv, lagde sig helt frem, pressede hendes ben med frem under sine svulmende arme, der var lige så hårdt spændte som resten af ham. De havde snydt ham – vulgært sagt taget røven på ham – nu gav han igen, tog den stramhed der var stillet ham i udsigt.

Kvinden så hvordan han pressede pigen til det yderste, pressede hendes lille krop sammen, pressede sig helt op i hendes lille hul. Hun så den hårde pik trænge helt i bund og kneppe uden hensyntagen – hadkneppe. Han var helt opslugt i sit onde felt, uden for rækkevidde, vidste hun. Nu var den svage moder der fik, igen…

Kvinden mærkede det helt henne i sit hjørne, hvor hun gned sig stille for sig selv. Pigens bedrag, og nu ægte fortrydelse og jamren – tændte hende sindssygt. For hun fortjente det jo, et eller anden sygt sted… Og mere til, skulle jo have været kvindens indgang til ham igen. I stedet var hun nu helt skubbet væk og bandlyst – havde været med til at åbne en ny åre i hans længten efter blod.

Han kneppede hårdt efter det, pigen helt oppe på det øverste af sin ryg, mens han huggede ned i hende – jagtede blodet, og suset. Kvinden mærkede det…, også det. Så det på ham, de tunge stød, hans smukke, svedglinsende krop. Hun så hånden der søgte pigens bryst, længere op…

Hun mærkede hånden om halsen, mens hun gned sig heftigt. Sin egen – hans var om pigen, stram… Senerne i armen spillede og han kneppede nu i lange, seje stød – kvinden stønnede, pigen rallede. En tåre gled ned af hendes varme kind, mens hun hørte klaskene og hans dybe hvæsen, og hun stille kom for sig selv.

Hendes øjne var lukkede, ville ikke se, ikke mere, ikke hvis han gjorde…, det. Hun vidste at hun ikke kunne stoppe ham, at det var moderen han havde der – i et eller andet af de der brændende felter i sig, havde kvinden håbet at det ville have været hende selv – når han endeligt overskred tærsklen.

Så hørte hun hans brøl – hans sejrs-skrål når han kom. Hun tørrede øjnene og kiggede. Han havde sluppet pigens hals, strakte sin egen, som han plejede når han tømte sig i en jomfru-fisse. Nu var det pigens røv han brugte – og hun var der stadig, så kvinden – virrede svagt med hovedet og gispede stille ved hvert stød dybt i sig.

Han trak sig ud af pigen og lod hende ligge halvt livløs, kom hen til kvinden, prustende og stadig hård. Hun slikkede ham ren, suttede alt pigen af ham og fik flere fortjente lussinger bagefter. De havde snydt ham og fået ham til at miste fodfæstet – men alligevel havde det været tilfredsstillende nok for ham, mærkede kvinden på slagene.

Da han gik, kravlede kvinden hurtigt hen til pigen og viklede bandagen af hendes ansigt, løsnede hænderne. Pigen var omtumlet og hulkede stille i hendes skød. Der var en smule blod på hendes lyserøde sengetæppe – ikke meget, men smertefuldt og traumatisk for en helt ung pige – ja, for enhver normal person.

Kvinden aede hendes hår og vuggede hende – fortryd pludseligt og for første gang sin deltagelse. Hun så mærkerne på pigens hals, og da hun endeligt kiggede op, så hun punktblødningerne i hendes smukke, blå øjne. Det her var over stregen, tænkte kvinden – og de kunne jo heller aldrig slippe af sted med det.

Pigen kom sig mere og gik over i en stille snøften. Kvinden trøstede, og tænkte – fremtiden – fængsel eller flugt? Eller havde han andre planer…?, kunne hun gå med til dem…, DET..? Havde hun noget valg? Pigen rørte på sig og jamrede igen. Det gjorde ondt bagi, sagde hun og kiggede bebrejdende op på kvinden – ikke det de aftalte!

Kvinden var stadig rystet, men så det – før pigen sagde noget. Så sig selv i det skræmte blik, der langsomt blev roligt og klart – det her kommer til at koste, sagde pigen, et par nye patter kan ikke gøre det længere! Bedøvet og så i røven, fucking kvalt!? Det bliver fucking dyrt…, hviskede pigen stille, ud gennem sin mærkede hals.

Det var der det sluttede endegyldigt for kvinden. Hun fik helt fysisk kvalme og isnende kuldegysninger, og noget i hende forskubbede sig og samlede sig til en form for normalitet igen. Fik hende til at se i et andet lys – eller bare i et lys. Hvad det her var og ville føre til… Men også at denne pige ville tage hendes plads. Først som kneppe- og testdukke, siden helt og holdent. Det var kun en spørgsmål om tid…

Læs næste afsnit