Det store gensyn 19 Master Dancer

tortur nosser pik strafJeg væmmedes ved den vilde tortur og totale ødelæggelse af manden. Jeg vidste jo, hvor inderligt han havde fortjent det han fik…

Forfatter: Kaptajn Bligh
kaptajnbligh1789@gmail.com
Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Det store gensyn.
Kapitel 19, Master Dancer

Jina fortsætter sin fortælling:

”Okay, Kaptajn. Så er det i dag at det sker. Vil du stadigt gennemføre det du har planlagt?” Det var Malene, der snakkede med ham.

Hun, Kaptajnen og jeg selv stod i det ene hjørne af det store fælleslokale. Der var ingen andre tæt på, så ingen af de andre hørte hvad vi talte om.

”Det kan du tro, prinsesse. Nu har vi to arbejdet med det her i mere end en måned. Det er forfærdeligt, alt det du har måttet gøre for at vi er kommet hertil. Så nu må det ikke glippe.”

”Husk på at jeg ikke gør det for hendes skyld”, sagde Malene koldt. ”jeg synes stadigt at hun er for svag. Men han er et ufatteligt dumt svin, og jeg er glad for at jeg kan sørge for at han får den tur, han har fortjent. Jeg glæder mig faktisk til at få fingrene i ham. På en måde er det lidt som om jeg kan få afløb for mit had mod min egen voldsmand på den her måde”

Kaptajnen kiggede hende dybt i øjnene i meget lang tid.

”Ja, det har jeg også tænkt over. Når du nu er med til at ramme ham, tror jeg du indvendigt føler det som om han er en substitut for ham din ”kæreste”, der gjorde det forfærdelige ved dig. Når du straffer Master Dancer, føler du det, som om du kunne straffe din egen bøddel.”

Malene kiggede ned i gulvet, men ville ikke sige noget.

Jeg havde overværet samtalen lidt på afstand, og stod helt forvirret tilbage. Jeg vidste, at det de snakkede om havde noget at gøre med det Kaptajnen havde forberedt heroppe. Også at det var grunden til at Kaptajnen flere gange hver dag havde trukket Malene til side og havde snakket med hende. Okay han behøvede måske ingen grund for at snakke med hende. Man behøvede kun at se hans ansigt, hver gang han betragtede hende, for at fornemme, hvor dybe hans følelser for pigen var. Jeg havde altid hørt hende omtalt som hans første prinsesse, og jeg kendte hans dybe trang til at hjælpe og beskytte pigen. Han havde også forsøgt at fortælle hvor smuk hun var. Men selv som hun stod der i sin åbenstående jakke med nitterne, kunne jeg ikke undgå at se, at hendes ægte skønhed var endnu større end Kaptajnen havde kunnet beskrive. Han havde kunnet snakke om hendes faste, strittende C skåls bryster, der strittede lige ud fra den lille, spinkle krop. Og den fantastiske kuglerunde røv, der så fantastisk ud selv i løse bukser. Men når man stod og så på hende, kunne man fornemme en udstråling af varme, liv, energi og vilje, som ord ikke kunne beskrive. Hendes ofte triste eller sammenbidte ansigt slørede ofte denne udstråling, men når man så hendes energiske bevægelser og store spændstighed, fornemmede man rigtigt, hvor meget liv der stadigt var i hende, trods den voldsomme ødelæggelse hun havde været ude for.

Jeg måtte gøre vold på mig selv, for at rive øjnene fri fra det lille vidunder. Jeg er slet ikke lesbisk, og deltager normalt kun i sex lege med en anden kvinde, hvis min Herre beordrer mig til det. Men Malenes magnetisme havde ikke noget med sex at gøre. Kaptajnen havde snakket om denne pige, til jeg var ved at få kvalme. Men opholdet i lejrskolen havde lært mig at forstå ham.

Tankerne kørte rundt i mit hoved. Hvad havde de to planlagt.

Jeg er kvinde, og det er mit privilegium at være nysgerrig.

Som slavinde, eller i hvert fald slavinde elev havde jeg jo ingen ret til at udspørge min Herre om hans aktiviteter. Men jeg var nok ikke så godt opdraget, eller også kunne jeg bare ikke styre mig længere. Jeg spurgte direkte:

”Hvad er det der sker? Jeg ved selvfølgeligt at i har haft gang i nogle planer, men hvad går de ud på, og hvordan kommer Master Dancer ind i det hele?”

Kaptajnen sukkede og han og Malene kiggede hinanden i øjnene.

”Okay”, sagde han stille og ligesom modvilligt. ”Jeg har jo allerede begået den fejl, at jeg lovede dig at du måtte se ALT på turen, og følge mig overalt, kun på betingelse af, at du hverken snakkede om hvad du kom til at se, eller forsøgte at stoppe mig.”

Han satte sig træt ned i en lænestol, og gjorde tegn til at vi også skulle sætte os.

Jeg adlød. Malene blev stående.

”Nu ved du jo lidt om, hvad Master Danser har gjort mod Mikaela.” Der kom et smertefuldt drag om hans mund. ”Og du må også have fornemmet, at jeg absolut ikke havde til hensigt at lade ham slippe godt fra det.”

Jeg svarede ikke, og han sad helt stille. Han så forfærdeligt træt ud.

Pausen var lang. Til sidst var det Malene der fortsatte.

”Kaptajnen bestemte sig for, at idiotens handlinger skulle hævnes. Problemet lå i, at den usle stodder passede rigtigt godt på sig selv, og aldrig røbede hverken sit rigtige navn eller adresse. Vi havde snakket om det flere gange, og til sidst bestemte jeg mig til at nu skulle han sku fanges.”

Kaptajnen fortsatte: ”Malene tilbød at oprette en profil på den side hvor han mest holdt til, for på den måde at lokke ham frem. Jeg skreg nej, da jeg hørte forslaget. Tanken om at Malene skulle i kontakt med det grusomme uhyre var for forfærdelig. For selv om han er et svin og en idiot, ved jeg jo godt at han er udspekuleret, målrettet, snu og manipulerende. Tanken om at han kunne fange også hende i sit giftige net, var slet ikke til at holde ud at tænke på.”

”Det tog mig uger at overtale Kaptajnen. Utroligt at han ikke ved, at sådan en idiot INTET kan sige eller gøre, der på nogen måde kunne få mig til at overveje at tjene ham.” Malene så både sammenbidt og sur ud.

”Det er jeg rigtigt glad for, prinsesse, men jeg så, hvordan han på bare en eller to samtaler totalt kunne fordreje hovedet på Mikaela, og jeg var forfærdeligt bange for at det samme kunne ske for dig.”

”Det ville aldrig være sket. Men det var svært at spille underkastet overfor ham over mail, telefon og Skype, og endda at skulle give udtryk for at jeg kunne lide ham. Men det var nødvendigt. Kun ved at idioten troede at jeg var en ung slavepige som han kunne komme til at eje, kunne vi lokke ham frem. Og selv efter at jeg havde fået kontakt med ham, og lod som om jeg var hans lille lydige slavinde, var det stadigt sådan, at jeg skulle fortælle alt om mig, men han sagde meget lidt om sig selv. Så selv nu, hvor vi har haft kontakt i en måned, har jeg stadigt ikke hans adresse” Nu hvor Malene talte om den mission hun havde udført, var det indelukkede og tilbageholdende, der ellers havde præget hende som blæst væk. Hun virkede som en super stærk, stålsat ung kvinde.

”Når jeg åbenbart ikke kunne lokke ham til at give mig sin adresse, måtte jeg lokke ham til at mødes med mig. Men perioden frem til i dag var godt nok svær. Så længe det foregik pr mail kunne det gå, men han ville jo hele tiden på telefon, og allerhelst på Skype, og det er altså svært at lade som om man underkaster sig en, man foragter så meget, når det foregår som tale.”

”Men du fik ham overbevist om at det bare var din usikkerhed, og det, at du var uerfaren som slavinde, der gjorde det. Og selv den panikangst du har omkring nøgenhed kom dig faktisk til gode.”

”Ja. I begyndelsen var han godt nok MEGET sur over, at jeg ikke ville vise mig nøgen. Men da jeg forklarede ham om mine diagnoser, accepterede han det og vi indgik nogle kompromiser, hvor jeg havde lidt frækt tøj på over Skype, men aldrig var nøgen.”

”Ja, idioten har været så forhekset af dit udseende, at han ville gøre hvad som helst for at komme i kontakt med dig.”

Der var nogle trækninger omkring Malenes mund. ”Det var godt nok svært at skulle tage det frække tøj på. Det kan jeg næsten ikke gøre”

Jeg vidste jo godt, at Malene, som den eneste, hverken havde været nøgen eller iført frækt tøj heroppe.

”Er det nødvendigt at jeg tager det på nu når jeg skal møde ham, Kaptajn?”

”Ja, det må du hellere, skat. Når han skal møde dig sådan et øde sted, er han nok meget på vagt. Og når han har givet dig ordre til en bestemt påklædning, risikerer vi, at han bliver alarmeret og stikker af, hvis du er anderledes påklædt. Og efter det store arbejde, du har gjort, skal han ikke slippe denne gang.”

Malene trak på skuldrene, og gik ind på sit værelse. Noget senere kom hun tilbage.

Jeg gispede, og også alle de andre piger kom løbende for at kigge på hende.

Med en let make up var hendes ansigt med et forandret. Det var som om hun havde kunnet fjerne det hårde lag af misbrug og ødelæggelse og vise hendes virkelige jeg. Hendes naturligt solbrune hud og mørke hår, og de smukke, udtryksfulde øjne kom nu til fuldt udtryk.

Og hendes krop………………..

Selv mellem alle disse smukke piger og kvinder, måtte man forbløffes. Alt det jeg syntes at have kunnet se gennem hendes løsthængende tøj var sandt. Ja mere end sandt. Jeg var simpelthen forbløffet over denne skønhed.

Hun havde iført sig et par små, tynde, elastiske hot pants, der klistrede til hendes baller og viste hendes ufatteligt flotte røv frem, tydeligere end hvis den havde været helt nøgen. Hendes solbrændte, slanke, men velformede ben var nøgne og hun havde et par sko med lidt hæl, der yderligere formede hendes baller som 2 perfekte kugler.

Hendes talje var også nøgen, idet hun kun bar en lille top, der hang løst ned over hendes bryster, og sluttede få centimeter under vorterne, så man det meste af tiden kunne se den nederste del af hende strittende bryster. Hendes talje var så slank, at det fremhævede hendes former fantastisk. Alligevel var der intet af den anoreksi prægede sygelighed, der var så normalt for modeller. Malene var bare naturligt spinkelt bygget, sund og smidig som en smuk jungle kat. Kun hendes bryster og røv havde lidt fedtdepoter.

Hun lignede et mesterværk skabt af en tegner.

Med inspiration fra det seje army tøj hun hidtil havde båret, og hendes totalt perfekte figur, kom jeg til at tænke på Lara Croft.

Kaptajnen talte til alle pigerne:

”Malene, Jina og jeg skal køre en lille tur. Det vil nok tage det meste af dagen, så i skal bare hygge jer. Jeg håber vi snakkes ved i aften. Ellers skal vi i hvert fald have en lang snak i morgen, før vi kører hjem. Jeg har jo set, hvor godt i har fundet ud af det med hinanden, så jeg er sikker på at i fint klarer en dag uden mig.”

Han blev hilst med alverdens søde bemærkninger fra pigerne.

De kunne sagtens hygge sig sammen, men der var ingen tvivl om, at de alle helst ville være i hans selskab.

Vi gik ud i hans Mercedes, og kørte nogle få kilometer væk. En grusvej gik ind i skoven, og et lille nummer indikerede, at der kun lå et enkelt hus inde af den vej. Vi kørte vel 5-6 hundrede meter, før vi holdt foran et lille, lidt forsømt hus, der vel havde været et skovløberhus engang.

”Jeg har vist Master Danser det på Skype flere gange, så han er helt overbevist om at jeg bor her. Jeg har endda sat mit navn på den avisboks oppe på landevejen.”

”Godt søde. Jeg tror også den slags ting er nødvendige. Dancer er næppe synderligt intelligent, men der er ingen tvivl om at han er udspekuleret og snu.”

Gardinerne var trukket fra, og der var møbler i stuen. Udefra så huset helt beboet ud.

Kaptajnen kørte bilen ind i en garage bag huset og lukkede porten.

”Han ville næppe tro på, at en ung pige på 18 år kunne have en Mercedes”, grinede Kaptajnen.

Vi satte os ind i huset, som tydeligvis havde fået en ordentlig hovedrengøring for nylig, og ventede på at idioten skulle dukke op.

Der gik en time. Så hørte vi motorlyden og en gammel, beskidt Fiat kom ned af grusvejen. Den parkerede lidt fra huset, idet den først drejede rundt, så den var klar til at køre bort. Ingen tvivl om at personen var meget på vagt.

Vi kunne gennem slørgardinerne se ham stige ud, men vidste, at han til gengæld intet kunne se inde i huset.

Det var en lille, mager og skaldet gammel mand. Jeg havde fået at vide at han var 60 år, men han så endnu ældre ud. Faktisk var han et sørgeligt syn. Grim som arvesynden.

Kaptajnen gav Malene et lille puf. Hun rejste sig og gik hen mod døren. Jeg blev som aftalt siddende, medens Kaptajnen fik travlt med at komme ud af bagdøren.

Malene åbnede døren, og blev stående lige udenfor.

Jeg kunne se at Master Dancer rettede sig op. Han var tydeligt beroliget og glad over at se at pigen rent faktisk var der, som de havde aftalt. Det så ud som om han slappede af.

”Jeg er tilfreds med dens påklædning, lille slavinde”, sagde han, og hans grimme ansigt forsøgte at vise noget der skulle forestille at være et venligt smil. ”Den har adlydt mine ordrer. I løbet af de næste dage skal jeg ændre dens personlighed så meget, at den fremover ikke vil have problemer med at adlyde mine krav omkring nøgenhed. Det er en fast regel, at mine slavinder altid er nøgne, når de er hos mig.”

”Men Herre, det er da ikke muligt.” Malene lød virkeligt usikker. ”De ved at slavinden inderligt ønsker at behage og adlyde Dem, men den kan jo ikke ændre ved sine hæmninger så hurtigt”

Danser grinede triumferende. ”Jo den kan. Jeg har godt nok fortalt den om en metode, hvor opdragelsen og ændringen af dens personlighed vil ske over måneder, måske år, og foregå gennem konstante tilrettevisninger og træningsrutiner.” Han gjorde en pause.

”Det er den langsomme metode. Men den ved jo også at der er den hurtige metode”

”Men, Herre. Den hurtige metode har De jo beskrevet som den, hvor De pisker Slavinden totalt i stykker mange dage i træk, således at den ikke længere har nogen personlighed, før De så former den som De ønsker det. Og jeg har udtrykt, at sådan en metode er jeg ikke klar til, og vil aldrig kunne tåle, på grund af alt det der er sket for mig. Og De lovede at respektere mine diagnoser.”

Malenes stemme afslørede at hun var på grådens rand og var ved at bryde sammen.

Master Danser ramte hende med to voldsomme lussinger, én fra hver side, før han hamrede en knytnæve ind i hendes mave, så hun knækkede helt sammen og lå på jorden foran ham.

”Den har vovet at tiltale sin Herre med brug af ordet ”jeg”, som om den var et frit menneske. Jeg skal lære den, at den kun er en slavinde, en ting jeg bruger helt efter min vilje.” Han sparkede brutalt til den sammenkrøbne pige. ”En slavinde har INGEN rettigheder, og har ikke ret til at have hverken grænser eller forbehold” Nu råbte han med en næsten vanvittig, skinger stemme. ”Jeg kan gøre med den præcis hvad jeg har lyst til. Giver det mig glæde at piske huden af dens krop til den besvimer, hver dag i hele denne måned, er det eneste den skal sige: TAK HERRE. Er det forstået?”

Han trak sin fod tilbage og ville hamre den ind i hendes krop. Jeg for op. Han måtte standses, lige meget hvad kaptajnens plan var. Jeg ville ikke sidde i huset, og se den dejlige pige blive mishandlet sådan. Men før jeg nåede hen til døren havde Kaptajnen grebet Dancer bagfra og trukket ham væk fra pigen.

Jeg nåede ud på grus stykket foran huset, lige da Kaptajnen skreg Dancer ind i ansigtet:

”Skal du sparke en uskyldig sød pige? Hvad bilder du dig ind, din lede psykopat?”

Et øjeblik så Dancer forskrækket ud, så kom det storsnudede udtryk tilbage på hans ansigt.

”Tag det roligt. Det er min slavinde, og det er min ret at behandle den som jeg har lyst til. Det er noget som den helt frivilligt har gået ind til. Fortæl manden at jeg er dens Herre, og at den kun ønsker at underkaste sig helt i forhold til mig.” Han grinede selvsikkert hen mod Malene, der med noget besvær var ved at komme op og stå.

Hun gik helt hen til ham, og stirrede ham lige i øjnene. Så spyttede hun ham direkte i ansigtet.

Dancer trådte chokeret to skridt tilbage og stirrede næsten lammet på hende.

”Hvorfor opfører den sig så tåbeligt? Den ved hvor voldsom straffen nødvendigvis må være.”

Malene fulgte efter ham, og hamrede sit højre knæ op i skridtet på ham. Da han krummede sig sammen i smerte, røg samme knæ op i hans ansigt.

Jeg stirrede chokeret. Hvor fik den spinkle pige alle de kræfter fra? Hun var frygteligt effektiv.

Danser holdt sig til sit blødende ansigt. Ud fra mængden af blod der løb ud mellem hans fingre, gættede jeg på at næsen var brækket. Han hostede, og spyttede en ordentlig mundfuld blod og to løse tænder ud.

Nu stod han usikkert, og vidste tydeligvis ikke hvad han skulle gøre. Jeg tror han havde lyst til at skælde ud, men han var skræmt af den lille, hidsige pige.

Skønt hendes sko ikke var til nogen nytte, hamrede hun sin vrist ind mod siden af hans ene knæ, og Dancer faldt til jorden med et vræl. Han blev liggende og skreg i panik.

”Nå ja, jeg havde jo hørt at du havde et dårligt ben. Det er rart at gøre sit forarbejde.”

Da Danser et øjeblik undlod at holde benene samlet, lykkedes det hende at sparke ham med fuld kraft direkte i nosserne.

Han blev hvid i ansigtet, og lå længe og vred sig. Først efter flere minutter hævede han hovedet og kiggede bedende på Kaptajnen.

”Få hende væk, please. Hun er jo vanvittig. Hun er ude på at sparke mig i stykker.”

Hans stemme lød usikker og klynkende og der var blandet gråd mellem ordene.

Kaptajnen greb ham i kraven og trak ham op at stå. Det var tydeligt hvor smertefuldt det var for Dancer at hans krop blev rettet ud, og han klynkede højt og tiggede om at få lov til at ligge ned.

Bagfra sparkede Kaptajnen hans fødder fra hinanden, så Dancer stod meget usikkert med skrævende ben.

Malene havde skiftet fodtøj, og havde nu kraftige vandrestøvler på. Hun kom farende, og med mange skridts tilløb hamrede hun den tunge støvle op i hans ubeskyttede nosser.

Igen trillede Danser rundt på jorden med et skingert skrig. Han skreg og skreg, blandet med hulkende gråd.

De lod ham ligge, indtil han selv satte sig op. Han stirrede skæmt på Malene støvler, og kravlede gennem støvet hen til Kaptajnen og omfavnede hans knæ.

”Hjælp mig. Du må beskytte mig. Hun er vanvittig, og hun sparker mig ihjel, hvis du ikke hjælper mig.”

Savlet løb, blandet med blod ud af den opsvulmede mund.

Malene greb ham i kraven og trak ham bagover. En tung støvle ramte hans ansigt for fuld kraft.

Dancer rullede rundt på siden og spyttede blod og tænder ud. Han havde ikke kræfter til at tigge længere, og sad bare og krøb sammen. Hele hans krop rystede. Jeg bemærkede at hans bukser blev gennemblødte i skridtet. Han pissede i bukserne af skræk.

”Hvis jeg skal beskytte dig mod, at hun sparker dig ihjel, skal du sværge at du gør præcist hvad jeg kræver af dig, uden undtagelser og uden betingelser. Lov det, og så sværger jeg at du får lov til at leve.” Kaptajnens stemme lød så iskold, at selv jeg blev bange.

For Danser kan der ingen tvivl have været om, at hans valg stod mellem at blive sparket til døde af Malene, eller at adlyde kaptajnen. Han kiggede op på Kaptajnens hårde ansigt, men tøvede et øjeblik.

Malene så hans tøven, og svingede benet med den tunge støvle. Støvlespidsen ramte med fuld kraft området over Dansers nyre, og han lå og vred sig, fuldstændigt hjælpeløs. Selv da hun stillede sig mellem hans ben, og sagde, at hvis han ikke kom op, ville hun knuse hans nosser, kunne han ikke rejse sig. Med et ondt grin sparkede hun af al kraft lige ind på hans kugler.

Nu lå Danser helt stille, og klynkede og vrælede som et slagtet dyr, uden at kunne flytte sig fra sin sammenkrøbne stilling. Malene ville sparke ham i ansigtet, men Kaptajnen stoppede hende.

Denne gang fik kujonen lov til at samle sig, og efter lang ventetid kom han med besvær på benene.

Hans øjne søgte mod hans bil, men han stod så usikkert, at enhver tanke om at løbe fra Kaptajnen og Malene var umulig.

Kaptajnen gentog sit krav.

Danser stod usikker. Så mumlede han noget om, at han måtte da vide, hvad det var han skulle gå ind på.

Næsten før han var færdig med sætningen, ramte Malenes støvle igen Dansers svage knæ, der denne gang knækkede helt sidelæns. Ingen tvivl om at knæleddet var totalt smadret. Jeg var forfærdet og spekulerede på, om et så ødelagt knæ kunne heles, og om manden nogen sinde ville komme til at gå igen. Men Malene tildelte ham yderligere 4 hårde spark, og trådte så på hans hånd, hvor hun med helle vægten på støvlen vred den rundt og smadrede Dansers fingre.

Hun sendte et vildt spark mod hans mund, og næsten bevidstløs spyttede han næsten alle tilbageværende tænder ud. Han rallede og klynkede og man kunne tydeligt lugte at han også havde mistet kontrollen over sin lukkemuskel. Her stank af lort.

Med blodet væltende ud af sin smadrede mund, kravlede han over til Kaptajnen, og klamrede sig til hans ene fod. Det var svært at opfatte hans ord, men alligevel forstod jeg ham: ”Nåde, nåde. Jeg gør alt du kræver, bare hun ikke sparker mig mere” Han græd som en baby.

Kaptajnen trak sit ben til sig, og så rasende på blod, snot og tandstumper på hans ellers så rene bukser.

”Okay. Mit krav er følgende. Du siger ikke en lyd om hvad der er sket her, eller om det der skal ske nu bagefter. Aldrig nogen sinde. Til gengæld lover jeg dig, at Malene ikke sparker dig mere, samt at du får lov til at overleve. Men hvis du bryder løftet, så kommer jeg efter dig, og så isolerer jeg dig et sted, hvor jeg vil tortere dig hver dag i 5 år, uden at du får lov til at dø.” Kaptajnens ansigt var så hadefyldt, at Danser rystede som espeløv.

”Og hvis du bryder dit løfte, og det skulle lykkes dig at få politiet til at arrestere mig, så hjælper det dig ikke en skid. Jeg går ud fra at Mikaela har fortalt dig at jeg er opvokset med de hårde i det vestlige Århus? Og lidt om hvem jeg plejer at gå med dernede?”

Danser ansigt blev om muligt endnu mere skrækslagent.

”Hvem er du?” hviskede han. Han tøvede: ”Kaptajn Bligh?”

”Du gættede det. Har Michaela fortalt dig om mig?”

Danser kravlede baglæns gennem støvet, væk fra Kaptajnen.

”Nåde, Herre. Hun har fortalt mig om dig. Hun sagde, at du ville slå mig ihjel, hvis der skete noget med hende. Hun fortalte at du kendte nogle af de grove i Århus. Nåde, jeg gjorde hende jo ikke noget. Jeg har aldrig dyrket BDSM med hende, og kun set hende en gang, da jeg besøgte hende og kæresten i Nordsjælland.”

Ordene snublede over hinanden i hans iver for at forsikre Kaptajnen om hans uskyld.

Kaptajnens stemme var så hadefuld at det var skrækindjagende: ”Du har ikke gjort hende noget? Isolerede du hende ikke fra mig, og fra de andre personer hun kendte på nettet?”

”Det var jeg da nødt til,” forsikrede Danser ivrigt. ”Når jeg skulle opdrage hende som slavinde, kunne jeg da ikke lade hende have kontakt med andre dominante.” For første gang lød hans stemme bestemt.

”Og tror du det var godt for hende? Du vidste jo godt, at de bekendte hun havde online, var hele hendes omgangskreds. Ved at isolere hende fra dem, lod du hende være tilbage i en situation, hvor hun udelukkende havde kontakt med Kæresten Erik, hende nyfødte barn og dig. Er det sundt for pigen?”

”Sådan er reglerne, når man vil være slave. Og det er jo udmærket. Så var hun jo meget lettere at forme.” Danser næsten smilede med de få brækkede tandstumper der var tilbage.

Jeg så Kaptajnens ansigt, og var overbevist om at han ville dræbe svinet.

Med en kraftanstrengelse holdt kaptajnen sig tilbage og spurgte: ”Hvad gjorde du, der sendte hende på psykiatrisk skadestue?”

Danser blev ligbleg. ”Du ved det?”, hviskede han med rystende stemme.

Kaptajnen svarede ikke.

”Fortæl”

”Jamen jeg gjorde ikke noget særligt. Jeg gav hende en helt almindelig opgave. Jeg krævede bare at hun skulle opsøge en pige efter sit eget valg. Med denne pige skulle hun over Skype give mig en opvisning i lesbisk sex.” Danser kiggede skræmt og fortvivlet op. ”Det er da en helt normal opgave for en slavinde. Det er sku da hende der er en uværdig klump lort, at hun ikke kan udføre det. Og det fortalte jeg hende højt og tydeligt.” I al sin angst, var Danser et øjeblik mere rasende ved tanken om at pigen ikke havde adlydt hans kommando.

”En normal kommando”, skreg kaptajnen. ”Til en 16 årig pige, der har en psykisk diagnose fremkaldt af seksuelle krænkelser, udført af en anden pige, da hun var helt lille. Og hun sagde til dig, at skønt hun ønskede at adlyde dig på enhver måde, KUNNE hun bare ikke udføre denne ordre.”

”Hun var gået ind på, at slaveriet var betingelsesløst, ubegrænset og uigenkaldeligt. Hun havde bare af at adlyde. Og opgaven var så let. Tøsen var jo bare hysterisk. Hun manglede den rette vilje til at være slavinde.” Danser var, trods sin skræk, rasende. ”Jeg havde brugt 7 måneder på at give hende den rette indstilling. Jeg troede hendes hjerne nu fungerede som en slavinde, så hun ville adlyde mig totalt. Så jeg råbte og skreg af hende og fortalte hende, hvor værdiløs hun var.”

Længere kom Danser ikke. Kaptajnen trak ham op på fødderne (eller rettere den ene fod), og skreg ham ind i ansigtet:

”Smid tøjet, idiot. Det hele.”

Et sekund så det ud som om Danser ville nægte. Men et blik på Kaptajnens ansigt overbeviste ham om, at det ville være døden at trodse ham lige nu.

Langsomt og besværet kom han af tøjet. Hans ene ben strittede ud til den ene side, så han kunne kun støtte på det andet. Det gjorde helt tydeligt vanvittigt ondt, da han trak bukserne ned over det kvæstede ben, og han græd hele tiden. Han kunne ikke få bukserne af støttebenet, så de lå hen af jorden.

Han var et sørgeligt syn. Mager og bleg. Han havde været grim som arvesynder i forvejen, men smurt ind i blod, spyt jord, pis og lort var han ubeskriveligt ynkelig.

Kaptajnen satte manchetter på hans håndled og forbandt dem med et reb, der var trukket op gennem en talje. Han trak, indtil Danser dansede i den fri luft. Så fastgjorde han rebet. Men manchetter om anklerne og reb i disse blev benene fastgjort vidt skrævende. Dansers skrig var som en hvinende fløjten, da det mishandlede ben blev strakt ud.

Nu hang han der, nøgen og uden mulighed for at bevæge sig. Kaptajnen hentede en lang, ondt udseende bull whip.

Danser skreg: ”Jeg har aldrig pisket hende. Jeg har aldrig slået på hende. Nåde, nåde. Jeg har aldrig gjort hende noget.”

”Men du har fortalt hende, at du ville piske hende mange dage i træk, når hun kom over til dig?” Kaptajnens stemme var skarp som en kniv.

”Nej slet ikke”, klynkede Danser. ”Læs min profil. Jeg er ikke sadist. Jeg har ingen glæde ved at piske mine slavinder.”

”jeg ved at du skriver det. Og ved også at du alligevel pisker dem fra sans og samling.”

”Nåde, nåde. Jeg har aldrig truet hende.” Der var et udtryk af vanvittig angst i det flæbende vrags fordrejede ansigt.

”Men du har pisket mange andre vildt hårdt?”

”Ja, det har jeg selvfølgeligt gjort”, indrømmede Master Danser. ”Men pigerne ønskede det selv. Jeg har pisket dem, når de har begået fejl.”

Det lød ikke som om Danser kunne tro at den udtalelse ville gøre Kaptajnen mere vred.

”Jeg har hørt at du også piskede dem uden at de lavede fejl. Fortæl mig om din langsomme og din hurtige metode til opdragelse af slavepiger” Kaptajnen lød bare kold og saglig. Danser kunne ikke på nogen måde høre på ham, hvad der ville være klogt at svare. Og han fornemmede måske også, at Kaptajnen havde sat sig godt ind i det hele. Så han valgte at sige sandheden.

”Den langsomme metode går ud på, at slavepigen kommer over til mig, og lever i et 24/7 forhold. Jeg instruerer hende om hvad jeg kræver af hende, og retter de fejl hun laver. Ved at være særdeles kritisk, og ved at stresse hende uafbrudt, bliver hendes personlighed gradvist brudt ned, sådan at jeg kan præge hendes tankegang med de opfattelser der er rigtige for en slavepige. Det er meget vigtigt at få fjernet alle de opfattelser hun har slæbt med sig fra vanilla verden. Dem er der ingen plads til, hvis hun vil leve som en ægte slavinde og have æren af at tjene mig.” Det lød som om Master Danser nu genfandt noget af sin selvtillid. Det var åbenbart helt naturligt for ham at oplyse andre om hans opdragelsesmetoder. Han spyttede endnu et par tandstumper ud og klynkede lidt, før han fortsatte:

”Den hurtige metode består i, at pigen, så snart hun kommer over til mig og skal leve i 24/7 forholdet, bliver pisket så vildt, at hun helt taber sig selv. Når hun er helt derude, hvor hun slet ikke har styr på sine tanker, fortæller jeg hende om hendes pligter og hvordan hun skal opfatte tingene. Dette gentager jeg flere gange hver dag, typisk i 3 – 4 uger. Efter den periode, er hele pigen oprindelige personlighed udslettet, og hun er klar til at blive præget på den måde jeg finder det ønskeligt.”

Han trak vejret dybt og stønnede lidt. ”Begge metoder virker, men den første kan i nogle tilfælde tage et helt år, før de sidste rester af pigens vanilla personlighed er tilintetgjort. Så jeg foretrækker næsten altid den anden metode.”

”Jeg har også hørt at du bruger den slags piskning, hvis pigen gennem en periode har været væk fra dig?” spurgte Kaptajnen.

”Ja, de har godt af at blive mindet om at de kun er en ting. De er min ejendom, og jeg kan gøre med dem, hvad jeg har lyst til.”

”Nyder du at piske dem så voldsomt? Jeg har hørt at du oftest pisker dem til de besvimer.”

”Jeg nyder ikke at påføre dem smerter”, påstod Danser, men hans flakkende øjne modsagde hans ord. ”Men jeg nyder deres absolutte underkastelse. Det er vigtigt, at de bringes i en tilstand, hvor de adlyder mig 100 % ikke kun i handling og ord, men også i deres tanker skal min ejendomsret over dem være absolut og hævet over enhver tvivl.”

”Fortæl mig om hvad du ville gøre med Mikaela”, nu var kaptajnens stemme ikke længere kold. Den var så forvrænget af had, at Danser omsider forstod hvor dumt det havde været at indrømme sine metoder og opfattelse.

”Men jeg har jo slet ikke rørt Mikaela”, klynkede Danser ynkeligt

”Hvordan VILLE du have behandlet hende, hvis hun skulle over til dig?” Jeg troede at Kaptajnen ville smadre sit bundne offer. De rystede begge to. Kaptajnen af raseri, Master Danser af hjælpeløs, ynkelig skræk.

”Jeg ville have brugt den langsomme metode”, forsikrede Danser. ”For hvis jeg brugte den hurtige metode, ville hun jo slet ikke kunne passe sin søn imedens. Og jeg har stor respekt for hendes ansvar overfor sønnen.”

Nu kunne Kaptajnen ikke styre sig mere, men huggede en knaldhård knytnæve ind i nosserne på den hjælpeløse Danser.

Danser skreg som et dyr, og hang og vrælede. Da han igen kunne tale tryglede og tiggede han om at slippe.

”Jeg kan skaffe penge”, peb han. ”Og jeg lover, at jeg aldrig i hele mit liv skal have forbindelse til hende igen.”

”Du fortalte hende, at det var alene dig der valgte om det skulle være den hurtige eller den langsomme metode. Og ved samme lejlighed fortalte du hende, at hun jo intet havde at skulle have sagt om sin søn. Det var hendes Herre der bestemte om hun måtte have sønnen med sig. Og at hun da ikke kunne regne med, at en Herre ville finde sig i at hun brugte tid på sønnen. For det var jo tid der gik fra ham.” Kaptajnen spyttede danser i ansigtet. ”Er det ikke sandt, at du sagde det til hende allerede 4-5 dage efter at du var begyndt at tale med hende, helt nøjagtigt den 7/7 2014?”

Danser kiggede væk. Han var i panik. ”Undskyld” fik han fremstammet, og igen flød pis og lort fra ham.

”Og senere har du gjort hende helt klart, at du ville bruge den hurtige metode, ikke sandt?”

”Ja”, hviskede Danser. Hans sidste modstand var helt brudt.

”Og efter 7 måneder med intens fjernkontrol, fik du hende til at bryde helt sammen. Fryder det dig?”

”Jeg skulle jo have hende nedbrudt, så alle de fejlopfattelser hun slæber med sig fra vanilla verden kunne blive fjernet”, forsvarede Danser sig grædende.

”Synes du, det der skete for hende, var godt for hende?”

”Hun var et svagt fjols. Og da hun røg på psykiatrisk ambulatorium, afbrød jeg da også forbindelsen med hende.” Tydeligvis mente Danser, at han havde fundet et halmstrå, han kunne klynge sig til.

Kaptajnen var nu helt hvid i ansigtet, og hans læber tynde og sammenbidte.

”jeg går ud fra, du ved, hvordan det fortsatte for hende? Hun var blevet så grundigt hjernevasket af dig, at hun slet ikke kunne forestille sig at fungere uden en Herre. Hun opsøgte straks en anden Herre, denne gang på Nordsjælland, så hun havde mulighed for at træffe ham. Kommunen havde jo så grundigt opsyn med deres måde at passe barnet på, så hun ikke havde kunnet tage over til dig, ikke engang i weekenden. Men ham her kunne hun besøge nogle timer om aftenen.”

”Han forbød hende straks at være aktiv på alle de platforme, hvor hun plejede at have sine elektroniske kontakter, så nu var hun isoleret igen, lige som du havde forsøgt at gøre det. Forskellen er blot, at denne gang overholdt hun idiotens krav.”

”Men det er da en Herres ret, at kræve at en slavinde holder sig væk fra andre Dominante”, græd Danser.

”Er det også en såkaldt Herres ret at indlede et slaveriforhold efter TPE reglerne med en pige på 16 år med psykiske diagnoser? Tror du selv på at det er lovligt?”

Danser var tavs længe, men Kaptajnen lod ham ikke slippe.

”Nej det er ikke lovligt”, kom det til sidst. ”Den forbandede lov med at det under visse forhold er ulovligt for en voksen at dyrke sex med en person under 18 år ødelægger alting. Jeg hader den lov.”

”Ja det tror jeg på, dit ulækre svin. Du skriver i din profil, at du ønsker kontakt til kvinder over 25 år. Men det er jo bare et billigt taskenspiller kneb, så en pige på f. eks. 16 år føler, at du gør hende en stor ære, når du tager hende som slavinde. Og du har garanteret følt dig rigtigt smart da du udtænkte det.” Igen spyttede kaptajnen på ham.

”Og hun droppede så sin kæreste Erik. Og kommunen kom kort efter og fjernede barnet. Det var ikke svært for den nye ”Herre” at overbevise hende om, at det var det bedste for barnet. Det havde du jo allerede printet dybt i hendes sind. Han ønskede jo ligesom dig, at hun skulle tjene ham 24/7”

Måske forstod Danser slet ikke at han gjorde sin situation endnu værre: ”Men det er jo også hendes funktion. Hun vil være slavinde, så hun skal kun leve og ånde for at tjene sin Herre. Hun må ikke have begrænsninger og der kan ingen undtagelser være.”

”Hun brød helt sammen, og nu har hun ligget på psykiatrisk hospital længe. Selvskadende og selvmordstruet. Synes du at slaveri har været sundt for hende?”

”Hvis det ikke har, er det da hendes egen fejl. Det var hende der opsøgte det. Jeg er en Herre, og jeg vil have MINE behov tilfredsstillet. Jeg er sku ingen skide socialarbejder.” Trods situationen talte Danser med en glød og overbevisning, som en vanvittig nogle gange kan udvise.

Kaptajnen holdt med en kraftanstrengelse sig selv fra at hamre løs på den hængende mand.

”Du er den hovedansvarlige, selv om den anden ”Herre” også bærer noget af ansvaret. Du er skyld i, at en god fyr som Erik er gået helt i hundene efter at have mistet sin kæreste og sit barn. Vi kan hurtigt blive enige om, at han er et svagt pjok, men han var god mod hende. Du er skyld i, at barnet nu skal opdrages hos hendes forældre. Og vi kan jo se på hende, hvor totalt uegnede de er som forældre. Hun blev behandlet grusomt hjemme. Og allerværst, du er skyld i at hun nu er så nedbrudt, og samtidigt lider af den tvangsforestilling, at hun SKAL leve som slavinde. Der er tre muligheder for hvad der sker med hende. Alle lige grusomme.

Enten bliver hun ved med at ligge på hospitalet, i starten nok lidt ind og ud, og så senere tvangsindlagt på den lukkede afdeling.

Eller også lykkes det for hende at begå selvmord.

Eller allerværst, så får hun stabiliseret sig nok til at de lukker hende ud. Så flytter hun ind hos den stodder eller en tilsvarende, og underkaster sig totalt viljeløst. I hendes tilstand har hun ingen mening, men adlyder blot blindt, uanset hvad fyren byder hende”

Jeg kunne se en tåre i Kaptajnens øjenkrog. Han kunne ikke klare tanken.

”Det sidste er da ikke dårligt. Det er jo sådan hun selv gerne vil leve” Danser kunne ikke opgive sin indstilling.

”Kalder du det at leve? Helt nedbrudt, hvor tabet af barnet har fjernet de sidste rester af personlighed. Som et stykke legetøj som en eller anden led sadist kan mishandle og misbruge?” Nu var Kaptajnens ansigt skiftet til højrødt, og han skreg Danser ind i ansigtet.

Kaptajnen tog en 2 meter lang bull whip, og stillede sig ud for siden af Danser.

”Nej, nej, nåde. Du kan da ikke piske mig. Din pige har sparket mig helt i stykker. Jeg fortjener da ikke at blive pisket.” Han græd og snottet løb ned over hans mund og svage hage.

”Jeg ville ønske, at jeg kunne give dig præcist det antal piske slag, som du har ramt pigerne med igennem alle årene. Men desværre ville du dø længe inden. Men jeg kan love dig at jeg skal piske dig til du er lige så langt ude som de piger du talte om.”

”Men jeg er ikke masochist”, klynkede den fortvivlede kujon.

”Har alle dine slavinder været masochister”, spurgte Kaptajnen sammenbidt.

”Nej, okay det var de ikke. Men de var slavinder, og de var frivilligt gået med til et liv, hvor de vidste at hård piskning var en del af hverdagen.”

”Men du erkender at de ikke nød piskningen? At det at få pisk for dem, var noget de var bange for og som kun var smerte?”

”Ja”, hviskede Danser. ”Men de var slavinder.”

”Okay, så skal du få din omgang nu.”

Kaptajnen svingede pisken og snerten eksploderede højt oppe på den klynkende idiots magre ryg. En tyk ophovnet stribe viste sig med det samme.

Næste slag ramte nede omkring taljen og efterlod en tilsvarende stribe. Jeg så hvor tung pisken var, og spekulerede på om nogle af smerterne kom fra at de indre organer blev ramt hårdt?

Før jeg havde tænkt tanken færdig, ramte det tredje slag næsten lige oven idet første. Danser skreg som en tøs, og de første bloddråber viste sig.

Slag efter slag regnede ned over ham, og snart var hele bagsiden af hans krop, fra halsen til anklerne dækkede af ophovnede striber og masser af blødende revner i huden.

Danser skreg og skreg og tryglede i begyndelsen om nåde. Efterhånden ændredes skrigene, og det kunne ikke længere høres at det kom fra et menneskeligt væsen. Og de 10 sidste slag fremkaldte kun en klynkende stønnen. Danser havde ikke kræfter til at skrige mere, og hang næsten som en død i sine reb under de sidste slag.

”Lad os få han ned hurtigt”, sagde Kaptajnen til Malene og mig.

”Lad dog det svin hænge”, sagde Malene hadefuldt. Lad os lægge et bål af helt tørt brænde under ham, og lad ham blive ristet langsomt.

Jeg var rystet over pigens had. ”Hvorfor vil du have ham ned nu, Kaptajn?”

”Han hænger i rebene. Det vanskeliggør hans vejrtrækning. Vi risikerer at han bliver kvalt, hvis han er for svag til at klare den ekstrabelastning.”

Nu var Malene ivrig nok, og hun og Kaptajnen fik det blødende vrag ned, og slæbt hen til en tyk træstolpe. De bandt ham med ryggen mod søjlen, så han nu kunne støtte på benene. Eller rettere på det ene ben, idet det andet jo var så knust at han umuligt kunne bruge det. Men inden han blev bundet stramt til stolpen, løb Malene afsted og hentede en enorm portion brændenælder, som hun anbragte mellem stolpen og hans blødende ryg. Danser græd endnu mere da hans ryg begyndte at brænde ved at blive presset mod den tykke pude af giftige nælder.

Kaptajnen smed en spandfuld isvand i hovedet på ham.

”Er du klar til at vi kan fortsætte afstraffelsen?” Spurgte kaptajnen helt følelseskoldt.

”Nåde”, kvækkede Dansers rustne stemme. ”Jeg kan ikke holde til mere. I har torteret mig så vildt. Jeg kan ikke klare mere. Jeg vil gøre alt, hvis i lader mig slippe. Jeg vil være din slave hele livet, bare du ikke torterer mig mere.” Han savlede i sin iver efter at tigge om Kaptajnens nåde

”Hold kæft hvor er han ynkelig”, vrængede Malene. Hun stod lige foran manden, og hendes fingre havde fat om hans ufatteligt lille og ynkelige pik. Hun satte alle negle i pikhovedet og trak af alle kræfter. Alligevel blev den ynkelige regnorm ikke over 10 cm lang.

”Du ville have mig til at spille pik på dig, ikke sandt?” hånede hun sit offer.

Danser tav, men stirrede skrækslagen på pigen.

Hun bøjede sig ned og tog den slappe pik i munden. Drillende tøvede hun et par sekunder. Så trak hun læberne væk fra tænderne og både jeg og Kaptajnen kunne se hendes fortænder omkring midten af pikhovedet. Så så vi hende lukke munden, og hendes smukke, stærke tænder skære sig ned i det lille rynkede pikhoved. Blodet flød ud mellem hendes tænder, og Dancer skreg og tryglede. Men hun pressede tænderne tæt sammen. Da hun slap ham, hang den forreste halvdel af pikhovedet kun i nogle hudtrævler.

Hun greb om den lille klump, og holdt i et par sekunder hånden stille, medens hun hadefuldt stirrede ind i Dancers skrækslagne øjne. Så trak hun til, og med et snuptag rev hun pikhovedet helt af. Blodet væltede ud.

Kaptajnen Holdt en lighter hen under resten af pikken og begyndte langsomt at riste den. Det forbrændte væv lukkede efterhånden for blodstrømmen. Igen var Dancer skrig så dyriske at ingen ville have kunnet gætte, at de stammede fra et menneskeligt væsen, hvis man da kunne kalde Master Dancer for et menneske.

Igen smed kaptajnen koldt vand i hovedet på sit offer.

”Nu skal jeg piske huden af din forside.” Han viste Dancer den pisk han ville bruge. En Snake Whip, lidt tyndere end den bull Whip han havde brugt på ryggen. Yderst sad to tynde metal snerter der rigtigt kunne splitte huden ad og lave åbne sår. Jeg havde set Kaptajnens samling af piske, og havde gyst ved synet af dem, selv om jeg vidste at han aldrig ville piske mig hårdere end den behandling jeg var klar til. Men tanken om, hvad sådan en snake whip ville gøre, havde skræmt mig forfærdeligt.

Også Dancer så panikslagen ud. Jeg kunne ikke opfatte ordene, men ingen tvivl om at han tryglede for sit liv.

Kaptajnen piskede lige så grusomt og systematisk på forsiden som han havde gjort det på bagsiden. Han bedømte afstanden så præcist, så de to metalsnerter hver gang eksploderede på de områder han ønskede at mishandle.

Og på forsiden gik Kaptajnen målrettet efter den afbidte og afbrændte pik og de to nosser, der så ud til at være på størrelse med rosiner.

Hvert andet slag ramte enten brystkasse, mave eller lår. Men hver andet slag eksploderede lige på nosserne.

Snart blødte hele fyrens underliv vildt. Kaptajnen gav ham yderligere 10 grusomme slag, til han igen hang livløs i sine reb. Malene smed denne gang 2 spande vand på deres offer. Kun langsomt kom han op til overfladen fra det dyb af bevidstløshed han havde været på vej ind i.

Malene undersøgte den gennempiskede nossepose. ”Hej Kaptajn, se her. Du klarede at slå den helt i stykker. Posen er revnet så vi kan lege med løgene.”

Triumferende greb hun fat om pungen med begge hænder og trak hårdt i hver side af et åbent sår. 2- 3 kraftige træk og så skiltes pungen helt. Hun pillede derinde, og holdt triumferende en lille grim rynket nosse mellem sine fingerspidser. Den var forbundet i en nervetråd ind i pungen. Hun satte neglespidserne i, og klemte af alle kræfter.

Skønt Dancer ikke længere havde nogen stemme, lød der en skingrende fløjten fra ham. Hans øjne var så opspærrede, at jeg troede de ville falde ud af øjenhulerne. Malene bøjede sig ned, og tog nossen i munden, ind mellem sine kindtænder. Hun kiggede op mod Dancers bedende, forpinte øjne, før hun bed tænderne sammen og knuste nossen.

Igen spærrede han øjnene unaturligt vidt op, før han besvimede.

Kaptajnen signalerede at jeg skulle hente en ny vandspand og smide på ham.

Jeg var ved at kaste op. Hvor mange pinsler kunne en mand overleve? Og hvor længe ville Kaptajnen og denne pige fortsætte? Det var ikke den kaptajn jeg kendte. Hans dybe empati og bekymring for sine slavepigers velbefindende var vekslet til en hadefuld sadisme, hvis lige jeg aldrig havde kunnet forestille mig. Og slet ikke fra denne kærlige mand.

Dancer vågnede til bevidsthed, i hvert fald delvist. Kaptajnen gav ham lidt tid, og sagde så, at nu fik den anden nosse den samme tur. Skrækken i de udspilede øjne afslørede at den bundne mand opfattede meningen.

Dancer forsøgte at tigge, men der kom kun en kvækken ud af hans ødelagte mund.

Kaptajnen smilede barsk. Han så efterhånden tilfreds ud.

Han sagde til Malene at hun bare kunne gå i gang.

Malene greb den flækkede nossepose og trak brutalt i den, før hun åbnede såret og lod fingerneglene rode rundt derinde. Fra Dancers fortrukne ansigt kunne jeg se, at hun ikke holdt sig tilbage med at bruge neglene derinde. Hun morede sig et stykke tid, og nød åbenlyst at se manden vride sig vild i sine reb. Så trak hun den sidste, mikroskopiske nosse ud.

Kaptajnen stod lidt derfra. Han havde taget slangepisken i hånden, og stod og betragtede Malenes mishandling af nossen. Hun havde fundet lighteren frem, tændte den, og første flammen hen under nossen.

Dancers ansigt blev endnu mere forvrænget. Munden stod vidt åben, og igen var øjnene ved at poppe ud af hovedet.

Jeg var ved at besvime. Jeg væmmedes ved den vilde tortur og totale ødelæggelse af manden. Jeg vidste jo, hvor inderligt han havde fortjent det han fik, og endda endnu mere, men jeg kunne ikke tåle at se det. Jeg trådte et par skridt baglæns og ville gå ind i huset. Ud af øjenkrogen så jeg Kaptajnen svinge snake pisken. Chokerende opdagede jeg at han denne gang sigtede efter mandens ansigt. Og han ramte helt præcist. De to metalsnipper ramte tværs over de opspilede øjne. Blodet flød over ansigtet i en tyk strøm.

Malene fortsatte med at riste nossen, og idet jeg styrtede frem mod Kaptajnen, svingede han pisken igen. Han nåede også et tredje slag, før jeg kom derhen.

Jeg klamrede mig til hans højre arm, og efter et øjeblik var det som om Kaptajnen kom ud af den transe han syntes at have befundet sig i. Han sænkede armen og slap pisken. Jeg gled ned på jorden for hans fødder. Jeg var smadret rent følelsesmæssigt af den grusomme afstraffelse jeg havde overværet.

Dancer hang dybt bevidstløs i sine reb, og Malene havde rejst sig, og ladet den helt forkullede nosse og voldsomt forbrændte pung hænge som et vidnesbyrd om den frygtelige tortur hun også havde deltaget i.

”Nu holder han vist ikke til mere”, sagde hun koldt, henvendt til Kaptajnen.

”Det tror jeg heller ikke. Nu må vi se om han overlever.” Det lød som om Kaptajnen i virkeligheden var fuldstændigt ligeglad, og de så begge ud som om det bare ærgrede dem, at de ikke kunne tortere manden længere.

Kaptajnen skar ham ned, og smed ham ned i gruset.

Både han og Malene var oversprøjtet med blod, og også jeg havde fået en del blod på mig da jeg klamrede mig til kaptajnens arm.

De begyndte at rydde op efter sig. Reb og piske blev vasket, så der ikke var spor af blod på dem. Så gik de ind i huset. Jeg så dem åbne de store poser de havde medbragt, og opdagede at de var fulde af skiftetøj.

Begge smed det beskidte og blodfyldte tøj, kaptajnen i køkkenet og Malene på badeværelset. Hun tog et langt bad, og da hun kom ud igen var hun iført et nyt sæt af det army tøj der var så typisk for hende. Hendes nitte besatte læderjakke havde hun også taget på igen.

Kaptajnen havde vasket det værste af blodet af sit tøj, og så lagt det i en stor pose. Han overtog badet efter Malene og lidt senere kom han ud i helt nyt tøj.

Malene og jeg havde ryddet op efter os, og lagt alle poserne ud i bilen.

Kaptajnen takkede mig, og gav Malene et blidt kys på kinden.

Vi forlod huset, der åbenbart aldrig var aflåst.

Kaptajnen gik hen til Master Dancer der lå og stønnede på gårdspladsen. Han smed endnu en spand vand i hovedet på ham.

Til min forfærdelse så jeg, at begge øjne var slået i stykker af piskens metalsnipper. Det højre øje var revet helt ud, og det venstre var et stort sår. Jeg var ikke et sekund i tvivl om at Dancer havde mistet synet totalt.

Jeg vendte mig om og brækkede mig.

”Du er nok for omtåget til at forstå meget nu”, sagde kaptajnen koldt til Dancer. ”Men hvis du husker det jeg sagde til dig tidligere, og undlader at fortælle hvem der gjorde det her ved dig + holder dig totalt væk fra Mikaela og generelt ude af BDSM verden, så sker der dig ikke mere. Anmelder du derimod mig, ved du at jeg har venner der vil tage sig kærligt af dig bagefter. Og så kommer du til at opleve de samme smerter som i dag, bare hver eneste dag i mange år. Valget er dit.”

Dancer vred sig hjælpeløst, men havde ikke kræfter til at komme op og sidde.

Vi vendte simpelt hen ryggen til ham, og satte os ind i bilen.

Da vi kørte væk, drejede jeg hovedet og så på den hjælpeløse mand i gruset.

”Vi må ringe efter en ambulance. Han dør herude. Han er frygteligt tilredt, hans ene ben er knust og han er blind. Der er ingen måde han kan komme op til vejen ved egen hjælp.” Jeg havde det forfærdeligt, og følte at jeg havde et medansvar for det der var foregået.

”Der er ingen problemer. Jeg ved, at der er meget regelmæssigt tilsyn med hytten. Om 4 eller 5 timer vil der komme en mand herud. Og Dancer er for ødelagt til at kravle væk, så han bliver helt automatisk fundet. Men hvis det kan trøste dig, tager jeg konditøj på og løber en tur forbi stedet sent i aften. Det kan jeg godt gøre, selv hvis der er politi. Så ved jeg om han er blevet fjernet.”

”Det vil ikke være godt at du bliver set herude, Kaptajn”, var Malenes praktiske kommentar. ”Lad ham da rådne, hvis han ikke er stærk nok til at klare sig selv.”

Igen studsede jeg over pigens foragt for svaghed, og nåede frem til, at det grusomme hun havde været ude for havde forandret hende endnu mere, end pigen selv vidste. Hvor havde jeg dog ondt af hende.

”Okay. Jeg kender den mand der fører tilsyn med hytten. Så jeg kan sagtens finde et påskud for at snakke med ham i morgen tidligt. Har han fundet Dancer, fortæller han mig det helt sikkert.”

Vi kørte et par minutter i tavshed.

Jeg spekulerede som en gal.

Dårlig samvittighed over indirekte at have været medvirkende til sådanne grusomheder, forståelse for Kaptajnen og Marlenes motiver, og praktiske bekymringer over fremtiden kværnede i min hjerne.

”Tror du ikke at han siger alt til politiet?” spurgte jeg til sidst.

”Det er muligt. Og gør han det, vil de let finde mig, for Dancer kender mit rigtige navn. Og selv om vi ikke efterlod fingeraftryk, så er der sikkert andre spor af mig deroppe. I hvert fald dækaftryk, men måske også tabte hår eller andre biologiske spor. Men jeg tror ikke han gør det. Han VED at den trussel jeg fremsatte er reel. Michaela har fortalt ham om min fortid, og om hvilke typer jeg omgås. Og Dancer er en kujon. Så meget er jeg sikker på. Nej jeg forventer at han påstår overfor politiet at han blev mishandlet af nogle typer han slet ikke kendte. Og bagefter vil han krybe sammen hjemme. Blind og forkrøblet kan han jo heller ikke komme så meget ud. Jeg tror han holder sig helt væk fra sine kontakter i BDSM verden, og bare sidder og piber i sin stue resten af livet.” Kaptajnen smilede stramt.

”Han slap nu alligevel for let”, var det eneste Malene sagde.

Pigerne modtog os hjerteligt, da vi kom hjem til lejrskolen. Selvfølgeligt spurgte de til, hvor vi havde været, og hvorfor Malene og Kaptajnen havde skiftet tøj, men da han sagde at det ikke var noget han ville fortælle om, accepterede de det med det samme.

Det blodige tøj blev liggende i poserne i bilen.

Resten af dagen gik med sjov og ballade i fællesrummet. Pigerne var ivrige efter at have så meget kontakt med kaptajnen som overhovedet muligt, fordi det nu var sidste aften på lejrskolen. Aftalen var, at vi næste formiddag skulle tage hjem, alle til forskellige adresser.

Kaptajnen var omsværmet, og til min dybe forundring syntes han at nyde det hele fantastisk. Der var intet tegn på at dagens begivenheder havde påvirket ham. Han fløj fra pige til pige, og forsøgte at tilgodese alle.

Og pigerne var virkeligt blevet gode venner, og alle der ikke lige var beskæftiget med Kaptajnen, fandt sammen i små grupper, hvor hyggen var næsten lige så intens.

Jeg bemærkede, at Malenes opførsel var ændret. Hvor hun normalt havde holdt sig meget for sig selv og altid placeret sig i et hjørne, helt alene, hvis hun ikke var sammen med Kaptajnen, var hun nu mere åben, og jeg så hende sidde i ivrig snak med Nette og Kimm. De 3 unge piger havde åbenlyst rigtigt meget at snakke om.

Et par piger kom med små, overraskede kommentarer om denne ændring i Malenes opførsel, men de var alle meget glade for den. Og selv om et par stykker spurgte om hvad der var sket på turen, der havde åbnet hende sådan, undlod jeg at svare.

Det blev en hård nat for Kaptajnen. Han lovede pigerne, at han ville forsøge at nå et besøg på alle værelserne. Og det klarede han. Som den sidste besøgte han Malene. Og modsat alle tidligere besøg hos denne smukke, ødelagte pige, havde de denne gang haft forsigtig, blid sex, fortalte han mig, da han udmattet kom ind på det værelse vi delte. Jeg var den eneste der ikke fik sex denne nat, men jeg vidste jo til gengæld, at jeg som hans slavinde elev ville møde ham i de følgende dage.

Næste morgen kørte alle hjem. Det blev en meget lettere tur hjem, end opturen havde været for mange af pigerne. For flere af dem havde bil, og nu, hvor de alle var blevet virkeligt tætte veninder, sørgede alle med bil for at tage dem, der ingen havde, med sig. Ingen behøvedes at tage bus eller tog.

Malene, der jo som den eneste skulle langt sydpå i Jylland, kørte med Sim, der jo skulle til København. Jeg kiggede glad efter bilen. Det var fantastisk så stor ændring der var sket med Kaptajnens lille prinsesse i det seneste døgn.

Som de sidste kørte Kaptajnen og jeg væk.

Han havde ringet til den opsynsmand, og fået historien om, at der havde ligget en gammel, sølle, torteret mand derude. Politiet var kommet, men Dancer havde ikke kunnet sige det mindste om voldsmændene, da han var blevet blindfolded med det samme og slet ikke havde set dem. Politiet havde lavet et hav af undersøgelser, men var helt på bar bund.

”Det var det” var det eneste Kaptajnen sagde.

Jeg fornemmede, at afstraffelsen af Dancer havde løftet en sten fra hans hjerte. Han vidste nu, at det svin aldrig mere ville blive en trussel mod flere unge piger. Og slet ikke mod Michaela.

Sammen lagde vi oplevelsen bag os.

Vi talte hyppigt om lejrskolen og om pigerne.

Master Dancer talte vi aldrig om igen.

Han var en ond dæmon der nu var udslettet fra både Kaptajnens og Mikaelas liv.

GIV STJERNER:
1 Stjerne2 Stjerner3 Stjerner4 Stjerner5 Stjerner (23 har stemt, 4,87 af 5)
Loading...
SKRIV EN KOMMENTAR
KLIK HER!

9 kommentarer

  1. Tari

    04/02/2021 kl 21:04

    Meget fin serie, hvor særligt din fine fornemmelse for de skildrede kvinders forskellighed tydeliggøres. Jeg nød derudover din beskrivelse af afstraffelsen af Dancer, og tog mig selv i simultant at bekymre mig om de retslige konsekvenser for dine karakterer.
    Tak for læsningen.

    1+
  2. Månestråle

    11/11/2018 kl 3:05

    Tak for nogle fantastiske skildringer af erfaringer på godt og ondt af de forskellige skjebner. En rigtig god novelle.

    1+
  3. goldflame

    06/09/2017 kl 6:45

    Ganske fin serie..

    Tak for den.

    3+
    • Kaptajn Bligh

      06/09/2017 kl 7:27 - som svar på goldflame

      Tak Gold Flame
      Det tager jeg som en meget stor ros, når det lige netop kommer fra dig. For jeg ved jo, at du bestemt ikke sluger alting råt, og ikke er bange for at udtale dig kritisk om det jeg skriver

      3+
  4. Elle

    04/09/2017 kl 20:12

    Tak for en dejlig serie.. og også tak for sidste afsnit.
    Hævn er ikke en køn ting, men nogen gange er det der får en til at ønske hævn endnu værre.

    2+
  5. Emil

    04/09/2017 kl 14:11

    Uha. Så lærte svinet det på den hårde måde. Tak for en glimrende serie.

    3+
    • Kaptajn Bligh

      04/09/2017 kl 14:27 - som svar på Emil

      Tusind tak for din anderkendelse af serien, og for at du har holdt ud i hele seriens længde.
      Ja, i serien fik “Master Dancer” det han havde fortjent.
      Det har den person, der er inspirationen til denne karakter så desværre ikke fået.
      Efter kapitel 6 var der en del læsere, der gav udtryk for at de syntes, at han fik sådan en omgang.
      Og jeg er fuldstændigt enig med læserne. Men dansk lov tillader desværre ikke at man gør alvor af det

      4+
  6. SWO

    04/09/2017 kl 11:14

    Det var noget af en historie.

    Havde jeg været hende Malene eller en af de andre omkring stående piger, havde jeg pisset Dancer lige i synet.

    1+
  7. Kaptajn Bligh

    04/09/2017 kl 10:04

    Så blev denne serie færdig.
    Jeg fornemmer ud fra antallet af bedømmelser, at det er begrænset, hvor mange der har holdt ud, og har læst hele den lange serie.
    Men fra private mails ved jeg, at nogle af dem der har gjort det, har været rigtigt glade for det de har læst.
    Jeg håber også at der har været nogle læsere herinde, som har kunnet lide den.
    Og fremover vil jeg nok hovedsageligt lave enkeltnoveller og kortere serier

    6+

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.