Nitten

Han kneppede din mund mens du lå uhjælpeligt fastspændt på ryggen, i perfekt position

Forfatter: Jann (NNastyJR)

Læs også “Seksten”

Så står du der igen. Ydmyget og brugt, denne gang helt nøgen udenfor døren til hans opgang. Han har eskorteret dig ned, brysk og tavs, smækket den store, tunge dør bag dig – færdig!

Forårsnatten er mild, men du mærker den køle dig, mens du naivt venter. Bare noget at dække dig med – andet end hans sæd og dit eget savl udover brystet og ansigtet. Du må ikke fjerne det, ved du godt, ikke før du kommer hjem – hjem? Cykle nøgen gennem byen, ud til kollegiet?

Det er helt planlagt, det ved du godt. Han kneppede din mund mens du lå uhjælpeligt fastspændt på ryggen, i perfekt position til hele hans lems fylde og gled i dig. Stor og mægtig, stoppede han dit svælg og hals ud med hård pik, der skød mundvand den anden vej, sølende ned over dit ansigt og ud i håret.

Du harkede og gispede mens han pumpede sig færdig hen over dig, bød dig at sutte nosserne og lod så sit sæd smykke dine bryster. Han klemte det sidste ud over dine læber og kinder, hvor det blandede sig fint med savlet – som du altså under ingen omstændigheder måtte fjerne før du kommer hjem.

Han tog flere billeder af dig, slutresultatet, som altid. Tog så aftenkåben på og løsnede rebene. Du nåede knap at strække dine ømme led, før han førte dig mod døren – uden dit tøj og sko, jakken. Ingen ord, heller ikke fra dig selv, bare et ryk i armen da du ville fjerne noget klumpet mascara fra øjet – forbudt!

Og nu udenfor, ventende. Men intet tøj denne gang, indser du, og mærker ydmygelsen og nedgørelsen vokse – mærker det andet… Men heldigvis er det næsten nat og ingen ude, intet liv at se, stirre tilbage. Du lister over mod cafeen og din cykel – han kan se det, dig, fra vinduet – kigger han? Du mærker det, hans øjne, hans vilje – det andet…

Asfalten er ru mod de fine fodballer og fortovet koldt. Gyderne er mørke, de fleste vinduer heldigvis også. Du arbejder jo lige her, på cafeen, nogen ville kunne genkende dig – er det hans hensigt? Hjertet buldrer og du er ængstelig, det summer i kroppen, flov og nervøs, men også sært opstemt. Fordi det er ham – hans vilje, hans blik…

Du låser cyklen op, heldigvis fik du dine nøgler – måske han nægter dig dem, næste gang… For der vil være en næste – alligevel. Og hvis han vil – det ved du jo allerede, hvor meget du end stritter imod. Hvor meget fornuften end fortæller dig at du er forkert på den, at du…

Du sætter dig op på sadlen, nøgen og øm, men vel vidende at det er sådan han vil have det – se det. Oppe fra fjerdesalen, hvor han står i mørket med sin drink, lige så nøgen, stadig kontrollerende. Befaler dig at sætte dig til rette på den sorte, smalle saddel.

Der er hård – hård ved dit gennembrugte skød, din glatte nitten-årige fisse, og ved din andet hul, der indtil for ganske nyligt kun tjente et formål. Nu tjener det også hans, ham, som resten af dig. Du mærker presset og ømheden dernede fra, flette dig uløseligt sammen med tanken, om ham – det andet…

Det lyner igen i dig og du drejer hovedet i ren refleks, når dog at standse før du kigger dig helt over skuldren, før du ser krævende op på ham. Du er ung og uerfaren, men ved dog, lige så instinktivt, at det ville være dumt – ville være enden på det hele.

Han er ikke interesseret i din hengivelse, en ung kvindes ubehjælpelige crush – kun din given dig hen. Din villighed til at føje og følge, lade ham presse og skubbe – hans hænder, krop, hårde pik, og dine grænser. Du bærer beviserne på din krop. I din krop. På de nye grænsedragninger. Ingen mand er før ham kommet i dig – efterladt sin sperm i din fisse.

Og i dit ansigt. Du kan ikke dy dig, og du har jo også ryggen vendt mod ham – smager lidt mere fra læben. Så træder du cyklen igang, har tyve minutters kørsel, og mærker sadlen knirke. Måske filmer han, igen, den nøgne, naive tøs nede på gaden – hans seneste…

Åh gud!, hvad…, hvorfor..? Du lukker øjnene, udmattet og øm, og allerede længselsfuld igen. Du vil blive siddende på sadlen hele vejen – fordi det vil han have. Og hele vejen drømme om denne gang, sukke efter næste, og næste, som du har gjort siden første…

…

-Er der mere jeg kan gøre for dig?, ordene kom fra din mund, selvom det føltes som var det fra en anden. Og de betød lige præcis det, som ingen der hørte dem kunne være i tvivl om – en utvetydig opfordring til… ja, hvad som helst. Du hørte det selv, og ikke meget mere. Det var ligesom lydene i cafeen blev ‘muflede’, og alles øjne rettede sig mod dig – også hans.

Dine kinder blussede, hele vejen ned over halsen, til den godt opknappede cafe-uniform. Den pinkfarvede bluse og grå nederdel, hvor de lange, dirrende ben stak ud. Han så op fra sin avis, i dine store, forskrækkede, brune øjne. Forskrækket over dig selv, dit mod – dit overmod. Det var veninden der stod derude bagved og lurede, grinede, mere hende og hendes pres.

Du var stivnet og fastholdt i dit smil, men havde mest lyst til at løbe, grave dig ned, flov og… Hans blik fastholdt dig også. Lige så elegant og magtfuldt som hans mørke jakkesæt, lige så skinnende klart og pletfri som hans kridhvide skjorte. En umulig definerbar grå farve… – og ja, du var i den alder og havde læst de bøger, længere var din kendskab til den verden ikke – endnu.

Og han skulle snart vise dig ikke at være den banale stereotyp, som din spinkle fantasi kunne mønstre fra amerikansk sødsuppe-kliche. Ingen fortrydelser eller vægelsind – det fik du allerede at føle lige fra første kontakt. For det var det her, selvom du havde arbejdet på cafeen fra december af, knap fire måneder, og han var kommet der fast, tre gange om ugen.

Ikke et ord, ud over bestillingen. Ingen blik, ud over det nødvendige, dannede, høflige. Og nu det her… Du havde gjort dig til og overskredet dine beføjelser – ansat og kunde. Og du havde overskredet hans intimsfære, fortrød allerede bitterligt nærmest før ordene nåede hans øregang. Men det var sagt, gjort, og nu måtte du stå til regnskab for hvad du havde startet.

Og det var det, startet – han havde fanget det, hvilket også var næsten umuligt ikke at gøre. Hans blik sagde det, måden det hastigt gennemlyste og målte dig på – han overvejede om du mente det, kunne stå inde for det, eller bare var endnu en ung, uforsigtig tøs, der var kommet til at tale over sig.

Han havde den effekt, det vidste han udmærket. Lucifer-effekten, havde en kvinde engang døbt den og forklaret. Mænd som ham, i en simpel og yderst potent udformning, med en yderst potent udstråling. Især overfor visse, letpåvirkelige unge kvinder – mulige tøser. Detaljerne og mekanikken i det interesserede ham ikke, kun intentionen og niveauet af villighed – hos tøsen.

Hende her havde øjnet ham i måneder, det havde han bemærket. Men havde vurderet dig for at være en pæn-pige, for artig og forsigtig. Provinstøs der lige var kommet ind til byen. Nord fra, gættede han ud fra accenten, for at studere vel sagtens. Men køn og med en gnist i de mørke øjne, så han nu. Og bagved den anden tøs, henne bag disken – hendes skub, forstod han – hun var mere typen.

Han lod dig sprælle lidt længere. Din halvmørke hud kunne stadig mønstre en delikat rødmen, sådan som han foretrak det. Præferencen gik ellers mest i retning af lyse, blonde dukker, der virkeligt kunne skifte farve. Men han var ikke afvisende, havde en bred smag, og vidste at din slags kunne tage, og give, langt mere. Mere modstandsdygtige – i sidste ende.

Du mærkede det, hans gransken af dig, synet der vurderede det ydre fra top til tå. Hvilede på de blottede arme, bare centimer lår og knæ – dirrende spættet med gåsehud der fortsatte op under skørtet og fik det til at gnistre og fugte til. Fortsatte op langs ryggen, rejste nakkehårerne og besværede åndedrættet.

Men også det indre, ikke mindst – en afsøgning af dig indefra. Du mærkede ham allerede presse og klemme, afprøve og betvinge dig. Mærkede det ligesom flagre og suse gennem dig, som om han havde evnen til at bryde hudens barriere, bryde ind i dit nervesystem.

Og han slap dig ikke, lod dig stå udsat og snart svimlende og usikkert lysten. Lod de to følelser forstærke og splejse sig sammen til en ny, for dig – den han søgte. Han så op igen, så at du mærkede det, var fanget i noget du ikke helt forstod, men ikke kunne løbe fra nu, -det er fint, lød hans korte, tydelige svar.

Veninden nærmest flækkede i et grin og hyl da du fik løsrevet dig og styret dig ud bagved i køkkenområdet, -hvad sagde han, spurgte du ham, seriøst, sagde du…? hun rykkede i din arm og var helt oppe i ansigtet på dig, du forvirrede tøs der hellere ville ud på toilettet – koldt vand, se dig i spejlet, hvor bleg du var – om du stadig var her!

Du fnisede bare og rystede på hovedet, tog så selv fat i venindens arm, -det er din skyld…, hva’ har du fået mig til…!? I grinede begge og kiggede ud igen – han sad der stadig, læste upåvirket sine finansnyheder – ingen skandale. Også lidt skuffende, mærkede du, nu du sådan havde…, -han er klart interesseret…, hviskede veninden og prikkede dig i siden, – noget lækkert, ungt kød, det siger de sgu’ aldrig nej til!

Der var andre ude i køkkenet, ældre end jer og udlændinge. Men de begyndte at glo lidt for meget på jer, to unge hviske-tiske tøser, der ikke lavede noget fornuftigt, -jeg skal lige på toilettet, sagde du så, og lod veninden om at gå ud i cafeen og passe jeres arbejde.

Fuuck, hvor pinligt!, hviskede du til dit spejlbillede og rystede på hovedet. Men smilede, for du var der jo stadig, og så jo egentligt ikke så ‘slem’ ud med lidt mere farve i kinderne. Plaskede lidt vand på dem for at køle ned og tissede så af, mest for at mærke hvor fugtige trusserne var blevet – pænt meget!

Da du ikke kunne trække den længere, gik du ud bag disken igen. Veninden var væk, og det samme var han. Du var lettet – og skuffet, ryddede hans bord og kiggede ud af vinduet i hans retning. Han boede ikke langt derfra, det vidste du, havde i hvert fald set ham gå ned for enden af gaden og forsvinde ind i en opgang – flere gange.

Det hele kølede lidt ned igen, den sidste halvanden time af åbningstiden gik som den plejede og du glemte – næsten – din lille indiskretion. Veninden lod også være at bore i det, kun små fnis og smil, for ligesom at peppe dig op og markere at det var okay – faktisk ret modigt af dig for en gangs skyld.

Også en sidste gang inden hun hoppede ind i bilen til kæresten, -hæhæ, tøz! Han kommer igen, jeg er sikker på han sidder og river i dyret nu, tænker på den lille, lækre godte, der gav ham lidt sugar…, kæresten dyttede og hun vendte sig og gav ham fingeren, gav så et hurtigt kram og skyndte sig ind til sin utålmodige fyr.

De drønede afsted med hvinende dæk, en rigtig drengerøv, det stod der faktisk på bagerste siderude af bilen. Ikke din type – slet ikke. Pæne drenge, fra pæne hjem… og så altså det her… du stod med cyklen foran den lukkede cafe, så ned af gaden på bygningen dernede, op ad de mørke vinduer, kun lys allerøverst – hvad pokker tænkte du…

Lyset i døråbningen blev tændt, døren var åben, der stod nogen – en kridhvid skjorte! Hjertet slog en kolbøtte i dit bryst, kuldegysningerne vendte tilbage, muskler og led spændte sig fast igen, du stod bare lammet og stirrede. Skulle du vinke, køre – hvad betød det her?

Han gik ind igen, døren lukkede – men ikke helt? Der var for langt derned til at du kunne være sikker, men… Du sank en klump og mærkede det…, mærkede det trække i dig. Nærmest helt mekanisk og i trance, stillede du cyklen og låste den, gik så ned ad gaden med skælvende ben – hvad nu hvis du misforstod? Og hvad…, hvad egentligt? En fremmed mand – en mand, så meget ældre, så meget…, alt muligt?

Døren var rigtigt nok ikke helt lukket, avisen sad i klemme. Du skubbede den op og tog avisen, lod døren smække og låse bag dig – så stod du der. Helt stille og fint, pletfri rent og pænt i den mondæne forhal. Diskrete postkasser fortalte at det mest var virksomheder der holdt til her, advokater og den slags kunne du se og gætte ud fra de fine navne. Og så hans, øverst – du læste navnet, sukkede det stille for dig selv.

Du mærkede pulsen ræse, kiggede ind på trapperne, det brune og vinrøde tæppe – vejen op. Så mod den massive trædør, ud. Du tog i håndtaget og drejede låsen, åbnede, det var muligt – det var stadig en mulighed… Men ikke rigtigt alligevel, du slap og lod den smække tæt, gik så ind i den lydløse opgang.

Hans fordør, matsort og glat, stod også på klem. Du opdagede elevatordøren, bed dig forpustet i underlæben, ikke på grund af trapperne – din form var helt i top – men fra den indre uro og usikkerhed, det nye og ukendte. Skulle du banke på, eller bare gå ind…? Overhovedet være her? Du skubbede forsigtigt døren op og gik ind.

Og han stod lige der og så dig. For enden af en massiv og blank, sort køkkenø, i sin kridhvide skjorte og med et glas hvidvin i hånden. Du stivnede igen under stråleglansen af hans blik. Han stirrede dig nu vedholdende i øjnene, på ingen måder overrasket eller afvisende – du var ventet.

Du smilede nervøst og tog et par skridt frem mod ham, da han endeligt slap dig med blikket og hældte vin op i et andet glas. En åben korridor med en matteret glasvæg til den ene side og en hel glat, hvid væg til den anden. Intet overtøj eller sko, ingen knagerække eller andet som du var vokset op med. Og gulvet – spejlende rent og hvidt, du var nærmest flov over at træde ind over det i dine billige sneakers. Så malplaceret, så meget på ‘udebane’, mærkede du og sank endnu en træg klump i halsen. Men nu var du inde, havde gået så langt, og som nævnt – du var ventet.

Han rakte dig glasset og kiggede insisterende på dig, bød dig at drikke. Du mærkede hvordan dine kinder, hele ansigt brændte og du nippede taknemmeligt til den kølige væske. Den var let og slet ikke så syrlig som du syntes hvidvin plejer at være, så da du fik slugt en klump mere i halsen og der var fri adgang, drak du hurtigt hele glasset.

Han skænkede på ny og bød dig at tømme igen – lade ånden i flasken løsne dig lidt, det lå ligesom i luften. Måske havde han endda puttet noget i det, tænkte du kort – og drak gladeligt tredje glas, mærkede hvordan skuldrene sænkede sig, sommerfuglene i maven blev lettere, mere legesyge – liderlige.

Så tog han din jakke af dig og hang den ind i et indbygget skab ved siden af fordøren. Ah, tænkte du, selvfølgeligt – et ordensmenneske der gemmer rodet væk – quelle surprise! Og da han gik tilbage mod dig, med sikre og bestemte skridt, et ufravigeligt blik på dig – var du solgt ud over enhver grænse…

Du var allerede halvsnalret, adrenalin blandet med fin hvidvin, fornemmelser i din krop der fik dig til at glemme dine handlinger, situationen – den fremmed mand du selv havde opsøgt – nu helt bogstavligt. Han bevægede sig tæt op mod dig, så du et øjeblik befandt dig i hans duft og sfære af energi, styrke, før han bød dig ind i stuen lige foran dig, og som du først nu ænsede.

Et stort åbent rum, med en enorm, hvid hjørnesofa og blanksort sofabord. I den anden ende et stort, sort spisebord med seks spinkle stole. Enkelte lave, hvide skabe, der alle var lukkede og kun havde en enkelt sort figur eller skulptur oven på hver. Men så var der kunsten på væggen. Her hørte det pæne og ordnede op. Sort var der masser af, grumset og gnedet i rødt og orange, skriggul og grønt, brunt og stænk af alle mulige ekspressive udbrud.

Som arkitektstuderende var du naturligt interesseret i al æstetik og udsmykning, og selv om din personlige smag var mere afdæmpet, havde du dog altid haft en flirt med det vilde og voldsomme. Du blev helt fanget af alle de påtrængende skildringer – noget der mindede om en Francis Bacon!? Alle abstrakte og rå i forskellig grader, enkelte motiver iblandt, masker og kroppe – lidenskab på kanvas og i olie.

Du opdagede så, at han betragtede dig, studerede din beundring og forbløffelse over hans kunst, hans smag – kontrasten du stod mit i, den eksklusivt rene og pæne penthouse-lejlighed, og så alt det beskidte og brølende på væggene. Det fik alting til at snurre mere i dig, fik dig til virkeligt at føle dig på udebane – udsat og udpeget.

Du stod ikke længere bare på planken nu, men havde kastet dig – et mørkt, ukendt hav under dig, og ingen vej tilbage. Kun hans hånd, som han rakte ud mod dig, kunne fornemme din usikkerhed, men var ikke utilfreds med den. Og du tog imod, gik med, fulgte ham ud på tagterrassen med udsigt over store dele af byen.

En lidt højere bygning spærrede for udsigten op mod cafeen, men vinduerne var sorte derovre, og I var forholdsvist skjulte heroppe. Det var heldigt – for dig, selv om du ikke længere bekymrede dig så meget mere. Al din tidligere forsigtighed var sat over styr – og dit tøj forsvandt hurtigt fra din krop.

Havde han forlangt det? Eller gjorde du bare, fulgte du allerede blindt og lydigt i det usynlige spor han havde lagt ud for dig – for din slags? I løbet af få minutter var du i hvert fald nøgen, mærkede den køligere vind kærtegne din varme, nitten-årige krop, der blev nøje gransket af Ham.

Og du vidste jo, at de solbrune, slanke, glatte lemmer, dine fine, runde bryster, og din nærmest kunstfærdigt smukke fisse, ville tiltale en æstet som ham – at dit kønne og sødt naive ansigt, kun var en forsmag på hvad du havde at byde på. For det var hvad du var, hvad der fyldte dig helt og holdent – ikke andet og mere end et tilbud til ham.

Det var den der Lucifer-effekt der havde dig indfanget, og som du ikke selv kunne forklare eller forstå, blot følge blindt. Nu, for første gang hvor den var sat i spil, men samtidigt for resten af dit liv herefter. Så længe der var mænd som ham, der så på dig som han gjorde, ville dig som han ville, havde du ikke andre valgmuligheder end at føje virkningerne og drifterne i din krop.

Og han var den perfekte vært, havde haft utallige af din slags mellem hænderne – helt ubesmittede og uerfarne. Han yndede at udforske jer – dig – dine grænser, og de små, pludselig ryk over dem. Altid nyt, nye måder og overraskende udfald – altid berusende at høre de første, spæde, befriende skrig – af lige dele lyst og lede.

Du stod blottet under den åbne himmel og vidste intet om alt dette, fulgte blot din impuls, som var at behage hans. Din krop dirrende og gysende i forårsaftenens nedkøling, afventende hvad han ønskede med den, af den… Uhm, du mærkede allerede knuden stramme, den anden løsne, pulsen af de to modsatrettede impulser, der stimulerede dit køn.

Han mærkede det, og mærkede på det – hans fingre op gennem dit køns higende læber, din spændt afventende fisse, der savlede efter at opfylde hans ønsker, betjene hans mægtige pik… Uhmm, du slap et luftigt støn da fingrene smuttede mærkbart gennem, hen over din klit, op til navlen, og helt op til dine dirrende læber.

Han så dig intenst i øjnene, mens du suttede hans fingre, dig selv. Lærte dig at det er sådan det foregår, når det er hans pik du har i munden – blikket i hans, ydmygt og taknemligt. Og det var du, mere og mere, og nærved komplet. Han tog fingrene ud og lod dig – gå i knæ og sutte ham.

Du så op og bragte ham frem, lige så storslående og uimodståelig som resten af ham, lukkede læberne om hans pikhoved, og fornemmede allerede følelsen af den – fylden af den – i dig, i hver en åbning, hver en afkrog af dig. Det var netop det han ville bevidne, gennem dine øjne, helt ind i din inderste lysthule – også den ville han bemægtige sig, især den.

Han blev hård og tog solidt greb om dig, dit hår. Vred det rundt og strammede til du forstod, og først da begyndte han at kneppe din mund. På terrassen i det fri, gav han dig første smag på at være hans, i hans fulde kontrol. Og selv med luftvejene spærret, øjnene løbende, holdt du troligt blikket i hans, åbnede op til dit sinds mest velbevarede hemmeligheder.

Han så det med tilfredshed, trak sig af dig, lod dig hoste og mærke eftersmagen – susen af at blive presset. Og stadig i den sødme, trak han dig op, vendte dig omkring og pressede dig mere – op mod kanten af den lave mur, op i dit sukkende skød. Han stødte pikken langt, pressede videre, kneppede dig dybere og rigere – kneppede dig til du ikke kunne mere og jamrede din orgasme ud over hustagene.

-Åh gud…, ja, uhmm.., gispede du ustyrligt, mens pikken lynede og dens energi antændte din, fik alt indeni og udenpå til at sitre og gnistre. Hans pik var den strenge retfærdighed du havde manglet og søgt, uden helt at forstå. Nu faldt det i hak, og samtidigt sammen. Du var et øjeblik salig og hel, og i samme moment opløst og uden form. Luft, men helt og aldeles mærket af hans hårde piks, hårdt brutale udnyttelse af din krampende fisse.

Han kneppede som en herremand der helt frit tager sin tyende, sin ret, kneppede dig som den villige tøs du var. Du havde stået foran ham, usikker og uerfaren, men med åben sind og lyst. Havde budt dig til, budt ham dette, og hvad som helt han ville. Og nu tog han, et lille bid, en første smagsprøve – gav dig lov at smage. Og du nød, mærkede det gloende lem, friktionens varme, køligheden mod dine varme kinder, mens du blev stødt vedvarende op mod kanten, ud over byen.

Og du nød, mærkede det strømme, friheden i dig, det han lukkede op og tog – hans frihed. Også til at komme direkte og uhindret op i din unge, frugtbare skede. Pikken der hårdt og målrettet brugte dit stramme hul, pressede, pulserede og tømte sig i det. I dig, mens han trak dit hoved bagover, brummede tilfreds for hvert et jag op og ud, op og ud… Hans lune sædspor der kittede dine sarte slimhinder sammen.

Han lod dig tage det hele, smage alt, trak dig ned og lod dig sutte – se og sutte. Du var i knæ, i al mulig forstand, gjorde ham ren og sukkede efter mere. En forsmag, vidste du – havde slet ikke set soveværelset, de andre rum? Du havde billeder, allerede, billeder du knap forstod. En mand som ham…, du mærkede det allerede – den søde kontrol, smerte, sukkede efter den.

Men han var færdig med dig, havde givet dig foretræde og prøvet dig an – nu måtte du gå. Han fik måske gæster, tænkte du, da han kort nikkede hen mod dit tøj og trak pikken ud af syne igen. Du kunne mærke den, smage den, ville ikke slippe, men skyndte dig ydmygt og ydmyget i din cafe-uniform. Stadig varm, øm og let omtumlet, blev du ført til døren, -trappen!, lød beskeden, da I begge hørte hoveddøren smække, elevatordøren dinge.

Du vraltede af sted, så dig tilbage en enkelt gang, men ak… Hendes elegante duft hang stadig i forgangen da du åbnede hoveddøren igen, næppe tyve minutter senere. Du så op, lyttede, hørte en kvindes latter – en voksen kvinde, ikke en ung, naiv tøs, der kun lige var anvendelig til at tage toppen med. Køligheden sneg sig op på dig, op under skørtet, det medtagede skød – hans sæd der stille sev koldt.

Stille… Ingen lyd deroppe fra, og så det… Det gav et helt gip i dig, kuldegysningerne omfavnede dig – et fjernt klask! Og igen…, sagte hulken? Du åbnede munden og mærkede det – ham – sukkede efter det. Forstod nu at det var det, der havde drevet dig mod ham, herned. Du var blevet inddraget i forspillet, nu høstede en anden frugterne – denne eksotiske smag du ikke kendte, kun trangen efter den. Der var stille igen, intet at høre, eller gøre. Du sukkede tungt og listede afsted, op til din cykel, tvang dig ned over sadlen og begav dig hjem – med lyden, og håbet, summende i dit indre.

Læs næste afsnit

(104 har stemt 4,37 af 5)

Loading...

7 kommentarer

1. Lille Grisling

   28/05/2017 kl 22:25

   Sublimt!!!

   2+

   Besvar kommentar
2. Postmand Per

   15/04/2016 kl 21:48

   Virkelig godt skrevet og medrivende fortælling.

   3+

   Besvar kommentar
   • Jann

     16/04/2016 kl 8:56 - som svar på Postmand Per

     Tak ☺

     1+

     Besvar kommentar
3. Anonym

   14/04/2016 kl 9:41

   Det kan man da kalde at få munden fuld ?

   2+

   Besvar kommentar
4. sub

   14/04/2016 kl 7:43

   Rigtig lækkert 🙂 Du kan bare beskrive så det føles som om man er tilstede i fortællingen. Er også nysgerrig omkring hvordan hun er end i situationen.

   3+

   Besvar kommentar
5. Tøsen

   13/04/2016 kl 19:57

   Ikke mindre end fantastisk! ? Håber inderligt vi må høre den fulde historie om hvordan hun er endt nøgen på gaden. Fortsæt endeligfortællingen. .

   3+

   Besvar kommentar
   • Jann

     14/04/2016 kl 18:02 - som svar på Tøsen

     Tak ?

     1+

     Besvar kommentar