Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Da vi kom hjem til ‘Hotel Ma Cheríee’ havde mor en overraskelse til mig: Vi skulle sove!
Hun har sikkert fornemmet, at efter nattens glæder med Li-Young havde hendes søn de samme lyster: Bare sove!
På vejen i taxien hjem til hotellet i nat havde mor spurgt: – Var det dejligt, Axel?

Jeg rødmede helt op til hårrødderne, da jeg svarede: Ja, mor! Det var helt vidunderligt. Men jeg ville alligevel hellere være hos dig…
– Snik-snak! sagde mor. Det, vi to har sammen, må alligevel snart have en ende. Du skal ud og prøve verden..også pigerne. Tænk, Axel! Hele verden er fuld af dejlige piger…så kan du ikke blive ved at…hænge i mors skørter.
Hun kunne vist selv høre, at ordene lød lidt forkerte, så hun slog straks over i et andet emne.
– Hvor mange Madonnafigurer har du efterhånden set her i Paris, Axel? 5 eller 10!
– Det er nok der omkring, mor. Alene i Notre Damekirken var der syv
– I morgen vil jeg overraske dig med endnu én…
– Åh nej, mor! Ikke flere kirker og ikke flere madonnaer, hvis jeg da…..
– Hende, jeg præsenterer dig for i morgen, vil du blive helt vild med. ‘Den sorte Madonna’! er ganske anderledes. Jeg var for træt til at protestere. Der var heldigvis mange timer til ‘i morgen’.

Solen stod højt på himlen, da jeg vågnede med en fornemmelse af ikke at være alene i min ‘gran lit’ – den franske dobbeltseng. Jeg troede, det var mor, som var blevet trængende og krøbet op til sin store dreng for at få et formiddagsput. Så jeg åbnede slet ikke øjnene. Drejede mig kun rundt til siden – imod den, som med sine blide fingre blidt og forsigtigt lå og legede med min pik. Dén var vågnet før jeg. Hidset op af disse lækre bevægelser fra en kvindehånd. Jeg lagde armen om den smækre pigekrop – jeg troede stadig, det var mor. Men da jeg tog hendes ene bryst i min hånd, blev jeg klar over, at det ikke var mor. Hendes bryster kendte jeg. Jeg slog øjnene op – og blev chokeret.
Med sin hånd om min pik, og jeg med hånden på den ene af hendes store, dejlige, struttende bryster, stirrede jeg lige ind i et par smilende pigeøjne – og et kulhamrende sort negerpigeansigt..

I det samme lød mors stemme henne fra toiletbordet, hvor hun sad med ryggen til og gjorde sig i stand. (Jeg var sikker på, at hun havde sat sig, så hun i det store, ovale spejl kunne følge med i, hvad der foregik i dobbeltsengen)
– Det er Maria, min dreng! Mor sagde det på fransk, så hendes ord blev tydeligvis forstået af negerpigen; hun rystede min halvstive pik med sin hånd – som om det var min hånd, hun sagde goddag til. Jeg kom til at grine – og gjorde nøjagtigt det samme ved hende lækre bryst.
– Bon jour, monsieur!
– Bon jour, mademoiselle!
Jeg tog det for givet, at Maria nok ikke var nogen ‘madame’. Det skulle vise sig, at jeg havde taget fejl. Hendes mand var førstesekretær ved det regeringskontor, der ‘tog hånd om’ kolonistyret i Fransk Ækvatorialafrika. Nok med et lidt hårdere greb, end det, Maria lige nu havde om Aases 15-årige søn fra ‘le petit Danemark’.

Samtalen blev ført på fransk. Mor fortalte kortfattet, at Maria og hun havde været veninder under mors månedlange ophold i Paris for mange år siden. De havde holdt forbindelsen ved lige gennem alle årene. (det var forklaringen på de mange breve til mor med franske frimærker på). Mor vidste, at Maria blev forsømt af sin franskfødte ægtemand i karrierediplomatiet, og havde så – sagde hun – sagt ja, da Maria forsigtigt havde spurgt, om hun kunne låne mig – og straks øjnet chancen for på én gang at glæde sin søn og sin veninde med lidt sengesamvær.

Mor rejste sig, tog sin lette frakke på – hun var meget elegant – og sagde, idet hun tog i dørhåndtaget:
– Jeg er lige ved at være lidt misundelig på Maria over, at hun får dig for sig selv hele dagen ja, og natten med, hvis I vil. Jeg kommer under ingen omstændigheder tilbage før i aften. Bliver I tørstige står der mineralvand på bordet og to flaske rødvin i skabet plus den, Maria og jeg lige har fået hver et glas af. Bliver I sultne, så lad Maria vise dig nogle spændende madsteder i nabolaget.
Og så var jeg alene med den både til gården og til gaden overdådigt udstyrede negerdame.

Jeg var 15. Maria var 34, et år yngre end mor. Jeg var 175 cm høj. Maria nok nogenlunde det samme. Slank og sort som ibenholt. Hun havde et barn, en pige. Grunden til, at hun ikke havde en børneflok på 10 var i hvert fald ikke manglende interesse for den akrobatik, der normalt fører til dem. Hun var så sandelig ikke nogen tung-at-danse-med-kvinde. Lige nu havde jeg nok at gøre med at holde styr på mors ‘Den sorte Madonna’.
I de mange år, der er gået siden, har jeg så tit hørt mænd fortælle utrolige beretninger om, hvor vilde i varmen, negerpiger er. De fleste har det kun på 2.og 3.hånd. Jeg har altid siddet tilbagelænet med et stille smil om munden, når den snak er gået mand og mand imellem. Skulle nok vare mig for at lufte min førstehåndsviden. Den stammede fra en tid, som jeg med min daværende alder ikke kunne tillade mig at fremføre noget om.

Men så meget er sandt og vist: Selv de vildeste beretninger – virkelige eller fantasi – overdriver ikke. Maria fra Fransk Ækvatorial Afrika var det vildeste vilde i en seng, jeg har oplevet.

Ingen grund til at gå i detaljer. De kan alligevel ikke beskrives tilstrækkeligt varmt, vildt og vådt med ord – og har i det hele taget meget lidt med mit selvvalgt begrænsede emne at gøre: incest og sexuel omgang med mindreårige. Bortset selvfølgelig fra, at det var min mor, der her optrådte i rollen som koblerske (vel også en slags incest?), og at jeg jo med mine kun 15 år stadig var regnet som mindreårig. Jeg tager derfor kun de detaljer med, som direkte berører mit emne.
Mor var dårligt nok ude af døren, før Maria kastede sig over mig. Jeg var endnu døsig og lidt træt efter nattens strabadser i bordellet, men pikken stod, og Maria var ikke sen. Hun satte sig op på mig og red, spiddet på min stive drengepik, sig selv til den ene voldsomme udløsning efter den anden. Sveden drev ned ad den sorte skønhed, mens hun skaffede sig selv…ja, jeg talte dem ikke, men hvis jeg siger 6-7 udløsninger i løbet af en halv time, er det i hver fald ikke det mindste overdrevet.

Jeg fornemmede, at det stort set var lige meget, hvilken pik, Maria havde sat sig på. Det gode ved min var dels, at den overhovedet var der, dels at 15-årige unge mænds virilitet kan holde længere. Og så havde mor måske netop valgt denne dag, fordi hun vidste, at efter natten med Li-Young kunne jeg sikkert forventes at kunne ‘holde mig’ længere end nogen anden.
Det gjorde selvfølgelig helt vidunderligt at komme under Marias behandling – manipulation kan man vel ikke kalde det – og de liflige gysninger, som uafladeligt gennemrislede min krop, styrket ved synet af den høje, flotte negerpige og de svajende, vippende, hoppende, sorte bryster lige foran mine øjne, gjorde det yderligere pikant. Men på et eller andet tidspunkt nærmere udløsningen sig også hos mig. Jeg mærkede det længe i forvejen. Jeg véd ikke, hvorfor jeg ikke havde lyst til at sende sprøjtet opad – det havde jeg bare ikke. Jeg ville sende det nedad – jeg havde opdaget, at det gjorde meget mere godt i udløsningsøjeblikket, når jeg lå øverst, eller stod bagest, i samlejet.
Med en hurtig bevægelse, og uden at lade pikken smutte ud af den sjaskvåde, saftdrivende, sorte kusse, fik jeg Maria vendt om på ryggen. Og så hamrede jeg mit trængende lem så dybt op i denne vidunderlige negerkælling, at hun gav en næsten gurglende lyd fra sig. Jeg nåede vel at give hende 4-5 dybe stød, før udløsningen banede sig vej fra nosserne, gennem sædstrengene og pikskaftet ud i hovedet, hvor sædklumpen (sådan føltes det) samlede sig til ét eneste gigantisk sprøjt.

Jeg tror, det var selve sprøjtet – eller måske den voldsomme forstørrelse som hoved og skaft får just i dét sekund, som gjorde det: Maria kom endnu en gang – og hun havde ingen hemninger. Hun skreg sin vellyst ud, så jeg ikke var i tvivl om, at mor måtte have bestukket portieren, endda overordentligt generøst. Ellers ville han have tilkaldt både politi og brandvæsen. Selv på “Hotel Ma Cheríee” med sit klientel af ‘det lettere kavalleri’ og deres tilsvarende ‘lette kvallerister’, må Marias hyl have overgået alle de ellers velkendte daglige og natlige vellystudbrud i denne lastens hule.

Nu ville enhver normal pik have fået en gang tvungen afslapning. Men i dette tilfælde viste det sig, hvad det er der gør negerfisse så attraktivt: Maria vendte det hvide ud af øjnene – det havde jeg set hende gøre hver gang den gik på hende. Men lige nu så det ud som om øjeæblerne aldrig ville vende tilbage til deres udkigsposter. I Marias skede begyndte en gang convulviske bølgebevægelser, som masserede mit lem fra det øjeblik, hvor nedtællingen på denne menneskelige afskydningsrampe nåede 3-2-1-zero! Det var som tusinder af små på én gang bløde og hårde læber suttede på min pikspids. Maria havde slynget sine lange, sorte ben omkring min bagdel, og samtidig med, at hendes indre gav mig ufattelig liderlig massage, strammede hun grebet om mine balder, så jeg er lige ved at tro, at nosserne blev presset med ind.
Og miraklet skete. Liderligheden – som i disse minutter normalt vil tage af – blev pludselig forstærket! Og da lysten var vendt tilbage, genvandt jeg også evnen. I den næste times tid indhentede Maria adskillige af de orgasmer, hun var bagud med, efter de mange års ægteskab med førstesekretæren! Lad os håbe for ham, at han aldrig opdagede, hvad han var gået glip af!

Og hvis man kunne tage sex på forskud – det kan man heldigvis ikke – skulle jeg ikke behøve at få mere fisse, før henimod dagen for studentereksamen. Og før dagen gik på hæld, var selv Maria orgasmemæssigt ved at være ajour. Fissemæssigt var jeg ved at hale godt ind på tidspunktet for embedseksamen.

Når jeg i dag husker tilbage på dagen for mine ridt på og med og under og ved siden af og bag og rundtomkring ‘Den sorte Madonna’, erindrer jeg ikke, der var nogen som helst pauser. Men det må der have været, for i en af dem fik jeg af Maria den beretning, som følger i næste kapitel. Det kan godt være, jeg ikke fik hele historien. Så vidt jeg husker blev den senere suppleret af mor, som kendte den fra sin ungdoms Paris-ophold, hvor hun havde delt værelse med Maria.

Mineralvandet var drukket. Det samme var vinen, da nøglen pludselig blev sat i døren. Jeg fór forskrækket op. Maria blev bare liggende. Hun havde set på klokken og vidste åbenbart, hvornår mor ville komme tilbage. Hende var det.
– Nå, kære børn….Mor talte som om Maria og jeg var søskende (det var vi trods alt ikke!). Jeg håber, I har haft det dejligt…
Vi nøjedes med at nikke. To ret overflødige nik, al den stund, at mor vidste bedsked, og ikke kunne være det mindste i tvivl om, at vi ikke havde spildt tiden med at gå i byen for at spise.
– Aase, jeg elsker dig! udbrød nu Maria og satte det tilfredseste smil – nej, grin – op, som nogen kvinde til nogen tid har præsteret. Hvordan skal jeg nogensinde takke dig for det, du i dag har gjort for mig. Axel er den mest virile og udholdende elsker, jeg til dato har oplevet. Du får ikke lov at tage ham med dig hjem til Danmark. Jeg vil have ham installeret i mit soveværelse – til indvortes og udvortes brug…. morgen, middag, aften og hele natten.
Mor lo hjerteligt.
– Det havde jeg jo fortalt dig, dejlige, allerkæreste Maria. Han er et unikum.
– Ja, og så har han en pik, der tåler sammenligning med alle de negerpikke, jeg i mine 32 år har set, mærket, suttet på og haft i mig. Både i størrelse og udholdenhed. Negrene kan gå hjem og lægge sig.
– Det gør de jo som bekendt også, Maria. Tilmed med hvem som helst og hvad som helst.
– Bare ikke med mig, Aase.Ikke, at de ikke gerne ville, men jeg tør simpelthen ikke tage en herboende neger som elsker. Af frygt for, at det skal komme Pierre (det var førstesekretæren) for øre. Det ville ikke vare længe, før det var ude i byen, at ‘førstesekretærens kone pinker med Ali Baba og de fyrretyve røvere’.

– Men med Axel kan du ta’ det roligt, han sladrer ikke.
– Det gør jeg minsandten også. Men jeg havde aldrig turdet spørge dig, om jeg måtte låne din søn, hvis du ikke selv havde foreslået mig det.
Mor havde altså stukket en lille, hvid løgn. Det var mors egen ide, ikke Marias. Jeg var ligeglad.
– Har du noget at sige, Axel? Jeg har nok haft julelys i øjnene – som også nok har været helt skeløjede af alt det pragtfulde negerfisse, jeg havde tæsket i mig – eller som var blevet tæsket i mig – i disse 8-9 forløbne timer.
– Ja, mor! Jeg er sulten!
– Har I da slet ikke været ude at spise, I to?
Mor spurgte med en sukkersød ironi, der tydeligt afslørede, at hun udmærket vidste, hvad vi havde fået tiden til at gå med.
– Jamen, så vil jeg gerne invitere jer begge på ‘La Belle Epoce’ i aften. Så kan vi gå hjem og ta’ en drink i hotelbaren, når vi har spist.

Jeg havde set hotelbaren. Det var bestemt ikke et sted, pæne damer inviterede førstesekretærfruer ind. Men jeg havde efterhånden lært, at når mor var på udebane, så var hun en hel anden end hjemme. Førstesekretærens frue var åbenbart ligesådan. Eftersom førstesekretærens hustru var ankommet ‘comme il faut’, kunne jeg se de to damer maje sig ud, så jeg spurgte kun ‘kjole eller smoking?’. Smoking kunne gøre det. Jeg prajede en taxi.
– Nej, nej, lille Axel, sagde mor (det der med ‘lille Axel’ virkede ret morsomt, når man tager i betragtning, at jeg havde ligget og dusket mors 32-årige veninde hele den udslagne dag), vi skal kun lige rundt om hjørnet.
Jeg følte mig helt forkert, da jeg i smoking med tilhørende mørk frakke og med to elegante damer (jeg skulle nok vare mig for at sige ‘ældre damer’), én under hver arm, sejlede ned ad Latinerkvarterets skumleste smøge, hvis publik nærmest lignede statister i Victor Hugos ‘De Elendige’ (I dag bedre kendt som ‘Les Miserables. EH) Men Paris var – og er – modsætningernes by. Da vi drejede om hjørnet, var vi pludselig ude, hvor påklædningen var passende. På ‘La Belle Epoce’ blev førstesekretærens hustru modtaget som…ja, som førstesekretærens hustru. Overtjeneren anviste os det bedste bord, vi fik den bedste mad, den bedste vin – jeg holdt lidt igen, men det gjorde hverken mor eller Maria – og en superb betjening. Mor havde hjemmefra udstyret mig med tegnebogen, så jeg som nogen verdensmand betalte regningen – og gav gode drikkepenge.

På vej ud, mødte vi et selskab af elegante herrer. Herrerne hilste overdrevent høfligt på Maria, allernådigst på mor og mig, og gik ind. Alle undtagen én. Han henvendte sig til Maria med et kindkys og ordene:
– Min blomst! Jeg håber, du har haft en dejlig dag på Louvre!
– Tak, min ven. Du skal hilse på min veninde fra Danmark, Madame Aase, og hendes søn, Monsieur Axél. De har været så glade for det, jeg kunne vise dem.
Den elegante gentleman bukkede let for mor og kyssede på hånd, mens hendes ‘lille’ søn kun blev hilst med den i de kredse korrekte knæk med nakken.
– Hvem var dén herre, mor? spurgte jeg diskret.

– Det var førstesekretæren, Marias mand, som du i dag har hørt så meget positivt om, min dreng! sagde mor halvhøjt, så i hvert fald den liberiklædte dørmand ikke fik mistanke om noget. Det var altså ham, jeg hele dagen havde ligget og gjort til hanrej.
Jeg måtte vente med mit smørede grin, til vi var vel ude på gaden – og havde sat os ind i den taxi, dørmanden straks prajede til os. Den kørte os et par gader hen, drejede og vendte tilbage til “Hotel Ma Cheríe”. Førstesekretæren skulle jo nødigt få fornemmelsen af, at hans veninde og hendes ‘lille’ søn boede i dét kvarter. Det kunne have ødelagt både førstesekretærens gode humør og hans avancements-muligheder.
Jeg er og bliver en naiv sjæl, så da vi trådte ind ad den beskedne hoveddør i ‘Hotel Ma Cheríe”, stilede jeg lige imod baren.
– Nej, nej, ‘lille’ Axel. Vi går op i suiten.
Mor og Maria havde ingen ide om at lufte de elegante rober i hotelbaren.
Det var på dette tidspunkt, jeg fik den første lille mistanke om, at ‘noget var i gære’.
Mistanken blev forstærket, da vi kom op i ‘suiten’, hvor stuepigen havde ‘tæppet af’ (eller sagt på godt dansk: redt horekassen). Tjeneren havde stillet blomster, glas, ostesnacks – og champagne. De røde lamper med luderbelysningen fuldendte det dobbelteksponerede billede. Det så faktisk morsomt ud med tre elegante mennesker i dette 3. klasses hotelværelse. Jeg kom til at grine.

Mistanke blev til vished, da mor og Maria – efter at have lagt overtøj og hat – kastede sig i hinandens arme og kyssede hinanden med en inderlighed og varme, der var meget langt fra det kindkys, førstesekretæren havde haft til overs for sin hustru i “La Belle Epoce”.
– Er du chokeret over os, Axel? spurgte mor sukkersødt, mens hun med armen omkring Maria fremkaldte et stik af Tango Jalousie hos sin søn.
– Ikke det mindste, mor. Helt ærligt har jeg under hele middagen haft på fornemmelsen, at forholdet mellem Maria og dig ikke var helt så platonisk, som I udadtil prøvede at give indtryk af.

– Din mor og jeg elskede hinanden, så sengebundene sang, da vi i sin tid boede sammen i Paris, sagde Maria.. Det er 17 år siden, vi sidst har kælet for hinanden….så…
– Jeg forstår et fint vink. Jeg går ned i baren…måske en tur op og ned langs Seinen. Jeg skal nok….
– Du skal ingen steder, lille Axel, sagde mor og kyssede mig varmt. Forskellen på dengang og nu er, at vi i nat foruden hinanden også har en fælles elsker.
– Jamen….mor. Jeg tror ikke, jeg kan noget som helst. Husk på….
– Jeg véd det, Axel. Men du kan i første omgang være ‘voyeur’ (kikker), og skulle du få lyst til at være med, så vil du være velkommen.

Jeg åbnede Champagnen. Glassene blev løftede til hilsen – og jeg fik lov at drikke resten alene. De to gamle veninder klædte hinanden af, langsomt, styk for styk, som var det et slow motion-show. Jeg fornemmede tydeligt, at de hverken behøvede min deltagelse eller lod sig genere af min tilstedeværelse. De kyssede og kælede for hver lille stykke, der blev blottet.
Det var vidunderlig smukt at se de to ungdomselskende mødes, føle overalt på hinandens kroppe, kælent lægge fingre og læber ind i hver eneste hulning – for så til sidst at lægge sig tæt omslynget i ‘le gran lit’ – der knagede og gav sig under dem. En lyd, som utvivlsomt havde lydt hele dagen. Da havde jeg bare ikke bemærket det.
Jeg tog først smokingjakken af og hængte den på bøjle i skabet. Så den sorte silkebutterfly; så laksko, sokker og sokkeholdere for til sidst at sidde i smokingskjorte og benklæder i lænestolen med et glas champagne i hånden og øjnene fast fæstede på de to smukke kvinder i sengen. Jeg var totalt luft for dem. De kælede for hinandens bryster, lod fingrene lege i hinandens skridt, for så endelig at lægge sig i en 69’er (Franskmændenes ord for den slags ‘soixanteneuf’ er meget smukkere end vort ‘ni-og-tresser’) og uden at genere sig ved lydene slikke og sutte hinandens ydre og indre skamlæber. På den måde skaffede de efter 10-15 minutters liderlige lyde hinanden en befriende udløsning. Jeg husker, jeg tænkte, at jeg ville ønske, jeg havde haft et fotografiapparat. Så smukke var de i deres fælles elskov.
Jeg havde næsten tømt champagneflasken, da Maria løftede hovedet fra mors fisse og sagde:

– Kom hen og vær med, Axel!
– Ja, min dejlige dreng. Kom og lig med os, tilføjede mor.Jeg kan se, vi har virket på dig.
Og det var sandt. Synet af de to smukke kvinder. Den lyse og den kulsorte. De to kvinder, hvis mindste kroge, jeg før havde kælet for, leget med, været inde i, det syn havde ganske rigtigt virket på mig. Det var med største besvær, men dog også i største hast, jeg smed bukser, skjorte, undertrøje og underbukser og med rejst han-jern gik hen til sengen.
– Hvordan….?

Mere nåede jeg ikke at få sagt, før de to kvinder på skift suttede og slikkede min stivert, som vel ellers i de seneste dage skulle have fået nok af den slags til, at en eventuel impotens ville have været letforståeligt. Men 15-årige drengepikke har åbenbart ingen øvre grænse for ydeevnen. Først red jeg mor – hun måtte trænge mest. Så ‘Den sorte Madonna’ – hun trængte åbenbart ligeså meget.
Mens jeg red den ene, sad den anden skrævs hen over venindens iltre tunge. Den ovenpå-siddende af kvinderne blev kælet nedefra af tungespids og kvindehænder, ovenfra af mande- hænder. Den tunge, der ikke slikkede nedefra, kyssedes med mig ovenfor. Så skiftede de begge stilling, byttede plads – og forestillingen fortsatte med modsatte aktører.

På et tidspunkt, da mor sad øverst og blev slikket nedefra af Maria, vendte hun sig pludselig om, lænede sig tilbage mod sin søns brystkasse og lod hans hænder løfte de smukke, hvide bryster. Lidt efter byttede kvinderne atter plads. Maria lænede sig fremover og kyssede mor på munden. Hendes indbydende, sorte bagdels lille brune hul stirrede lige op på mig. Jeg trak min pik ud af mor, og mens pigerne omfavnede hinanden, stødte jeg min stadig jernhårde pik dybt i Marias kusse. Hende blev det, som indkasserede dagens sidste sprøjt, dybt, dybt oppe i sig.

Nu var jeg færdig. Totalt udkneppet, vil jeg kalde det. Jeg faldt over til siden i sengen, lige på ryggen. Og faldt i en dyb søvn. Hvor længe de to piger fortsatte, har jeg ingen anelse om. Jeg vågnede ved, at solens stråler faldt ind gennem det højtsiddende vindue. Da jeg så mig omkring, var Maria væk. Hendes tøj var væk. Mor og jeg var alene. Mor sov så sødt og glad afslappet – som en forpuppet sommerfugl – på den ekstra seng, mens jeg lå på tværs og Jeg fyldte hele ‘le gran lit’.
Så stille som det var mig muligt, stod jeg ud af sengen, tog hverdagstøjet på og listede ned ad trappen. Portieren hilste med et indforstået ‘Bon jour, monseieur!’. Jeg gik ud på gaden, hen på det nærmeste gadehjørne, fik et hårdkogt æg, en kop sort kaffe og en croissant. Tjeneren bragte mig en avis. På forsiden læste jeg, det der har kunnet tidsfæste begivenheden:

Den berømte, franske officer
Alfred Dreyfuss død
75 år gammel.
Han blev i levende live en myte. Hans navn vil for evigt være et manende ‘memento’
om en uafvaskelig skamplet på Frankrig.
Han var offer for den ondeste og menneskeligt mest belastende skandale.

Vore oplevelser kom heldigvis aldrig i avisen. Hverken dengang eller senere. Ellers kunne den såmænd være endt som en næsten lige så stor skandale – i de snerpede 1930’ere.
–
I en af vore få og korte elskovspauser gav Maria mig beretningen om sin seksuelle ‘debut’ hjemme i Fransk Ækvatorial Afrika. Beretningen var i brudstykker, fordi ‘Den sorte Madonna’ havde svært ved at koncentrere sig om andre pikke, end den, som enten stod ved hendes side – eller var dybt begravet i hende. Mor hjalp mig mange år senere med at samle brudstykkerne til et mønster. Det kunne mor i kraft af sit nære venskab – kald det bare ‘sit kærlighedsforhold’ – til den høje, slanke, sorte, afrikanske skønhed, først i sin ungdomstid i Paris, senere i kraft af deres fortsatte brevveksling.

I brevene fortalte Maria ugenert, fordi mor havde forsikret hende om, at der ikke var andre i huset end hende og senere jeg, der forstod fransk. Far forstod ikke fransk, men da han en gang – kort efter mors og min hjemkomst fra Pariserferien – uforvarende kom til at åbne et af Marias breve til mor, faldt han over ordet ‘amour’, som han forstod, og som gik igen og igen i Marias brev. Mor måtte igennem en del hurtige bortforklaringer, for at undgå, at han skulle opdage, hvad der virkelig var foregået mellem Maria, mor og mig under vort ophold i ‘byernes by’. Heldigvis var far ret naiv på dét punkt, og der blev ikke tale om nogen afsløring, endsige nogen skandale.

Maria var bantuneger af balali-stammen, født cirka 1901 – helt sikkert vidste hun det ikke – i en landsby ved ‘vandvejen’, som udgjordes af floderne Zaïre og Ubangï. Landsbyen, hvor Marias far var høvding (dem var der mange af på den tid) lå i kolonien Fransk Ækvatorial Afrika mellem byerne Brazzaville (som i dag er hovedstad i Republikken Congo) og Bangui (i dag hovedstad i Den Centralafrikanske Republik – landet med den vanvittige diktator Bokassa, der lod sig udråbe til kejser). Grundet sin beliggenhed i den mest ufremkommelige del af Centralafrika var området blandt de sidst koloniserede. Frankrig tog det i besiddelse mod slutningen af 1800-tallet og lod det langt op i 1900-tallet styre fra et regeringskontor i Paris. Dét, hvor Marias senere mand var førstesekretær.
Det var ham, der havde hjembragt den høje, sorte skønhed til Paris i 1919, nærmest som en slags ‘souvenir’. Hun var på det tidspunkt, takket være en katolsk missionær, kommet fra landsbyen (hvor hendes eneste undervisning havde været diverse stammeritualer) ind til Brazzaville. Her havde hun fået sin første skoleundervisning, og her havde den unge Pierre Baudois ‘opdaget’ hende.
Da han efter endt tjeneste i Brazzaville, rejste tilbage til Frankrig, havde han Maria med sig. Han sørgede for, at den velbegavede, unge pige fik en ordentlig skolegang, senere en studentereksamen og endnu senere en universitets-uddannelse. Maria følte sig altid i taknemmelighedsgæld til Pierre, som da også giftede sig med hende, da hun i begyndelsen af 1920’erne blev gravid og fødte deres eneste barn, datteren Francoîse.
Mor var 19 og Maria 18, da de delte værelse i Latinerkvarteret i Paris – og som det fremgik af foregående kapitel – kom hinanden meget nær. I øvrigt havde Maria ingen kontakt med sin familie resten af livet – anede ikke, hvad der var sket med hendes familie i landsbyen. De var afskåret fra brevveksling, fordi ingen i hendes afrikanske landsby kunne læse eller skrive.
Maria – hun hed dengang noget helt andet, noget på det indfødte stammesprog lingala – var kun 7 år gammel, da hun havde sin seksuelle debut. Det var ubangifolkets skik, at 7-årige piger blev bragt til landsbyens medicinmand for at blive behørigt bedækket og derved miste deres mødom. De skulle i øvrigt bedækkes 7 gange indenfor 14 dage, så dén mødom havde ingen chancer for at overleve.

Da medicinmanden på den tid, hvor Maria blev 7 år, var meget gammel og ikke længere i stand til at udføre sine seksuelle pligter overfor landsbyens pigebørn, var høvdingen (Marias far) modstræbende blevet udnævnt til reservemedicinmand på dette vigtige område. Han skulle tage mødommen på alle 7-årige pigebørn og beligge hver af dem 7 gange indenfor den 14-dages periode, han havde dem til rådighed i sin palmehytte. En tung pligt!!!
Hvis nogen undrer sig over udtrykket modstræbende i den forbindelse, skal det bemærkes, at landsbyen var stor, flerkoneriet blomstrede, og børnetallet var enormt. Til tider var Marias far i sin rolle som reserve-medicinmand tvunget til at have samleje med til tider 10-12 småpiger om dagen hele året rundt.
Ja, en gang – huskede Maria – at hendes far, der dengang kun var omkring 20 år, havde jamret sig over, at fordi han havde været ‘bortrejst’ (læs: med stammen på krigsstien over til en nabolandsby) i en lille uges tid, ved tilbagekomsten måtte beligge ikke færre end 41 småpiger om dagen i en uge. Det er, hvad jeg kalder en opgave! Han opgav fuldstændig at holde regnskab på, hvem og hvor tit han kneppede småpiger. For at kunne indestå for, at alle småpiger virkelig var blevet ‘indviet’, var det Marias mor, som styrede den del af regnskabet. Det var da også hende, som havde bragt datteren ind til parring hos faderen. I øvrigt uden at fortælle denne, at der her var tale om hans egen datter. Et forhold, man i øvrigt overhovedet ikke funderede særligt over i ubangifolket. Mange af landsbyens børn var avlet mellem søstre og brødre, fædre og døtre, mødre og sønner.

Det var først, da Maria kom i den katolske skole i Brazzaville, at hun fik at vide, at den slags var strengt forbudt i kristne lande. Hvor man – til hendes store forundring – heller ikke accepterede flerkoneri. Det havde bragt hende i en slags sjælelig konflikt – men hun havde dog klogeligt undladt at fortælle de lokale missionærer og præster, at hun ikke var jomfru, at det var hendes egen far, som havde taget hendes mødom og for fuldstændighedens skyld gentaget ‘indvielsen’ 4 gange. De sidste 3 gange ud af de 7, som ubangifolkets religion krævede, havde hendes storebror på 12 år i sin egenskab af hjælper for den potensnedslidte høvding, foretaget bedækningen.

Storebroderen var i øvrigt – hævdede Maria – selv et resultat af en af de allersidste ‘indvielser’, den gamle medicinmand havde foretaget, nemlig på Marias dengang 7-årige mor, lige inden han måtte give op for alderdommens impotens. Han var da kun omkring 40 år!
– Det var ærligt talt noget værre rod, havde Maria selv sagt til mig, da vi lå der i ‘le gran lit’ og holdt en af vore korte pauser. Jeg var såmænd ikke spor chokeret over ‘roderiet’. Havde vist endda sagt noget om, at ‘det da lige var et job, jeg kunne tænke mig’ – hvis det ikke lige var fordi de ‘indvielser’ skulle foretages på 7-årige, og ikke – som jeg ville foretrække det – på 12-13-årige. Eller allerbedst, hvis det kunne vente til pigerne blev 16-17 år.

Jeg havde spurgt Maria, om hvordan det havde været at blive bedækket som kun 7-årig, og hun havde svaret, at ‘det sådan set var ligesom at komme til tandlægen’
Meget mere havde jeg ikke fået at vide der i dobbeltsengen. Men mange år senere fortalte mor mig, at Maria engang i et af sine breve havde berettet om en anden oplevelse fra barndommen:
Foruden den storebror, som allerede havde ‘været der’, havde Maria adskillige hel- og halvbrødre. En af disse brødre – han hed K’nor – var Maria særlig glad for. De legede tit sammen i landsbyens udkant, hvor de havde bygget sig en hemmelig hule.
Landsbyens børn og voksne gik kun med et lændeklæde – ikke som bukser, kun som en slags kort slaskeskørt. Maria morede sig meget over, at K’nor havde en tissemand, der var en del længere end mange af de voksne mænds. Faktisk hang den helt ned under hans lændeklæde.
Maria gik tit og trak i den for at drille broderen. En dag, hvor de som sædvanlig sad på gulvet i hytten og legede med småsten og pinde, som de kaldte for deres får og høns, sagde K”nor pludselig til Maria: – Min tissemand har fundet på noget nyt. Den kan gøre ligesom de voksne.

– Nå, hvad er det
– Den kan rejse sig op og stå selv! Det lød spændende, så det ville Maria gerne se.
– Så skal du vise mig din tissekone, havde K’nor sagt., så gør den det!
(Jeg skal nok lige bemærke, at udtrykkene først er oversat fra lingala-sprog til fransk, derefter fra fransk til dansk, så det kan være, ordene ikke har den undertone af ‘frækt’, som ordene har på vort sprog. Axel)
Det gjorde Maria så, hvorpå hun tydeligt så, at K’nors tissemand voksede og blev til en pik, der stod lige op i vejret.
– Det er ligesom fars så ud, da jeg blev ‘indviet’. Og vores storebrors! sagde Maria.
– Vil du ikke gerne ‘indvies’ af mig
– Det må du slet ikke. Du er jo medicinmand.
– Tror du måske, at alle konerne i landsbyen kun bliver ‘indviet’ af far?
– Selvfølgelig gør jeg ikke det. Jeg har da masser af nætter hørt, når far gør det med mor eller en af hans andre koner – eller vore store søstre.
– Det er lige det, jeg mener, sagde K’nor. De gør det også sommetider, fordi det gør godt.
– Hvor véd du det fra?
– Det véd jeg fra, at jeg har prøvet at gnide på den, frem og tilbage – og det gør godt.
– Tror du også, at piger kan få det til at gøre godt?
– Det er jeg helt sikkert på, sagde K’nor med overbvisning i stemmen.
– Vi kan prøve, sagde K’nor. Jeg vilgerne prøve at gøre det godt for min yndlingssøster!
Så stillede Maria sig på knæ og hænder på hyttegulvet, og K’nor nærmede sig hende bagfra med sin nye, stive ‘opdagelse’.
Det gjorde lidt ondt at få den ind, fortalte Maria til mor. Men det var nok kun fordi K’nors pik virkelig var kolossal. Både tyk og lang. Bror og søster nød at være hinanden så nær. K’nor sagde:
– Det gør meget dejligt på mig lige nu.
– Det gør det også på mig, stønnede Maria fra sin plads med hænderne på gulvet
– Satte din bror den det rigtige hul, havde mor spurgt Maria, og det svarede hun bekræftende på.
– Ja, den dér gang gjorde han. Han bevægede sig først langsomt, så hurtigere og hurtigere i mit hul. Men lige med ét gav han et råb fra sig. Jeg troede, der var noget, som gjorde ondt på K’nor, og det ville jeg være ked at at være skyld i. Jeg skulle lige til at vippe mig fremad, så han kunne få den ud.
– Nej, nej, sagde K’nor halvhøjt. Bliv hvor du er. Det gør så dejligt i den!
På den måde fuldendte K’nor og Maria deres allerførste rigtige, frivillige samleje.

I tiden derefter gjorde de det tiere og tiere. Faktisk hver dag. Faktisk somme tider flere gange om dagen. Ud til hytten, ned på alle fire – og K’nor stak pikken ind i Marias. Efterhånden kunne de slet ikke vente. Så gjorde de det også om natten, hvor mænd, kvinder og alle børnene sov under samme løvtag. Hele familien boede sammen i en meget stor hytte – for det var efterhånden blevet en meget stor høvdingefamilie. Marias far havde tre koner, og hver nat kunne de høre, hvordan mindst én af konerne blev bedækket. En aften, hvor månen skinnede særligt meget, så Maria og K’nor, at faderen ikke gjorde det bagfra – som de hele tiden havde troet, fordi det var sådan gederne og hønsene og grisene gjorde det – men lagde sig op i mellem Marias og K’nors mors lår og puttede sin pik ind forfra.
– Skulle vi ikke også prøve det på den måde i den hemmelige hytte, hviskede K’nor til Maria.
– Det kunne da være meget sjovt, svarede hun – og næste dag gjorde de det for første gang forfra. De var helt enige om, at det var meget dejligere. Derefter var det meget sjældent, de gjorde det bagfra mere. K’nor fortalte det til et par af sine brødre og til et par fætre. En dag havde K’nor taget en fætter med ud i deres hemmelige hytte. Han var 12 år, og Maria var på den tid blevet 11 år. Først viste K’nor, hvordan han og Maria gjorde det, nemlig forfra.

– Det er da det mest almindelige, sagde fætteren, men jeg kender en tredie måde, det kan gøres på. Nu lægger jeg mig på ryggen med pikken strittende lige op i vejret. Så kommer du Maria (hun hed som sagt noget helt andet dengang) og sætter dig ligesom, når du skal tisse – og så sætter du dig bare forsigtigt ned over min strittert, så den kommer helt ind i din revne.
Det var et spændende eksperiment. Det lykkedes fint. De syntes faktisk, at denne ‘nye måde’ var endnu bedre end de to andre. Så på denne nye måde, gjorde Maria og K’nor det i nogen tid . De var enige om, at det kildede dejligt på alle tre måder.
Maria foretrak den sidste nye, hvor K’nor lå på ryggen.
K’nor kunne bedre lide den, hvor han lå ovenpå Maria og gjorde det forfra.
Og fætteren ville helst tage Maria bagfra.
Så de blev enige om, at når de gjorde det – og det gjorde de efterhånden hver dag – så skulle de først gøre det på den måde Maria bedst kunne li’. Og derefter på den måde. de selv bedst kunne li’.

Sådan gik det til, at Maria blev bedækket hver dag mindst fire gange: To gange, hvor hun satte sig ned over deres pik. Derpå K’nor forfra, og endelig fætteren bagfra. Det blev bedre og bedre for hver gang.
Men en dag tog K’nor Marias ældste søster med ud i hytten – hun havde allerede store bryster, men hun ville ikke have nogen af drengenes pik ind. Hun viste dem så en ny måde. Da de to knægte havde gjort det på Maria på den måde, de selv foretrak, viste søsteren dem, hvordan de – stående på knæ over søsterens mave – kunne få udløsningen til at komme ved at gnide den frem og tilbage mellem hendes bryster.
– Der blev jeg misundelig, fortalte Maria, for dér kunne jeg slet ikke klare mig. Jeg havde jo ikke fået bryster endnu.

Sådan gik der mange måneder, faktisk et helt år. Så kom en katolsk missionær ud til landsbyen, sejlende op ad floden. Han ville gerne have Maria og et par af de andre børn med til Brazzaville for at de kunne komme i skole og lære noget. Han brugte flere dages overtalelse, før han fik Marias far til at sige ‘Ja’. Men i Brazzaville opstod meget hurtigt et nyt problem for Maria: Hun var vant til at blive bedækket af 2-3-4 drenge hver dag og nat. På missionsskolen sov alle pigerne i én sal, alle drengene i en anden – og hele dagen var der slet ingen muligheder for at blive kneppet. Maria lærte sig at gøre det på sig selv. Det ‘tog overtrykket’, men var alligevel et surrogat i forhold til ‘den ægte vare’.

– Men en dag kom der en ny, ung præst til Brazzavilleskolen, fortalte Maria.Han var en høj, flot mand. Alle vi småpiger var helt vilde med ham, fordi han smilede og var venlig – i modsætning til de gamle præster og missionærer, som havde været der i årevis – og som tit kunne være meget strenge. ‘Fader Duvantier’ som han hed, var som sagt helt anderledes – også på det felt, der interesserede vi piger fra landsbyerne, som alle havde været vant til daglige samlejer, og som nu pludselig var kommet på 100% afvænning. Ja, præsterne var vist ikke en gang klar over det sexbehov, som vi havde medbragt – men ikke kunne få udløsning for.
Maria fortalte godt nok, hvordan småpigerne om natten krøb sammen i hinandens senge på sove- salene, legede med hinanden, kyssede, slikkede, suttede hinanden til udløsning, men….det var stadig et fattigt surrogat for de drenge- og mandepikke, de var vant til fra landsbyerne.

Men så var Fader Duvantier altså ankommet.
Der var ikke gået mange dage, før en af pigerne kunne fortælle, at hun havde været kaldt til skrifte i enrum med Fader Duvantier, og han havde haft fuld forståelse for, hvad pigerne trængte til.
– Åh, jeg længes allerede, havde Maria sagt, og de andre piger havde været godt misundelige, da Maria et par dage senere blev kaldt til Fader Duvantier til personligt skriftemål. i hans celle. Her er, hvad Maria skrev om den samtale i et brev til mor – og her er jeg så heldig, at jeg kan oversætte direkte, for brevet er den dag i dag min besiddelse:

Jeg bankede på, gik ind og blev stående pænt henne ved døren, ventende på, at den strenge fader skulle få tid. Men Fader Duvantier sprang straks op af stolen, hvor han sad og drejede rosenkransen.
– Vent lidt, lille Maria, sagde han, jeg skal lige være færdig med mine bønner. Så snart Fader Duvantier var færdig, rejste han sig og sagde: Kom hen og sid på mit skød. Nu skal du fortælle mig, hvad du er glad for her på skolen. Og hvad du savner fra livet hjemme i landsbyen! Først sagde jeg noget om alt det gode ved skolen, jeg kunne finde på – og så en hel masse om min mor og far, søstre og brødre, bedstemor og alle de andre. Jeg tror såmænd jeg også fik både grisene og hønsene med.

– Savner du slet ikke andet, lille Maria? spurgte Fader Duvantier. Jeg turde slet ikke fortælle, at jeg manglede at få pik hver dag. Jeg havde været længe nok på missionsskolen til at vide, at den slags bestemt ikke var noget, man talte om. Med mindre man var vild med at få af spanskrøret i den bare. Fader Duvantier blev ved med at spørge – og på et tidspunkt fik jeg færten af, hvad han ‘fiskede’ efter. Så sagde jeg: – Jo, jeg savner selvfølgelig alt det forbudte, som vi gjorde derude – men som jeg nu har fået at vide er forbudt! Det var lige på det tidspunkt, jeg kunne mærke, at Fader Duvantiers pik rørte på sig under præstedragten. – og derfor også under enden på mig. (Senere er jeg blevet klar over, at han må have været munk, ikke præst, for han gik i en stor brun kjortel) Så var jeg straks klar over, hvad han var ude på – at kneppe mig – og det var bestemt det bedste, jeg lige i det øjeblik kunne forestille mig. Åh, hvor jeg trængte til en pik og en…’indvielse’ !
Jeg hoppede ned fra Fader Duvantiers skød, og han protesterede ikke det mindste, da jeg vendte mig om, løftede hans munkekutte op, og…opdagede, at han ikke havde bukser på under kjortlen – ikke en gang underbukser.

Han sagde ingenting. Sad bare og lod mig gøre det. Hans store, hvide pik – jeg havde aldrig før set en hvid pik – strittede stift lige op i luften. Den var helt blåviolet i hovedet. Langsomt bøjede jeg mig ned over den og gjorde, som jeg så tit havde gjort på drengene derude i landsbyen: Puttede den så langt ned i munden som det overhovedet kunne lade sig gøre. Jeg legede med tungen omkring pikhovedet, og skubbede så langsomt munden ned over pikken. Jeg tror, helt til roden. Jeg skævede op til Fader Duvantier. Han sad med lukkede øjnene tilbagelænet på træstolen – og nød behandlingen.Så sagde han lavmælt:
– Har du andre syndige tanker i dit hoved, lille Maria?
– Ja fader.
– Hvad tænker du da på mit barn?
– Jeg tænker på, at det ville være dejligt at blive… kneppet netop nu – og allerhelst af Dem, hellige fader.
– Syndige tanker kan kun tilgives, hvis præsten nøjagtigt véd, hvad de går ud på. Vil du være sød, lille Maria. og vise mig, hvad dine syndige tanker går ud på.
– Så bliver pastoren nødt til at rejse sig op, sagde jeg, og stille sig om bag mig, når jeg læner mig ind over bordet.
Jeg vidste, hvad Fader Duvantier var ude på. Jeg var vild efter det samme. Så der var ingen grund til mere udenomssnak.

– Er det nøjagtigt sådan, dine syndige tanker går, spurgte Fader Duvantier, idet han fra sin plads bag ved mig, med kjortlen kiltet op til livstedet stødte sin hvide præstepik i bund.
– Ja, fader, sagde jeg. Men det er ikke det hele. Jeg tænker også somme tider på, hvor dejligt det ville være, hvis De, fromme fader, ville køre frem og tilbage inde i mig.

– Er det sådan du mener, lille Maria? sagde han – og så pumpede han i mig som en tung maskine. Han blev ved og ved og ved. Jeg fik to små orgasmer, inden jeg kunne mærke, at nu var det på vej for Fader Duvantier. Lige før det hellige øjeblik, skubbede jeg enden tilbage og derpå hurtigt frem, så hans stive pik røg ud af min kusse. Jeg vendte mig om, lagde mig på ryggen på hans bord og hev i ham med ordene:
– Mange gange tænker jeg også syndige tanker om at De, fromme fader, jager Deres pæl i mig fra forfra!
Fader Duvantier havde ikke flere hæmninger. Ikke mere med snik-snak om ‘synd og syndige tanker’. Han jog sin pik i bund i mig, og jeg følte det som om som en rullende vellystlavine fik min lille krop til at skælve og dirre af vidunderlige rislinger. Efter kun et par pastor-hug i min fisse, fik jeg en udløsning, som overgik alt, jeg hidtil havde oplevet med mine brødre, fætre og de andre unge mænd hjemme i landsbyen.

Men Fader Duvantier var endnu ikke nået op i himlen. Stående der på gulvet ved sit bord med en skrævende, 10-årig bantupige liggende på ryggen foran sig, fortsatte han knepningen i hvert fald i 3-4 minutter, før jeg mærkede hans pik vokse til dimensioner, der nærmede sig min bror K’nors.

Og så kom sprøjtet. Som en fløjlsomviklet kanonkugle. Dybt op i mig. Selve Himmerigets lykkefølelse bredte sig i min spinkle krop. Jeg var brøkdele af sekunder fra en ny orgasme. Et hyl undslap mig, da den gik på mig. Den varme sæd, som hamrede op i min fisse fik mig til at se sol, måne og alle stjernerne gennem et lyserødt lykkefilter. Jeg udstødte vist nok et orgastisk brøl, som jeg dog nåerde at kvæle i opstarten – for at ingen udenfor præstens celle skulle vide, hvad der foregik..

Det var mit livs første hvide ståpik, Siden er det blevet til flere, min mands ikke at forglemme.Og din vidunderlige Axels heller ikke. Den udløsning, Fader Duvantier den formiddag gav den liderlige, 10-årige Maria, vil jeg til mine dages ende huske som mit livs bedste. Fader Duvantier stønnede og svedte. Efter et øjeblik bøjede han sig ned over mig, kyssede mig varmt og inderligt på munden, slog kors for min pande, mit ansigt og mit hjerte, lod præstekjolen eller munkekutten – jeg ved det ikke – falde og sagde:

– Dine synder er sonet., Maria. Du kan gå tilbage til klassen. Skulle du komme i tanke om flere synder, så kom roligt til mig. De næste to år var jeg til ‘personligt skrifte’ hos Fader Duvantier mindst to gange om ugen. Til sidst kunne jeg ikke finde på flere synder at skrifte – men da var det også lige meget. På den tid var Fader Duvantier forlængst holdt op med sit skuespil. Vi kneppede bare.

Jeg var 17, da Pierre kom på skoleinspektion, lagde mærke til mig, og tog mig under sin beskyttelse. Jeg var lige fyldt 18 – tror jeg nok – da han en dag kom ud på skolen og hentede mig. Jeg måtte pakke mine ting og sige farvel til kammerater, lærere – og Fader Duvantier.
Jeg skulle til Paris. Her har jeg været siden. Jeg havde bare været der nogle få måneder, da vi traf hinanden, Aase. Pierre gjorde det ikke på mig, før langt senere. Du var i virkeligheden min første elsker, siden Fader Duvantier. Jeg skal aldrig glemme den aften, du forførte mig.

Din for evigt, Maria.

Læs næste afsnit