Ridderen lod pigen bringe ind,og tjenerne tog hende til pælen…De trak kjolen af hendes spinkle krop og piskede hende.

Forfatter: Carulli

Sådan gik det til, at en jævn pige for sin kærligheds skyld blev udråbt til helgen.

Denne historie er sand. Jeg kan ikke mere huske, hvor jeg læste den, og måske har jeg også ændret lidt hist og her, men  –  tro mig  –  det bliver den ikke mindre sand af. Historien handler om en ung kvinde, der blev udråbt til helgeninde. Efter sin død forstås. Hun erklærede sin kærlighed til en herremand i en tid, hvor ret og moral ikke var noget filosoffer diskuterede, men noget som sprang mellem mennesker. Der var måske færre ord og færre løgne dengang. Eller også var løgnene blot nogle andre end vores. Det var en tid hvor herremanden bestemte over liv og død. Han tog liv, og han gav liv. Han ønskede ikke pigens kærlighed, og han forstod den ikke. Ifølge historien lod han hende piske på gårdspladsen, for at hun skulle opgive at elske ham. Det kunne eller ville hun ikke. Han lod endog hendes bryster skære af, men intet hjalp. Til sidst måtte han dræbe hende for at undslippe og få fred.

For sin store kærligheds skyld blev pigen velsignet. Mænd med smalle ansigter i en kirke langt fra herremandens land hørte den underlige historie. I mange år konsulterede de deres bøger og bekendtgjorde så, at pigen i al fremtid skulle kaldes Sanctus Katherina af Magdeburg og helgeninde af første grad.

Hvordan var det muligt? Og hvem er mest pervers? Fortælleren af denne historie eller Herremanden, som ved gud ikke var nogen helgen! Eller pigen måske? Eller er det mon allermest de blege præstemænd som drømte, at det var dem, pigen havde kastet sin kærlighed på, og at det var dem, som førte det smalle knivsblad mod hendes hvide legeme?

‘And priests in black gowns

where walking there rounds

binding with briars

my joys and desires.’

Men hvordan var det muligt? Hvor historien slutter begynder fortællingen, og dette er hvad der virkelig skete: den Store Mand skrider frem mellem sine undersåtter; bønder, livegne, tjenere, håndværkere, soldater, snavsede børn og dyr. En middelalderby og en torveplads fyldt med lyde og lugte. Som han går, flytter menneskene sig for ham og hans. Stor og massiv er han  –  som en tyr,  –  og der kommer en lugt fra ham, som godt kunne minde om en tyrs lugt. Han er prangende og snavset. Tjenerne i hans følge bærer på alskens kram. Den Store Mand er på shopping, og folk bøjer frygtsomt deres hoveder. Træder en ung pige da frem og spærrer hans vej? Med åbne hænder, slank om midjen og den tynde kjole siddende tæt under de små bryster? Har hun allerede nu brudt enhver social regel og beredt sin egen død? Angste slægtninge trækker i hendes kjole. Da Den Store Mand stopper, siger pigen så de umulige ord?:

“Hr. Ridder, jeg elsker dem!”

Er der irritation i hans ansigt? Han er ikke en følelsernes mand. Han er plump og ikke videre intelligent, han tænker med den magtfuldes langsomhed. En livsnyder uden elegance, som tager hvad han vil og gør det uden skam. Han er en mand, som i muntert drikkelag har kneppet dyrene i sin egen stald. Så rydder tjenerne vejen, og Ridderen går videre.

Men samme aften sender han bud efter pigen.

“Ville du mig noget?” spørger han, da pigen står ved hans bord i den store hal, hvor man æder og drikker i skæret fra kærter.

Pigen siger igen de umulige ord?:

“Hr. Ridder, jeg elsker dem.”

Der bliver grinet og smasket omkring dem, og mændene gør sjofle tegn til Ridderen.

Den nat knepper Ridderen den unge pige. Han holder hende så let som var hun et barn, og hans mægtige næver omslutter hendes lår. Hans pik er tyk og stærk, og han finder stort behag i pigens stramhed.

—

Efter den tur mente Ridderen, at pigen måtte være kureret for sine nykker, men  iøvrigt var det ikke noget, han tænkte særligt over. Men hver dag stod pigen ved Borgens port, og hver dag jog tjenerne hende bort. Til sidst blev det Ridderen for meget. Han lod pigen bringe ind, og tjenerne tog hende til pælen. De trak kjolen af hendes spinkle krop og piskede hende. Sådan lod de hende stå den ganske dag igennem. Folk gik til og fra, og pigen måtte høre på utallige sjofle tilråb.

“Elsker du stadig Ridderen?” råbte man. Kvindfolkene kneb hende ondskabsfuldt, og drengene fandt fornøjelse i at glo på pigens nøgne bryster.

”Du har små patter,” råbte de. “Dem skærer Ridderen af, når han kommer hjem. Uhu  –  det gør ondt. Du bli’r patteløs, patteløs!”

Så måtte de lige en tur ind i stalden og kilde sig selv.

Og Ridderen kom hjem.

“Nå,” sagde han, mens tjenestefolkene fnisede af forventning. Pigen græd inderligt, men hun kunne ikke lyve for Ridderen.

“Ja  –  jeg elsker Dem,” måtte hun sige, mens tårer løb ned ad hendes kinder. Ridderen blev vred. Der kom ondskab i ham, og han huskede ting han havde gjort. Han huskede jagtture og sårede dyr. Han tænkte på  mennesker han havde dræbt. Sammen med vreden blev han liderlig. Synet af pigens nøgenhed fik hans pik til at vokse, så han fik lyst til at spidde hende lige på stedet.

Men det onde i ham vandt.

“Skær hende,” sagde han til tjenerne.

Som drengene havde råbt, sådan gjorde de. For øjnene af Ridderen og alle borgens folk skar de pigens bryster af, mens kvinderne gyste og mændenes bukser strammede.

Den stakkels pige forstod, at Ridderen virkelig elskede hende, fordi han gjorde alt dette mod hende. Hendes kærlighed voksede til den omsluttede både Ridderen og alle der stod omkring. Det følte Ridderen, og for at undslippe kærlighedens kvælende greb, lod han sine folk lægge en snor om pigens hals, som de strammede, indtil pigens hoved hang skævt og leddeløst  mod hendes skulder.
Historien fortsætter under reklamen

Sådan blev en jævn pige til Sanctus Katherina af Magdeburg og helgeninde af første grad. Hvad Ridderen hed, kan man læse i kirkemændenes bøger. Men jeg tror ikke at nogen mere husker hans navn.