Kongen står bøjet over hende med en klar plastikpose i den ene hånd, sort tape i den anden ..


Forfatter: Marcus
Marcus1historier@gmail.com

Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Alexander overvejer blot at køre, da han ser, at Kongen er kommet godt ind ad hoveddøren og er retur på Slottet. Han har ligesom også én, han gerne vil tilbage til. Alligevel står han lidt uden for bilen i solen. Trækker luft ind, ånder ud. Er til stede et øjeblik. Der er solbrune håndværkere på vej imod ham. Man kan se forventningens glæde over den kommende fyraftens joint ved stranden i øjnene på dem. Så lyder der råb fra haven, og nogle af dem vender sig rundt og løber retur. Nu flere råb. Alexander fører sit tykke hår tilbage med begge sine hænder, dobbeltgreb, slentrer så langsomt rundt om huset.

Han ser en krop i luften. Han hører et fald, der stoppes alt for brat, med den lyd, som når man flækker en melon. Da han kommer tættere på, ser han Laura kigge ud ad et åbent vindue med tøj skærmende for sin blottede overkrop. Hun ser ned. Blond og ung og smuk, men det virker forkert. En smuk prinsesse i nød i et tårnværelse på Slottet? Han har den indre sans, der fortæller ham, at noget er off. En nøgen mand på flugt ud af vinduet fra et soveværelse? Der står Rosa overalt i det scenarie. Han har ikke kendt dem i mere end nogle måneder, men han har læst dem.

DE STÅR I en rundkreds om deres døde ven. Ingen prøver at hjælpe. Alle kan se det er for sent. ‘Hallo, det var den bitch, hende med de store…’ Alexander hoster lidt væk. Ser dem an. Der er én i slænget, han kender. Han drejer nakken fra side til side mens han leder efter navnet. Hoster igen, da han har det. De ser på ham. De er seks-syv stykker. Han er alene. Han overvejer, om det bliver nødvendigt at tage den hvide skjorte af, så han ikke får deres blod på den?

‘Hallo’ siger en af dem. Ser på ham. Vrede og voldsparathed lyser ud af hans pumpede krop. Det fint. Det er Alexanders sprog. Hans verden. Han betragter fyren ved siden af. Ham han kender. ‘Wassem, kom lige herhen.’ ‘Rolig nu’ siger Wassem til fyren ved sin side. ‘Ved du hvem fuck det er, bror? Det er Prinsen!’ Tøj daler ned fra himlen. De ser op. Kongen stirrer retur ned på dem, før han trækker sig væk. Så lyden af et slag, et halvkvalt skrig og en krop, der falder sammen på trægulvet på 1. salen på Slottet.

Alexander går lidt væk. Stiller sig under en af de hvide, rejste baldakiner. Vender sig mod Wassem, der er fulgt efter. ‘Det ligner et indbrud, der er gået galt?’ ‘Hvad, Alex? Jeg sværger ved min mor, at den luder, hun…’ ‘Shh…’ Alexander tysser på ham. ‘Wassem, du har længe gerne villet være én af Ulvene, ik? Det her er din vej ind. Lige meget hvad I mener, der er sket, så kan jeg love dig for, at det ikke er sket her. Så din ven derhenne, han er… faldet. Et eller andet andet sted, langt, langt væk fra denne postkode, og du fikser det hele.’ Wassem stirrer på ham. ‘Mener du det, mand?’ Et begyndende smil om munden. Alle har en pris. Wassems er ikke høj, og Alexander ved allerede nu, at han ikke behøver at tage skjorten af. Mange måneder senere i et af de sidste kapitler i historien, skyder Alex hjernen ud på Wassem med sin Glock i en slidt, nedlagt lagerhal på Amager. Medlemskabet af Ulvene, er en rose med fucking torne.

Alexander finder et pengebundt frem fra lommen. Sorte sedler. De er svære at bruge, rigtigt, men her kommer de til deres ret. Ruller ti sedler sammen. Stikker dem i forlommen på Wassem’s arbejdshorts. ‘Det er for dit besvær. Og det her…’ Han skræller tyve 1.000 kronesedler af rullen, ‘Det er til familien.’ De andre er stadig højrøstede i en halvcirkel omkring deres døde ven. Han sukker. Skræller yderligere fem af de store sedler af. ‘Og så går I ud i aften og chiller. Der står flasker til jer på Klubben, og pigerne skal nok være søde. Og så…’ Han træder helt, helt tæt på Wassem, ‘vil jeg aldrig nogen sinde høre om det her igen.’ Han smiler men de oceanblå øjne er tomme; døde. ‘‘Whatever you say…’ Han bøjer sig yderligere frem, hvisker i øret på den brune fyr foran sig ‘Say NOTHING!’

HAN BLIVER STÅENDE og betragter dem bære liget væk. Der ligger stadig værktøj og enkelte løsdele i haven. Han går ind på Slottet, hvor det er stukket helt af. Malene ligger blot iført sorte trusser på ryggen på køkkenbordet, hænderne fastspændt med håndjern bag på ryggen. Kongen står bøjet over hende med en klar plastikpose i den ene hånd, sort tape i den anden. Alexander er ikke overrasket. Marcus talte næsten ikke om andet i bilen på vej hjem fra lægen, end det her. Alligevel hoster han diskret for tredje gang inden for kort tid. Han ser op, Kongen. ‘Ikke endnu. Der er stadig civile på matriklen. Du får en klarmelding, når der er fri bane.’ Han nikker, Kongen.

MALENE ELSKER DE hvide Oxy-piller. Alt er pakket ind i vat. Hun er forpuppet i hvid støj. Hun overvejer at knuse dem og sniffe dem. Hun vil have stoffet ind i sine blodbaner. Hun vil være ét med det. Hun er høj og usårlig. Hun ved godt, intellektuelt, at hun har en maske over ansigtet, og at han pisser hende i munden mens hun ligger på knæ på rå fliser. Hun er klar over det, men solen varmer hendes lange, slanke overkrop og hun er ligeglad. Noget af hans tis tørrer på hendes hud. Hun sluger den gyldne væske. Det smager ramt. Det smager af… det smager af pis. Who cares? Hun får slag af Rosa, der også harker hende i svælget. Hun synker. Hun sluger. Hun siger ‘Tak, skat.’ Hun får slag. Så snakker de, og selvom hun har åben mund og er klar til ham, så sker der ikke mere, men, hun har fået ordre på at blive liggende på knæ på fliserne med åben mund som et villigt toilet, så det gør hun.

Og hun kan høre deres stemmer i haven. Deres grin, mens de oparbejder modet til at krydse skellet fra græsset ind på fliserne. Hun sidder bare med åben mund. De bliver mere modige i deres tale, og hun hører skridt dernedefra på vej op ad flisegangen. Så stopper de, skridtene, for så at gå baglæns.

En hånd hjælper hende op. Hendes frelser har materialiseret sig selv som ud af det blå. Som en engel. Eller en stealth Ninja. Hun står op nu. Hun kan ikke se noget for masken. ‘Ta’ den af, mor’ siger Emma hæst med en underklang af sitrende, indestængt vrede. ‘Ja, skat’ hvisker Malene. Med rystende fingre får hun den sorte latex-maske af. Den er våd og klam og lugter som en ble. Hun lægger den pænt på bordet. Står fuldt synlig for arbejderne i haven, brun, høj, slank og topløs. Ser blot sin yngste datter, den smukkeste af dem. ‘Er det… er det en skruetrækker, du har i hånden?’ spørger hun forundret. ‘Nej’ svarer Emma, og fører hende ind på Slottet.

Emma lægger rent linned på sengen på gæsteværelset, trækker gardinerne for og Malene glider ned i det svale, friske sengetøj med et suk. Det er tid for en pille, men hun har ikke fået dem med. Det må gå. Emma sidder og holder hendes hånd. Malene falder i søvn med hendes lille hånd i sin.

HUN BLIVER VÆKKET af hans råb. Ligger og stirrer op i loftet, mens en tåre glider ned ad kinden på hende. Så står han i døråbningen. En skygge af sig selv, men hadet lyser fra ham som skarpt, slebet stål. ‘Hvorfor gjorde du det, Malene?’ Hans stemme er hæs. Hans højre hånd signalerer, at hun skal rejse sig op. En del af hende bliver liggende, som hendes skal rejser sig op og går med ham. ‘Fordi…’ hvisker hun. Hun kan lugte sig selv, og vil gerne have et bad. Og en pille. Nej, i omvendt rækkefølge. Pille og så bad. Hun ryster lidt. Hun får ingen af delene. Hans brune hånd holder hårdt om hendes håndled og håndjernene fra soveværelset klirrer i den anden.

Han fortæller hende, at hvis hun stritter imod, så tager han pigerne. Én for en. Slår dem ihjel. Knepper dem. I den fucking rækkefølge. ‘Ja, skat’ svarer hun, og siger hun nok skal være god. Er hun tapper? Hun mærker efter. Næ, hun er bare ligeglad. Han må gøre ved hende, hvad han vil, når bare hendes prinsesser slipper.

ALEXANDER KOMMER RETUR ind i køkkenet. Håndjernene skærer ind i ryggen på hende. Hvor er han smuk, tænker hun. ‘Fri bane.’ Kongen nikker. ‘Vil du have en tur?’ Alexander træder helt hen. ‘Hej Rosa’. Malene havde helt glemt de er der. Laura og Rosa. Alexander ser på Rosa. ‘Jeg har ryddet op i haven’ mumler han.

‘Laura, hent lige Emma på hendes værelse’ rasper Kongens hæst. Og så. ‘Er du sikker på, at du ikke vil have en kort tur?’ Alex nikker. ‘Kys hende lige farvel.’ Alexander adlyder, går hen til bordet, hiver Malenes ansigt op mod sig med et fast greb i hendes tykke hår. Hvor er han smuk, den knækkede dreng. Han kysser hende med tunge. Rager uengageret på hendes ene bryst imens. Malene kysser igen. Vådt. Føler sig incestuøs, som kysser hun med sin søn. Hun ser bedende på ham. Frels mig. Kys mig. Knep mig. Bare han ikke går, for hun ved, at alt ophører, når han gør det. ‘God fornøjelse’ smiler Alexander, klapper Kongen på ryggen. ‘Jeg skrider.’ Til Malene siger han intet, selvom det er hende, der skal afsted.
Historien fortsætter under reklamen

De hører en bildør ude på vejen. En motor der starter. De hører Lauras skridt forsvinde op ad trappen. Så er der knitren af posen og plast mod hendes mund og tape der snurrer den fast og ilt der er der, men forsvinder og trussen der bliver revet i stykker og Malene ligger på køkkenbordet og føler alt, føler også ham, hæver sig let, ser ned, hvordan han er der, mellem hendes lange, brune ben, spytter i hånden, smører sig ind, for så at forsvinde, op i hende, og så…

Så er det hende, der forsvinder.

(38 af mange)
Læs næste afsnit

4 kommentarer

1. Goldengirl

   11/07/2024 kl 22:28

   den her historie er helt speciel og så spændende. Det bliver en vild og kaotisk afslutning. Er vild med mr Marcus’ måde at skrive på

   1+

   Besvar kommentar
2. Skærmfissen

   11/07/2024 kl 16:51

   Lækkert afsnit !

   2+

   Besvar kommentar
3. Ida

   11/07/2024 kl 14:27

   Engang kunne man lege og komme til dine historier…

   Hvor blev det velskrevne af? Hvor blev sex’en af?

    

   Jeg søger nye veje fra nu af. Øv.

   23+

   Besvar kommentar
   • Anonym

     12/07/2024 kl 7:43 - som svar på Ida

     Hvorhen? 🤔

     3+

     Besvar kommentar