Han er næsten blå i hovedet. Hun spytter ham i ansigtet. ‘Sperm i mig, luder’ hvæser hun, og hun


Forfatter: Marcus
Marcus1historier@gmail.com

Læs forrige afsnit
eller læs fra begyndelsen

Alexander hiver mulatten op med et alt for fast greb i hendes spinkle overarm. Skubber og puffer hende halvnøgen foran sig, gennem stuerne, gangen og ud på badeværelset. Lejlighedens bedste bud på et sikringsrum. ‘Du bliver herinde. Lige meget hvad der sker! Har. Du. Forstået?’ Han ryster hendes lille krop. Desperation der smitter og drypper over fra hans blå øjne til hendes grønne. ‘Har du?’ Han slipper hende uden at få svar. Kysser flygtigt hendes bløde læber. Hvis det er sidste gang? Lukker døren.

Hendes stemme er formummet af dørens tykke fyldning. Skinger og bange. ‘Alexander…? Alexander, hvad fuck?’ Men, hun låser den på sin side sekundet efter. Hun har forstået alvoren, set den sitre i hver centimeter af hans krop. Alexander drejer om sin egen akse, går ind i soveværelset, rækker op på en hylde og finder sin Glock. Tjekker magasinet, afsikrer pistolen, og stikker den ned i linningen bagpå sine blå træningsbukser. Undertrøjen udover. For under halvandet minut siden var de lige på nippet til at dyrke sex, han og hende. Nu falder hans verden sammen. Så hurtigt det kan gå.

Marcus kommer hæsende og hvæsende op ad trappen med en raslende lyd fra sin krop som Alexander ikke kan placere. Pistol i hånden. Alexander træder væk fra døren, griber om sin Glock, får den ud af bukserne, holder den stadig i skjul bag på kroppen. ‘Hvor. Er. Hun?’ hvæser manden, der tog ham ind, da han var en knægt og lærte ham alt, hvad han kan. Manden, pigerne og kvinderne kalder Daddy, men som Alexander altid har betragtet som sin far. ‘En brun luder imellem os? Jeg skal fandeme vise dig, knægt!’ Spyttet står fra hans mund, men Alexander viger ikke. Marcus ser på ham. Sådan ser. ‘Er… er det et våben, du gemmer på ryggen, Alex?’ Alexander holder sin. Står fast. Han siger ikke noget, men hans dybblå øjne giver den væk. For ja, det er et fucking våben.

Han er i zonen. Han er klar. Men, han er også bedrøvet og flænset itu. Hvorfor alt det her drama? ‘Marcus!’ Han løfter sin venstre hånd advarende op. Stålet er stadig i skjul på hans ryg. Hvis han først fører hånden frem, vil det være som en sten, der er blevet kastet, og det vil være en provokation Kongen ikke kan negligere. Marcus stirrer på ham, skarpe hjørnetænder. Et blik der favner døden og det rige der venter på den anden side. Alexander er leder af Ulvene, men, hvis Marcus pifter i sin hundefløjte, så er det ham, de jager. Et kobbel i haserne på ham. Alt i hans liv er sat på spidsen lige nu, hvor han beskytter pigen, der betyder alt, og hvis navn han ikke engang kender.

Marcus’ brune øjne læser situationen på samme måde som Alexander. Er nok lidt flere træk fremme i skakspillet end selv han er, og Marcus begynder han at grine, selvom det ikke er sjovt, scenariet der viser sig, hvis Alexander fører sin hånd frem bag fra ryggen. Grinet går over i et host, og Marcus støtter sig til en karm. Der kommer blod med op. Han går lidt ned i knæ. Placerer sin pistol på de brede gulvplanker. Et fredstegn. Så retter han sig op. Tjatter til Alexanders kind med flad hånd. Det er ikke lussinger, men, tæt på. Det er som en ballon, hvor luften langsomt siver ud. Kongens vrede punkterer. Filmen kører stadig inde i stuen, og der er maks gas på strygerne, og det passer godt til spændingsniveauet i lejligheden.

Marcus går forbi ham og ser ind i stuen. På indretningen. Planterne. Lysestagerne. Pyntepuderne De to glas der står tæt på hinanden med danskvand på det lille bord foran sofaen. Popcornene. Både dem der ligger i skålen og dem der er kastet ud over gulvet. Det ligner ikke en bolig, men et hjem hvor unge mennesker har et liv. Sammen. Han nikker for sig selv. ‘Jaja’ mumler han. ‘Jaja. Det er jo… Jeg vil gerne have, du er glad. Det her ser… det ser rigtigt ud. Men…’ han drejer sig rundt, ‘du slukker aldrig din telefon igen. Forstået?’ Alexander nikker. Men, han kommer til at gøre det en sidste gang, lige før historien er slut.

‘Marcus, din impulskontrol er jo helt, helt ude af balance. Det er jo helt sort det her? Og, du er kørt gennem byen med en gøb? Altså, det er jo to år i skyggen lige dér. Du må ikke gøre den slags. Det er det, du har os til, Ulvene.’ Han nikker, Kongen, for Alexander har ret. ‘Så ville det jo hjælpe, hvis du tog din telefon, når jeg ringede!’ ‘Modtaget.’ De står over for hinanden. Harmonien genoprettet. Balancen.

‘Okay, vi skal til lægen. Du kører mig. Jeg vil gerne have, du er med.’ Alexander synes han ser så skrøbelig ud lige dér. Og der er ikke en bedende klang i Kongens stemme, for det ville være off-character, men, det er sgu tæt på. ‘Selvfølgelig. Lad os køre.’ Alexander vil gerne både hjælpe, altid, men samtidig vil han også have ham ud af lejligheden så hurtigt som muligt. Frygter at høre døren ud til toilettet blive låst op hvert sekund. Men hun er nærmest nøgen. Og smart. Hun ved bedre. Gør hun ikke? ‘Men skal vi ikke smutte nu, så?’ Han føler Marcus’ blik på sig. Træningsbukserne, undertrøjen, tuscherne og smykkerne. ‘Altså, kunne du prøve på at ligne én af dem fra castet af “Pusher” lidt mindre? Vi forsøger at holde vores virksomhed nogenlunde under radaren.’ Alexander smiler. ‘Jeg tager et par jeans på.’

Det tager under 45 sekunder og han prøver på ikke at slippe døren ud til badeværelset med sit blik på noget tidspunkt fra soveværelset. Da han kommer ind i Marcus’ synsfelt igen nikker Kongen billigende. ‘Og en skjorte tilmed. God dreng.’ Alexander får isninger gennem kroppen af de to sidste ord, som mulatten allerede tidligere har brugt til overflod denne dag i lejligheden. Han kunne bedre lide hendes version. Han kunne bedre lide sig selv. Med hende. Hvem er han med ham? Han forlader lejligheden med Kongen. Føler det som om han kan høre hendes skræmte, stressede hjerte ud gennem væggene, da de langsomt går ned ad trappen akkompagneret af en svag, mærkelig klirren fra én af lommerne i Marcus’ hørbukser.

I HELLERUP VENTER læge Frandsen på dem i sin sekretærs forkontor. Han er slank, otte-ti år ældre end Kongen. Et mildt blik bag brilleglas. Gråt, strit, helt kortklippet hår. Slidte cowboy-shorts med en lys T-shirt og sort cardigan med huller på det ene ærme. Gamle udtrådte løbesko. Tydeligvis klædt om til fyraften. Lægen virker rar, men Alexander fornemmer også en foragt for alt hvad Alexander repræsenterer, som han nikker til ham. Der er både latent angst, men også bedrøvelse i hans øjne, som han hilser Marcus med et håndtryk og et let klap på hans skulder. Han går foran dem ned ad gangen, viser ind på sit domicil, hvor familiebilleder pryder skrivebordets ene kant, computerens skærm er i dvale og vinduet står halvåbent og får et pift ind af doven juli sommervarme.

Alexander sætter sig på en stol op langs væggen. Ryggen mod døren. Front mod dommen. Marcus står afventende. Lægen tager sine briller af. Pudser dem. Ser på brilleglassene. Alexander kender godt overspringshandlinger, når han ser dem. Det kribler under huden på ham. Han kender ikke en verden uden Kongen i den. Endelig får lægen brillerne på, låst sin computer op med adgangskoden og han ser på skærmen, så på Marcus, så tilbage på skærmen igen. ‘Du… vil du ikke sidde ned, Marcus?’ Han ryster på hovedet. ‘Nej… nej, okay. Altså Marcus… Det…’ Marcus kan også godt læse scenen, og opfinder en overspringshandling af sine egne, fumler i lommen og får et pilleglas fisket frem fra hørbuksen. ‘De her smertestillende piller. De virker jo. Ikke. En. Skid.’ Han rækker dem frem mod lægen, der tager imod glasset. Ser på det. Måske også glad for afbrydelsen.

Han læser etiketten, læser på sin skærm, læser igen på pilleglasset. ‘Atlså Marcus, Oxycontin er ikke til at spøge med, og 40 mg er en stor dose per pille. Jeg kan simpelthen ikke skrue dosen højere op. Hvor mange tager du?’ ‘To-tre stykker. Hver anden, tredje time.’ Lægen åbner sin mund, vil sige noget, åbner så i stedet distræt pilleglasset og hælder et par af pillerne ud på sit skrivebord. Ser ned på dem. Pirker til én af dem med en blyant. ‘Altså… det her, det har da aldrig nogen sinde været et stof i opiod gruppen. Det…’ Han pirker til dem igen. ‘Det ligner umiskendligt de OmniOmeg vitaminpiller min hustru spiser morgen og aften, men, altså, det… det kan jo være hvad som helst. Smertestillende er det ikke.’

Alexander ser på Marcus, der allerede har regnet den ud. Malenes tågede, døsige blik giver pludselig mening og han nikker bistert for sig selv. Lægen fortsætter irriteret. Som om de spilder hans tid. Som om han ikke har forstået sin plads i fødekæden. ‘Står det så sløjt til med din “forretning”, at du er begyndt at pushe din smertestillende receptmedicin?’

En sten er blevet kastet.

Marcus sukker, og går to skridt til siden, for at gøre plads til Alexander og han er allerede forbi og har fat i lægens grå hår med sin venstre hånd, med den højre fjerner han hans briller, og så banker han hans ansigt ned i bordet. Én gang. To gange. Tre gange. Han kunne sige tusind intimiderende ting imens, har mange gode one-liners, men, tavshed kombineret med rå vold, er også en ret unik kombination.

FIRE MINUTTER EFTER er Frandsen i stand til at fortsætte, nu med blod på sin T-shirt, vatrondeller i næsen og rystende fingre, da han sætter sine briller på plads. Dommen? Hård. Som dem Kongen plejer at afsige over konkurrenter, dårlige betalere eller langfingrede strippere. Sætningerne er lange. Begrebet “Palliativ behandling” bliver brugt mere end én gang. Ordene suger al ilt ud af rummet. ‘Det… det må du jo så ændre på’ siger Marcus. ‘Helbrede mig.’ ‘Jamen…’ Læge Frandsen ser op på Marcus, så hen på Alexander. ‘Jeg…’ han løfter en advarende hånd op i luften rettet mod Alexander. ‘Jeg er læge, men, jeg kan jo ikke hekse. Med al respekt. Du… du skal ordne dine affærer og fylde hver dag, hver time med oplevelser du holder af, mennesker du elsker.’ Marcus’ blik er mørkt. Lægen ryster på hovedet. ‘Jeg… jeg ville have større sandsynlighed for at ramme bulls-eye på en dartskive fra ti meters afstand med bind for øjnene, end få dig sikker igennem det her, Marcus. Jeg… jeg beklager.’

Alexander har lyst til at smadre noget. Lyst til at skrige. Kongen er rolig. ‘Altså…’ han går rundt om bag lægen, ser ned på hans skrivebord, så rækker han ud, og tager en af billedrammerne. Viser fronten til Alexander. En ung kvinde. Smilende. Køn. Blå øjne. Lægens voksne datter. ‘Altså, i det gamle Ægypten blev Faraoerne ikke begravet alene. Man udvalgte trælle, ofre, der kunne gå med dem ind i Dødsriget.’ Han sætter billedet ned. Finder et andet. Lægens hustru. Hun smiler ud til dem. Han ser ned på lægen. ‘Du ved, hvem jeg er? Hvad jeg kan?’ Lægen nikker langsomt. Marcus ser mærkeligt tilfreds ud, så hoster han og før hostet er stilnet af, rækker han ned i sin skjortelomme, finder en joint han tænder med sin Zippo, og går rundt om bordet, sætter sig på patientstolen foran lægen, der stirrer på ham, mens han vifter røgen væk med en hånd i luften. ‘Du… du… truer du mig?’ mumler han. Tager en tår af sit glas med vand. Hånden ryster. Den ene vatrondel falder ud af venstre næsebor og blod klatter ned på skrivebordet. Han ænser det ikke. Marcus gir sig af et smertejag. ‘Alexander, tager du lige over et øjeblik?’

HVEM ER HAN med Kongen? Mulatten begynder at kalde ham Anakin i månederne der kommer, men det er Darth Vader der rejser sig op af stolen. Han har godt set, de blikke lægen har smidt hans vej i den tid de har været der. Som om han er muskler. Og kun det. ‘Du er så pisse fordomsfuld, at du tror, du er klogere end mig, bare fordi du er læge? Det er du ikke, det kan jeg love dig. Du er bare bedre uddannet. Det er ikke en trussel det her, det må du forstå.’ Så bøjer han sig ned. Hvisker i lægens ene øre. ‘Det er et fucking løfte.’

Han træder to skridt frem, og lægger familiebillederne af lægens tre døtre, der står i glas og ramme og flugter langs den ene kant af skrivebordet, ned med bagsiden vendt opad. Langsomt. Et af dem stopper han ved. Tager det op. Studerer det. Den yngste af døtrene. En okay godte i midt-20’’erne. ‘Hende her vil mit crew og jeg bruge nogle dage sammen med, før vi… du ved… på det tidspunkt vil hun være glad for at stemple ud. Trust me. Igen. Det er også et løfte.’ Han placerer billedet med bagsiden opad. ‘Den jeg ikke vil røre, eller gøre noget, er dig. Du vil få lov til at stå i pænt tøj og bære, ja, jeg ved ikke hvor mange kister, ud gennem kirker rundt omkring i landet. Børn. Børnebørn. Og jeg vil lade dig leve med det. I nogle år. Måske mange år. Og så, en dag når du tror jeg har glemt dig, så sidder jeg i din lænestol en aften du kommer hjem, og så… ‘ Alexander knipser med fingrene. Lægen hopper i sædet. ‘Jeg ville… jeg ville nok begynde at tage det her relativt seriøst. Vi taler ikke om, hvad var det for et udtryk du brugte? Palliativ behandling? Der er vi slet, slet ikke. Vi taler om helbredende behandling, for…’ Alexander bøjer sig frem, stirrer læge Frandsen ind i øjnene. Han ser igen lægen, det må man gi ham, men han blinker. ‘For en verden uden Kongen, er ikke én du har lyst til at leve i.’

Han rejser sig op. Strækker sig. Han har en eller anden sten i skoen over, at manden over for ham kan navnene på alle knogler i kroppen på latin og har tusinde andre skills som Alexander aldrig kommer i nærheden af. Måske det er det, der får ham helt op på max? ‘Er der noget, der er uklart?’ Ordene falder lavmælt. Hæst. Lægen synker en klump. Ryster på hovedet. Mumler noget om ny forskning i Schweiz, vellykkede forsøg i USA. Marcus nikker. ‘Midler. Det er ikke en hindring. Du får alle muligheder for at ramme det dér bulls-eye på din dartskive.’ Så kigger han på Alexander, og han vender rundt, og hjælper Marcus op af stolen. Marcus tager et tungt drag på sin joint, og lader så det sidste af jointen dumpe ned i lægens vandglas. ‘Jeg kommer næste torsdag på det her tidspunkt, og så…’ han hoster ‘glæder jeg mig til at høre, hvad du har fundet på. Nu har jeg en langfingret mæfikke med skarpe kindben og plastikpatter, jeg skal hjem og lære noget om handling. Og konsekvens. Og, prøve de der smertestillende piller. Hvad de kan?’

ROSA RIDER DEN unge, veltrænede arbejder, så hårdt hun kan. Tvinger sin stramme fisse helt ned over pikken, og hun slipper ikke grebet om hans hals, hvor halspulsårerne sitrer. Han er næsten blå i hovedet. Hun spytter ham i ansigtet. ‘Sperm i mig, luder’ hvæser hun, og hun har timet det perfecto, for hans trænede krop giver sig, hans arme sitrer, så hele kroppen og Rosa kommer klynkende som han spermer hendes fedtede 17-årige fisse så godt til. Hendes køn kramper om ham. Han fylder hende op med varm sæd. Hun slipper hans hals og falder fugtig og svedig ned over ham. Han holdt længere, end hun havde troet. Nærmere syv minutter end ét. Han gisper efter vejret, og det samme gør hun, men af hver sin årsag.

Det er intimt at være så tæt på en fuldstændig fremmed, nu hvor fjederen er udløst og hun er katapulteret ud i stratosfæren og hun løfter sig af ham efter et halvt minut, sætter sig på knæ ved siden af hans fastspændte krop. ‘Du…’ siger han med en stemme, der er mindre rolig og cool end den lød tyve minutter før i haven. ‘Shh…’ mumler Rosa. Pisseligeglad med hvad han har at byde ind med. Hun kender sig selv godt nok til at vide, at hun vil igen, når han kan igen. Og hun er slet, slet ikke færdig med at lege med ham, hvis den term dækker over hendes lyster? Men hun gider fandeme ikke snakke med ham. ‘Du…’ mumler han. Har han ikke forstået en skid? ‘Løsn mig nu!’ Det har han åbenbart ikke.

Well. Rosa strækker sig lidt. Vrider sin krop fra side til side. Hans fjeder er også udløst, og han ser ikke på hende med de samme brændende øjne som før. Nu vil han noget andet. Hans venners stemmer fra haven når op til dem. Han vil ned, ud, væk. I sikkerhed. Det kommer han ikke. Hun smiler. Sæden drypper ud mellem hendes kønslæber. Hun samler det op med to fingre, og slikker det af, så bøjer hun sig frem og prøver at kysse ham, men han vil ikke. Rimpet hønserøvsmund og bortvendt ansigt. Rosa spytter det i fjæset på ham. ‘Hvad fanden laver du?’ Hans stemme er skinger nu. ‘Løsn mig. Jeg… jeg skal bare ha mit tøj, og så skrider jeg. Jeg er færdig her, okay?’

Rosa smiler. Det smil hun har lært af Kongen. Det der ikke når øjnene. ‘Hvem fuck har spurgt dig, tøs? Jeg er ikke færdig. Ikke engang close.’

Hun rejser sig op. Finder en klassisk sort, ball-gagg frem fra en af skufferne i mørkt læder. Der ligger også en kniv. Hun lader ball-gaggen dingle foran ham. ‘Nu skal Prinsessens hest vist have et bidsel på.’

‘Hvad FUCK?’ Han siger også noget mere, men på et andet sprog, og Rosa er sikker på, at det ikke er pæne gloser, men hun fatter ikke en dyt , og hun er i øvrigt også ligeglad. Hun har tænkt sig at holde ham, til Kongen kommer hjem. Så kan den unge, mørklødede 21-22 årige arbejder, ikke gøre hende noget. I mellemtiden er han hendes boytoy.
Historien fortsætter under reklamen

Og hun har tænkt sig at gå fuldstændigt mental på den fastspændte, brune, veltrænede bitch.

Hvorfor? Fordi hun kan.

(36 af mange)

Læs næste afsnit

2 kommentarer

1. Goldengirl

   27/06/2024 kl 17:21

   Det er torsdag, og Mr Daddy mangler…..

   3+

   Besvar kommentar
2. Goldengirl

   23/05/2024 kl 18:04

   Fuuuck jeg er vild med den her fortælling Mr Daddy

   6+

   Besvar kommentar