Billedet kom med det samme. Jeg åbnede det. Stirrede.
Hans pik fyldte skærmen. Stenhård. Glinsende. Han havde endda vippet

Forfatter: Peter Fantacy

Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Og så igen et mellemspil helt uden sex … men håber at det opbygger lidt spænding.

Det begyndte med en besked, som fik mit hjerte til at slå hurtigere. Ikke af liderlighed. Ikke kun.
Af frygt.

“Hvis jeg ikke får dig igen, snart, så får din mand videoen. Din fuckede lille opvisning. Hele klippet. Vælg klogt, Eva.”
Min hals snørede sig sammen. Det var ikke, fordi jeg troede, han ville gøre det. Ikke rigtigt. Men han havde magten til det. Og den tændte ham. Og den tændte mig, på den måde kun frygt og lyst kan blandes.
Jeg stirrede længe på beskeden. Tørrede sveden af håndfladen med mit lår.

Og så, uden helt at forstå hvorfor, viste jeg den til Adam.

Han læste den. Tavs. Langsomt, metodisk. Hans blik blev ikke vredt. Det blev skarpt. Han rakte mig telefonen tilbage. Og smilede. Ikke et venligt smil.

“Så det er det, vi leger nu?”
“Adam, jeg—”
“Du har givet dig til en dreng, og nu tror han, han kan styre dig.”
“Det var ikke—”
“Men du viste mig det.”
“Ja…”
“Så du vil noget andet. Du vil ikke være offer. Du vil være præmie.”
Jeg sagde ingenting. Mine lår strammede sig sammen, instinktivt. Han rejste sig. Lagde telefonen fra sig. Og trådte tættere på mig.
“Fint. Så lad os gøre det rigtigt.”
“Hvad mener du?”
“Vi gør det som mænd har gjort det i årtusinder. To hanner. Én hun. Og kun én vinder retten til at fylde hende, bruge hende og gøre hende til sin.”
“Adam…”
“Du kender reglerne. Du tænder på dem.”
Han strøg fingrene hen over min kæbe, op til nakken, og greb blidt, men bestemt, om mit hår.
“Jeg tager kampen op, Eva. Cirkushesten lugter savsmuld. Og han, den lille knægt, han får se, hvad en rigtig mand gør ved sin kvinde, når nogen prøver at tage hende.”
Jeg begyndte at ryste. Ikke af skræk. Af noget andet. Dybere. Uopretteligt.

“Så lad os opstille regler,” sagde han.

Adam skrev reglerne med rolige, præcise bevægelser. Det var næsten komisk, hvor formelt det var – som en kontrakt skrevet i et gammeldags testosteron-drevet sprog. Og alligevel… min krop vibrerede under det hele.

Konkurrence:
• Hver mand får én nat.
• Eva er fuldt underkastet i perioden.
• Hun må ikke komme uden tilladelse.
• Hun må ikke nægte noget.
• Hun vurderer hver oplevelse (antal orgasmer, intensitet, overgivelse).
• Vinderen bestemmer, hvad der skal ske næste gang.

Han lagde pennen og så på mig med et blik, jeg kendte. Men ikke havde set længe.

“Du sender ham det her. Nu. Og du skriver: ‘Du har fået din chance. Vind, eller se på.’”

Jeg tog telefonen, tastede langsomt. Ordene virkede tunge og tændende. Men så stoppede jeg. Jeg så på Adam. Hans kæbe var spændt. Han troede på det her. Han ville det. Og jeg kunne ikke lade være.

“Er du sikker?” spurgte jeg blidt.
“Hvad mener du?”
“Jeg mener bare…” jeg lænede mig lidt frem og lod hånden glide langs min egen hals, ned mod mit bryst “Du ved godt, han er yngre. Han er hårdere. Utrættelig. Og…”
Jeg smilede skævt.
“Hans pik er større end din.”
Et glimt i hans øjne. Ikke vrede. Konkurrence. Han rejste sig langsomt. Gik hen til mig. Stillede sig tæt nok på, at jeg kunne mærke varmen fra hans krop. Hans hånd tog fat i mit hår. Ikke hårdt. Bare nok til at vise mig, hvem han var.
“Du tror, det handler om længde?” hviskede han mod mit øre.
“Du tror, den lille knægt ved, hvordan man holder en kvinde lige dér på kanten uden at lade hende falde, før hun beder om det?”

Jeg åndede tungt. Jeg kunne mærke fugten vokse mellem mine ben, bare af stemmen, af spændingen, af det gamle Adam, der nu vågnede i mig.

“Han knepper dig,” fortsatte han, “men jeg ejer dig. Han kommer i dig, måske. Men det er mig, du kalder på, når du ligger alene bagefter.”
Jeg var ved at smelte. Mine ben begyndte at ryste. Men jeg havde ét stik mere.

“Ikke kun længere, også tykkere. Så hvad hvis jeg skriger højere for ham?”
Hans blik blev mørkt. Så kom smilet.
“Så filmer jeg det. Og næste dag får du se, hvordan jeg får dig til at glemme både dit navn og hans.”
Vi stod tæt nu. Ansigt mod ansigt. Åndedræt mod åndedræt.
“Så” sagde jeg lavt, “jeg er ikke bare en præmie? Et stykke kød?”
“Nej,” sagde han. “Du er arenaen. Og jeg vil høre dig jamre mit navn, mens du beder om at blive brugt. Ikke for at tabe, men for at vinde.”

Jeg trykkede send. Beskeden fløj af sted. To mænd. Ét spil. Og jeg var midten. Jeg var ikke deres legetøj. Jeg var deres brændstof. Og jeg havde tænkt mig at lade dem brænde.

Det tog kun et par minutter, før beskeden tikkede ind igen.
“Selvfølgelig gør jeg det. Tror din mand virkelig, han kan vinde?”

Min puls steg. Jeg vidste, han ville bide på – men ikke så hurtigt. Ikke med den tone.
“Han har jo siddet i stuen og hørt, hvordan jeg kneppede dig i soveværelset.”

“Nu har han endda fået lov at se, hvordan jeg kneppede dig dybt i røven, mens du tiggede om mere.”

“Og han tror, han kan måle sig med det her?”

Billedet kom med det samme. Jeg åbnede det. Stirrede.
Hans pik fyldte skærmen. Stenhård. Glinsende. En hånd spændt omkring skaftet. Han havde endda vippet den op mod kameraet. Intet filter. Intet forsøg på æstetik.

Mit første instinkt: Fuck… den er stor.
Og den var lækker. Voldsom. Uforskammet.

Men sekundet efter kom det næste: billedet var grimt. Lyset fladt og koldt. Dårlig vinkel. Ingen elegance. Intet kunstnerisk flair. Bare rå pik. Uden forspil. Uden fornemmelse.

Noget Adam aldrig ville gøre. Ikke fordi han var genert, men fordi han forstod betydningen af opsætningen. At liderlighed ikke kun sidder i kød og tykkelse, men i blikket, tonen, fortællingen. Spillet.

Den unge mand troede, at virilitet og størrelse var nok. At den, der kneppede hårdest, vandt. Jeg smilede. Lagde telefonen fra mig. Og rakte den til Adam. Han læste den. Så billedet. Han sagde ingenting. Men jeg så det i hans øjne. Noget mørkt slog ned bag pupillerne. Noget gammelt. Noget velkendt.

Jeg så det i hans krop også. Hvordan musklerne i kæben spændtes. Hvordan brystet rejste sig dybere. Og hvordan der langsomt, uimodståeligt, voksede en hård bule i hans bukser.
Hans pik reagerede ikke på truslen.

Den reagerede på spillet.

Jeg smilede for mig selv. Lagde hånden blidt over bulen. Pressede let. Den dunkede hårdt imod min håndflade.
Så så jeg op på ham. Mødte blikket.

“Nej…” hviskede jeg. “Nu må du vente.”
Jeg lod hånden glide væk igen.
Historien fortsætter under reklamen

“Hvis du skal vinde, må du gøre det rigtigt.”
Og jeg smilede. For jeg vidste:
Det her ville blive meget interessant.

Læs næste afsnit