Jeg fik seletøjet på og de lagde mig på ryggen hen over et bord. Nogle remme blev spændt om bordet og min krop

Forfatter: Lester Crest

Den unge teenager Matthew kom i sommeren 1914 til sydstatsbyen Gatorville. Her boede han hos sin tante i sommerferien, imens hans forældre var i London på grund af den store krig og gik på kostskole resten af året. Han bestod kostskolen i 1917. Tragiske begivenheder betød, at en lokal overlæge tog ham ind, da han ikke kunne bo hos sin tante mere, efter at hun var blevet syg. Nu er året 1918. Matthew er startet på et universitet, hvor han læser jura, men er rejst til Gatorville for at undersøge udbruddet af en sær sygdom, som truer USA’s deltagelse i krigen.

—

Jeg sad i toget på vej til Gatorville. Jeg åbnede det brev, som min far havde sendt. Han skrev at han var stolt over at jeg havde påtaget mig opgaven med at opspore smittekilden. Min indsats ville være 1.000 gange værd den indsats, jeg kunne have ydet i en skyttegrav i Frankrig.

På en måde glædede jeg mig til at komme tilbage til Gatorville, men Anna ville ikke være der. Hun ville stadig være på kostskolen, så hvem skulle jeg snakke med?

Toget ankom til stationen. En kusk fra hospitalet ventede på mig, og snart sad jeg i en karet på vej til hospitalet. Roland tog imod. Da jeg kom ind i stuen, blev jeg overrasket over at se min tante. Hun havde fået gråt hår og så 20 år ældre ud, men i det mindste kunne hun tale. Hun sad i en kørestol og et bredt læderbælte forhindrede hende i at rejse sig. Hendes fødder var fastgjort med manchetter til stolen.

Roland forklarede, at det var for at forhindre hende i at gøre skade på sig selv, når hun fik periodiske anfald af depression over alt det, som var sket året før.

Min tante blev glad for at se mig. Hun bemærkede at jeg havde taget en smule på og jeg måtte indrømme at jeg nok ikke snørede korsettet helt så stramt mere. Vi satte os ned og Roland forklarede at sygdommen var brudt ud kort tid efter at jeg havde forladt Gatorville. Først havde man troet, at det var almindelig sumpfeber, men den bredte sig atypisk. Man havde tjekket om der var forskellige bakterier i byens 3 brønde, men vandkvaliteten så ens ud.

“Nu er du her, Matthew, så jeg håber at vi kan komme til bunds i det”.

“Jeg vil gøre mit bedste”, svarede jeg.

Efter maden gik jeg tilbage til mit værelse. Her havde Roland lagt alt det tøj frem, som jeg skulle bruge, mens jeg var undercover i Gatorville.

Skjorten og overalls, tjenestepigeuniformen komplet med kyse og læderstykke med bidsel, hvis jeg skulle gå for at være tjenestepige på hotellet. Sidste år havde jeg ufrivilligt taget rollen som hotelparrets stedsøn, som de af uvisse grunde ønskede at ydmyge ved at han skulle gå klædt som kvinde. Jeg forstod ikke deres motiv, men det gav mig muligheden for at bevæge mig ubemærket rundt.

Træt efter den lange rejse, lagde jeg mig til at sove.

Næste dag gik jeg iklædt skjorte og overalls ned til hotellet for at søge arbejde. Jeg passerede skolen, som stod tom. Byen havde ikke hyret en ny lærerinde endnu. Sårene fra hændelserne året før var stadig åbne. Jeg forstod at de farvede i byens udkant havde lavet deres egen interne skole, mens de ventede på hvad byens spidser ville gøre. Andre fik privatundervisning eller blev undervist i nabobyerne.

Da jeg kom til sadelmageren var der lukket. Jeg tænkte, at det var underligt, eftersom de normalt havde åbent alle dage uden undtagelse bortset fra Søndagen hvor de gik i kirke. Jeg var kommet helt hen til bygningen, da døren gik op.

Det var fru Parker – sadelmagerens kone, som Anna fik mig solgt til da jeg kom til byen for nogle år siden. Hun så 10 år ældre ud. Hendes ansigt lyste op i et smil, da hun så mig og hun trak mig indenfor for at byde mig på kaffe. Jeg følte ikke at jeg kunne sige nej, da hun altid havde været venlig for mig. Det var mens vi drak kaffe, da jeg erfarede at både hendes søn og hendes mand var blevet offer for den mærkelige sygdom, som havde spredt sig i byen.

Døren gik op. Det var Mary. Hun havde været sammen med Gilbert – sadelmagerens søn og hun så trist ud, men lyste op da hun så mig. Vi snakkede længe om hvor mange sygdommen havde krævet af ofre. Præstens kone, Hr. Ross og sheriffens assistent, Andersson. Den sidste savnede jeg ikke. Jeg mistænkte ham for at være i ledtog med dem, der stod bag lynchningen året før.

Enkefru Parker, som hun nu insisterede på at kalde sig, hev en flaske Whiskey frem. Mary havde sluttet sit arbejde for dagen og tilsluttede sig. Vi fik nogle glas og var blevet godt fulde, da enkefruen begyndte at tale om dengang, hvor jeg var ny i byen. Da var det, at hun fandt seletøjet frem. Jeg følte, at sveden løb ned ad ryggen på mig. Oplevelserne fra året før sad stadig i mig. Mary begyndte at tage mit tøj af. Jeg fik fremstammet at jeg var trolovet med Anna, men Mary sagde at de kun vil lege med mig. Mary fniste da hun så læderkorsettet, som jeg stiftede bekendtskab med første gang i 1914 da jeg blev indskrevet på kostskolen og spurgte hvorfor jeg stadig gik i det, for jeg var jo færdig på kostskolen. Jeg tænkte ikke så meget over det. I flere år havde det været en fast bestanddel af min garderobe.

Jeg fik seletøjet på og de lagde mig på ryggen hen over et bord. Nogle remme blev spændt om bordet og min krop, så jeg ikke kunne rejse mig op. Mary gik i gang med at mastrubere mig. Enkefruen havde fundet læderhætten fra året før, som hun trak ned over hovedet på mig og begyndte at snørre det. Det var tæt på at være ubehageligt og mine tanker gik tilbage til den skæbnesvangre aften, hvor vi alle blev slæbt ud af fængslet. Mary havde brugt sin mund og min pik stod stivt op i luften. Så fik jeg bidet presset ind i munden og enkefruen begyndte at tale om at tage sit tøj af. Jeg forestillede mig hvordan hun kun var iført sit korset. Hun kravlede op på bordet. Mary flyttede sig og begyndte at lege med mine brystvorter. Enkefruen var våd, konstaterede jeg, da hun sænkede sin krop ned over min stive pik, som gled op i hende. Hun begyndte at ride mig, mens Mary fortsatte med at skiftevis slikke og klemme mine brystvorter. Jeg kunne ikke stå imod den behandling. Med et grynt sprøjtede jeg op i hende. Hun stønnede og jeg kunne forstå at hun havde fået en orgasme.

Hun løftede op i sin krop og kravlede ned fra bordet mens hun tog flasken med Whiskey. Den var tom. “Mary!”, sagde hun. “Kan du ikke gå over til din onkel og hente en flaske mere?” Mary nikkede og forlod rummet mens jeg lå på bordet med min nu slappe pik og ventede på, at de ville befri mig.

Et par minutter efter at Mary var gået, rejste enkefruen sig fra den stol, hun havde sat sig på og begyndte at tale om, at hun savnede sin mand. Han havde været hendes et og alt. Vigtigst af alt. Han havde tilladt hende at udleve sine fantasier med de unge mænd på egnen. Hun fandt en skammel frem og et reb. Jeg prøvede at protestere, men min mund var fyldt med læderet fra bidet og læderpanelet der holdt det på plads, gjorde enhver tale umuligt. Hun tog to dildoer frem. “Jeg har fået dem lavet efter min mands pik”. Hun førte først den ene op i våde revne. Så smurte hun den anden og pressede den mod sit bagerste hul. Hun sukkede da ringmusklen gav efter.

Hun steg op på skamlen og førte rebet omkring sin hals, hvorefter hun strammede det. “Farvel Matthew og tak for at have bragt glæde ind i min sidste dag på denne grumme jord”. Hun sparkede skamlen væk og hendes ansigt fortrak i smerte, da rebet gnavede sig ind i hendes hals.

Først greb hendes hænder instinktivt op om rebet, men det var allerede for stramt til at hun kunne løse det. Hendes krop sitrede hver gang hun hostede for at få vejret. Hendes hænder gled ned igen og hendes fødder sejlede rundt for at søge efter støtte. Hendes blik var fikseret på mig, og savlen begyndte at løbe ud af hendes mund og ned over hendes næsten nøgne krop. Hun rallede og hostede skiftevis. Jeg kunne se at det begyndte at løbe ud af hende forneden. Var hun ved at være færdig? Var det urin eller udflåd fra hendes revne?

Hendes krop kom periodisk med nogle spjæt, det smertefulde udtryk var væk fra hendes ansigt og hendes blik var blevet fjernt, men hendes krop stod ikke stille, selvom hendes fødder var blevet mere rolig og bevægelserne langsommere. En uhyggelig lyd kom fra hendes strube. Den rislende lyd af urin, som løb ned af hendes ben, lød i lokalet blandet med den knirkende lyd fra rebet, der skurrede mod bjælken i loftet.

Hendes blik var blevet tomt. Dildoen som hun havde presset op i sit bagerste hul faldt ud og ramte gulvet med en lyd som jeg aldrig ville glemme. Det føltes som om at jeg havde overværet hendes dødskamp i en time, men måske var der kun tale om få minutter.

Døren gik op og Mary kom ind. Hun tabte posen med flasken, da hun så enkefru Parkers livløse legeme for enden af rebet. Hun skreg og skreg. Der gik kun et øjeblik, så dukkede Sheriffen op bag hende. “For helvede”, sagde han. Han lukkede døren og bad Mary om at tie stille og få bundet mig op.

Han fandt en kniv og steg op på skamlen, hvorefter han skar rebet over, så enkefru Parkers krop faldt ned på jorden med en høj lyd.

Da jeg var blevet befriet, kommanderede han mig til at få noget tøj på. Han ville sørge for at enkefruen ikke blev fundet på den måde. Vi var hende ind i soveværelset, hvor han fandt en natkjole, som vi med besvær fik på hende. Så blev hun lagt i sengen.

“Hør; hun er blevet fundet død i sin seng.” “Jeg kontakter Roland og får papirarbejdet til at vise det, for I skal ikke blandes ind i hendes død.”

Han gennede os ud af døren og vi gik over til Mary’s onkel – købmand Ambrewster, hvor han hjalp Mary til at falde til ro ved at give hende noget ulovligt hjemmebryg. Jeg aftalte med købmanden, at jeg ville komme forbi næste dag for at se til Mary.

Tilbage på hospitalet kunne jeg forstå at Roland havde talt med sheriffen. Efter aftensmad talte vi om, hvor påvirket byen var blevet af den forfærdelige sygdom. Aviserne kaldte det den spanske syge, hvilket jeg kunne forstå på Roland at man var tilfreds med, idet tyskerne helst ikke skulle forstå at sygdommen kom herfra for der kunne opstå modstand mod præsidentens linje, der havde ført USA ind i krigen.

Roland forklarede, at der langt fra var enighed om at blande sig. Rygterne gik på, at rigmænd havde presset præsidenten, og han til gengæld havde bedt politiet om at fængsle de værste modstandere på mere eller mindre løse anklager. Derfor var det så vigtigt at holde sygdommens oprindelse hemmelig, så meget stod på spil.
Historien fortsætter under reklamen

En travl dag ventede. Jeg faldt i søvn efter lang tid, for jeg havde svært ved at glemme blikket af enkefru Parkers sidste tid på denne jord.