Han slog og slog. Hun kunne næsten ikke reagere på smerterne længere. Men hver gang spanskrøret ramte direkte på

Forfatter: Kaptajn Bligh

Læs del 1 – del 2

Fuldstændigt opbrugt og udmattet lå masochisten under ham. Smerterne havde vredet hendes hjerne rundt. Og nu havde orgasmerne gjort det i endnu højere grad

”Så har tøsen nydt det længe nok. Jeg har jo lovet dig smerter. Og du har jo næsten ikke fået nogen.”

Mente Kaptajnen virkeligt det? Nu hvor orgasmerne var væk, kunne Painmaddy igen føle, hvor brændende hendes bryster føltes, især nederst. Han kunne vel ikke forlange, at hun skulle klare værre smerter? Hun var ved at gå i panik. Lige nu var det uudholdeligt ikke at kunne se. Alle indtryk forstærkedes. Også smerter og angst.

”Kan slavinden føle nogen forskel?” Han havde taget en ny rattan stang. Men denne var dækket af sort gummi. Han slog hende hårdt over toppen af hendes fisse. Lige under klitoris. Dette sted var frit, og dildoen forhindrede ham i at ramme mere af fissen. Hun skreg i vildelse.

”Jeg kunne ikke mærke, hvad Herren slog med. Men på min fisse gjorde det så forfærdeligt ondt. Vil Herren ikke nok skåne min fisse?”

”Dette slagredskab er et gummibeklædt spanskrør.”

Gjorde det nogen forskel? Sikkert ikke.

Kaptajnen smilede. Han vidste, at den øgede vægt, sammenholdt med, at bøjeligheden ikke var påvirket, gjorde at dette spanskrør slog en del hårdere. Og gummibeklædningen bed i huden, meget værre end det glatte træ fra ren rattan stav.

”Hvor vil Herren slå?” Der var næsten gråd i hendes stemme, da hun med rystende stemme pressede sit desperate spørgsmål frem.

”Som du sidder, spærrer min kneppemaskine jo for, at jeg kan slå på det meste af din fisse. Så det må blive dine bryster.”

Hun skælvede. De var jo så ødelagte. De måtte se frygtelige ud.

”Men jeg er jo en meget mild Herre” Hun hørte så tydeligt den bevidste ironi i Hans stemme. ”Slavinden får lov til at bestemme, hvor de næste slag skal ramme. Øverst på brysterne. Midt på. Eller nederst. HVIS slavinden tigger så ydmygt, at jeg kan høre, at hun RIGTIGT gerne vil slås et bestemt sted, vil jeg følge hendes bøn. Ellers vælger jeg selv”

Hvor var Han ond. Painmaddy hadede situationen. Selvfølgelig kunne hun ikke vælge nederst på brysterne. Det område var slået helt i stykker og gjorde så forfærdeligt ondt. Og midt på var helt umuligt, for så ville Han ramme brystvorterne. Hun gøs ved tanken om, hvad det grusomme spanskrør kunne gøre ved hendes bløde, strittende vorter. Det kunne kun være ovenpå brysterne. Men det var så ydmygende, at hun selv skulle tigge Ham om at slå hende på et område, der allerede var så ømt.

”Slå på oversiden,” hviskede hun tvært.

Kaptajnen grinede højt. ”Synes slavinden, det lød som om du supergerne vil blive slået på det område? Nej vel. Så du ønsker, at jeg bestemmer. Så vælger jeg at slå på det nederste område.”

NEJ. Forfærdeligt. Det her måtte ikke ske. Painmaddys hjerne slog krøller. Hun havde jo valgt det øverste område. Og nu skulle den del af brysterne, der i forvejen var så ødelagt, rammes igen. Bare fordi hun ikke havde tigget. Tanken var uudholdelig.

”Nu skal slavinden føle mit eget yndlingsredskab.” Hun følte et hårdt slag over den øverste del af sin fisse. Heldigvis havde hendes sadist denne imponerende evne til præcist at ramme hvor han sigtede. Og bevidst skånede han hendes klitoris. Men slaget gjorde så forfærdeligt ondt i hendes fisse.

”Det er ikke engang en speciallavet SM-ting. Men bare en plexiglasstav til persienner. Jeg har dem i 2 versioner. Og begge er så dejlige.”

Han ramte lige under brystvorterne. Hørte hendes fortvivlede skrig. AL huden i det område, der nu skulle straffes, var ophovnet. Allerede ved det første slag, følte hun det, som om det nu var endnu værre. Hun skreg i smerte og angst.

Sadisten stod roligt, og håbede, at hans dygtige masochist kunne samle sig. Forsøge at suge smerten ind. Men det skete ikke. Hun hulkede og bad om nåde. Og rykkede i sine bånd.

Han måtte indse, at nu var de nået til et nyt punkt i denne smerte session. Han kunne ikke længere hjælpe hende med de regelmæssige pauser mellem slagene. Hun var ikke i stand til at udnytte dem.

Men intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget. Han kunne nu slå, fuldstændigt efter sin nydelse.

Det næste slag lagde sig præcis i det blødende spor fra det første. Painmaddy skreg uden selvkontrol. Aldrig havde hun følt sådan en smerte. Og hun vidste, at et utal af lignende slag ville komme. Desperat søgte hendes hjerne efter en udvej, og hendes mund løb over med bønner om nåde. Hun tiggede, uklart og vrøvlende.

I få sekunder nød han hendes fortvivlelse og sin egen nydelse. Og så begyndte han at slå. Roligt og metodisk. Hele tiden disse dobbeltslag. Og hver gang bristede huden. Hendes bryst blødte, og små strømme af bloddråber løb ned over hendes mave.

Painmaddy var en erfaren masochist. Og havde altid søgt de alvorlige smerter. Men aldrig havde hun følt noget som nu. Hun skreg uden pause. Uden kontrol over sig selv. VIDSTE hun ikke kunne tage mere smerte. Og alligevel følte hun brystet brænde mere og mere for hvert grusomt slag. Hun græd desperat. Prøvede at flygte. Men der var intet ly. Kun den forfærdelige smerte. Den erkendelse, der trængte ind i hendes omtågede hjerne, var det værste. At erkende, at de nuværende smerter ville fortsætte. Og blive værre. Hendes sind kunne ikke rumme tanken.

Omsider stoppede Kaptajnen. Hans offer hang næsten slapt på stolen. Hun var ikke besvimet, men helt ødelagt. Og undersiden af hendes bryst var et åbent sår. Der kunne selv ikke han piske mere. Det stod klart.

Han tændte for butt pluggen. Først i blide rytmer, så vildere. Hun blev igen røvpulet af den enorme, vibrerende dildo. Så tændte han kneppemaskinen, og skruede tilsvarende langsomt op for den.

Helt væk i de ubeskrivelige, utålelige og umenneskelige smerter begyndte staklen i stolen at opfatte pirringerne. Og trods sine ødelagte nerver, følte hun den varme liderlighed brede sig i sit underliv. Dog var den første orgasme stille og rolig, ikke eksplosiv som første gang.

Dette bemærkede Kaptajnen også. Men han havde hele tiden haft et sidste trumfkort. Han havde allerede hængt en snor op over slavinden, fuldstændigt præcist på det rigtige sted. Nu tog han en Magic wand, og hang den op i snoren. Mens han arbejdede, hørte han, til sin store glæde, at kvinden fik enkelte små orgasmer.

Så passede snoren perfekt. Wanden rørte akkurat hendes strittende, blottede klitoris. Han tændte den og fandt den rytme, han mente pirrede hende allermest.

Reaktionen kom omgående. Hun spændte alle muskler, og skreg sin enorme orgasme ud. Enkelte små sprøjt kom fra den alt for stimulerede fisse. Så var der ikke mere væske. Men orgasmerne fortsatte.

Painmaddy var fuldstændigt lammet. De grusomme smerter var der stadigt. Men oveni dem krøllede de absurde orgasmer hendes hjerne. Smerterne var måske ikke blevet mindre, men nu kunne hun alligevel udholde dem.

”Så er du klar til næste omgang. Har slavinden denne gang en bøn til sin Herre?”

Det var så svært at forstå, hvad hun skulle gøre. Hun kunne ikke længere tænke klart. Men hun vidste, at hun skulle opnå, at Herren slog øverst på brysterne. Flere slag under brysterne ville hun aldrig kunne tåle. Hun tvang sin hjerne ud af tågerne, selv om hun igen skreg i orgasme.

Mellem 2 orgasmeskrig lykkedes det hende at tale: ”Vil Herren ikke godt være sød og slå mine brysters øverste del? Det ønsker slavinden sig SÅ meget.” Hun forsøgte at gøre sin usikre, hæse stemme så ydmyg og tiggende som muligt. Han SKULLE acceptere hendes ønske. Alt andet var utåleligt.

”Du kan jo godt, dejlige slavinde. Nu kunne jeg høre, at du rigtigt gerne vil blive slået med det næste redskab ovenpå dine dejlige, røde og stribede bryster. Oversiden er jo SLET ikke så mærket som undersiden, så den får en hårdere omgang.”

Hun gispede. Hvordan kunne sadisten forestille sig, at hun kunne klare en serie slag, hårdere end det han hidtil havde brugt? Hun havde jo været ved at besvime af smerterne.

”Og du kender jo rutinen. Ved, at du nu får lov til at føle den næste cane, før jeg går i gang på dine bryster.” Kaptajnen fjernede wanden, der jo ville hænge i vejen for slaget mod hendes fisse.

Han ville slå hendes følsomme fisse igen. Hun frygtede det slag så meget. Om end hun fuldstændigt stolede på, at han formåede at undgå at ramme den nu endnu hårdere klitoris. Hun vidste, hvor meget den nu strittede frem, i hendes fuldstændigt sønderrivende liderlighed. Hvad ødelagde hende mest?

Smerterne eller de endeløse orgasmer? Det kunne Painmaddy ikke afgøre.

Så skreg hun højt. Syntes at slaget mod hendes følsomme skamlæber var endnu mere grusomt en de andre.

”Også denne er en stav fra persienner. Af metal. Jeg gætter på, det er aluminium. Men den er lige så fleksibel som plexiglasstaven. Forskellen er, at den er 8 kantet, ikke rund. Jeg tror det er derfor, den efterlader endnu smukkere mærker end den anden.”

Kaptajnen kiggede på den hjælpeløse krop under sig. Hvor meget mere kunne hun klare? Han nåede frem til, at orgasmerne havde været for vilde. Det var nok bedst, at wanden ikke dinglede mod hendes klitoris mere. Ikke lige nu. Ellers ville hun ikke fuldt ud kunne føle smerterne. Og det ønskede han så meget at hun skulle kunne.

Han satte det første slag helt deroppe, hvor brysterne springer ud fra kroppen. Der var ikke meget kød at slå på. Og, som hun havde lært at forvente og frygte, kom det næste slag direkte ovenpå den linje. På det tynde kød var skaden på huden allerede voldsom.

Han lyttede til hendes hæse, kvalte smerteskrig. Hvor var han liderlig. Han følte, han kunne have slået og kneppet hele dagen, uden pause. Men det måtte blive en anden gang. For så skulle han have mange flere masochister. Painmaddy svævede allerede derude, hvor han skulle styre det hele omhyggeligt, hvis hun ikke skulle undslippe. Ind i subSpace eller i bevidstløshed.

Normalt var det et mål for Kaptajn Bligh at føre sine slavinder ind i subspace. At give dem dejlige, trygge oplevelser der. Men ikke i dag. Hun skulle presses. Af smerter. Og af orgasmer. Presses så langt det var muligt. Og det gik endnu bedre, end han på forhånd havde forventet.

Han slog det næste slag. Lige ved siden af den første dobbeltstreg. Studerede mærkerne nøje. Denne cane satte SÅ markerede linjer. Nu var der lidt mere bryst under huden, så efter det andet slag fulgte et tredje, oveni de to første. Huden revnede og blødte.

Painmaddy for sammen. Smerterne var uudholdelige. 3 slag oveni hinanden. Var det meningen? Hvis det var det, klarede hun ikke denne omgang.

Metodisk fortsatte Kaptajnen med at mishandle de pragtfulde patter. Han ønskede, at overdelen af brysterne, efter denne omgang, skulle være lige så ødelagt som delen lavere end brystvorterne.

Hendes skrig var skingrende. Hun havde helt tabt sig selv. Ingen tvivl om, at hun var i helvedet. Han ønskede at påføre hende endnu mere smerte. Men OGSÅ at blande smerten med nydelse. Før den sidste halvdel af slagene, tændte han for de 2 dildoer.

Painmaddy skreg og kæmpede for at komme fri. Men det var selvfølgeligt umuligt. Aldrig var hun blevet pint sådan. Hun kunne ikke være i sin krop. Men der var ingen steder at flygte hen. Da smerten var allermest djævelsk, følte hun de velkendte vibrationer i sine 2 udspilede huller. Og begge dildoerne begyndte at kneppe hende. Smerterne var lige så frygtelige, men hendes opmærksomhed var nu splittet i to. Selv mens hendes bryster føltes som blev de brændt mod en kogeplade, kunne hun ikke lade være med at reagere på tingene i hendes fisse og røvhul. Chokeret følte hun at den første orgasme brusede frem. Selv nu fik hun orgasmer. Og igen kunne de ikke stoppe.

Tilfreds bemærkede Kaptajnen ændringen hos hans masochist. Han ønskede at presse hende helt ud hvor hun ville tabe sig selv fuldstændigt. Måske besvime. Eller bare hænge der, uden længere at kunne sanse omgivelserne, Ikke engang pirringer på hendes klitoris eller smerten af spanskrør og canes. Det ville selvfølgeligt være let at få hende derud, ved bare at fortsætte med at pine hende. Men hans mål var, at hun skulle miste sig selv af smerter og af orgasmer. Samtidigt. Det ville ikke være let, og de fleste kvinder ville slet ikke kunne få orgasmer, mens han pinte dem så voldsomt. Men Painmaddy kunne. Så nu ville han se hende glide væk i tåger. Forpint og druknet i alt for mange og for vilde orgasmer.

Han afsluttede slagserien. Nu blødte begge bryster meget. Kun et smalt bånd hen over brystvorterne var næsten uden mærker.

Han lod hende ligge lidt, og få endnu flere orgasmer, Og nu, hvor der ikke kom nye slag, var smerterne en anelse mindre. Og så blev orgasmerne endnu voldsommere.

Slavinden, der halvt sad, halvt lå på sin stol, vred sig desperat. Hendes bryster gjorde så ondt, som hun aldrig havde troet, at noget kunne gøre. Men nu gjorde hendes fisse også ondt. Hun var blevet pirret alt, alt for længe. Og havde fået orgasmer næsten uden pause i et par timer. Hun var fuldstændigt ødelagt. Prøvede at tale, men kunne ikke sige et ord. Og hendes tanker var usammenhængende.

Han dæmpede kneppebevægelserne og vibrationerne ind i hendes huller. Vidste godt, at hendes hjerne slog knuder, og at hun måske ikke kunne opfatte hans ord. Han håbede, at de nu meget blide pirringer ville betyde, at hun kunne klare den lidt længere. Men han skulle afslutte legen snart. Hun var allerede SÅ langt ud over sine grænser. Helt uklar.

”Så slavinde. Nu kan du vælge for sidste gang. Er der en del af dine bryster, du virkeligt længes efter, at din Herre skal straffe?” Han smilede til hende. Måske sadistisk. Men dog også med venlighed,

Painmaddy fornemmede, at hun skulle reagere. Men forstod ikke, hvad Herren sagde. Og kunne slet ikke formulere ord. Hun havde slet ikke styr på sig selv. Hverken sine muskler eller nervesystemet. Sad bare bag sit blindfold. Pint af de vilde smerter. Og nedbrudt af 1000 orgasmer.

”Nå, slavinden vil ikke vælge? Jeg regnede lidt med, at det ville være sådan. Dejligt, for jeg ved lige, hvilket område, der trænger nu.” Han gned et tyndt rattan spanskrør mod hendes mave. Men forventede ikke, hun rigtigt kunne forstå, hvad der nu skulle komme.

Sadisten svingede spanskrøret. Ondt ramte det begge brystvorter. Han kunne se hende rykke hårdt i de remme, der holdt hende på plads. Hun skreg også. Sådan da. For der var næsten ingen stemme. 3-4 slag ramte tæt op af det første. Det underligt lyse område tværs over brysterne på højde med vorterne, begyndte at blive smukt rødt. Og nogle steder var stregerne allerede ophovnede. Begge vorter var allerede mærkede af slagene. I rolig rytme ramte han det smalle område med yderligere 10 slag. Halvdelen af slagene ramte selve brystvorterne. Og hver gang de blev ramt, kunne han se, at hendes forsøg på at rykke sin krop var kraftigere. Og de kvækkende skrig vidnede om, hvor forfærdelige smerterne var.

Det var nødvendigt at skrue meget op for vibrationerne allerede nu. Og wanden blev igen hængt, så den pirrede den blottede klitoris. Kun voldsomme pirringer kunne nu gøre hendes kvaler dobbelte. Ellers ville hendes nerver udelukkende kunne opfatte smerterne. Og Kaptajnen ønskede, at hun fortsat skulle føle begge dele. Han spekulerede på, om hun ville kunne klare de resterende slag? Hun måtte være meget tæt på at besvime af smerterne. Og det ønskede han ikke, at hun skulle gøre. Alt skulle afpasses perfekt. For han ønskede, at denne sidste lille del af de smukke bryster, skulle dekoreres HELT lige så voldsomt som de øvrige dele. Men hun måtte ikke besvime. Og i hvert fald ikke af smerte. Kollapsede hendes nervesystem HELT fra de alt for voldsomme orgasmer, så var det i orden. Men ikke af rene smerter.

Han slog og slog. Hun kunne næsten ikke reagere på smerterne længere. Men hver gang spanskrøret ramte direkte på de uendeligt følsomme brystvorter, eksploderede smerterne igen i hendes hjerne. Der var ingen mulighed for at undslippe torturen. Men hun kunne ikke tænke længere, Bare hænge i remmene på stolen, og føle, at han mishandlede hendes bløde brystvorter. Virkeligheden var forsvundet. Der var kun smerter. Og nogle mærkelige orgasmer, der rev hendes fisse i stykker.

Der var sket noget. Men i første omgang kunne hun ikke forstå det. Langsomt. Uendeligt langsomt sansede hun, at slagene var stoppede. Orgasmerne fortsatte endnu, men så følte hun, at vibrationerne blev meget svagere. Hendes krop, der så længe havde været spændt som en flitsbue, kunne omsider slappe af. Og så forsvandt vibrationerne helt. Hun kunne svagt opfatte, at den tykke dildo blev trukket ud af hendes ømme og ødelagte fisse.

Kaptajnen nød synet af de blødende vorter, der stadigt knejsede over det nu gennempiskede område. Begge bryster var nu FULDSTÆNDIGT dækkede af opsvulmede linjer og store, blødende områder, hvor huden var helt ødelagt af de uendeligt mange, hårde slag. Hvor var hendes bryster dog smukke nu. Tilfreds konstaterede han, at hun stadigt var ved bevidsthed. Lige akkurat. At hun var fuldstændig uklar, fornemmede han tydeligt. Savl flød i tykke strømme ud af hendes mund. Og under hende lå en sø af urin. Hun havde jo ingen styr haft på sig selv. Det eneste der havde forhindret hende i også at tømme sig selv for lort, var den enorme butt plug.

Blidt kælede Kaptajnen med hendes krop. Og løsnede først hænderne og derefter benene. Og fjernede den ene af remmene omkring hendes krop. Den anden løsnede han lidt. Hun ville falde ned fra stolen, hvis han fjernede den helt.

Han satte sig på knæ ved sin masochist, og holdt forsigtigt om hende. Der kom dog ingen reaktion.

Dette ville tage tid. Men det gjorde bestemt ikke noget. Lige så meget som Kaptajnen nød at pine sin masochist, lige så vildt elskede han den blide, intime after care. Han sørgede for, at der var meget hudkontakt mellem dem hele tiden. Han havde så meget lyst til at kramme hendes dejlige, fyldige, struttende bryster, men lod være. Det ville gøre så ondt på kvinden. Og nu skulle hun ikke have flere smerter. Næsten da. Han ønskede, at hun skulle føle sig tryg. Føle, at hun var i hænderne på en, der tog sig af hende. En hel time sad han sådan.

Langsomt og gradvist forstod Painmaddy, at torturen var stoppet. Og at hun ikke blev tvunget til nye, nerveflænsende orgasmer. Og til sidst begyndte hun at have en smule kontrol med sin egen hjerne.

Langt langt borte hørte hun en stemme. Blid og venlig. En stemme, der med venlighed fortalte hende, hvilken pragtfuld masochist, hun havde været. Hvor stolt Herren var af hende. I begyndelsen hørte hun blot stemmens rolige toneleje, og sansede, at den rummede stor venlighed. Men omsider kunne hun forstå ordene.

Det var dejligt. Han var tilfreds med hende. Det varmede hende, selv om hun stadigt ikke helt fattede ret meget. Det lykkedes hende at hæve den ene af sine hænder, og selv om hun stadigt var blindfolded, var det let at finde Hans arm. Hun lagde kærligt sin hånd på Hans underarm. Holdt desperat fast. Hun kunne ikke udholde tanken om at miste Ham lige nu. Alt der eksisterede i hendes verden lige nu var Ham. Deres fællesskab var ALT.

Der var gået så lang tid. Det havde han også forventet. Men alligevel. Det var MEGET lang tid. Men nu reagerede kvinden omsider på hans blide berøringer. Og hun reagerede positivt. Han havde før følt det næsten desperate greb om sig fra en masochist. Vidste hvor intenst hendes behov for ham var i dette øjeblik. Han lagde sin anden hånd ovenpå hendes. Det var så intimt. De var der begge helt for den anden. Han hviskede til hende, hvor højt han elskede hende. Og at hun var aldeles pragtfuld. Den mest vidunderlige kvinde i verden. Og trykkede sin nøgne krop ind mod hendes.

Painmaddy klamrede sig til manden ved hendes side. Synssansen havde Han jo taget fra hende med sit blindfold. Så også derfor holdt hun fast af alle kræfter. Han måtte bare ikke forsvinde. Hun kunne ikke udholde tanken.

Så følte hun, at Han rørte ved hendes hoved. Ved Blindfolded.

Nu var tiden inde. Kaptajnen kunne mærke, at kvinden under ham nu var i stand til at tænke lidt. Hun ville kunne opfatte det, der nu skulle ske. Han tog fat om blindfolded på en sådan måde, at han vidste, at hun kunne føle det. Og meget, meget langsomt fjernede han det. For første gang i mange timer, ville han tillade sin slavinde at kunne se.

Egentligt havde det været så dejligt for Painmaddy med det blindfold. Det havde gjort hele oplevelsen så meget mere voldsom. Forstærket ALLE øvrige sanseindtryk. Men hun følte det, som om hendes vidunderligt magtfulde Herre gav hende en helt enorm gave. Tilladelse til at se. Desperat søgte hendes øjne Ham.

Han stop bøjet over hende. Præcis så stærk og mægtig, som hun havde forestillet sig det. Hans ansigt viste opmærksomhed og venlighed. Hun følte sig med et fuldstændig tryg.

Så kiggede hun ned på sine bryster, hvorfra bølge efter bølge af ubeskrivelige smerter stadigt flåede hendes nerver i stykker. Chokeret så hun alt blodet. De var jo ødelagt til ukendelighed. Hvordan havde hun dog udholdt, at Han pinte hende så voldsomt? Det kunne hun slet ikke tro, at hun havde klaret.

”Ja, du var pragtfuld. Du var den bedste masochist, nogen mand kunne ønske sig. Jeg er så stolt af dig. Og så taknemmelig. Du gav dig selv til mig. Den største gave, nogen kan give.” Mens han talte, kælede han blidt med hendes krop. Trykkede sig ind mod hende.

Hun var udmattet. Kunne næsten ikke tale. Hendes stemme var ødelagt. Men hun nød hans ord. Nød at blive rost.

”Tak Herre”, hviskede hun.

Kaptajnen åbnede døren ind til det lidt pænere lokale ved siden af garagen. Og løsnede den sidste rem omkring hendes mave. Han bøjede sig ned, og førte begge arme ind under hendes forpinte krop. Tog hende blidt op. Hun vejede nok omkring 65 kg, men for hans kæmpekræfter betød det slet ikke noget. Forsigtigt bar han hende gennem døren og ind på en dobbeltseng, der stod klar i rummet derinde. 140 cm bred. Men det var også nok.

Yderst forsigtigt lagde han den helt kraftløse kvinde i sengen. Han var inderligt glad for, at den var så blød.

Painmaddy kunne stadigt ikke tænke klart. Men hun fornemmede venligheden hos denne mægtige Herre. Og sugede den til sig med begærlighed. Og efter at have siddet så længe på den hårde skolestol, hvor Sadisten havde pint hende så uendeligt langt ud over, hvad hendes krop kunne klare, var følelsen af denne behagelige seng helt ubeskrivelig. Hun var så lykkelig.

Stadigt helt nøgen gled Kaptajnen ned ved siden af hende. Han trykkede sig blidt og intimt ind til hendes smukke krop. Sørgede for at kontakten mellem deres to kroppe var så tæt, som det på nogen måde var muligt. Han nød det selv. Men langt vigtigere var det, at den ødelagte kvinde følte sig tryg. Hendes hjerne var så modtagelig for indtryk lige nu. Med den rette intimitet og de rette ord, kunne han knytte kvinden utroligt tæt til sig. Det vidste han af erfaring. Hun ville elske ham mere end hun havde elsket nogen anden. I hendes nuværende tilstand, kunne han hjernevaske hende til at tilbede ham. Kaptajnen elskede after care, også uden bagtanker. Men den ekstreme påvirkelighed, som en kvinde havde i denne situation, var jo også aldeles pragtfuld. Konstant hviskede han venlige ord i hendes øre. Fortalte hende, hvor vidunderlig hun var. Hvor stolt hendes Herre var af hende. At hun var hans perfekte lille pain slut. Og en utrolig orgasmemaskine. Mellem ordene kyssede han hende blidt.

Han fortsatte i 3 timer.

Tågerne indhyllede stadigt Painmaddys hjerne. Men trods de rødglødende smerter i sine bryster og en fisse, der også smertede, var situationen fuld af nydelse for hende. Hun klamrede sig til den pragtfulde mand. Han måtte ikke forlade hende. Hvor var Han dog vidunderlig. Nu havde hun kræfter nok til at kysse Ham. Og gjorde det vildt. Hele tiden. Hendes tunge kunne ikke forlade Hans mund. Det var så vigtigt at vise Ham, hvor højt hun elskede og tilbad Ham.

Meget længe nød den ellers så sadistiske Kaptajn dette ømme og dejlige øjeblik. Han holdt om hende, idet han klart fornemmede, hvor stort et behov, hun havde for netop dette. Og hele tiden fortalte han hende, at hun var hans slavinde. Hans masochist. Hans ejendom. Og at de var skabt for hinanden. At hun var perfekt, og aldrig skulle have nogen anden Herre.

Painmaddy hørte ordene. Og følte sig varm indeni. Dejligt at denne mægtige Hersker virkeligt elskede hende. Hun kunne slet ikke forestille sig at forlade ham.

Deres kæleri fortsatte uendeligt længe. Omsider var kvinden ved at vågne fra sin trance. Og kaptajnen valgte at stoppe sine evige gentagelser af, at hun tilhørte ham. Var hans ejendom. Den snak havde givetvis sat sig i hendes hjerne, i den periode, hvor hun var så uklar. At fortsætte nu ville bare ødelægge det hele.

Han satte hende op i enden af sengen. Og satte sig selv med armen fast omkring hende.

”Der er noget, jeg er nødt til at gøre. Desværre vil det gøre ondt på dig, søde slavinde.”

Han mærkede hende sitre.

Ville Han pine hende endnu mere? Hun kunne næsten ikke tro det. Ikke efter alle de kærtegn. Og alle de søde ord. Men hvad ville hendes Herre gøre ved hende?

Eller…..

Hendes Herre?

Der var jo kun aftalt en hård session. Den havde hun fået.  Og den havde været langt hårdere, end det værste, hun havde kunnet forestille sig. Følte hun, at Han havde narret hende til at deltage i noget, der blev så grusomt? Nej. Nej, det gjorde hun ikke. Han HAVDE jo sagt, at det ville blive rigtigt hårdt. Uden nåde for hende. Selvfølgeligt uden stopord. Han havde jo bare leveret på sine løfter. Det var HENDE, der ikke havde kunnet tro, at nogen kunne være så sadistisk.

Han var altså ikke hendes Herre. Hvorfor blev hendes hjerne ved at slå knuder? Ved at opfatte Ham som hendes Herre. Det havde jo været ALT for hårdt. DET ville hun aldrig opleve igen. Men igen tænkte hendes dumme hjerne på den sadistiske mand som hendes Herre. På, at hun skulle behage Ham. Gøre ALT hvad dette ophøjede væsen ønskede.

Hun måtte tænke klart. Egentligt troede hun ikke, at Han ville misbruge den hjælpeløse situation hun var i. Men alligevel. Helt tryg var hun nok først, når hun var ude på gaden. Påklædt og på vej til sin bil.

”Dine bryster er helt dækkede af størknet blod. Ja, faktisk bløder de en smule endnu. Så det må jeg vaske væk. Det er min første opgave. Slavinden skal jo være smuk for sin Herre.”

Nå, var det ikke andet? Det var jo nærmest en tjeneste, Herren ville gøre hende. Okay, Painmaddy måtte overfor sig selv indrømme, hvor bange hun var for at blive vasket. Hendes forpinte bryster gjorde så ubeskriveligt ondt. Selv den blideste berøring ville føles som grufuld tortur. Men hun skulle nok klare det. Og hun ønskede selv, at blodet kom væk. Det så jo forfærdeligt ud.

”Tak, Herre,” formåede hun at hviske.

Kaptajnen hentede noget lunkent vand og nogle bløde klude. Straks han rørte det første bryst, så han hende spænde voldsomt op i hele kroppen. Det var endnu værre for hende, end han havde forventet. Men bortset fra små ryk, lykkedes det hans smukke slavinde at forholde sig i ro, så han uhindret kunne fortsætte arbejdet.

Blodet havde jo fuldstændigt dækket brysterne, så først nu, mens det blev fjernet, kunne han glædes over, hvordan de i forvejen velformede bryster så ud. Og det var ufatteligt smukt at se de tætte lag af ophovnede linjer, der totalt dækkede huden. Overalt var huden bristet. Enkelte områder var hudløse sår. Hans ophidselse drev ham til vanvid, og han førte sin masochist hånd ned på sin stenhårde, dunkende pik, for at vise hende, hvor liderlig hendes lidelser havde gjort ham
Historien fortsætter under reklamen

Painmaddy smilede. Hun havde selv kunnet se dele af brysterne. Også hun følte glæde og stolthed ved de fantastiske mærker. Og Herrens fuldstændigt overdrevent hårde pik, der pulserede i hendes hånd, fortalte hende, hvor voldsomt det hele havde ophidset Ham.

Læs næste afsnit