Jeg var 8. Forbi børnehavens småpillerier med min veninde Mia. Forbi min fætters og min udforsken af hinandens kroppe.


Forfatter: Ida

Din første kæreste. Husker du? Måske var du 6. Uden en egentlig forståelse af, hvad det indebar, men du blev varm i maven, når han eller hun var der, som havde du lige slugt en skefuld lun havregrød. Og I grinede og pjattede, kyssede måske genert, måske kun på kinden, men der var ingen tvivl om at det her var rigtigt.

Sjovt var det i hvert fald.

Måske havde du hørt fra de voksne at det dér med at være kærester betød at man bollede eller elskede eller “hyggede sig”, alt afhængig af, hvem der var på vagt dén dag, eller om det var mor eller far, du spurgte.

Jeg véd, jeg er tiltrækkende. De ved det også. Han og hunhundene.
Jeg véd, hvordan jeg skal flirte, være vittig. Smile, blinke, gå fra lille uskyldig teenagedum til frygtindgydende intelligens på få sekunder.

Et kast med hovedet, bid i underlæben, så den er rød, når jeg igen slipper den fri til smil eller mild bæven mens øjnene slår smut. Håret om bag ørerne. Luder og madonna. Den gode gamle leg.

Kroppen – ikke noget at skamme sig over. Langt, blødt sort hår, brune øjne. 1:55 høj. Slank, og en fyldig, men ikke alt for stor røv. Det samme med brysterne. Et lille nips at samle op, blive smidt rundt med.

Smilehuller, hvis jeg vil.

Jeg nynner med på “kom igen til Mandalay” og tilføjer: “kom og tag en streg med mig. Husker du pagajens dunken…” Osv. Mens jeg ryster på hovedet af det fjollede rim og tænker på min første kæreste. Altså, den første “rigtige” kæreste. Drukner i nostalgisøen.

Jeg var 8. Forbi børnehavens småpillerier med min veninde Mia. Langt forbi min fætters og min udforsken af hinandens kroppe. Vi slikkede endda hinanden.

Min første kæreste var præst. Åh ja, glemte jeg at sige dét? Mine forældre var ikke kristne, men jeg gik i en indremissionsk folkeskole, så derfor skulle vi i kirke.

Han hed Monrad, var 37, og hver gang blev jeg hængende lidt længere for at tale med ham, når de andre var gået. Han var så rar, syntes jeg. Og hver gang tog han min hånd og spurgte: “Skal vi ikke være kærester?”

Først sagde jeg nej, blev pinligt berørt og forstod ikke den inderlighed, han kiggede på mig med. For overvældende.

Men så sagde jeg endelig ja, og han løftede mig op på skødet. Holdt mig ind til sig, strøg mig over håret.

“Jamen, hvis vi er kærester, skal vi så ikke kysse?” spurgte jeg gravalvorligt og lidt genert, for det havde jeg jo gjort med Mads fra børnehaven dengang, og også med David, som stadig er min ven i dag.

“Jo, lille pige,” svarede han. “Hvis du vil?” Og hans hænder var om mit ansigt, smilende øjne mens hans mund nærmede sig, og et blødt kys landede på mine læber.

Kunne mærke det kilde ned gennem hele kroppen, og det føltes på en måde forkert, men også åh så rigtigt.

Da han kyssede mig igen stak jeg prøvende tungen ind i hans mund og snurrede den rundt som en løbsk propel, for det havde Oliver, min føromtalte fætter lært mig.

“Nej nej, ikke sådan.” Lo han.

“Nå, hvordan så?” spurgte jeg. “Og desuden er jeg ikke lille!”

“Nej nej, selvfølgelig er du ikke det” sagde han, mens hans hænder strøg ned over min krop.

Ned over kjolen, som jeg var meget stolt af.

Hvid med små, lilla blomster og gik til lidt over knæet.

“Sådan her,” hans læber mod mine, mit underliv mod hans, så jeg kan mærke han har en langt større tissemand end både David og Mads.

En voksentissemand. Og han befamler min spæde overkrop, og jeg ville ønske, jeg havde bryster som en rigtig kvinde.

Men han bedyrer at det ikke gør noget, læner sig ned, sutter mine små brystvorter.

“Gud.. Gud handler om kærlighed, lille pige, forstår du det?”

Og et delvist gys, delvist suk går gennem mig, mens han mumler “Kýrie, eléison”, slikker mig ned over maven, ned til min lille uberørte blomst, som han kalder den.

Hans varme, våde tunge, den tunge vejrtrækning jeg kan mærke mod mine lår, mens jeg prøver at læne mig tilbage, men hans hånd under min lænd holder mig fast – holder mig til, op mod hans varme mund.

Og jeg tisser. Sådan føles det i hvert fald. Men da jeg ser ned mellem mine ben er der intet gult. Kun noget gennemsigtigt noget, som han tværer fingrene rundt i, før han fører fingrene op til mine læber og beder mig smage på selve livet.

“Non vita est vivere sed valere vita est” siger han, og jeg ved ikke, hvad det betyder endnu.

Men han fører mig til alters, som han siger, læner mig forover, slikker mine ben, hvilket jeg synes er lidt mærkeligt, men det føles også dejligt.

“Nu er det min tur, lille skat. Nu.. nu skal vi elske.” pruster han
, spreder mine ben og forsøger at trænge ind i min hellige blomst.
Piber lidt, for det gør ondt.

“Nåårh, så, nu skal jeg nok gøre det godt for dig,” hvisker han, og hans hvisken lyder tusind gange højere under loftet i Guds hus.

Slikker min lille revne, min bagdel, tungen ind, får mig til at klynke.

Tager fat om mine hofter, vender mig om og siger han hellere vil se mig i øjnene, mens han tager mig. Hans lille kæreste.

Trænger langsomt, langsomt op. Denne gang går det lettere, men der er stadig modstand.

Han virker et øjeblik som om han bliver helt vild, hans blik er ufokuseret, men han besinder sig og forsikrer mig om at han nok skal gå forsigtigt til værks.

Det siger han, mens han støder, og det gør ondt, men han siger at jeg er barn af solen og han er skabt til at genføde mig, vi genføder hinanden.

Hans læber mod mine øjenlåg, tungen i min mund, og denne gang kysser jeg åbenbart rigtigt, for han læner sig ind over mig, ser næsten forpint ud.

Og mine uvillige klynk bliver til små nydelsesstøn. Kan mærke, han pulserer i mig.

“Livet leves ikke, hvis ikke det leves stærkt/kraftfuldt/sundt..” siger han bagefter.
Historien fortsætter under reklamen

“Non.. vita.. est.. vivere.. sed.. valere.. vita.. est.”

Og jeg véd, jeg kommer i kirke igen på søndag.

3 kommentarer

1. Damernes Ven

   25/03/2024 kl 16:04

   ‘mig som takker’

   ved at “… kommer der en næste afsnit… for..” er fast i kommentar-feltet! Det her er ikke fast – du skriver noget som ‘må’ give flere .. eller andre og mere!

   ER så spændt – fortæller gerne ‘mere og yderligere og ønsker/håb’!!

   TAK på forhånd – fra mig, Damernes Ven og brevven69@yahoo.dk

   2+

   Besvar kommentar
2. Damernes Ven

   23/03/2024 kl 7:57

   ‘skal’ genlæses. Endnu en yderst stærk formidler af drømme direkte i smukke historier!

   TAK fra mig, Damernes Ven og din … og brevven69@yahoo.dk

   2+

   Besvar kommentar
   • Ida

     25/03/2024 kl 15:12 - som svar på Damernes Ven

     Mange tak! 🙇‍♀️ 🙂

     1+

     Besvar kommentar