Kollaps/Slow down

-Ikke der! Nein, bitte, ikke der. Men hvilken russisk soldat forstod det? Og hvis han gjorde, var han rystende ligeglad.

Forfatter: Alter

Alle havde vænnet sig til det konstante bombardement fra kanonerne, det var bare baggrundsmusikken til der sidste kapitel for dem.

Bunkeren syntes i opløsning.

Tomme flasker lå overalt, flere uniformerede officer med åbentstående uniformer dansede med unge sekretærer og elever.
En Sturmbannfürer med en flaske i hånden havde blottede en ung lyshåret kvindes bryster og befamlede dem til pigens tydelige tilfredshed, hun kæmpede for at åbne hans bukser.
Dansemusik fra en radio knitrede løs.

En officer med stenhårdt ansigt gik ud af rummet.
Et pistolskud lød.

Ingen af de festende fortrak en mine.

Så viklede en mand sig ud af sin piges arme og gik over til en anden pige, der sad foran et radioapparat.

-Nu skal jeg være der, Herr Obersturmbannfürer. Hun røg lydigt på benene og begyndte straks at knappe sin uniformsskjorte op, mens hun så smilende på officeren.

-Hej, nej, Gretchen. Ikke endnu. De skal først forsøge en gang mere at få kontakt til det nummer, jeg har givet dig og høre, om de har plads til en mere –

Han så hurtigt vurderende på Katja – to mere på næste fly ud.
Han så smilende på lyshårede Katja.

Hun gengældte rødmende smilet og tog telefonen op.
To par var sunket om på gulvet, og manden var i gang med at få sin pik ind i pigen, der desperat opildnede ham med tårerne drivende fra øjnene og hænderne pressende på hans baller:
-Ja, Hr. officer. Lav en ny soldat i mig!

Et nyt pistolskud lød, ingen syntes at tage sig af det. Der lød også et brag fra et granatnedslag udenfor. Højere end tidligere.

En mand i Sturmbanfüreruniform stod med sin pik i hånden og rystede sin sæd ud over en piges ventende ansigt.

Så lagde pigen med telefonen røret ned og så frygtsomt på skift på de andre:

-Der er kun plads til to mere, sagde hun nu rystende.

-To mere til Argentina. Hun lander på Landungsplatz 32,
eneste fungerende lige nu, men ingen ved hvor længe. Klokken 02.00 præcis, hun tør kun vente i 10 minutter, så letter hun igen. Vi ved alle, hvad der sker, hvis russerne kommer først og får trukket hende ud af flyet!

Obersturmbanfüreren rejste sig og glattede sin uniform

-Katja kører mig, og vi to flyver i forvejen.

-Så snart det er muligt, følger I andre efter.

Ud over Katja var der tre andre kvinder, alle blegnede og frøs.

De vidste godt, hvad der ventede dem, når russerne kom frem.
For de ville komme før nogen som helst andre.

Og de ville være vilde.

Og de ville hævne sig.

På alle de mødte på deres vej også soldater og civile, der tiggede om nåde.

De kunne ikke vente med at sprede deres sæd i disse invaderende ludere fra Vesten.
Som bare fortjente rigtige mongolpikke.

-Hvad skal vi gøre?
Det var Ursula, hendes stemme rystede, og hun vred sine hænder.
-Jeg vil ikke begå selvmord! Jeg har så meget liv, der venter mig, klynkede hun.

Lise, hvis ansigt pludseligt var blevet hårdere, lagde trøstende en arm om hende:
-Nu må du være stærk, Ursula. Vær stærk. Dette her er den pris, vi bare må betale.

-Vi har vænnet os til at opføre os som overmennesker, nu må vi lægge os på ryggen og betale vores gæld.
-Og, lille Ursula. Er det virkeligt så slemt? Vi er mange, der ved, at når din Fritz var ved fronten, så holdt du dig ikke tilbage.

-Bad du ikke en 2-3-4 stykker om at komme til din seng og trøste dig? Vi var nogle stykker, der var så forargede over dig. At du lå og væltede dig i pik, mens din Fritz kæmpede for sit liv og sin Fører ved fronten.

-Nu bliver det bare nogle russersoldater, det går jo nok.
-Du skal jo ikke snakke med dem!
-Du kan nøjes med at sige ’Dawai!’ og ’Spasiba!’
-Jeg har hørt, at så længe, du kan lide at kneppe og ikke er kræsen, så er du OK. Alle de invaderende vil have deres tur, nogle helt sikkert også en tur mere. Når de en gang har fået nok, bliver du sendt til et soldaterbordel bag fronten.
Du får selvfølgelig ingen penge for din indsats, men fri kost og fri pik.

Kanongranaternes brag blev nu øredøvende, og døren vibrerede.
Pigernes læber rystede synligt, og mændene fik travlt med at efterse deres våben endnu en gang.

Endnu et gigantisk brag fik døren til at svingeløs i en tyk støvsky.

Nogle mænd med den forkerte stålhjelm fyldte døren.
Mændene skød på dem, men nye blev ved med at komme.
Kvinderne skreg.

Angriberne blev ved med at falde og nye komme, kvindernes skrig fyldte støvet.

Mændene måtte bruge tid på nye magasiner, det var, hvad angriberne kunne udnytte.

Mændene begyndte at falde, angriberne blev ved med at komme.
Kvindernes skrig steg.

Der var kun en udgang.

Skuddene stilnede af, det gjorde kvindernes skrig også og blev til en stille jamren.

I stedet kom lyden af tøj, de blev revet i stykker og undertrykt jamren, der førte til i nogle tilfælde:

-Ikke der! Nein, bitte, ikke der. Men hvilken russisk soldat forstod det? Og hvis han gjorde, så var han rystende ligeglad.

Der var SÅ mange soldater, der havde gået SÅ længe, og været SÅ trængende, at nu måtte de bare udnytte et hvilken som helst hul, de kom i nærheden af.

Så det gjorde de.
—

Slow down

-Nu må du ikke gå i panik!

Jeg smilede og lagde begge mine hænder fast, men blidt, om hendes kinder.

Et glimt af alarm i hendes brune øjne skiftede langsomt til et tøvende smil, hun stolede på mig.

Hun var 20 år yngre end mig, havde hun tidligere fortalt mig, vi var ca. samme højde og kropsbygning, mit pas påstod jeg var 176 cm høj, omkring 60kg, hun var måske en enkelt cm mindre, ca. samme vægt.

Jeg holdt stille og roligt hendes ansigt mellem mine hænder og fik mine egne blå øjne til at transmittere, at alt var, som det skulle være, hun slappede synligt af.

-Jeg har for årtier siden brugt en linje, som også passer på dig.

Der var kun et par centimeter mellem os, jeg kunne se hendes læber svagt bevæge sig og kunne faktisk føle hendes ånde, som meget svagt kærtegnede mit ansigt:

-’Den mindste smule af dig er mere end mest.’

-Er du med? Jeg trykkede en anelse fastere på hendes kinder, hendes læber skiltes en smule mere.

-’Den mindste smule af dig er mere end mest!’

Nu lukkede hun sine øjne, hendes ånde var et svagt kys, som jeg kun lige kunne føle.

Mine læber lagde sig fjerlet på hendes, og et flash-back ramte mig som en mindre rambuk.

En af mine tidligere kærester sagde en gang, at når jeg kyssede så let, blev hun straks svag i koderne.

Hende her, min hjælper, åbnede nu sine øjne, og de viste kun hengivenhed.

Jeg kunne ikke holde mit underliv væk længere og lod hende nu føle, hvad jeg tænkte.

-Bobby, hviskede hun. Men trak sig ikke tilbage.

-Bobby. Er du HELT sikker? Det her vil forandre alt.

Min pik blev om muligt endnu mere stiv, mon ikke hun også kunne mærke det?

Lyden af min lynlås fik min hjerne til at eksplodere.

Hendes hånd trak mine bukser til side, og hun greb fast om min pik.

-Er det det her, du vil? Vil du have den der ind i mig?

Hun kunne ikke holde en undertrykt latter tilbage, da jeg kæmpede for at løfte hende op og baksede hende ind i soveværelset, hun vejede ikke synderligt meget.

Jeg smed hende på sengen, madrassen gav sig knirkende svagt, mens hun ikke kunne lade være med at le og på mig med drillende øjne:

-Jeg vidste, hvad du havde lyst til at gøre ved mig allerede for flere uger siden, du slemme, slemme mand, du er ikke god til at skjule det. Så kom da og gør det.

Det lykkedes hende at få et lille-pige-uskyldigt blik frem i sine øjne, da hun så spørgende på mig.

Med lidt besvær og med hendes hjælp lykkedes det mig at få banet vejen.

Hun fik baksede sine trusser ned om den ene ankel og trak sin kittel op om halsen, hun havde, som jeg havde gættet, ingen bh på.

Hendes hænder greb om de små bryster.

-De er ikke store, vel? Du kan godt lide dem alligevel, ikke?
Hendes øjne var nu mørke, IKKE længere lille-pige-agtige, og borede sig ind i mine, hun var allerede et helt andet sted.
En af mine pegefingre afprøvede hendes varme, bløde hul, som allerede var både varm og fugtig til mig.

-Ja, Bobby. Jeg er klar til dig, hviskede hun.

Hun spredte afventende sine ben, hendes hånd greb om min pik og ledte den frem.

-Åh, ja. Bobby, Bobby, den er så dejlig. Kom så, knep mig, knep mig.

Jeg kunne knap nok tro det, så længe havde jeg drømt om dette, hendes tynde ben havde så mange gange rørt mig en lille smule, når vi passerede hinanden i min stue.

Så mange gange havde jeg været så tæt på at række ud efter hende, nu var jeg minsandten inde i hende!

Min pik var så dybt inde i hele sin længde. Så langsomt ud igen. Og ind igen.

Jeg blev ved og ved, madrassen klagede sig mere og mere højlydt, hendes stønnen sang andenstemme.

Sådan blev jeg ved, indtil hendes klynken steg, så naboen bestemt kunne høre det, og hendes varme ånde fik mine tårer frem.

Hendes øjne borede sig ind i mine, hun havde ikke tænkt sig at give slip på mig.

Hun VILLE have min sæd.

Den velkendte prikken varslede, hvad der var på vej.
Hvad hendes blik gemte, var mig ikke helt klart. Ikke kærlighed, ikke hengivenhed.

Måske bare lyst? Jeg blev klar over, jeg kendte ikke så meget til hende.

Så var det der næsten, hun fastholdt mit blik og hviskede:
-Ja, kom bare med det, jeg vil have det.

Om hun var vant til mere, kunne jeg ikke vide, men jeg syntes, jeg afleverede en større dosis end sædvanlig, end jeg plejede.

Hun greb om mig og pressede mit underliv hårdt ind mod hendes, jeg syntes, jeg så noget i hendes blik, der kunne være taknemmelighed eller glæde. Eller bare tilfredshed.

Jeg beholdt min pik inde i hende, selv om den skrumpede:
-Jeg er glad for, du ikke tvang mig til at bruge et kondom, hviskede jeg, mens vi langsomt faldt til ro.

Hun lo lavmælt:

-Jeg kan heller ikke lide dem. For hvad gør man med dem bagefter? Tager dem af og går ud og smider dem væk? Det koster dette her øjeblik.

Hendes krop viste, hvad hun mente.

-Mærk, hvordan jeg passer på din lille pik nu. Mens jeg venter på, den bliver klar igen.

-Bare nyd det og vent.
-Slow down.

-Og husk: Du kommer til at betale for dette her. Men kan du en gang mere, får du næste tur til halv pris.
Den bedste hjemmehjælper jeg nogensinde har haft.
*
Jeg lå i sengen uden tøj på, hjemmehjælperen klædte sig hurtigt på, kyssede mig hurtigt på munden og sagde med et lille smil:

-Vi ses igen om tre uger!
Historien fortsætter under reklamen

Så var hun ude af døren på vej til næste klient/kunde?
Hun efterlod sig kun en svag duft af kvinde og noget andet.
Inden det gik op for mig af hvad, begyndte min pik at rejse sig igen, men for sent.

’Den mindste smule af hende er mere end mest.’

Giv forfatteren en kommentar - KLIK HER