Kamillas terapi
”Det er hér, at min metode kommer ind i billedet. Hvad nu, hvis man kunne fortælle personens hjerne – hypnotisere den, om du vil – til at tro, at oplevelsen ikke har fundet sted? At oplevelsen er ok? At personen har oplevet noget andet i stedet…?”
Forfatter: Læsehæsten
Forbandede fotofælder. Med et glimt, der fyldte både førerens øjeæbler, samt kabinen på den store Audi, blev ejeren af bilen bevidst om, at han inden længe ville blive omkring kr. 2500,- fattigere. Forude strakte Øresundsbroens oplyste pyloner sig op mod den mørke aftenhimmel og udgjorde samtidig en funklende port tilbage til hjemlandet.
Henrik havde været i Malmø for at lukke en handel, og det var trukket langt mere ud, end han brød sig om. Alt for meget formelt pis med middag, produktpræsentationer, kaffe og kringle, samt ikke mindst et hav af opportunistiske igler, der håbede på at kunne suge sig fast, når han alligevel havde koncernens pengekasse på klem.
Det blev en halvhjertet omgang, næppe hans bedste handel i karrieren, men det lykkedes ham at færdiggøre en kontrakt, som han godt kunne være bekendt at tage med tilbage til kontoret. Men først i morgen. Lige nu var kursen sat mod hjemmet i Roskilde, og han sagtnede ikke farten. Fuck det, om han fik en bøde mere. Han havde glædet sig til denne aften.
Det var efterhånden syv år siden, at han havde mødt Lotte, og det havde ikke lige ligget i kortene, at de skulle blive kærester. Lotte var hans kusines mands veninde, og de havde mødt hinanden til brylluppet, hvor han endte med at være hendes bordherre. De havde skålet, snakket og danset lidt, men så var det dét. Festen sluttede, gæsterne tog hjem og livet gik videre.
Siden Henriks skilsmisse nogle år forinden var det kun blevet til nogle få dates og et enkelt kort forhold til en kollega, der viste sig at være gift i forvejen. Tomrummet blev for det meste udfyldt af arbejde, og han havde lidt opgivet at finde kærligheden igen.
Som så mange andre forsøgte han sig til sidst med internet-dating, og fik lettere modvilligt oprettet en profil. Efter et par søgninger faldt han til sidst over et bekendt ansigt, der viste sig at være Lottes. Det havde kun været en måneds tid siden, at de havde mødtes til brylluppet, og han huskede det som om, at der havde været et eller andet i mellem dem, så han sendte hende en besked. Allerede fredagen efter mødtes de på en café, og de kunne fortsætte, hvor de slap.
Lotte var elleve år yngre end Henrik og arbejdede som sygeplejerske på kræftafdelingen inde i byen. Det ville ikke have været nogen overraskelse, hvis hun i virkeligheden havde været endnu yngre, for hun var meget ungdommelig af både sind og udseende og ville være nødt til at stå på tæer for at kysse Henrik godnat.
Det var netop, da hun lagde an til dette ved afslutningen på deres første date, at hun fortalte ham, at hun havde et barn fra et tidligere forhold, og om det kunne skræmme ham bort. Henrik havde blot smilt og som svar, lænede han sig ned og mødte hendes læber.
Allerede nogle uger senere var Henrik med Lotte hjemme og møde hendes datter, Kamilla, på ni år. Hun virkede lidt sky og genert og tilbragte meget af hans besøg med at lege med sin første, nye mobiltelefon og kigge på ham hen over kanten af skærmen, når hun troede, at han ikke lagde mærke til det.
Efter et halvt år skiftede Lotte arbejdsplads til Roskilde, hvorved Henrik så sit snit til at tage forholdet et stort skridt videre og tilbyde at de kunne købe et hus og flytte sammen i Roskilde. Et par måneder senere gjorde de netop dette, og med et var de en familie.
Selvom det aldrig blev til den stor stormomsuste forelskelse, var Henrik ikke i tvivl om, at det var dette, som han havde manglet; tryghed og stabilitet. Nåja, og ikke mindst en fræk lille snack som Lotte, der for det meste matchede hans lyster og behov, men det var primært familiefølelsen, han satte pris på.
Det passede ham også fint, at Lotte ikke havde behov for flere børn. Kamilla var jo ikke hans eget kød og blod, men at være hendes stedfar var fint, og behovet for at videreføre sin egen slægt meldte sig aldrig.
Det var først, da de havde boet sammen i det nye hus i et par måneder, at Kamilla rigtig varmede op overfor Henrik. Om det var fordi, at familiefølelsen også så småt havde gjort sit indtog hos hende; om hun blot var blevet ældre og mere moden; eller noget helt tredje, det kunne Henrik kun gætte på.
Han blev i hvert fald overrasket, da hun en dag uopfordret kom hen til ham, mens han sad i sofaen og så News, satte sig ved siden af ham og lænede sig ind til ham i et kærligt kram. Varm og glad indeni lagde han armen om hende og gengældte gestussen, og sådan sad de, indtil Lotte kom hjem fra hospitalet.
Årene gik, og familielivet fortsatte. Skole, arbejde og hverdag blev med jævne mellemrum afløst af håndboldstævner, ture på stadion og ferier til varmere himmelstrøg. Henrik fik en forfremmelse til afdelingschef, Lotte skiftede afdeling og Kamilla blev teenager. Som det ofte er, så kan selv en langsom, gradvis forandring pludselig komme bag på én og ændre alt.
Sådan var det i hvert fald Henrik i forhold til Kamilla. Han havde godt lagt mærke til, at kassen med LEGO Friends var kommet i kælderen, at mobiltelefonen (og nogle gange veninderne) med jævne mellemrum skulle skiftes ud med en nyere og mere populær model, samt at der blev lagt mere og mere vægt på blusernes og buksernes snit. En dag havde hun pludselig også sin egen hylde på badeværelset til dufte og makeup, og indkøb af forskellige hårprodukter fordobledes. Det var imidlertid intet af dette, der med ét fik Henrik til at betragte sin steddatter på en helt ny måde.
Set i sin helhed var det en række af tilfældigheder, der startede det. Henrik ville i hvert fald aldrig glemme første gang, at han trådte ud på det store badeværelse og uforvarende forstyrrede Kamilla i at betragte sig selv i det store spejl overfor brusenichen. Han kunne ikke glemme det, om han så ville, for billedet af den unge piges nøgne krop i profil var brændt ind i hans sjæl.
“GÅ UD!!”
Henrik var allerede på vej ud igen, inden Kamilla kunne nå at dække sig til og skrige af ham, og døren bragede i ved hans febrilske forsøg på så hurtigt som muligt at lukke dén og situationen til.
“Undskyld!”, hørte han sig selv kalde gennem den lukkede dør, inden han gik ned til det andet toilet. Lotte havde aftenvagten, men Henrik kunne levende forestille sig hendes reaktion, hvis hun havde været hjemme til at høre udbruddet: hun ville måske have kommet farende ved skriget, men når hun havde fået forklaringen, ville hun uden tvivl være begyndt at le meget højt.
Det var almindeligt kendt i det lille hjem, at familiens yngste var ret blufærdig. I hvert fald i al den tid, Henrik havde kendt hende, og han havde aldrig set hende noget nær så afklædt før. Så vidt han huskede, havde hun vist nok haft en bikini med til Gran Canaria sidste sommer, men det havde han ikke tænkt så meget over. Det var slet ikke det samme som dette.
Noget tid senere kom Kamilla fuldt påklædt ud og betragtede Henrik med et tvært udtryk. Henrik skulle netop til at åbne munden for at komme med en undskyldning, da hun med en påtaget barnlig mine rakte tunge af ham, smilte stort og gik ind på sit værelse.
I starten var billedet af Kamillas nøgne krop blot et konstant lysbillede på Henriks indre lærred. En tanke, et billede, til undren, fascination og til dels også beundring. Kamilla slægtede sin mor på ved ikke at være særlig høj, et sted mellem 150 og 160 centimeter, havde glat, lyst hår, der gik til lige under skuldrene og et charmerende smil, der ofte fyldte hele det lyse ansigt.
Der var dog nogle andre af den lille teenagers kvaliteter, der med tiden trådte frem på hans nethinde. Det var særligt, når han fandt mulighed for at onanere, at hans steddatter til hans overraskelse dukkede op og spillede en væsentlig rolle i hans tilfredsstillelse. Det var som om, at han ikke kunne styre det, og det endte næsten altid med, at han i fantasien havde smidt den nøgne pige på sengen og taget hende med vold.
Skyldfølelsen over hans forbudte fantasier blev forstærket yderligere, da han ikke længere kunne bolle med Lotte uden at se Kamilla for sig. Hvert kys var på hendes søde læber. Hver berøring var på hendes bløde hud. Hvert stød var i hendes lille, jomfruelige…
Når han kom, var det oftere og oftere i eller på steddatterens unge krop, og når han så åbnede øjnene og fik øjenkontakt med steddatterens mor, bad han til de højere magter om, at det lystne skær i hans øjne kunne overstråle den fortvivlende skyldfølelse. Det lod dog til, at hun ikke anede uråd.
Det blev til flere glimt og “uheld” – nogle af dem mere eller mindre bevidst planlagt af Henrik selv – hvor kendskabet til Kamillas krop blev mere og mere indgående. Oftest var det på badeværelset, at han mere eller mindre uforvarende overraskede hende, mens hun var i færd med at afklæde eller påklæde sig i forbindelse med et bad. Eller bare var afklædt for at studere sig selv i spejlet.
I løbet af sommeren kunne han nærmest ikke undgå synet af hendes bare hud. Bikinien var blevet mindre, eller kroppen var blevet større, og Kamilla vimsede næsten dagen lang rundt i den for med jævne mellemrum at sole sig på terrassen, plaske rundt i det store, oppustelige bassin eller lege vandkamp med naboens jævnaldrende datter.
En skelsættende oplevelse var, da Henrik en nat vågnede og skulle på toilet. Til hans overraskelse strømmede der lys ud af nøglehullet i døren til badeværelset, og han skulle til at vende om for at gå tilbage i seng, da han hørte gråd og klynkelyde derude fra. Bekymret gik han hen og skulle til at tage i dørhåndtaget, da noget fik ham til at stoppe. I stedet satte han sig på hug og blev blændet af lyset fra nøglehullet.
Fra denne vinkel kunne Henrik se den ene halvdel af badeværelset, hvor det store spejl hang på væggen til højre, samt et skab og selve toilettet. På det hvide, hårde toiletbræt sad Kamilla med siden til badeværelsesdøren, uden en trevl på kroppen og den ene hånd flittigt arbejdende mellem sine ben. Netop som det gik op for ham, hvad det reelt var, at hans steddatter havde gang i, lagde hun hovedet tilbage i et dybt suk.
Henrik kunne mærke sine næsebor vibrere, som han betragtede den unge teenager vinkle sit håndled, så de hurtige bevægelse fik den lille finger til at bevæge sig ind og ud af den lille åbning med høj fart. Det ene slanke lår dækkede for hans udsyn til Kamillas allerhelligste, men han savnede ikke fantasi til at forestille sig, hvad han gik glip af.
Med et kortvarigt øget tempo løsnede hun et tilbageholdt åndedræt og kom for øjnene af sin stedfar. Den frie venstre hånd greb og klemte det ene af hendes faste bryster, mens underlivet nærmest med sin egen vilje rokkede frem og tilbage på toiletbrættet, som for at møde en usynlig elskers dybe stød. Henrik mærkede en våd plet danne sig forrest i sine boxershorts og skyndte sig lydløst tilbage til soveværelset.
Få minutter efter kunne han høre Kamilla forlade badeværelset, og først adskillige minutter senere vovede han at liste sig derud og forrette sin nødtørft. Men ikke før, at han til duften af den unge piges krop, der stadig hang let i luften på badeværelset, havde tilfredsstillet et andet behov. Til sin overraskelse og til dels forfærdelse, hørte han døren ind til Kamillas værelse klapre let, idet han trådte ud af toiletdøren. Havde hun set ham, ligesom han havde set hende?
Nogle måneder inden Kamillas seksten års fødselsdag måtte hun påbegynde et intensivt forløb hos en psykolog. En aften, da hun var på vej hjem fra en veninde, blev hun overfaldet og forsøgt voldtaget af en fuld mand. Hun blev trukket med ind mellem nogle træer i mørket væk fra stien, men havde nået at skrige på hjælp, inden han slog hende og truede hende til at være tavs. Til alt held havde et par hørt hende, og de var straks kommet løbende og havde fundet hende, netop som overfaldsmanden var ved at rive hendes trusser itu.
Efter et kort slagsmål tog manden flugten, men blev senere fanget af politiet, der kunne oplyse, at han var et kendt ansigt i systemet og var tidligere dømt for lignende forbrydelser. Parret tog sig Kamilla, indtil en ambulance kunne hente hende, og inden længe var både Lotte og Henrik fremme på skadestuen. Allerede dagen efter blev hun udskrevet.
Henrik tog med det samme kontakt til sin gamle studiekammerat, Jesper, som efter første år var skiftet over til psykologi, og som han havde holdt kontakt med gennem årene. Han vidste, at Jesper var meget anerkendt for sit arbejde med krigsveteraner og andre patienter med posttraumatisk stress og ville være den bedste til at kunne hjælpe Kamilla med at bearbejde oplevelsen.
Det gamle venskab betød, at Jesper allerede den følgende mandag havde planlagt den første tid til Kamillas terapi, hvor både Lotte og Henrik også deltog. Herefter deltog Henrik et par gange til enkelte sessioner, og efter en måneds tid inviterede Jesper Henrik til et statusmøde om Kamillas fremgang. Med hver sin rygende varme kop kaffe foran sig indledte psykologen med Kamillas fremskridt.
“Hun er tapper, men oplevelsen sidder endnu dybt i hende. Der kommer nok desværre til at gå et stykke tid, før hun har rystet det helt af sig, hvis nogensinde.” Han holdt en kunstpause for at tage en tår af kaffen og fortsatte så.
“Jeg bekymret for hende, og hun er ikke kommet så langt i sin bearbejdelse, som jeg havde håbet på. Uden at sige for meget, så er der ikke nogen udsigt til, at hun tør gå ud på gaden alene igen, og hendes grundlæggende tillid til andre mennesker – særligt mænd – har lidt et alvorligt knæk. Oplever du, at hun har mindre tillid eller viser mindre behov for nærhed overfor dig, efter overfaldet?”
Henrik var forbløffet over spørgsmålet og måtte tænke sig grundigt om, inden han svarede.
“… Ikke rigtigt. Jeg tænker faktisk, at det er det samme som før… eller måske endda lidt mere. Eller bedre, eller hvad man kalder det…” Jesper nikkede forstående til hans respons og kiggede eftertænksomt ned i sine papirer.
”Henrik, fordi vi kender hinanden, så har jeg et forslag. En idé, som du på forhånd skal acceptere, at du ikke må tale med andre om. Heller ikke Lotte.”
Henrik var med det samme oppe på mærkerne over sin kammerats gravalvorlige mine. Efter nogle sekunder, hvor Jesper blot sad og kiggede intenst og afventende på ham, nikkede han sin bekræftelse. Psykologen foldede sine hænder, inden han fortsatte.
“Hvad jeg deler med dig nu er tophemmeligt og må ikke videregives til udenforstående. Alt for meget er på spil, og både min, din og mange andres karrierer kan risikere at blive ødelagt, hvis dette slipper ud. Okay?” Jesper kiggede afventende på Henrik, der nikkede indforstået og nysgerrigt.
“Sammen med Forsvarets Forskningsenhed har jeg udviklet en metode til at behandle udsendte soldater, der viser tegn på svære følelsesmæssige traumer. PTSD, der kan gøre den enkelte person ude af stand til at fortsætte sin karriere i militæret… eller nogen som helst karriere i det civile liv for den sags skyld.”
“Lad os nu sige, at konstabel Petersen har været på patrulje et sted i Afghanistan, hvor en vejsidebombe rammer hans gruppe og dræber og sårer flere af hans kammerater i eksplosionen. Det er forfærdeligt, men til alt held er han selv uskadt.”
“Selvom han selv er sluppet fra situationen uden fysiske mén, er konstabel Petersen rystet og dybt påvirket af oplevelsen. Man er nødt til at tage ham ud af tjeneste og hjemsende ham, til han er kommet sig. Bortset fra, at han aldrig kommer sig.”
“Petersen udvikler PTSD, der kommer til udtryk som angst, søvnløshed, selvbebrejdelse og selvmordstanker. Ingen mængde af medicin eller terapi kan umiddelbart hjælpe ham, og han lader til at måtte se frem til en frustrerende tilværelse, hvor hans stresssymptomer vil forhindre ham i at kunne være soldat, varetage et normalt job og måske endda have et funktionelt familieliv.”
“Som du måske kan regne ud, så er en anden soldat nu nødt til at overtage hans rolle i Afghanistan, idet Petersen ikke længere er i stand at udføre den. Ressourcer.”
“Petersen skal også have en masse medicin og terapi i forsøget på at samle ham op og få ham på fode igen. Ressourcer.”
“Fremadrettet kan Petersen i værste fald ikke bestride et arbejde og må forsørges af samfundet. Ressourcer.” Han trak vejret dybt ind, inden han fortsatte.
“Der er et stort ønske fra Staten om at nedbringe disse omkostninger, men det er selvfølgelig først og fremmest behovet for at hjælpe de sygemeldte soldater, der ligger bag. Det er hér, at min metode kommer ind i billedet. Hvad nu, hvis man kunne fortælle personens hjerne – hypnotisere den, om du vil – til at tro, at oplevelsen ikke har fundet sted? At oplevelsen er ok? At personen har oplevet noget andet i stedet…?” Henrik kiggede bare dumt og forvirret på sin kammerat, der fortsatte.
“Hvis vi nu i grove termer sammenligner hjernen med en computer, så er det ikke helt skudt ved siden af; den har et lager af data og hukommelse, som udgør den viden, en person har. Under normale omstændigheder er dén viden ikke mulig at ændre, men man kan potentielt med terapi og behandling ændre måden, hvorpå hjernen, personen, forholder sig til og gør brug af dén viden.” Her lavede Jesper en dramatisk kunstpause, mens han studerede kammeratens reaktion.
“… men hvad nu, hvis vi kan ændre denne viden, så hjernen ikke behøver at skulle forholde sig til den? Så personen ikke behøver at tage skade af den? Er det på denne måde muligt at redde en person fra et psykisk traume og sikre, at denne person fortsat kan føre en normal tilværelse uden at bryde sammen?”
Henrik rynkede brynene i vantro og frygtede, at han ville ende med at få ondt i hovedet.
“Det lyder som det rene sci-fi. Fuldstændig, rablende vanvittigt. Tager du pis på mig?” Jesper smilte overbærende af Henriks udbrud.
“Du kommer til at synes, at det lyder endnu mere vanvittigt. Det, som jeg taler om, er allerede sket. Petersen – og det hedder han selvfølgelig ikke i virkeligheden – har faktisk været ude for en frygtelig oplevelse med dræbte kammerater, hjemsendelse, en svær omgang PTSD og udsigt til et liv i angst og selvlede. Bortset fra, at han er tilbage i Afghanistan og tager endnu en tur som konstabel, uden stresssymptomer. Takket være min metode.” Henrik var tavs, og Jesper var godt underholdt af hans mærkelige grimasse.
“Og nej, jeg tager ikke pis på dig. Metoden er testet og virker. Petersen og to andre soldater har været igennem min behandling med stor succes, og tanken er, at Forsvaret vil anvende denne metode i de tilfælde, hvor normal behandling ikke kan hjælpe patienten.”
“Det er også derfor, at jeg fortæller dig dette. Jeg kan godt være bange for, at Kamilla aldrig kommer sig helt over denne oplevelse. Hun er ung, påvirkelig, og traumer som dette vil sandsynligvis lagre sig og berøre hende resten af hendes liv.” Endnu engang lænede Jesper sig frem og foldede hænderne.
“Jeg vil bare gerne hjælpe hende til at få et normalt liv efter overfaldet. Du er min ven, og jeg vil gerne hjælpe dig som en ven.”
Det tog Henrik adskillige sekunder at lade alt dette synke ind. Det lød som den rene magi eller, som han også udbrød tidligere, noget taget ud af en fucked up science fiction-film.
Men hvad nu hvis Jesper havde ret? Kunne Kamillas liv være ødelagt for evigt efter overfaldet? Kunne hun ende med at få PTSD af oplevelsen?
“Tror du, at denne metode kan hjælpe Kamilla…?”, spurgte Henrik forsigtigt.
“Fuldt og fast. Jeg vil kunne hjælpe hende til at acceptere oplevelsen eller, i yderste konsekvens, glemme oplevelsen, så hun kan komme videre uden at være tynget af den.”
“Okay… Har du egentlig tilladelse til at anvende metoden på civile…?”
Henrik havde nok erfaring med forhandling til at vide, at han havde ramt et ømt punkt. Et nervøst kast med blikket, en ukarakteristisk tøven i sin reaktion – mere havde han ikke brug for at vide.
“Der kommer inden længe et testforløb af metoden, hvor den skal afprøves på civile. Forsvarets Forskningsenhed er netop nu ved at gennemgå min anmodning, og…” Men Henrik afbrød ham.
“Jeg er med – det er strengt tys-tys, ikk’? Ikke et ord til nogen?”
Psykologen nikkede forsigtigt og opgav at skjule, at han omgik Forsvaret i denne sag. Med et indforstået blik blev aftalen indgået, og allerede den næste måned skulle Jespers metode inkorporeres i Kamillas terapi og ville strække sig over i alt tre sessioner.
Resten af mødet gik med at udarbejde detaljerne. Henriks kaffe nåede at blive kold, mens han lyttede interesseret, om end fortsat med nogen skepsis, til Jespers forklaring af processen.
Det startede åbenbart med én eller anden substans, et kemikalie eller et hormon eller sådan noget, som man havde opdaget og udvundet fra en sjælden plante for flere år siden. Gav man dette i den rette mængde til en person, ville personen falde i en koma-agtig tilstand, hvor vedkommende var åben for suggestioner, og man kunne, som Jesper formulerede det, redigere i personens hukommelseslager. Jo mere Henrik lyttede og forstod om metoden, jo mere gik det op for ham, hvad det egentlig var.
“Stop. Nu spørger jeg bare direkte, men lyder det ikke farligt meget som hjernevask? At man kan programmere personer til at tro og gøre, hvad man vil have dem til?”
Hvis Henrik havde set Jespers pludselige blik af panik og… noget ubestemmeligt og forstyrrende… så valgte han i hvert fald at ignorere det. Kammeraten samlede sig og rømmede sig, inden han svarede.
“Jo, det er en banal og forsimplet måde at beskrive metoden på, og lad mig være ærlig overfor dig: alle opdagelser og opfindelser, der er udsprunget af ønsket om at hjælpe og gøre godt, kan potentielt forvrænges og anvendes til egoistiske og ondsindede formål. Jeg vil bare gerne hjælpe folk, der har brug for at slippe deres traumer…”
“Det forstår jeg godt, men sæt nu, at nogen ønskede at bruge metoden til noget… forkert?”
“Det er ikke altid min opgave at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg er videnskabsmand og undersøger mulighederne uden forudindtagethed og subjektivitet.”
Henrik tyggede lidt på dette svar, men valgte at lade det ligge. Efter de praktiske detaljer, overlod han indholdet af terapien til psykologen og tog hjem. Som aftalt, afslørede han intet om metoden, men forklarede, at Jesper havde nogle idéer til Kamillas videre forløb, som kunne hjælpe.
Tanken havde i mellemtiden strejfet ham nogle gange, men det var særligt op til den første af Kamillas sessioner med Jespers metode, at en konkret idé fæstnede sig i hans baghoved. En idé som han burde lade blive i baghovedet, men han kunne ikke undertrykke den. Et par dage inden Kamillas første session, tog han hen til Jespers kontor efter arbejde.
“Henrik? Hvad så? Hvad kan jeg hjælpe dig med?” Jespers blik var både præget af forbløffelse og utryghed ved Henriks uanmeldte besøg, men han inviterede ham ind og lukkede døren efter dem.
“Jeg er kommet til at tænke på noget omkring Kamillas terapi i morgen. Der er noget, jeg godt kunne tænke mig at overveje sammen med dig…”
De næste minutter var psykologen tavs, mens Henrik fortalte ham om sine fantasier og lyster i forhold til steddatteren. Han fortrak ikke en mine – heller ikke, da kammeraten detaljeret fortalte om, hvor ustyrligt liderlig han var blevet ved synet af teenagerens natlige aktivitet – og forblev tavs indtil, at Henrik havde lagt det sidste kort på bordet.
“… så det, du spørger om, er… om jeg kan hjælpe dig med at konditionere din femten- snart sekstenårige steddatter til også at være seksuelt tiltrukket af dig…?” Henrik nikkede beklemt ved den direkte udlægning af hans ønske.
“… og du vil samtidig have mig til at gøre, så hun accepterer og tillader, at du har sex med hende på enhver tænkelig måde…?” Varmen steg op i hans kinder, men Henrik nikkede endnu en gang.
“… er du klar over, hvor vanvittigt det lyder? Det er nærmest så forkert, som det kan blive. Der kan ikke blive tale om…” Men Henrik afbrød ham prompte.
“Du gør det. Ellers fortæller jeg Forsvarets Forskningsenhed alt om dine planer om at teste din metode på en civil – endda et barn, for at det ikke skal være løgn.”
Jesper spærrede øjnene op i chok og forfærdelse. Hans mund stod stadig åben på en komisk måde, som en tegnefilmsfigur, der var blevet frosset midt i en sætning.
“… det tør du ikke. Det kommer også til at gå ud over dig selv og Kamilla…”
“Måske. Måske ikke. Jeg har ikke nær så meget at miste, som du har. Prøv at forestil dig, hvis jeg går til pressen med det her…”
“OK! Okay. Stop med at true mig, okay?? Jeg skal nok gøre det, dit syge svin…” Henrik skar en grimasse ved den sidste brændende bemærkning. Han havde lyst til at smadre kammeraten én på hovedet.
“… Jeg skal nok gøre det… men på én betingelse…” Afventende og målløs over kammeratens frækhed foldede Henrik sine arme uden at være det mindste forberedt på, hvad der herefter kom.
“… hvis jeg skal hjælpe dig… så vil jeg også have en tur med hende…”
Det var noget af en bet, men han kunne mærke, at han var nødt til at spille med på psykologens ønske, hvis han selv skulle have forhåbninger om at få opfyldt sine egne. Henrik kunne måske godt have holdt fast i sin trussel og nægtet ham at få del af glæderne, men risikoen for, at det hele ville falde til jorden, var for stor. Han ville hade sig selv for at gå glip af denne mulighed.
Tanken fik ham til at hamre hårdt i rattet, men smerten var bittersød. Den værste myldretrafik var overstået, turen udenom hovedstaden havde været ganske nem og snart ville han være hjemme… Hjemme hos sin steddatter.
Han kunne mærke, at forventningen gjorde ham varm, fik ham til at svede, så armhulerne i skjorten blev fugtige og ubehagelige mod hans hud. Med skjorteærmet tørrede han sin pande og rakte ned efter vandflasken i holderen ved gearstangen.
Henrik havde været med alle tre gange, hvor Kamilla skulle behandles af Jesper. Til dels var han nysgerrig på, hvordan det foregik, men ville selvfølgelig også fremstå som den gode og støttende stedfar overfor Kamilla. Og dels vidste han ikke, hvor meget han kunne stole på psykologen, og følte et behov for at holde øje med ham, så han ikke lavede om på aftalen.
Alt var imidlertid gået, som han havde forventet; Kamilla havde indtaget substansen, lagt sig ned på briksen og Jesper begyndte at gennemgå sin forberedte tekst, der skulle præges ind i den unge piges modtagelige sind. Alt foregik som aftalt, og hver gang vågnede Kamilla op en times tid efter konditioneringen var slut, og de kunne tage hjem igen.
Det var først efter anden session, at Henrik kunne mærke en forskel i sin steddatters adfærd. Ind imellem var det som om, at hun kiggede på ham med blandet blik. Både nysgerrigt og forvirret, men også noget andet… Lidt ligesom en ung pige i en klichéfyldt high school film, når hun kigger i retning af den eftertragtede quarterback.
Lotte havde et par gange bedt sin datter om at tage sig sammen og vågne lidt op, men alt dette blev glemt, da Kamilla et par dage inden sin sidste session fortalte, at hun ville forsøge at gå over til sin veninde. Alene. Henrik var mildest talt forbløffet over resultaterne af Jespers metode og kunne ikke undgå at tænke på, hvor effektiv den anden del af hendes behandling ville vise sig at være.
Det ville han snart finde ud af. I aften, dagen efter Kamillas sidste behandling, havde Lotte nattevagten, og Henrik havde fri mulighed for at evaluere behandlingens succes. Uden flere blitz fra ubelejlige fotofælder, trillede Henrik den store Audi ind i indkørslen til familiens hjem.
Huset var kun let oplyst indenfor, og der var nærmest ikke en lyd. Skoene og slipset røg først af, inden han rakte ind i køleskabet og fiskede en kold flaskeøl ud. Han skulle lige have pusten, føle sig klar, inden det skulle ske. Tungt landede han i sofaen og fik tændt for tv’et.
Han havde endnu ikke fundet noget, som han gad at se, før han kunne høre det pusle nede ad gangen, og Kamilla kom ud fra sit værelse. Han kiggede blot på hende, mens hun kom hen og satte sig ved siden af ham.
“Hej…”, sagde hun lidt tungt, som om hun var træt og dvask. “Har du haft en god tur til Malmø?”
“Hej skat”, svarede han. “Njaah, det var ærligt talt lidt kedeligt. Det samme forretningsævl, som det plejer at være…”
Henrik tog en slurk mere af øllen, mens han kiggede ned af hende. Hun havde lænet sig ind til ham, og hans arm havde automatisk lagt sig om hendes lille krop. Det var surrealistisk at sidde med hende, centrum for hans perverse lyster, på denne hyggelige og ømme måde. Forsigtigt rakte hun over mod ham.
“Må jeg smage din øl?” Han smilte.
“Værsgo.” Kamilla tog en tår og rakte hurtigt flasken tilbage.
“Adr! Jeg forstår ikke, at der er nogen, der gider at drikke det pis.”
“Det vender man sig til – det er nok mest en voksenting.”
Voksen-ting. Han smagte mentalt på ordet, mens han tænkte over, hvad aftenen skulle bringe. Hvad aftenen ville bringe. Er man stadig et barn, når man snart bliver seksten? Ét eller andet ringede svagt i hans baghoved. Hvad var det? Det var lige meget nu.
Uden omsvøb tog han armen til sig og lagde forsigtigt hånden på Kamillas lår. Berøringen stod i kontrast til den ømme situation fra et øjeblik tidligere og kunne ikke forveksles med en kærlig gestus mellem far og datter. Hun kiggede spørgende op på ham, men gjorde ikke mine til at fjerne sig eller flytte hans hånd.
Henrik havde tænkt denne situation igennem mange gange på forhånd; skulle han lægge ud med at tale med hende? Fortælle hende, hvor sexet hun var? Spørge hende, om hun havde lyst til at gå i seng med ham? Det var svært at nå frem til den helt rigtige måde at gå til værks på, men på én eller anden måde var det nødt til at ske. Behøvede han overhovedet at sige noget?
Hånden aede op og ned af låret, kærtegnede det tynde stof, som de tætsiddende leggings bestod af, inden han rakte frem og lagde sin frie hånd på hendes kind. Langsomt, men bestemt, trak han hendes ansigt hen til sig, gjorde mine til at kysse hende, men i sidste øjeblik gjorde hun modstand.
Forvirret og pludseligt bange for, at hun ikke var klar, gav han slip på hende, betragtede hende, kiggede hende i øjnene. Liderlig. Han blev i tvivl, om det var ham eller hende, der var mest liderlig, men han var ligeglad. Det ringede kort i baghovedet igen. Var det en advarsel? Han var ligeglad nu. Var kommet for langt nu.
Med fornyet overbevisning rakte han ud og lagde sin hånd over steddatterens ene bryst, klemte det. Hun virkede på overfladen forskrækket, men lysten i hendes øjne fortalte en anden historie. Henrik nød det i fulde drag. Kunne mærke noget hærde under den tynde natbluse.
Han ville se hende nu. Se det billede, som havde spøgt på hans nethinde i så lang tid, i levende live. Grådige hænder løftede blusen op, konstaterede at Kamilla ikke havde noget på indenunder, blusen forsvandt. Lænede sig ind og fæstnede sine læber mod den søde hud, mærkede de små knopper stivne, mærkede varmen stråle mod sit ansigt…
Nu de tynde leggings. De skulle af vejen. Trækkes, nej, flås ned af de slanke ben. Hun gispede forskrækket, men stadig med det spørgende, ulmende blik i øjnene. Hun virkede klar.
Henrik rejste sig og løsnede bæltet, mens Kamilla blot betragtede ham. Bukserne røg ned til anklerne, og han sad pludseligt på knæ mellem hendes lår, pikken i hånden. Det var måske ikke helt sådan, at han havde forestillet sig sin første gang med sin steddatter, men han kunne ikke vente mere. Det ringede og sang i hans baghoved, drev ham fremad. Trusserne til side. Fremad.
Og så skete det. Med et fast greb i Kamillas talje og en hånd til at guide det hårde lem, trængte han ind i hende. En varm og våd bid af himlen, et par numre mindre, end han var vant til, og det vakte djævlen i ham. Da pikken var plantet så dybt, den kunne komme, trak han sig langsomt ud igen, inden han med mindre hensyn stødte i bund igen.
Han byggede tempoet op på denne måde; langsomt ud og så helt i bund – lidt hurtigere og lidt hårdere hver gang. Pigen foran ham lå blot på kanten af sofaen med rødspættet bryst og tung vejrtrækning. Hendes hoved var kastet tilbage i et lydløst suk, og hun lignede ikke én, der var fortvivlet over at blive håndteret på denne måde.
Det var ren besiddelse. Han ejede hende nu. Fantasien var ikke længere abstrakt men et afkrydset punkt på hans bucket list. Det havde Jesper hjulpet ham med. Nu kunne han kneppe hende lige så ofte og lige så hårdt han ville. Hun ville aldrig afvise ham, og hun ville altid være klar til ham.
Tanken fik ham til at smile. Mere ondskabsfuldt, end det var hensigten, men Kamilla lå med lukkede øjne og så det ikke. Lå bare og tog imod. Gav sig hen og gav sig til ham. Accepterede, at han brugte hende. Livet var godt. Det skulle nok blive til rigtig mange gode hyggestunder med Kamilla.
Han ville have mere. Trak sig ud og fik hende ned på knæ, så hun kunne vende sig med sin lille, stramme røv mod ham. Hun var så eksponeret og sårbar lige nu, som hun lå der med sit højrøde, brugte køn, klar til at blive invaderet igen. Hun æggede ham, kaldte på ham, og han var nødt til at reagere.
Uden omsvøb sank han sit jern dybt ind i sin steddatters krop og stoppede først, da hans kønsbehåring pressede mod hendes lyse hud. Han kunne mærke hende give sig i et svagt forsøg på at undvige det drøje stød, men han holdt hende fast med et solidt greb om hendes hofter. Det affødte nogle klynk, og Kamilla gemte sit ansigt i sofasædet, men hun protesterede ikke. Hun protesterede aldrig.
Heller ikke, da han med hårde stød begyndte at kneppe hende i et højt tempo, protesterede hun. Henrik kunne ikke forestille sig, at hun nogensinde var blevet håndteret så hårdt før – faktisk var han i tvivl, om hun nogensinde var blevet “håndteret” af en mand før. Men det var lige meget lige nu. Hun var ubeskriveligt lækker og stram om hans manddom, og det var så småt begyndt at flimre for hans øjne.
Et hårdt slag hen over den ene opadvendte balde fremtvang et skrig fra den unge pige, som efterfølgende tog en pude og bed sammen i, som om hun forventede mere. Hvad end psykologen havde gjort, så havde han gjort det godt. Kamilla ikke blot tillod ham at gøre, hvad han havde lyst til: hun nød det.
Sekunder senere kunne han mærke hende spænde for derefter at stønne højlydt ned i puden. Det var uden tvivl den vildeste følelse, han havde oplevet, og det markerede også begyndelsen på hans egen afslutning. Med sveden løbende ned af panden satte hans slutspurten ind, pulede den lille teenager som gjaldt det hans liv og mærkede den velkendte kilden ned ad rygraden netop, som han gik i gang med at fylde hende op.
Flydende på orgasmebølgerne, strejfede det ham ikke rigtigt, at han lige havde udnyttet sin steddatter, som var hun blot en kneppedukke. Klædt hende af, stukket pikken i hende og så brugt hende hårdt til egen tilfredsstillelse. Han landede tungt i sofaen ved siden af den ømme teenager og trak vejret tungt.
Sådan forblev de i flere minutter; hun liggende på knæ ind over sofaen, og han siddende ved siden af og stirrede ud i luften. Der var ikke behov for ord, handlinger eller nogen anden form for kommunikation. Da han havde fået vejret igen, kiggede Henrik lystent over på Kamilla, rejste sig og lagde en fast hånd på hendes lyserøde bagdel. Det var en besidderisk gestus, som for at understrege sit ejerskab over hende, og han gryntede selvtilfreds, inden han slap hende og gik ned på badeværelset. Efterlod hende brugt og udnyttet i familiens stue…
—
Alt i mens Henrik var på badeværelset, begyndte Kamilla at klæde sig på. Hun skar ansigt, da hun trak sine leggings op, og de strejfede hendes ømme køn. Med en lettere besværet gang, listede hun ned til sit eget værelse og fandt sin mobiltelefon. Tjekkede SnapChat.
Fuck, det var lækkert. Det havde været præcist lige så godt, som hun havde forestillet sig. At blive kneppet af Henrik. Af hendes papfar. Godt nok var hun øm, men det var en sød smerte. Lidt mere smerte, end hun før havde oplevet, og der måtte gerne gå lidt tid, inden hun skulle prøve det igen.
Hun lod den frie hånd dykke ned under elastikken på hendes leggings, ind bag trussestoffet, og blev med det samme belønnet med safterne fra hendes tur med Henrik. Hun våndede sig ufrivilligt i en blanding af nydelse og ubehag. Det skulle hun nok vænne sig til, tænkte hun, mens fingrene legede i hendes følsomme, fedtede folder. Hun glædede sig allerede til næste gang, at Henrik ville komme til hende.
Og det vidste hun, at han ville. Det var han blevet “programmeret” til. Med lidt hjælp fra Jesper, hendes psykolog, Henriks kammerat. De havde snakket om hendes fantasier om papfaderen flere gange i løbet af hendes terapi. Det var helt naturligt kommet på banen i forbindelse med hendes bearbejdning af voldtægtsforsøget, som stadig skræmte hende… men hun måtte indrømme, at hun konstant havde fantaseret om, hvordan det ville have været, hvis det var lykkedes manden at gennemføre det.
Hun havde været sammen med et par fyre før, og det havde været fint nok, men ham fyren, der havde forsøgt at tage hende… mod hendes vilje… havde vækket et eller andet i hende. Noget, som hun ikke kunne benægte eller undertrykke. Jo mere hun havde tænkt og fantaseret om det, og jo mere hun havde talt med Jesper om det, jo mere var hun blevet overbevist om, at hun ikke ville voldtages af en fremmed mand.
Hun ville voldtages af Henrik. Manden og papfaderen, som hun kendte og stolede på. Og ikke mindst tændte på. Hun havde intet begreb om, hvor mange gange hun havde “glemt” at låse døren til badeværelset i håbet om, at han ville komme ind og se hende. Eller hvor mange gange hun havde ligget og solet sig i den lille bikini, mens hun kunne mærke hans blik på hende. Eller hvor mange gange hun efterfølgende havde onaneret på sit værelse eller badeværelset, mens hun fantaserede om, at Henrik kom ind og tog hende… brugte hende…
Det var lykkedes nogle gange, og hun bildte sig selv ind, at hun kunne se lyst i hans øjne. At han tændte på hendes unge, afklædte krop. Ville mere end bare at se…
Men hun kendte ham for godt. Han ville aldrig have rørt hende, kunne aldrig have fundet på at gøre noget upassende ved eller med hende. Det ville være forblevet en fantasi, som hun for altid ville ligge og spille den af til under dynen.
Det var i hvert fald lige indtil, at Jesper foreslog, at Henrik kunne konditioneres til at opfylde hendes fantasier. Psykologen må have følt, at han kendte hende godt, siden han vovede at dele en så vanvittig en idé… men realiteten var, at hun ikke skulle bruge særlig lang tid til at overveje det. Selv da han ved hendes accept af planen klemte den tydelige bule i bukserne og tilføjede, at hans hjælp ikke var gratis, nikkede hun blot ivrigt. Hun skulle nok gøre det.
Historien fortsætter under reklamen
I bagklogskabens ulideligt klare lys var hun dog ikke just vild med tanken om selve betalingen for Jespers hjælp. Hun havde helt fra starten syntes, at han virkede upassende og creepy overfor hende, og han var hverken tiltrækkende eller charmerende. Det ville snart være overstået. Når hun havde besøgt hans kontor i morgen efter skole med den åndssvagt lille skolepigeuniform, som han havde skaffet til hende, så var gælden betalt. Så ville hun kun være sammen med sin papfar.
Spørgsmål, feedback eller andet? Skriv til mig på laesehaesten@yahoo.com
GIV STJERNER:
(75 har stemt 4,57 af 5)
Loading...14 kommentarer
Skriv et svar
-
Ugens spørgsmål: Højhælede sko i sengen?Som ugens spørgsmål kunne jeg godt tænke mig at...
- 06/05/2024
Misskat
17/06/2020 kl 11:41
Yiiihaa sikke et comeback fra vores allesammens Læsekrkke ? læste lidt af starten og det lover godt, men tror jeg venter til kæresten og jeg ligger i sengen i aften og råhygger ?? med at læse resten.
Læsehæsten
18/06/2020 kl 11:48 - som svar på Misskat
Details, please? ?
Line
15/06/2020 kl 17:12
Hold da Hæstfast den var superb.. Så er nat historien sikre. Læste lige starten og manner det lover godt..
Læsehæsten
18/06/2020 kl 11:47 - som svar på Line
Jeg håber, at historien indfriede forventningerne. ?
Ond Stedfar
14/06/2020 kl 18:13
Herligt nyt fra Læsehæsten ? Også stor fan af twistet til sidst, for det er altså bare lidt sjovere, når der udvises en smule initiativ og entusiasme ?
Læsehæsten
18/06/2020 kl 11:46 - som svar på Ond Stedfar
Enig. Jeg er også en kæmpe sucker for et godt twist. ?
Jann
14/06/2020 kl 16:17
Så fik læxtallet lige et hak op, som man siger. Og det endda med et tvist i enden, så stjernen glimter femfoldigt ?
Læsehæsten
18/06/2020 kl 11:45 - som svar på Jann
Tak for det og den fine wordpun(/porn). ?
denkaadekyk
14/06/2020 kl 14:18
Før jeg overhovedet begynder at læse.
velkommen tilbage i folden 😉
Læsehæsten
14/06/2020 kl 15:34 - som svar på denkaadekyk
Tak for det. ?
denkaadekyk
14/06/2020 kl 18:44 - som svar på Læsehæsten
[ ] skal erstattes med for at får formateringen til at virke.
Når der går for lang tid imellem 😉
Totalsex.dk
14/06/2020 kl 18:52 - som svar på denkaadekyk
Det er vist herfra formateringen nogle steder er kikset. Skulle være rettet nu 🙂
denkaadekyk
14/06/2020 kl 20:44 - som svar på Læsehæsten
Det var da bestemt et fyldigt comeback.
Jeg er altid begejstret når unge mennesker ved hvad de vil og gør en indsats for at få det
Læsehæsten
18/06/2020 kl 11:43 - som svar på denkaadekyk
Ditto. ?